En sidste ære..

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften, og eftersom de havde fået Jacqueline hjem til Appolyon igen, så vidste Evan skam godt, at han havde mere end rigeligt at tage sig af på hjemmefronten. Nu var det bare en ting mere, som han måtte tage sig af, udelukkende fordi at det var noget som nagede og plagede ham. Faith afviste det fuldstændig, og det var en tanke som direkte måtte irritere ham som intet andet i det hele taget. Efterhånden var han ved at være godt træt af at skulle holde enden oppe på Faith, når hun afviste tingene som i det hele taget var så oplagte som de var!
Turen til Marvalo City havde for sin del, været lang for ham, men det var slet ikke noget som han tog sig af. Han vidst at det var noget som selv Cecilaya ville have ønsket, og det var også derfor han tog turen. Hun skulle gravlægges ved sin familie, ja selvfølgelig skulle hun det, også selvom han et sted måtte erkende, at han frygtede lidt for hvordan Kimeya ville tage det, nu som han bare kom hastende med en død krop, som havde ligget koldt igennem det som var.. alt for lang tid. Med hende svævende efter sig, så kom han endelig frem til stedet. Med en fast mine, så trådte han ind på grunden, kun for at søge i retningen af de store døre. Cecilaya var ganske vidst pakket smukt ind, så hun kunne få sig en find og velfortjent begravelse, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han stoppede op, kun for at banke på. Lige hvad han skulle forvente sig af dette, vidste han ikke, og derfor havde han allerede gjort sig temmelig mange tanker, så var det bestemt heller ikke noget som han kunne skjule som sådan. Faith kunne intet huske, og derfor gik han vel næsten automatisk ud fra, at end ikke Kimeya ville huske sin egen lille datter. En tanke som faktisk gjorde ondt på ham, nu hvor han havde set hvor meget deres datter havde kæmpet for at gøre dem ære på den måde, som hun nu havde, og nu lå hun der – død for at forsøge at redde hans elskede kæreste, og for det, så følte han virkelig også at han skyldte hende denne sidste ære, så selvfølgelig var det noget som han ville gøre og skænke hende!

[Kimeya Marvalo]

Selvom det var ved at være sent, så var Kimeya på ingen måder på vej i seng, for hvorfor skulle han? Han havde alt for mange ting at skulle stable på benene og finde ud af, og derfor brugte han ekstremt meget tid på at sidde med snuden i sine dagbøger, simpelthen for at forsøge at finde hoved og hale i det. Alene den tanke, at han havde gået igennem så meget for Faith og med hende for den sags skyld, havde han godt nok svært ved at forestille sig, og det gjorde naturligvis også sit for hans vedkommende. Siddende i en temmelig mørkelagt pejsestue med flammerne i pejsen og stearinlys rundt forbi som den eneste oplysende kilde i huset, så slappede han faktisk af. Tankerne om børn, ægteskab og direkte at have etableret familie, var noget som han virkelig havde svært ved at se for sig!
Som det bankede på døren, hævede Kimeya blikket. Hvem det var, havde han skam ikke nogen anelse om, for han ventede ikke ligefrem besøg, og man kunne jo kun sige, at han bestemt ikke tog disse ting for gode varer, for det var jo trods alt Dvasias, og han vidste, at han havde stået i farezonen for mange ting, frygtelig mange gange. Han klappede roligt bogen sammen og lagde den på bordet foran sig, inden han roligt rejste sig op. Stokken som stod ved siden af sofaen, var ganske vidst den som han havde fået af Faith, men.. det var virkelig svært for ham at forestille sig det. Han nåede roligt ud i den store forhal, inden han søgte hen til døren, som han roligt fik op. Bevidst stod han klar i tilfælde af at vedkommende på den anden side, var ude på et eller andet, for det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst, for han ønskede naturligvis heller ikke at komme slemt til skade, og han stolede bestemt ikke på nogen som helst. At det så skulle vise sig at være den dæmoniske træner, Evan som stod på hans dør, var dog en tanke som forundrede ham en hel del. Smilet bredte sig kynisk på hans læber alene ved tanken om at manden faktisk stod der. Det beklædte som han havde med, var dog ikke noget som han havde lagt mærke til for nu om ikke andet. ”Ser man det, ser man det.. Er det ikke Evan Strife som er på min dør. Har du skiftet mening med henblik på dit standpunkt, eller er du er af anden årsag?” spurgte han med en ganske bestemt tone.

[Deleted]

Evan vidste godt, at det var en risiko uden lige at træde direkte ind i Marvalo City, men han følte at han skyldte Cecilaya, for hun havde gjort frygtelig meget for ham, så det i sig selv så måtte han jo bare løbe risikoen og så se hvad der skete ved det. Som manden fik åbnet døren for ham, så var det ikke ligefrem fordi at han var ude på at gøre nogen skade eller noget lignende, men fordi at han faktisk bare ville føre hans datter hjem igen, og give hende en sidste ære, ved at blive gravlagt ved sin familie, som det uden tvivl var hende fortjent, og specielt med alt det som hun havde haft at slås med, for småting havde det slet ikke været. Han havde støttet hende så godt som det nu havde været ham menneskelig muligt, men selv det havde ikke været nemt. Han vidste hvad tøsen var kendt for, men hvad han havde set, var jo straks nogle helt andre ting, så et sted ville han næsten sige, at det som var sket, nærmest måtte have været til det bedste, selvom han vidste, at det var en frygtelig grotesk tanke at gøre sig. Han vendte blikket direkte op mod ham. Han havde valgt at gå med dæmonerne for frygtelig mange år siden, og det var skam slet ikke fordi at det var noget som han havde fortrudt i længden. ”Jeg er ikke taget hele vejen fra Appolyon til Marvalo City, fordi at jeg fortrød det valg, som jeg gjorde mig for mange år siden, Kimeya. Jeg er her af ganske anden hensigt, og det ved jeg at du kan hjælpe mig med. Jeg har bragt din datter med mig. Jeg synes hun fortjener at blive gravlagt blandt nære og familie,” sagde han med en ganske kortfattet tone. Han var ikke en mand som ønskede at stå og sludre, hvilket nok også ville gå op for manden før eller siden, men ikke desto mindre, så ønskede han at få Cecilaya gravlagt og meget gerne side om side med sin kære bror, som han vidste, var den mand som havde haft den største betydning for hende, også selvom han var gået i graven for selv mange år siden af ulykke. Det var selvfølgelig utrolig tragisk, at der var sket så meget i denne lille familie, men det var heller ikke fordi at man kunne gøre det største ved det lige nu. ”Hun døde i forsøget på at beskytte folk af betydning for hende, Kimeya. Jeg ved at du har familie gravlagt her, inkluderet din egen søn. Jeg anmoder om at få lov til at lægge hende til hvile side om side med ham,” afsluttede han ganske stilfærdigt.

[Kimeya Marvalo]

I det store og hele, så sagde Evans ord virkelig ikke Kimeya noget som helst, også selvom han havde læst sig frem til i hans dagbøger at han havde børn. At han faktisk eftersigende, skulle være far til 4 af slagsen, som Faith havde bragt til verden, og nu stod Evan for hans dør, og ville påstå at han havde flere gravlagte? Han vidste, at han havde familiegravene i kælderen, og den eneste som han ikke rigtigt havde fået til at passe ind i det billede, var Cedrics – hans egen søn. Det var virkelig frustrerende, ikke at kunne huske noget som helst! Han knyttede næven omkring håndtaget, også mest for at holde sig stående hvor han gjorde på nuværende tidspunkt, også fordi at han slet ikke var ude på noget som helst, for hvorfor skulle han dog være det? Han vendte blikket direkte mod det beklædte som han havde med sig. At det skulle være hans datter, var alligevel noget som påvirkede ham i det indre, og efterlod ham med en knude i maven, for.. hvad nu hvis det var rigtigt? Frem til han kunne huske noget, så vidste han udmærket godt, at han slet ikke kunne stole på noget af det som folk fortalte ham, hvilket næsten var noget af det som faktisk frustrerede ham mest, så var det ikke fordi at han kunne gøre det største ved det af den grund. Han kneb øjnene svagt sammen. ”Ellers en skam. Du ville have gjort det godt blandt dine ligemænd, frem for at søge så dybt i hierarkiet, Evan.. Du må endelig lade mig vide, hvis du vælger andet, ikke sandt?” sagde han med en ganske kortfattet stemme.
Knuden i hans mave, synes dog ikke at forsvinde. Tanken om at hans børn var død og borte – hvis det var hans selvfølgelig, så var det nu bare sådan at det var. Han rystede på hovedet. Han havde svært ved at tage tingene til sig, nu hvor han ikke kunne huske noget som helst. ”Det er alt sammen meget fint, Evan, men jeg mindes slet ikke at jeg har nogen familie. At hun har mistet livet for at beskytte dem som er af betydning, er alt sammen meget fint.. Men det siger mig slet intet,” afviste han med en fast mine, idet han kun gjorde tegn til at lukke døren i stedet for. Tanken om at han faktisk havde børn og familie, var en tanke som han havde svært ved at forestille sig. Specielt ikke efter at han havde mistet Nalani og hendes mor, men.. det var jo frygtelig mange år før Faith var en del af billedet.

[Deleted]

Evan havde skam ikke forventet sig andet end hvad der foregik i denne stund, for dette var noget som virkelig formåede at pisse ham af. Han vidste godt at hans valg om at søge til dæmonerne havde vakt en gevaldig uro blandt mange – Ikke bare blandt warlocks, men også blandt dæmoner, som havde svært ved at stole på ham, men det var nu ikke noget som han tog sig af, for han synes efterhånden også, at han havde bevist sit værd, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Cecilaya skulle gravlægges ved sin familie, og det var egentlig hans eneste hensigt ved dette besøg. ”Du skal ikke regne med at den dag nogensinde dukker op, Kimeya. Jeg har det fint hvor jeg er,” sagde han med en kortfattet tone, mest af alt, også for at lukke den af, for det var jo slet ikke derfor han var kommet der, men for Cecilayas skyld. Han havde ladet Athena blive hjemme, så hun kunne komme ordentlig og tæt ind på Jacqueline, nu hvor de endnu en gang skulle huse hende, og denne gang håbede han godt nok heller ikke at Sonic dukkede op, for det kunne ikke være rigtigt, at man kunne efterlade sin datter på den måde og bare tage af sted, og så var han ligeglad med hvor manden havde søgt hen!
Blikket gled kort i retningen af det beklædte lig, som han havde ved sig. Hun havde ligget på køl til nu, og nu synes han godt nok også at det var ved at være på tide, for det var selvfølgelig her hun havde fortjent at ligge. At manden så skulle afvise det hele, var en tanke som faktisk gjorde ham hidsig, for han fandt sig slet ikke i det på nogen måde i det hele taget! Han knyttede selv sin ene næve i et forsøg på at holde sig i skindet, for nemt kunne man jo heller ikke ligefrem vove at påstå at det var. At manden kunne afvise det på den måde, var en tanke som virkelig gjorde ham hidsig, for en familie, var noget af det vigtigste man kunne få her i livet, og så afviste han det? ”Jeg er ked af, at du intet mindes omkring din familie, eller hvad de har udrettet, Kimeya, men dette er din eneste datter af fødsel, og derfor skal hun selvfølgelig gravlægges side om side med sin bror og resten af sin familie. Du skal ikke få lov til at afvise det..!” Med disse ord, så søgte han direkte ind i skallen på Kimeya. Han var kendt med meget af deres historie, og derfor vidste han også hvad han skulle søge efter, for at få det hele revet frem. Han fandt sig ikke i det andet!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var måske en mand som var mørk af hjerte, sind og sjæl – af hvad han kunne huske om ikke andet, for det var frygtelig mange ting, som han faktisk ikke kunne huske, men han kunne jo læse sig frem til det, hvilket næsten var det som gjorde det hele så meget værre, end hvad det var i forvejen, og det var noget som han direkte måtte hade mere end det som han måtte hade noget andet! Evan havde ikke skiftet mening, selvom det nu heller ikke var noget som kom bag på ham som sådan, men det skadede jo aldrig at prøve om ikke andet. Han fnøs ganske let, også selvom det vel også var tydeligt, at han slet ikke var det mindste tilfreds med tingene, som det nu måtte forholde sig i længden. ”Må du jo selv om,” mumlede han kortfattet og derved lod han også samtalen gå lidt i død, hvad det angik, for han ønskede selvfølgelig heller ikke at skulle skændes eller diskutere det yderligere, for det var der jo slet ikke nogen af dem, som fik noget ud af.
Kimeya ønskede virkelig at huske, men når han ikke kunne huske noget, så var det bare nemmere for ham at skubbe det hele på afstand, også selvom han tydeligt kunne høre, at det heller ikke var noget som han var helt tilfreds med, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det og lukke dem ind, så tøsen kunne gravlægges, når han for pokker ikke engang var i stand til at huske hende! Ved Evans ord, nåede han ikke at reagere, før manden befandt sig i hans hoved, hvilket bestemt heller ikke var noget som han havde forventet sig af på nogen måde. ”S-stop!” udbrød han med en fast tone, idet han hastigt trak sig fra døren, hvor han alligevel formåede faktisk at falde over sine egne fødder. Lige hvad det var manden havde haft fingrene i, så efterlod ham det med de mange huller hvor brikkerne endeligt kunne falde på plads. Det hele kørte som havde det været en film. Hele historien, Memphesto, deres skænderier, Yuuki.. Det hele dannede sig for ham, hvilket næsten var noget som gav ham direkte kvalme at tænke på! Men han kunne jo ikke direkte gøre det vilde ved det af den grund. ”… Åh gud..” Næsten helt rundt på gulvet, gjorde han sig et desperat forsøg på at komme op på benene igen, selvom det ikke var nemt for ham. Alene det at han pludselig… huskede det hele, så var det næsten en byrde så tung som et ondt år! Blikket gled mod det beklædte lig, som Evan havde ved sig, hvor han mærkede hvordan maven for alvor slog knuder. Hans lille prinsesse?

[Deleted]

Evan ville aldrig komme til at skifte mening uanset hvad dette angik, og så var det noget som Kimeya og de resterende warlocks bare måtte finde sig i. Det kunne godt være, at det ville give ham mere ro på sjæl og sind at vælge at gå med dem, også fordi at de ville lukke ham ind, så var det ikke noget som gjorde den største forskel for hans vedkommende, for han havde taget sit standpunkt, og han var bestemt heller ikke den type mand, som skiftede mening. Hans mine forblev ganske fast og stiv, som han så på ham. Han fandt sig slet ikke i at blive behandlet på denne måde, også fordi at han kun var i færd med at vise familien ære, netop også overfor Cecilaya ved at bringe hende hjem, så hun kunne lægges side om side ved sin familie, for det var uden tvivl også noget som hun havde fortjent efterhånden, og det var noget som han stod fuldkommen fast på.
At søge direkte ind i skallen på Kimeya, vidste han godt kunne være temmelig farligt, for han var slet ikke en mand som man skulle lege med, og det vidste han derimod også godt, for et eller andet, var han jo trods alt nødt til at gøre – også mest for Cecilayas skyld. At manden så røg i gulvet, så stoppede han ikke, før han havde revet så meget frem som muligt. At det så havde slået manden lidt omkuld, var noget som automatisk fik det frydende smil frem på hans læber, for han måtte erkende, at det var lidt underholdende, at slå den store warlock i jorden, når det var noget som så mange andre havde kæmpet for at formå at gøre igennem så frygtelig mange år. ”Som sagt, så er jeg her med din datter, og jeg synes hun har fortjent at blive gravlagt ved sin familie.. Og sin bror.. Er det noget som du vil hjælpe mig med, eller er det noget som jeg skal få arrangeret på egen hånd?” spurgte han med en ganske så kortfattet stemme, for det andet gad han bestemt heller ikke. Han sendte ham en fast mine, idet han roligt fik Cecilaya med sig indenfor – uden at vente på en invitation, for han gik ikke ud fra, at det skulle være det største problem som det var lige nu. Han vendte blikket i retningen af Kimeya. Den hårde mine var tydeligt forsvundet, og nu kunne manden vel også huske bare.. lidt mere end det som han havde gjort til nu? ”Hvor meget husker du nu?” spurgte han med en endelig stemme.

[Kimeya Marvalo]

Minderne spillede i Kimeyas hoved, som havde det været en film, og det var næsten mere end nok til at gøre ham direkte svimmel, for han havde det bestemt ikke særlig godt. Knuden samlede sig for alvor i hans mave, idet han forsøgte at komme op og tilbage på benene igen. Han vendte blikket i retningen af Evan og mod det lig som han havde belagt med et smukt klæde. Lige hvad han skulle sige til det, vidste han ikke, for.. hvad nu hvis det faktisk var hende? Hans elskede lille datter, som lå der, for det var slet ikke fordi at han ønskede at der skulle være sket hende noget som helst. Endelig kom han op på benene igen. ”Lad mig se hende..” Næsten som om at piben straks havde fået en helt anden lyd, for han ønskede naturligvis ikke at se hans datter ligge.. død, men han var nødt til at se det med sine egne øjne. Han søgte hen til det beklædte lig, kun for at fjerne det fra hendes ansigt. At se det røde hår og det fredfyldte ansigt, var noget som virkelig fik hans mave til at trække sig sammen. Øjnene lukkede han let, idet han virkelig forsøgte at tage sig sammen. Alene synet af hende, så var han slet ikke i tvivl om, at det faktisk var hans lille prinsesse som lå der, og tanken om at hun var.. død og borte, ligesom Milando og Cedric, var faktisk en tanke som gjorde direkte ondt på ham at skulle tænke på!
Nu hvor Kimeya ikke kunne gøre andet end at give Evan ret i hans udtalelse, så ønskede han selvfølgelig at hun skulle gravlægges her, hvor resten af familien også var. Nu hvor al hans tid med Faith pludselig gav mening, så var det ikke just noget som forbedrede sagen for ham, for han vidste jo godt, at hun slet ikke ville vide af ham, så var det ikke hvad han tænkte på lige nu. Han dækkede hende roligt til igen. ”Jeg kan huske det hele… Alt Evan..” svarede han temmelig tomt, for.. det gjorde ondt for ham at snakke om i det hele taget. Han vendte blikket roligt i retningen af ham igen. Hans øjne lige så var blanke, også selvom han ikke kommenterede det. Han ville fremstå stærk for den lille familie som han nu havde, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende. Han trak vejret dybt. ”Hun skal gravlægges sammen med den resterende af familien.. Jeg skal nok tage det herfra, og jeg kan love dig for, at det er en ære, som jeg vil give hende,” afsluttede han sigende.

[Deleted]

Evan holdt meget godt øje med Kimeya, også fordi at han agtet at holde sig fuldkommen rolig, da han heller ikke ligefrem vidste hvad den mand kunne finde på, og frem til at han havde fået bekræftet, at han faktisk godt kunne høre og ikke mindst se, at der var forandret ting, så var det selvfølgelig også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han holdt endnu Cecilaya bag sig. Den sidste ære, og den fred i livet, var noget som han naturligvis ønskede at skænke hende, for det andet havde hun da slet ikke fortjent, med alt det som hun havde kæmpet for og imod ikke mindst, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At se hvordan det hele forandrede sig i Kimeyas blik, så lod han ham også komme tættere på Cecilaya, selvom han endnu måtte se den unge kvinde som sin leder, og hun havde uden tvivl gjort det fantastisk godt i længden, og det var noget som manden selvfølgelig skulle vide. Manden genkendte hende tydeligt. Det var bestemt heller ikke fordi at man som sådan kunne være i tvivl om de mange tegn som lå i dette, for ligheden mellem hende og hendes forældre, var virkelig storeslående, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. ”Det gør mig ondt, Kimeya, men hun døde da hun forsøgte at gøre det rette. Vedkommende som gjorde det, er blevet straffet for det,” forsikrede han med en rolig stemme. Tanken om det som Anyalina havde formået at gøre på så kort tid, var en tanke som gjorde ham arrig, også selvom han som sådan aldrig havde været i stand til at se på hende, som sin søster, for det kunne han slet ikke, og da slet ikke sådan at det var gået for sig.
At Kimeya gik med til at give Cecilaya den begravelse ved sin familie som hun havde fortjent, var naturligvis en tanke som glædede ham. Ingen tvivl om det, også fordi at det var noget som han værdsatte frygtelig højt. Som det nu var tydeligt for ham at manden havde genkendt hende, så nikkede han blot mod hende. ”Hun ville ønske at ligge side om side med sin bror.. Endnu en gang kondolerer jeg for tabet Kimeya. Tag dig af hende på hendes sidste rejse. Det har hun fortjent,” afsluttede han endeligt, idet han faktisk bøjede hovedet i respekt for ham inden han valgte at bakke ud, og forlade Marvalo Mansion igen. Turen til Appolyon var jo trods alt lang, og han skulle hjem til Athena hurtigst muligt. Nu havde han jo trods alt også gjort sin gode gerning.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Hvordan Kimeya skulle tage det hele, vidste han virkelig ikke. Det hele føles så utrolig uvirkeligt, at hele hans familie skulle være gravlagt, også fordi at han slet ikke havde været der til at passe på hende og beskytte hende, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Tænderne bed han let sammen, som han vendte blikket i retningen af Evan igen. Nu hvor han kunne huske det hele, så vidste han bestemt heller ikke om det var en god eller en dårlig ting, og det var noget som han uden tvivl var nødt til at finde ud af, når den mulighed ville gå op for ham, men lige nu, så ønskede han at få sin elskede datter gravlagt, og selvfølgelig skulle hun ligge side om side med sin bror, hvilket han selvfølgelig nok skulle sørge for, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han nikkede blot. ”Hun var en lille pige – som jeg kan huske, med et stort hjerte, og en utrolig vilje.. At hun døde i forsøget på at gøre det rigtige, forundre mig ikke. Det gør dog en far stolt,” sagde han endeligt, idet han fik dækket hende til igen. Tanken gjorde ondt, for det var slet ikke meningen at forældre skulle gravlægge deres børn, men.. omvendt, og det var bare ikke tilfældet denne gang, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hans vedkommende af den grund.
At skulle tage sig af hende på hendes sidste rejse, var noget som Kimeya kunne love at han ville gøre, og det var uden tvivl! Han nikkede blot, som han lod Evan forlade stedet. Det var også først der, at der var en tåre som trillede ned af hans kind. Med sin egen magi, så fik han hende hævet fra gulvet, også selvom det var ganske varsomt. Hvor lang tid hun havde været væk, vidste han ikke, men det glædede ham dog, at den som havde gjort det, var blevet straffet for det, så det var uden tvivl noget som passede ham selv helt fint! Han søgte med rolige skridt ned i kælderen, så han kunne få sin elskede datter gravlagt, også selvom hun var hans lille prinsesse, så var det uden tvivl noget som han faktisk tog frygtelig, frygtelig tungt. Nu som det var sagt, så gik han lidt i sine egne tanker imens han fik hende derned for at få hende gravlagt. Det var uden tvivl med frygtelig tungt hjerte, men det skulle selvfølgelig gøres. Også for hendes skyld.. Hun var jo trods alt hans lille prinsesse…

//Out