Det gamle lys

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var allerede for længst gået op for Gabriel at hans indblik på tingene, slet ikke var noget som Paige måtte dele, også selvom det nu heller ikke var noget som forundrede ham som sådan. Paige havde altid været kendt for at være sin egen herre, og det var tydeligt også noget som frustrerede ham, for han forsøgte for pokker bare at gøre det rette, men også på sin egen måde, og det var slet ikke meningen at Silia skulle være under påvirkning af noget som helst. Efterhånden havde den kære lille familie mere end rigeligt også personligt, såvel som professionelt at slås med, og det var slet ikke noget som han havde nogen intentioner om at involvere Paige i, for sandt som det var sagt, så stolede han slet ikke på hende. ”Jeg ved hvad jeg laver, Paige, og jeg har brug for at du stoler på mig, i stedet for at stå og modargumentere mig,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Paige havde ganske vidst altid været en handlingskvinde, og det havde han altid været temmelig klar over. Der var vel en grund til at hans kære moder havde valgt at skænke hende den plads? Selvom det næsten ene i sig selv, var et tegn på at det virkelig havde rablet for hans kære moder før hendes død. Næverne knyttede han let. Han havde mærket sig af magien, og tegnene på Silias utilpashed, var noget som selvfølgelig kun havde revet i hans bekymring, og derfor havde han været nødt til at handle på det. Han kunne snildt tage den plads fra Paige, for i hans øjne, så havde hun ikke vist ham, at hun havde fortjent den plads som hertuginde, for han kunne bestemt ikke sige sig, at være særlig imponeret af dette. ”Jeg handler ud fra mit hjerte, og hvad jeg finder bedst for mit land og for mit folk, mere end hvad man kan sige, at du har foretaget dig igennem tiden, Paige. Dine eksperimenter med magi er alment kendt her til lands og tro mig.. Jeg har forsøgt at dække over det. Jeg vil have et stærkt land, et stærkt folk og en tillid gensidig.. Og det er ikke hvad du viser mig ved at komme her på denne tid af døgnet og nærmest gøre dig et angreb på slottet og dets beboere.. Jeg beordre dig til at tage hjem,” sagde han med en advarende tone. Han var den som havde den udøvende magt, og det var noget som hun burde vide, og så var han bedøvende ligeglad med at han var yngre end hende, for selv han var nødt til at finde sig til rette i det hele, og det følte han faktisk, at han efterhånden var ved at være ganske god til. I Gabriels øjne, så modsatte hun sig slottet og kongefamilien ved at handle mod hans ønske og ordre, for han havde slet ikke ønsket noget som helst af hende hvad dette angik, og han fandt sig bestemt heller ikke i at blive snakket til som havde han været et barn. Folk ønskede handling? Folket var krævende, og de snakket i krogene når de ikke var tilfredse.. Ja, kæden var jo aldrig stærkere end det svageste led, så der var frygtelig mange ting som man kunne gøre ved det. ”Du er blind for dine egne handlinger, Paige.. Jeg skal nok tage mig af slottet, og har jeg brug for din hjælp, så skal jeg nok sige til. For nu vil jeg have at du tager hjem, og holder lav profil. Du er ikke populær i forvejen, og du ved det.. Folk går til dig, for du er en af dem, som virkelig kan formå at sætte en røre i det hele. Tag hjem og bliv der.. Og det er en ordre!” afsluttede han med en yderst advarende stemme. Han havde slet ikke tålmodighed til alt det andet!

[Deleted]

Paige gned hendes slanker fingre mod hendes pande. Det var slet ikke sådan her det skulle være gået til. Hvis bare Gabriel ikke var så forbandet stadig, og dog træk hun svagt på de øde læber og smilte – Han var i sandhed Elanya’s søn, og det varmede Paige at se.. Elanya havde heller ikke givet Paige hendes status sådan uden videre, hun måtte bevise sig selv gang på gang før den blev tildelt hende, så måske havde Paige været for arrogant i sin fremtoning? Paige skød tankerne fra sig og havde i løbet af Gabriels talestrøm sådan set bare lukket ham ude. Paige havde svømmet i minderne omkring hende og Elanya’s tid sammen, deres kampe, deres glæder og Paige’s smil voksede kun i takt med de minder flød frit rundt i hendes sind. Faktisk så skiftede hele Paige’s udstråling, i stedet for arrogant og kold blev Paige mild og på sin egen måde forsigtig i sin figur, som om hun ikke havde den selvtillid hun havde haft under deres samtale mere. Hendes blik var kræligt som en moders og hendes brændende brune øjne blev klare og krystalblå i stedet. Paige rettede hendes højre arm så den var helt udstrakt og helt vandret og smilede til Gabriel. ”Lyt til mine ord, Gabriel.” Sagde Paige med en stemme der var så anderledes fra før at hvis ikke hendes slanke krop stod som bevis på det var hende, ville man have troet det var en anden, en moder der stadig havde håb og kærlighed i sig. En klar stråle skød fra Paige hånd og ned i jorden, Paige’s troldstav blev fremmanet og hun slog den en enkelt gang ned i det kolde flisegulv. Stjernen ved hendes øje lyste blåt og på et split sekund havde Paige indhyllet hele rummet i en så ren magi fra den gamle tid at der ikke kunne herske nogen tvivl om hvor Paige stod. ”Slip alle hæminger, slip bekymringer. Bryd grænsen af din krop, slap af og nyd roen” Sagde Paige og trængte langsomt ind i hans sind. ”Luk øjnene og tag imod uendeligheden!” Sluttede Paige af, før hendes øjne blev helt mørkeblå og Paige trængte ind i Gabriels tanker. Men ikke på nogen voldsom måde, før magien om Gabriel ville få ham til at slappe af, blive rolig, og sænke alle hans forsvarsværker. Paige begyndte at nynne, en melodi som hun vidste Gabriel ville genkende som noget godt, for Elanya havde nynnet den så ofte omkring hans spæde krop. Paige gyldne hud begyndte at krakelere og der hvor den forsvandt, var der bare klart lys der strømmede ud fra hende. Paige svømmede rundt i hans tanker, lukkede af for de private dele af hans hukommelse som hun tillod ham at havde for sig selv, men lærte også omkring Gabriels tid på tronen fra hans egne øjne og hvilke kampe han stod med. Paige forsatte sin nynnen og efter noget der ville havde virket som et øjeblik for Gabriel der blev holdt i en tance af kærlighed og forglemmelse, fandt Paige alt der havde med denne nat at gøre. Alle lyde, lugte, indtryk, aftryk. Alt der kunne havde med denne nat at gøre fra Gabriel vågnede til nu, fangede Paige og trak sammen. Ude fra Gabriels sind stod nu kun et klart lyst væsen med omkring seks vingelignede ting fra ryggen og fire arme og et par slanke ben, og kun to blå øjne der kunne sørge for man havde noget at fokusere på. Med troldstaven i den ene hånd løftede Paige den og fra hendes væsen lød der et skingert og næsten døvt skrig og træet bag hende fik en lang flænge ned igennem stammen. Ud fra flængen flød en klar grøn væske der susede mod toppen af troldstaven og formede en lille grøn kugle. Paige begyndte at messe på en underligt sprog og hendes hvisken trængte igennem alt på slottet. Fangede alle sind, alle tanker alle energier og fik dem til at glemme. Hun hævede den frie hånd tog fat om Gabriels hals som om hun skulle til at kvæle ham, men i steder pustede hun en varm brise imod ham der skulle få ham til at sove, og når søvnen havde fat i ham ville han blive tryllet op ved sin hustrus side som om intet var sket. Når han igen vågnede ville han have glemt alt om aften for den lille grønne kugle over Paige’s troldstav havde alle minderne, tankerne, alt fra alle omkring denne nat og den havde slugt meget af Paige’s livsenergi. Paige slog endnu engang staven i jorden det lyse væsen sprang i tusind stykker og afslørede for en kort stund en gammel, utrolig gammel kvinde, før Paige tog en dyb indånding og blev sit unge og smukke jeg igen. ”Slut” Sagde Paige ganske stille og skjoldet omkring slottet smuldrede væk som dug for solen, og træet bag hende visnede ind til en tør gren. Paige sank sammen på det kolde gulv og klamrede sig panisk til sin troldstav. Hun tugtede læberne utallige gange og prøvede at udtale ord der ikke ville komme. Men til sidst kom det og væk var Paige. Hun efterlod rummet med et visent træ, stadig frit tilgængeligt og med en hvisken der flød igennem slottet med ordret ”Madara”.

//Out.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel handlede som han gjorde, udelukkende på grund af Silia, for nu hvor de var ved at finde ud af det hele, så ønskede han slet ikke at der skulle ske hende noget, for ikke at glemme, at han slet ikke accepterede at Paige skulle handle mod hans ordre og ønske, for han havde slet ikke givet udtryk for at ønske at der skulle lægges nogen som helst beskyttelse omkring slottet her, og hvis han havde, så skulle han nok selv tage kontakten, hvis det endelig var det! Han knyttede næven ganske let. Han var måske meget hen af sin kære moder, men man var vel også sin mors søn? Hans blik søgte direkte til Paiges blik. Lige hvad hun gjorde sig af tanker omkring dette, vidste han ikke, og et sted, så kunne han jo i princippet være ganske ligeglad med det, for han var jo nødt til at gøre hvad han fandt som det rigtige, og det var slet ikke at stå og diskutere med hende, om hvem der var rigtigt på den, og hvem der ikke var, for han var konge, og så havde hun bare at makke ret, ellers kunne han trygt love hende for, at hendes stilling røg lige så hurtigt, som hans moder havde valgt at skænke hende den! ”Jeg lytter skam,” sagde han kortfattet, idet at han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse igen. Næsten som om at han blev mere fraværende i blikket over hvad der skete, da man ikke rigtigt kunne sige, at han havde kontrollen eller magten over magien mere, så han var måske langt mere åben og modtagelig for den, end det som han havde været førhen.
Gabriel trak sig hastigt et skridt tilbage, da hun kastede magien ned i gulvet, hvor det kraftige lys, nærmest opslugte rummet som de befandt sig i. Han nåede kun lige at vende sig mod hende, inden hun søgte direkte ind i hans sind, hvilket gjorde, at han følte sig.. langt mere afslappet et sted. Han blinkede let med øjnene, som hans spændinger synes at forsvinde, kun for at efterlade ham.. træt og dvask. ”Hvad er det du gør, Paige..?” endte han næsten med en tydelig og skeptisk stemme, også selvom trætheden allerede havde meldt. Hans pupiller udvidede sig helt, da hun søgte til hans tanker, og den ellers så frygtelig velkendte nynnen måtte svøbe omkring ham. Næsten som han blev kastet tilbage til sin barndom, og da han var helt lille. En tåre meldte sig i hans øjenkrog. Han savnede hende jo. ”M-mor..?” Uden at han egentlig tænkte over det, så forlod ordet hans strube. Næsten som om at det hele gjorde ham blind for hvad der egentlig skete foran ham. Grebet omkring hans strube, bed han sig ikke rigtigt mærke i, før han var tvunget til at vende blikket mod Paige. Hvad hun gjorde, gjorde hans øjenlåg helt tunge, hvor han næsten automatisk gled ind i søvnen som hun direkte tvang ham i. Som søvnen fangede ham, blev han varsomt hævet fra gulvet, kun for at blive bragt op i sengen side om side med Silia. Kort slog han øjnene op, også selvom det kun lige var for at tjekke. Hans møde med Paige var allerede ganske lykkeligt glemt. Han smilede let for sig selv, inden han roligt kyssede Silias pande og lagde sig til at sove igen, hvilket jo egentlig kom frygtelig hurtigt til ham.

//Out