I'l take good care of you

[Deleted]

Celina havde aldrig frygtet månen eller natten. Hun havde aldrig været bange for at træde der hvor lyset ikke kunne række og så alligevel så var der noget i hende nu som skreg til hende at månen og natte var meget farlige og at hun var nød til at holde sig væk fra den. Hun betragtede Izaiah med et roligt blik for selvom hun kunne mærke at frygten for nattens væsner begyndte at boble i hende så var hun ikke bange for ham. Hun vidste ikke hvorfor men hun var bare ikke bange for ham. Han virkede så god af sig og et sted så måtte det være en skam at han var tvunget ti at blive forvandlet til et monster en gang om måneden. Hun kunne dog ikke lade være med at grine mildt ved hans ord. "Det må tiden jo vise om det er" sagde hun blidt og blinkede til ham.
Hun havde givet ham lod til at undersøge hendes krop for bidmærker for hun kunne alligevel ikke lide tanken om at hun skulle være blevet bidt og ende med at rende rundt ved fuldmåne og jagte folk. Hun holdt den ene arm tæt ind til brystet for at holde på sit tøj, normalt var hun virkelig ikke forfængelig men lige nu så bølgede det bare ind over hende som bølger over en varm sandstrand. At han ikke så ikke kunne se nogle sår som kunne ligne varulvebid kunne dog kun lette hende og hun tog roligt dynen op om sig igen. Hun vendte blikket roligt mod ham med et lille smil. "Jeg føler mig meget heldig. Som du selv siger så er det ikke alle som lever til at fortælle historien om mødet med deres første varulv." hendes stemme var blid og hendes sind var mildt. Et sted havde hun en smule ondt af ham, ikke fordi at han var varulv men mere fordi han virkede så god af sig og så skete det at de var stødt sammen under en af hans forvandlinger. Det kunne virkelig ikke være let for ham heller. Han stod der,så rank foran hende og hun ønskede blot at han skulle slappe af. Ikke nok med at hun ikke var nogen specielt så kunne det umuligt være sundt for ham når hans krop var smadret som hendes. Hun nikkede roligt ved hans ord om søvn og puttede sig godt til rette under dynen og faldt hen.

Timerne gik hurtigt selvom hendes søvn var plaget af marridt om varulven i skoven. Hun kunne mærke hvordan hans klør borrede sig ind i hendes krop og hvordan hun gang på gang blev flænset af ham. Hun vågnede op, badet i sved og med hamrende hjerte. Hendes blik søgte stille rundt i værelset. Izaiah var endnu ikke kommet tilbage så hun gik ud fra at han stadig måtte sove. Stille bed hun sig let i læben før hun rejste sig op, hun trak dynen med sig op og om sig og gik over til det nærmeste vindue og kiggede ud. Solen var efterhånden ved at gå ned igen og dagen var ved at gå på hæld. Hun bed sig let i læben og kunne mærke hvordan hendes hjerte begyndte at hamre ved tanken om mørket. Hun var begyndt at blive frygtelig bange. Stille gik hun over til det nærmeste hjørne og trykkede sig helt op af det mens hun fremmanede en flamme som kunne flyve rundt i luften og holde mørket lidt på afstand.

[Deleted]

Izaiah var ikke ude på at kaste om sig med skræk og advarsel. Han ønskede egentlig bare at passe sit ensomme liv, som han nu havde gjort igennem rigtig mange år, for ingen vidste som sådan, at han i det hele taget var til, så naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte blikket mod hende. Forvirringen morede hende uden tvivl, men nu var det jo heller ikke ligefrem kvinder, som man kunne sige, at han var vant til at mænge sig med, for han holdt sig som regel på afstand fra.. stort set alt og alle. Hans tilstand havde altid været hans lille hemmelighed, og nu var den kendt. Det havde aldrig været meningen. ”Det må den jo,” sagde han med et let smil på læben, hvor han roligt nikkede til hende igen.
Der var ikke nogen bidemærker at se, og det var noget som naturligvis morede og ikke mindst glædede ham som intet andet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han var måske en god mand – udadtil om ikke andet, for det havde han ikke altid været. Han havde bare sit ensomme liv, og derfor var han måske ikke særlig socialt anlagt, og ville nok heller aldrig nogensinde komme til det. ”Du har også været utrolig heldig, Celina. Nok mere end hvad du går og tror. Derfor skal du bare lægge dig og få noget hvile, for det er uden tvivl tiltrængt for dig. Du kan få et bad i morgen,” afsluttede han sigende, hvor han så til at hun lagde sig til, inden han selv forlod værelset for selv at krybe til køjs…

… Izaiah vågnede selv frygtelig sent den følgende dag. Han kendte efterhånden rutinerne, og han var træt, og han var ør, og var øm stort set over det hele, men det var typisk ham efter en fuldmåne. Denne havde dog været hårdere en det som den plejede at være, og det var næsten det værste af det hele. Han havde fået ryddet op nede i kælderen og lagt resterne af sin kære butler i en kiste, som han skulle have gravet ned i haven. Ja, hvad han skulle gøre herfra nu, vidste han ikke. Buret kunne han jo ikke ligefrem lukke alene, og sikre sig, at det var forsvarlig låst eller noget lignende. Han skulle desuden have fat i et nyt alligevel. Det forundrede ham dog, at han ikke rigtigt havde hørt noget fra Celina oppe på gæsteværelset, så han besluttede sig endeligt for at søge derop. Med et stearinlys i hånden og nu rent tøj på kroppen og vasket, så kunne han jo se lidt mere normal og naturlig ud. Han stoppede roligt op ved døren, hvor han bankede på. ”Celina?” kaldte han med en rolig stemme. Han ville jo ikke vække hende, hvis hun endnu sov. Det var jo aldrig til at vide.

[Deleted]

Celina lagde sig bare roligt til at sove uden at svare ham. De kunne snakke mere når de en gang vågnede.

Søvnen havde virkelig ikke været den bedste for Celina, hun havde været ufattelig præget af marridt og onde drømme som havde vækket hende. Hun var træt, ufattelig træt stadigvæk men stadig så kunne hun da mærke at søvnen havde hjulpet hende en del. Hun lå stille i sengen og puttede sig under dynen og bed sig let i læben mens hun kiggede rundt i det stille værelse. Der var så stille, alt for stille efter hendes mening. Der havde været lige så stille lige inden hun var blevet angrebet i skoven. Tanken fik hende til at ryste stille og hun valgte at rejse sig op. Dynen havde hun trukket godt om sig for hun var stadig blodig og forrevet. Det kunne et sted ikke have været helt sundt for hende at hun bare havde ligget i sengen med beskidte og halvåbne sår så længe, hun trængte til et bad men hun kendte ikke huset og hun turde heller ikke rigtig bevæge sig uden for værelset alene. hendes ben havde ført hende hen til vinduet og hun betragtede byen neden under solnedgangen. Hun genkendte den ikke rigtig men ville gætte på at de var i New Dale da dette havde været den by tætteste på der hvor de havde mødtes. Hun bevægede sig derefter over i hjørnet af værelset med ansigtet mod døren og hun fremmanede en flamme som kunne give hende lys nu hvor mørket endnu en gang måtte melde sig og natten flade på. Som hun sad der i hjørnet begyndte hendes tanker endnu en gang at vende hende tilbage til den forgående nat hvor hun var løbet ind i Izaiah og hun mærkede hvordan hendes sår endnu en gang måtte værke og gøre ondt. Hun sukkede stille og bed sig hårdt i læben. "Du er i sikkerhed" hviskede hun svagt for sig selv, igen og igen og holdt som sig selv mens hendes blik hvilede på døren. Hun kunne begynde at høre en gå rundt på gangen ude foran hendes værelse og hendes hjerte begyndte at hamre. Hun bed sig om muligt hårdere i læben og lukkede øjnene. Hun vidste ikke hvorfor men hun var bange, meget bange. Hun hørte døren blive åbnet og hørte stemmen som hun genkendte som Izaiahs. Hun åbnede øjnene op og kiggede over på ham med et stille blik. "herovre" fik hun sagt stille, ja næsten uhørligt.

[Deleted]

Hvordan Celina havde klaret sig igennem natten, vidste Izaiah ikke, men han gik vel ud fra, at hvilen havde været tiltrængt, og eftersom det var ham som havde gjort det, så skulle det bare mangle, at han også tog sig lidt af hende, og sørgede for, at hun ikke kom derfra med varige mén. Hans butler var død, og hans kælder var et kæmpe kaos, så han havde jo efterhånden også sit at tage sig af, selvom det jo i hans øjne, ikke var småting. Det efterlod ham faktisk med et tidspres, for den fuldmåne, var ikke noget, som han kunne klare alene. Han skulle låses inde, og åbenbart mere sikkert, end det som han havde gjort til nu.. Det var mange ting, som han skulle have i hovedet til næste gang, og selvom der måske ikke var lang tid til næste fuldmåne, så var det knap tid til at finde en, som han vidste, at han kunne stole på. Turen op til Celinas værelse – eller det værelse, som han havde valgt at skænke hende for natten, var ikke lang. Dagen havde de begge brugt på at sove stort set, så nu følte han for at tjekke lidt op til hende, for han vidste, at han havde været hård ved hende, og det var slet ikke hans mening eller hensigt.
Han hørte hendes stemme på den anden side, men det var ikke fordi at han følte, at den var præget af.. gode ting, men derimod frygt. Det var jo ikke fordi at han ville have, at hun skulle være bange for ham. Han ønskede jo bare at leve sit liv alene, som han havde gjort frem til nu. Han åbnede roligt døren, inden han så sig om, kun for at få øje på hende, siddende i et hjørne. Han bed tænderne lettere utilfredst sammen, for det der, var jo heller ikke ligefrem meningen. Han sukkede indædt. Hun havde ellers virket til at have det udmærket på trods af omstændighederne, da han havde lagt hende i seng, og nu sad hun der? Øv altså! ”Du skal ikke være bange for det.. Jeg gør dig jo ikke noget..” forsøgte han. Det var jo heller ikke fordi at man kunne sige, at det var en typisk eller kendt situation for ham selv at stå i, og han fandt det faktisk ubehageligt, at hans egen gæst skulle reagere sådan på det hele. ”Skal jeg ordne et bad? Så finder jeg noget tøj, som du kan rejse i,” sagde han sigende. Hun var utryk ved det hele, og det var bestemt heller ikke noget som gavnede ham i hans situation lige nu!

[Deleted]

Celina havde virkelig haft en svær nat. Det hele havde været hende så frygteligt skræmmende og da han havde lagt hende i seng havde hun heller intet frygtet men nu som mørket måtte melde sig så kunne hun mærke frygten melde sig i hende igen som en ulmene dårlig fornemmelse og hun huskede på alle de hændelser som var hende hændt i mørket. Hun bed sig hårdt i læben, hun var irriteret på sig selv over at mørket påvirkede hende på den måde men hun var et sted ikke herre over sine egne følelser. Hun vidste jo godt at der logisk set ikke var noget som kom efter hende bag døren og at det sikkert bare var Izaiah men frygten steg alligevel i hende. Hendesstemme havde hun ingen kontrol haft over og selv kunne hun godt høre hvor svag hun egentlig lød i dette øjeblik. Hun sukkede stille for sig selv og vendte blikket mod Izaiah som stod i døren. Hun kunne godt se at han var påvirket af at hun var krøbet tilbage i hjørnet og det gjorde et sted ondt. Hun var jo en stolt person og det at hun ikke kunne holde hovedet højt sårede hendes stolthed. Stille rejste hun sig op og gik roligt over mod ham. Hun holdt hovedet lidt nede og rodede med en tot af det røde hår som blev ved med at falde ned fra bag hendes øre. Hun nåede stille over til ham og vendte blikket roligt mod ham. "jeg ved godt at du intet ondt vil mig. jeg ved godt at du ikke ønsker mig ondt men frygt er irrationelt og mørket frembringer min frygt. Jeg er ikke bange for dig men før mørket fordi jeg ingen kontrol har i mørket." sagde hun stille og en smule undskyldende. Hun kunne høre at han ville sende hende væk og hun vidste ikke hvorfor men hun ville ikke. Hun ønskede ikke at blive sendt væk og da slet ikke nu hvor det var blevet aften. per automatik søgte hun ind til Izaiah, tryggede sig lidt mod ham, stadig med dynen om sig. "Du må ikke sende mig ud i mørket igen. Jeg beder dig. Du må ikke sende mig væk" hviskede hun stille, næsten bedende før hendes blik endnu en gang søgte mod hans ansigt. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre hvis han sendte hende væk. den tanke var mere skræmmende end noget som helst andet for hende.

[Deleted]

Hvordan søvnen og mørket var for Celina, vidste Izaiah desværre ikke, for han havde ikke rigtigt haft noget indtryk af at det havde skræmt hende som sådan, for det var vel heller ikke rigtigt nogen hemmelighed, at han ikke rigtigt var interesseret i at lære hende meget bedre at kende, end det som han gjorde til nu, for det havde aldrig rigtigt ligget til ham, at leve andet end alene, for det havde han efterhånden gjort igennem temmelig mange år. At hun så derimod havde gemt sig i et hjørne, forundrede ham dog, for hun havde været fuldkommen rolig, da han havde forladt hende sidst, så var det underligt, at det var noget, som faktisk kom en smule bag på ham? Han vendte blikket direkte i hendes retning, da hun endelig kom op på benene igen og roligt gik mod ham i stedet for. Han bed tænderne let sammen, selvom det var mere i det skjulte, for han var slet ikke vant til at være så tæt på andre mennesker. ”Når man først ved, hvad der sker derude, og hvad der kan gemme sig i mørket, kan man forberede sig på, hvad der kan ske for en. Du er i et værelse.. i mit hjem, og under min beskyttelse. Jeg kan love dig for, at der her, intet vil være som vil gøre dig noget ondt,” sagde han ganske roligt. Han lod blikket søge til hendes smukke skikkelse. Det var efterhånden ved at være rigtig mange år siden, at han i det hele taget havde været tæt på en kvinde, og det var naturligvis også noget som gjorde sit for hans vedkommende. At hun så derimod ikke ønskede, at han skulle sende hende ud, var noget som fik ham til at rynke i panden, for hvad var det egentlig der skete? Hun kendte ham ikke, og han kendte hende jo trods alt heller ikke hende på nogen måde, men at sende hende ud i den mundering, så var det ikke fordi at han havde nogen intentioner om at gøre lige så. Han hævede hånden, som han strøg mod hendes kind ganske let. Også mest for at vise, at han intet ondt ville hende. ”Jeg sender dig ikke nogen steder når du har det sådan, Celina.. Jeg ved at jeg har forvoldt dig frygtelig meget, og jeg ønsker at gøre det godt igen. Lad mig ordne et bad til dig, et godt og solidt måltid og noget tøj på kroppen,” sagde han med en rolig stemme, inden han igen lod hånden falde. Han ønskede hende bestemt intet ondt.

[Deleted]

Det var irationelt og hun vidste det godt. Hun hadede det, hadede tanken om at hun ikke havde kontrol over havd der skete eller hvad hun følte. Hun hadede at hun var blevet tvunget tilbage til de basiske instinkter, frygt og tryghed. Hun var ikke vant til at være så bange for noget og da slet ikke for noget så simpelt som mørket men det var hun nu engang og så måtte hun også komme over det men det ville tage tid og hun vidste det. Blikket gled roligt mod hans skiggelse og hun trykkede dynen lidt tættere om sig. Et sted så følte hun sig lidt blottet når hun stod der i sit lasede og itu revende tøj men hun havde ikke andet og de var også derfor hun nu stod med dynen om sig. Hun nikkede roligt ved hans ord. "Jeg er normalt altid forberedt. Jeg har ikke mødt en udfordring eller en kamp hvor jeg ikke er kommet ud på toppen. Ikke før nu i hvert fald. Det er svært at forberede sig på nederlag og den smerte og de sår det kommer med det når man aldrig har prøvet det før." sagde hun roligt og bed sig let i læben. Selv fandt hun sig lidt ude af sted nu hvor hun stod ham så nær i hans hjem. Hun var ikke en pige der gik med fremmede hjem, havde aldrig gjort det og havde aldrig haft planer om at hun skulle være sådan mennattens begivenheder havde nu en gang bragt hende her og et sted så havde hun det egentlig fik med det. At hun var under hans beskyttelse og at han lovede at der intet ondt ville ske hende fik hende til at sende ham et lille smil og rodede let med en tot af det ildrøde hår. "Det er jeg glad for. Jeg føler mig tryk når du er her" sagde hun stille men blidt. At han ikke ønskede at sende hende ud igen var noget som lettede hende utrolig meget. Hun ville ikke derud igen, hun ønskede ikke at skulle være alene i mørket og det at han lovede hende at han ikke ville smide hende derud til det som hun frygtede var en virkelig behagelig tanke. Hun mærkede hans hånd mod hendes kind og hun kunne hurtigt mærke hvor rolig hun egentlig blev ved hans berøring. Hun løftede stille sin hånd op og gav hans hånd et let strøg før hun lod den falde så vel som han gjorde det. "Undskyld. Jeg vil ikke trænge mig på men det er så mørkt udenfor. je må indrømme at jeg ville være utrolig skræmt ved at gå derud nu" sagde hun undskyldende og vendte blikket ned i gulvet. Hun hadede at bede men hun vidste at hun ikke ville holde længe udenfor nu hvor hun var så bange. Det at han endnu en gang tilbød hende et bad fik hende til at kigge op igen. Hun nikkede roligt og bed sig let i læben igen. "Jo tak. Et bad ville gøre underværker" Hun kunne mærke med hele sit væsen at han intet ondt ville hende og det var også det som gjorde hende så rolig omkring ham. Det var en beroligende tanke et sted.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Izaiah havde regnet med, at han skulle finde Celina siddende på gulvet, og nærmest panisk for det mørke, som havde hvilet så tæt om dem. Det var ikke fordi, at han havde regnet med at skulle se hende gemme sig, og have det sådan, for så havde han jo ikke ligefrem forladt hende i udgangspunktet, men.. hele huset var stort set et kæmpe kaos, og ikke noget, som man direkte kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. I det store og hele, så ønskede han jo bare at gøre op for det, som han havde gjort i udgangspunktet, og specielt når det kom til det at overfalde hende under fuldmånens bindende lænker, som han aldrig nogensinde ville komme ud af. Han var dog alligevel.. forundret over, at han ikke havde bidt hende, men kun slået til hende, selvom det nu var en tanke, som han måtte tænke over senere. ”Det er yderst sjældent, at man kan fremstå fuldkommen forberedt på det hele, Celina. Det er bare vigtigt for mig, at du ved, at der intet vil ske her, og at jeg ikke bare vil sende dig bort, fordi du nu har fået dig noget søvn. Du er jo stadig helt oppe at ringe..” Han rynkede let på næsen, inden han hævede hånden og strøg den roligt over hendes kind. Han kunne jo heller ikke lade være.. han.. følte vel bare for at gøre det et eller andet sted? En handling som han ikke rigtigt var i stand til at styre. Han smilede let for sig selv, da hun selv hævede hånden og strøg den over hans. ”Det betyder faktisk meget for mig, at vide,” fortalte han med en ærlig stemme, som han let lod hovedet søge på sned. Alene det faktum, at hun faktisk.. kunne fortælle ham, at han gjorde hende tryg, var noget som han godt kunne lide. ”Tænk ikke på det. Jeg lader dig ikke gå ud, når du har det som du har det. Nu fylder jeg karet op, så du kan få et bad og slappe ordentlig af, okay?” Han hævede sigende det ene bryn, inden han vendte om på hælen og søgte ud af værelset, for at nå det nærmeste badeværelse, som han gik ind i. Nu hvor han ikke havde sin butler, men selv havde slået manden ihjel, så gik han selv i gang med at få karet fyldt op og vandet varmet til en god og behagelig temperatur.