Death is only a new beginning

[Deleted]

Det var aften mørket var faldet på og nattens væsner begyndte så småt at skulle røre på sig. Elmyra bevægede sig stille ned gennem de små gader og ud på en af de større stræder i byen. Horehuset lå lige i nærheden og der var hun virkelig ikke interesseret i at komme i nærheden af. Hun begyndte stille og gå væk derfra men det forgik langsomt. Hun var svag, udhungret og helt igennem udkørt. Hun kunne ikke huske hvor hun havde startet hænde en dag hun var bare begyndt at gå og hun var endt her tilbage i Rimshia City. Hun rystede stille selvom det ikke var en særlig kold aften, men hun var så udhungret at der ikke var noget for hendes krop til at holde varmen med. Hun trak den lasede kappe tættere om sig mens hun stille søgte ned gennem stædet så tæt op af væggen som det var hende muligt. Hun ville ikke gå i vejen for nogen. Hun måtte dig stoppe op igen lidt efter. Hun havde ikke kræfter til mere og selvom hun vidste at det var farligt bare at blive i Byen for hende så kunne hun ikke mere. Stille gled hun ned på jorden i en klump med kappen godt over sig. Hun havde ikke mere at give af, ikke mere energi. Hun udstødte et lille suk og lagde sig ellers bare på jorden og lyttede til alle folkene der gik på gaden. Hun kunne intet se, det faktum havde hun vendt sig til allerede for mange åre siden men hun var stadig ikke helt så stabil med det ude omkring i verdenen. Hun havde været trælbundet i så mange år efterhånden og hun havde klaret det fint i huset fordi alting altid stod på den samme plads men herude. Der var alting bare så anderledes. Hun faldt stille hen i en søvn af ren og skær udmattelse, hun var så udkørt. hætten på kappen blev stille blæst af af et lille vindpust og man kunne tydeligt se det pjuskede røde hår og bindet for hendes øjne som gemte på de ar hu havde fået af Samuel. I realiteten så hun ud som hun altid havde gjort det men hun var bare så tynd at det halve havde været for meget.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ved at være sent, og man kunne ikke ligefrem sige, at det var en heldig afsked som Nathaniel havde haft med Faith. Han havde for gud og alt i verden forsøgt ikke at lægge pres på hende, selvom det slet ikke havde virket efter hensigten, og det var selvfølgelig kun noget som han var ked af, for det spark bagi, var noget som han uden tvivl godt kunne bruge. Han sad med to børn i Procias, som han vidste, havde brug for ham, men han kunne slet ikke magte at skulle steppe op og være der, når han selv ikke vidste hvad han skulle forholde sig hvad de ting angik, og den tanke var naturligvis frustrerende selv for hans vedkommende! Han søgte stille ned af gaden endnu en gang, mindst lige så tom i minen som han følte det i hjertet. Liya var væk, og det var virkelig svært for ham at skulle klare sig, for det var en bortgang, som han havde taget lidt hårdere end hvad han lige havde regnet med, men det var noget som uden tvivl gjorde forbandet ondt. Han sukkede let, idet han hævede blikket. Han lignede ikke sig selv, men i det indre, så havde han slet ikke forandret sig det mindste, og det havde naturligvis også sine fordele, ikke sandt? Det var dog der, at han fik øje på den rødhårede kvinde, hvilket var noget som hurtigt fik ham til at stoppe op, og bare.. betragtede sig af hende. Han havde virkelig ikke brug for flere problemer, for dem følte han godt nok, at han havde nok af, som det måtte være i forvejen, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Nathaniel rystede let på hovedet. Det kunne da ikke være..? Nej.. Af hvad han vidste, så var Elmyra død. Det kunne ikke være andet, for han havde ikke set eller hørt noget som helst til hende igennem det som måtte være forbandet mange år. Han var en eftersøgt mand rundt omkring nu om dage, og det vidste han udmærket godt, men nu hvor han havde brug for at trække sig, så kom alt sammen selvfølgelig oveni hinanden! Tungen strøg han let over sine læber. Efter han selv havde været død og nu levende igen, var hans krop ny og ukendt, hvilket var til hans egen fordel, for det gjorde at han kunne gå ude, uden at folk vidste at det var ham. Den rødhårede kvinde søgte han efter. Han var nødt til at vide sig helt sikker.

[Deleted]

Elmyra havde virkelig været væk længe. At hun var blevet blind efter hendes møde med Samuel havde slået hende fuldstændig ud. Hun havde været et let offer i en verden fyldt med dårlige mennesker og hun var blevet behandlet sådan. Hun havde været slave så langt som hun kunne huske og nu hvor han ikke længere havde brug for hende havde han smidt hende på porten og hun havde vandret ligesiden. Hun havde ikke stødt ind i nogen hun havde kendt endnu og det var i og for sig en lettelse. Hun ønskede ikke at møde nogen, ønskede ikke at nogen skulle se hende i denne tilstand. At hun var drattet om på jorden havde virkelig ikke gjort det bedre. Hun var drattet om og var faldet i søvn der på vejen, det var virkelig ikke noget hun ønskede at nogen skulle se! Hun klynkede let og vågnede igen. Hun prøvede at sætte sig op med styrken var der bare ikke. Hun var så træt, hun kunne ikke mere og hun ville ikke mere. Hun sukkede stille og lod sig bare falde tilbage på jorden. hun slog hænderne op foran ansigtet og sukkede endnu en gang. "Jeg hader mit liv. At dø ville faktisk være en forbedring" sagde hun til sig selv. Hun var ret så sikker på at der ikke var nogen i nærheden for ellers havde hun ikke sagt noget. hun sukkede stille og lod armene falde. Hun havde givet op, helt og aledeles, nu ventede hun bare på at verdenen ville tage hende med til et bedre sted for lige nu var der virkelig ikke noget værre sted for hende end her.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde denne kvinde meget varsomt i blik, for et sted, så var han slet ikke i tvivl om at det var Elmyra, men.. men var vel nødt til at vide sig sikker? Han havde aldrig rigtigt fortalt Liya om hende, og et sted, så var det naturligvis noget som han faktisk var glad for, for ellers havde det jo kun bragt det hele til et større problem. Nu var det hele jo væk. Liya var væk, og hans børn var langt væk, og han følte selv ikke at han rigtigt havde noget i sit liv længere.. En forkert tankegang måske, men det var uden tvivl den som han var præget af i denne stund. Han søgte roligt i retningen af hende. Han huskede stadig da Elmyra havde tilbudt ham sine øjne, da det havde kostet ham hans egne, og han havde takket nej.. Ja, han havde vel ikke rigtigt skænket hende en tanke siden dengang? Et sted var det næsten noget som vakte ham en ringe samvittighed. At hun satte sig op og kom med sin udtalelse, så kendte han udmærket godt til den fornemmelse, for han sad med den samme.. Han nægtede bare at sige den højt, for det var slet ikke meningen, at det var sådanne tanker, som han skulle gøre sig! Slet ikke! ”Det er en meget hård udtalelse at komme med omkring sit liv, Elmyra,” sagde han varsomt. Han var i en anden krop, hvilket ville sige, at end ikke stemmen var til at kende igen. Han vidste ikke hvorfor han bare sagde hendes navn, men han var slet ikke i tvivl om, at det måtte være hende. Han blev stående og kiggede på hende. At være så miserabel og falde så dybt i jorden, forundrede ham faktisk for.. Sådan have han slet ikke forestillet sig, at skulle finde hende i. Han lod hænderne hvile ned langs hans side. Selv han følte sig miserabel på indsiden, men var for stolt til at vise det i det ydre.

[Deleted]

Elmyra havde virkelig ikke mere at give af. Hun var virkelig udkørt, hun kunne ikke mere og et sted ville hun ikke mere. Havde hun ikke efterhånde lidt nok?? Hun sukkede igen og lod ryggen falde mod den nærmeste mur mens hun bed sig i læben. Var det virkelig okay at give op på den måde? På den anden side så havde hun jo ikke længere nogen, Elijah havde været forsvundet lige siden den den gang med Samuel og selvom hun var bekymret for ham stadigvæk så havde hun aldrig fundet ham igen og det var ikke tanke hun ikke helt havde kunnet klare. Nathaniel havde hun ikke set siden den dag hellere, hun tænkte ikke meget på ham længere, hun prøvede i hvert fald at lade være. Hun ville ikke tænke på ham mere, han var væk, gone, ude af hendes liv for altid og han skulle ikke ind igen. Hun ville ikke have at han så hende sådan her. Stemmen som snakkede til hende fik hende til at rykke sammen og trykke sig op af muren. Hun kendte den ikke men det var åbenbart en der kendte hende og det var en skræmmende tanke! Hun kunne intet se, hun var blind og gik med bindet for øjnene for at skjule sine ar. Hun trak kappen mere om sig, næsten som et beskyttende skjold. Hun kendte ikke mandestemmen foran hende og det i sig selv var en skræmmende tanke for hende. "Hvem ...... hvem er du??" spurgte hun stille og prøvede fortvivlet at finde ud af hvor stemmen kom fra men uden det store held. Hun var virkelig ikke god til at være ude i verdenen når hun ikke kunne se. Hun havde virkelig ikke styr på det endnu, mest af alt fordi hun det meste af den tid hun havde været blind var blevet tvunget til at være indendøre. Når hun var ude alene var hun bare helt igennem ynkelig og kunne virkelig ingenting selv, også derfor hun efterhånden var så tynd. Hun trykkede sig længere op mod væggen og bed sig let i læben. Hvad ville denne her fremmede??

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kendte udmærket til det med at have det temmelig skidt, for det var jo trods alt sådan at han havde det med tingene lige nu, så var han alligevel for stolt til bare at smide håndklædet i ringen. Jovist var der rigtig mange ting, som han ikke ligefrem kunne gøre det største ved lige nu, og derfor frustrerede det ham kun yderligere, at Faith ikke kunne være ham en større hjælp end hvad hun var. Elmyra havde han ikke skænket en tanke igennem mange år, selvom hun havde passeret hans minde i ny og næ. Elijah havde han ikke rigtigt set, siden knægten havde valgt at rejse fra ham med påstanden om, at han virkelig hadede ham for hvad han havde gjort, selvom han virkelig ikke kunne se det, så det var ikke fordi at han havde lagt yderligere i det. Han blev stående og betragtede sig af den forfaldne kvinde. Der var sket en hel del, siden han havde set hende sidst, det var ganske vidst. Man kunne jo heller ikke ligefrem sige, at det havde gået i deres vej. At se hende fare op på den måde, havde han ikke regnet med, men igen, så var han jo heller ikke rigtigt kendt med hendes tilstand som blind. Der var jo passeret så frygtelig mange år, så hvordan skulle han da vide helt præcist de ting omkring hende? Han tog et stille skridt mod hende. Hun havde været en kvinde, som havde gjort frygtelig meget for ham – forsøgt på det om ikke andet. ”Jeg ved godt, at stemmen her ikke er kendt for dig, Elmyra, men jeg kender dig.. Som jeg kendte Elijah,” sagde han roligt, som han søgte hen til hende. Han gik roligt i knæ ved hende, da han så hvordan hun trykkede sig op af væggen, for det var slet ikke meningen at hun skulle sidde der og være bange for ham, for det havde der da aldrig nogensinde været et behov for. ”Ej skal du frygte mig eller hvad jeg gør.. Og ej skal du sidde her,” sagde han endeligt, som han varsomt lod hånden glide mod hendes skulder. Det var egentlig sjovt, som hele hans fortid valgte at smække det hele op i hans hoved.. Det var virkelig.. frustrerende!

[Deleted]

Elmyra havde virkelig været væk længe. Hun havde oplevet så meget, været igennem så meget at det næsten ikke var til at bære længere. Sulten følte hun ikke længere men hun var efterhånde også så tynd at hun ikke rigtig kunne mere. Hun vidste at hun burde være for stolt til at smide håndklædet på den måde men hun var ikke stolt længere, den stolthed hun en gang ejede havde Samuel taget fra hende, revet fra hendes sind og bare efterladt hende uden noget. At Nathaniel ikke vidste at hun var blevet blind var vel ikke noget under. Hun havde ikke set ham efter at det var sket, hun hørte fra Samuel at hendes øjne ikke var nødvendige for nathaniel da han var færdig med hende og havde revet dem ud så der var intet hun kunne gøre. Hun havde levet i mørket siden der og ja hun ville slet ikke komme ind på hvad der var hændt hende som slave. Hun kunne svagt ane at han bevægede sig, kom hende nærmere og hun rystede en gang og fandt et sted overskudet til at rykke sig en smule mere væk fra ham. Hun frygtede virkelig alt og alle lige nu og han var ingen undtagelse. Hans ord om Elijah fik hende dog til at stoppe kort op som blev hun frosset fast. "Elijah .. Elijah .. Den eneste anden som kender Elijah er ..." Hun havde mumlet dette for sig selv men det begyndte så stille at dæmre for hende nu. Hun kunne dog ikke for det til at hænge det mindste sammen, han lød jo så anderledes nu. Hun bed sig let i læben som hun hørte hvordan han pludselig var tæt på hende, hvad ladede han?? Hun mærkede hans hånd på hendes skulder og hun nærmest instantly skubbede ham fra sig og rykkede sig længere væk. Eller, hun prøvede på det men endte med at falde sammen på halvvejen. Hun havde virkelig ikke være energi. "Ikke .. ikke ... ikke røre ved mig" hviskede hun stille og trak kappen mere om sig. Hun var virkelig ussel i denne tilstand, det vidste hun godt men der var virkelig ikke noget at gøre ved det lige nu. Hun kunne jo intet!

[Nathaniel Diamaqima]

Det var bestemt heller ikke fordi at Nathaniel havde regnet med at skulle se Elmyra igen, og da slet ikke på denne måde. Nu hvor han stod ansigt til ansigt med hende, ligesom så mange andre ting, som havde været en del af hans fortid, som pludselig var endt med at dukke op i hans liv igen, som det rene ingenting, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende i den anden ende. Han betragtede hende sigende. At se hende sidde der ussel og ynkelig på den måde, brød han sig på ingen måder om, men hvad pokker skulle han da kunne gøre ved det, for der var jo ikke rigtigt noget som helst. Hvorvidt om det hjalp at nævne Elijah, selvom han slet ikke havde nogen anelse om hvor knægten var, efter at han havde valgt at tage turen fra ham i ren og skær vrede, så var det faktisk noget som han var ked af – ligesom så mange andre ting. Han vendte sig roligt mod hende, også selvom hun denne gang havde valgt at trække sig helt væk fra ham. Han bed tænderne kraftigt sammen. Dette var ikke noget som han havde det største overskud til lige nu! Han sukkede indædt og rettede sig op igen. Han havde det skidt nok i forvejen, og her sad hun.. Ja, et sted kunne han ikke rigtigt undgå at føle, at det hele var hans skyld, for et sted, så.. var det vel? ”Hold op med det pjat, Elmyra.. Du ved et sted udmærket godt hvem jeg er.. Jeg fik en ny krop foræret, efter min egen bortgang..” Selv nu hvor han nægtede at tage sit eget ord i sin mund, for kroppen var jo i for sig et skalkeskjul, og det forhindrede uden tvivl at folk var efter ham, hvilket skam også var noget som passede ham selv helt fint i længden, for han havde brug for ro, og brug for et spark i den rigtige retning, selvom det tilsyneladende kunne være meget at forlange. Han brød sig slet ikke om at se hende på den måde, men hvad havde han retten til at gøre? Han havde jo ikke set eller noget som helst omkring hende i årevis.

[Deleted]

Elmyra vidste at den eneste anden som vidste omkring Elijah og hende var Nathaniel så hun var virkelig ikke i tvivl om det var ham. Hun bed sig let i læben, deres møder førhen havde virkelig kun været super akavede og meget af det havde været hendes skyld og hun vidste det. Hun skuttede sig igen og vendte hovedet lidt væk fra før hun tog hætten over sig igen. Hun gemte sit ansigt væk eller nærmere sine øjne. Hun hadede virkelig det faktum at hun var blind! Hendes tanker havde ligget på Nathaniel igennem alle disse år, eller i det mindste en gang i mellem. Hun havde søgt til ham for at få støtte og trøst når hun blev udsat for grimme ting hos hendes tidligere herre men som tiden havde gået var hun bare begyndt at blokkere hvad der skete. Hun havde ikke håndteret det og derfor var hun også skaret efter det nu. Hans stemme lød vred da han snakkede til hende og hun hoppede næsten af forskrækkelse. Hun trak sig helt sammen op af væggen og vendte hovedet mere væk fra ham. Hvorfor kunne han ikke bare forstå at hun ikke ville berøres, det var ikke fordi det var ham men det var virkelig bare sådan hun havde det. Ingen skulle røre ved hende. "Jeg ved hvem du er også selvom din stemme er anderledes. Du er den eneste som kender til Elijah. Det var ikke svært at regne ud" mumlede hun stille og sukkede stille. Hvorfor skulle det være sådan her? Hvorforvar det at livet var så uretfærdigt for nogle mens andre badet i lykke? Hun vidste det ikke men hun hadede det virkelig. Hun følte sig bare så ulykkelig. "Jeg ved hvem du er men det betyder ikke at jeg vil have du rør ved mig. Jeg vil ikke have at nogen rør ved mig. Det gør ondt" hendes stemme var næsten en mumlen som hun vendte sig helt væk fra ham og lænede sig op af muren. Hun havde det virkelig skidt, kunne han ikke bare gå og efterlade hende her? Det var hun jo efterhånden så vant til så hvis han gjorde ville hun kunne forstå det. Hun var virkelig intet værd længere.

[Nathaniel Diamaqima]

Lige hvad der var hændt Elmyra igennem de sidste rigtig mange år, vidste Nathaniel faktisk ikke, men at se hende sidde der og på den måde, var faktisk slet ikke noget som han kunne lide. Han ønskede vel et sted at hjælpe? Og nu hvor hele hans fortid valgte at hoppe ham direkte op i hovedet, var slet ikke noget som han kunne have, og specielt med alt det som han havde at bakse med i forvejen. Dette mindede ham om da han fik Liya med sig hjem.. da han fandt hende ulykkelig, panisk, bange og alene ude i sumpen. Alt mindede ham om Liya efterhånden, og det var vel også derfor, at han ikke kunne vende ryggen til det? For det kunne han virkelig ikke, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. At hæve stemmen, var normalt slet ikke noget som lå til ham, og det var skam heller ikke fordi at han ønskede at lyde vred eller noget lignende, for det ville han slet ikke! Det var bare.. hele situationen som meget hurtigt kunne blive for meget for ham. At han var genkendt, selv på trods af den anderledes stemme, var egentlig noget som passede ham ganske fint. ”Det glæder mig, at jeg da om ikke andet er genkendt,” sagde han denne gang langt mere rolig, end det som han havde gjort til nu. Han blev stående og så på hende, også selvom hun forsøgte at skjule sig under kutte og det hele. Han var dog ikke dum. Han vidste, at hun forsøgte at skjule noget for ham. ”Hvad er hændt dig, Elmyra?” Han trådte roligt op foran hende i stedet for, inden han roligt gik ned i knæ og betragtede sig af hendes skikkelse endnu en gang. At se hende være sådan, var faktisk noget som bekymrede ham, og slet ikke noget som han brød sig om. Han hævede varsomt den ene hånd, som han lod stryge mod hendes kind også for at vise at han nu havde flyttet sig. Han mindes kort den tid hvor han selv havde været blind, og hvor meget hun havde forsøgt at hjælpe ham. Nu var det vel på tide, at han gengældte den gamle tjeneste? ”Jeg kan ikke lade dig sidde herude.. Kom med mig, så vi kan få dig varmet,” fortsatte han. Ikke bare som en venlig opfordring, for han gav hende slet ikke noget andet valg.

[Deleted]

Elmyra vidste virkelig ikke hvad der var hændt ham igennem de mange år de havde været adskilt. Hun vidste ikke hvad han havde været igennem men hun regnede med at nok ikke havde været helt let for ham som det heller ikke havde været det for hende. Hun bed sig stille i læben og trykkede sig op ad muren, hvorfor skulle det hele også bare være så fustrerende?? Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle håndtere den situation hun var i nu for hun var træk af at kæmpe, det hele var bare en kamp for at overleve og hun havde tabt det, var blevet overvundet allerede den første gang hun endte i et slave bur. At det glæde ham at hun genkendte ham var da glædeligt for hende et sted. Hun vidste ikke helt hvorfor men det var det. Hans spørgsmål fik hende til at trykke sig lidt mere sammen, ikke af frygt men fordi hun var flov over hvad der var hændt hende. Hun havde virkelig ikke været heldig. "Meget er hændt mig. Jeg er ændret. Jeg kan ikke mere Nathaniel. Jeg ved ikke om jeg har det i mig mere til at fortsætte." Mumlede hun stille. Hun ville ikke gå i detajler, hun ville ikke fortælle ham om alle de grumme ting som var hændt hende, ikke engang det med hendes syn selvom hun havde gjort det for hans skyld den gang. Hun havde ikke bemærket at han havde rykket sig, hun havde vel ikke hørt efter så det at han støj hendes kind gav hende et kæmpe chok. Hætten røg af igen og bindet for hendes øjne kom frem igen. Det sad som det altid gjorde, hun havde bundet det bag på for at det blev siddende for hun kunne virkelig ikke lide at vise hendes ar. Hun kunne godt høre at hun ikke havde meget valg men hun prøvede nu alligevel. "Det behøver du ikke. Jeg skal nok klare mig, det har jeg jo gjort ind til nu ikke? Jeg skal bare lige sidde lidt" Hun løj og hun vidste det. Hun ville ikke overleve meget mere end en dag eller to herude endnu men det var vel ikke hans problem?

[Nathaniel Diamaqima]

Tilsyneladende var der sket ikke bare Nathaniel meget igennem de mange år som havde passeret, men også Elmyra. Han havde tænkt på hende fra tid til anden, men han havde så heller ikke rigtigt kunne lægge noget yderligere i det, end det som nu måtte være i den anden ende. I det store og hele, så var han bekymret, og specielt fordi at hun sad der som hun gjorde lige netop nu. Hovedet lod han søge en kende på sned, og med en tydeligt bekymrende mine. Det glædede ham da om ikke andet, at han var genkendt, for det havde selv han haft brug for, for så slap han også for at offentliggøre hans nye krop og forbinde den til det navn som han nu havde, og det var noget som han naturligvis var rigtig glad for, så det var ikke noget som sagde så lidt. ”Den Elmyra som jeg er kendt med, ville ikke bare opgive på den måde, og hun ville finde den energi som skulle til, for at kæmpe sig tilbage igen. Tro mig, Elmyra, for jeg ved, at du har det i dig,” sagde han roligt, idet han bevægede sig op foran hende i stedet for. Klædet for hendes øjne, havde han skam allerede fået øje på, og det var noget som bekymrede ham. Han havde jo slet ikke nogen anelse om hvad der var sket hende, men slemt måtte det have været, siden hun var så tæt på bare at.. give op, og det brød han sig ikke om at se, for det var jo selv sådan at han havde det, men han var for stædig til at gøre det. Han trak vejret dybt. ”Lad mig i det mindste give dig ly og et måltid for aftenen og natten med, Elmyra, i stedet for at du skal sidde her i rendestenen. Selv du fortjener bedre end det.. Kom med mig,” afsluttede han med en rolig stemme, idet han roligt tog omring hendes hånd i stedet for, som et tydeligt tegn til at hun lige så godt kunne rejse sig op, for han havde ingen intentioner om at lade hende gå nogen steder, og specielt ikke sådan som hun så ud, for det var uden tvivl noget som faktisk gjorde ham bekymret. Det lignede hende slet ikke.

[Deleted]

Hun var virkelig ikke sig selv mere. Hun var så anderledes, så ændret. De år der var gået havde taget hårdt på hende, hårdere end hvad man lige kan regne med. Hun havde det bare så skidt og der var bare ingen løsning for hende. Hun var alene, hvad havde hun at leve for?? Hun sukkede stille og bed sig let i læben ved hans ord. HUn vidste at han havde ret, sådan var hun jo den gang. "Den Elmyra du kendte er død og borte og det har hun været i mange år, ja lige siden den da ...." Hun tav igen og bed sig igen i læben. Hun vidste ikke om han vidste hvad der havde været hændt hende den dag men det betød vel ikke noget? Jo det gjorde det, hun ville ikke have at han vidste det. Hun følte sig virkelig bare så ussel. Hun mærkede hvordan han tog omkring hendes hånd og det sitrede helt i hendes krop. Hans ord varmede et sted i hendes indre men hun slog det væk igen. Hun ville virkelig ikke glæde eller give sig selv lov til at nyde det her. hun skulle bare igennem det fordi kun rendestenen ventede hende på den anden side af det han lovede hende. "Jeg fortjener intet og du skylder mig intet Nathaniel. Du behøver virkelig ikke" mumlede hun stille og kom så på benene. Hun havde svært ved at stå for hun var virkelig så afkræftet. Den anden hånd lagde hun roligt mod muren for at støtte sig. Hun var i det mindste på benene nu.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel følte det, som havde han været død i frygtelig lang tid, for der var så mange ting, som han slet ikke kunne genkende, og det var næsten det som var det mest uhyggelige af det hele. Han vendte blikket direkte og intenst i retningen af hendes skikkelse. At se hende sidde op af muren, uden at have nogen steder at søge hen, og det at hun var helt alene, var.. en forfærdelig tanke, og slet ikke noget som han ønskede at byde hende på, hvis han kunne gøre det anderledes, og det var uden tvivl hvad han var ude på i denne stund. ”Meget muligt, men den Elmyra ved jeg stadig ligger i dig. Jeg så hvor stærk du var allerede dengang, og jeg ved, at det er noget, som du snildt kan komme tilbage til igen.” Hans tone var måske meget bestemt, og det var slet ikke noget som han havde nogen intentioner om at skulle lave anderledes, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han tog roligt omkring hendes hånd, inden han roligt rejste sig med hende. Det var meningen at selv noget godt kunne og skulle hænde hende på vejen, og det var uden tvivl også et mål for hans vedkommende, at lade det ske! Han rystede på hovedet. At høre hende så negativ, var næsten som at høre hele familien være det, og det var slet ikke noget som han gad at høre på, for det lignede dem slet ikke. Hun var kommet tæt ind på livet af ham, og det var bestemt ikke fordi at hun havde siddet der og tænkt og snakket om negative ting. På ingen måder. ”Nu tager vi ind et sted, hvor du kan få noget varme og noget at spise. Selvfølgelig fortjener du det.. Kom med.” Denne gang gav han hende vitterligt ikke noget andet valg. Han lod den ene arm glide omkring hendes liv, hvor han førte hende væk fra væggen, og derved også med sig. ”Lad mig være dine øjne, som du engang var mine,” tilføjede han roligt.

[Deleted]

Elmyra havde virkelig også været væk længe. Hun havde altid været alene men alligevel så da hun havde været slave så havde hun vel egentlig ikke været helt alene? Hun havde haft en herre, et hus og hjem, et sted hun hørte til og selvom hun var blevet behandlet som skidt havde det vel et sted været hun havde hørt til? Hun bed sig stille i læben og vidste virkelig ikke hvordan hun skulle håndtere det her med Nathaniel. At han stadig mente at den gamle Elmyra var der et sted kunne hun virkelig ikke længere se og heller ikke længere tro på. Hun var så ynkelig efterhånden at det næsten gjorde ondt at tænke på. "Jeg tvivler Nathaniel, det gør jeg virkelig. Jeg har kunne været i stand til at finde mig selv i næsten 3000 år. Jeg tror virkelig ikke at det vil være så let som du tror." Mumlede hun svagt og sukkede. Hvorfor skulle han dog også være så bestemt med hende? Hun kunne jo virkelig ikke lade være med at lytte til ham, allerede nu var hun faldet tilbage i den gamle ramme, hun vidste at hun ikke kunne uden om det når hun var sammen med ham. Han betød bare for meget for hende. Hun mærkede hvordan hans arm gled om hendes liv og hun blev ført væk fra muren. Hun blev bange og nervøs med det samme og søgte hen mod muren med armen men uden held. Hun kunne ikke nå. "Men men men" mumlede hun bare stille. Hendes stemme rystede, hun kunne virkelig ikke lide ikke at have noget at støtte sig til! Hun vidste at Nathaniel ikke ville hende noget ondt, det havde han jo aldrig villet før så hvorfor skulle han det nu men alligevel kunne hun virkelig ikke lide det at hun ikke selv havde nogen som helst følelse for hvad der skete omkring hende. Hun fulgte dog lydigt med selvom det var tydeligt at hun stadig var ret så skræmt og nervøs.