Man fægter sig i livet frem, om så det er i blinde!

[Deleted]

Der var forholdsvist meget liv i Dvasias gader. En mand stod og skreg for at få solgt sine varer, et par horer stod ude langs bordellernes indgange og gjorde sig til. En spøgelsesbleg skikkelse lyste op i det mørke billede. Groa var iklædt helt hvidt tøj, pufbukser, høje musketerstøvler og en broderet skjorte. På skjortens ærmer var der syet en masse hvide svanefjer, som blafrede når hun bevægede sig, og hendes ansigt var skjult bag en fuglelignende maske, med guldnæb.
Hun havde ikke medbragt andet end sig selv og improviserede derfor en hel del.
På jorden smed hun en sort hat til penge og begyndte at slå vejrmøller og saltomortaler. Folk stoppede op, men gik mest forbi.
"Kom nærmere, kom nærmere. Vær ikke genert!" Hatten holdt hun frem for sig efter endnu et nummer, men den var så godt som tom.
"Det er da for galt." mumlede hun lavt. "Det dvasianske folk er mindst lige så kræsne som de procianske."

MEN! Hvis ikke de ville komme til hende, måtte hun bare komme til dem og irritere dem indtil hun fik noget. Ynkeligt? Ja. Givende, måske. Farligt, muligvis. Det var altid som at gamle med procianske væsner. Man anede aldrig hvilken særling man havde fat i.

[Alexander Raphael Vladimir]

Det var ikke fordi Alexander var dags sky og døde af at begive sig ud i dagens lys. Det kunne medføre død hvis han stødte på de forkerte personer og væsner. Hans krafter var jo trods alt svækket i varmen. Men heldigvis var Dvasias et mere mørkt land og han kunne derfor med større sikkerhed begive sig ud her end ellers. Mere mørke betød mindre sollys og derfor mindre varme. Denne dag var han skam også reddet ud. Han trængte til noget frisk luft og måske få handlet lidt. Det var efterhånden ved at være småt med madvarer til både ham og dyrene. Han sad lige nu på ryggen af sin hingst der roligt trådte skridt for skridt fremad. Han sad med den sorte kappe om sin hals og den lå rundt om ham og afslørede kun hans støvler i stigbøjlerne og det nederste af de mørke, ja næsten sorte bukser. Han havde kappens hætte trukket op over hovedet så det meste af hans mørke blonde hår var også skjult. Der stak nok nogle totter lidt ud under kanten. Det meste af hans ansigt lå i skygge og han red roligt videre frem og lod hesten gå i sit eget trav selvom der var plads nok til den kunne gå hurtigere. Det var dog ikke nødvendigt. Han stoppede op og svang sig ned da han kom til en der havde noget røget kød. Det var blandt andet det han skulle have noget med af.

[Deleted]

"Kom nu herrer og møer, det her er en en-gang-i-livet mulighed.... Det går til et godt formål?"
Hun stirrede irritabelt frem for sig under masken og sukkede. Kunne hendes bønner være hørt i det høje? Der kom en kutteklædt skikkelse riddende, og det her muldyr så ekstra nobelt ud, og eo ipso måtte han være rig!
I et meget kragelignende spring var hun henne ved skikkelsens der nu trådte ned. "Giv en skærv!"
Fra en bod ved siden af trak hun en masse sabler og begyndte at jonglere med dem, måske, lidt faretruende tæt på.
"Prøv ikke dette derhjemme!"

[Alexander Raphael Vladimir]

At støde på gade optrædende var ikke noget Alexander var så meget vant til som en del andre måske. Mest fordi han jo færdes ude om natten og sådan set kun kom til byerne for at handle eller hvis han havde noget job at udføre. Han så på skikkelsen som enten var en ung pige eller dreng. Svært at se ordenligt sådan som personen bevægede sig. Men han hældte mest til en pige. Stemmen havde passet bedre til det. Han bad slagteren om at pakke det tørrede kød godt ind før han rakte mønter frem og betalte. Han vendte sig så halvt og rakte hånden frem mod den unge pige der svingede med sabler. Han gik ud fra det var en ung pige. Ansigtet var skjult bag en maske. Han ventede på hun ville ligge de sværd ned igen. Både for at hun ikke ramte nogen eller noget og for at hun kunne få de mønter han havde i sin hånd. Om han betalte fordi han kunne lide det og fandt det underholdende, eller om det blot var for at få hende til at stoppe var jo ikke til at sige. Alexander udtrykte stortset aldrig følelser offentligt medmindre han var på arbejde og det var påkrævet. Han fik sine varer pakket ind og lagde dem ned i den ene sadeltaske så det lå trygt og godt.

[Deleted]

Da skikkelsen begyndte at række hånden mod hende kastede den lille kvinde sablerne, så de ramte bodens bord med den skarpe side ned. Manden ved den hoppede et par skridt tilbage. Hun bukkede.
"Jeg takker af hele mit hjerte! Du er alt for venlig"
Positionen holdt hun lidt, så hun bedre kunne se ned under kutten. Der var en skygge, men hun kunne da skimte lyse lokker og en ret maskulin kæbe.
Hun skævede til hesten, hun skævede til mængden af kød og til manden igen. Ud fra den størrelse måtte han enten have familie at forsørge, eller en meget stor appetit!

"Jamen mulddyr spiser da ikke tørret kød, min herre!"

[Alexander Raphael Vladimir]

At hun nærmest smed sablerne fra sig og at det ikke var noget som folk nær ved var trygge ved ville måske få mange til at trække hånden til sig, bakke væk som de andre og nægte at betale for en dødsfælde. Han lod hende dog få pengene. Ellers begyndte hun vel igen? Gjorde hun måske endda alligevel et andet sted. Han så over mod manden der havde haft sablerne i sin bod. "Jeg vil råde Dem til måske at holde de skarpe genstande længere væk fra forbipasserendes hænder." Han sagde det ikke med en vred tone. Den var faktisk temmelig neutral. Han skulle jo naturligvis ikke bestemme over folks boder, men han havde jo også blot sagt det var et råd. Dog skyndte maden at få alt om på sin side af boden så han kunne håndtere dem.
Cæsar gav et vrinsk, nærmest fornærmet, da hun kaldte ham for et mulddyr. Samtidig gled Alexander's blik tilbage på hende. Han lagde let en hånd på Cæsar's hals, da denne var begyndt at stampe med sin ene hov. Nok i en slags protest over at blive forvekslet med et mulddyr. Men hoven stoppede ved berøringen. "Det er en hingst unge frøken. Og kødet er ikke til ham." Hans stemme fortsatte med, at være neutral. Han hidsede sig ikke op. Ikke som Cæsar der var temmelig stolt lod det til. Han var dog holdt op med at skabe sig for nu så det var kun godt. Han så stadig på skikkelsen foran sig. Mest for at se om hun havde hørt hans ord. 

[Deleted]

"Holde dem væk? Jamen hvorfor? De var så vakre."
Da hesten nærmest svarede på hendes tiltale måbede hun og løb hen til hesten, for så at gribe fat om dens mule, mens et stort smil smil tittede frem, som hos et barn med slik. Eller hun prøvede da ivrigt på det.
"Forstår den hvad man siger!?"

"Hvor har du købt den henne? Så er det måske slet ikke et mulddyr, men et forbandet menneske!"
Hun rakte op, i forsøget på at gribe fat om dens ører.

[Alexander Raphael Vladimir]

At blive grebet om mulen fik blot Cæsar til at vrinske og slå med hovedet for at komme fri af det uønskede greb og kaste hovedet op og bagud for at få det i sikkerhed. Alexander måtte berolige ham ved at stryge ham let over halsen. "Nej han er jo en hest.." Han vidste dog, at selvom han var et dyr så var der nok visse ting han kunne fornemme. Dyr var ikke så dumme som folk gik og troede. Han rakte stille ud og tog let fat om hendes hænder for, at stoppe hende i at gribe ud efter ørerne eller andet på hans hest. "Beklager, men han kan ikke lide, at man sådan griber fat i ham." han talte roligt og håbede hun kunne se eller fornemme, at det gjorde hesten nervøs, at hun sådan lavede pludselige bevægelser og greb ud efter ham. han strøg roligt Cæsar over halsen igen. Han havde ikke i sinde at skælde hende ud for det. Hun virkede harmløs og bare.. nysgerrig og ivrig? Han ville dog ikke risikere, at hans hest gik og var urolig resten af dagen. Han passede godt på sine dyr. De var hans familie.

[Deleted]

Der var mange ting som Groa ikke havde styr på, på trods af de 200 år hun havde løbet frit omkring. Dyr var en af dem. Dyr skulle bruges til at spise og give energi, så når at hesten begyndte at gøre ved var det ikke noget hun kunne tolke. Hun holdt fast indtil manden greb fat i hendes fingre. Hun blev ganske uforstående stående og kiggede ind mod ansigtet, der var klædt i skygge. Hun tippede hovedet på skrå, som en due og kiggede tilbage på hesten.
"En hest." Hun nikkede.
"Kan ikke lide at blive grebet fat i" hun nikkede igen.
Manden ville vidst give hånd, så hun foldede sine spinkle fingre om hans hænder og vuggede dem frem og tilbage, med et smil.

[Alexander Raphael Vladimir]

At hun så valgte at vende det lette greb om hendes håndled til et håndtryk og dermed en slags hilsen overraskede ham lidt. Men at hun gentog det han sagde som for at huske sig selv på det var noget der var en god ting. Positiv. Meget positivt. Så ville hun måske huske det til en anden gang så hun ikke gik og skræmte en hest eller andet dyr måske. Et svagt smil gled kort over hans læber inde under hættens skygge. "Rigtigt.. Det er aldrig smart at lave pludselige bevægelser foran dyr. Rolige bevægelser så de ved, at du ikke vil dem noget ondt og så de ikke skræmmes væk." Det var jo noget som galt alle dyr stortset. Kom man løbende og lavede store arm bevægelser ville dyr enten flygte eller angribe. Han så kort op og ned af hende igen. Hun virkede ikke særlig gammel. Og hun så heller ikke ud til det så hun var måske kun et barn? En ung teenager kunne det måske vise sig at være, men han tvivlede på en voksen. og dog.. der fandtes jo voksne med ungt udseende og som måske ikke havde været ude i verden og dermed ikke kendte meget til den. Men han holdt sig nu til sin første indskydelse med, at hun var et barn.

[Deleted]

Pludselige bevægelser forskrækkede dyr... Så hun havde skræmt muld-HESTEN-. Tænk hvis den nu var blevet sur?
Hun greb nu igen ud efter hestens ører og trykkede sin pande ind mod dens mule, eller forsøgte her på, så gled hendes arme ned over Cæsars hals hvor hun hængte sig i en krammende position.
"Du er et meget ædelt mulddyr. Tilgiv mig!"

Hun vendte hovedet mod det tørrede kød. Op af sin lomme trak hun nu en saltet strimmel kød og forsøgte at fodre dyret med det.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han sukkede let og følte et sted lidt han stod og talte til et lille barn. Gjorde han måske også? Han tog igen fat om hendes hænder med et let greb. "Jeg har jo sagt han ikke vil gribes at i. Vil ingen heste næppe finde sig i. Ville du bryde dig om, at en kom og trak dig i ørerne?" han så på hende med et lidt alvorligt blik, men stadig uden at skælde hende ud som sådan eller lyde sur. Han forsøgte bare at få hende til at forstå. Da hun så hang sig om hans hals gav Cæsar et vrinsk fra sig og Alexander måtte igen tage fat i hendes arme og få hende lidt væk. Da hun så forsøgte med kødet sukkede Alexander nærmest opgivende. Hun hørte ikke særlig meget efter det der blev sagt så det ud til. Han rystede på hovedet og Cæsar ikke så meget som strakte mulen frem mod kødet, men tværtimod at komme væk. Alexander tog tøjlerne før den store hest ville bakke ind i nogen eller noget og beroligede ham forsigtigt. "Se.. han vil ikke spise kød.."