Death is only a new beginning

[Nathaniel Diamaqima]

Det kunne godt være, at meget var hændt, men end ikke Nathaniel ønskede at se Elmyra sidde i denne situation, hvor hun sad nærmest klemt op af en væg, for det fortjente hun på ingen måde. De mørke øjne hvilede på hende, og selv tydeligt med en bekymring. Nu hvor han ikke længere havde behov for at vise sig fra en anden side, end den som han var indvendig, så følte han selv lettelsen over at have fået denne nye krop, selvom det var noget som han endnu skulle vænne sig godt til. ”Det er fordi du i det tilfælde, slet ikke vil, Elmyra. Jeg kender en anden kvinde, end den som du viser for mig lige nu.. Lad mig hjælpe dig.” Et sted så var det jo selv noget som han havde brug for, for han havde brugt sit liv på at hjælpe andre igennem så frygtelig mange år, og det at skulle undvære det, var han slet ikke sikker på at han kunne. Det var desuden noget, som kunne hjælpe ham med at få abstraheret lidt, fra alle de tanker som han normalt gjorde sig, og lige nu var det rigtig mange af de forkerte.
Før i tiden havde Elmyra været hans øjne for en temmelig kort stund, og dette var en tjeneste som Nathaniel ønskede at give hende igen, uden at skulle væmmes ved synet eller noget lignende, for det gjorde han på ingen måde. Som det nu var sagt, så gav han hende slet ikke noget andet valg, end at følge ham i denne stund, for han nægtet ganske enkelt at lade hende sidde der. ”Ikke noget men. I aften er jeg dine øjne, og jeg skænker dig et varmt sted at være og et godt og solidt måltid.. Kom,” sagde han roligt, idet han førte hende med sig ned af gaden. At andre kiggede efter dem, var slet ikke noget som Nathaniel tog sig det mindste af, for dem som han valgte at bruge sin tid på, var vel også noget som han selv bestemte? Han holdt hende tættere ind mod sig, da han søgte ned af gaden, for at komme frem til den lille nærtliggende kro som lå ikke så utrolig langt væk fra dem. Han gik roligt og stille frem mod det, inden han roligt åbnede døren med sin ene hånd og hjalp hende med sig indenfor.

[Deleted]

Der var virkelig hændt så meget igennem de mange år. Hun følte sig egentlig ret gammel efterhånden, hvilket hun også var men de sidste par år havde virkelig været hårde for hende. Hans ord kunne hun ikke forstå, jo måske var det fordi hun slet ikke ville se sit gamle jeg fordi hun skammede sig over hvad hun var nu? Hun vidste det ikke helt og derfor valgte hun konsekvent ikke at tro på ham. "Jeg har ikke været den samme i mange år Nathaniel. Den du kendte er død og borte. Jeg er ikke værd din hjælp" sagde hun stille men hun mente det virkelig. Hun følte bare at hun ikke overhovedet var værdig til hans hjælp og det at han så bare ville hjælpe hende gjorde det ikke bedre for hende.
Hun mindes godt den tid han havde været blind, hun huskede det som om det var igår. Det var jo det som havde endt med at hun var blevet blind. At det så havde været helt uden grund var næsten en tanke hun ikke turde tænke ret meget. Det gjorde so ondt! At han ikke gav hende noget valg havde hun efterhånden forstået og hun sukkede blot og fulgte lydigt med ham selvom det var hende svært. Hun sagde ikke noget men gik bare ved hans side og støttede sig til ham. Hun brød sig virkelig ikke om det her! Hun kendte Nathaniel og huskede hvor meget hun havde stolet på ham førhen men den tillid havde hun bare ikke mere. Ikke helt i hvert fald, der var jo gået så mange år og tilliden var blevet tæsket ud af hende for længst. Hun bemærkede svagt hvordan han styrrede mod noget og hun fik næsten et chok da en dør blev åbnet foran hende. Hun lod sig roligt føre indenfor. "Hvor er vi henne?" spurgte hun stille. Det hele var virkelig så ukendt for hende og hun brød sig virkelig ikke om det. Nye steder var virkelig det værste.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvordan Nathaniel skulle tage hendes tegn på tillid, vidste han allerede nu, næppe kunne være særlig godt, for han havde slet ikke nogen anelse om hvad der var hændt hende, også fordi at han stort set ikke havde set noget til hende, fra han selv havde været så heldig at få sit syn tilbage, og nu hvor han havde været kendt med hvor frustrerende det var for en at skulle undvære det, så kunne man vel godt sige, at han vidste helt præcist hvordan det var at skulle undvære? Hvorvidt om hun var værdig til det eller ej, var slet ikke noget som han ønskede at diskutere med hende på nogen måde, eller noget som helst, for han var nu alligevel overbevist om, at de nok skulle finde ud af det, og så det kunne gå op for hende, at dette faktisk var noget som hun gerne måtte og noget som hun faktisk havde fortjent. ”Og den Elmyra jeg kender, ved jeg er på indsiden af dig, et eller andet sted. Selvfølgelig fortjener du en hjælpende hånd, ligesom du skænkede mig det dengang.. Selvom jeg havde afslået på forhånd,” fastholdt han med en ganske sigende mine, for det var bestemt heller ikke fordi at han gav hende noget alternativ.
Nathaniel førte hende roligt med sig ned af gaden, for at komme frem til kroen, hvor han åbnede døren for hende, så hun kunne komme med ind i varmen, for det var uden tvivl noget som hun havde fortjent. Han smilede ganske svagt, som han endnu blev stående lige ved hende. ”En af de kroer, som jeg har holdt nærmest og tæt til hjertet igennem mit lange liv. Her ved jeg, at vi kan få os et godt måltid og noget varme,” svarede han med en rolig stemme, inden han førte hende med sig hen til disken. Han fik forhandlet sig frem til en nøgle, hvor han tog en ganske lille pose penge op af sin lomme. ”Her skulle det hele være. Bring det op til mig,” bad han med en ganske sigende mine. Krofatteren nikkede og tog imod pengene, inden han gik i gang med at tilberede dem et måltid. Nathaniel førte Elmyra med sig til lokalerne og værelserne, som lå lidt ned af en mørk gang, inden han stoppede op og fik låst døren op. ”Her kan vi være alene,” sagde han med en rolig stemme, som han lod hende træde ind, så han kunne komme ind efter hende og derved lukke døren.

[Deleted]

Elmyra havde virkelig været igennem så forbandet meget siden sidste gang hun havde været i Nathaniels nærhed, det var da sikkert og vidst. Hun havde lidt i mange år og til sidst havde hun bare accepteret hendes skæbne og hun havde prøvet at føle sig hjemme og godt tilpas hos hendes herre men han havde kastet hende på porten og nu var hun alene og bare klar til at dø så det at Nathaniel stod der sammen med hende og sagde at hun stadig var sig selv et sted var virkelig for fjernt for hende. Hun ønskede ikke sit gamle selv længere, hun var anderledes og hun vidste at hun end ikke i sit sind kunne se sig selv i øjnene. Hun huskede svagt hvordan han havde været blind og hun havde hjulpet ham så godt som det havde været hende muligt, ja det var jo faktisk det som havde fået hende til at ende i den situation som hun var i nu. Hans ord fik hende til at bide sig let i læben. "Det var noget andet" mumlede hun stille da han nævnte at hun havde hjulpet ham da han havde takket nej den gang og i hendes hoved var det virkelig også noget andet.
Det at han førte hende ind på en kro var hun heller ikke helt tryg ved. Det at hun var et så ukendt sted var virkelig svært for hende og hun vidste ikke helt hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun trykkede sig let op af Nathaniel, ikke så meget fordi han havde vundet alt hendes tillid tilbage men mere fordi han var det mindst skræmmende i denne situation. hun svarede ham ikke men lyttede blot til ham og det som forgik omkring hende. Hun mærkede hvordan han førte hende ned af en lang gang, hun hørte en nøgle blive sat i en lås og en dør gå op. Hun kendte de lyde kun alt for godt. Hun bed sig hårdere og hårdere i læben, mest af alt fordi hun var så usikker før hun stille søgte ind i værelset foran ham. Hun stoppede op midt i det hele for hun vidste virkelig ikke hvor noget var på dette sted så hun stod bare der og holdt om sig selv og vidste virkelig ikke hvad hendes næste træk skulle være.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel huskede skam udmærket godt, engang han selv ikke havde været i stand til at se noget som helst, og at Elmyra havde været der for at hjælpe ham, selvom han konsekvent havde bedt hende om at lade være, så havde hun gjort det alligevel, og det var noget som han agtet at gengælde lige nu. Hvor den gamle Elmyra var, vidste han ikke, men lige dette, var bestemt ikke noget som han fandt sig i. Nu hvor han skulle vænne sig til tanken om at være hjemme og alene, så kunne han vel lige så godt bruge tiden bare en smule fornuftigt og sænke hende den hjælp, som tilsyneladende var nødvendigt? ”Det er ikke meget anderledes end hvad det ellers vil være, Elmyra.. Du hjalp mig, så er det vel bare på sin plads, at jeg også hjælper dig. Du betyder jo uanset noget for mig, og det må du ikke glemme,” påpegede han roligt. Måske det var et forsøg på at få hende til ro, for det var noget som han faktisk havde brug for selv. Et sted at vide, at han kunne gøre.. bare en smule rigtigt, for det følte han slet ikke at han kunne.
Nathaniel førte roligt Elmyra med sig ind på værelset. Her kunne de da om ikke andet, så være lidt alene, og det var noget som faktisk passede ham ganske fint. Han vendte sig roligt mod hende, også selvom hun tydeligt stod mere klamrende ved sig, så var det ikke noget som han tog så tungt igen, for det vigtigste for hans vedkommende, var jo egentlig at hun havde det godt, og det var det som han var ude på. Han smilede let for sig selv, som han roligt fik lagt den ene arm om hende. ”Kom med hen på sengen, min kære, og fortæl mig alt hvad der er hændt,” bad han med en rolig stemme, for sådan som hun havde det, brød han sig slet ikke om at se, da det derimod, også var noget som gjorde ham tydeligt.. bekymret for hende, og selv den følelse, var næsten ikke noget som han kunne huske. Han førte hende roligt med sig hen til sengen, hvor han nærmest guidede hende op i den. Det var måske meget fremmede omgivelser for hende, men her var de kun to, og han ville meget gerne passe på hende, og derved gøre den tjeneste igen, som hun havde gjort ham tilbage i sin tid, for han brød sig slet ikke om at se hende på den måde. Han selv lagde sig roligt op i sengen. Det ville uden tvivl være godt at tænke lidt på andre ting, end det som faktisk også plagede ham i længden. ”Kom her og læg dig ved mig, min kære,” bad han med en rolig stemme. Han ville passe på hende.

[Deleted]

At Nathaniel efterhånden havde besluttet sig for at hjælpe hende havde hun vel et sted fattet i sit tykke hoved nu men hun brød sig virkelig ikke om det. Det faktum at han holdt om hende, rørte ved hende, det gjorde hende sindsyg. Minder fra svunden tid væltede ind over hende og hun huskede hvor meget han havde betydet for hende men hun huskede også hvad berøringer kunne følge med sig og det var nok en frygt hun kom til at leve med længe. I stedet for at svare valgte hun bare at sukke lidt dybt og bide sig i læben. Dette var ikke en kamp hun kunne vinde og så var det da virkelig dumt at blive ved med at forsøge. De var på hans danehalvdel eftersom hun intet kunne se og han havde et fast greb om hende. Hun var i hans vold.
Værelset som han havde ført hende til kunne virkelig ikke være mere fremmed for hende. Hun mindes aldrig nogensinde at have været på denne kro før så hun var ikke ligefrem tryk ved tanken. Hun stod og klamrede sig til sig selv og vidste virkelig snart ikke hvad der var op og ned på noget. hun mærkede roligt Nathaniels arm falde om hende og på en måde så gav det hende en form for ro. Hans ord og hans bevægelser fik hende til at følge med sig. Hun bevægede sig meget forsigtigt hen hvor han førte hende og med et lille bump ramte hendes ben sengen. Hun bøjede sig ned og kunne nu mærke sengetøjet og hun fik forsigtigt sat sig ned. Hun fik rykket sig op sådan så hun kunne sidde op af sengegæret og hun trak knæene op under sig og slog armene om dem. Han ville vide hvad der var hændt hend emen der var sket så meget. Hun bed sig stille i læben og sukkede. "Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde" mumlede hun stille og tænkte stille over alle de hændelser som var sket gennem hendes liv. Hun havde egentlig levet længe efterhånden så hun havde oplevet en del. Hun kunne mærke på sengen hvordan den bevægede sig da han lagde sig i den og grimme minder fra hendes tid som slave vældede kort ind over hende før hun fik dem rystet af sig. Det her var jo ikke hendes herre men Nathaniel og han havde aldrig set sådan på hende så hun følte sig da en smule sikker. Hun gjorde som han sagde og fik skubbet sig ned og ligge ved hans side. Hun lå på ryggen og bed sig let i læben mens hendes ene hånd pillede let ved båndet for hendes øjne. Hun tog det aldrig af når der var andre sammen med hende. "Hvor skal jeg starte?" spurgte hun til sidst. Hendes fortælling skulle jo havde et sted at starte men hun vidste virkelig ikke hvor.

[Nathaniel Diamaqima]

Det kunne godt være at Nathaniel havde betydet meget for Elmyra, men det havde så sandelig også været gengældt i den anden ende, og det var noget som han meget gerne stod fast på. Når det nu var sagt, så var han kun ude på at hjælpe hende, fordi at det var noget som han havde lyst til, men også fordi at han følte, at det var noget som han skyldte hende efterhånden, også fordi at hun havde gjort så meget for ham tilbage i sin tid, og et sted så følte han vel bare at han havde brug for at vide, at han havde gjort bare et eller andet rigtigt? For det var ikke rigtigt noget som han følte, at han havde gjort igennem det sidste stykke tid. Han var nok mere syg end det som han lige gav udtryk for, men det at skulle indrømme det, var jo straks en helt anden ting.
Nathaniel vidste at det var et fremmed sted for hende, og det var bestemt ikke fordi at han var ude på at gøre tingene ubehagelige for hendes vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det vigtigste for ham, var jo egentlig at hun havde det godt, og det var uden tvivl også det eneste som i princippet betød noget lige nu, og her kunne de jo være rolige. Som han før i tiden havde været blind, så vidste han hvordan det var, og nu kunne han jo være hendes øjne. Han satte sig yderst forsigtigt på sengen, efter at hun havde taget plads, kun for at trække sig op til sengegærdet hvor han lagde sig til rette. At hun kom op ved siden af ham, var noget som i princippet passede ham helt fint. ”Hvad med at starte ved begyndelsen? Fra sidst vi så hinanden? Det i sig selv, er jo ved at være rigtig mange år siden, Elmyra, og jeg vil gerne vide hvad der er sket dig,” begyndte han med en rolig stemme. Han lagde sig ned ved siden af hende. Han burde måske ikke lægge sig der, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne lade være. Han ønskede jo heller ikke at være alene mere.. Han var slet ikke god til det, og specielt ikke efter alle de år, hvor han havde været sammen med sin familie, også selvom han havde mistet den del af den, som gjorde, at han i det hele taget magtet at holde sammen på det, og det var jo noget som faktisk gjorde ham utrolig ked af det. Han strøg roligt hånden mod hendes kind. ”Prøv at slappe af, Elmyra,” fortsatte han med en rolig stemme. Det var jo heller ikke fordi at han var ude på at gøre hende noget ondt her.

[Deleted]

Elmyra havde ændret sig meget fra den gang men gamle følelser var da så småt begyndt at blusse frem fra glemslen mens hun var sammen med Nathaniel men hun huskede også smerten og selv den dag i dag gjorde det ondt på hende. Den gang mente hun ikke at han havde holdt af hende, at hun havde betydet noget for ham og de tanker kørte stadig i hendes hoved selvom han stadig prøvede at modbevise dem med den omsorg han viste hende. Hun Bed sig selv let i læben ved de fremmede omgivelser. Hun hadede virkelig ikke at vide noget om de steder hun var og det tog hende altid så pokkers lang tid at finde ud af hvor alting var i et rum. At han lagde sig ved hende på sengen gjorde hende i bund og grund ikke det store. Hun var begyndt at føle sig en smule mere rolig i Nathaniels nærvær også selvom det var svært for hende at stole på selv ham. Den forsigtige måde hun selv fik lagt sig ned ved hans side var mest fordi hun ikke havde så meget overskud til noget som helst andet end bare at tage tingene stille og roligt. Hans ord om at han ville høre det hele og hun skulle begynde med den dag de havde skiltes sidst fik hende til at bide sig selv kraftigt i læben, hun vidste virkelig ikke om hun skulle fortælle ham om det der var hændt hende men på den anden side så var det jo Nathaniel. Hun kunne stole på Nathaniel prøvede hun at sige til sig selv. Hun valgte dog at fortie lidt. Hans stemme genlød i hendes hoved med at hun bare skulle være rolig og hun mærkede hans hånd mod hendes kind. Hun skuttede sig lidt og trak sig en smule væk men ikke så meget at han ikke rørte ved hende længere. Han havde vundet en smule af hendes tillid også selvom hun ikke helt brød sig om den tanke. "Den dag jeg sidst så dig lå du stadig i sengen og kunne intet se. Du ønskede ikke min hjælp men jeg ville gøre alt for dig. Jeg dummede mig og jeg kontaktede en grusom Alkymist. Jeg ville give dig mit syn. Han var ondskabsfuld, hans første pris var Elijah, han ville have Elijah med sig men jeg fornægtede ham det. Jeg ville ikke. Han valgte en anden pris for at give dig mit syn og jeg accepterede. Jeg vidste dog ikke at Elijah havde hørt forslaget. Han gik selv til denne Alkymist og bad om at blive taget med som betaling. Alkymisten accepterede og han gik igang. Han ....." Hun tav stille og bed sig i læben meget hårdt. Minderne skyllede ind over hende efter alt det som Samuel havde gjort ved hende. Hendes arme søgte stille om hendes krop og hun klamrede sig til sig selv. "Han tog sin betaling fra mig og da han havde flået mine øjne ud hviskede han at Elijah havde ofret sig til ham og at han ikke ville give dit mit syn. Han efterlod mig og jeg besvimede af angst og udmattelse. Da jeg kom til hægterne stak jeg af. Jeg ville bare væk fra det hele" mumlede hun stille og vidste ikke helt hvordan hun skulle takle de minder som skyllede ind over hende. Hun havde med vilje ikke fortalt Nathaniel om alle de grumsomheder som Samuel havde udsat hende for. Hun ville ikke have at han skulle vide det, det gjorde for ondt.

[Nathaniel Diamaqima]

Elmyra havde altid haft en utrolig stor betydning for Nathaniel, og nok mere end det som han lige havde givet udtryk for igennem de år, som havde passeret, og noget måtte han jo gøre ved det, frem for bare at sidde og glo. Han havde været blind sidst de havde været omkring hinanden, så et sted, så var han temmelig sikker på at der var sket frygtelig meget siden, men han vidste jo hvad prisen for synet var for mange, og det var slet ikke en pris som han havde ønsket, at hun skulle betale, for den var simpelthen for dyr! Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang, som hun havde lagt sig ved hans side, for det var selvfølgelig noget som han var glad for. Han ønskede at hun skulle være tryg og ikke mindst komfortabel ved at ligge der ved hans side, for det var alt sammen noget som betød frygtelig meget for ham. Som hun begyndte at fortælle, så tog han sig ikke af, at hun havde trukket sig en anelse væk fra ham, da han havde strøget hendes kind. Det havde måske været en handling en smule forhastet?
Ved Elmyra fortælling, blev Nathaniel langt mere stiv og fast i minen, end det som han havde været til nu, for det var bestemt ikke noget som han havde egnet med på nogen som helst måde i det hele taget! Havde Elijah taget sig som betaling for hans øjne? I stedet for Elmyras? Det eneste som han vidste, var jo at knægten havde hadet ham, og at det var noget som han ikke havde formået at gøre op for endnu, og det var nu heller ikke ligefrem noget som han regnede med, at han ville have nogen mulighed for at gøre op for, bare sådan uden videre, selvom det et sted også var noget som gjorde en smule ondt på ham, for uanset hvor meget han gerne ville det, så var han bare ikke den gode far, som han ville ønske, at han kunne have været ellers. Svagt bed han sig i læben, inden han vendte sig mere mod Elmyra. Ja, hvad skulle han da kunne sige til det? Han var da ked af, at alt det som var sket hende, jo faktisk var på grund af ham, og han vidste jo at en som Elijah, havde været frygtelig glad for hende. ”Hvis jeg vidste hvad jeg skulle sige, så havde jeg gjort det. Jeg… vidste ikke, at alt det som hændte mig, påvirkede dig i den forstand, og det gør mig ondt med Elijah.. Jeg… havde vel bare ikke troet, at sådan noget skulle ske dig.. Det er jeg virkelig ked af..” Han kunne beklage fra nu, og hele vejen til dommedag, og han vidste godt, at det ikke ligefrem var noget som gjorde den største forskel, men af den grund, så kunne han jo trods alt forsøge, og det var jo trods alt også hvad han havde tænkt sig at gøre, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han vendte blikket mod hendes ansigt. ”Lad mig give dig synet igen, Elmyra.. Jeg vil ikke have at du skal rende rundt sådan på grund af mig,” afsluttede han dæmpet. Han mente det jo trods alt!

[Deleted]

Elmyra havde virkelig svært ved det der med at føle sig tryk. hun havde i det hele taget svært ved at finde sig til rette nogen steder og det at hun lå her sammen med Nathaniel gjorde det ikke ligefrem bedre. Det at han havde været blind sidste gang havde ingen betydning for hende, det betød virkelig ingenting og hans skyldte hende intet selvom han troede det. Hun havde gjort det fordi hun elskede ham og så skulle man ikke forvente noget igen. Det vidste hun godt. Hans strøg over hendes kind gjorde hende nervøs, hun kunne virkelig ikke med krops kontakt. Det gjorde det hele meget svære for hende for med hvert strøg endte hun tilbage hos enten Samuel eller hendes herre og det var noget som skræmte hende usansyneligt meget.
Elmyra vidste ikke meget om hvad der var sket med Elijah den dag. Hun havde fundet en note fra ham som hun havde fået en kvinde til at læse op for sig hvor Elijah havde skrevet med en meget ubehjælpelig skrift at han var taget med Samuel og at hun ikke skulle lede efter ham. Det havde hun selvfølgelig gjort alligevel men hun havde aldrig fundet ham igen. Det var sandt at han hadede Nathaniel for alt det som havde hændt Elmyra dengang, det vidste hun kun alt for godt men hun vidste dog også at drengen kun havde hadet Nathaniel fordi han så hvor ked af det Elmyra blev omkring ham. I bund og grund var det jo hendes skyld at Nathaniel var hadet. hans ord lød blidt i hendes øre og hun bed sig svagt i læben. "Selvfølgelig påvirkede det mig rigtig meget. Nathaniel, jeg var forelsket i dig. Alt hvad der skete med dig følte sig en stærk smerte for. Det var svært, det må jeg indrømme." sagde hun stille og vendte hovedet en smule væk fra ham. havde hun kunnet se så havde hun ligget og stirret ind i loftet. hun valgte dog at fortsætte sin fortælling. "Efter at jeg havde stukket af så løb jeg bare rundt, forvirret og bange. Jeg kunne intet se, alt var mørkt og jeg havde ingen til at hjælpe mig. der gik ikke lang tid før jeg stødte ind i nogle onde mennesker. Jeg ved ikke hvem det var men de var slave handlere. De lagde lænker om min hals og solgte mig til højestbydende. Det er vel efterhånden ved at være mange år siden det skete. Min herre smed mig ud her for blot et par uger siden. Det er derfor jeg er i sådan en dårlig stand. Jeg har intet" hviskede hun stille. Hun havde taget sig til halsen da hun havde snakket om lænkerne for hun huskede dem dog kun alt for godt og kunne et sted stadig mærke dem om hendes hals en gang i mellem. Hans næste ord fik hende dog til at stoppe fuldstændig op. Hun stivnede og sagde intet men lå der bare. Han kunne give hende synet tilbage? Han kunne give hende verdenen igen og måske give hende livsglæden tilbage. "Ka-kan-kan du det??" stammede hun, stadig i chok over det som han lige havde sagt. Hun havde virkelig aldrig troet at det var muligt for hende at få hendes syn igen, hun havde ikke troet at der var noget man kunne gøre. Hun var forundret og bange for at Nathaniel måske drillede hende og ikke sagde sandheden.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var slet ikke fordi at Nathaniel var ude på at gøre Elmyra skidt tilpas, men mere.. det modsatte, også selvom han godt kunne mærke på hende, at dette slet ikke var noget som hun brød sig om i det hele taget, selvom det ganske vidst ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han ønskede at hun kunne slappe af, og han stod fuldkommen fast på, at han skyldte hende for hvad hun havde gjort for og med ham, for det havde jo været mange ting dengang. Selvom han vidste at der havde været mere i det fra hendes side, end hvad er havde været for hans, så var det slet ikke noget som gjorde den store forskel alligevel.
Efterhånden kunne man jo kun sige, at Nathaniel var kendt med hvor mange som egentlig hadede og foragtede ham, selvom han slet ikke kunne se hvad han havde gjort. Han havde gjort hvad han havde fundet bedst for Elmyra, også fordi at han havde haft Liya dengang, også selvom den kvinde var død nu. Elijah havde han lovet at passe på, og han havde virkelig forsøgt at gøre det så godt som muligt, selvom det slet ikke havde været meningen at gøre hende så ked af det, og derved også såret ham, men den arme dreng havde været så vred på ham, at han havde været umulig at komme i dialog med, og derfor kunne man vel sig, at Nathaniel havde opgivet? Han var en mand af ord, og ikke nær så meget handling. At det havde været svært for hende, forundrede ham ikke, og det var også noget som gav ham en yderst dårlig fornemmelse, for han havde jo aldrig ment at gøre nogen ondt. Den mand var død for længst, og det var en helt anden mand, som han bestod af den dag i dag. Han havde det skidt, så.. ja, et sted kunne man vel sige, at han var ved at blive syg? Alle de tanker som han gjorde sig nu om dage. ”Jeg ved godt, at det var svært for dig, Elmyra. Det er derfor at jeg forsøgte at holde dig på afstand, selvom jeg ved, at det var noget som gjorde ondt på dig. Og det er det som jeg er mest ked af.. Også fordi at det gik ud over Elijah,” sagde han en anelse dæmpet, for han kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det lige netop nu. Han ønskede Elmyra tryg, og hjælpe hende godt på vej igen, for det andet her, kunne han da selv slet ikke bære. At høre hvad hun havde været igennem, var noget som et sted gjorde ham.. vred? ”Det burde aldrig være sket for dig, Elmyra..” endte han med en sigende mine, selvom han dog vidste, at det var den skæbne som mødte selv langt de fleste nu om dage, hvis de ikke havde andre til at beskytte sig, så var der ikke rigtigt noget som man kunne gøre det største ved af den grund. Han trak vejret tydeligt og dybt, inden han igen vendte sig mod hende. Han kunne sagtens give hende synet igen, selvom det krævede at han kom lidt i omdrejninger igen. Han nikkede, også selvom han vidste, at hun ikke kunne se det. ”Det kan jeg, og jeg vil meget gerne gøre det.. Det vil ikke koste dig noget.. bare at se dig smile igen, vil være det hele værd for mig.. Så lad mig gøre det,” bad han denne gang langt mere alvorligt, end hvad han havde gjort tidligere.

[Deleted]

Elmyra vidste at Nathaniel ikke prøvede på at gøre hende utilpas men det hele var bare sket så pludseligt. Hun var så vant til gaden og at leve uden omsorg så det at han prøvede at vide hende den en smule gjorde hende bare forvirret og helt og aldeles rundt på gulvet. Hun vidste ikke hvilket ben hun skulle stå på eller hvad hun ellers skulle gøre så derfor var det meget lettere at trække sig væk fra ham.
Alt det som var hændt dem den aften hvor Elmyra havde mistet sit syn var noget hun tænkte på igen og igen. Mest af alt omhandlede hendes tanker Elijah, hun vidste ikke hvad der var hændt drengen og hun kunne kunne forstille sig det værste. I starten havde hun prøvet at lede efter ham, prøvet at kæmpe sig igennem mørket for at finde ham men det var ikke sket og sorgen havde hun efterhånden lært at leve med. Hans ord fik hende til at vende sig lidt væk fra ham igen. Hun ned sig let i læben og lyttede. Det at han havde skubbet hende væk den gang havde virkelig bare gjort så ondt på hende, hun havde været knust for hun elskede ham jo og det at han ikke elskede hende kunne næsten knuse hende indenfra. Men hun var kommet over det, eller det troede hun i hvert fald at hun var. "Det er okay Nathaniel. Du skal ikkevære ked af hvad der er hændt mellem os i fortiden. Det høre sig fortiden til." sagde hun stille og begyndte at lege med en tot af det ildrøde hår som så utrolig falmet ud. Det var tydeligt på hver en del af hendes krop at hun ikke have det godt. Hans ord om at dette aldrig skulle have været sket for hende svarede hun ikke på. Hun vidste godt at det ikke skulle have været sket for hende, intet af dette skulle have været sket for hende men det var det nu, hun var faldet for Nathaniel og det havde ført til meget af hendes ulykke men hun kunne ikke være vred på ham over det. Det var jo helt og holdent hendes egen fejl. Hun vendte sig dog mod ham endnu en gang. Hun var et sted chokeret for hun havde aldrig troet at hun kunne få synes tilbage. Den healer hun var blevet tilset af havde sagt at der ikke var noget at gøre og at hun ville være blind for evigt. Hun havde hadet det men havde lært og leve med tanken og nu lå han er og sagde at han kunne give hende synet igen? Det varnæsten ikke til at tro. "Du laver ikke sjov med mig vel?" spurgte hun usikkert og bed sig endnu en gang i læben. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle tro. Var det ham virkelig muligt? Hvad skulle der til for at få hendes syn tilbage? Hendes øjne var jo blevet flået ud. Kunne de virkelig heales?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel følte et sted, at han skyldte Elmyra, for alt det som hun havde gjort for ham tilbage i sin tid, for selvom han havde afvist hende, så var det hende, som havde reddet ham, dengang han havde set sådan ud. Hans øjne havde været ødelagt, og prisen for et nyt syn var.. hendes øjne. For ham, ville det blive en smal sag, at gøre den kunst om igen, for hun fortjente uden tvivl det bedste, og det var noget som han ønskede at give hende – i den forstand, hvor det var muligt for ham om ikke andet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket roligt mod hende, velvidende om, at hun ikke kunne se ham. ”Hvad der hændte os dengang, har været en prøvelse i mine øjne, Elmyra. Alle valg medfører en konsekvens, men aldrig havde jeg regnet med, at du ville ende på gaden på trods af dette. Og blind, ude af stand til at forsvare dig.. Jeg tør da ikke tænke på hvad folk kan have gjort mod dig. Måske det hører fortiden til.. Men det er en fortid, som jeg ønsker at gøre bod for,” fortalte han med en ganske sigende mine. Det var skam ikke fordi at han var ude på at gøre noget som helst, men han ønskede at gøre op for alt det som hun havde gjort for ham, også fordi at det i hans øjne, bare var på sin plads, at det var noget som de kunne komme til. Han strøg hendes kind ganske let, som hun vendte sig mod ham. Ville han da lave sjov med den slags? Han havde måske været en grusom man førhen, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at det var den mand, som han var længere, for det var han så sandelig heller ikke. ”Du burde kende mig bare lidt, til at vide, at jeg aldrig ville lave sjov med den slags, Elmyra. Naturligvis kan jeg skænke dig synet igen. For en som mig, er det en smal sag,” påpegede han med en rolig stemme, for han mente det skam! Han lagde sig roligt til rette i puderne. Det krævede naturligvis, at han havde et par øjne at give hende, og specielt hvis dem som hun havde, var ødelagt eller hvad det var, for det vidste han jo end ikke. ”Hvordan gjorde Samuel dette ved dig? Tog han dine øjne, eller.. gjorde han dig bare blind?” spurgte han. Han dømte hende på ingen måder på det, for det havde han da slet ikke nogen grund til. Han vidste jo selv, hvordan det var, intet at kunne se, og det havde og ville nok altid være ham en frustrerende tanke at se hende på den måde. Specielt fordi at han følte, at det hele lidt var hans skyld.

[Deleted]

Fortiden var grum, i hvert fald for Elmyra. Hun havde gjort så meget, hun vidste at hun havde været dum da hun havde givet sig hen til Nathaniel på den måde men det havde hun bare ikke kunnet styre og hun var endt med at blive afvist, også selvom hun havde hjulpet ham så meget. Det var en tanke som gjorde rigtig ondt, også den dag i dag men alligevel, så da hun havde fundet ham blind på den måde den gang havde hun endnu en gang sunket ned i et mørkt hul og havde givet sig hen til ham, havde villet give ham hendes eget syn men ak, det havde heller ikke været godt nok og hun var blevet efterladt blind. Hans ord var en ringe trøst men hun lyttede alligevel til ham. Et lille suk lød over hendes læber. "Måske du har ret. Måske det var en prøvelse og en prøvelse som jeg fejlede helt og holdent. Jeg stod selv og tog de valg jeg tog, det er min egen fejl at jeg endte på gaden på denne måde. Der der hændte mig da Samuel tog mine øjne gjorde mig, på en eller anden måde, vred på mig selv og hvis jeg havde haft synet endnu ville jeg ikke have kunnet se mig selv i øjnenen. Så jeg flygtede i troen om at du heller ikke ville se på mig når jeg ikke en gang ville det selv. Det var mit eget valg" mumlede hun stille og bed sig let i læben. Hun vidste endnu ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv eller hvordan hun skulle forklare Nathaniel at han virkelig ikke behøvede at gøre dette, hun følte et sted at han følte sig tvunget og det ville hun ikke have. Hun mærkede hans hånd mod hendes kind og selvom hendes instinkt fortalte hende at hun skulle trække sig væk så var det jo alligevel Nathaniel så det endte med at det kun gav et lille nøk i hende og hun tillod at han rørte ved hende. Hans ord gjorde hende mere sikker, han løj ikke for hende? Det havde han jo aldrig gjort så hvorfor skulle han gøre det nu men alligevel havde hun været bange for at det var en løgn. Hans spørgsmål om hvordan hun mistede synet bragte hurtigt minderne tilbage om torturen som hun havde modtaget for Samuels hånd. Hun kunne nærmest mærke ham om sig, hvordan han havde holdt sig fast i hende og hun skuttede sig en gang. "Han tog fat i dem og flåede dem ud af mit ansigt. Smerten var ulidelig" hviskede hun stille og begyndte at lege med et stykke af sin kappe for at få tankerne lidt væk. Det var virkelig svært for hende at snakke om, det var der vidst heller ingen tvivl om overhovedet.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad der var sket med Elmyra, vidste Nathaniel ikke, men det gjorde ham derimod ked af det, at se hende på den måde. Det som han var vant til at se, var en smuk og munter kvinde, som regel altid smilende, men det var det stik modsatte, som han så den dag i dag, og det var slet ikke en udvikling som han kunne have. Han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang, så han kunne se på hende. Han var skam med på at det var hendes egen fejl at dette var sket, men hun burde da om ikke andet, så høre på hvad han havde at sige, for han mente det, når han sagde, at det slet ikke var hendes skyld at det var gået sådan for sig, for det var det da slet ikke. ”Måske det er en prøvelse, men det er ikke ensbetydet med at du har fejlet, Elmyra, for det vil jeg slet ikke høre noget om at du har. Prøvelsen er måske først nu, gået i gang? Nu hvor du har en anden til at hjælpe dig? Visse ting, kan man ikke gøre på egen hånd, og det skal du jo vide.. Det burde du jo vide,” fortsatte han. Samuel havde måske været frygtelig, frygtelig grum ved hende, hvilket han bestemt heller ikke synes at hun havde fortjent, og derfor ville han slet ikke have, at hun skulle gøre sig de tanker om sig selv.
Nathaniel kunne ikke drømme om at lyve for hende. Desuden så ville han ikke love noget til nogen, hvis han ikke var sikker på, at det var noget som han var i stand til at holde. At han så denne gang fik lov til at berøre hendes kind, var egentlig en tanke som gjorde ham selv ganske godt tilfreds, for det betød faktisk en del for ham. Måske at hun var ved at falde til ro igen, nu hvor han var der, og hun vidste, at han intet ondt ville forvolde hende? Han lyttede til hendes ord. Først og fremmest, så var han nødt til at finde øjne til hende, hvis han skulle gøre sig nogle forhåbninger om noget som helst, og det vidste han nu også godt. Han trak vejret dybt nikkede så. Hans øjne var i det mindste kun ødelagte, og ikke direkte flået ud af hovedet på ham, og alene den tanke om at hun havde oplevet det, var en tanke som faktisk gjorde ham direkte vred, for han fandt sig slet ikke i det. ”Jeg skal have fundet nogle øjne til dig i så fald.. Jeg tror nogle grønne vil stå ganske godt til dit smukke ansigt. Jeg vil gerne give dig dem og give dig den glæde tilbage i livet, Elmyra. Jeg ønsker ikke at se dig rende rundt på denne måde,” forklarede han med en ganske sigende mine, også fordi at det var ord som han faktisk måtte mene. Det gjorde ham arrig at vide, at nogen i det hele taget kunne forvolde denne skade på hende, og endda Jaqias bror? Den familie havde jo også altid været komplet sindssyg!