Det gamle lys

[Deleted]

Kampe, krige, slag, ødelæggelse, mord, drab, vanvid, fortvivelse, frygt og fordærv. Det lå så utrolig tykt i luften omkring dette sted. Omkring hele slottet, ubegrebeligt! Et sted der skulle stå for alt hvad der var godt i dette land, skulle være et sted hvor folk kunne søge tilflugt og altid føle sig velkommen og sikkerhed. Hvordan kunne lederne af landet, af alle de gode racer se til mens dette sted skulle blive hevet fra hinanden og lagt i ruiner. Den eneste trøst var da at de havde fået genopbygget, men til hvad nytte? De var jpo langt fra sikre, de var ikke i sikkerhed, ingen forholdsregler, ingen ekstra vagter, ingenting. De havde lukket grænserne, trukket sig tilbage i håbet om at kunne klare sig - svagt! Ynkeligt! Det var kun et tegn på at de ikke havde kræfterne til at stå imod. Men alt dette skulle nok ændre sig, mørket skulle nok blive trængt tilbage! Natten var for længst gledet hen over Procias, månen stod fuld og skarp på himlen og kun få skyer svævede rundt omkring i små dynger. De høje murer var oplyste af fakler der hang med nogle meters mellemrum, men det var ikke deres lys der vakte varme. En lille kugle af klart hvidt lys svævede igennem luften, og efterlod en følelse af varme, tryghed og en utrolig styrke i magiens kunst. Det var som om den nynnede en gylden melodi der bragte ro og stilhed til sindet. Den lille kugle dansede igennem luften, igennem haven og hen til de store døre der afskar slottets indre emd det ydre. Men den lille kugle svævede igennem døren som om de ikke var der. Den gled igennem slottets maange gange, stadig med den varme følelse eftersig. Men efter nogen tid, øgede den farten, det var som om den fik travlt. Først ind i tronrummet, så biblioteket, op og ned af trapper, igennem flere dæøre, igennem vægge, ind i skabe og ud igen. Men som dens fart var opstået stoppede den foran trapperne der førte ned til kælderen. Den svævede langsomt ned af trapperne stadig nynnende, og efter den havde gennemsøgt flere rum stoppede den foran en store, støvet væg. Fra dens centrum skød en klar hvid snor ned i hjørnet ved gulvet, så en til, endnu en og en sidste. Snorerne slap kuglen og flød ind i væggen hvor den skabte en dør og alle sten der var inden i dens rammer smulrede til støv og afslørede en skjult koridor. Den lille kugle gav et klart lille glimt fra sig og fra dens kerne voksede en slank krop. Snart stod der en kvindlig figur foran trappen. Hendes krop var dækket i en lang hvid kjole, der skjulte hendes ellers varme væsen. Fra hendes stolte skuldre hang en hvid kappe og blafrede let ud fra hinanden, som om hendes magiske udstråling var nok at sætte liv i kappen. Paige sine isblå øjne sætte sig ned af trappen, før de skiftede farve til brune og flammefulde. Hun vendte blikket mod kælderens indgang og smilede svagt - Det spor hun havde efterladt voksede langsomt og satte sig ind i selve væggende, slog rødder og fik styrke til at vokse. Roen, varmen, trygheden voksede sig ind i slottets murer. Paige nåede ned i et gammel rum, hvor støvet dominerede alt der var der inde. Der var fem søjler i en cirkel hvor der befandt sig et lille altar i midten. Sikke dog noget rod. Bare rolig, jeg skal nok få vækket dig igen, tænkte Paige og da hun ånede ud løftede alt støvet sig fra rummet, trak sig tilbage fra alle genstande og samlede sig i en klumb og blev antændt og forsvandt. Paige gik hen til altaeret og lagde hånden på det. Den lille stjerne ved hendes øje lyste svagt op og et lille frø blev skud fra Paiges hånd og ned i alteret. Paige trådte et par skridt tilbage før hun hævede hænderne og begyndte at messe på et underligt sprog. Ved det første ord hun udtalte rungede de genlyd i søjlerne omkring alteret der begyndte at lyse med en klar blå farve. Paige trådte helt ud fra cirklen, og da hendes skridt havde forladt den skød hver søjle en stråle ind i alteret. "Gro" sagde Paige og hendes stemme gav endnu engang genlyd igennem rummet, men trængte også op af trappen og ud i slottets koridoer. Og som Paige havde talt, skød der et lille skud op fra alteret, man kunne høre hvordan det solide mamor det var lavet af, blev tvunget fra hinanden da dets rødder tog fat og gravede sig længere ned i den. Paige lavede nogle fakta med hænderne og sagde flere uforstålige ord og rakte så hænderne ind mod det der nu var en lille plante. Magien skød ud fra Paige, hendes udstråling voksede og mærkerne på søjlerne lyste op. De sang og slugte rådt hendes magi, som ikke synes at have nogen ende. Udenfor imellemtiden, var virkning også begyndte at virke. Langsomt men sikekrt voksede der fem træer omkring slottet. Fra deres væsen voksede der et skjold op der blev smedet sammen omkring slottet, og voksede sig op imod luften - Det var klart, selv almindlige mennesker ville kunne mærke den rene magi fra det, det frastødte alle former for ond magi, rester der sad i slottets murer, brændte planter der var blevet smidtet af ondskab, når skjoldet var færdig ville det foresage enorme smerter på alt med der havde onde gener, en enkelt lille tråd af f.eks. dæmon eller alkymist ville være nok til at lamme væsnet. Paige smilede og lod håndne glide igennem det lange blonde hår. Hun stoppede magiens udflydning og så til hvordan de fem søjler nu slev kunne producere energi til den lille plante der stadig voksede i alteret. Paige gled hånden igennem luften og en svag lys flade blev dannet, hun satte sig op på den og lod lyset flyde langs hendes hud så hvis der skulle komme nogen, ville hun ligne et væsen af ren lys, med to skarpe brune øjne der brændte intenst. Men varmen, trygheden, roen og kræfterne flød stadig fra hende. 

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ved at være en sen aften og Gabriel og Silia havde for længst lagt sig til ro, ligesom resten af slottet havde. Efter de begge var blevet enige om at lægge alt det som hed forretning til side, så gik det hele langt bedre for begge parter, og det var uden tvivl noget som faldt i utrolig god jord ved Gabriel! Som det nu var sagt, så lå han jo i denne stund med hans kære hustru godt og trygt i sin favn og i den sødeste og dybeste søvn, for bedre blev den bestemt heller ikke. Efter Liyas bortgang havde han samtidig også forsøgt at trøste hende, så en del af arbejdet havde hængt udelukkende på ham, selvom han havde bedt hende om at tage den tur til Dvasias adskillige gange, bare for at se til sin mors grav og derved også få en afslutning på det. Han havde jo direkte tigget og bedt hende om det, selvom det til nu ikke havde virket efter hensigten.
Det var ikke fordi at der som sådan var uro i Procias. Langt de fleste var og havde efterhånden accepteret at Silia var deres dronning, og sikkert på grund af hendes fars rygte som den mand som han var, så var det også noget som passede Gabriel fint. Han elskede hende, og han var slet ikke i tvivl om at de nok skulle gøre hans elskede mor kunsten efter og blive et utrolig stærkt regentpar som Procias uden tvivl ville se op til igennem de næste rigtig mange år, for det var blevet et stærkt mål for ham! De mange drømme blev dog afbrudt af en underlig fornemmelse i hans krop og sind, idet at Silia begyndte at røre sig ubehageligt i hans favn. Dette rev ham ud af søvnen, hvor han vendte blikket mod hende, også selvom det slet ikke så ud til at hun vågnede. Han rynkede bekymret i hans pande, for der var vel ikke noget galt? Dette var dog en tanke som hurtigt blev afbrudt. Selvom han måske ikke var nogen magiker, så havde han det i krop og sind, så han kunne jo tydeligt mærke den massive udladning af energi og magi som fandt sted ikke så forbandet langt væk fra dem. Han trak sig roligt, kun for at lade Silia blive liggende i søvnen. Han ville undersøge det, inden han gjorde noget yderligere ved det. Han trak i bukserne og fandt en løs hvid skjorte som han kastede om sig, bare for at have noget at gemme sig lidt bag, idet han forlod De Kongelige Gemakker og søgte ned af korridorerne. ”Hvad foregår her?” spurgte han med en fast tone til vagten som stod lige ved. Vagten rystede let på hovedet. ”Jeg ved det ikke Deres Majestæt,” svarede han. Gabriel fnøs. Noget var galt, det kunne han da mærke. ”Bliv ved Dronningen af Procias, så undersøger jeg det..” Før vagten nåede at komme med nogen protester af nogen slags, så var Gabriel væk.
Turen ned i kælderen blev første mål, for det var der at han kunne fornemme at udladningen var størst. I udgangspunktet, så vidste han slet ikke hvad han skulle forestille sig, men han var nødt til at tage sine foranstaltninger, for det der skete, var tydeligt noget som påvirkede Silia! Han søgte ned i kælderregionerne, hvor der var en dør som.. han slet ikke mindes skulle være der. Han passerede den med rolige skridt, inden det var alteret og skikkelsen som stod lige ved, som fangede hans opmærksomhed. Det var efterhånden ved at være mange år siden han havde set Paige, men igen.. Det var også mange år siden hans kære moder havde sat hende på posten som Hertuginde. ”Hvad end du laver, vil jeg råde dig til at stoppe det,” sagde han med en kortfattet og spids tone.

[Deleted]

Paige der havde fulgt alle de forskellige energier i slottet, havde bidt mærke i at der var én der var i bevægelse, en med et mål der var sat mod kælderen. Paige kunne godt genkende den, men den var da vokset siden hun havde set Gabriel sidst. Det var hans kære moder der hvade gjort hende til Hertuginde, en post Paige besad med stolthed og folket var ikke rystet, selvom der var dem der udviste forsigtigthed med hvad de ytrede i hendes tilstædeværelse. Paige vidste godt hvad skjoldet ville gøre, det var jo bygget og skabt til netop det formål, så hun var ikke overrasket over at Gabriel ville tage sin søgen for at finde målet. Hun lod lyset glide ind i huden der igen blev blank og lettere gyldenbrun og det lange lyse hår der bølgede omkring hendes skulder. Hun studere intenst Gabriel, kunne se noget af hans kære mod i ham, og man kunne hurtigt få fornemmelsen af at hun skar hans væsen midt over og studerede alt hvad der faldt på hendes blik. Hun slankede det ene øjnbryn da Gabriel afgav sin ordre der fik et svagt smil til at pryde de røde læber. "Jamen dog" sagde Paige med en klar tone, uden nogen form for vilje til at bevillige hans ordre. "Du er rigtigt blevet en stor og vigtig mand, lille Gabriel" Sagde Paige og kiggede på ham med øjne der var fulde af historier omkring dem, han skulle bare vide hvad hun vidste. Paige gik et par skridt igennem rummet og stilte sig i vejen for Gabriel og alteret. "Tænk engang, kongen af Procias beærer mig med et besøg" Sagde Paige og gjort et ganske kort men alligevel dybt buk med kroppen før hun igen stod rank og stolt af udstråling. Paige bukkede for ingen, kun Elanya havde fået Paige til at bukke og det var også kun derfor hun bukkede i respekt for hans moder og kort og skjult i dril for at se hvordan han ville reagere. Men hun stoppede ikke planten i at gro nye grene og vokse - og i takt med planten voksede sig til et mindre træ kunne man høre skjoldet voksede sig mig styrke til. 

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Lige hvad det var der skete, vidste Gabriel ikke, men han brød sig ikke om det. Ubehaget havde allerede sat sig i Silia, og tanken om at nogen forsøgte at gøre hans hustru ondt, var en tanke som kun gjorde ham vred, også fordi at han et sted frygtede, at det var dvasianere som endnu en gang måtte trænge ind på slottet, for det var bestemt ikke første gang under hans regeringstid. At det så var Paige som havde valgt at møde op i kælderen og lege med magien, var et sted slet ikke en tanke som han brød sig det mindste om idet hele taget. Han havde måske ikke set hende personligt eller haft noget at gøre med hende, siden han havde været en lille dreng, som også var ved at være mange år siden nu. Han rettede sig næsten automatisk op. Med Paiges fortid, som han også var kendt med, så vidste han endnu ikke om det havde været særlig klogt af hans mor at skænke den plads til Paige, men selv han vidste, at folk kunne forandre sig, så det var bare noget som han var nødt til at finde ud af før eller siden. ”Du har ret.. Jeg er ikke noget barn længere. Det er ved at være mange år siden,” sagde han med en ganske kortfattet tone.
Armene lagde han over kors. Træet voksede, men selv han kunne jo mærke, at den udladning af stærk og ikke mindst kraftig magi, slet ikke holdt inde, og det var det som bekymrede ham, for det ville jo ikke bare ramme Silia, men lige så med Jason og Carlisle, og det var jo slet ikke meningen! Han lod hovedet søge let på sned. ”Hvorvidt om det er en ære, ved jeg ikke. Med din udladning af magi, gør du min hustru og derved dronningen af Procias ondt. Igen; Jeg vil på det kraftigste anbefale dig at stoppe,” afsluttede han med en ganske så kortfattet tone. Alene det at nogen gjorde Silia ondt, fik ham på det kraftigste til at reagere, og det faktum at det var Paige som stod bag, var noget som kun gjorde ham skeptisk. Hans moder var kendt for at være blevet sindssyg mod enden af sit liv, og måske var der noget om sagen?

[Deleted]

Paige træk endnu engang på smilebåndet. "Jeg vidste min magi ville vække opsigt.. Men hvorfor søger Kongen selv at finde løsningen?" Sagde Paige, højt.. Hun formede tankerne og gik lidt frem og tilbage. Kroppen der elegant bevægede sig hen over de kolde fliser, der langsomt fik varme fra magien. Paige havde ikke været tilbage fra Madara i lang tid, hun havde lært om svagheden hos Procias og ville som det første beskytte stedet mod ondskab. Mod det urene mørke. "Hvorfor søger Kongen til mig, og ikke hans vagter?" Spurgte Paige højt igen. Hun havde en tanke, men skød den fra sig, det kunne ikke passe, det skulle være løgn! Hun stoppede sin gang og vendte sin front mod Paige. "Denne magi er til for at beskytte slottet mod flere indtrængere. Det holder ondskab ude, og hvis det trænger ind vil det sætte sig i væsnet som en tæge - Suge energien fra dem og udbytte den med smerte og tilsidst efterlade dem lammet." Sagde Paige og løftede hånden forklarende. Magien var glemt af denne verden og derfor noget af det mest magtfulde man kunne besidde. Paige vendte blikket mod planten. "Det er gammel magi. Det kræver normalt et offer, men jeg fandt en vej udenom. Det kræver et liv at skabe og opretholde, så hvorfor ikke skabe et? Jeg støtte på dette kammer under mit...." Paige holdte inde og vendte igen blikekt mod Gabriel. "Dronning.." Sagde Paige stille. Der var ikke nogen der kunne blive en dronning som Elanya - Paige havde svoret en ed om at beskytte slottet fra det onde, og hun agtede at holde det løfte, det var en af de grunde til Paige havde fået sin titel.. En af de utallige grunde faktisk. "Så hvem er dronning.. Og jeg taler ikke om navn" Sluttede Paige af og hendes figur var blevet autoritetsfuld og man kunne mærke hvordan hendes udstråling lagde sig tungt i luften.. 

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia havde det ikke særlig godt, og det var det som udelukkende vækkede den bekymring i Gabriel, for han brød sig slet ikke om at se hende på den måde. Hun var ganske vidst ikke vågnet endnu, men han havde en sjov fornemmelse om at det kun var et spørgsmål om tid. Han trak vejret dybt, kun for at sende hende en streng mine. Han vidste godt hvad Paige havde stået bag før i tiden, og han brød sig slet ikke om den kendskab og så vide, at hun havde så vigtig en post som Hertuginde af landet. ”Selv jeg bliver nødt til at se det med egne øjne, ikke sandt?” spurgte han med en ganske kortfattet mine. Paige tænkte højt, så han lod spørgsmålene hvile og uden at gøre det vildeste ved dem af den grund. Hendes informationer om hvad magien ville gøre, var noget som næsten gjorde ham bleg i ansigtet. Det ville jo ikke bare ramme Silia, men også Jason og Carlisle, og det var da slet ikke noget som han var interesseret i. Han tog et fast skridt mod hende. ”Jeg beordre dig til at stoppe med denne galskab, Paige! Mørke væsner befinder sig på slottet ganske vidst, men de ønsker Procias det bedste, og har gjort det i frygtelig mange år, og ej skal de straffes for noget som de ej har gjort!” Denne gang var det udtalelse med en direkte fast og næsten bidsk tone. Hans kone lå i sengen og havde ondt og havde det ubehageligt og tanken om smerte og lammelse, var slet ikke noget som han ønskede at udsætte hende for! Og ej heller Jason og hans søn Carlisle! Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed at Silia ej var lys af race, men hun var så sandelig af hjerte og sind, og selv Elanya havde udpeget hende som den mest troværdige og stærkeste til at lede Procias, og det var noget som han støttede sin moder i. ”Du forvolder dig mere skade end gavn ved dit gøremål, Paige og jeg beordre dig om at stoppe. Dronningen er ganske vidst af race som alkymist og sensuel dæmon, men bærer intet præg af at være mørk af hjerte og sind.. Stop denne galskab i min moders navn!” Denne gang knyttede han næverne, for det gjorde ham vred og ikke mindst bange, når det gjaldt hans kones velbefindende!

[Deleted]

Paige lod et enkelt fnys trænge igennem læberne.. Se det med ejne øjne, det var da noget af et svar.. Selvfølgelig skulle kongen jo opleve det hvis han ville kunne lave en afgørelse omkring en hvis sag.. Et svar Paige var villig til at respektere, til en grænse. Hun lod ikke til at stoppe magien, selvom hun langsomt blev klogere omkring hvorfor Gabriel fik en lettere hvid farve i hele ansigtet. Paige førte hånden op til hagen og støttede hagen på den. "Kongen beodre mig til at tilsidese noget mørke inden for slottets mure?" gentog Paige, og lod hovedet glide på skrå. Hvad skulle det dog blive til hvis først man tillod nogen adgang - Det var sket før og endt i større fortvivelse end nogen gavn. Paige opfangede hans skridt og var godt klar over hun legede med ilden, med selv kongen ville ikke blive tilgodeset hvis hun gik i kmap med hertuginden af Procias - uanset hans grunde. Den lille stjerne ved hendes øjne blev helt orange og Paige så, for et kort øjeblik, helt tom ud i blikket, men hurtigt vendte kræften tilbage i det. Børn, selvfølgelig, hvorfor skulle der lige være børn? Paige sukkede og var egentlig klar til at lave en undtagelse, hun havde selv været moder, men den titel var hende frarøvet da de døde. "An change til" sagde Paige kort.. Hun havde snart fået nok af hans tone og mangel på respekt. Paige var hård men retfærdig, hun havde udvist respekt overfor Gabriel, havde snakket roligt og fast til ham, men havde fået den ene vabale lussing efter den anden. Hvor vovede han egenligt at tro at Paige blot var endnu en borger han kunne vaske væk med en ordre. Men da Gabriel udtalte den sidste sætning og knyttede næven, skærpede Paige magien. Hurtigere end et blink stod Paige tæt op af Gabriel og lod magien tynge sig ned over ham, lod den tynge som flere og flere kæder greb fat i ham og hev ham ned - Denne mængde af udstråling ville få selv en anden magiker til at svede hvis ikke blive godt udmattet. "Du har sandelig ikke meget forstand - Du reagere med hjertet og ikke hjernen! Det er derfor kærlighed er en svaghed!" Sagde Paige iskold og hårdt. Men som hun var havnet ved ham stod hun igen tilbage ved pladsen lidt væk fra alteret og så på Gabriel, som om hun slet ikke havde bevæget sig, som om dette kunne havde været et tankespind trods dets effekt var virkelig nok - Det kunne den tunge magi omkring dem være vidne omkring, men selv den lettede til at være som før hun flyttede sig. 

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var og havde erfaring nok til at sige, at visse mørke væsner kunne være lyse af sind og hjerte, for det var Silia jo et oplagt eksempel på, for selv hans moder havde valgt at placere hende på tronen allerede dengang, og det var noget som han stod fuldkommen fast på var det rette valg for alle parter! At Paige så ikke så ud til at ville acceptere det, var noget som faktisk kun gjorde ham selv en anelse irriteret, for hans moder havde netop også valgt at skænke Paige den mulighed ved posten som Hertuginde, og det var ikke måden at vise hverken ham, hans familie eller landet respekten på! ”Jeg beder dig tilgodese de væsner som har gjort en forskel for landet, og som ej har skænket eller gjort nogen ondt i noget henseende,” påpegede han med en kortfattet tone. Nu hvor han vidste hvad hans elskede hustru stod overfor, så var det bestemt ikke fordi at han havde lyst til at stå og vente og lade som ingenting! Slet ikke! Hvad Paige gjorde sig af tanker, vidste han ikke, men det var nu heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre noget ved det, og han vidste det jo godt. Tankerne bag var måske gode nok, men det var ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved af den grund, og det var noget som uden tvivl måtte irritere ham som bare pokker! Selvom han ikke rigtigt nåede at reagere, før magien direkte blev kastet over ham og tvang ham direkte ned i gulvet, som havde det været kraftige lænker som tog fat i ham. Han stivnede kraftigt, for hvis der var noget som han bare ikke kunne klare, så var det at blive tunget ned på den måde! Han forsøgte desperat at rive armene til sig, men uanset hvad han gjorde, så var det som om at de kæder bare ikke ville slippe ham. Han gispede svagt, som han vendte blikket direkte mod hende. ”Kærlighed for mig er en styrke, Paige! Min moder valgte og udpegede Silia personligt til posten som dronning, og du ønsker at påføre hende en smerte? Hvor er retfærdigheden i det?!” hvæsede han med en direkte fast tone. Det var hårdt for ham at ligge i jorden og forsøge at komme op, men det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham. Uanset hvad han forsøgte sig med, så kunne han bare ikke komme op, og det at hun ikke stoppede sin magi, gjorde det bestemt ikke bedre. ”Jeg vil have dig til at stoppe det her vanvid, Paige! Det hjælper ikke Procias!”

[Deleted]

Paige holdte blikket på Gabriel, hun hævede brystet og holdte vejret inde og lod magien flyde løs fra hende og bumbe løs på Gabriel krop. Paiges hår bølgede ud til sidderne og man kunne se hvordan tankerne for rundt i hovedet på hende. Kærlighed - Ha! Det var til grin! Jeg har prøvet det to gange, og det føre til smerte hver gang.. Det slog Lucas ihjel, mine børn ihjel! Kærlighed er en svaghed! Tænkte Paige og lod luften slippe ud fra hendes lunger i en svag og langsom udådning. Paige måtte jo indrømme, til hendes store had, at racer kunne indeholder mere end hvad deres fødsels pådrog dem... Det havde hun lært.. "Hvor vover du at tro, at dette her handler om din kone! Tror du selv at jeg bruger min tid, min energi, min magi! på at forsage dronning smerte?!" Sagde Paige hårdt og hendes tone var hård og nedslående og magien omkring hende tog til.. "Jeg ved ikke hvad du tror du ved om mig, Gabriel. Men jeg kan forsikre dig om, at denne her handling ikke noget med hende at gøre! Jeg ved ikke om du har bemærket det - Men dit slot, dit folk, har nu lidt under to, hvis ikke flere, enorme angreb og hvad er der sket siden? I har genopbygget murerne og lukket grænserne? Skulle det virkelig stoppe flere warlocks fra at komme her ind?" Sagde Paige hårdt. "Din kærlighed gør dig blind! Se forbi din egen næse og tænk!" Sagde Paige men denne gang var hendes stemme ikke direkte kold og hård, men den var spørgende og mildere end før. Hvordan kan jeg få ham til at forstå at dette her ikke var for at skade, hans åh så elskede kone! Hvis han talte med respekt og ikke smed beskyldning og kaldte hendes magi for vanvittig, så ville jeg måske lytte mere til.. Tænkte Paige og rystede på hovedet, før hun slap magien omkring Gabriel. Der lød et højt smeld og planten bagdem slog sine rødder igennem det lille alter og ned i selve gulvet. "Prøv med respekt, knægt! Jeg blev ikke bare hertuginde af Procias for mit smukke væsen og forretningsevner! Eller fordi din moder kunne lide mig!" Sagde Paige og gik lidt frem og tilbage før hun lagde armene over kors og så ned på Gabriel. Paige hævede og sænkede brystet i dybe vejrtrækninger før hendes øjne blev isblå og hun spredte armene ud til hver deres side og et lille timeglas dukkede op foran Gabriel. Det drejede langsomt rundt og det var som om et tordenbrag lød, før magien stoppede.. Den frøs til, og skjoldet omkring slottet stoppede med at vokse, alt stod stille. "Denne handling var i respekt for hvem din mor var! Du er ikke mere end en knægt i mine øjne, du fortjener ikke min respekt, min venlighed eller min nåde, men jeg tror dine ord og vælger, i repsket for din mor, at give dig et øjeblik her inde imellem!" Sagde Paige, hårdt, men refærdigt. Hun havde standset al magi inde i skjoldet, og små hvide korn løb inde i timeglasset, langsomt fortællende at når det sidste korn løb ud ville magien løbe igen. Det ville tage på hendes kræfter - at starte magi var en ting, at afslutte den en anden, men det at stoppe den i øjeblikket krævede flere kræfter end nogen af de første dele, men Paige ville bevise hun ikke var så kold, som folk åbenbart troede hun var, så hun havde taget det første skridt. 

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Tanken om at magien som flød lige bag Paige, ville være i stand til at lamme Jason og Carlisle var en ting, men Silia derimod, var straks en helt anden sag, for en lammelse ville jo for pokker slå hende ihjel! Hans hjerte hamrede mod hans bryst, som han virkelig forsøgte at komme fri af de magiske lænker, for at komme op, også selvom det allerede for længst var gået op for ham, at det slet ikke var hans lod at komme fri bare sådan uden videre. Tænderne bed han kraftigt sammen. Kærlighed ville han ikke beskrive som svaghed, også selvom han havde lidt tabet af kæreste og hans egen søn – for hånd af dvasianere, hvilket han aldrig havde tilgivet dem for, men nu havde han fundet styrken i Silia, og det var slet ikke noget som Paige skulle have lov til at rive fra ham! ”Det handler måske ikke om min hustru, men det er hende du påføre skade ved at handle som du gør, Paige!” Han vendte blikket direkte forfærdet i retningen af hende, for han gik bestemt ikke ud fra, at det var på grund af dette, at hans kære nu så afdøde moder havde skænket hende den vigtige post! Han kneb øjnene sammen. Hun behøvede ikke fortælle hvad de havde været udsat for, for det vidste han udmærket godt! ”Noget har vi været nødt til at gøre, og hvorfor tror du at vi har lukket grænserne og skærpet vagterne omkring der? For at forhindre at de skulle komme ind! Vi er nødt til at sikre os, at folket kan se vi gør noget! De kan ikke se din magi! De kan ikke se hvad du udretter med det!” Paige var for pokker slet ikke sat ind i den politik som Procias kørte, og for nu, så virkede det jo faktisk!
Som magien langt om længe slap ham, så kæmpede ham godt op på benene og ømmede om sine håndled og de andre steder hvor kæderne havde haft fat. Alene det at hun havde tvunget kongen af Procias i jorden på den måde, var bestemt ikke noget som han fandt sig i. ”Du har været uheldig ej at finde styrken i det,” sagde han med en kortfattet stemme. Svagheden havde han oplevet, men styrken lige så, og det var også grunden til at han måske var meget.. beskyttende om hende. ”Jeg indrømmer for dig Paige, at jeg ej ser hvorfor min moder skænkede dig posten, når du handler uden mit samtykke,” sagde han tydeligt skuffet. Han var ikke stået op for at mundhugges, men for at få hende til at stoppe med sin gøren! Timeglasset som pludselig dukkede op foran ham, fik ham til at blinke med øjnene. Han stirrede direkte i retningen af Paige. Han rystede let på hovedet. ”Jeg forstår ikke hvad du er ude på, men du har slet ikke gennemtænkt det Paige.. Du gør mere skade end gavn, ved at forsøge at sikre slottet her. Der er folk mørk af race, men lys af sind og sjæl som er her på stedet, og hvorfor afstraffe dem, for noget som de ej har gjort? Jeg beder dig om at stoppe mens legen er god,” sagde han endeligt. Hans tone tydede på panik og minen på vrede.. Det var virkelig ikke fair!

[Deleted]

Paige rørte sig ikke ud af flækken, hun stod som om hun selv havde slået rødder. End ikke hendes bryst bevægede sig som normalt, det var som om hun blot var stoppet med at trække vejret, der rørte sig ikke en muskel på hende. Hendes blik var gennemborende på Gabriel og disse fornærmelser var ved at blive trættende! Kunne Gabriel ikke selv se at hans måde at reagere på slet ikke hjalp hans sag. Paige så bare til og lyttede imens han forsavrede kærlighed og alligevel blev ved med at fornærme hende, hvilke blot fik Paige til at måtte mestre hendes toldmodighed og vente på at han kom ned på jorden igen og kunne tænke længere frem end denne såkaldte kærlighed... "Tror du selv at lukkede grænser og ekstra vagter holder warlocks ude? At Spider og nacromancer ikke kan lukse sig igennem?" Sagde Paige roligt og slankede et øjenbryn.. Hvordan kunne han virkelig være så naiv! At tro mørket ikke havde flere muligheder til at blive efter hvert et angreb, Paige skjold havde allerede afsløret talrige spioner der blot lå og vræd sig på jorden og ventede på at blive opdaget af de almindlige vagter. "Jeg handler uden dit samstykke, præcis fordi der er mørke inde i disse mure! Jeg kan vist rolig antage at du har ansat nye tjenestefolk... Hvor mange af dem har gennemgået en dybdegående undersøgelse efter magiske indflydelser af nærtstående og fortryllede klæder til at afdække magisk udstråling?" Sagde Paige køligt og lod det slanke øjenbryn falde ned igen.. "Hvis jeg havde bedt om dit samstykke havde du været underbemannet hele dagen og de havde gemt sig i sikkerhed i undergrunden. De vil ikke kunne se magien, men de vil kunne føle den, hvorfor tror du jeg har efterladt min magi hvorend jeg gik? Tror du at du fandt vejen så nemt, bare fordi?" Afsluttede Paige kortfattet og rystede på hovedet. Tænk engang at Gabriel ikke have set det komme, men nok af det. Paige kunne havde handlet anderledes, hun kunne have opsøgt i hans drømme og snakket med ham, Paige kunne have forklædt sig som tjener, men hvilken konge tager sig en lang snak med sådan nogen... "Er en tæge dødelig ved første bid? Nej, det er de ikke! De er en proces før giften sætter sig ordenligt ind. Der ville være mere end riglig tid at tale ordenligt og oplyse mig omkring detaljerne. Men der hvor du fejler at se mening og en ædel gestus, ser du angreb og had mod dine kone. Hvis jeg ville havde gjort hende ond, var jeg dukket op i hendes drømme og rodet med hendes tanker, måske med dine tanker.. Men jeg er IKKE den onde person du ser, grundet din panik og angst for din kære!" Flere korn faldt igennem timeglasset i takt med det langsomt nærmede sig halvt tomt.. "Og tror ikke dette er en leg! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at bevise dig, men hvis dette skal virke skal det fuldføres, i nat, ellers kan der nå at blive lavet genveje igennem det, genveje jeg ikke styrer men mørket!" Sagde Paige afsluttende og for første gang siden magien brød løs viste hun et enkelt kort, tegn på svaghed da timeglasset nåede halvt indhold.. 

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det kunne godt være, at det ikke var det bedste at lukke grænserne fuldstændig, men de var trods alt nødt til at gøre et eller andet, så de også kunne værne lidt mere omkring deres eget, og få det genopbygget, få styr på grænsemurerne og få styr på hvad der var i landet i forvejen og sørge for at det blev ryddet ordentlig op, inden de gjorde noget som helst af det andet. Han vendte blikket direkte vredt i retningen af Paige. Hun havde slet ikke nogen anelse om hvad der foregik på slottet eller hvad der blev snakket om kongefamilien imellem og med de nærmeste, som faktisk havde noget at sige i den situation. Han knyttede næverne ganske let. ”Vi er nødt til at reagere så folket kan se, at der faktisk sker noget. Med større bevogtning på grænsemurene kunne de begrænse meget af den indtrængen udefra!” Og det var også noget af det som han vægtede frygtelig højt. At hun handlede uden hans samtykke, var naturligvis en tanke som direkte irriterede ham, også fordi at det kun gjorde tingene langt værre og langt mere besværlig, end hvad de var i forvejen. Han bed tænderne så tydeligt sammen, at det trådte frem i hans kæbeparti. ”Jeg kan forsikre dig om at alle gennemgår undersøgelser på kryds og på tværs, så jeg er komfortabel og tryg ved at de er her,” påpegede han med en ganske stiv mine. Det var da heller ikke så svært at forstå? Han vendte blikket direkte væk fra Paige. Han så næsten dette som en form for test som hun udsatte ham for, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han var forberedt på, på denne tid af døgnet, og den tanke var naturligvis noget som irriterede hende.
Gabriel trak vejret lettere dirrende og bed tænderne ganske let sammen. En tæge angreb måske over tid, men det kunne ikke passe at Silia skulle rende rundt og have det skidt, når det var så vigtigt at hun kunne holde sig over vande og sørge for at handle rationelt, og hvordan skulle hun da kunne formå at gøre det, når hun havde det sådan?! Næverne knyttede han. Han vidste at der var mange huller, men de skulle nok fyldes! ”En tæge er måske ikke dødelig lige nu og her, men hvordan vi du have en dronning skal kunne tænke og handle rationelt, når hun er skidt tilpas i sit eget hjem? Du ønsker måske ikke at gøre hende noget ondt, men du lød heller ikke til at være kendt med hendes raceblanding. Hun er det kæreste jeg har i mit liv, så naturligvis når jeg står overfor den kvinde som yder hende en smerte og ubehag, så selvfølgelig reagerer jeg som jeg gør,” påpegede han med en ganske kortfattet tone, for det irriterede ham kun! Han tog bestemt ikke dette som en leg af nogen slags, for det vidste han udmærket godt, at dette var yderst alvorligt! ”Mørket jages på flugt med lys, Paige.. Tror du det hjælper at vi kæmper indbydes? Vi er nødt til at stå stærke, og det gør vi ikke med de intense og interne kampe på denne side af landets grænser. .Brug hellere din energi på andre ting, end at henligge kongefamilien svag!” bad han med en fast tone.

[Deleted]

Paige sukkede dybt. Kunne Gabriel virkelig ikke se hvordan han reagerede? Han kunne ikke sætte sig ud over at hans kære kone lige nu lå og havde en smule ubehag, noget der svarede til en lille hudafskrabning og straks var Gabriel klar til at sætte sig op mod Hertuginden.. Stakkels naive, dreng. Din mor ville ikke være stolt, tænkte Paige. Hendes øjne gled hurtigt hen over timeglasset før hun rystede kort på hovedet. Gabriel nægtede at lytte til de ord hun sagde, han forstod ingenting, det eneste han havde øje for var hans kone.. "Tror du virkelig magiske skabninger lader sig stoppe ved en mur? Det stoppede ikke Anastasia da hun henlagde slottet i ruiner første gang?" Sagde Paige og et svagt smil spillede hen over hendes røde læber. Paige var godt klar over der havde været mystik omkring det første store angreb og at kongen holdte fokus på Dronning af Dvasias, men Paige vidste bedre - Hun havde kæmpet mod Anastasia før og kunne genkende hendes magi overalt. For på et rent kreativt plan, og opfindsomhed indenfor magien, var Paige imponeret over den kræft Anastasia havde, og det var ikke noget hun lagde skjul - Du er kun så stærk som den modstander du står overfor, tænkte Paige. "Trods alle dine forsøg, har min magi allerede afsløret syv tjenestefolk - Og det er uden at tælle din dyrebare kone med." Sagde Paige køligt. Hans respektløse tone forsatte og Paige havde fået nok. "Men lad mig prøve helt enkelt, knægt." Sagde Paige og nu var hendes tolmodighed helt brugt op. "Som leder, bør man ikke tilgodese et enkelt individ. Man skal som leder ikke hæve et enkelt væsens vigtighed over dets af hans folk." Sagde Paige koldt og hårdt. Det var den eneste tone der åbenbart kunne trænge ind i Gabriel tykke skal! "Hvis jeg nu fortalte dig, at imens du har pevet og formået at fremvise en ynklighed næsten uden grænser. Har jeg holdt magien fra din kone. Fra alle inde på slottet.." Startede Paige køligt, men hendes blik flakkede mellem Gabriel og timeglasset. "Hun har ikke lidt eller haft noget ubehag, hun sover trygt - Og du tænker sikkert, hvordan ved jeg det? Dertil vil jeg sige; hvorfor begrænse sig til én krop, hvilke vil sætte tanker igang hos dig, hvor mange? Hvor er de? Hvad kan jeg ellers gøre - Eller hvad dit lille hoved nu ellers kan koge op med." Paige tog et par skridt hen imod Gabriel. "Men du bør også vide at i den tid har alle spioner haft mulighed for at undvige skjoldet, lavet genveje ind - som jeg ikke kan lukke af fordi du brokker dig over noget der svare til en hudafskrabning." Sagde Paige og de slanke arme gled over kors. Hendes blik var fordømmende, sikke en leder. "Svække kongehuset. Sæt dig lige på tronen og prøv at tænk som en leder. Der kræver ÉN person at lede - resten er ren støtte. Du kan lede, HVIS du kunne sætte dig ud over et minuts skade. Du opfører dig som et barn!" Afsluttede Paige og fnøs og slankede et øjenbryn. "Jeg kom ikke for at mundhugges med et spædbarn. Jeg kom ikke for at lære dig at gå eller tale.. Jeg kom for folket på slottet, der TROR du holder dem i sikkerhed og ikke for nar" Paige vendte ryggen til Gabriel og gik langsomt hen imod skjoldet og timeglasset var næsten løbet helt tør for sandkorn. 

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel tænkte måske ikke helt rationelt, og det vidste han godt, men dette var uden tvivl noget som havde taget ham på sengen, og det var ikke noget som han havde regnet med. Han var ved at finde ud af det på det mere personlige plan med hans elskede hustru, og derfor var det jo vigtigt, at hun kunne ligge og sove godt, frem for det andet. Han bed tænderne sammen. ”Du har ingen anelse om hvad der foregår på slottet, Paige, eller hvad vi står bag i det hele taget. Hovedpointen er at der gøres noget.. Folk ved bare ikke altid hvad – dig inkluderet,” påpegede han med en ganske kortfattet mine, for det var noget som faktisk gjorde ham hidsig. Det kunne godt være, at der var afsløret 7 tjenestefolk foruden hans elskede hustru, men det passede faktisk meget godt med henblik på Jason og hans store flok af børn. Man blev vel lidt præget af mørket, når man var omkring mørkets væsen, selvom han vidste at hans mange børn uden tvivl ville støtte lyset for resten af deres liv. ”Jeg er kendt med 7 individer på slottet med kobling til mørket. Du behøver skam ikke teste mig og holde mig i ørene, Paige, for jeg ved udmærket godt selv hvad jeg er i gang med,” sagde han med en kortfattet tone. Pointen for hans vedkommende, var at Paige havde valgt at trænge ind i hans hjem og lege med magi, som han slet ikke havde givet hende lov til! Meningen bag var måske god nok, men det var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre, når han slet ikke havde bedt hende om det! ”Som leder tæller det at se det gode i folk, og når de har bevist det værd, som de har, så er der ingen grund til at dømme dem på det,” tilføjede han ganske sigende. At se det gode i folk, var noget af det sidste som han havde lært af sin kære moder, inden hun var blevet sindssyg. Savnet var hun uden tvivl, men det var ved at være på tide, at komme videre end det. At magien gik udenom hende var en ting, men Jason og hans familie skulle bestemt heler ikke lide mere end hvad de havde i forvejen! ”Det glæder mig at Dronningen går fri, men dem som er på slottet i forvejen, har ingen grund til at blive påvirket af det lige så,” tilføjede han betydeligt mere roligt. Silia var uden tvivl hans svage punkt, men han var jo trods alt kun menneskelig, og han elskede hende, så han ønskede selvfølgelig at passe på hende! Desuden vidste han at kongen af mørket slet ikke virkede interesseret i kamp og strid lige nu, så de havde tid til at få styr på det hele, og det var naturligvis også det vigtigste. At hun så direkte valgte at kalde ham for et barn, var noget af en tanke som gjorde det meget værre, for det var slet ikke noget som han fandt sig i! ”Du kalder mig for et barn? Jeg vogter og værner om landet her, min familie og dem som jeg holder nært til hjertet. Mit job er at sikre landets interesser og fremtid, og tro mig, det er hvad jeg agter at gøre, og det gør jeg ikke med en hertuginde som modarbejder hvad jeg gør i forvejen. Tag hjem, Paige. Sikre dit eget hjem, så skal jeg nok sikre mit..” Ud af øjenkrogen havde han øje på timeglasset. Han brød sig slet ikke om det.

[Deleted]

Paige begyndte langsomt at give slip på magien omkring timeglasset, dels fordi hun ikke så nogen ide ved at opretholde det mere - Gabriel kunne tydeligvis ikke se forbi sin egen næse, og var som et lille forkælet barn der straks skulle forsvare ære og althan gjort med den ene modsætning efter den anden, i stedet for at lytte og tænke over hvad der blev sagt. "Var det ikke præcis det du sagde til mig, for ikke mere end et øjeblik siden? At problemet var folket ikke kunne se min magi? Hvis de så heller ikke ved at du gør noget, er det jo klart de vælger at snakke i krogene og vende sig mod de øvrige ansigter på slottet?" Sagde Paige køligt og ville stadig ikke enerkende Gabriels kone, som dronning. Men det var et problem eller en disskusion som var bedst gemt til et andet tidspunkt og ikke nu. Paige gik roligt fra side til side, viste mere og mere overskud, hvilke kun var et tegn på at hun var ved at stoppe magien der skulle holde skjoldet tilbage. Hvordan kunne en Konge, af så ædelt blod, ikke klare at der blev handlet for ham, for folket og så lige se bort fra at der var en time ellers to's smerte for dem omkring ham? Nogen gange måtte man yde lidt ekstra for at kunne give folket og sig selv en bedre belønning - Eller nattesøvn, for den sags skyld. Paige havde uden problemer kunne trænge ind på slottet, hvilke hun jo ikke så som nogen indtrængen, for slottet for jo folkes og ikke kun kongens. Paige havde endda efterladt tydelige og klare mærker på sin vej om hvor hun havde været og hvor hun befandt sig og Gabriel opførte sig som et lille barn der havde fået taget sin sut væk fra sig. "Som leder skal du netop kunne gøre dette og så sætte en grænse. Men du lader tydeligvis følelser overskygge det øvrige folk, det øvrige personale der tjener dig." Startede Paige stille. "Ville du havde reageret som du gjort, hvis nu mit skjold kun havde indflydelse på mennesker? Eller kun spærrede for fysiske angreb? Jeg indrømmer gerne, igen, at mit valg kunne være truffet anderledes. Jeg kunne have sendt et brev og bedt om et møde, jeg kunne have bortført de mørke væsner selv og først derefter kontaktet dig.. Jeg kunne have spærret indgangen til kælderen så du ikke kunne komme herned før jeg var færdig, men nej!" Sagde Paige og stoppede hurtigt sin talestrøm, som om hun næsten var blevet afbrudt, for hun havde også hævet stemmens tone. "Jeg gjort som jeg gjort, for folket, for min egen skyld - det vil jeg ikke lyve om, men jeg handler også med henblik på, i respekt for din mor, at du er i sikkerhed, at du kan få lov at sove uden at frygte for endnu et agreb. Og inden du afbrøder mig så husk hvad jeg lige har sagt. Jeg har valgt at gøre således fordi der netop ikke har været nogen formidabel kontakt mellem slottet og folket. Jeg har været her ikke meget mere end nogen uger, og er allerede blevet kontaktet af flere fra folkets side om deres tanker. Så jeg er her ikke for at pege fingre eller kaste skyld, jeg er her udelukkende for at bevise overfor folket at der sker noget.." Afsluttede Paige kort og lagde armene over kors stadig med ryggen til Gabriel. Hun lod to fingre glide hendes tinding og træk vejret dybt. "Mit hjem." Gentog Paige ganske svagt og rettede sig op. "Tror du virkelig jeg ville bruge tid på at kaste denne form for magi, hvis mit hjem ikke var sikret? Tror du virkelig at jeg vælger at prædike hvis jeg ikke selv var klar over handlingerne? Mit hjem er Procias, hvor end i landet det så måtte være bestemt er min sag, men tror ikke du kan spille det kort. Jeg modspiller dig ikke, kig på mødes her, jeg har - til en hvis grænse - givet dig mulighed for at tale roligt, respektfuld og stille med mig. Jeg har holdte mine besværgelser i ro og ventet på en moden tilbagemelding, men er blevet mødt med og af en stresset, forvirret og bange dreng." Afsluttede Paige før hun slankede det ene øjenbryn og lod kort øjne glide hen over timeglasset der var begyndt at slå revner, alt der holdte det sammen lige nu, var egentlig blot magien i rummet.