Lake of missing pieces

[Kimeya Marvalo]

I Kimeyas øjne, så var Faith ikke andet end bange for hvad dette ville bringe hende, også selvom det slet ikke var noget som man kunne sige, at han ville dele med hende, for han ville ikke have ukendte ting som kunne bruges mod ham, for den tanke i sig selv, var noget som sagtens kunne gøre ham hidsig, og det var slet ikke noget som han ønskede sig det mindste af. De mørke øjne hvilede intenst på hendes skikkelse. Om følelser igen ville spire, vidste han ikke, og et sted, så kunne han vel være ligeglad? I det tilfælde, så ville han da vide hvad han skulle gøre ved det, hvor han derimod nu, slet ikke vidste om han skulle vide eller gøre til eller fra, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. ”Hvad du væger at gøre for dig, skal jeg skam ikke blande mig i. Jeg vil stå stærkere ved at kende til sandheden, i stedet for at begå de samme fejl igen senere, ikke sandt? Jeg tænker på konsekvenserne og styrken det vil give mig at kende til sandheden omkring mit liv og hvad jeg har gjort.. Vil du da påstå, at du ikke vil vide det? Vil du da påstå at du er så ligeglad med det hele, og slet ikke ønsker at vide hvad vi har gjort eller hvorfor?” spurgte han med en ganske kortfattet tone. Naturligvis irriterede det ham utrolig meget, men det var som sagt, noget som hun selv måtte være om.
Ringen havde Faith kylet i søen, også selvom Kimeya måtte erkende, at det.. smertede selv ham. De havde været intime og de havde været nære og tætte på hinanden, også selvom det et sted var næsten det som var det værste af det hele, specielt når han ikke kunne forestille sig det selv. Tænderne bed han tydeligt sammen. Han troede på skæbnen, og de var begge kommet igen til livet, med en ring på fingeren som tilsyneladende var ment så de kunne mindes hinanden – dog på en måde, som han ikke rigtigt kunne se. ”Jeg er sikker på at skæbnen mener noget andet hvad det her angår, Faith.. Som sagt, må du selv om det. Jeg undersøger videre, og så holder jeg bare mund i stedet for, hvis det er hvad du vil,” sagde han kun ganske kortfattet. Han ås virkelig ikke nogen grund til at skulle rende rundt og skændes med hende, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få noget ud af. Mærket på hans bryst, var ment som markering, hvilket var noget som han udelukkende måtte konkludere ud fra placeringen. ”Jeg skal ikke bestemme hvad du skal og hvad du ikke skal, Faith.. Desuden har jeg længst fundet ud af, at du ej kan skænke mig flere svar, end hvad jeg selv har fundet..” Han valgte roligt at bakke, inden han vendte ryggen til hende – Måske en risiko i sig selv, men nu tog han den, og sådan som hun havde stirret ud over søen, så var han da nødsaget til at finde ud af hvad hun ville. Ringen betød åbenbart mere for hende, end hvad hun lige ville give udtryk for.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith var bange for hvilke konsekvenser dette kunne få for hende i fremtiden. Hvad end de havde haft, så var det ikke noget hun ønskede at genoptage, desværre gav hans ord mening.. uden at have kendskab til det, ville hun være et let mål, fordi hun ville være let at frustrere. Et dybt suk brød hendes læber som igen vendte blikket bort fra ham, for i stedet at lade tankerne flyde, men s hun kunne føle hans intense blik i nakken. Normalt ville hun aldrig vende ryggen til en mand som ham, men hun havde en sjov idé om at han næppe ville gøre hende ondt. ”Du har ret.. jeg vælger selv og jeg vil mene at jeg har tydeliggjort mit ønske. Hvis du vælger at grave i det, kan jeg ikke forhindre dig, men jeg beder dig om at holde mig ude af det. Derudover ville jeg være meget taknemmelig hvis du ville lægge ringen. Folk skulle nødig tro at vi endnu var gifte,” påpegede hun næsten med en form for afsky i stemmen. Hun kunne ikke gifte sig med en warlock. Selvom de endnu stod og førte en samtale, så, så Faith hele tiden ringen for sig, liggende på søens bund et sted blandt tang og andet skidt og det gjorde hende nærmest depserat efter at undslippe ham så hun kunne få den tilbage. Hun rystede opgivende på hovedet. Han lod ikke til at være til at rokke med og så var der jo ikke meget hun kunne gøre. ”Tro hvad du vil, Kimeya, jeg håber at du får noget brugbart ud af det,” endte hun lidt intetsigende og med en uengageret tone. Det var ikke fordi hun gad at skændtes med ham, faktisk ventede hun kun på at han gik. ”Fint. Jeg går ud fra at vi ses omkring?” spurgte hun med et intenst glimt i øjet, og fulgte ham idet han begyndte at gå. Selvom hun forsøgte ikke at tage notits af det og lade som om hun betragtede søens vand, så talte hun hans skridt væk fra hende, til hun følte at han var langt nok væk til ikke at ville spotte hende. Hun rystede på hovedet. ”Jeg fatter ikke at jeg gør dette,” vrissede hun af sig selv. Mørket havde adskilt dem hurtigere end lyset ville gøre. Langsomt løsnede hun kappen og kjolen fra sine skuldre, og lod dem falde i en elegant, bølgende bevægelse som blottede hende fuldkommen. Hårene rejste sig for alvor, men selv Faith vidste at vandet ville være langt mere kølig end luften over. Armene lagde hun omkring sin krop for at skjule den lille barm, og stirrede i lange, tøvende sekunder på vandet, inden hun kort himlede med øjnene og trådte ud i vandet som omgående svøbte sig om hendes blege krop, og lod hendes nøgne skikkelse bade sig i månens lys. Det røde hår stod kraftigt ud i det ellers sorte hvide farver. Hun havde en lille idé om hvor ringen var endt, så hun søgte et par meter ud, meget opmærksom på hvad der foregik under hende. Hendes krop skælvede som reaktion på kulden som bestemt ikke faldt i god jord. Idet hun synes at finde placeringen dukkede hun sig roligt og lod hovedet glide under vandoverfladen i en søgen efter ringen..

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var slet ikke ude på at skændes eller gøre Faith noget ondt. Af en eller anden.. mærkelig grund, så var det slet ikke noget som han kunne få sig det mindste til, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han ville ikke stå svag, for det andet frustrerede ham uden tvivl, når han vidste, at der var noget, men ikke desto mindre, så skulle han da nok holde mund, hvis hun ikke ville vide noget, også selvom han et sted kunne se, at hun var mindst lige så irriteret, som det han selv var. ”Dit kald,” sagde han ganske kortfattet, også selvom han endnu lod ringen sidde på hans finger, for han så da slet ikke nogen grund til at skulle tage den af, før han havde fundet ud af helt præcist hvorfor han gik rundt med den på fingeren, for det var uden tvivl noget som han ønskede at finde ud af, før han gjorde noget som helst, for andet fik ingen af dem det mindste ud af. ”Mere ud af det, end at vide absolut ingenting,” sagde han med en ganske kortfattet og sigende mine.
Kimeya undlod bevidst at kommentere hendes hilsen, for han vidste jo ikke om de ville komme til at støde ind i hinanden igen. Selvom han var gået, så var det skam ikke fordi at han var gået særlig langt væk, men kun til buskene og træerne igen, så han kunne stå lidt i skjul. Blikket hvilede bevidst på hendes skikkelse, som hun lod tøjet falde, hvor smilet alligevel måtte brede sig en anelse, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det, for det var bare som om at det var noget som faldt ham ganske naturligt til. At hun så søgte ud i vandet, så var det som han havde regnet med; hun fortrød at hun havde kastet den i. Med andre ord, så var det ikke noget som var værdiløs for hende. Igen kunne han ikke lade være med at træde frem, hvor han søgte ned til vandet, nu hvor hun havde valgt at dykke under. Det var koldt, hvilket han vidste, men ikke noget som han lagde mere i end det som godt var. Hendes kjole endte han med at samle op. Han ville samle al det ind som han overhovedet kunne, for at finde ud af mere omkring det som han følte, og de tanker som han gjorde sig. Han indsnusede duften som hang i hendes tøj. Alene duften af hende, var noget som for alvor måtte få hans hjerte til at hamre direkte mod hans bryst. Det var noget.. genkendeligt, også selvom han ikke kunne sætte en finger på det, og det var noget som direkte irriterede ham, også fordi at han ikke kunne gøre det største ved det, uanset om han ville det eller ikke. ”Jeg skal nok finde ud af hvordan det hele egentlig forholder sig.. Mærk dig mine ord..” Han vendte blikket i retningen af vandet igen. Før eller siden måtte hun jo komme op igen, og så måtte de jo finde ud af, om det var med eller uden ringen i sin hånd.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith var egentlig glad for at Kimeya langt om længe valgte at lade den lægge. Jo dybere ind i mørket han kom og forsvandt fra hendes åsyn, jo tungere føltes hendes hjerte også selvom hun havde ventet på det for at kunne hoppe i søen og finde den ring som hun havde kastet i for en afslutning hun ikke var klar til. Hun vidste ikke hvad det betød, men uden den følte hun sig nøgen og sårbar hvilket hun ikke ønskede! Jo længere ud i vandet hun kom og jo mere det omsvøbte hende, des mere kold følte hun sig. Hårene var rejst og gåsehuden havde meldt sig over den blege hud. Hendes krop skælvede, også fordi hendes temperatur var naturligt højere end de fleste andres på grund af den flamme som brændte i hende. ”Fanden tage den mand,” vrissede hun utilfredst videre. Et sted så kunne hun ikke lade være med at se ham for sig. Der var noget underligt velkendt ved hele situationen også selvom det nok bare var søens stemning som gjorde det. De røde lokker flød let langs vandoverfladen til hun til sidst besluttede sig for langt om længe at glide under. Selvom hun holdt øjnene åbne og det sved, så var der fuldkommen mørkt og her kunne hendes ild ikke være til megen hjælp, hun måtte blot forsøge sig lidt frem. Med hænderne mod bunden begyndte hun at gennemrode den. Først fik hun fat i noget klistret tang. Efter sekunder søgen fandt hun noget metal, hvilket igen fik hende til at søge op. Hun tog en dyb indånding og gispede let inden hun så ned på et våben i sin hånd. Den var gammel og havde ligget der længe, der var der ingen tvivl om. Det var dog ikke hvad hun ledede efter. Igen fyldte hun lungerne med ilt, inden hun igen tog turen ned til bunden for at fumle videre på den bløde bund. Flere gange ramte hun noget hårdt, som hun ikke var i tvivl om var knogler, men det var trods alt ikke underligt. Efter sigende svømmede hun i øjeblikket i sine egne samt Kimeyas rester hvilket var en lidt.. mørkværdig følelse. De blege fingre fandt endelig vejen til et mindre stykke cirkulært metal. Efterhånden kunne hun ej heller holde mere på ilten, så hun brød atter overfladen og tog sig et øjeblik for at få luften lidt tilbage, inden hun så ned i sin hånd hvor ringen ganske vidst hvilede og badede sig ligesom hendes blege, nøgne skikkelse i månens skær. At Kimeya i virkeligheden ikke havde været længere væk, var endnu ikke gået op for hende, eller at han havde stået og duftet til hendes klæder for den slags skyld. Hun åndede lettet op og smilede lidt kækt for sig selv, inden hun vendte op for at søge tilbage mod bredden. I samme øjeblik det intense blik faldt på den kendte skikkelse i mørket, hoppede hun lettere forskrækket tilbage og så på ham med en mine som et barn der var blevet taget med hånden i kagedåsen. ”…” hun åbnede munden men ikke et ord forlod hendes læber. Først der gik det op for hende at hun stod blottet, men hun var ikke særlig blufærdig overfor sin krop, så hun gjorde intet for at skjule den som sådan, desuden lod det jo til at han havde set det hele. ”Giv mig den,” beordrede hun fast og kastede med hovedet mod kjolen. Det var bestemt ikke varmt!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne i princippet være fuldstændig ligeglad, men der var grunde til at han havde valgt at åbne sit hjerte for en kvinde som Faith, og det var uden tvivl noget som han agtet at finde ud af, nu hvor han havde muligheden for det, det var der ingen tvivl om at der var noget i det, for han kunne jo for pokker også godt mærke det! Og han var slet ikke i tvivl om at hun kunne det samme, også selvom det hele nok bundede mere i benægtelsen, end det som det gjorde noget andet. Han blev stående ved bredden og med hendes kjole i hånden. Nu som det var sagt, så kunne han slet ikke lade være med at stå og snuse den.. indånde hendes søde duft, for selv den måtte sætte utrolig mange tanker i gang i hovedet på ham, også selvom der ikke var hverken hoved eller hale i noget som helst. Han tog sig ikke af Faith ude i vandet, nu hvor hun dykkede ned for at finde ringen. Den havde tilsyneladende en lidt større betydning end det som hun ville stå inde ved, men det var selvfølgelig noget som hun selv måtte finde ud af, for han skulle endelig ikke blande sig i noget som helst, for hun gav ham jo et rap over fingrene, så snart han tilsyneladende kom lidt for tæt på det som måtte være sandheden for hende.
At Faith måtte komme op igen, sagde han skam slet ikke noget til, da Kimeyas opmærksomhed helt og særdeles opslugt af den duft, som han virkelig forsøgte at placere nogen steder, for han vidste at den havde en særlig betydning for ham, men det var bestemt heller ikke fordi at man kunne sige, at det var synderlig nemt for ham af den grund. Nu som det var sagt, så havde han brug for at finde ud af alt sammen, og med de mange tanker som han gjorde sig, hvad det det her angik, så var han jo nødt til at gøre et eller andet ved det. At Faith valgte at åbne munden, fik ham til at sænke kjolen en anelse, idet han vendte blikket direkte i retningen af hende endnu en gang. En flot krop i hans øjne, også selvom hun ikke var særlig stor, så var det faktisk ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste nu som det var sagt. At hun ville have kjolen og tog den tone i brug, forundrede ham egentlig ikke, hvor smilet bare bredte sig en anelse på hans læber. ”Er du bange for at jeg løber med den, Faith? Du har ikke noget at skjule.. En skam, at du ikke har vist noget af det,” sagde han endeligt, som han lod hovedet søge en kende på sned. I det store og hele, så ønskede han jo bare at.. betragte hende og finde ud af det hele. ”Det ser mig en kende koldt ud.. Fryser du, min kære Faith?” spurgte han en kende morende, for tanken morede ham faktisk en anelse.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith hadede tanken om at Kimeya han faktisk havde ret i mange af sine ord. Der var en grund til at de havde været så tætte engang. Hun havde skænket ham sit ja, tilsyneladende givet ham sin krop og samtidig markeret ham som sin, hvilket ikke sagde så lidt. Hun var bare bange for at det ville rive op i gamle ar, gøre hende ondt og sætte hende i et dilemma med henblik på de følelser som hun ønskede at holde tæmmet. Faith kom igen til syne på vandoverfladen og vendte ringen i sit hånd et par gange, lettet over igen at have den ved sig, for det andet havde faktisk gjort ondt. Den havde nok en større betydning for hende, men det var frustrerende ikke at kende den. Et dybt suk brød hendes læber. Hun vendte sig langsomt om og tog Kimeya direkte i at.. stå med næsen i hendes klæder? Hun rynkede på panden uden at vide hvad hun skulle sige. Det at vide, at han alligevel gjorde sig så store tanker om hende at han direkte stod og indåndede hendes duft, fik hendes hjerte til at banke, på en meget mærkværdig og måske ligefrem uhyggelig måde følte hun sig begæret for et kort øjeblik. Kimeya var tilsyneladende ligeså overrasket som hende selv, om end ikke nær så paf som hun var blevet. Langsomt bevægede hun sig mod bredden og stoppede igen da vandet nåede de smalle hofter. Der var ikke meget i hende, og hun havde hverken en fyldig barm eller andet at prale med, men hun var ikke flov over at lade ham se hendes krop til trods for de ar som prydede dem, og som hun ej heller huskede historien bag. Hun kneb øjnene en smule fast sammen ved hans ord, og blev stående med armene hængende slapt ned langs hendes side. De flammerøde lokker klistrede til hendes skælvende krop og lod dråber glide hen over den glatte hud. ”Du kan bare lige vove!” hvislede hun advarende og så fra kjolen og til ham. ”Tag dig et øjeblik, Kimeya. Nyd synet for det er meget vel sidste gang du ser det,” mumlede hun irriteret og strakte hånden ud som var hun klar til at gribe kjolen også selvom han ikke ligefrem gjorde tegn til at ville give hende den i det hele taget. De rosa læber havde antaget en lettere blå farve og så lang tid hun stod i det isnende vand så var hun for svag til at varme sig indefra.. masse træning ventede hende forude. Luften gjorde kun kulden endnu værre og det var begrænset hvor meget af den slags hun kunne holde til. Den morende tone gjorde hende kun vred. ”Luk arret Kimeya og stik mig den kjole!” beordrede hun fast og med nærmest lynende øjne, også selvom hun.. faktisk nød at han så på hende på den måde. Det var en underlig følelse, som hun slet ikke burde besidde, men der var ikke meget at gøre ved det, før hun lærte baggrunden at kende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste skam godt, at han havde ret i mange af de ting som han havde valgt at udtale sig om, men at det var en ret, som hun slet ikke ville give ham, så var det noget som hun så selv måtte være om, for han skulle endelig ikke blande sig. Hun ville ikke vide noget? Så skulle hun blive fri, men han ville ikke lade de ting hvile i det uvidende, og så lade det blive brugt mod ham, så hellere kende til sandheden og så tage det hele derfra, for det fik de da langt mere ud af! Han gjorde i hvert fald. Nu hvor han stod med snuden bogstavelig talt ned i hendes klæder, så var det en duft som fyldte ham med en.. form for ro, som han ikke rigtigt kunne sætte en finger på, og det var uden tvivl forbandet frustrerendes selv for ham i længden! Han lukkede øjnene kun i et næsten.. desperat forsøg på at huske, for han var jo trods alt nødt til at gøre et eller andet, også selvom det bestemt heller ikke var nemt altid, og specielt ikke med en stædig kvinde som Faith. Han havde været hende nær, og det hele indikerede det jo trods alt, og derfor frustrerede det ham kun yderligere, at han slet ikke kunne huske noget som helst! At Faith så kom op igen, var ikke noget som han sagde noget som helst til. Han var for meget mand til bare at rende væk med en kjole i armene, for det var selv for barnligt i hans øjne. At se hende stå der i det rene ingenting, var noget som havde fanget hans oprindelige interesse, for selvom hun måske ikke havde de ting som man normalt ville ønske, at man kunne se ved en kvinde, så var det ikke noget som gjorde nogen forskel af den grund, for han måtte give hende den – Smuk var hun virkelig. Han sænkede roligt kjolen. ”Hvor dum tror du jeg er?” spurgte han med en irriteret tone, for han brød sig slet ikke om at hun snakket til ham på den måde! Synet nød han skam, det var slet ikke det, også selvom det faktisk kom en smule bag på ham, at hun lod ham kigge på hende på den måde, så var han bestemt heller ikke den mand som skulle brokke sig. ”Tro mig, min kære Faith, så nyder jeg synet. Jeg har bare en mavefornemmelse som siger, at det næppe er sidste gang jeg får det at se,” sagde han med en rolig og ganske sigende mine, som han let lod hovedet søge på sned. Kjolen havde han dog ikke i sinde at kaste til hende, for selv nu stod del lidt fra hinanden. Han kunne se at hun frøs, men det forundrede skam slet ikke nogen, eftersom hun havde valgt at hoppe direkte i vandet for at hente den ring, som hun selv så hårdnakket havde påstået, at hun ikke ville bære med sig længere, så var det bestemt heller ikke fordi at han ville stille spørgsmål, også selvom han kunne se, at hun slet ikke var komme så meget over det, som det hun havde påstået for ham. ”Så kom da op og hent den.. Så jeg også kan få lov til at se det sidste,” påpegede han med et næsten helt kækt smil på læben.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith ønskede på ingen måde at give Kimeya ret i sine udtalelser også selvom hun vidste det at det var sandt. Det ville være let at ramme hende med ting som hun ville være uforberedt på, men hun ønskede ikke at give ham den tilfredshed at lade ham få ret. Det føltes lettende atter at have ringen på sig også selvom hun havde kastet den fra sig i et forsøg på at afslutte det kapitel og påbegynde et nyt, desværre havde det ikke været så nemt. Dråber løb ned over hendes blege krop og fik den til at skælve af ren og skær kulde, for varmt var det ikke! Hendes tænder klaprede også selvom hun kæmpede for at holde dem stillestående, så Kimeya ikke skulle få en idé om hvor kold hun var blevet, med hendes temperatur skulle der ikke meget til for at få hende til at føle sig skidt tilpas. Vinden svajede let mod hende og selvom den tørrede hende, så fik den hende også kun til at føle sig som en frossen pind. Hun kneb skeptisk øjnene sammen da hun fangede ham i at stå og snuse til hendes tøj. Ingen mand havde nogensinde været så besat af hende end ikke Fabian som havde fundet hende som noget ganske særligt, så at se det med egne øjne fik blot hendes hjerte til at banke hurtigere. Badende under månens blege skær og blottet for hans blik, så kunne hun tydeligt se hvordan han ikke ligefrem holdt sig tilbage med at betragte hende. Det fik hende til at føle sig smuk også selvom hun ikke ejede en flot barm at vise frem eller en perfekt glat hud for den sags skyld. Hun var lille og havde kæmpet mange kampe hvilket tydeligt havde sat sine præg. Faith sank en klump og blev stående i det kolde vand så det endnu måtte dække hendes hofter og skjule hendes nederste. Et slankt øjenbryn skød i vejret ved hans ord. ”Er du sikker på at du ønsker mine udtalelser på det spørgsmål?” svarede hun lidt sigende. På trods af at hun gerne ville lyde hvislende og kølig, så lå der en naturlig varme i hendes tone og blik. Hun bed sig i læben og følte vreden blusse.. det var faktisk en smule sårbart at stå overfor ham på den måde! ”Hold nu bare kæft for en gangs skyld, og giv mig min kjole!” udbrød hun utålmodigt og betragtede ham afventende. Det kække smil på læben gav hende kun lyst til at slå på ham. At han så ønskede at hun selv skulle komme op så han kunne se resten af hende, fik hende til at himle med øjnene. Ja måske lød hun lidt at få opmærksomhed fra ne mand? Også selvom det var Kimeya Marvalo, det var trods alt den som Denjarna plejede at stjæle. Ringen lod hun glide tilbage på sin finger inden hun trak på skuldrene og søgte op af vandet og dermed blotlagde sig fuldkommen. De Mørke/lyse kontraster i form af natten og månen fik kun hendes røde hår og lysende grønne øjne, til at stå mere ud. ”Hold op med det barnlige pjat og giv mig den,” gentog hun endnu engang og forsøgte at rive den fri af hans hænder.

[Kimeya Marvalo]

Det lignede slet ikke Kimeya at stå og dufte til en kvindes tøj, men igen nu, så kunne han slet ikke lade være, for han havde muligheden, og selv han måtte erkende, at han faktisk blev rolig omkring det hele. Et sted så var dufte ham velkendt, og et sted irriterede det ham, t det var den form for effekt, som hun skulle have af ham, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det bedre for ham, for det vækkede en frustration, når han ikke rigtigt vidste hvad det betød. Jovist var han kendt med følelserne, for lykkelig havde han været en gang.. Nalanis mor kunne han i det mindste huske, og han havde jo virkelig været glad for hende, men det var bare en helt anden ro som dette satte i ham. At Faith blev stående i vandet, så han ikke kunne se det hele, var selvfølgelig en tanke som måtte irritere ham, for han ønskede faktisk at.. se hende. Dum ville han ikke ligefrem påstå at han var, også fordi at han ikke var barnlig nok til at rende bort med hendes tøj. Han var en mand, og selvom han måske satte gevaldig stor pris på den kvindelige krop, så kunne selv han vise dem respekt. Det var tilsyneladende bare Faith som hav de problemer med det den anden vej, selvom det nu heller ikke rigtigt kunne komme bag på ham. Det var jo trods alt de forbandede Jacelucks og Faith specielt, som faktisk måtte irritere ham – af grunde som faktisk ikke var helt så kendt for ham, men det var virkelig underordnet nu. ”Du kunne prøve at besvare det ærligt, og uden en løgn?” opfordrede han med en ganske så kortfattet mine. Det var sandhederne som han ønskede sig, frem for det modsatte. Han blev dog stående med kjolen trygt hvilende i hans hånd og med den samme direkte stirrende mine i retningen af hende. Hun havde måske ikke meget af det som man ville søge efter ved en kvinde, men det var faktisk ikke noget som gjorde ham det mindste. Han havde faktisk en langt større respekt for hende end det som han kunne sige sig, at have for så mange andre, for mange havde en irriterende eller en sjov tendens til at blive.. billige og lette, go det var slet ikke noget som man kunne sige, var noget som han ønskede sig på nogen måde. At hun så alligevel trådte frem mod ham, så måtte han alligevel give hende elevatorblikket, så han kunne tage det hele i blik. Se, det var faktisk noget som han var ganske tilfreds med i længden! Han valgte dog alligevel at række hende kjolen, nu hvor hun var kommet ham i møde på den måde. ”Du ved jeg har ret.. Selv af en dæmon, er du faktisk en flot kvinde, Faith.. Den må jeg jo give dig.” Han blinkede let til hende og med et samme kække glimt i øjet. Det var næsten noget som bare lå naturligt til. Selvom han stirrede mere på hendes krop, end hvad han gjorde på hendes ansigt, så sagde han ikke noget til det som sådan. Man var vel bare en mand af lyst?

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith var lidt overrasket over at se ham stå med næsen i hendes klæder, hun havde bestemt ikke regnet med at han ville være så åbenlys.. selvom hun både fandt det opstemmende, så var det på samme tid en smule uhyggeligt også fordi hun slet ikke var vant til den opmærksomhed, om ikke andet så ikke som huskede, for selvom det lå langt fra hendes hukommelse, så havde der været en del mænd i hendes liv gennem årene. Hun storrede skeptisk efter ham lidt bange for at han kunne finde på at stikke af med hendes tøj og selvom hun ikke var blufærdig som det stod til nu, så ønskede hun dog ikke at tage en ydmygende tur hele vejen hjem til Appolyon. Lidt skjult sank hun en klump ved følelsen af det brændende blik som ret åbenlyst studerede hendes krop. Mange mænd ville foretrække en fyldig barm og et par runde, fødedygtige hofter ikke en lille, kejtet skikkelse med så kraftigt rødt hår at hun faldt lidt uden for i mængden hvilket hun efterhånden var vant til. Hun frøs og det var svært at skjule selvom hun virkelig forsøgte. Aftenvinden var kølig i disse tider også selvom sommeren var faldet over stort set alle de andre lande. Tænderne bed hun fast sammen. Dum var han desværre ikke, hvilket trods alt var en enorm ulempe for hende. ”Sandt.. jeg må give dig at du ikke er den mest uintelligente mand på denne jord, desværre. Når det er sagt så er du en pestilens,” tilføjede hun med en utilfreds mumlen. Måske det var hende som var svært at have med at gøre, men som den Jaceluck hun var, så var der selvfølgelig aldrig noget i vejen med hende selv, det var altid alle andre. En kende tøvende endte Faith med at søge op af vandet og op til bredden hvor man for alvor kunne se hvor gennemsigtig hendes blege hud var. Der var ikke meget smukt over hende, hvilket hun vidste, men skønhed var ikke altid det vigtigste. Det kom lidt bag på hende at han faktisk fandt hende.. smuk. Fabian var den eneste som havde givet hende de ord og hun havde aldrig rigtig forstået hvorfor. ”Hvorfor så overrasket, Kimeya? Havde du forventet to djævlehorn og en hale?” spurgte hun lidt kækt og rev kjolen ud af hånden på ham idet han rakte den til hende. Hun kastede den ganske vidst en kende langsomt over hovedet, mens hun forsøgte at varme sig selv via den indre varme, for ikke at komme til at fryse yderligere. Ligeså samlede hun kappen op fra jorden og svang den omkring hendes skulder, og foldede den om sit liv for at få mest mulig varme. Hun trådte op på siden af ham og lod hånden glide mod hans overarm med et glimt i øjet.”Jeg troede desuden at du var gået.. næste gang vil jeg råde dig til ikke at stå med næsen i mine klæder.. det får dig blot til at længes efter ting du ikke kan få,” hviskede hun lidt smørret, og strøg uden at tænke over det armen med et kærtegn inden hun slap og begyndte at gå med bankende hjerte i håb om at undslippe ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya så ikke nogen grund til at skjule den begejstring som Faith faktisk satte i ham, også fordi at han vidste, at det var og måtte være hende, alle disse følelser omhandlede, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde sagerne meget bedre for hans vedkommende. Selvom han stod med hendes kjole stort set direkte op i ansigtet, så efterlod det ham med en kraftig hjertebanken, uden at han egentlig vidste hvorfor, men han måtte erkende, at følelsen af det, var næsten det som påvirkede ham mest. De mørke øjne hvilede intenst på hende. Dum var han på ingen måde, hvor han jo faktisk var en temmelig intelligent mand, som tænkte over tingene inden han gjorde noget som helst, hvilket vel også var en grund til at han stod som han gjorde nu, og uden egentlig at være interesseret i kamp og strid, for det var han ikke. Desuden så ønskede han slet ikke at gøre hende noget ondt, hvilket jo også lige så var en tanke som frustrerede ham uden lige. At hun så faktisk erkendte, at han var en intelligent mand, var noget som faktisk passede ham selv helt fint, for det glædede ham faktisk, at hun kunne erkende det. ”En pestilens.. Du har næppe set dig selv i spejlet den sidste tid, kære Faith, men jeg har kun stået her med fredelige intentioner,” sagde han med en ganske kortfattet tone.
Faith frøs, og det var også tydeligt for ham, selvom Kimeya nu alligevel måtte erkende, at han kunne lide synet af hende, for en smuk kvinde, var hun uden tvivl. ”Hvad skulle man ellers regne med af en dæmon? Det er lige før du går rundt med den takkede hale og de røde horn og treforken i hånden,” påpegede han med en ganske sigende mine, som han lod hende tage imod kjolen og skjule sin krop med den, for han havde uden tvivl nydt af synet ved det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han fulgte hende med blikket, som hun nåede ham. Hånden som hun lod glide mod hans overarm, fik ham til at spænde let, også fordi at.. han kunne lide det, også selvom han virkelig forsøgte ikke at vise det. Ringen havde hun nu igen på fingeren. Det var forhastet at kaste den fra sig, også selvom det virkelig lignede hende, og det var uden tvivl noget af det som morede ham mest. ”Smerten ved den manglende ring var at se i dine øjne, kære Faith.. Jeg var nødt til at sikre mig, at du ville hente den.. ellers havde jeg gjort det selv,” påpegede han med en ganske sigende mine, som han bare lod hende gå. Han vendte blikket direkte mod hende. Den stædighed var ikke noget som kunne komme bag på ham som sådan. ”Længtes efter noget jeg ikke kan få? Skæbnen har andre planer Faith.. Før eller siden, skal jeg nok få det,” afsluttede han endeligt, selv uden at rokke sig synderlig meget ud af stedet. Han var en stædig mand, og han skulle nok få det hele som han ville det – det gjorde han altid hvis han var tålmodig nok.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith kunne skam godt mærke på Kimeya at han var begejstret for hende, men hun forstod sig ikke rigtigt på hvorfor. Når han var omkring hende var hun både irriteret og underligt påvirket af hans tilstedeværelse, på den måde at hun havde en foruroligende lyst til at kærtegne ham, mærke og dufte ham også selvom hun skam var kvinde nok til at holde sig skindet.. til dels vel og mærke. Det havde været alt for forhastet at kaste ringen fra sig, men det havde været gjort af god mening, også selvom hun ikke havde været i stand til at afslutte det endnu.. et sted ville hun jo gerne have svarene, hun var mere bange for hvad de kunne ende med at bringe hende. Faith fugtede læberne med tungespidsen og vendte tilbage til land hvor han stod med sit kække smil med hendes kjole i hånden. Hun rev den fra ham og kastede den i stedet over hovedet for at skjule kroppen også selvom hun ellers havde nydt hans måde at betragte hende på.. på en mærkværdig måde som hun slet ikke kunne forklare. Hun sendte ham et lidt trodsigt blik ved hans kommentar. ”Jeg vil aldrig blive en halv så stor pestilens som dig, og så skider jeg ærlig talt på dine såkaldte fredelige intentioner,” bed hun lidt fast. Hun kunne bestemt ikke lide ta han havde taget hende med hånden i kagedåsen, det var en kende flovt for hun burde slet ikke have hoppet i den sø efter noget som havde været bedst at skille sig af med. De smalle læber fortrak i et næsten selvtilfreds smil. ”Det lyder som taget ud fra en fantasi som jeg ikke ønsker at inddrages videre i. Indrøm det Kimeya, det tænder dig,” svarede hun tydeligt morende. Det var bestemt ikke fordi at dæmoner var grimme væsner.. nogle var ganske vidst født med haler og horn om Faith havde været det var svært at sige, hun vidste det om ikke andet ikke. Med hånden mod hans overarm så hun op på ham med det intense blik og nød et sted deres nærhed. Det var forvirrende, for hun burde ikke føle meget andet end had eller foragt.. hun vidste at han i sin tid havde stået side om side med Memphesto med ønsket om at tage livet af hende, hvilket selvfølgelig gjorde det endnu sværere at tro på at de havde været hinanden nær. Mærket på hans bryst bekræftede det ellers. ”I så fald burde jeg have ladet dig får fornøjelse,” svarede hun lidt sigende inden hun slap ham og strøg forbi ham. De burde ikke tilbringe mere tid sammen end højest nødvendigt. Roligt begyndte hun at gå. Hun så sig kort over skulderen ved hans ord også selvom hun ikke valgte at stoppe op af den grund. ”Drømmetanker er for de svage, Kimeya og kun i dine drømme vil jeg være din. Lad os skilles her,” endte hun til sidst og smilede for sig selv inden hun lod sin skikkelse svinde ind i mørket ligesom han havde gjort før, kun for at søge hjem over med tankerne fyldte og en underlig længsel efter at gå tilbage til ham på ny.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var begejstret for hende af grunde som han ikke rigtigt kunne sætte en finger på, og det var naturligvis en tanke som uden tvivl måtte irritere ham noget så frygtelig voldsomt. Han lod hende bare rive kjolen ud af hånden på ham, selvom det slet ikke var noget som han sagde noget til, så havde han faktisk nydt at stå med snuden nede i den, også fordi at duften af hende, var noget som virkelig gav ham en underlig ro i kroppen, og det var noget som han virkelig godt kunne lide, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme intense mine. Nu vidste han da om ikke andet, at hun selv ønskede svar mindst lige så brændende, som det han ville, selvom hun vel frygtede dem lidt mere end det som han havde gjort? ”Kun fordi du ved at jeg har ret, er det ikke..?” endte han med en ganske sigende og kortfattet mine. Som hun stod og strøg ham over armen, så var det noget som for alvor måtte sætte en kraftig hjertebanken i hans bryst, og det var noget som næsten synes at gøre ham svimmel. Horn og den slags, var nok ikke ligefrem det som tændte ham mest, men mere det at han kunne se, at det som han fortalte hende, havde sin påvirkning. ”Prøv hellere med en kvinde med ben i næsen, min kære.. Det er nok det som tænder mig mest,” sagde han endeligt. Sandt som det nu var, så kunne han jo se, at hun nød af hans opmærksomhed, for selvom hun måske ikke besad det som var typisk kvindeligt, så var det virkelig ikke noget som gjorde den største forskel for hans vedkommende, for han måtte erkende, at han faktisk kunne lide hvad han kunne se. Hun var måske lille og ikke særlig kvindelig som sådan, og hvad så? En barm og en bred hofte, var næppe det som efterlod ham med de følelser som han sad inde med. At hun så bare valgte at gå, var ikke noget som han havde noget imod. Hans mavefornemmelse sagde ham allerede nu, at dette næppe ville blive sidste gang han ville støde på hende. Han trak let på smilebåndet. ”Drømme er for dem som tør gøre sig forhåbninger om en bedre fremtid.. Noget som nogle tilsyneladende du er bange for,” sagde han med en ganske kortfattet stemme, for det var jo heller ikke ligefrem nogen løgn i den anden ende. Han blev stående til hun var langt ude af synsvinkel, hvor han heller ikke kunne fornemme hendes udstråling eller energi til sidst, så han vidste at hun var væk. Selv valgte han alligevel at søge bort fra stedet på magisk vis – Den sorte dis samlede sig omkring ham, inden han selv forlod stedet her, som havde han aldrig været til stede.

//Out