Lake of missing pieces

[Faith Jaceluck Marvalo]

Dagen var langsomt ved at syne hen. Solen var gået ned et sted bag bjergtoppe og havde efterladt Dvasias i et dunkelt skær dog uden at være kulsort.. endnu vel og mærke. Selvom sommeren nærmede sig verden over, så var landet endnu køligt og mørkt, og ville være det for de næste måneder inden nætterne for alvor blev et helvede. Nede ved søens bred, sad Faith med de korte ben strakt ud over det kølige græs, det ene let bøjet De flammerøde lokker hang i elegante krøller ned over hendes rette ryg og svajede let i den kølige brise som hærgede. Med tomme øjne stirrede hun på den mørke vandoverflade der ikke tillod den ellers smukke nat at afspejle sig. Hun fumlede med noget i sine spinkle, blege fingrer, noget som i månens lys gav et genskær. Hun sukkede tungt og tog den smukke guldring i betragtning. I timer havde hun overvejet hvor vidt hun burde kaste den i søen eller ej. Nogle havde fortalt hende at det var på dette sted at det hele var startet.. og sluttet for den sags skyld. Det var her hun havde givet sit livs fjende sit ja. Det havde været en enorm fejltagelse og noget som hun ville være tvunget til at bøde for i år fremover, så jo før hun fik ordnet det – des bedre.
Desværre var der en ukendt følelse som forhindrede hende i at skille sig af med ringen uden videre. Kimeya var død, men der var brikker som endnu ikke var faldet på plads for hende. Hun huskede intet af det som hun blev fortalt, hvilket var forvirrende. Der var så mange ting som hun vidste at hun aldrig ville gøre, men som flere påstod at hun havde gjort alligevel. På vejen havde hun mistet en del.. måske flere af sig selv. Hun rejste sig roligt og tog de sidste skridt hen til søens bred, hvor hun stirrede på den mørke overflade der kun viste omridset af hendes spejlbillede. Det tog hende lidt tid at finde balancen idet hun stod på den ene fod og langsomt dyppede den nøgne fod i vandet foran hende. Dets kulde gav et gys som bredte sig i hele kroppen og fik hårene til at rejse sig på hendes arme og i nakken. Siden hun havde været død, var hun atter blevet frygtelig svag i nærheden af kulden og hun huskede kun hvor lang tid det havde taget hende at være upåvirket, hvilket var en tanke som frustrerede hende. Hun knyttede sin hånd og lod en livlig flamme træde frem i hendes håndflade. Dets skær oplyste mørkets og hendes ansigt, og i det øjeblik hun så på den fyldtes hendes blik med en gnist af liv. Hvorfor dvæle ved tanken om en fortabt fortid, når en magt uden lige stod for næsen af hende? Hendes læber fortrak i et selvtilfreds, inden hun pustede til flammen der straks forlod hendes håndflade for i stedet at flyve ud i natten, båret af vinden hvor de oplyste hvad den passerede på sin vej. Faith fulgte den med blikket til vinden endte med at puste livet ud af den og igen henlægge det hele i et mørke.

[Kimeya Marvalo]

Efter Kimeya var vågnet op fra de døde, så var der utrolig mange ting som han skulle finde ud af. Umiddelbart havde Jaqia givet ham temmelig mange af de ønskede svar, også selvom han virkelig nægtede at tro på det. Ringen på hans finger var dog noget som indikerede det hele for ham, selvom det ikke rigtigt gjorde nogen forskel. Tanken om at han havde været så tæt og.. intim med Faith Jaceluck, at de skulle have resulteret i at skabe sig en familie, var slet ikke noget som han ønskede at høre tale om på nogen som helst måde i det hele taget! Nu hvor han alligevel havde valgt at søge ned mod søen – der hvor det hele var startet og afsluttet, som rygterne sagde, men selv han måtte gribes af en form for.. stemning derude. Et sted så var det noget som faktisk formåede at bringe ham en form for ro, som han ikke ligefrem kunne sige sig, at have regnet med på nogen måde. Det intense blik hvilede på det klare vand foran ham, hvor han selv stod lidt i skjul af træer og buske – ligesom da han havde mødt Faith for første gang. Historien havde han fået fortalt.. og samtidig fået den læst i hans egen dagbog, også selvom han slet ikke kunne forstå det! Men der måtte vel være noget om det? Han var den eneste som var kendt med det hemmelige rum som han havde nede i de dybe kældre i Marvalo Mansion.
Blikket gled direkte i retningen af en rødhåret kvinde. I sig selv, så kunne det kun være en kvinde som ville rende rundt sådan; Faith. Næverne knyttede han ganske let, af den vrede som han så tydeligt kunne fornemme i det indre. Han vendte blikket en anelse væk fra hende, idet han svagt prustede med en fast tone. Han ønskede slet ikke at stå ansigt til ansigt med hende, og specielt ikke før han selv havde fundet ud af hvordan han ville have tingene skulle forholde sig, for det var meget som han skulle vænne sig til, også fordi at han jo faktisk havde været væk over temmelig mange år efterhånden, så det i sig selv, var heller ikke noget som kunne komme bag på mange. Han var ganske vidst i live, men havde holdt sig utrolig meget for sig selv. Ikke fordi at han følte sig usikker eller noget lignende, men fordi at det var svært.. Det var gået op for ham, hvor lang tid han egentlig havde været væk, og selv for ham, var det ikke til at begribe. Ringen hvilede på hans finger, og uanset, hvor meget han havde forsøgt, så havde han bare ikke fået sig selv til at fjerne den, og den følelse var næsten.. underlig for ham, for sådan havde han aldrig haft det overfor nogen før, og da slet ikke en dæmon! Af hvad han vidste om ikke andet. Han trådte et skridt frem mod hende, endnu med hænderne knyttet. Han stolede slet ikke på dæmoner, og mindst af alt, så hende.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith havde ingen idé om hvor stor en betydning søen havde haft for hendes liv gennem tiden. Det eneste hun følte var hvordan en blanding af tryghed, frygt og afsavn ramte hende når hun stod så tæt på vandet. Måske hun var svag i disse omgivelser, men aldrig havde hun følt sig mere magtfuld. Den kølige bruse tog hendes flammerøde lokker og fik dem til at danse som iltre flammer omkring hende. Denjarna havde fortalt hende at Kimeya var afgået ved døden for mange år siden.. efter sigende med hende selv, favn i favn. Det gav hende en dårlig smag i munden at tænke på. Hvis rygterne var sande, så kunne hun ikke forklare hvordan det nogensinde kunne falde hende ind at komme så tæt på en mand som hun hadede så dybt. Hun havde i længere tider forsøgt at overbevise sig selv om, at der var en mening med at hun intet huskede, og at hun var den som var blevet givet en ny chance frem for Kimeya. Et dybt suk brød hendes læber. Hun betragtede den tavse aften uden at vide hvor tæt alle disse bekymringer egentlig var på ringen. Ringen lod hun glide tilbage på sin ringfinger selvom planen havde været at smide den i søen og dermed lægge fortiden bag sig for alvor, men det var som om at give slip på den, var som at give slip på dele af sig selv som hun endnu ikke var kendt med.
Opmærksom som hun var, endte hun hurtigt med at vende sig om med strenge, intense øjne. Hvis der var noget hun havde lært, så var det altid at være opmærksom på sine omgivelser, som leder var hun udsat og mange havde forsøgt at slå hende ihjel igennem tiderne. De lysende, grønne øjne faldt hurtigt på den mandelige skikkelse bag hende, som fik enhver rest af farve som måtte have været i hendes kinder, til at forsvinde. I et langt øjeblik stirrede hun på ham med en blanding af overraskelse og frygt i blikket, for hun havde jo fået at vide at han var død. Hun kneb øjnene sammen og knyttede fast de små hænder så knoerne endte helt hvide. ”Du burde ikke være levende,” påpegede hun lidt bidsk. Bare ved at se ham stå der vækkedes vreden i hendes indre, for hun havde på ingen måde været forberedt på at skulle se ham, ikke efter mødet med Denjarna. Hendes hjerte bankede med fast rytme mod hendes bryst. Automatisk lod hun blikket synke til hans hånd for at lede efter ringen og ganske vidst så badede den ligeså i månens skær.. den skar hende i blikket. Hvordan kunne hun have været så dum? Det var en virkelig ubehagelig situation for hende, men på den anden side gik hun ud fra at det var mindst ligeså pinligt for ham som det var for hende. En skide warlock.. det kunne hun have gjort langt bedre! Hun fnøs kortfattet, dog uden at tage det faste blik fra hans skikkelse, han var ikke en mand som man vendte ryggen til, det kunne meget hurtigt vise sig at være farlig, der tvivlede hun på at nogen ring kunne redde hende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde selv siddet med snuden i sin egen dagbog aften efter aften i sin søgen for de mange svar, også selvom der var så mange brikker, som han slet ikke kunne få på plads, hvilket naturligvis var noget som irriterede ham som intet andet! Det var mange brikker som han vidste Faith måtte sidde med, også selvom han ikke vidste hvor meget hun ville være i stand til at huske, selvom det nu heller ikke var noget som han tog så tungt. Et sted stadig præget lidt af den mand, som han havde været mens han havde været sammen med hende, så var det skam heller ikke noget som han tog så tungt igen, når det nu endelig skulle være. Ringen havde han bevidst valgt ikke at fjerne endnu, for han ville finde ud af det hele, og nu hvor han selv fremstod som en kommende leder for en stor race, som han selv agtet at føre frem på den rigtige måde, også fordi at han vidste, at det var noget som han kunne.
At Faith reagerede idet Kimeya trådte frem, fik kun smilet til at brede sig på hans tynde læber. Hans hud var bleg som den altid have været, også fordi at han som regel altid var ude om natten og aldrig om dagen. Søen her bragte ham selv utrolig mange tanker.. utrolig mange følelser. Hendes reaktion derimod, var noget af det som næsten måtte more ham mest. Hovedet lod han søge let på sned, som han igen valgte at stoppe op igen. ”Jeg burde ikke være levende? Du burde lige så ligge under jorden.. Eller i søen.. alt efter hvad jeg har hørt,” sagde han med en rolig og ganske kortfattede stemme, for løgn var det jo trods alt heler ikke. Nu som det var sagt, så havde han selv så mange ting som han ønskede at finde ud af, og derfor var han slet ikke ude på at gøre noget ondt eller noget lignende, for det i sig selv, var slet ikke noget som han fik noget ud af. Ringen havde han allerede spottet på hendes finger, også selvom han bevidst undlod at kommentere det, for det var ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af uanset hvad. Tungen strøg let over de tynde læber, som han lod hænderne roligt forblive slappe ned langs hans egen krop – et sted også for at indikere at han faktisk ikke var ude på noget, også selvom han naturligvis var årvågen, for han vidste, at han slet ikke ville være i stand til at stole på Faith, og den mine som hun havde i ansigtet, var kun en bekræftelse, selv for hans vedkommende. ”Sjovt som jeg skal støde på dig igen.. Og endda hernede.. Hvor alt startet.. og afsluttede.. og starter igen..” sagde han med en rolig stemme, hvor der et sted næsten også måtte hvile et spørgsmål i hans udtalelse. Han regnede ganske vidst med en kæmpe afvisning, også fordi at det var den Faith, som han faktisk var i stand til at huske!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Evan havde gjort Faith bevidst om hendes dagbog, go det havde ganske vidst ikke været svært at finde den, eftersom den lå hvor den altid havde ligget, dog havde hun ikke kunnet få sig selv til at læse i den, i frygt for hvilke svar hun skulle ende med at finde. Efter snakken med Denjarna, havde hun regnet med at kunne lægge det hele bag sig, og glemme alt om den fortid, alt om Kimeya og det faktum at de efter sigende skulle have elsket hinanden, hvilket ikke hørte nogen steder hjemme. Faith drejede om på hælen og betragtede ham med de intense øjne. Det var ikke fordi man kunne kalde det for et glædeligt gensyn, tværtimod så vidste hun at hans tilstedeværelse og bankende hjerte ville give hende problemer i tiden fremover, hvilket hun bare måtte tage som det kom. Hun havde ingen idé om hvilken kvinde hun engang havde været, før døden havde franarret hende sin hukommelse. Hænderne holdt hun fast knyttet og overvejede virkelig at flambere ham på steder, så de kunne lade den ligge fremover. Hans smørrede smil vækkede et ukendt savn i hende og samtidig en umådelig irritation. Som ugerne efterhånden var gået, så var hendes hud gået fra at være askegrå til at være så bleg at den nærmest måtte være gennemsigtig, ligesom den altid havde været. Hendes øjne var igen fulde af intensitet og liv, ligesom de flammerøde lokker igen var vakt til live som ilden frem for bare at være mat. Man kunne roligt sige at hun efterhånden var kommet sig oven på døden. Faith lagde hovedet let på sned, og fugtede de rosa læber. Kort kastede hun blikket over skulderen hvor hun kunne skimte vandet ud af øjenkrogen. ”Ja det er der jo nogle som vil påstå. Nogle var tilsyneladende ikke enig,” svarede hun lidt sigende og vendte atter blikket mod hans skikkelse. Hvor vidt han havde tænkt sig at angribe eller ej havde hun ikke nogen idé om, men hun tog ikke chancen når det kom til Kimeya. Hans ord indikerede blot at nogle ligeså havde fortalt ham hvad de havde fortalt hende, men hun ønskede slet ikke at snakke om det, for det burde aldrig være foregået. Alligevel rynkede hun uforstående på panden. Hvordan hende og Kimeya havde startet deres eventyr, var hun ikke kendt med kun hvordan det var sluttet. ”Nogle fortæller mig at vi engang lukkede den her. Vores hjerter blev stoppet og vores kroppe gik op i aske.. jeg lover dig for Kimeya, der er intet mellem os som starter igen,” svarede hun med en næsten faretruende stemme. Hun forstod slet ikke hvordan hun kunne have givet denne mand sit ja uanset hvordan grundene havde været. Det eneste som hun var nysgerrig på, var hvor meget han huskede i forhold til hende. Igen så hun ned på sin ring som hun let trak af sin finger, og vendte den engang i sin håndflade, før hun endte med at træde mod ham. Hånden rakte hun frem. ”Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor.. men jeg tror at denne tilhøre dig,” sagde hun roligt og gjorde tydeligt tegn til at han skulle tage den.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya så ikke nogen grund til at forhaste med noget som helst, for det var forbandet meget som han skulle have på plads, og han ville ikke gøre noget som helst, før han havde fundet ud af hvorfor tingene var som de var. Han kneb øjnene let sammen, også selvom han slet ikke var ude på noget som helst. Faith var en del af det puslespils om han skulle have lagt, også selvom han ikke ligefrem kunne sige, at han havde regnet med at skulle møde hende og specielt ikke hernede. De mørke øjne var lige så præget af det liv, som han havde fået i retur, også selvom han var ganske så sikker på, at det havde været et uheld i længden. Ikke at det ville undre ham, for mange ville ønske at danse på hans grav og juble sig over hans bortgang, for han var en trussel og en stærk mand – og han vidste det jo udmærket godt. Smilet bredte sig en anelse på hans læber og med den samme mine i ansigtet, da det slet ikke var noget som han havde intentioner om at forandre for noget som helst. ”Døden har vidst frarøvet os begge meget.. og alligevel er vi begge skænket livet igen. Jeg ser dig i levende live, og ligeså, her står jeg,” sagde han ganske kortfattet. Hans kropssprog var på ingen måder truende, for han ønskede ikke krig – dersom det var noget som han kunne blive fri for selvfølgelig. Han var kendt for at være en mand, som tænkte en tanke mere end en enkelt gang, inden han gjorde noget som helst, og lige hvad angik Faith, vidste han godt, at den kunne være farlig, men han var slet ikke tryg omkring Faith, for han vidste jo hvilket ry og rygte som hun havde. Han kneb øjnene sammen. Hun afviste det hele. Ikke fordi at det forundrede ham det mindste, for det var jo trods alt også hvad han havde set komme. ”Døden har ikke forandret dig, kan jeg fornemme. Kære Faith.. Det var måske slutten og starten for os, og hvem siger, at det er den endelige slut? Du bærer ringen.. ligesom jeg gør..” Han hævede den ene hånd, hvorpå ringen måtte sidde. Hendes navn sad i den, det havde han fundet ud af, men det var nu bare sådan at det var. At hun så rejste sig og faktisk tog ringen af, fik ham til at stirre på hende, også selvom det var med en fuldkommen rolig mine. Han rystede på hovedet, som hun rakte ringen ud mod ham, for den ville han slet ikke tage imod. Han ønskede selv ikke at fjerne sin, før han fandt ud af hvordan tingene hang sammen, også fordi at han havde fundet meget i Marvalo Mansion som kun støttede op om det som han havde fundet beskrevet i sine dagbøger, og derfor.. måtte der jo også være noget om det. ”Jeg vil ikke have den. Desuden har jeg tilsyneladende skænket dig den af en grund, og jeg agter at finde ud af hvorfor.. og hvordan. Behold den,” afsluttede han med en ganske kortfattet stemme.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith havde på ingen måde forventet at møde Kimeya, og slet ikke hernede. Der var en form for ironi over hele situationen. Der stod de begge i levende live, med troen om at de hver især lå trygt i deres grav men de var tilbage hvor de startede. Mange havde nok danset på deres grav på dette sted, selv Faith havde ikke været populær og hun forstod det godt nu hvor hun vidste at hun havde valgt at ægte en and som stod forbillede for en race så ynkelig! Hans smil skabte næsten en sitren af ren irritation i hende, hun kunne ikke klare at han stod med sit typisk smørret smil. For nu virkede han ikke truende, men hun vidste om nogen hvor hurtigt det kunne ændre sig. Selv planlagde hun ikke at gøre noget som helst før han direkte opfordrede hende til det.. indirekte selvfølgelig, når han var så forbandet irriterende, var det nemt at lade sig friste til at grille ham. Hun rystede afvisende på hovedet. ”Tydeligvis. Jeg er dog uenig i at vi er blevet frarøvet noget som helst. Tværtimod lader det til at døden reddede os begge fra at begå en enorm fejl,” svarede hun lidt sigende. Som sædvanlig fornægtede alt som hun ikke kunne forholde sig til, og ud over Fabian, havde der ikke været en mand i hendes liv gennem mange år. Måske hun var en uforudsigelig kvinde, og uden tvivl burde gå i flæsket på Kimeya nu hvor hun havde mulighed og rum til det, men han gav hende ingen grund, desuden så sad han med flere svar end hun selv gjorde, svar som hun frygtede men som var uundgåelige også selvom hun ønskede anderledes. Faith himlede med øjnene og forsøgte at stryge fingrene gennem de flammende lokker, som dog ikke skiltes helt villigt. ”Jeg kunne sige det samme.. ligeså stor en plage som sædvanlig,” indskød hun lidt sigende. Dog endte hun med at skyde et slankt øjenbryn i vejret tydeligt forundret. ”Det forundre mig, at du overhovedet kan få de ord over dine læber, Kimeya. Jeg siger at det er den endelige slut. Jeg bærer måske ringen men hverken af kærlighed eller lyst,” svarede hun sandfærdigt og lod alligevel de funklende, grønne øjne falde på hans hånd hvor ringen stod tydeligt ud med dens skinnende guld. Faith stilte sig roligt foran ham med ringen i sin hånd, og hævede blikket til hans. I forhold til ham var hun ikke særlig stor, og det irriterede hende lidt at hun måtte se op på ham på den måde. At han så afviste hende fik kækheden til at forlade hendes blik til fordel for raseri. ”Jeg vil ikke have den. Uanset hvordan eller hvorfor, så gør det ingen forskel mere, jeg har ingen intentioner om at bære den nogensinde igen. Tag den,” opfordrede hun atter. Hun stod tæt nok på ham til at hans duft nåede hendes næsebor, og hun følte et stik af.. noget, som hun ikke rigtigt kunne sætte finger på hvilket var frustrerende og samtidig skræmmende. De havde begge pligter at leve op til og hun havde ikke tænkt sig at lade dæmonerne i stikken endnu engang, hvilket hun ville gøre ved at give ham en chance.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var slet ikke ude på at forvolde nogen skade, da han vidste at Faith var en del af det puslespil som han skulle have til at gå op, og at det var noget som han ikke bare kunne løse på egen hånd. Nu hvor hun selv så tydeligt viste ham, at hun selv ikke huskede noget som helst, og alligevel så gik hun rundt med ringen – ligesom han selv gjorde. Det var en mærkværdig fornemmelse af ham, at tilbringe tiden på et sted som denne sø, også fordi at den tilsyneladende spillede en kæmpe rolle for ham og Faiths historie, og derfor ønskede han at finde ud af hvor meget af det som faktisk var reelt og hvor meget af det, som ikke var. Han forholdt sig rolig. Han var ikke ude på noget som helst, med mindre at hun gav ham en grund til det selvfølgelig. Smilet bredte sig en anelse i hans ene mundvig. ”Ved du overhovedet hvad der siges vi har været igennem, Faith? Har du i det hele taget undersøgt tingene? Og stadig går du med ringen på din finger, og har haft rig mulighed til at fjerne den og lade som ingenting. Ønsker du slet ikke at finde ud af hvad vi begge har glemt?” spurgte han med en ganske kortfattet og yderst sigende mine. Det irriterede ham at hun var så afvisende overfor tingene, og alligevel ,så var det ikke engang fordi at det var noget som kom synderlig meget bag på ham. Faith var og blev Faith, så det gjorde slet ikke nogen forskel af den grund. Hun var som hun altid havde været, og som han faktisk var i stand til at huske hende, så det så han slet ikke nogen grund til at kommentere. De mørke øjne gled direkte til hendes skikkelse, som hun bevægede sig i retningen af ham. Han rørte sig ikke ud af pletten. ”I så fald, så forklar mig hvorfor du stadig bærer den på din finger, min kære Faith,” sagde han ganske kortfattet. At hun var kommet så tæt på ham, berørte nu alligevel noget i ham.. Noget som han ikke kunne sætte en finger på, hvilket faktisk var en tanke som irriterede ham, så gjorde han alligevel hvad han kunne for at holde det bare en smule i baggrunden. Han rystede let på hovedet. Han ville ikke tage imod den. Han have vel skænket den til hende af en grund? Og det var den grund, som han agtet at finde sandheden i, og derfor ville han nu vie hele livet til at finde ud af hvordan det hele egentlig forholdt sig, selvom det bestemt heller ikke var nemt, når folk ikke rigtigt ville fortælle ham noget som helst. ”Jeg skænkede dig den, som du modtog den af en grund, Faith. Jeg vil ikke have den. Jeg vil stadig finde ud af hvad der er sket, og hvad det er jeg ikke kan huske.. Behold den.. smid den væk.. gør hvad du vil, Så langt vil jeg beholde min egen,” afsluttede han igen med en fast tone. Han gad bestemt ikke diskutere det med hende!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith vidste ikke hvilke intentioner Kimeya havde, og i virkeligheden burde det ikke betyde noge.t Hun var overasket over at se ham i live, for hun havde jo meget tydeligt fået fortalt at han var død og borte ligesom hun selv havde været. Med sammenknebne øjne, stirrede hun intenst på hans ansigt, også selvom hun måtte se op taget i betragtning af hvor høj han var i forhold til hende. Nu hvor hun var kommet så tæt på ham så var der noget i hende som begyndte at rumstere, også selvom det kun var en følelse som irriterede hende yderligere, for hun burde slet ikke tænke sådan om ham! ”Jeg høre ligeså ting rundt omkring, Kimeya, jeg lader det bare ikke krybe under huden. Jeg har inderligt svært ved at forstå din interesse for hvad end vi havde, for det er ikke noget vi har mere.. og det er ikke noget vi nogensinde får igen. Ringen har jeg båret.. for at finde svar såvel som du, men jo mere jeg finder ud af, des mere går det op for mig at jeg slet ikke ønsker at vide det!” vrissede hun fast. Det gjorde hende virkelig hidsig at han skulle spille så forbandet hellig! Ringen havde hun fjernet fra sin finger for i stedet at knuge den til sig i sin håndflade. Hvorfor hun havde sagt ja til at modtage den, vidste hun ikke men der var trods alt en grund til at hun var blevet vækket uden nogle minder omkring ham og deres tid sammen. Hun himlede med øjnene. ”Som jeg sagde.. så for at finde svar. Nogle fortæller mig at jeg har været.. intim med dig på alle måder, hvilket jeg har frygtelig svært ved at tro på,” svarede hun og fnøs køligt. Hendes hånd føltes brændende, det var fristende at tvinge ham til at holde munden lukket, men han havde flere svar end dem som hun selv sad inde med. Den køllige brise fik atter hårene til at rejse sig. Faith lagde armene om sig selv for at holde varmen en smule dog stadig insisterende på at han skulle tage ringen til sig, hun ønskede ikke at vedkendes den i det hele taget! ”Det var ren og skær dumhed! Døden måtte rette op på det for os, hver ikke dum og forspild den chance du er blevet givet, Kimeya. Lad det ligge, tag imod den” sagde hun med en direkte beordrende tone. Det var ret tydeligt at de aldrig havde været ment for hinanden, det var om ikke andet hvad hun gerne ville tro. Ment som både en advarsel og ren og skær hisighed, kastede hun en ildkugle i jorden netop ved siden af ham. Den blussede for sekunder inden den atter faldt til ro og gik i sig selv, mens hun så på ham med det vrede blik. ”Du får intet ud af at grave rundt i en fortid som er bedst glemt, Kimeya. For vores begges skyld så lad det ligge,” bad hun atter inden hun med et suk vendte ryggen til ham og betragtede søen som efter sigende skulle have været er særligt sted i deres liv. Det var et savn som næsten blev opfyldt ved at stå der igen, hun kunne føle en del af sig selv, uden at huske hvilken, det var frustrerende!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya skulle selv finde ud af sin egen plads i det levende live, for det var på ingen måder nemt for ham, og han kunne kun sige, at han hadede alt det ekstraarbejde som det andet bragte med sig. Halve hans liv, var allerede gået i glemmebogen, og han kunne virkelig ikke fordrage, at det var sådan det forholdt sig! Umiddelbart var han ikke ude på at gøre nogen noget ondt, selvom han allerede kunne fornemme, at han havde langt mere at sige i denne sag, end det som Faith havde. Han søgte svarene, udelukkende fordi at han ønskede at vide og kende til dem, og det var der vel heler ikke nogen krise i, var der? De mørke og intense øjne hvilede som støbt på hendes skikkelse. Bare det, at hun stod så tæt på ham, som det hun gjorde i denne stund, vækkede en følelse i ham. Noget som han næsten ville beskrive som en form af længsel, også selvom det var noget som han bed i sig for nu, for han vidste jo ikke hvad noget som helst af det her betød, og han kunne slet ikke have med den tanke at gøre i det hele taget! ”Du frygter for sandheden om, at du muligvis har holdt af mig? Nok til at tage imod en ring som jeg ville skænke dig, nok til at skænke mig en familie.. Hele 4 af slagsen, af hvad jeg er kendt med. Jeg ved ikke med dig, men jeg har glemt stort set halve af mit liv, og jeg ønsker at fylde de tomme huller ud. Jeg deler ikke din frygt for sandheden, Faith.. Ønsker du at vide det, eller ønsker du det ikke?” spurgte han ganske kortfattet. Det kunne godt være, at tanken i sig selv, var rablende vanvittig, men de havde vel brug for hinanden hvad det her angik? Selvom det slet ikke så ud til at være noget, som hun var det mindste interesseret i, så var det nu heller ikke noget som kom bag på ham som sådan. ”Du benægter det.. Du har allerede hørt om det,” påpegede han med et næsten skadefro smil på læben. Tanken morede ham et sted, også selvom han virkelig ønskede at finde ud af det hele, og alt det som han jo faktisk havde haft sammen med hende, for det var ikke bare-bare, at finde ud af den slags ting. Igen rystede han på hovedet, også selvom han godt kunne se og mærke på hende, at hun var begyndt at blive hidsig, så var det slet ikke noget som rørte ved ham. ”Jeg vil ikke have den, Faith, så forstå det dog! Jeg vil for pokker gerne finde ud af alt det her først, før jeg gør noget som helst!” endte han med en fast og direkte hvislende tone, for han gad bestemt ikke det andet! Han tog et skridt mod hende, som hun sendte kuglen ned i græsset ved siden af. Ikke fordi at han var bange, men fordi at han ikke ønskede at hun skulle lægge op til noget som helst, for det ville der bestemt heller ikke komme noget godt ud af. Hånden lagde han denne gang mod hendes ene skulder, da hun vendte sig med ryggen til ham. ”For vores begges endda.. ikke bare for min egen, så vil jeg finde ud af alt det her.. Desuden har jeg noget i Marvalo Mansion, som jeg synes du skal se,” sagde han kortfattet. Det andet begyndte for alvor at irritere ham!

[Faith Jaceluck Marvalo]

For Faith havde det været nemt at finde sin plads som leder af det dæmoniske samfund, også selvom det endnu ikke var officielt. Hun havde haft Appolyon at søge trøst ved, for det var det hjem hun huskede.. ud over det hun havde i Atterlin vel og mærke, som hun aldrig ønskede at vende tilbage til hvis hun kunne blive fri. Hun betragtede ham trodsig, og forstod ikke hvorfor han overhovedet ville grave i det mere, for han ville jo uanset ikke få noget ud f det. Den ring havde været fejlplaceret ved hende, hvorfor kunne han ikke bare få det ind i sit tykke hoved?! Hun sukkede så tungt at det næsten kom ud som en prusten bare for at holde lidt bånd på sig selv, hvilket ikke var net overfor en mand som Kimeya. ”Jeg frygter grundende til at jeg engang var villig til at give dig mit hjerte og min krop, Kimeya, for det er jo det som noget tyder på, og i så fald så må jeg virkelig have været hjernevasket. Min plads er som leder af dæmonerne, og at være så tæt på en warlock.. ja du kan jo selv gætte hvordan det pynter på mit ry. Jeg er af den overbevisning at jeg er bedre tjent uden sandheden,” svarede hun sandfærdigt. Tanken om at have fået 4 børn med den mand, var slet ikke til at tro. Den ene havde hun sågar set.. hun havde været noget af det smukkeste som Faith længe havde set og med en slående lighed og alligevel havde hun ikke været i vant til at føle sorg ved tabet. Dog var intet hun delte med Kimeya.. det sidste hun ønskede var at være afhængig af ham på nogen måde! ”Jeg har hørt det.. men det virker både uvirkeligt og dumt at jeg nogensinde ville lade det gå så langt,” vrissede hun med knyttede hænder. Mørket faldt mere og mere på, hvilket var en endnu større ulempe for hende selv. Alligevel tog hun chancen og vendte ryggen til ham for i stedet at se på vandet endnu med ringen knyttet i sin hånd, hvor den var blevet helt varm. ”Jeg kan ikke se hvad du får ud af at undersøge noget,” svarede hun kortfattet og hævede panden for et øjeblik også selvom han ikke kunne se det. Hånden på hendes skulder var noget som gav hende en fornemmelse af at hun burde ønske mere.. ønske at han ville lægge armene om hende eller noget, men i frygten for netop den tanke, slog hun fast hånden væk. ”Vov ikke at røre mig!” bed hun advarende og vendte blikket halvt om halvt imod ham uden egentlig at se ham. ”Hør Kimeya det er fint at du vil udfylde hullerne i din hukommelse, men jeg ønsker ingen del i det, forstår du det? Jeg vil hverken se, høre eller føle noget som helst!” udbrød hun vredt og vendte sig atter mod ham. Det var da utroligt at den mand ikke lod til at forstå noget som helst! ”Jeg ligger fortiden bag mig.. med denne,” oprørt hævede hun ringen og så kort ned på den, tilbage på ham før hun vendte sig mod søen og kastede den i. Det gav et lille ’blup’ idet den ramte overfladen. ”Så” endte hun lidt tilfredst og sendte ham et triumferende blik inden hun begyndte at gå.. væk fra ham. Det gjorde ondt.. allerede nu havde hun mest lyst til at hoppe i vandet efter den, den var en del af hende.

[Kimeya Marvalo]

Det var allerede ved at gå op for Kimeya, at Faith slet ikke var interesseret i sandheden. Måske fordi at det bundede i frygten for hvordan tingene egentlig forholdt sig, så var det skam slet ikke noget som han ville blande sig i, for det måtte hun nu selv om. Han havde sine dagbøger og de mange minder i hjemmet, også selvom han havde fjernet langt de fleste rundt forbi, også selvom han alligevel ikke kunne lade være med at tage sig salv i at kigge på dem og faktisk forsøge at finde ud af det. ”Med det ry som du har, Faith, så ved du vel også godt, at du aldrig ville sprede benene for mig, hvis det ikke var noget som du selv har ønsket dig..? Det er sket hele 4 gange mindst. Ønsker du ikke at kende sandheden, så udmærket, så gør jeg det selv, og så må jeg jo selv finde ud af de sandheder for min egen skyld,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Han bed tænderne sammen. Faith var og blev nu en Faith, selvom det nu heller ikke var noget som kunne komme synderlig meget bag på ham. Selv bar han mange af sporene efter deres tid på ham – deriblandt på det mærke, som han havde hvilende i brystet, uden at han egentlig kunne gøre det største ved det af den grund. Han kneb øjnene ganske let sammen. ”Og alligevel vælger du at benægte det, i stedet for at undersøge det.. Hvor typisk,” afsluttede han ganske kortfattet. I sig selv, så var det egentlig ikke fordi at det var noget som kunne falde ham som nogen større overraskelse, for det gjorde det slet ikke. Hånden som han lod glide direkte mod hendes skulder, var egentlig kun for at få hende til at kigge på ham, frem for at hun skulle kigge nogen andre steder. Hendes reaktion, var dog lige i overkant i forhold til hvad han havde ventet af sig. Hendes ord var hårde, selvom han kunne tackle det, men det faktum, at hun tog ringen i sin hånd og bare.. smed den i vandet, var næsten det som skar dybest i hans bryst, også fordi at han vidste, at han havde skænket hende den og det var noget som han tilsyneladende havde gjort af en grund. ”Den store Faith Jaceluck, er bange for at kende til sandheden omkring sit eget liv, og vil leve i den uvished.. Så fint for mig,” endte han med en fast tone. Hvorfor han reagerede som han gjorde, vidste han faktisk ikke, men ting vidste han; Hun havde været en nær af ham, også fordi at han bar det mærke som han havde, og nu hvor hun kiggede i retningen af ham, så kunne han lige så godt afsløre det? At være i berøring af det i det hele taget, var noget som tydeligt også måtte påvirke ham, for.. han ønskede at tage hende i favnen af grunde, som han slet ikke kendte! ”Du har været nær af mig, og jeg ønsker og agter at finde ud af det,” sagde han med en ganske kortfatte og irriteret mine. Han hævede hænderne, idet han begyndte at knappe skjorten op, inden han rev den til side, og afslørede det tydelige brændemærke som han havde over brystet og ved hjertet. ”Den hånd kan kun være din,” sagde han med en fast tone.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith var ganske vidst nysgerrig på hvordan fortiden så ud, men hun var samtidig bange for svaret. Tanken om at skulle have holdt af ham virkedde både surrealistisk og så langt fra hendes person som det overhovedet kunne komme, hun frygtede at hun havde mistet hovedet.. mistet sin fornuft til fordel og hjertet, men hvorfor lige Kimeya? Hun sukkede tungt og strøg de flammerøde lokker bag øret også selvom de hurtigt blev revet løs på ny. Hans ord fik hende til at bide tænderne fast sammen, hun brød sig slet ikke om tanken om at have været ham så tæt! ”Jeg ville ikke sprede benene for dig om du var den sidste mand i verden. Jeg begriber ikke hvordan vi har fået 4 unger, hvilket i sig selv er.. en latterlig tanke. Jeg ønsker ikke at kende sandheden, jeg er bedre tjent uden og du er ligeså,” afsluttede hun med samme bestemte tone. Ligeså typisk irriterende som han var, ligeså typisk stædig var hun selv, blind for alle de ting som kunne krybe under huden på hende. Det var de store følelser som fik folk til at gøre dumme ting.. som at takke ja til en mand som Kimeya. Hun himlende opgivende med øjnene, og forsøgte virkelig at overbevise sig selv om at forholde sig rolig, for hun var ikke stærk nok til en kamp mod Kimeya. ”Jeg ser ingen grund til at grave i det,” gentog hun lidt kortfattet og sendte ham en tydelig irriteret mine, det var utroligt som den mand ikke lod til at fatte noget! Måske hånden på skulderen havde været for at fange hendes opmærksomhed, men den længsel som berøringen satte i hende, så ville hun ikke have ham til at røre hende i det hele taget! ”Vi blev taget tilbage hertil af en grund.. uden hukommelse om hinanden. Hvorfor grave i noget som skæbnen åbenlyst forsøger at forhindre os i?” spurgte hun fast g fugtede læberne med tungespidsen. De grønne øjne stirrede intenst ind i hans. Hvilket mærke hun havde sat på ham, vidste hun ikke. Ringen var dumpet ud i søen.. det var som om at hun havde kastet en del af sig selv deri og nu bare så til mens det druknede.. det gjorde overraskende ondt, men hun kunne ikke hoppe i efter den når han stod der, det ville være pinligt og langt under hendes værdighed. Idet han begyndte at knappe sin skjorte op, betragtede hun ham blot med en panderynken og vidste ikke om hun burde se på hans ansigt eller om hun burde lade blikket dale mod hans bryst. Da mørket så lod sig afsløre kunne hun ikke lade være. Lidt forsigtigt trådte hun tættere på og hævede hånden lidt tøvende. For en kort stund knyttede hun den i fortrydelse, men tvang den alligevel hen over mærket der dækkede de små fingre til perfektion. Sådan stod hun i lange sekunder, til deres blikke mødtes hvor hun trak hånden til sig som havde hun brændt sig og holdt den ind til sit bryst. Længslen prægede hende tydleigt ved at berøre ham på den måde. ”Det beviser intet,” afviste hun endeligt, med en frustreret tone. Hun trøstede sig lidt ved tanken om at mærket ikke nødvendigvis havde været givet til ham i omsorg og kærlighed, men derimod i krig.. en teori som var lidt ødelagt af at det var placeret på hans bryst.

[Kimeya Marvalo]

Faith var tydeligt bange for svaret, også selvom det nu heller ikke var noget som berørte Kimeya som sådan. Han ønskede og han agtede at finde ud af sandheden omkring sit liv, og så var han virkelig ligeglad med hvor stor en betydning hun havde haft for det eller hvor meget hun fyldte i det, for han ville vide det, også fordi at han både kunne læse sig frem til og høre på folk, at de havde været et direkte.. frygtet par. Tanken morede ham, også fordi at tankerne omkring hende, kun vakte had og foragt, så det måtte virkelig være stort hvad de havde formået at præstere. At hun ikke ville kende til sandheden, var stort set noget som han var ligeglad med, for det var slet ikke noget som berørte ham det mindste.. og så alligevel? Det var virkelig forvirrende! ”Hvad du vil eller ikke vil, er jeg stort set ligeglad med, Faith. Jeg ønsker svarene, og så må jeg jo bare holde dem for mig selv, så jeg ved hvad jeg skal forholde mig til også i fremtiden. Jeg vil nødigt have folk skal bruge ting mod mig, som jeg ikke kan huske,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Hård var hun, men det var udelukkende sådan at han selv var i stand til at huske det, men det var nu bare sådan at det var, og det var noget som han bare måtte tage med sig. ”Det må du jo selv om,” sagde han med en fast og kortfattet tone. Hvad hun ville og ikke ville, var slet ikke noget som han ville blande sig i, for det måtte de jo trods alt også selv om i den anden ende. Smilet bredte sig en anelse på hans læber. En smule kynisk måske, men ikke noget som han kunne gøre noget mere ved, end det som godt var. Han trak let på skuldrene. ”Jeg husker intet fra vores tid sammen, men jeg hører folk snakke, og jeg har læst meget.. Om alligevel er vi begge vågnet med en ring på fingeren. Ganske vidst en som du nu har kylet i vandet, men det vil stadig hjemsøge dig.. Og det gør det,” påpegede han med en ganske kortfattet mine. Det var slet ikke fordi at han ønskede at skændes med hende eller noget lignende, for det var slet ikke noget som nogen af dem, ville få det mindste ud af i den anden ende.
Som han blottede brystet og mærket over hans hjerte, så var det tydeligt, at Faith lagde mærke til det. Det var skam slet ikke fordi at han var ude på noget, men selv han ønskede at finde svarene på alle de ting, som faktisk hjemsøgte ham, for det var utrolig mange! Han trak vejret dybt, som han lod hende komme tæt på ham og faktisk… berøre ham. Hans hjerte startede omgående med at hamre mod hans bryst, hvor han let bed tænderne sammen, som han lod blikket hvile mod hende. Det var ikke i et krigsøjemed at han havde fået det mærke tildelt, for så gav placeringen slet ikke nogen mening. ”Det mærke er ikke skænket i vrede, Faith.. Og du kan se det..” nærmest hvislede han med en kold tone, idet han knappede skjorten igen. Han rystede let på hovedet. Hun var virkelig håbløs!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Måske det gav Faith en enorm svaghed at hun ikke var kendt med store dele af sit liv, men hun turde ej heller tage chancen og blive bevidst, når hun allerede nu vidste at hele sagen med Kimeya havde været en fejl. Hun var bange for at følelser ville blusse som var bedst så lang tid der var lagt låg på, for hun burde aldrig tænke sådan om en mand som ham. Hendes hænder var knyttet så fast at hun var begyndt at lade neglene borer sig ind i hendes håndflade for at lægge bånd på sig selv, det irriterede hende virkelig at han ville grave i fortiden! ”Hvorfor tænker du ikke på konsekvenserne? Det lyder usandsynligt, men hvad hvis du finder ud af at vi engang elskede hinanden? At vi var hinanden så hengivende at vi blev enige om at skabe en familie.. ville du ikke være bange for at det ville vække ting som.. som er døde?! Uanset hvilke svar der er, så er vi begge bedst tjent med at være politisk uenige og intet andet,” afsluttede hun lidt hidsigt og bed sig i den bløde underlæbe. Det kyniske blik var Faith efterhånden vant til, hun forventede sig intet af ham.. ganske vidst vidste hun ikke meget om han personligt, hun huskede udelukkende hans ry som leder og de politiske møder som havde fulgt med, men hun vidste ligeså at han havde været Memphestos højre hånd. ”Præcis,” svarede hun med et lidt sigende blik. Det at vide at ringen var faldet til søens bund gjorde hende underligt ked af det.. mest af alt havde hun lyst til at hoppe i men det ville være langt under hendes værdighed. Kort skævede hun mod vandet og sukkede inden hun atter vendte blikket mod ham og det blotlagte bryst. ”Jeg har svært ved at tro på at jeg i det hele taget skulle have været så intim med dig, Kimeya. Jeg ønsker ikke at vide hvis vi har. Jeg tror ikke at det meningen at vi skal huske det,” gentog hun mere roligt som hun lod hånden falde på hans bryst og lade den indramme det brændte mærke til perfektion. Placeringen gav ikke mening hvis den var givet i for at skade, den lod mere til at være en form for.. markering? Hånden holdt hun op til sit bryst mens han dækkede sig til igen, også selvom hun endnu havde en underlig kriblen i fingrene efter at få lov til at røre ham. ”Det er ikke et mærke jeg har sat på andre.. som jeg ved af. Gør os begge en tjeneste og lad det være i skjul,” bad hun lidt sammenbidt. Hun ville nødigt erkende det, men han havde ret.. det mærke var ikke givet i had, og det stod tydeligt, desuden var det ikke et mærke hun havde præget andre med, for hun havde aldrig haft grund til den slags markering. Hun sank en klump og vendte blikket væk fra ham endnu engang, mens hun betragtede søen som var henlagt i næsten fuldkommen mørke nu hvor solen var svundet fuldkommen bort og for alvor havde ladet aftenen komme.