Another sting on the floor

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var efterhånden ved at være sent. Det meste af Dvasias var blevet mørklagt lige foruden den halve måne som havde rejst sig. Jaqia havde dog for en stund bevæget sig langt væk fra nattens stilhed og fred, ned af flere trapper, i dybe korridorer hvor de fleste ville farer vild, selv folk som havde levet der længe. Jaqia som var blevet født på slottet i sin tid kendte det hele som sin egen baglomme og betragtede det hele som en stor legeplads. Denne nat havde hun bevæget sig ned i torturkammeret. Efter det kaos som havde været på slottet den anden aften, så havde hun på trods af ønsket om at gøre Mattheus fuldkommen selvstændig, besluttet sig for at rydde lidt op i det ros og postyr som var blevet skabt over den unge kvinde.. Mallorie. Hun fnøs ved tanken om at hendes søn havde taget et menneske som elskerinde. Standarten var tydeligvis lav. Det kolde lokale lå dybt nede hvor ingen vinduer var at se i miles omkreds, og det lå ikke langt fra selve fangekælderen, eftersom de røg ind og ud af dette sted. Blodet var malet på væggene og på mange af instrumenterne som blev godt benyttet. Hun stod foran et slidt træbord med en række våben lagt op, endnu blodige. Den ene kniv var hun ved at tørrer af i et klæde uden at fortrække en mine. Der var ikke en hertugindes job, men for at møde Shalio havde hun været tvunget til at finde et sted hvor de kunne snakke i fred og gerne uden at Mattheus skulle få færden af det først. Hun havde meget klart bedt en vagt om at fører manden ned når han ankom, for han havde bare at følge ordre! Også selvom hun ikke længere fungerede som landet dronning. Panteren som ikke veg frivilligt fra hendes side, sad tålmodigt ved siden af og slikkede sig om munden ved lugten af blod. Hun strøg den godt over hovedet. ”Så, så Sam, du skal nok få senere,” beroligede hun køligt. De blonde lokker var blevet frigjort og hang omkring hendes skuldre, hvilket afslørede hendes feminitet.. det skete ikke så ofte. Hun lagde den nu rene kniv fra sig, før hun tog den næste og gav den samme behandling, de kunne jo ikke have alt for meget af den slags rundt over det hele, det var beskidt og ikke særlig indbydende! De smalle læber fortrak i et morende smil ved tanken..

[Deleted]

Vagten havde hentet Shalio på kirkegården. Shalio havde ikke helt forstået budskabet, men han var dog fulgt med. Han fik at vide, at ordren kom fra Hertuginden. Hende ville han ikke trodse. Kongen havde været slem nok. Shalio skulle ikke nyde noget af hendes vrede. Han var ikke helt sikker på hvad der skulle ske, dog var han klar med nogle skeletter i undergrunden. Selvfølgelig kun i nødstilfælde, hvis nu hun ville straffe ham for at forstyrre eller noget. Han fulgte med vagten gennem den mørke nat og endelig nåede de til slottet. Shalio blev bedt om at forholde sig stille gennem slottet. Han fik dog ikke at vide hvorfor, han valgte dog at adlyde. De vandrede gennem de lange korridorer i slottet. Allesammen mørke, allesammen uendelige og uoverskuelige. Shalio kunne ikke forstå, hvordan de kunne overleve sådan et sted. Han ville fare vild konstant. Hvis bare han skulle finde køkkenet eller badeværelset, så ville han ikke blive fundet, før han var lige så død som sine skeletter. De begyndte at gå ned i kælderen og Shalio begyndte at kunne lugte blodet. Han kunne mærke sit hjerte slå hurtigere. Vagten gik bag ham, så han kunne ikke løbe. Ville hun torturere ham?! Hvad havde han gjort? Det kunne da ikke være så slemt. Eller kunne det? Hvad havde kongen sagt til hende? Shalio begyndte at blive rigtig nervøs, da de nåede enden af trappen. Døren blev åbnet og Shalio gik langsomt ind. "De har sendt bud efter mig" sagde han og bukkede for hende. Det faktum, at hun stod med en kniv lige nu, gjorde ham kun endnu mere urolig. Han vidste ikke helt, om han skulle prøve at løbe, lave nogle skeletter, eller bare lade tingene ske. Han valgte dog, at vente med at angribe, før hun havde sagt hvad hun ville. Vagten forlod rummet og lukkede døren efter sig. Shalio så panteren sidde og slikke sig om munden. Han sank en klump.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia blev tålmodigt stående og afventede sit besøg. Sådan som Shalio meget hurtigt havde fuldt hendes ordre under sidste møde, så forventede hun af ham, at han ikke ville turde at blive væk, hvilket var en tanke som kun lod sig bekræfte da hun hørte rungende skridt nede af gangen. De smalle læber fortrak i et køligt smil. Hun stoppede med at rense kniven i sin hånd og så op, lod blikket falde på den tydeligt forvirrende Shalio. ”Åh, sir Damarcio, jeg er glad for at De dukkede op,” hilste hun roligt. I virkeligheden havde hun nok ikke givet ham andet valg, en hvis han ville gå i troen på det, passede det hende fint. Folket elskede deres frihed. Hun lagde kniven ned ved siden af de andre og tog sit slet ikke af de uhyggelige omgivelser i forhold til et kontor eller tronsalen om ikke andet. Det morede hende bare at se hvordan han reagerede på det. ”Jeg beklager de utraditionelle omstændigheder hernede, men jeg havde brug for at tale med Dem alene,” forklarede hun. Det ville næppe gå godt hvis Mattheus han fik færten af ham. Hun trådte væk fra bordet og mod ham i stedet uden at tage sig af hans bukken. ”Først og fremmest vil jeg fastslå, at jeg ikke bryder mig om hvad kaosset den anden aften gik ud på. Jeg er ligeglad med hvilken rolle pigen spiller i dette, hvad jeg ikke kan være ligeglad med.. er en borger som taler ned til sin Konge,” tilføjede hun nærmest hvislende. Hvorfor spilde hans tid ved at trække pinen ud? Det kunne være ganske morsomt at torturere ham, se om hun endnu havde fleur for det, på den anden side så havde hun bedt ham her for at skabe venner ikke fjender. Necromancerne var desværre vigtige for dem eftersom de mildest talt var uddøde. ”Er De Deres Kongehus loyal, Sir Damarcio?” spurgte hun og lagde hovedet på sned. De isblå øjne var så kolde at de næsten gennemborede ham. Man kunne godt sige, at Jaqia bevidst valgte at spille lidt på, at mange frygtede hende, for hende var det jo ren og skær morskab, og tilsyneladende yderst praktisk. Hvis han havde mistet tilliden til sit kongehus, jamen så var der jo ikke meget andet at gøre, end at ende hans liv så andre ikke ville følge eksemplet, det var jo såre simpelt!

[Deleted]

Shalio mente ikke selv, at han havde haft et valg. Ikke fordi vagten havde tvunget ham, dog turde han ikke trodse hende. Hun virkede ikke som typen, der lavede sjov med at slå ihjel og hun ville helt sikkert gøre det, i modsætning til kongen som i det mindste advarede først. Shalio vidste ikke helt, hvor han skulle se hen. "Så længe tingene forbliver sådan her, så skal De ikke beklage deres Majestæt" sagde han med et lettere nervøst grin over sin dårlige vittighed. Han håbede dog på, at hun ikke fik nogle gode idéer, han er hverken fysisk eller psykisk forberedt på det. Generelt, så var han aldrig forberedt på tortur. I frygt for hendes idéer, så var han allerede igang med at planlægge sit flugtforsøg, hvis der skulle ske noget. Da hun nævnte aftenen her forlede, gav det et sæt i Shalio. Han tænkte nok det havde været noget med det. Nu var han helt sikkert færdig, selvfølgelig tog hun kongens parti. Shalio var jo blot en borger, han var ikke nogen fin stilling. "Jeg beklager meget, det vil ikke ske igen, det lover jeg Dem, deres Excellence" sagde han nervøst og bukkede for hende. Han tone overfor kongen, havde været meget flabet og nedladende. Det havde dog heller ikke endt godt for ham. Hans ryg var stadig øm, efter han var blevet jordet af kongen. Han havde dog også fortjent det. Han ville dog ønske, at han havde slået tilbage, det havde bare endt galt. Om han var kongehuset trofast? Det havde han faktisk aldrig tænkt på. Han havde aldrig rigtig været indblandet i kongehuset eller hvad de lavede. Ingen havde spurgt ham om han var med, eller imod dem før. Han havde vel intet imod dem, det var ikke fordi han var med i noget attentat eller noget. Dog så brød han sig ikke specielt meget om kongen, især ikke efter den sidste episode han havde haft med ham. Det var faktisk også hertuginden, som var skyld i at der var så mange vampyrer på kirkegården og han havde svært ved at trives der. Faktisk, så var han rimelig sur på kongehuset, men der var jo intet at gøre ved det. De kunne jo ikke gøre alle glade. Han ville kæmpe for sit land og hvis de styrrede landet, så ville han også kæmpe for dem. Konklusionen blev bekræftet med et nik "Ja deres Excellence, det er jeg" sagde han og bukkede for hende endnu engang for at bevise det.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var de færreste som turde trodse Jaqia, og selvom hun faktisk havde regnet med at man ville forsøge efter de mange år hun havde været død, så var det allerede blevet afkræftet. Folk frygtede hende endnu, og måske det var kynisk, men hun nød det. Hans forsøg på en vittighed fik hende til at trække lidt stift på smilebåndet. Hun forstod sig ganske vidst ikke på hans form for humor, men hun vidste hvad han hentydede til. Kort skævede hun mod de mange knive som lå på ræd og række, mange af dem endnu blodige efter de ting der var forgået hernede i løbet af dagen. Hun glædede sig uden tvivl til hun selv ville få muligheden for at bevise sit værd med nogle af disse redskaber igen, om Shalio så skulle være den som måtte underlægge sig.. det måtte tiden jo vise. Hun nikkede roligt til hans ord. ”Det har du ganske ret i, det skal ikke ske igen. Næste gang vil jeg ikke tøve med at få dig dømt for landsforræderi og jeg går ud fra at du er bekendt med hvad straffen er for det?” spurgte hun glat. De skulle jo gerne tale det samme sprog. Hun blev stående og betragtede ham mens han tydeligvis skulle give det en del tanker før han svarede og det var hans tøven som fortalte hende at han var en hun burde holde lidt øje med for fremtiden. Utålmodigt trommede fingerspidserne hen over den slidte bordplade af træ, hvilket først stoppede da han langt om længe endte med at afgive sit svar. ”Glimrende. De er en sjælden ar, Shalio og hvis De lære at værdsætte kongehuset så er jeg sikker på at vi lære at værdsætte Dem. Det eneste det kræver, er lidt respekt og loyalitet,” svarede hun og rettede sig op. Det lod ikke til at knivene ville blive nødvendige for denne gang. Hun ønskede at have ham på deres side, og Mattheus skulle næppe vide at hun rendte rundt og gjorde lidt op for de ting han ikke selv fik færdiggjort og det kaos som han selv formåede at skabe til tider, hvilket også var grunden til, at hun havde valgt at bede Shalio om at møde hende på et så uformelt sted som dette var.

[Deleted]

Shalio vidste godt, at han havde en virkelig dårlig form for humor og det var ikke mange som forstod den. Han omgav sig ikke tit med andre, derfor var det nogle lidt... Døde vittigheder han kom med en gang imellem. Han var ikke helt sikker på hvad straffen for det var. Dog var han rimelig sikker på, at det var døden i hendes øjne. Han vidste ikke hvad det var, men hun virkede utrolig glad for at henrette mennesker. Ikke fordi han troede hun var sindsyg, nok mere... Magtsyg? Han var ikke helt sikker, dog syntes han hun var skræmmende. Hendes øjne som hvilede på ham. Det løb koldt ned af ryggen. Næsten hellere kniven end det blik. Skræmmende nok. Hendes ord var klare og tydelige, han skulle ikke tro han kunne tale sådan til kongen igen. Han var ikke glad for det, men han blev nødt til at adlyde ordre, ellers var hans dage talte. Hun mente hvad hun sagde og han vidste godt, at han ikke kunne trodse kongen igen, det havde han dog heller ikke tænkt sig. Han havde ikke tænkt sig, at være en landsforræder. "Selvom jeg kæmper med de døde, vil jeg ikke være en del af dem, så jeg forstår" sagde han kort og så på noget blod som havde stort set havde malet gulvet. Der var en del knogler i nærheden. Han kunne mærke det i sine fingre. De begyndte altid at summe, når der var nogle nye skeletter i nærheden. Det var en rar følelse, det fik ham til at føle sig sikker. Et kækt smil kom frem på hans læber. Så længe han følte sig sikker, så var han glad. Skeletterne vidste altid hvordan de kunne opmuntre ham. Det havde han brug for, inden hans blodomløb stoppede ved hende blik. "Jeg undskylder mine tidligere handlinger, jeg håber De kan tilgive mig, det vil ikke gentage sig og min loyalitet ligger hos kongefamilien" sagde han med en tydelig stemme, så hun kunne høre det klart. Han ville sikre sig, at der ikke skete nogle misforståelser. Ikke med hende, slet ikke med den panter og i hvert fald ikke i dette rum. Han betragtede kort væggene. Der var ikke blevet gjort helt rent efter den sidste omgang. Stanken af blod lå stadig i hans næsebor. Heldigvis var han efterhånden van til det på grund af sit arbejde. Dog var det ikke en lugt han brød sig om. For andre var det, det ydre som var det vigtigste, for ham var det, det indre. Altså det helt indre.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia forstod sig slet ikke på hans form for humor, men heldigt for ham, var det ikke noget hun havde tænkt sig at dømme på.. ikke så lang tid det ikke var til gene for hverken kongen eller hende. Hun betragtede ham med det kølige blik, men blev roligt stående uden at gøre tegn til at ville fører ham under kniven eller det som var værre, det havde ikke været hendes intentioner med dette møde, men derimod engang for alle, at finde ud af hvis side han var på. Magt var ikke noget som kontrollerede hende, og af den grund havde hun aldrig kategoriseret sig selv for at være magtsyg, dog nød hun at udnytte den hun nu engang havde særligt overfor folk som ham som direkte og tydeligt frygtede hende. De rosa læber skilte si et lidt intetsigende smil. ”Det lyder som en ganske fornuftig beslutning, og med de ord forventer jeg selvfølgelig at du udviser respekt og loyalitet hvilket indebære at du selvfølgelig ikke har intentioner om at vende andre mod kongehuset,” udpenslede det meget nøje for ham så der ikke var tvivl om hvilket sprog de talte. Jaqia var udmærket klar over at der var mange skeletter i nærheden og at hun dermed selv risikerede at lege med ilden, men hvis han viste hende tillid havde hun tænkt sig at gøre det samme. Hun strøg fingrene gennem sine blonde lokker og lod blikket gennemborer ham lidt. Dog endte hun med at nikke tydeligt tilfreds med hans svar. ”Det er godt nok for mig. Hvis det er det sprog vil begge taler, så skal du være velkommen til at gå, jeg skal ikke tage mere af din tid,” endte hun sagte. Hun tvang ham ikke ud, men hun ville heller ikke holde på ham mere end højest nødvendigt, det var der ingen grudn til, for han havde vel også bedre at tage sig til? Hun vendte sig igen mod knivene, tog det fugtige klæde i sin hånd for atter at begynde at pudse dem uden at tage sig a at han stadig stod og var mere eller mindre tvunget til at se på.

[Deleted]

Shalio kunne godt mærke, at hun ikke havde kaldt ham ned, for at slå ham ihjel eller torturere ham, hvilket han var lettet over. Hun ville bare vide om han var respekterede kongefamilien, hvilket han gjorde. Han vidste godt hvor stærke de var og han ville ikke lægge sig ud med dem. Han brød sig bare ikke om den måde kongen havde reageret på. Det kunne han dog ikke fortælle hende. Hun gik vidst meget op i, at Shalio skulle respektere kongen. Han var trods alt mere bange for hende, end sur på ham. Hun virkede ikke som typen der ville tøve med at slå ihjel. De typer brød Shalio sig ikke om, det gav ham ikke rigtig nogen chance for at kæmpe tilbage. "Det ville ikke kunne falde mig ind, deres Excellence. Min loyalitet ligger ved kongefamilien, det vil den altid gøre, så hvis De nogensinde har brug for mine skeletter og jeg, så vil jeg hjælpe Dem" sagde han og bukkede for hende. Han håbede, at dette kunne gøre op for det tidligere skænderi. Det var dog sandheden. Hvis landet kom i krig, ville han samle sine skeletter og drage dem i krig. Han havde dog aldrig prøvet krig, han havde kun haft små kampe. De var dog ofte overstået, da han var en lejemorder og skulle efterlade så lidt spor som muligt. Faktisk, så havde han aldrig rigtig haft en ordentlig slåskamp. Enten var han blevet taget i et bagholdsangreb, eller også var det ham som havde sat angrebet op. Ikke fordi han havde tænkt sig, at udfordre Hertuginden til kamp. Det turde han dog ikke, heller ikke med den panter der. Han nikkede kort til det hun sagde. Det virkede som om, at hun havde fået svar på det hun ville. Der var vidst ikke mere hun ville have at vide. Han bukkede kort. "Tak Deres Excellence" sagde han og vendte sig om for at gå ud af døren. Han stoppede dog foran døren. Han kunne mærke, at et eller andet ikke var som det skulle være. Han vidste ikke helt hvad det var. Der var bare noget uro i hans fingre. Ikke fordi det betød noget, men den her gang var det skeletterne som hev i ham og ikke omvendt.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia havde slet ingen intentioner om at gøre ham ondt, ikke så lang tid han fulgte hendes vink vel og mærke. Det var blot vigtigt for hende at vide, at der ikke var nogle som havde tænkt sig at vende sig mod landets Konge – hendes søn som hun havde ofret alt for, skulle blive en god Konge. Shalio fik ikke lov til at komme imellem. Hun blev stående med pudsegrejet i hånden og tørrede blodet bort fra knivene. ”Det er jeg sandelig glad for at høre. Tillid og loyalitet går begge veje, kære Shalio. Du støtter os – vi støtter dig, det er sådan legen fungere. Men husk også at den dag din loyalitet.. af en eller anden grund svigter.. vil vores gøre det samme,” advarede hun og sendte ham et lidt sigende blik. Der var ingen grund til at trække det længer end højest nødvendigt, for hun havde trods alt fået hvad hun ville have nu. Hans tunge skridt gav genlyd i den tomme, mørke sal. Hun så først op da han stoppede op og så sig omkring, hvilket fik hende til at hæve et øjenbryn. ”Er der noget galt, Sir?” spurgte hun lidt indgående. Han lignede en som havde set et spøgelse.. ikke at det ville forundre hende med de mange liv som var gået tabt på dette sted, men stort set dem alle havde gjort sig fortjent til det på en måde eller anden. Kniven lagde hun atter fra sig og trådte lidt spørgende hen mod ham Dyret bag hende valgte at følge samme eksampel og stoppede ved siden af hende hvor den igen satte sig. Hvis ikke Jaqia havde vidst bedre, så havde hun troet at han var vanvittig sådan som han bare stod og så sig omkring. Så vidt hun vidste var der ikke noget direkte spændende her omkring. Kort kastede hun et blik mod et af hjørnerne hvor der lå en bunke knogler. Hendes læber trak i et koldt smil. Der skulle ikke geni til at regne ud hvad det var han var blevet så optaget af, ikke med hans race og i så fald anså hun det ikke ligefrem som en trussel.

[Deleted]

Han forstod godt hvad hun sagde. Det var vel også en selvfølge. Hvis han svigtede dem, så skulle han selvfølgelig betale for det og han var rimelig sikker sikker på, at det skulle indbetales her nede. Den tanke var han ikke meget for, man kunne allerede se nogle af redskaberne som var blevet brugt. De var allerede slemme nok, men han var ikke i tvivl om, at der var endnu værre redskaber gemt væk. Han kendte prisen for landforræderi. Han var naiv, men dum var han ikke. Han vidste godt, at han blev nødt til at holde sig loyal, ellers ville der rulle hoveder. Han havde heller ikke tænkt sig, at blande sig i kongens ting længere. Faktisk, så ville han ikke nærme sig kongen, med mindre det var højst nødvendigt. "Javel, deres Excellence. Jeg forstår, De kan trygt stole på mig" sagde han og bukkede endnu engang for hende. Han var stoppet før han var nået ud af døren. Noget føltes forkert, skeletterne ville fortælle ham noget vigtigt. De kunne bare ikke tale. Da Hertuginden talte til ham, svarede han ikke i noget tid. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han vidste ikke engang hvad problemet var. Det var skeletterne som snakkede til ham. Han opdagede knoglerne i hjørnet. I håb om, at de kunne fortælle ham noget, bragte han et skelet til live. Det vandrede langsomt hen imod ham. Shalio spurgte den, hvad der var galt og den begyndte at tegne på stenene med blod. Shalio blev meget overrasket over tegningen. Han vendte blikket mod Hertuginden. "Der er uskyldige knogler på dette sted. De taler til mig, siger at kongens garde skaffer uskyldige mennesker af vejen, efter Kongens ordre. De siger det startede efter kongens og mit skænderig" sagde han og så undrende på Hertuginden. Det gik pludselig op for ham, at han lige havde anklaget kongen for mord på uskyldige og de havde lige aftalt, at han var dem trofast. Han så hurtigt rundt for at finde en undskyldning for sine ord.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var ret bevidst at Jaqia havde bedt Shalio om at møde hende i torturkammeret. Hun ønskede at lade ham vide hvad han gik i møde, hvis ikke han formåede at holde det løfte som han netop havde skænket hende. Hun fulgte ham nøje med blikket. Selvom han havde svoret troskab, så betød det ikke at hun stolede på ham så let. Hun bukkede roligt hovedet mod ham. ”Det vil tiden jo vise, ikke sandt? Skuf mig ikke,” bad hun blot. Det var sjældent at hun kom med venlige advarsler før hun handlede, men eftersom hans race var nær uddød, så var han vigtig for landet og kunne muligvis blive god at have på hånden senere. Jaqia blev en kende opmærksom da knoglerne begyndte at rokke på sig. Hun hævede et slankt øjenbryn med forholdt sig fuldkommen i ro – for nu. Det virkede ikke truende som sådan. Hun lod det passere, og kunne ikke lade være med at blive lidt imponeret over hvor levende det virkede, også selvom hun ikke havde den mest fjerne idé om hvad der foregik. ”Må jeg spørge Dem hvad De har gang i?” spurgte hun i en kold hvislen og fulgte enhver bevægelse fra den levende bunke knogler. Nysgerrigt trådte hun et lille skridt tættere på, og forsøgte at se hvad der foregik. Lyden af knoglerne mod den hårde sten, var næsten nok til at give hende gåsehud. Beskeden fra de døde kom dog ikke som en overraskelse. Mattheus havde et hidsigt temperament og hun kunne ikke finde ud af hvorfor han reagerede så kraftigt på tingene, hvilket var frustrerende. Hovedsagen var dog, at hvis han kunne agere som konge ved at spilde et par liv, så var det sådan det måtte være. ”Selvfølgelig er der bunker af uskyldige knogler hernede, min ven. Men så igen.. hvem definerer uskyld?” spurgte hun glat og smilede skævt. Langt de fleste anså sig selv for at være uskyldige, men i virkeligheden fandtes der ingen uskyldig sjæl på denne jord. ”I så fald et blodet i virkeligheden på Deres hænder, ikke Mr. Damarcio? Hvis jeg var Dem ville jeg lade det gå, og lade det være en påmindelse om ikke at gøre livet surt for kongen igen,” påpegede hun lidt ligegyldigt. For hende var det ikke en så frygtelig stor sag og hun ville heller ikke gå videre med det.