I'l take good care of you

[Deleted]

Solen var for længst ved at være oppe, da Izaiah var kommet tilbage til Imandra. Det sydede i hans arme og ben, men at lægge denne kvinde fra sig, var slet ikke noget som han ønskede sig. Hvordan han var kommet ud af cellen under fuldmåne, ønskede han end ikke at tænke på, for han passede sig jo stort set selv. Han havde en enkelt butler… men nu vidste han da ikke engang om den mand i det hele taget var i live. Han vendte blikket mod sit store hjem. I sig selv, var det en anelse stort, men han havde jo også altid haft en temmelig fin status, selvom det nu ikke var noget som han havde mere, så var det ikke noget som gjorde ham noget som sådan, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være. Han var nu ganske godt tilfreds med tingene som det forholdt sig, også selvom han nu stod stort set uden noget som helst. Han søgte roligt op til døren med rolige skridt, selvom han udmærket godt kunne se, at han havde brudt ud af den. Han bed tænderne kraftigt sammen.. Han turde slet ikke tænke på hvordan det så ud indvendig, men det at lade denne unge kvinde ligge, ønskede han slet ikke, og slet ikke når han havde været sådan efter hende.
Det var uden tvivl med frygtelig tungt hjerte, at han søgte over den ødelagte dør og indenfor. Det første som ramte hans næsebor, var duften af blod, hvilket kun indikerede for ham, at han havde haft fat i sin kære butler. Den eneste mand, som han havde vist nok tillid til at lade ham hjælpe under forvandlingerne, selvom de kun var blevet grumme. Med et fuldstændig tomt blik, søgte han op ovenpå. Det var en mindre overetage med nogle enkelte værelser og så hans eget. Det var jo ikke et helt mansion. Han skubbede den ene dør ganske roligt op og søgte indenfor. Et ganske fint lille værelse med et vindue, en seng og en kommode. Ikke det største, men det som man skulle bruge, var der jo primært. Han kom hen til sengen, inden han roligt lagde hende ned i den. Det havde slet ikke været hans mening at være sådan efter hende, selvom det nu og da var sket alligevel. Dynen lagde han roligt over hende. Hun skulle nok vågne.. Det håbede han da i hvert fald.

[Deleted]

Natten havde virkelig været slem for Celina. Ikke nok med at hun var blevet jagtet rundt i skoven af en glubsk varulv hele natten så var hun også blevet revet til blods. Hun havde virkelig været udmattet da hun var faldet om i hans favn men det havde virkelig været hårdt for hende. Hun havde været væk det meste af tiden han havde gået med hende men hun var da så småt begyndt at vågne da han havde nået byen. Hun kendte den ikke rigtig, byen altså, og hun lå bare stille i hans favn og tog det hele ind. Hvorfor han bar hende på den måde kunne hun virkelig ikke forstå. Han kendte hende jo ikke så hvorfor gjorde han dette for hende? Måske ville han spise hende? Tanken havde strejfet hende men hun slog den væk igen. Han virkede virkelig ikke som sådan en person som ville hende noget ondt, det var vel også derfor hun ikke bare for ud af armene på ham og skyndte sig væk fra ham. Hun bed sig svagt i læben og holdt bare øjnene lukket mens han gik der med hende, hun vidste ikke hvor han ville føre hende hen men lige nu betød det ikke så meget.
Hun åbnede let øjnene og fik øje på et hus, døren var smadret og hun gættede sig til at han havde været derinde da hans forvandling var startet og derefter var brudt ud. Hun bemærkede lugten af blod som hang i luften da han gik ind i huset med hende. Hun undrede sig over hvem der mon havde været i huset sammen med ham og om den person stadig var i live som hun nu selv var det. Hun lukkede øjnene igen og lod ham bære sig op af hvad der virkede som nogle trapper og hun bemærkede hvordan hun til sidst blev lagt i en seng og fik dynen over sig. Hun åbnede stille øjnene og vendte blikket mod ham. Han så anderledes ud her nu hvor solen var stået op igen og hun lagde hovedet lidt på skrå. Hendes krop gjorde så forbandet ondt så hun turde ikke rykke på sig. "Hvem er du?" spurgte hun med stille stemme og betraktede ham blot.

[Deleted]

Tanken om at lade denne kvinde ligge, når hun faktisk havde været så heldig at overleve et møde med hans mere voldelige side, var slet ikke noget som Izaiah kunne have med at gøre. Han var ikke stolt over at være det væsen, og foretrak uden tvivl at holde det lidt mere i det skjulte, selvom det virkelig var svært for ham, og specielt hvis han var begyndt at bryde ud, så skulle der helt andre boller på suppen fra nu af, og det vidste han udmærket godt. Turen til byen havde været lang, og det sydede i hans arme og ben, men det at lægge hende ned, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til. Hans tilstand skulle forholdes skjult. Alt andet var et sted fuldkommen ligegyldigt for ham, og det erkendte han faktisk gerne.
Nu hvor de langt om længe nåede hans hjem, førte han hende roligt med sig indenfor. Hun gjorde ikke ligefrem modstand, hvilket jo faktisk var fint nok. Han havde slet ikke nogen intentioner om at spise hende, for selvom han måske var et bæst i det indre, så gik han på ingen måder ind for kannibalisme, for det var jo trods alt også hvad det var, for han kaldte sig ved det at være menneskelig, og det stod han fuldkommen fast ved! Endelig fik han hende op af trappen og lagt under dynen, hvor han vendte blikket mod hende. Hun var fuldstændig blodig, men nu ville han om ikke andet, så give hende lidt ro til hovedet og muligheden for at komme sig efter nattens hændelse. Det i sig selv, var vel heller ikke slemt, var det? Han trak vejret dybt. ”En mand der giver dig muligheden for at komme dig efter en hændelse som aldrig burde være sket.. Du skal bare hvile,” sagde han roligt. Hvorvidt om navnet ville sige hende noget som helst, gik han egentlig ikke rigtigt ud fra. Han havde været ude af blik i frygtelig mange år, hvor han egentlig bare havde valgt at passe sig selv, og det var vel også til det bedste i længden, var det ikke? Han betragtede hende med en rolig mine. Det bekymrede ham virkelig, at han havde formået at slippe ud og gjort skade på andre, for han turde da slet ikke tænke på hvor mange han faktisk havde formået at slå ihjel til aften. Det kunne jo faktisk godt gå hen og vise sig, at være lidt halvmange! ”Jeg beklager virkelig for hvad der er sket.. Det burde aldrig være hændt.. Bare hvil,” gentog han roligt, også nærmere ment som en undskyldning, for han havde det faktisk ganske skidt med det, og det i sig selv, kunne han slet ikke lide.

[Deleted]

Det havde virkelig ikke været en behagelig nat for Celina, absolut ikke. Hun havde ikke i sin vildeste fantasi troet at hun skulle møde en varulv i nattens mulm og mørke men det havde hun og sket var sket, ingen af dem kunne ændre på det nu. At han ikke kunne lide hvad han var vel noget men kunne forholde sig til? det måtte virkelig ikke være rart at miste sig selv på den måde en gang om måneden og selv kunne Celina slet ikke forholde sig til lige netop det aspekt af det hele. Ikke fordi det var det som var i hendes tanker lige nu. Lige nu ville hun egentlig bare gerne vide hvad der skulle ske med hende nu hvor han bar hende med sig til et ukendt sted.
At han havde taget hende med sig hjem var en tanke hun heller ikke helt kunne forholde sig til. At sted var hun vel glad for at han ikke bare lod hende ligge for det ville en hver anden vel? Hun var jo ikke hans problem men på den anden side så det at han tog hende med hjem kunne virkelig også være svært at forholde sig til fordi hvad ville han med hende?? Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle håndtere det hele og det i sig selv var virkelig ikke meget lig hende. Hun havde ellers altid styr på det men nu var hun virkelig bare blevet pillet ned. Hans ord fik hende blot til at betrakte ham mere, jo hun var da stadig træt og havde brug for hvile men hun kunne ikke bare sove, ikke here i et fremmed hus med en fremmed mand som for ikke mindre end et par timer siden havde prøvet at æde hende. Hun rystede let på hovedet og fik sig til sidst sat sig op i sengen selvom det gjorde ondt. Hun stønnede let i smerte og kiggede lidt ned af sig selv. Hendes tøj var revet itu og fyldt med blod efter nattens jagt. Hun bed sig let i læben før hun vendte blikket mod ham igen. "Jeg kan ikke bare hvile. Ikke før jeg ved noget mere om dig og hvem du er. Du har ført mig til dit hjem og jeg ved hvorfor du har gjort det hvilket fortæller mig at du er en god mand men jeg kender dig ikke og skindet kan bedrage så igen, Hvem er du?" spurgte hun roligt. Hun var udmattet men stadig fast besluttet på at hun ikke ville ligge sig til at sove igen før han havde fortalt hvem han var.

[Deleted]

Izaiah vidste udmærket godt, at han havde gjort hende ondt, og han var bestemt heller ikke stolt af sin tilstand, men det var heller ikke ligefrem noget som han kunne gøre ved det. Han forsøgte om ikke andet, at tage sine forholdsregler, men det var jo heler ikke ligefrem helt let altid, når det var sådan her det forløb sig, og det var en tanke som han direkte måtte hade mere end noget andet, for han havde jo gjort noget, som han slet ikke burde være i stand til – Han var kommet ud, og han havde gjort skade på andre individer, hvor han plejede at gøre det ved sig selv. Han fik hende roligt lagt i sengen, også selvom det var tydeligt for ham, at hun ikke rigtigt havde nogen intentioner om at lægge sig til at sove og få noget hvile, hvilket jo faktisk var en tanke som uden tvivl måtte irritere ham et sted. Det havde jo heller ikke været en helt lille vej han havde båret hende, men han havde gjort det, også mest for at vise hende, at han ikke var ude på at gøre skade på hende, for det var slet ikke noget som han kunne sige, at han var ude på i det hele taget.
Izaiah vendte blikket roligt mod hende, da hun valgte at sætte sig op, også selvom han kunne se, at det var en smertefuld proces undervejs. Han bed tænderne kraftigt sammen. Det havde slet ikke været hans mening at gøre noget ondt ved hende. Tvært imod, så hellere gøre det mod sig selv. ”Du giver virkelig ikke op, gør du..?” fortsatte han, da han lod blikket glide til hendes ansigt. Hun så ikke godt ud, og mange af sårene skulle uden tvivl renses, men det var de jo nødt til at tage efterhånden, for han gik bestemt ikke ud fra, at hun ville lade ham komme tæt på, bare sådan uden videre, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det forholdt sig. ”Mit navn er Izaiah Santino, og hvad jeg er, har du jo allerede set.. Jeg tog dig med hjem, udelukkende fordi at den skade jeg har påført dig, fornægter mig at lade dig ligge på skovens bund. Jeg synes nu du skal hvile, så vi kan få renset de sår derefter, og så håber jeg at du snart er på bedringens vej igen. Det andet har aldrig været min intention at gøre dig noget ondt, og jeg vil vel bare.. gøre lidt op for det.:?” fortsatte han. Han var ikke en mand som hun skule være bange for. tvært imod, så ønskede han jo egentlig bare at gøre lidt op for hvad han havde gjort for hende, og så måtte de tage den derfra.

[Deleted]

At han prøvede på ikke at komme ud når han blev forvandlet var vel ikke så underligt? Han så virkelig ikke ud som om at denne her nat havde været sjov for ham ligesom den ikke havde været det for hende. At han ikke have nogen intentioner om at gøre hende noget havde hun forstået men hun var stadig forsigtig. Efter alt det der var hændt hende denne nat så kunne man vel heller ikke forvente andet af hende. Hun var dog taknemmelig for at han ikke virkede som om han ville gøre hende mere, hun ville virkelig ikke igennem sådan en tur igen! Hun anede at hendes stædighed irriterede ham men hun kunne virkelig ikke bare ligge sig når hun var et så fremmed sted som dette.
Hans lille kommentar fik hende til at smile selvom hun var så træt. Nej hun var virkelig ikke en som gav op, hun var altid fast besluttet på at få det af vide som hun ønskede og hun gav ikke op. Hun sendte ham et stille smil og rystede på hovedet selvom dette måtte give hende en stærk smerte igen. "Hvis man giver op får man aldrig noget at vide, vel?" sagde hun med et stille smil som om hun prøvede at holde humøret oppe hvilket hun også gjorde. Hendes smerter var voldsomme og hun var mega træt men der var virkelig ikke så meget andet for hende at gøre. Lige nu var det vigtigste for hende bare at vide noget mere om ham, især hvis hun skulle blive her. Hans lille fortælling fik hende til at lytte, hendes hoved søgte let på sned. Da han var færdig rystede hun stille på hovedet af ham. "Det jeg mødte i skoven er ikke dig. Du, dig som står foran mig nu er anderledes og det må du ikke glemme." sagde hun stille og bed sig i læben. Hun vidste virkelig ikke hvorfor hun sagde dette for hun kendte ham jo ikke og kendte ikke meget til hans tilstand men et eller andet fik hende blot til at sige dette. "Mit navn er Celina Addams. Jeg ved godt at du ikke ønskede mig ondt, jeg ved godt at det ikke var din skyld det der skete i skoven og jeg bebrejder dig ikke, tror jeg ikke" sagde hun stille og vendte blikket stille ned mod hendes hænder som hvilede på dynen. Hun vidste ikke helt hvad hun stille op med sig selv.

[Deleted]

Izaiah havde aldrig været glad for at være den mand han var, i og med, at han jo var en varulv, og mistede kontrollen over sig selv, når fuldmånen stod tungt og højt på himlen. Det var en forbandelse uden lige, men han havde til nu ikke fundet nogen, som havde formået at give ham den ro i sindet. Selv nu hvor hans arme føles tunge, som havde de været lavet af bly, for det var en lang tur han havde båret hende, men at lægge hende fra sig, kunne han slet ikke få sig selv til. Under normale omstændigheder, ville han slet ikke være sådan en gentleman som han havde været i dette tilfælde, men han havde overfaldet hende og tvunget hende derud, hvor hun var kommet alvorligt til skade, og det var slet ikke noget som han brød sig om, og derfor ønskede han at gøre sit for at hjælpe hende lidt på benene igen.
At hun ikke ønskede at hvile, før hun vidste noget om ham, var et sted en tanke som irriterede ham, selvom han udmærket godt kunne forstå hende. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. ”Du har selvfølgelig ret,” sagde han med en rolig stemme. Han foldede hænderne let foran sig og uden at tage blikket fra hendes skikkelse. Han lod hende sætte sig op, også selvom han egentlig bare ønskede at hun forblev stille og lagde sig til i sengen i stedet for. Han var slet ikke god til det at være omkring andre, for det havde han heller aldrig været, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det er måske ikke mig, men det er stadig en del af mig du mødte i nat,” fastholdt han med en ganske sigende mine. Han kunne ikke flygte fra det, også selvom det havde været utrolig svært for ham at acceptere det, så havde han gjort det. Han gjorde det bare, når han var alene, og uden at andre var der. Han sendte hende et ganske svagt smil på læben. ”Jeg forstår at du er bange for hvad jeg er, Celina. Jeg beder dig bare om at hvile dig… komme dig, og så er du fri til at gøre hvad du vil bagefter.. Er der noget som jeg kan gøre for dig? Bringe dig noget..?” spurgte han videre. Noget at drikke eller spise måske? Så det ikke forblev så akavet, som det var lige i denne stund, for det var slemt nok som det var i forvejen.

[Deleted]

Den måde som varulve mistede deres sind på under fuldmånen måtte virkelig ikke være sjov selvom følelsen virkelig ikke var noget som Celina helt kunne sætte sig ind i. Hun havde aldrig været i en ligende situation og det i sig selv var vel en rar tanke, dog så havde hun lidt ondt af ham for det der skete mellem dem derude for dte var jo ikke hans skyld, Ikke kun hans skyld i hvert fald. Måske hvis hun bare havde været blevet i træet så ville intet af dette være sket så nej, det var ikke kun hans skyld.
Celina lyttede roligt og nikkede stille. Hun kunne godt forstå det han sagde med at det havde været ham hun havde mødt i nat eller i hvert fald en del af ham men stadig så var det hun så nu helt og aldeles anderledes og det havde da også noget at sige. "En del af dig, måske men ikke kun dig. Den person som står foran mig her og nu er helt anderledes en den mand jeg mødte i skoven. Det er da tydeligt at se" sagde hun roligt og prøvede at finde sig til rette med smerterne i hendes krop selvom det var svært. Hun var virkelig ikke en pige som kunne lige at ligge stille, hun skulle allerhelst fortage sig noget hele tiden og det med at ligge i syge sengen var virkelig ikke hende. Hun bed sig let i læben. Hun var vel egentlig ikke så bange længere, hun frygtede ham ikke i denne skiggelse for som menneske var han ikke specielt skræmmende. "Lige nu frygter jeg dig ikke, ikke det mindste. Du virker ikke farlig i din menneskelige skiggelse." sagde hun roligt og tænkende. Hun vidste ikke havd der skulle ske men hun var opsat på ikke at sove, ikke endnu i hvert fald. "Jeg kan ikke hvile. Jeg er virkelig ikke god til det. Min krop skal nok heale men lige nu er der ting som er meget mere facinerende end det" Hun sendte ham et lille forsigtigt smil endnu en gang og håbede blot på at han ville blive ved med at forholde sig rolig og ikke skræmme hende igen.

[Deleted]

Izaiah var normalt en ganske rolig og fredelig mand, som egentlig bare ønskede at leve et liv i fred og ro, hvilket vel heller ikke var forkert i længden? Som det nu var sagt, så var han faktisk glad for, at hun ikke var bange for ham, for han havde aldrig været ude på at skræmme folk. Derimod, så gjorde han hellere skade på sig selv ved at låse sig selv inde i et stort bur, og derved lade forvandlingen gå igennem der, til fuldmånen atter en gang var forbi. Det havde ikke just været nogen nem beslutning for ham, men dog af den grund, så var det noget som han havde gjort af den grund, og han stod fast på, at det var det rette, selv for ham. Han vendte blikket mod hende. Hun burde hvile, få sig noget søvn og så skulle de nok finde ud af det hele. ”Det er meget muligt, men det er nu den jeg er, og jeg tager mig mine forholdsregler.. Netop så ting som dette skal undgås. Jeg er bare ked af, at det ikke gik efter planen denne gang,” sagde han med en rolig, dog ganske ærlig stemme, idet han roligt betragtede sig af hendes skikkelse, for det var jo ikke ligefrem nogen løgn i den anden ende.
Celina ville ikke hvile, hvilket et sted faktisk måtte irritere Izaiah en anelse. Han var træt, og han var udmattet, så det var jo heller ikke fordi at han magtet at bringe det op til en diskussion, hvilket var noget som han uden tvivl stod fast på. ”For din egen skyld, så burde du,” påpegede han med en ganske sigende mine af den grund. Han rejste sig roligt op og vendte blikket mod vinduet, inden han roligt søgte derhen, for at trække gardinerne for. Solen var på vej op, og selv han måtte erkende, at han kunne bruge noget søvn, inden han skulle i gang med de typiske daglige gøremål. ”Mig skal du heller ikke være bange for.. Kun hvis du giver mig en grund til det,” påpegede han med en rolig mine, idet han igen vendte sig i retningen af hende. Han foldede hænderne kors foran sig og lukkede kappen en anelse til. Han havde jo heller ikke ligefrem fået tøj på endnu, så han stod jo stort set selv i ingenting. ”Og må jeg have den frihed til at spørge ind til hvad der må være så fascinerende, når du så tydeligt har brug for hvile, Celina?” spurgte han sigende. Der var da ikke noget direkte… spændende og fascinerende her, var der?

[Deleted]

Celina kunne ikke andet end at forstå det han sagde nok så klart. Det kunne ikke være rart for ham at vågne op ukendte steder og da slet ikke med fremmede forrevne ved hans side. Hun bed sig stille i læben før hun stille valgte at åbne munden igen. "Vi kan ikke løbe fra den vi er, men vi kan vel få det bedste ud af vores tilværelse og ændre på de ting vi kan ændre. Jeg er .... jeg ved ikke hvordan jeg skal formulere det ordenligt men et sted er jeg vel glad for at dette som er hændt mig ikke er noget som sker ofte. Det må heller ikke være let for dig" sagde hun roligt og tænkende. At han gemte sig i et bur ved hver fuldmåne var ikke noget som hun tænkte videre over. Hun vidste bare at det vel et sted var smart at han tog forholdsregler.
Celina vidste at hun burde sove og at hendes krop burde hvile men hun ville ikke. Ikke lige nu. Hun vidste ikke hvorfor men det trak virkelig i hende for at høre noget mere om ham, hendes nysgerrighed pirrede hende. Hun nikkede roligt og sendte ham et undskyldende smil. "Jeg ved godt at jeg burde" sagde hun blot roligt mens hendes blik hvilede på ham. Hun bed sig en anelse i læben og rødmede svagt, det gik egentlig først op for hende nu at han ikke havde meget mere end hendes kappe om sig. Hendes blik søgte roligt mod hendes hænder igen mens hans ord lige så stille sev ind i hendes hoved. "Mig skal man heller ikke frygte medmindre der er grund til det. Dog har jeg mest kraft om dagen" sagde hun roligt uden at flytte blikket. Hun lukkede stille øjnene, hun var efterhånden så træt at hun var nød til at ligge sig lidt og dog kunne hun ikke lade være med at smile lidt ved hans spørgsmål. Kunne han virkelig ikke se hvorfor hun ikke ønskede at hvile? "Og det er du nød til at spørge om? Izaiah, jeg er en meget nysgerrig person, jeg vil gerne vide så meget som muligt omkring mine omgivelser og lige nu sidder jeg i en fremmed mands seng, sønder revet og det under dig over hvad der facinere mig? Du facinere mig" svarede hun roligt og åbnede stille øjnene og vendte dem mod ham endnu en gang. Hun vidste ikke hvorfor men hun var virkelig bare nød til at holde sig vågen lidt længere.

[Deleted]

Izaiah havde ikke rigtigt noget andet valg end at tage sine forholdsregler, hvad angik hans forvandlinger, for han vidste at han blev voldelig, og hvad han havde gjort ved hende, indikerede det jo kun. Han ønskede ikke at blive et jaget dyr, og derfor gjorde han hellere skade på sig selv, ved at lænke og låse sig selv fast, end at rende rundt i det åbne, og så slet ikke vide om han ville vågne op igen, eller eventuelt hvor, for det var jo aldrig nogensinde til at sige. Han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. At hun nærmest tog ham i forsvar, havde han svært ved at forstå, men derudover, så var han glad for, at hun ikke virkede vred eller noget lignende over det som han havde gjort. ”Jeg erkender, at jeg har svært ved at forstå at du er glad for at møde mig under de omstændigheder, for uanset hvad, så var det ikke noget som skulle være sket. Jeg er bare glad for, at jeg ikke har fået sat tænderne i dig… Jeg bed dig vel aldrig, gjorde jeg..?” Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse, som han nærmest søgte over hendes krop i frygten for at finde sit tandsæt siddende et eller andet sted.
Uanset hvordan man vendte og drejede det, så det som var sket, var noget som burde være sket, og det vidste han å sandelig godt. At det hele jo så var noget som faktisk fascinerede hende, havde han svært ved at forstå, for han kunne ikke se hvad der havde været fascinerende ved dette. ”Du burde virkelig hvile, Celina,” forsøgte han endnu en gang. Han havde et helt hus, som han nu skulle have under kontrol, og han skulle jo finde ud af, hvordan det hele så ud, også selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere af den grund, for han frygtede virkelig for hvad han ville finde rundt forbi nu. At man heller ikke skulle frygte hende, var nu noget som han havde det ganske fint med, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han smilede let for sig selv og nikkede så. ”Så er vi da enige om det. Jeg er ikke ude på at gøre nogen noget ondt. Det har jeg nu aldrig gjort.” forsikrede han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. At det var ham som fascinerede hende, havde han godt nok svært ved at forstå, også selvom han virkelig forsøgte, så var det ikke noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund. Han rystede let på hovedet, og med en tydelig panderynken. Han var hoppet af toget her, uden tvivl. ”Du forvirrer mig, Celina… Er der noget som jeg kan bringe dig..?” fortsatte han. Også lidt for at føre den væk fra ham, for det med fascination og den slags, var slet ikke noget som han forstod sig det mindste på.

[Deleted]

Celina havde efterhånden fået ind i sit hoved hvor farlig varulve egentlig var under deres forvandling. Hun vidste nu hvordan deres normale sind blev revet fra dem og månen tog over som en voldsom, ondsindet dæmon. Det var ikke en glad tanke men det var i det mindste noget at han ikke have ønsket at gøre hende noget. Dog måtte hun ryste let på hovedet ved hans ord. Han havde vidst misforstået hendes ord. "Jeg er ikke glad for at møde dig under disse omstændigheder men jeg er glad for at det skete for mig og ikke en eller anden som måske ikke kunne forsvare sig og som endte med at ligge død i dine arme. Jeg er stærkere end de fleste" svarede hun roligt og lukkede kort øjnene selvom hun helt sikkert fortrød det bagefter for hun kunne mærke hvor træt hun egentlig var. Hun åbnede øjnene igen og vendte blikket mod ham ved hans spørgsmål. Hun kiggede ned af sig selv og gik nattens hændelser igennem før hun så rystede på hovedet. "Så vidt jeg husker så blev jeg kun revet og ikke bidt men jeg er ikke helt sikker" svarede hun endeligt og kiggede stadig på sine sår.
Nye ting var nok det som facinerede Celina mest og det var virkelig nyt for hende at sidde i denne her situation. Hun var ikke sur på ham over det der var sket for hun vidste at hvis hun blot havde haft taget nogle andre skridt i skoven så ville dette ikke have været sket så han var vel selv også en smule skyld i hendes ulykke? At han prøvede at få hende til at hvile endnu en gang fik hende til at nikke og betragte ham med tunge øjne. "Jeg skal nok hvile mig. Så kan vi snakke bagefter, okay?" spurgte hun stille. Hun var ikke færdig med at stille spørgsmål og hun var langt fra færdig med at lærer mere om ham. For hende var han noget af det mest facinerede i verdenen lige nu. At han endnu en gang forsikrede hende om at han intet ondt ville hende var en dejlig tanke. Hun var ikke bange for at være der selvom hun vel et sted burde være det? Hun lagede hovedet let på sned da han spurgte om han kunne bringe hende noget og hun rystede bare stille på hovedet. "Nej tak. Jeg tror jeg skal have hvilet mig lidt som du så indæt beder mig om. Jeg tror min krop har brug for hvilen" sagde hun stille og fik med møje og besvær lagt sig ned igen. Hendes krop gjorde ondt, hendes hjerte hamrede og det føles som om hele hendes krop var ved at springes af smerten men hun sagde ikke en lyd. Hendes blik hvilede blot på ham, i hvert fald indtil videre.

[Deleted]

For Izaiahs vedkommende, så var månen en forbandelse, som han havde lært at leve med, også selvom det virkelig ikke havde været meningen, at han skulle bryde ud af buret som han havde i kælderen, og det var noget som faktisk gjorde ham urolig, for han vidste ikke hvordan eller hvorfor, eller noget som helst, og han brød sig slet ikke om den tanke. Han vendte blikket i retningen af hende. Hun var træt, så hun burde jo i princippet bare lægge sig til at sove, og så kunne de tage det hele derfra, for det ville uden tvivl gavne hende meget mere end alt det andet. Tankerne om, at han med største sandsynlighed havde sat tænderne i hende, var slet ikke en tanke som han brød sig om, for den forbandelse, ønskede han slet ikke at kaste andre under, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende! ”Du forvirrer mig,” påpegede han med et stille smil på læben. Selvom han var træt og stort set ødelagt efter de forvandlinger under månen, så ønskede han at tjekke hende efter for bidemærker, for han var nødt til at vide sig sikker! ”Der er ikke noget særligt i at blive mødt af et bæst på den måde. Jeg derimod, er kun glad for, at du har klaret det. Du har været stærkere end de fleste.. Hvis ikke, så mere heldig end hvad de fleste kan sige sig at være,” påpegede han med en endelig stemme. Han betragtede hende med et årvågent blik, hvor han tog det i blik, som han nu kunne gøre, for at tjekke hende efter for bid, for han ville jo heller ikke til at fjerne dyner eller noget lignende for at gøre det. Det var da for grænseoverskridende og ikke noget som man bare gik hen og gjorde! ”Hvis det ikke r meget at forlange, vil jeg gerne kigge dig efter for bidemærker. Jeg stoler ikke selv på det bæst jeg bliver, når først fuldmånen står højt,” erkendte han med en ganske kortfattet stemme. Et sted, så var det slet ikke noget som stod til diskussion.
At Celina gik med til at lade kroppen få noget hvile, var noget som uden tvivl passede Izaiah ganske udmærket, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han nikkede, inden han roligt rejste sig fra sengekanten igen. Det passede ham fint, at hun endelig kunne se bare en smule fornuftigt på tingene, for det var der uden tvivl også brug for. ”Det passer mig ganske fint,” istemte han med en tilfredshed i minen. Det var ikke fordi at han synes at der var noget ekstraordinært spændende eller fascinerende ved ham. Han levede livet alene, for han havde ikke rigtigt andre, og tankerne omkring hans væsen, havde han ellers gjort sit for at holde skjult. Nu var de jo så kendt for Celina. Et sted, vidste han ikke om det var en god eller en dårlig ting endnu. ”Udmærket. Jeg vil lade dig få noget hvile.. Jeg kommer og ser til dig igen senere, skal vi sige det?” Han foldede hænderne pænt over ryggen og blev stående rank, også selvom det på ham gjorde en smule ondt. En forvandling af den kaliber, var på ingen måder mild ved ham.

[Deleted]

Celina kunne slet ikke forstille sig hvor svært dte måtte være for ham at leve på den måde som han gjorde. Normalt så synes hun at tiden gik langsomt, at hun aldrig havde noget at lave men hvis hun stod I hans situation og vidste at fuldmånens magt ville tage ved hende en gang hver måned så ville hun nok også hadede det. Ikke blot fordi hun som han ikke ville kunne styrre sig selv men også fordi hun ville gå og frygte tiden op til forvandlingen. Det var i hvert fald den teori hun havde. At hun forvirrede ham fik hende til at smile stille og udstøde en lille kort latter. ”Den virkning har jeg på mange folk” Svarede hun roligt og lagde hovedet let på sned mens hun betragtede ham roligt. Hans næste ord fik hende til at nikke roligt, hun havde været usandsynlig heldig denne næste. Måske ville mange ikke kalde det heldigt at støde på en varulv ved fuldmånen men hun havde overlevet og det var ved et sted det vigtigste? Hun var i live, også selvom hendes krop gjorde ondt så var hun i live og det var da noget at fejre. ”Det er vel et sted ikke alle som kan sige at de har mødt en varulv i den mørkeste skov og pralet med at have overlevet. Jeg takker for at jeg har overlevet og så længe min krop værker så betyder det vel at jeg endnu trækker vejret. Jeg ved godt at jeg var heldig at overleve” Hendes stemme var mild og rolig, hun var ikke bange for ham som han var der i hendes nærhed som menneske men frygte ville hun nok hvis han forvandlede sig for hendes blik endnu en gang. Hun var bange for bæstet, bange for at blive ramt af de store stærke poter endnu en gang og hun skuttede sig en smule ved tanken. Hun blev dog bragt ud af tankerne ved hans ord. Hun kunne virkelig ikke huske om han havde haft sat tænderne i hende men et sted så troede hun ikke på det. Det som skræmte hende mest ved denne nat var hans poter og klør og hun ville gå ud fra at hans tænder ville være i hans tanker hvis han havde bidt hende. Dog anede hun at hun ikke ville have meget valg så hun endte stille med at nikke. ”Det …. Det er iorden” mumlede hun stille og lod dynen, som hun ellers havde trukket godt om sig, falde ned så den kun dækkede hendes ben. Hun førte den ene hånd op for brystet for hendes tøj var revet ret så meget i stykker og hun ønskede ikke at de skulle falde ned og hun blev blottet. Med den anden hånd fjernede hun dynen helt og vendte blikket mod sine sår. De var virkelig urene efter at hun havde tilbragt så meget af natten på jorden. De åbne sår havde samlet skidt og møg til sig som bare pokker og enkelte af hendes sår væskede stadig en smule. Hun studerede dem alle men hun kunne ikke skimte nogle sår der ville passe på bidemærker, og dog så anede hun ikke hvordan sådan sår ville se ud når bidet kom fra en varulv.
Hun kunne virkelig godt mærke at det passede ham godt at hun endelig ville ligge sig til rette. Hun kunne mærke at det vel et sted havde irriteret ham at hun havde været så stædig og nægtet at hvile sig. Hun smilede stille til ham som hun betragtede ham mens han rejste sig fra sengekanten. Hans ord fik hende til at ligge hovedet på skrå og betragte ham som han stilte sig rank med hænderne på ryggen. ”Så siger vi det. Men du behøver altså ikke stå på den måde over for mig. Det kan umuligt være behageligt og din krop må, så vel som min, også være udmattet. Ydermere så er jeg nok af lavere stand end du er. Bare slap af.” Hendes stemme var mild og rolig men bar også tydeligt præg af at søvnen var ved at tage over hendes krop. Hun gabte stille en gang inden hendes øjne blev lukket i og hun faldt i en søvn og blev fyldt med mørke og billeder af nattens hændelser. Hendes maridt ville nok vare et stykke tid.

[Deleted]

Izaiahs største frygt, var om han havde formået at sætte tænderne i hende, for det var slet ikke en tanke som han brød sig om. Han vidste desuden også, at hvis han fik det tjekket efter hurtigt, så ville det blive ham en mulighed, at gøre noget ved det, i tilfælde hvis det nu var sket. Det kunne forhindres, for den skæbne, som han selv var blevet født med, var ikke noget som han ønskede at nogen skulle opleve. For hans vedkommende, var det ikke fordi at han gik og frygtede månen, selvom det nok ville blive anderledes nu, eftersom han havde formået at bryde ud af buret, når han burde blive der, og det var næsten det værste, for så var han blevet for stærk og for kraftig, end det som han egentlig brød sig om. Hun forvirrede ham uden tvivl, og han vidste ikke om det var en god eller en skidt ting. ”Jeg må jo finde ud af, om det er en god eller en skidt ting,” påpegede han med et let smil på læben. Selv han var træt, og ville meget gerne hvile, men han havde så meget, som han var nødt til at undersøge først, før han kunne gøre noget som Hans butler havde han ikke set skyggen af endnu, og det lignede ham heller ikke.
At hun alligevel gav ham lov til at tjekke hende efter for bidemærker, var alligevel en tanke som faktisk glædede ham rigtig meget, for så var det noget som de kunne få overstået med det samme. Han lod hende fjerne dynen, også selvom det ikke var det ødelagte tøj, som han så som det første. Hans blik gled over hendes krop, nærmest i pendulfart, for at være sikker på, at der ikke var noget, og umiddelbart, var der intet som tydede til noget som kunne minde om varulvebid, og det lettede ham! ”Du har ret.. Det er de færreste, som vil være i live til at fortælle historien. Jeg ser intet som minder om et varulvebid.. Du har været frygtelig, frygtelig heldig, må jeg sige,” fortalte han hende roligt, også som tegn til at hun bare kunne tage dynen på og lægge sig til igen, for det glædede ham uden tvivl, at det var noget som hun endelig lod til at gøre, når han nu havde bedt hende om det, og det var noget som passede ham ganske fint. Han stillede sig rank, også fordi at det var hvad han selv var opfostret med tilbage fra dengang. Han forsøgte at slappe af, selvom det faktisk var svært for ham. ”Jeg skal gøre mit bedste. Sov du blot. Du ligner en som kunne bruge det. Jeg vil selv lægge mig til hvile..” Han nikkede mod hende, inden han forlod hendes værelse, hvor han lod hende sove. Han undersøgte huset hurtigt igennem, hvor det var kælderen, som var det mest grufulde syn. Der var blod.. overalt. Hans butler var død. En tanke som faktisk gjorde ham trist, for den mand havde holdt ham i nakken stort set siden han var ganske lille. Han forsøgte at rydde op, selvom han var for træt til det. Han krøb i seng, hvor han selv hurtigt måtte falde i søvn. Dog frygtelig, frygtelig uroligt.