Long lost memories

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var efterhånden ved at være sent. Faith havde forladt Appolyon efter en lang dag med arbejde. Hun havde hørt rygterne om den nyelige massakre på Den Dansende Flamme og dæmoner havde hele dagen stirret på hende med næsten medlidenhedsfulde eller usikre øjne, hvilket hun ikke forstod sig på. For at finde svarene havde hun valgt at søge til stedet. Døren stod endnu vidt åben. Hun stoppede op i det der engang havde været en dørkarm og forsøgte at se gennem det tykke mørke som havde lagt sig. Hun sørgede ofr at holde sig opmærksom på sine omgivelser, for i dette mørke kunne alt gemme sig. Inden hun valgte at træde helt ind, lod hun en flamme blusse i sin håndflade den uden at den skadede hende den mindste. I stedet lyste den rummet op. Blod malede endnu både vægge som gulve. Dets inventar var gået i stykker og havde efterladt farlige splinter overalt på gulvet. Uanset hvad der var sket, så var det næppe pænt. Med lit tøvende skridt gik hun ind og lod de grønne øjne søge omkring. Ringen på hendes finger badede let i flammens skær, for hun havde irriterende nok, ikke kunnet få sig selv til at tage den af.. det føltes bare forkert. For hendes fødder lå et stykke af en finger, men yderligere legemsdele var blevet fjernet hvilket også var det eneste mand tilsyneladende havde gidet at gøre ved stedet. Hun strøg en flammerød lok bort med den frie hånd, og satte bevægede sig om på den anden side af den halvt om halvt ødelagte bar. Heldigvis var flaskerne endnu intakte. Hun trak på skuldrene og greb om den nærmeste som hun genkendte som en af hendes favorit vine. Flasken samt et glas bar hun med om på den anden side af aren, hvor hun satte sig på den eneste stol som ikke var gået fuldkommen i stykker. Hun hældte et glas op og så ned på den røde væske i lange kedsommelige sekunder. Nyheden om at både hendes mor og søster var omkommet, var nået hende hvilket gjorde ondt. Hun agtede at finde ud af hvem som havde taget livet af dem, for vedkommendes blod skulle ende med at flyde samme sted. Ingen tårer forlod hende dog, og hun var ikke påvirket af stedets tilstand eller blodet for den sags skyld. Efter mange år som leder blev det en vanesag, desuden… døden kom jo til alle og nu havde selv hun været der også selvom det ikke var meget hun huskede. Med et intenst glimt i øjet hævede hun glasset i intetheden kun oplyst af hendes flamme. ”Skål,” mumlede hun for sig selv og førte det til læberne kun for at tage en tår af den varme vin.

[Nathaniel Diamaqima]

Liya var blevet gravlagt, hvilket kun havde bekræftet for Nathaniel, at det virkelig havde været enden. Kimeya havde heldigvis givet ham lov til at gravlægge hende på det sted, hvor hun i sandhed havde følt sig hjemme og tryg, og det var den glæde som han ønskede at give hende i livet. Han havde valgt at tage sin tur igennem Dvasias. Han var et sted glad for hans nye udseende, for folk bed sig ikke rigtigt mærke i at han var den som han var, og det var noget som uden tvivl også passede ham helt fint. Han sukkede ganske let. Kimeya var der, og så vidste han også at Faith var derude, selvom manden allerede havde advaret ham om at Faith intet kunne huske. Det var jo simpelthen fantastisk og noget så frygtelig typisk, og den tanke irriterede ham!
Nathaniels mine forblev fuldkommen tom og uden det mindste følelse at spore, idet han kom vandrende forbi Den Dansende Flamme. Massakren som havde fundet sted, havde han hørt om, og hvilke liv som var gået tabt på en enkelt aften og i løbet af ingen tid lige så – Deriblandt Faiths mor og søster. Han stoppede op ved synet af det som kunne minde om en flamme som kom derinde fra. Næverne knyttede han lidt. Selvom han måske ikke bar med sig nogen former af våben, så havde han altid haft det i munden, og det havde som regel også været hans redning, og det håbede han også at det ville blive i denne situation. Selve stedet var fuldkommen ødelagt. At det havde været en enkelt varulv som havde gjort det, var et sted.. underligt og ikke mindst skræmmende, også fordi at rygterne gik om at det var den kære Aliyah som faktisk havde gjort det. Han rystede den tanke ud af hovedet for nu om ikke andet, for det var ikke en god ting for ham at tænke mere på det. Han stoppede op i døren. Det flammerøde hår, var i sig selv, slet ikke til at tage fejl af. Han trak vejret dybt og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Hænderne foldede han roligt bag på ryggen, kun også for at understrege at han slet ikke var ude på noget, og da specielt hvis hun ikke kunne huske noget som helst, så var det jo faktisk en tanke som han måtte finde en kende skræmmende. Han havde brug for et spark bagi, og hvem havde været bedre til at give ham det end Faith? ”Faith,” hilste han med en rolig stemme, og uden at tage blikket fra hende. Øjenkontakten ville han holde, hvis hun ville skænke ham et blik om ikke andet, for det kom jo helt an på det.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith blev roligt siddende for sig selv med det støvede glas i sine hænder. Det ene ben lagde hun roligt over det andet og rettede ryggen også selvom der på ingen måde var nogle at gøre sig til for, hun nød blot at té sig ud selv i disse omgivelser. Med flammen endnu brændende i sin hånd, så hun omkring og forsøgte at danne sig forskellige teorier om hvad der var fundet sted. Det havde uden tvivl været en vareulv, ting var flået og skambidt hvilket ikke efterlod hende med nogen tvivl. Hun sukkede dæmpet og nippede igen til den dyre vin. Om ikke andet var der fri bar, og det var noget som hun havde brug for i disse tider. Hele idéen om at være gift med Kimeya plagede hende stadig, også fordi hun ikke kunne give slip på den selvom det ville være det bedste. Kort skævede hun mod ringen som spejlede sig i flammens skær. Den var smuk.. dyr uden tvivl også selvom pengene aldrig havde betydet det helt store for hende.
I samme øjeblik hun hørte skridt, så hun opmærksomt op med et intenst blik. Varm som hun var, så kunne hun ikke udtrykke hverken kulde eller følelsesløshed, varmen var der konstant og som et dække over sine følelser, havde hun udviklet den intense mine. Skikkelse som endte med at træde frem i døren var fuldkommen ukendt for hende. Hun havde aldrig set hans ansigt eller hørt af hans stemme, hvilket fik hende til at knibe blikket lidt skeptisk sammen. ”Du kender mit navn,” konkluderede hun og satte glasset fra sig på disken. Det i sig selv var ikke underligt, her til lands var hun ikke ukendt.. også selvom hendes popularitet tydeligvis var blevet større med årene, også selvom hun ikke huskede hvordan eller hvorfor. Måske fordi hun havde giftet sig med Dvasias’ mest irriterende mand. Hun rejste sig med en overdreven sensualitet taget i betragtning af hendes højde og hendes bygning, kvinder med langt mere at prale med end hende gjorde det samme. De smaragdgrønne øjne så ind i hans uden at forlade dem i håb om at finde en form for genkendelse, men der skete ikke synderlig meget, hun huskede ham slet ikke. ”Hvem er du?” spurgte hun måske lidt direkte, men hun var ikke kendt for at være en kvinde som spildte tiden på høflige tiltaler og lange uden oms-snakke, hun kunne godt lide at være klar på situationen med det samme. Flammen i hendes hånd var ren oplysning, selvom hun ikke lod den brænde ud så havde hun ikke tænkt sig at angribe så lang tid han ikke havde det samme, men hun nærede dog ikke helt den form for tillid til ham endnu.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde det ikke særlig godt, også fordi at han vidste, at han på sit vis flygtede fra de to børn som var sat til verden sammen med Liya, og det var noget som kun gjorde den smerte værre, end hvad den var i forvejen, for det var slemt nok, selvom han ikke rigtigt kunne gøre det største ved det af den grund. Han skød de tanker fra sig. Et sted så var han næsten bange for, at det tab af Liya havde været lidt hårdere end hvad han havde regnet med, men det var jo heller fordi at han havde regnet med at skule miste hende på den samme dag, at han selv havde fået muligheden for at komme hjem. Han havde ladet hende glide i den evige søvn med en ro om at det hele nok skulle blive bedre, og langt mindre smertefuldt, og det var vel også noget som han kunne stå inde for og faktisk love hende? Døden var ikke just en tanke som skræmte ham, men det var gået op for ham, hvor ensom man egentlig blev, når døden for alvor havde valgt at banke på ens dør.
At se Faith inde i det som var tilbage af den ellers så hyggelige stue, som ellers havde været så elsket af så mange, igennem mange år, var slet ikke noget som forundrede ham. Selv hun havde vel hørt om hendes families bortgang, sammen med en række andre, så var det ikke nogen overraskelse, at det var her han ville finde hende. Hænderne foldet over ryggen, egentlig kun for at understrege, at han ikke var ude på noget, også selvom han var blevet advaret om, at hun med største sandsynlighed, ikke ville være i stand til at huske noget som helst om ham. Et sted gjorde det ondt, for han havde brug for et spark bagi, for hvem kunne gøre det bedre end Faith? Og hvis hun ikke kunne huske ham, ja, så var det faktisk ham som havde gevaldige problemer denne gang. ”Hvem kender ikke til den mest iltre kvinde, som befinder sig her til lands? Jeg hørte at du havde fået en chance til. Jeg måtte vel bare se det med mine egne øjne.” Faith havde jo trods alt været en nær veninde af ham igennem frygtelig mange år, og det var naturligvis noget som han ønskede tilbage til. Han trak vejret dybt og med de mørke øjne hvilende på hendes skikkelse. Han var da nødt til at sikre sig om hun kunne huske ham eller ikke, også så han vidste, hvad han skulle forholde sig til. ”Nathaniel Diamaqima.. Hvis det navn i det hele taget siger dig noget nu om dage..?” Han vidste udmærket godt, at han ikke lignede sig selv, men af den grund, så var han nu den mand som han var, og han håbede da at der bare ville være en smule genkendeligt ved ham.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith huskede ikke manden som stod foran hende, og hun havde ingen idé om hvor stor en del af hendes liv han havde været. Hun betragtede ham blot med et skarpt blik endnu rolig også selvom det kunne ændre sig meget hurtigt hvis han ønskede det. Under ae omstændigheder så var det bedre end at skulle støde på Kimeya igen, hun havde indgået en tavs aftale med sig selv om at gøre alt for at undgå ham. Først og fremmest skulle han ikke havde lov til at se hende med ringen på sin finger, og derudover så var han bare.. irriterende! Hun skubbede tanken fra sig og rystede let på hovedet. Selvom døren var åben og konstant lod luft ind, så hang der en tung lugt af jern fra blodet som malede stedet. Faith huskede det som et hyggeligt sted, men det var tilsyneladende gået i sig selv efter massakren. At han så tiltalte hende på den måde, fik hende blot til at trække lidt kækt i mundvigen. Ja hun var nok den mest iltre kvinde her til lands, og det anså hun jo næsten for at være et kompliment i forhold til sin race.
Hun hævede et slankt øjenbryn. ”Og du vidste tilfældigvis hvor jeg befandt mig? Jeg har ingen idé om hvem du er. Burde jeg kende dig?” spurgte hun direkte. Nu hvor hun var klar over at hun intet huskede fra sin fortid, fra før døden så ville hun gerne høre om det var en hun burde huske, han kunne trods alt have været en af betydning gennem de år som hun ikke huskede. Et tungt suk gled over hendes læber. Han navn sagde hende absolut intet. ”Det siger mig intet,” erkendte hun lidt ligeglad. Når hun ikke huskede ham nu, så var han mindst ligeså u betydende for hende som Kimeya var, det var om ikke andet sådan hun ønskede at fremstille ham. Hun vendte roligt tilbage til sin stol ved baren. Hun var stadig meget opmærksom på ham, men hun så ikke nogen grund til nærmest at gå til af frygt, for hun vidste trods alt være i stand til at forsvare sig. Hun greb igen om gasset også selvom hun stort set ikke rørte vinen. Et sted var hun fristet til bare at hælde det i sig for langt om længe at få lidt fred, glemme sine mange bekymringer og tanker en smule, men så igen – det ville det være direkte dumt at drikke sig beruset særligt for en kvinde som hende som mange nok endnu ønskede gravlagt, og hun ønskede ikke at takke nej til det liv hun på ny havde fået skænket, set ikke nu hvor hun vidste hvor dyrebart det var.

[Nathaniel Diamaqima]

Den mine som Faith sendte ham, indikerede kun, at hun ikke kunne huske ham. Han fandt det som en stor skam, for det spark bagi, kunne han uden tvivl bruge. Savnet efter Liya var virkelig enormt, og han vidste slet ikke hvordan han skulle forholde sig til det, for han havde aldrig nogensinde oplevet at være så.. tom før, som det han følte sig i denne stund, og det var noget som faktisk gjorde ondt. Han forholdt sig roligt, ligesom han altid havde gjort overfor Faith, for det andet, var ikke andet end en kæmpe frustration uden lige, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt. Stanken af jern hvilede i hans næse.. Aliyah var virkelig gået amok her, og selv det var noget som bekymrede ham, men for en gangs skyld, valgte han at være egoistisk, for han kunne jo ikke engang stå stærk for sine egne børn, som han jo vidste, havde brug for ham hjemme, men det at se dem, og vide, at det var Liya og hans egne, var noget som gjorde ondt, og tanken om at hun var væk for ham, var mere end hvad han kunne tackle lige nu. Han var jo lige så menneskelig som alle andre, og dette var jo det tydelige tegn. Hans ord, var nok ment som et kompliment, for hun var ilter, og det havde hun altid været, ja sågar fra da han havde kendt hende som en lille pige. Han trak svagt på den ene mundvig. ”Jeg hørte, at der var stor sandsynlighed for at du ikke kunne huske mig.. Jeg har været en kær ven af dig og din familie igennem frygtelig mange år. Nærmere fungeret som en omvandrende dagbog og rådgiver, men en nær ven,” sagde han roligt, idet han roligt trådte tættere på hende. Han var slet ikke ude på at gøre hende det mindste, og det var naturligvis også noget som han ønskede at lade hende vide. Han vendte blikket direkte i retningen af hendes skikkelse, som hun gik ombord i den dyre drikkelse. Det lignede hende desuden slet ikke at drikke. Der skulle vel heller ikke meget til, før den lille krop ville bukke under for alkoholen og derved forandre hende til noget, som hun slet ikke lystede at være? Navnet sagde hende ingenting, for han kendte hende godt nok til at vide, at hun under normale omstændigheder, ville have sprunget ham i favnen for noget velkendt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Hvor meget kan du huske..?” spurgte han endeligt. Han var jo nødt til at vide hvor mange år som var gået i glemmebogen, selvom den tanke i sig selv, var frygtelig. Der var jo stadig en årrække sammen med Liya som han på grund af sygdom, ikke kunne huske, og det var virkelig en frustration uden lige.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith havde ingen idé om hvordan hun normalt ville reagere på en mand som denne.. Nathaniel. Tilbage på barstolen sendte hun ham målene blikke som skulle afgøre om han var en hun gad bruge tiden på at konversere med. Faktisk var hun bange for de ting han kunne fortælle om hende, for det var bestemt ikke altid sjovt at sidde som den uvidende part. Der var så mange som kunne fortælle hende hvem hun var og hvordan hun havde levet, og hun selv var ikke en af dem. På trods af den frustration det plantede i hende, så overvejede hun ikke meget at få sin hukommelse igen, for det ville betyde at hun under alle omstændigheder skulle opsøge Kimeya, hvilket hun nægtede!
Igen drevet ind i sine egne tanker rystede hun på hovedet og vendte sin opmærksomhed mod Nathaniel. Alle kunne bilde hende noget ind, for hun ville ikke kunne modsige dem, så at stole på at han havde været hende en nær ven, det ville hun ikke gøre bare sådan uden videre. Hun så ned i sit glas. Måske det var dumt at berøre alkohol særligt når hun altid havde været afholds for sit eget bedste, men lige nu var det, det eneste som formåede at berolige hendes nerver, hun skulle være langt mere agtpågivende generelt, og det var hårdt at etablere en ny tillid til dæmoner som havde været for vant til at passe sig selv, hvilket kun gjorde hendes arbejde sværere end som så. ”En kær ven siger du? Og fortæl mig hvorfor jeg skulle tro på det? Eller fortæl mig noget som overbeviser mig,” opfordrede hun stadig lidt ligegyldigt. Nathaniel havde nok aldrig rigtig mødt hende som en kælling før, men det var nu engang den kvinde hun var, og det var en som hun kunne sige sig at være stolt af. Umiddelbart lod han ikke til at være en mand som hun burde frygte, men man vidste aldrig så hun holdt et vågent øje på ham. Efter at have taget en lidt for stor tår af vinen satte hun det fra sig og vendte sig mod ham igen. ”Nok.. nogle fortæller mig at min hukommelse svigter fra min landsforvisning under Memphestos herredømme,” svarede hun sandfærdigt. Kimeya var ikke noget hun ville nævne hvis hun kunne blive fri for det, så hans navn valgte hun helt at udelade i stedet for. Det var skræmmende at hun selv på trods af sit had til den mand, ikke kunne lade være med at skænke ham en tanke i løbet af dagen, og det var noget som hun agtede at få til at stoppe på den ene eller den anden måde. Forhåbentligt ville det gå i sig selv med tiden.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel bevægede sig frem med en ro uden lige, for han var slet ikke ude på at Faith skulle blive utryg eller ukomfortabel omkring ham, også selvom han kendte hende godt nok til at vide, at hun uden tvivl ville markere det, når grænserne for hendes vedkommende var nået. Han stod dog alligevel fuldkommen fast på at han var en som hun kunne stole på, og derfor ønskede han heller ikke at forvolde hende noget ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hvordan hun ville reagere på ham normalt, var et sted underforstået i denne situation, for det ville ingen effekt have, selvom han virkelig godt kunne bruge det spark bagi, og han vidste jo udmærket godt at Jaqia aldrig nogensinde kom til at give ham det.. Så hun var egentlig hans eneste alternativ.
Det glædede om ikke andet Nathaniel, at Faith ikke afviste det hele, for det indikerede jo kun, at hun var klar over, at problemet var der, og det var selvfølgelig noget som kun hjalp ham. Af den grund, så havde hun slet ikke nogen grund til at være sådan over ham, for han havde ingen intentioner om at gøre hende det mindste ondt, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af i den anden ende. Han vendte de mørke øjne mod hende. ”Uanset hvad jeg siger, vil det næppe overbevise dig, hvis du ikke selv er i stand til at huske det, Faith,” påpegede han ganske sigende. Om det var noget som hun havde ment som et dumt spørgsmål, vidste han ikke, men han kunne jo komme med den ene påstand efter den anden, og kunne ikke overbevise hende om noget som helst, og det var næsten noget af det, som faktisk var det værste af det hele selv for hans vedkommende, for han havde brug for hende, og selvom hun var så tæt på ham, så var hun alligevel så langt væk. Han stoppede op ved siden af hende, og uden at tage blikket væk fra hendes skikkelse. At hun sad der og drak på den måde, lignede bestemt heller ikke den Faith som han kendte, men det var jo heller ikke underligt, hvis hun ikke var i stand til at huske det. ”Hvis Memphesto og din landsforvisning er det sidste du kan huske, så er det ikke underligt, at du ikke kan mindes mig. Jeg var en god ven af din mor.. Jeg var der til tider for at hjælpe hende.. og legede med dig og dine søsken,” fortalte han endeligt. Ja, man skulle jo starte et sted, og han ønskede bestemt heller ikke at lyve for hende, og derfor.. valgte han at åbne lidt op. Kimeya ville han ikke komme ind på. Manden havde jo allerede givet udtryk for at tøsen ikke ville vedkendes ham, også selvom han allerede havde fået øje på ringen på hendes finger.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Den ro som prægede den fremmede var noget som for nu, fik Faith til at forholde sig roligt også selvom det hurtigt kunne ændre sig. Den ene håndflade lod hun forblive vendt opad så flammen frit kunne brænde og lyse rummet op for dem. Nu hvor hun havde fået selskab, så overvejede hun ikke i samme grad hvad der var sket eller hvordan, det var lidt lige meget, pointen var at halvdelen af hendes familie – endda to af de vigtigste personer var endt med at blive slagtet som dyr. Hun forstod slet ikke hvad Moniqe havde lavet så langt væk fra Atterlin. Hun blev roligt siddende med et ben lagt elegant over det andet dog uden at tage blikket fra ham. Hun vidste udmærket at der var mange ting som hun ikke huskede, og at mange dermed ville kunne bilde hende mere eller mindre hvad som helst ind. Hvor meget denne Nathaniel vidste, havde hun dog endnu ikke fundet ud af, ligesom hun ikke havde kenskab til hans intentioner. Hun sukkede dæmpet og slog blikket ned for en kort stund. Man kunne vel sige, at hun langsomt begyndte at se hvorfor det var upraktisk ikke at have sin hukommelse. Måske Kimeya havde haft lidt ret? Det var umulig at flygte fra en fortid når ikke hele af den var død. ”Du har ret. Det ville næppe overbevise mig,” medgav hun bare lidt kortfattet. Dog lyttede hun til hans ord og så lidt mere opmærksomt op på ham. Når det var de ord han gav hende, så huskede hun udmærket Nathaniel. For et kort øjeblik blev hun taget tilbage til sin barndom, til en af de dage hvor han havde besøgt dem og forsøgt at få hende til at gøre de ting normale piger på hendes alder ville gøre men det var aldrig sket. Hendes blik var tomt for lange sekunder inden hun atter fik sig samlet, rystede på hovedet og så tilbage på hans skikkelse. ”Jeg husker dig. Om ikke andet fra dengang også selvom dit navn var gledet væk i mængden,” svarede hun lidt intetsigende. Hvad angik hendes fortid så var hun yderst lukket og enhver som havde kendskab til den blev frosset ude så hun undgik at snakke om den. ”Hvis det er din baggrund for at kalde dig selv nær ven af familien, så vil jeg påstå at det er en overdrivelse,” endte hun direkte. Hvad der var blevet af ham vidste hun ikke engang, for en dag var han stoppet med at komme og så vidt hun huskede, havde hun ikke skænket ham en tanke siden, med andre ord kunne han ikke have spillet en så vigtig rolle i hendes liv som han ellers tillod sig at påstå.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde altid bragt en utrolig ro med sig, for han havde aldrig været meget for det at føre krig eller noget lignende, for.. det var han ikke. Det havde kostet frygtelig mange menneskeliv, og der var mange andre måder at føre krig på, end at føre en bue eller et sværd. Hans blik hvilede på hende. Uanset hvad han ville sige, så ville hun intet kunne huske, og selv for ham, var det en frustration uden lige, for han havde brug for et spark bagi, som kun hun ville være i stand til at skænke ham, selvom han vidste, at det nok ikke bare var noget som han kunne gøre bare sådan uden videre. ”Det vil næppe virke overbevisende at komme med den ene påstand efter den anden, hvis du ikke mindes mig i det hele taget, Faith,” medstemte han med en rolig stemme, som han let betragtede sig af hende. Det gjorde ham naturligvis trist, at hende såvel som Kimeya konstant skulle være ramt af så megen modgang, for det havde ingen af dem fortjent, og nu hvor det var tydeligt ofr ham at kvinden ikke kunne huske noget, så forstod han sig kun bedre på Kimeyas frustrationer. Han havde været omkring hende som lille, og det vidste han, men om det var noget som gjorde, at han fandt den ro som han egentlig havde brug for. Han fandt selv en flaske frem, som han fik proppen af. Ja, selv han kunne være menneskelig og derved også dulme de sorger en smule, som han måtte brænde inde med, for det var bestemt heller ikke småting efterhånden. ”Du lærte aldrig at sige mit navn rigtigt, før du blev meget ældre,” påpegede han sigende, så det at hun ikke havde været i stand til at huske det, forundrede ham jo egentlig ikke i længden. Han tog en stor tår af en ellers glimrende vin, inden han igen vendte sig mod hende. Hun var langt hårdere end hvad han lige kunne huske, og det var noget som et sted kun frustrerede ham. Efter tabet af Liya, havde han bestemt heller ikke hvad man kunne kalde for den bedste tålmodighed. Han trak vejret dybt. ”Jeg tænker ikke blot på din moder og søster, Faith, men den familie som du fik dig i årene som fulgte. Efter Memphestos bortgang,” påpegede han med en ganske sigende og bestemt mine. Han satte sig roligt ned. Det var slet ikke fordi at han var ude på at virke truende eller noget lignende, og bevidst, så undlod han at nævne Kimeya, for det var jo tydeligt, at det slet ikke var en del af historien som hun virkede.. synderlig interesseret i. ”Som den familie du var sammen om, med den mand, som skænkede dig den ring. En skam jeg aldrig nåede at være der til den store dag, Faith,” sagde han med en rolig stemme. Han havde jo ligesom.. været død selv.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith huskede på ingen måde hvem Nathaniel var eller hvad han stod for. Selv havde hun altid været en form for kriger i og med at hun havde pådraget sig byrden at være leder i en temmelig ung alder. Det lod nu til at hun havde haft den stilling i flere år end hun huskede, hvilket var noget som frustrerede hende. Den viden og erfaring ville komme hende godt med. Hun blev siddende med benet på kors med det andet og rank ryg med sit glas vin i hånden. Det var ikke ofte hun rørte det stads, men lige nu var det lige hvad hun havde behov for. De intense, grønne øjne gennemborede hans skikkelse. Hun stolede ikke på ham og hun lagde skam heller ikke skjul på det. ”Det kan der være noget om. Men eftersom jeg intet husker, så kan enhver tåbe jo komme og påstå at han har været en del af mit liv,” påpegede hun sagte. Ja hun var muligvis en hård kvinde, og det var.. befriende. Følelser havde gjort hende blød, ellers ville hun aldrig være endt med en mand som Kimeya med et hav af unger og det var ikke en fejl hun havde tænkt sig at begå igen. Den ene albue støttede hun mod bardisken og lod de blege fingre begrave sig i hendes flammerøde lokker. Flammen i sin hånd satte hun roligt på bordet dog uden at den brændte fladen. Det krævede lidt mere energi men hvad pokker, det var anstrengende at sidde med. Hun kneb øjnene sammen idet han begyndte at køre rundt i hendes fortid, det var bestemt ikke noget hun havde planer om at drøfte med ham. ”Det er underordnet og gør bestemt ikke at jeg husker dig bedre. Du forsvandt og jeg glemte dig, mere er der ikke at sige om den sag,” afviste hun kortfattet. Han var blot endnu en af dem som havde vendt hende ryggen, for så vidt hun huskede havde han ikke forsøgt at rive hende ud af det helvede hun havde levet under med sin far. Idet han nævnte den familie hun efter sigende havde stiftet med Kimeya så hun opmærksomt op også selvom det var med et advarende blik. Det var ikke et område han skulle begynde at bevæge sig ind på! Kort skævede hun ned på sin ring og tog sig selv i at vende hånden om så den gled mere i skjul i håb om at han ikke havde set hende bære den. ”Der er intet at være ked af. Jeg husker den ikke og det passer mig fint. Hvis du virkelig var min ven, hvorfor fanden stoppede du mig så ikke i at begå mit livs største fejltagelse og gifte mig med en mand som Kimeya?! Hvorfor forhindrede du mig ikke i at skyde hans rådne unger ud?!” spurgte hun med en hvislen, mens flammen på bordet for en stund voksede. I hendes øjne kunne han umuligt have holdt af hende!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde allerede på forhånd opgivet at forsøge at forklare Faith om noget som helst, for han magtede det ganske enkelt ikke. Normalt ville han ikke være bange for at kaste sig i krig med hende, men så bestemt og ledende som hun var, så var det bestemt heller ikke ligefrem den kvinde som han kunne huske, så han fandt det vel egentlig bare bedst at holde sig lidt i baggrunden. Selvom han et sted godt kunne forestille sig, at den uvidenhed, uden tvivl noget som et sted vel også måtte frustrere hende? Han ville naturligvis ikke blande sig i det, hvis hun ikke var overbevist om at han faktisk havde haft en stor betydning for hende, og hendes familie tilbage før i tiden, selvom sygdommen havde revet ham væk fra det hele i en tid, hvor de nok alle havde haft brug for ham. Det var bare en sjov fornemmelse som han havde af sagen. ”Netop. Derfor ser jeg ikke nogen grund til at komme med den ene påstand efter den anden. Det gør mig kun.. frustreret at du intet husker.. Ingen følelser, tanker..? Ingenting?” spurgte han. Han ville ikke sidde og snakke om hendes liv, hvis hun ikke ville have det, eller hvis det slet ikke sagde hende noget som helst, og det stod han meget gerne fast på, for han var slet ikke ude på at gøre hende mere vred end det som hun virkede til at være i forvejen. Det som et sted også måtte more ham, var at han kunne have været hendes far, for hendes mor havde jo trods alt bedt ham om hjælp. Det var jo der, at han havde valgt at bakke ud for alvor, og det var jo en af de ting, som han kun måtte fortryde i dag. Det var bestemt ikke fordi at han ville sige, at han havde svigtet hende. ”Jeg gled bort på grund af en sygdom som længe havde plaget mig, såvel som min familie.. og dig,” sagde han endeligt. Det lignede hende slet ikke at være så ligegyldig og da slet ikke med ham. Nu hvor han alligevel havde valgt at bevæge sig ind på det med Kimeya, så var det skam også kun fordi at han havde set den ring på hendes finger, men ikke valgt at kommentere den, for han kendte hendes stædighed godt nok til at vide, at hun i det tilfælde, ville fjerne den. Han rettede sig en anelse op, kun for at vende blikket mod hende endnu en gang. ”Jeg tror virkelig ikke du kan huske hvor glad du har været for den mand, Faith. Eller Cedric og Cecilaya for den sags skyld, som nu ligger gravlagt. Var det til fare for nogen, så havde jeg gjort det.. Og tro mig.. Jeg har grebet ind i mange ting, hvad angår Jer to,” sagde han med en ganske sigende mine. Han tog endnu en stor slurk af flasken som han havde fået fat i. Lige hvad det var, vidste han ikke, men det smagte faktisk ganske udmærket.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hvordan Faith normalt agerede overfor ham, vidste hun ikke men det var også lidgyldigt nu hvor hun ikke huskede noge.t Det var lidt frustrerende på disse tidspunkter hvor hun ikke kunne hverken be- eller og afkræfte noget som helst. Enhver kunne have været tæt på hende uden at hun havde kendskab til det, den eneste grund til hun endnu ikke havde valgt sin hukommelse til, var netop tanken om Kimeya. Det lød måske dumt, men hun frygtede at rygterne talte sandt og det ville vise sig at hun faktisk skulle blive glad for Kimeya en gang til, det ville være en dårlig start. Hun så ned i bordpladen og tegnede nogle ukendte mønstre hen over den glatte overflade mens hun overvejede hans ord. Gjorde hun sig tanker, følelser? Ja omkring Kimeya, men det var bestemt ikke noget hun ville dele med ham. Hun rystede på hovedet. ”Det gør dig frustreret? Det er mig som intet husker, søde skat, men nej jeg gør mig hverken tanker eller følelser,” svarede hun lidt opgivende. Hun følte lidt at hun var endt i et trejdegradsforhør, men han havde tilsyneladende ikke forstået at hun ikke ville dele noget med ham. At han så kunne have været hendes far var ikke noget hun huskede, selvom hun havde fået det at vide engang.. det lå jo fjernt for hende nu, uanset så var han forsvundet og hun havde ikke fået en større tilhørsforhold til ham end som så. ”I så fald siger jeg velkommen til livet. Jeg beklager hvis det fornærmer dig, men for mig et du fremmed,” erkendte hun ærligt og så op på ham or hun så ikke nogen grund til at lyve for ham, for det gjorde han trods alt ikke. Han havde åbenbart ikke tænkt sig at følge hendes advarsel på trods af at hun ville have mene at det var blevet gjort klart ofr ham, at hun ikke ønskede at tale om Kimeya. Hun fnøs kortfattet. ”Nej heldigvis. Jeg blev tilsyneladende blødgjort, og det er direkte ynkeligt. Hvis du havde været min ven, så havde du forhindret mig i at begå en sådanne fejl, og jeg vil sikre mig at det ikke er noget som kommer til at ske endnu engang,” lovede hun lidt vredt. Med det ansvar hun havde overfor dæmonerne, kunne det ikke passe at hun havde giftet sig med den værste warlock af dem alle, tanken irriterede hende også fordi.. følelserne var der jo på sit vis stadig, hun havde lyst til at være tæt på ham og det havde fået hendes hjerte til at hoppe, direkte at se ham stå og dufte til hendes tøj som han havde gjort ved søen. Billeder skød hun bort, det gjorde kun mere skade end det gjorde gavn.

[Nathaniel Diamaqima]

Det frustrerede uden tvivl Nathaniel at Faith intet kunne huske, også fordi at det spark bagi, var noget som han uden tvivl godt kunne bruge. Som det nu var sagt, så var han da om ikke andet så glad for at se, at hun klarede det godt på trods af omstændighederne. Normalt ville hun have hoppet ham i favnen for at være der, men det var tydeligt ikke hvad han blev mødt af for denne stund, hvilket nu heller ikke rigtigt kom helt bag på ham. Det ukendte var skræmmende, og specielt hvis det var noget af det som man før hen havde haft tæt hen på livet. At alt var væk.. Minderne var en ting, men tanker og følelser var væk lige så, indikerede kun, at det faktisk var af den alvorlige slags. Han sukkede indædt. ”Det ukendte er skræmmende ikke at kunne huske, Faith.. Det gør en svag på længere sigt, hvis det ukendte er kendt for andre,” sagde han ganske sigende. Det var skam slet ikke fordi at han ville lægge pres på hende, men han ønskede nu alligevel at.. forsøge at skabe et tillidsbånd, for han vidste jo godt, at det ikke ville blive nemt. Det var ikke lang tid siden han selv var kommet til livet, men lige nu måtte han erkende, at livet ikke rigtigt bragte ham nogen glæde længere. Han havde vel gravlagt det i takt med at Liya var lagt i jorden ved Marvalo Mansion? Det sted som hun havde anset som sit hjem og sin frihed, så det var en sidste glæde på den evige rejse, som han agtet at give hende. ”Kun er jeg en fremmed, fordi du ikke kan huske mig, Faith. Jeg erkender gerne, at den Faith som jeg kendte værende i Marvalo Mansion ej har været så kold og kynisk som du netop nu viser mig.” Sagen var vel, at han havde brug for den velkendte Faith og ikke den som han i øjeblikket faktisk stod overfor? Han satte flasken fra sig igen. At dulme sorgerne ved at drukne dem, havde ikke ligefrem været hans kop the, men han vidste ikke hvad andet han skulle gøre lige nu. Han stod nu fast på at lykken havde ramt Faith og Kimeya mere end bare den ene gang, men at der havde været så frygtelig meget, som havde kæmpet imod dem, at det var gået til sit. En skam. De var ment for hinanden, og selv den tanke var af Nathaniels overbevisning. ”Hvis du kunne se den lykke, som jeg så i dit blik, når du var omkring den mand og jeres familie.. En juleaften på din søns fødselsdag, Faith. Hvorfor skulle jeg ødelægge det? I var glade for hinanden.. og du bærer jo trods alt hans ring. Jeg ved, at du ved, at der ligger noget i det.. Og ønsker du ikke at kende til den sandhed? Vide hvordan tingene forholdt sig?” spurgte han.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith havde ingen idé om at det denne gang var Nathaniel som havde brug for et spark bagi. Hun vidste ikke hvor meget det ville have frydet hende, hvis hun havde været i stand til at huske. I stedet så hun blot på ham med en form for intentistet og ligegyldighed, mens hun sad og drak sit glas med vin som næsten var blevet tømt en kende for hurtigt. Hun så overvejende på flasken og overvejede hvor vidt den var hendes ven eller ej, også selvom hun hurtigt besluttede sig for at fylde op på ny. ”Man må tage det sure med det søde, ikke sandt?” endte hun lidt sigende. Med hukommelsen ville hun kunne huske hvorfor hun havde giftet sig med Kimeya og hun frygtede at svaret ville være ”af kærlighed” for det ville for alvor være svagt og ynkeligt!
Lidt tøvende så hun op fra sit glas, og hævede et forundret øjenbryn. Ikke så kold og kynisk? Hun var bestemt hverken kold eller kynisk bare fordi hun ikke var godtroende eller blødsød. ”I så fald tror jeg kun det er en fordel at jeg intet husker. Jeg er hverken kold eller kynisk Nathaniel, men min stilling kræver af mig, at jeg er en kende hårdfør, hvis det ikke er noget du kan håndtere så ved du hvor døren er,” tilføjede hun og kastede med hovedet mod den, inden hun atter nippede til sin vin. Var hun virkelig blevet blød? Tanken frustrerede og skræmte hende, for det at åbne sig for nogle ud over dæmonerne, det gjorde hende direkte panisk. Hvor meget vidste disse mænd om hende? På sit vis kunne hun ikke lade være med at længtes lidt efter Evan eller Jared, de to havde altid haft et gyldent svar på alting. Ved hans ord sendte hun ham et dræbende blik. Han skulle bestemt ikke som fremmede komme og forsøge at manipulere hendes sind! ”Det eneste jeg ønsker svar på, er at vide hvordan jeg kunne begå en så stor fejltagelse, Sir. Jeg giftede mig med en mand.. en warlock af værste skuffe, jeg skænkede ham tilsyneladende min krop og fødte hans fire børn på trods af at jeg aldrig har ønsket mig sådanne. Jeg er blevet fortalt gang på gang at han og jeg har haft et kaotisk forhold, netop fordi vi ønskede forskellige ting med livet, hvilket er klart. Vi døde begge, vågnede uden hukommelse og vor børn er alle døde. Der er en mening med det, Nathaniel og den har jeg valgt at acceptere,” bed hun lidt fast og rejste sig. ”Hvis ikke der var mere, tror jeg vi er færdige her?” sagde hun roligt, også selvom hun kunne mærke på sig selv at hun var ved at blive godt vred!