Post by Deleted on May 13, 2013 20:44:41 GMT 1
Det var ikke til at vide hvor lang tid der efterhånden var gået. Leon havde en enkelt gang set ud af vinduet og fundet ud af at det igen var blevet mørkt. Dagene gik sløvt også selvom han sov langt det meste af dem væk, konstant bange for at han ville vågne igen.
Det nærmede sig efterhånden måneder hvor han blot havde fået det værre og værre, og Enrico og Jaqia havde begge erklæret at der ikke var meget andet de kunne gøre.. et sted forundrede det ham ikke, for han havde været syg i mange år, der var en grund til at bordellet havde været en så vigtig sag for ham.. selv Jaqia havde været klar over hans sygdom da han havde giftet ham med Mattheus, som desværre først var blevet kendt med det alt for sent ifølge ham. De røde hår var efterhånden godt fedtet for han havde ikke haft mulighed for et egentligt bad. Hans hud var bleg, nærmest askegrå og med bylder flere steder som ikke var særlig pæne at se på. Hele hans krop lå badet i sved, men hvis han fjernede dynen så ville han kun fryse. De grønne øjne gled mod loftet. Der var mange ting han havde håbet på at kunne gøre.
Nu hvor han vidste at hans forældre igen var ved livet, så ville han gerne have æren af at møde dem.. langt om længe også selvom de ikke havde opsøgt ham på noget tidspunkt. Han havde ingen idé om hvad der skete ude for værelsets fire vægge, han vidste end ikke om folk vidste at han var syg og at deres konge med største sandsynlighed lå for døden.
Hvad han dog ikke ville gøre for at føle en kvindes skød en sidste gang, også selvom han ikke ønskede at befænge hende med den parasit han var besat af, uanset hvilken det var. Hans sengelinned var af dyrt materiale, behageligt at ligge i og det samme var sengen. Selve kammeret var kun en konge værdig, og selvom han aldrig havde regnet med at skulle forlade verden på den måde. Hans forsøgte at trække vejret også selvom det foregik med ¨åben mund og en underlig form for rallen, der forhindrede ham i at gøre det optimalt.
Han begyndte at blive tør i halsen, men folk på slottet måtte have travlt, for der var ikke rigtigt nogle som så til ham i løbet af dagen mere. Aliyah havde været der en gang eller to, han synes at genkende hendes ru og dog bekymrede hænder når hun rørte ved ham, og det var han om ikke andet glad for at vide. Blikket gled i skjul bag tunge øjenlåg, men han igen forsøge at falde i søvn. Det var ikke længere sjovt bare at stirrer ud i luften og funderer over hvor meget han i virkeligheden ville gå glip af. Med fumlende fingrer forsøgte han at løsrive sin kongelige emblem fra brystet. Selvom han var iført klæder som var forbeholdt natten så havde han aldrig sluppet det. Det tog sekunder, men da det langt om længe lykkedes ham, sukkede han lettere anstrengt og løftede emblemet hen på sengen. Ved siden af lå en blækpen nøjagtigt som han havde bedt om. Selvom det foregik med skælvende hånd og krogede næsten ulæselige bogstaver, så lykkedes det ham at kredse det ned. ”Tak – Aliyah,” stod der. Hun havde været en kæmpe hjælp under hele forløbet også selvom han ikke havde behandlet hende godt, han havde trods alt forsøgt at komme i bukserne på hende.. nu måtte Mattheus vinde den krig. Han trak skævt på smilebåndet. ”Matt – Du vinder” tilføjede han og tog sig ikke af de stavefejl som han end ikke gad at kigge efter.
Langt om længe rullede han udmattet tilbage på ryggen og lod igen blikket glide i. Han var så træt efterhånden. Han kvalte et gab og lagde sig til rette igen med et forsøg på at lukke verden uden. Der gik ikke lang tid før søvnen igen endte med at tage ham, men denne gav måtte hans krop langt om længe give op. Hjertet slog sit sidste slag og efterlod derefter den tidligere konge.. død.
//Out
Det nærmede sig efterhånden måneder hvor han blot havde fået det værre og værre, og Enrico og Jaqia havde begge erklæret at der ikke var meget andet de kunne gøre.. et sted forundrede det ham ikke, for han havde været syg i mange år, der var en grund til at bordellet havde været en så vigtig sag for ham.. selv Jaqia havde været klar over hans sygdom da han havde giftet ham med Mattheus, som desværre først var blevet kendt med det alt for sent ifølge ham. De røde hår var efterhånden godt fedtet for han havde ikke haft mulighed for et egentligt bad. Hans hud var bleg, nærmest askegrå og med bylder flere steder som ikke var særlig pæne at se på. Hele hans krop lå badet i sved, men hvis han fjernede dynen så ville han kun fryse. De grønne øjne gled mod loftet. Der var mange ting han havde håbet på at kunne gøre.
Nu hvor han vidste at hans forældre igen var ved livet, så ville han gerne have æren af at møde dem.. langt om længe også selvom de ikke havde opsøgt ham på noget tidspunkt. Han havde ingen idé om hvad der skete ude for værelsets fire vægge, han vidste end ikke om folk vidste at han var syg og at deres konge med største sandsynlighed lå for døden.
Hvad han dog ikke ville gøre for at føle en kvindes skød en sidste gang, også selvom han ikke ønskede at befænge hende med den parasit han var besat af, uanset hvilken det var. Hans sengelinned var af dyrt materiale, behageligt at ligge i og det samme var sengen. Selve kammeret var kun en konge værdig, og selvom han aldrig havde regnet med at skulle forlade verden på den måde. Hans forsøgte at trække vejret også selvom det foregik med ¨åben mund og en underlig form for rallen, der forhindrede ham i at gøre det optimalt.
Han begyndte at blive tør i halsen, men folk på slottet måtte have travlt, for der var ikke rigtigt nogle som så til ham i løbet af dagen mere. Aliyah havde været der en gang eller to, han synes at genkende hendes ru og dog bekymrede hænder når hun rørte ved ham, og det var han om ikke andet glad for at vide. Blikket gled i skjul bag tunge øjenlåg, men han igen forsøge at falde i søvn. Det var ikke længere sjovt bare at stirrer ud i luften og funderer over hvor meget han i virkeligheden ville gå glip af. Med fumlende fingrer forsøgte han at løsrive sin kongelige emblem fra brystet. Selvom han var iført klæder som var forbeholdt natten så havde han aldrig sluppet det. Det tog sekunder, men da det langt om længe lykkedes ham, sukkede han lettere anstrengt og løftede emblemet hen på sengen. Ved siden af lå en blækpen nøjagtigt som han havde bedt om. Selvom det foregik med skælvende hånd og krogede næsten ulæselige bogstaver, så lykkedes det ham at kredse det ned. ”Tak – Aliyah,” stod der. Hun havde været en kæmpe hjælp under hele forløbet også selvom han ikke havde behandlet hende godt, han havde trods alt forsøgt at komme i bukserne på hende.. nu måtte Mattheus vinde den krig. Han trak skævt på smilebåndet. ”Matt – Du vinder” tilføjede han og tog sig ikke af de stavefejl som han end ikke gad at kigge efter.
Langt om længe rullede han udmattet tilbage på ryggen og lod igen blikket glide i. Han var så træt efterhånden. Han kvalte et gab og lagde sig til rette igen med et forsøg på at lukke verden uden. Der gik ikke lang tid før søvnen igen endte med at tage ham, men denne gav måtte hans krop langt om længe give op. Hjertet slog sit sidste slag og efterlod derefter den tidligere konge.. død.
//Out
