Trails of pain

[Alice Lairé-Jênan]

Skridtene bar Alice i løb, mens adrenalinen løb rundt i hendes krop, og hun nærmest stormede af sine sidste kræfter for at komme væk. Hun havde ikke den fjerneste idé om hvor længe hun egentligt havde vært holdt fange, men hun vidste bare at hvis hun ikke kom væk nu, så kunne hun virkelig ikke klare det mere, for hun var virkelig ødelagt. Mest fysisk var hun ramt af, fordi den fysiske tortur havde holdt hårdt og det gjorde ondt på hende med de åbne sår, piskeslag, magiske slag og hvad mere hun end havde været udsat for, ja nogle ting kunne hun end ikke sætte ord på, men det smertede hende. Psykisk havde hun altid været utrolig stærk og de havde ikke formået at knække hende, men hun blev nødt til at flygte for at hendes krop ikke skulle ende med at være den der stod af, for den var i ringe tilstand i forhold til og ville ikke altid som hun ville. Men i et øjeblik som dette, hvor hun følte et sus i det indre af, at hun var i gang med at flygte, så mærkede hun slet ikke noget af hendes ødelagte og smertende krop, for hendes ben kunne utroligt nok bære hende og hun blev ved med at fortsætte fremad. Hun vidste ikke om warlocksne var fuldt efter hende, men om ikke andet så var hun ligeglad, for hun var på vej væk, håbede hun da...
Da hendes ben ikke kunne bære hende længere, så var hun heldigvis næsten fremme, for det første sted hun vidste hun kunne søge… beskyttelse… det måtte være hos Alexander, for han var trods alt en stor mand i Dvasias, og hun kendte ham fra tiden hos Valerio. Hun skulle aldrig være gået ud, for det havde kun gjort at hun var endt fanget hos warlocksne, fordi hun strålede af det pure lys af hendes procianske race, men de skulle ikke undervurdere hende, for svag var hun ikke selvom det måske så sådan ud om ikke andet. Hun nåede op ad grusstien og følte næsten ikke, at hendes ben kunne bære hende mere, fordi hendes adrenalin var løbet tør. Hun missede med øjnene, for hun have næsten ikke mere energi, for hun var ødelagt og underernæret om ikke andet, for meget havde hun ikke fået og det havde som regel altid båret straf med sig, hver gang hun havde forlangt noget føde. Hendes ben rystede og hun endte direkte med at falde om på grusstien op til huset, for hun kunne ikke bære sig selv mere. "Hjælp," hviskede hun for sig selv, inden at hun måtte falde hen i en let besvimelse, for det havde været alt for spændende at flygte. Mens hun var bevidstløs, så blev hun båret indenfor af en vampyr, der havde fundet hende udenfor og han havde spurgt hvad han skulle gøre, og fået ordre på at lægge hende på en seng i et tomt værelse. Så det var der, hun var blevet placeret, og imens så havde en anden givet besked til Alexander om, at et lysvæsen var faldet om i deres forhave og at de ikke var sikre på at gøre videre, for de kendte hende trods alt ikke alle sammen, men de havde set ar, hvad der kunne ligne ar fra et vampyrbid, selvom det ikke var helt sandt. Valerio havde ikke haft sine vampyrtænder, så de havde brugt en anden spids genstand til at lave et 'bid' til ham, da hun havde boet hos ham og været 'hans'.

[Deleted]

Efter Asuna var dukket op i Alexanders liv, så kunne man ikke ligefrem sige, at det var gået som på skinner for ham mere. Tanken gjorde ham naturligvis trist, men han havde jo sit arbejde og det var noget som uden tvivl også skulle passes, også selvom Cassie var skubbet godt væk fra ham, og det var noget som automatisk gjorde ham.. usikker, for han ønskede jo for alt i verden heller ikke at ende med at miste hende. Nyheden om et kollapset lysvæsen for hans fordør, var nu alligevel noget som overraskede Alexander mest, hvor han selv havde givet dem ordren om at få hende indenfor og få hende lagt, til han havde fået undersøgt sagen nok. Efterhånden så havde han god styr på vampyrerne, også selvom der naturligvis var visse, som skulle forvolde visse problemer, men det var ikke noget som han kunne se bort fra lige nu. Han havde sit personlige at tænke på.
Læsebrillerne fjernede han roligt fra sin næserod, idet han hævede sig fra skrivebordet. Lige hvad Cassie lavede i denne aften vidste han ikke, også selvom det naturligvis nagede ham, at hun havde trukket sig ved undskyldningen om, at han havde holdt hende for nar og alt mulig andet, for han havde jo heller ikke ligefrem regnet med at hans kære datter ville dukke op bare sådan uden videre! Han søgte roligt ind i rummet, som hun var blevet lagt i. Hun lignede virkelig noget som var løgn, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne sige eller gøre det mindste ved af en grund. Tænderne bed han en smule sammen, inden han søgte hen til sengen. At hun var bevidstløs, var i princippet noget som passede ham fint, for han vidste skam udmærket godt hvilke evner lysvæsner havde med lys, hvis de kom for tæt på en vampyr, og det var bestemt heller ikke fordi at han var ude på at komme til skade – slet ikke! Han valgte endeligt at tage fat i hendes kæbe, kun for at tvinge hendes hoved mod den ene side. Man sagde jo at hun var blevet bidt. Han skar en svag grimasse, for det mærke som hun havde, havde slet ikke noget med en vampyrs tandsæt at gøre! ”Ingen markering..” mumlede han for sig selv.
Der stod et lille stearinlys på sengebordet ved siden af hende, som det eneste lys. Det oplyste Alexanders ansigt og afslørede den ligblege hud og de intense gennemborende og nærmest sultne øjne. De spidse tænder hvilede tydeligt i hans mundviger, for han så slet ikke nogen grund til at skulle skjule hvad han var, for han var stolt af det. Han slap hende endeligt, idet han roligt rettede sig op endnu en gang. Der stod et glas vand på sengebordet lige så. Man kunne ikke ligefrem sige, at de var eksperter på det menneskelige, men det var om ikke andet, så et forsøg.

[Alice Lairé-Jênan]

Selvom 'biddet' på hendes nakke ikke var rigtigt, så havde hun jo alligevel følt at hun havde tilhørt Valerio, for hun havde haft det godt sammen med ham, for i hendes øjne og sind havde de haft et specielt forhold, for om ikke andet så havde hun elsket at han holdt hende i form. Hun hadede sig selv for at være gået ud, men det havde været spændende at hun havde fået lov til det, men det var bare gået galt, da warlocksne havde opsporet hendes lyse aura og taget hende med sig; det var hendes krop et bevis på, for det gjorde ondt og hun så ikke godt ud. I det indre så var hun dog ligeså stille ved at samle energi, fordi hun nu faktisk lå på en seng, der føltes utrolig blød sammenlignet med de forhold hun havde haft i fangeskab. Hun ville snart komme til sig selv igen om ikke andet, for hun kæmpede bravt for at vågne op, fordi hun direkte frygtede at hun var blevet fundet af nogle forkerte, selvom warlocksne vel ikke var dumme nok til at søge til vampyrernes tilholdssted? Hvordan det egentligt stod til med vampyrerne, det var hun usikker på, men hun vidste bare at hun havde mødt Alexander før og at han havde en vis magt, så det var også derfor hun havde valgt at søge til ham og håbe på at hun faktisk kunne søge en form for… hjælp hos ham, for det havde hun virkeligt brug for. At nogen kom ind det ænsede hun svagt, for det at døren gik var en lyd hun ikke brød sig om lige i øjeblikket, fordi det havde forvoldt smerte den sidste lange tid, og hvor længe, det vidste hun egentligt slet ikke. Det gav et spjæt i hende, da en eller anden tog fat i hendes kæbe og drejede hendes hoved, hvilket fik hende til at tvinge sig selv vågen og slå øjnene op, hvor hun så stirrede direkte ind i væggen. Hendes hjerte bankede let mod hendes bryst og hun trak vejret tungt, for det var ubehageligt at hun var desorienteret om hvor hun helt præcist var. Hun drejede hovedet tilbage mod den, der havde taget fat i hende og i stearinlysets skær så hun nærmest til sin glæde, at det var Alexander; den ligblege hud og de spidse tænder gjorde hende næsten rolig, for hun fandt tryghed i vampyrerne og det at se et par hugtænder var langt bedre end en warlock! "Alex..." sagde hun stille og nikkede let, så godt hun nu kunne, når hun lå ned, for hendes krop føltes alt for tung til, at hun kunne rykke på sig. Hun bar en ødelagt kjole, der var slidt i bunden og lettere hullet, for de havde ikke ligefrem taget hensyn. Hun kiggede ned af sig selv og rynkede panden, for det lignede hende ikke at se sådan her ud, hun var normalt yndefuld og smuk, men det følte hun sig overhovedet ikke på nuværende tidspunkt med alle de sår og skavanker, hvor nogle af dem eller… mange af dem, vel ville hænge ved? Hun drejede blikket rundt og fik øje på glasset med vand, hvor hun direkte følte en glæde ved at se det. Hun kæmpede sig op at sidde og rakte ud efter det, hvor hun med en let skælvende hånd fik det hen til sine læber, hvor hun nærmest bundede det i ét hug, for det havde hun manglet. Hun holdt glasset med begge hænder og kiggede så hen imod Alex igen.

[Deleted]

Det såkaldte ’bid’ i hendes nakke, kunne Alexander tydeligt se ikke var skænket af en vampyr, så derfor var hun heller ikke mærket. Dette lysvæsen, måtte han dog erkende, at han havde set før, også selvom det ikke var i en sammenhæng som han ønskede at tænke på, for Valerio havde uden tvivl vist sig at være en vampyr som han ikke kunne stole på, i og med at manden i øjeblikket stod som landsforræder, eftersom manden havde valgt at gå med kongeparret i Manjarno, hvilket han bestemt heller ikke kunne have med at gøre i længden. At hun vågnede op, tog han sig ikke af, for han var slet ikke ude på problemer, for han havde mere end rigeligt at slås med på hjemmefronten som det var i forvejen, som han ikke rigtigt kunne gøre noget som helst ved bare sådan uden videre, men det var nu bare sådan at tingene måtte forholde sig. Han foldede hænderne roligt over ryggen, kun for at vende blikket direkte mod hende. Det var bestemt ikke ofte, at man fandt et væsen, som faktisk fandt en form for.. tryghed i den kolde krop og de spidse tænder, ofr det var det stik modsatte som han var vant til. ”Du burde hvile..” påpegede han med en ganske sigende mine, idet han roligt vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Han kunne jo høre hvordan hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, selvom det nu slet ikke var noget som han kunne gøre det største ved, for som det stod lige nu. At hun satte sig op og tog fat om glasset med vand og fik det bældet, så var det tydeligt, at det var noget som han havde haft brug for. Han rynkede let i panden.
Det menneskelige, havde han som sådan aldrig været særlig god til, også fordi at det i hans øjne og forstand, var utrolig akavet og svært at finde ud af, med alle de tanker og følelser som de tilsyneladende gjorde sig, men ikke desto mindre, så lod han hende sidde. Han nikkede, som hun havde genkendt ham. Det var jo heller ikke fordi at man kunne sige sig, at han havde ændret sig det mindste, for.. han var en vampyr og mere eller mindre i besiddelse af det evige liv, så det var naturligvis også noget som gjorde sit for hans del. ”Det er mig.. Du burde hvile, Alice,” sagde han endeligt. Navne var han faktisk god til, men det var nok også noget som gjorde situationen bedre for ham, for det var jo en som han kendte, og som han nok heller ikke havde fortalt Cassie om. Man kunne ikke ligefrem sige, at han fremstod som heldig på nogen måde, som det var lige nu for nu, men hvad pokker skulle han da kunne gøre ved det? Absolut ingenting! Han blev dog stående, da han alligevel valgte at tage sine egne forholdsregler, for han var bestemt heller ikke ude på det ene eller det andet. ”Fortæl mig hvad der er sket,” sagde han endeligt, hvilket han fik fremstillet næsten som havde det været en ordre. Det lå bestemt ikke naturligt til ham at være blød.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice lukkede de slanke fingre helt omkring glasset, for om ikke andet så havde hun da lidt at holde ved, mens hun også sad og skælvede en smule, selvom hun dog prøvede at holde op. Hun lænede sig godt op ad væggen, for hun var virkelig træt, men hun følte alligevel ikke at hun kunne hvile nu når Alexander var her, for hun ønskede trods alt at forklare ham hvorfor hun var kommet til ham og hvad der var sket. Psykisk var hun klart træt, af at have kæmpet en brav kamp imod warlocksne og fysisk var hun fuldstændig ødelagt, fordi de havde tortureret hende for at prøve at knække hende, men det var ikke lykkedes dem. Hun så roligt på ham, som han påpegede at hun burde hvile sig; det vidste hun da udmærket godt at hun burde, men hun følte alligevel ikke at hun kunne, for det dunkede stadigvæk i hendes krop når hun lå helt stille i sine egne tanker og virkelig kunne mærke efter hvor det gjorde ondt. "Det burde jeg vel," svarede hun ham blot med en mild stemme, mens hun let løftede en hånd og strøg en hårlok bag om sit øre. Roligt faldt hendes hjerterytme til ro, som hun nu sad og blev rolig ved tanken om at hun var hos vampyrerne, for de havde aldrig gjort hende noget, så derfor frygtede hun dem heller ikke, lige nu havde hun kun en indvendig vrede overfor warlocksne, efter de havde haft hende fanget. Alexander lignede fuldkommen sig selv, det kunne hun nemt se, men det var jo heller ikke så underligt i hendes hoved om ikke andet, med hans race. Hun selv så ikke meget ældre ud heller, fordi hun havde været i så god form med dansen og grundet hendes race, der også gjorde at hun kunne være mange år og stadig se ligeså ung ud som årtiet før. Et smil spillede over hendes læber, da han påpegede at hun burde hvile sig endnu engang, men det var nu rart for hende at han huskede hende om ikke andet, så det var hvad hun vægtede. "Det skal jeg nok," sagde hun med det forsigtige smil på de let sprukne læber, mens hun betragtede ham, som han bare stod der, stiv som en statue om ikke andet. Hun satte skælvende glasset fra sig over på det lille bord og gled ned at ligge på sengen igen, hvor hun trak tæppet over sig, der lå i fodenden, for om ikke andet så kunne hun da dække sig lidt til. Hun bøjede let knæene under dynen og støttede hendes hoved på hendes arm, så hun ikke lå helt ned, selvom det nu føltes godt at ligge på en blød selv. "Kommer du ikke herover så?" spurgte hun lidt forsigtigt, for om ikke andet så var hun jo gæst her og kunne vel ikke direkte bede ham om noget, nu når hun egentligt trængte sig på ved at besvime på hans fordør? "Altså, jeg begav mig ud for at udforske, fordi Valerio ikke ville holde på mig som sådan og jeg var nysgerrig. Det skulle jeg så aldrig have gjort, for den første jeg mødte var en warlock, der gennemskuede min lyse race rimelig hurtigt og han tog mig med, jeg kunne ikke gøre så meget. Jeg har været fanget hos nogle, der har pint mig, jeg kan næsten ikke sætte ord på hvilke ting de har udsat mig for, men nogle af tingene kan jo ses på min krop; piskeslag og åbne sår, de har slået mig og brugt magisk tortur… De har prøvet at knække mig psykisk, men jeg holder ud i en tynd tråd," sagde hun stille og det sidste med et direkte træt smil.

[Deleted]

Alexander var skam ikke i tvivl om hvem kvinden i sengen var, for han vidste, at han havde set hende før, så det var heller ikke noget som han tog så tungt igen. Selvom han bestemt ikke var meget for at huse for mange procianske væsner, også fordi at han skam var klar over i hvilken situation som det satte ham i, så var det slemt nok for ham som det måtte være i forvejen. Hun burde hvile, hvilket lige så var noget som han uden tvivl kunne fornemme på hendes hjerte, for hun var træt og tydeligt udmattet, også selvom han ikke ønskede at ude hende nogen hjælp på den ene eller den anden måde, så måtte hun jo selv finde ud af det hele. ”Jeg kan høre det.. Du burde,” svarede han tonløst. Lige nu var det ikke fordi at han var i det direkte humør til at være kæk eller noget lignende, for det hele var jo gået galt stort set hele tiden for ham og specielt for tiden, hvor Cassie var mere vred på ham, end det som hun havde været igennem frygtelig lang tid, hvilket jo faktisk var noget som gjorde ham en anelse trist, så kunne han ikke ligefrem gøre det største ved det lige nu. Han bed tænderne sammen, som han så til at hun lagde sig ned i sengen igen, hvilket jo faktisk var noget som passede ham selv helt fint. Han lyttede til hendes forklaring, også selvom det allerede var gået op for ham, at det var warlockerne som igen havde blandt sig i ting, som de bare ikke skulle have lov til at blande sig i, hvilket kun var en tanke som direkte måtte pisse ham af. Han blev langt mere anspændt i kropssproget, selvom det slet ikke var til at spotte i hans mine, for den forblev lige så.. død som den havde været frem til nu, så kunne han jo ikke direkte gøre noget ved det af den grund. Ikke desto mindre, så var han bestemt heller ikke bange for at erkende at tankerne omkring Valerio ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre. Han søgte roligt mod hende med rolige skridt – næsten det som så mange andre ville anse som skræmmende eller uhyggelige, i og med at de vidste at han var et rovdyr, men.. det skræmte hende ikke? ”Valerio er en mand som forlod Dvasias for frygtelig mange år siden, og det gjorde han sig også klogt i.. Får jeg fingrene i ham nu, så garanterer jeg ikke for hans velbefindende,” sagde han med en kortfattet og intens mine. Han stillede sig lige ved sengen, kun for at lade hovedet søge på sned og betragtede hende med en ganske sigende mine. ”Desuden har warlockerne fået en irriterende tendens til at tro at de kan blande sig i hvad som helst.. Og det kan de ikke..” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Hun var ganske vidst kommet derfra med livet i behold, men det var bestemt heller ikke noget som man kunne sige om at mange andre havde været, for det havde de bestemt ikke. Efterhånden havde han mistet en god flok til dem, og det var noget som gjorde ham direkte arrig.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice måtte gabe forsigtigt ind i hendes tynde hånd, for sandt var det at hun var virkelig træt om ikke andet og hun var også tæt på at falde tilbage i søvnen. Hun gned let sine øjne, da små tårer af den ekstreme træthed piblede frem og hun blinkede let med øjnene, mens hun holdt blikket imod ham, hun ville lige have forklaret ham færdigt inden at hun skulle falde i søvn, for han mente jo at hun burde hvile. Hendes hjerte bankede stadigvæk mod hendes bryst, for blodet kæmpede jo for at hele sårene indefra om ikke andet, nu hvor de ikke blev revet op igen og derfor var hun også så træt, samt at hun var direkte tappet for energi, for meget havde hun ikke fået af warlocksne andet end tortur og tæsk. "Jeg ved det jo også godt, Alex," sagde hun stille og lukkede kort øjnene, for det var virkelig tiltrængt og hun havde også tænkt sig at lægge sig til, så snart han lige havde forhørt sig ved hende, medmindre hun da endte med at falde i søvn inden. Hun lå faktisk virkelig godt i forhold til den sidste utroligt lange tid, og hun kunne mærke hele kroppen og hjernen summe af, at her var stille og fredeligt. Hun bed sig let i læben da han kom hen til hende, hvilket hun slet ikke havde noget imod, for det skræmte hende ikke på noget plan, hun havde aldrig været direkte bange af sig, det måtte han vel også fornemme? Hun var ikke 100 % ødelagt efter hendes fangeskab hos warlocksne, ej heller et nervevrag, så derfor frygtede hun da bestemt heller ikke vampyrerne, der aldrig havde gjort hende noget. "V-virkelig?" sagde hun stille, det havde hun lige godt ikke regnet med at Valerio ville, og det lød til at Alexander virkelig havde en høne at plukke med Valerio, hvilket hun da slet ikke forstod… var der virkelig gået så mange år? Hun så på ham med de blide øjne, der let begyndte at falde i efterhånden, fordi hun lå så godt og var faldet til ro med en roligere hjerterytme. "Ja..." medgav hun stille, hvor hun med et træt smil lod øjnene falde i og nu åbnede hun dem ikke, for det var så pokkers rart at ligge og hvile! Med en dyb vejrtrækning, så faldt hun faktisk i søvn foran ham, mens han stod der, for hun var jo tryg her på et plan…

//Asleep - out.