fremme til et nyt liv

[Deleted]

Efter længere tids planlægning, oplevelsen af at se sin mor dø og en længere gå tur en hvad Asuna var van til, stod den unge velhavende vampyr foran grevens dør. en stor dør. den lille spinkle, blege hånd blev forsigtigt lagt på det gamle træ. de røde øjne studerede hele døren fra top til tå med et roligt og meget intet sigende blik. hun havde aldrig været der før, selvom hendes formodet far boede der. hun havde altid levet ved sin mor. i mange år har hu ikke haft nogen interesse i hvem hendes far var, da hun havde nok i sine gaver og mor. men efter moderens død havde hun ikke så meget tilbage. stille knyttede hun sin hånd der lå på den gamle trædør og bankede kort ppå, hvorefter hun hurtigt stilte sig tilbage. hun følte hun stod der længe. hun nåede at studere den mørke natte himmel.. med stjerner. så mange flotte stjerner. tiden gik for langsomt til hendes tålmodighed. hun skubbede døren stille op og gik ind med lydløse skridt. med et forsigtigt blik så hun lidt rundt i gangen hun trådte ind i. hun kunne sagtens se det var et hjem til en greve så meget hurtigt følte hun sig hjemme. et lille sug gik igennem hendes krop og hun vaglede en smule. hun havde fået disse sug iløbet af aftenen efter fulgt af svimmelhed. det var nok mangel af blod. hun var van til at få et offer hun kunne lyde blod fra, men lige siden hendes mor døde skulle hun jo selv stå for det. og det havde ikke ligefrem været en opgave der havde lykkedes godt for hende. hun havde ikke fået mere en et måltid på rejsen til grevens hjem, så hun var godt udsultet og svag. et lille suk lød fra hendes læber da hun fik endnu et sug. med lidt anstrangelse tvang hun sig til at gå videre ind i huset "Hallo?" råbte hun uden at tænke på hun var en indtilvidere udvelkommen gæst. 

//sorry længten det skal nok blive bedre ^^// 

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften. Cassie var gået i seng, og Alex var stort set lige stået op. Ikke fordi at det var noget nyt, at de gik forbi hinanden hver eneste dag, også fordi at han vidste, at hun gjorde det helet og særdeles med vilje, hvilket sagtens var en tanke som kunne gøre ham en anelse hidsig, og så var det jo bare sådan at det var. Siddende ved sit bord på kontoret og over en bunke af papirarbejde, også selvom det slet ikke var noget som gjorde ham noget, for han kunne lide det. Gaver sendte han sin kære datter, også selvom han ikke havde nogen anelse om hvem hun var eller noget som helst, så det var jo faktisk noget som passede ham selv helt fint. Nu som det var sagt, så var det næsten som om at det var arbejdet som opslugte alt hans tid lige nu. Hans ansigt og den blege hud var oplyst af det stearinlys som stod på bordet foran ham, mens han sad der med fjerpennen i hånden og i gang med at skrive under på de dokumenter som slottet havde tilsendt ham.
Alexander holdt inde, ved lyden af en stemme som lød nede af gangen. Hallo? Det var bestemt ikke en tjener, hvilket han hurtigt kunne konkludere. Han kneb øjnene let sammen, kun for at fjerne læsebrillerne fra næseroden, inden han valgte at rejse sig op i stedet for. Han forlod sit kontor med rolige skridt. Døren lukkede han roligt, kun for at søge mod den store forhal. Selve hans hjem var jo smukt og ikke mindst overdådigt, så det i sig selv, var ikke noget som kunne komme synderlig meget bag på nogen. Han gik i en blodrød skjorte og et par mørke bukser, uden tvivl af utrolig fin kvalitet, for selv i hans verden, var kun det bedste godt nok for en mand som ham. Han foldede hænderne over ryggen ved synet af en kvinde. Ikke fordi at han kunne genkende hende, for han havde jo trods alt heller ikke rigtigt haft noget med sin datter eller hendes opvækst at gøre. ”Hvad bestiller De her?” Hans tone var yderst kortfattet, kold og intetsigende, men alligevel krævende. Det var jo trods alt hans hjem hun havde valgt at betræde uden at være budt velkommen!

[Deleted]

Det gav et sæt i Asunas krop da hun hørte den kolde stemme bag hende, men hun forholde sig ellers helt roligt. med en elegant bevægelse vente hun sig langsomt om og så op på greve med de røde lysende øjne. hendes blik var roligt og selvsikker og med et stolt elegant smil på læben "når du er hjemme..godt at få ansigt på manden der altid har sendt mig gave" sagde hun roligt med det stolte smil og gik så forbi ham. hun havde ikke sagt De til ham for han skulle jo gerne være hendes fader så hvorfor skulle kalde ham for De. med et roligt blik studerede hun sne omgivelser med et nysgerrigt blik og med sin slanke blege hånd kørte hun hen over væggen ved sin side "det er et flot hjem.. det vænner jeg mig nok hurtigt til" sagde hun roligt som om hun regnede med han bare ville acceptere hende og lade hende blive boene. det regnede hun med for hun var jo hans datter så han måtte tage ansvar. barnligt vente hun sig om med et selvsikker smil "jeg regner med du vil tage dig godt af mig " det var tydeligt hun ikke bare ville sige hvem hun var og bare regnede med han videste hvem hun var og hvorfor hun var der. han var jo hendes far så selvfølgelig vidste han hvem hun var, det var hvertfald hendes holdning. hun flyttede sin slanke, blege dog elegante hånd, væk fra væggen og kørte den igennem det lange sorte hår som flot faldt ned over hendes slanke skuldre og fyldtige barm. hendes blik var nu fæsnet på manden over for hende. hun studerede hvert et lille træk ved ham med de røde lysende øjne og et mere roligt smil nu. han var en pæn mand. det passede hende goodt at have en pæn far, for et eller andet sted måtte hun jo have hendes kønne ydre fra.. jo meget var nok fra hendes moder, men der havde altid været træk ved hende der ikke hang sammen med hendes moder. nu stod manden hun havde det træk fra lige foran hende. med yndefulde skridt gik hun hen mod ham og stilte sig helt tæt på ham. hendes øjne havde fået fanget hans blik så hun så dybt ind i hans øjne og nu længere tid hun så ind i hans øjne nu mere barnligt at blik fik hun. pludselig slog hun sig ind til ham i at stort kram. 

//undskyld længden skal lige have min krea igang ^^// 

[Deleted]

Den tilsyneladende unge kvinde som stod foran ham, var ikke ligefrem af typen som Alexander kunne sige sig, at genkende, og det var bestemt heller ikke fordi at han havde synderlig meget lyst til besøg lige nu. Tanken i sig selv, gjorde ham mere irriteret, end det som han følte, at han var i forvejen, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Næven knyttede han direkte, som han sendte hende en direkte fast mine. At hun gik rundt, undersøgte med blikket og begyndte at berøre hans ejendele, var bestemt heller ikke noget som han kunne have med at gøre! Ved hendes ord, så måtte det dog alligevel så småt gå op for ham hvem hun egentlig var, siden der kun var en som han sendte gaver kontinuerligt. ”Tager jeg ikke meget fejl, så er det Asuna, som står i min forhal,” sagde han endeligt. Selvom det dog ikke resulterede i, at han blev mere rolig i ansigtet, for det gjorde han slet ikke. Han lukkede hænderne roligt over hans ryg, idet han roligt søgte i retningen af hende i stedet for. Hans skridt var skræmmende langsomme. Han var jo trods alt et rovdyr, og det var hele vejen igennem. At skulle se sin datter, var slet ikke noget som han havde regnet med. ”Vænne dig til? Kæreste, jeg vil slet ikke have dig her,” sagde han med en ganske kortfattet tone. Han var måske lige ud af posen, men det var jo bare den type mand som han var. Desuden vidste Cassie slet ikke at han havde en datter, så han ønskede slet ikke, at hun skulle være der, for det ville da for alvor ødelægge det hele for ham og det vidste han!
Alexander stoppede roligt op, som hun endte med at komme ham i møde og stillede sig tæt ved ham. Uanset hvad, så stirrede han hende bare i øjnene, uden egentlig at forandre mimik eller noget som helst. Han havde jo som sådan aldrig været en del af hendes opdragelse eller opvækst, andet end at han faktisk havde husket hendes fødselsdag, og de mærkedage, som nu måtte følge med, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Som hun ændrede mimik, og direkte endte med at slå armene om ham i en omfavnelse, var noget som for alvor fik ham til at stivne voldsomt, for det var slet ikke en form for kontakt, som han var vant til. Han var slet ikke god til noget som mindede om omsorg! Han stod der lidt, inden han alligevel lagde armen om hende og kort trykkede hende ind mod sig, inden han let skubbede hende fra sig igen. Han var slet ikke god til den slags! ”Det er nok, Asuna,” afsluttede han kortfattet.

//Helt i orden ;D

[Deleted]

den unge vampyr havde godt lagt mærke til at hendes fader måske ikke var helt glad for hun var der og udmeldingen om hun ikke kunne blive gjorde egentlig en smule ondt, men ikke noget hun vidste. hun gik stille nogle skridt tilbage da han slap hende. det ville tryk han havde gevet var rart, men hun kunne tydeligt mærke han ikke var den omsorgsfulde type. det havde hun dog heller ikke lige regnet med da han jo ikke havde været en del af hendes liv før nu. først sagde hun ikke rigtig noget. hun vente sig bare om og betragtede igen omgivelserne dog med et mere skuffet og trist blik "hmm.. jeg forstår godt det nok er lidt underligt at din datter bare pludselig dukker op ud af det blå... men det er fordi jeg bare gerne ville møde dig" sagde hun roligt og så over på ham hen over sin skulder. sådan stod hun i noget tid helt uden at sige noget. stod bare og så på ham over skulderen. efter lidt tid så hun frem for sig og gav et lille suk fra sig "jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre... mor er død" sagde hun mere alvorlig og trist imens hun pillede lidt ved en lille lok hår. hun kunne tydeligt huske den dag hun så sin mor blive slået ihjel. det kunne godt være hun ikke havde særlig mange følelser for andre, men hun havde da holdt lidt af sin mor.
efter lidt tid vente hun sig mod ham igen og så direkte ind i hans øjne med et intet sigende blik "mor ville aldrig fortælle mig om dig.. selv da jeg begyndte at spørge om hvem du var sagde hun bare jeg skulle bekymre mig om det... men nu hun er død har jeg ikke andre steder at tage hen.. jeg har forstået du ikke vil have mig.. men.. jeg er ikke sikkert på hvordan jeg skal overleve alene" forklarede hun bittert da hun ikke var glad for at indrømme det, men hvis det kunne give hendes en chance for at blive måtte hun jo prøve.

[Deleted]

Alexander havde aldrig nogensinde været den omsorgsfulde type, og det var slet ikke noget som lå naturligt til ham på nogen som helt måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det sådan at han var. Han havde jo stort set kylet hendes mor ud, da han havde fundet ud af, at hun havde været gravid, for børn var på ingen måder hans kop the. Selvom han måske ikke havde været ligeglad eller noget lignende, for han havde jo trods alt sendt hende gaver, også for at indikere, at han faktisk tog ansvar for noget, selvom han ikke havde taget del i hendes opdragelse, så havde han skam heller ikke været helt ude af billedet. ”Det kunne gøres ved at sende en besked. Jeg har ikke hørt nogen meddelelse om at jeg skulle forvente din ankomst, Asuna,” sagde han med en kortfattet tone. Han havde Cassie, som ikke engang vidste, at han havde en datter, så i sig selv, så vidste han, at dette ville gøre ham ekstremt upopulær – og sikkert mere end det som han måtte være i forvejen, selvom det ikke gjorde sagen meget bedre for ham af den grund. Tvært imod, så var det faktisk noget af det som virkelig måtte irritere ham! At hendes mor var død, var noget som gjorde at hans hårde mine faktisk.. svandt bort, for det var ikke just hvad man kunne sige, at han havde forventet at høre. Han rettede sig op. ”Hvem gjorde det?” spurgte han med en ganske kortfattet tone. Vampyrer faldt ikke bare om!
Det var måske store indrømmelser Asuna måtte komme med, men det forundrede ham slet ikke, at hun ikke var i stand til at passe på sig selv. Desuden var Dvasias et direkte farligt sted at være, dersom man ikke vidste hvad man gjorde eller noget som helst, og om man ville det eller ikke, så havde han jo et ansvar for hende, i og med, at hun var hans datter. Han hadede næsten tanken! ”Din mor har gjort ret i ikke at fortælle dig om mig.. Derudover er jeg imponeret over, at du fandt ud af, at det faktisk var mig. Dvasias er et farligt sted.. Du vil aldrig overleve derude selv, hvis du er bare det mindste usikker.. Jeg.. formoder næsten, at du er nødt til at blive her,” sagde han endeligt. Han var ikke meget for tanken om det, og det var vel også tydeligt? Tanken om børn, var bestemt ikke ligefrem hans kop the.

[Deleted]

Asuna stod og så lidt ned i gulvet, med et tænksomt blik. ja hun kunne vel have sendt et brev, men hun havde ikke lyst til at blive hjemme ved hendes mors hus.. ikke efter hvad hun havde set. så hun havde skyndt sig afsted lige så snart hun havde fundet ud af hvordan hun kunne finde sin fader. igen så hun op på ham igen direkte i øjnene med et roligt blik "det må du undskylde far... jeg ville bare ud af huset hurtigst muligt" forklarede hun og flettede sine slanke blege finger sammen, så hendes hænder lå elegant foldet samme lige ned under sin mave. hun kunne god fornemme at han kke ligefrem var tilfreds og måske endda irriteret. på samme tid kunne hun så hvordan han blødte op da hun havde fortalt at hendes mor var død. det gjorde hende egentlig lidt glad at det gav en mere omsorgsfuld følelse fra ham. godt nok ikke helt rigtig omsorgsfuldhed, men det var da noget der kunne minde lidt om. den unge vampyr gik lidt tættere på hendes far med nogle forsigtige, dog stadig yndefulde skridt "jeg ved ikke hvem de var... de var dækket til så jeg kunne ikke se deres ansigt... jeg ved bare mor råbte til dem hun ikke ville aflevere hvad end det nu var de ville have fat i.. jeg ved ikke hvad vi ville have... men det var to store hætteklædte mænd" forklarede hun så godt hun nu kunne. for hvis hun skulle være ærlig havde hun ikke tænkt ret meget over hvad mændede ville have fra hendes moder eller hvem de mænd i det hele taget kunne være. hun havde kun tænkt på at komme væk hurtigst muligt og lægge det bag sig. 
et lille smil tegnede sig igen på hendes små fine læber da han endelig gav hende lov til at blive. det fik hende igen til at kramme ham, hvor hun trykkede sig tæt ind til ham "mange tak far... jeg skal nok gøre hvad jeg kan for ikke at være i vejen" sagde hun glad og fniste et helt uskyldig barne grin, hvorefter hun så op på Alex "jeg fandt dig ved at læse i mors dagbog... hun var aldrig rigtig kommet over dig tror jeg... hun havde skrevet du var greve og du hed Alexander Marcini Imirachi.. så du var nem nok at finde" sagde hun munter og lettere barnligt. hendes blik der nu så direkte ind i hans øjne, lyste op i glæde og ren barnlighed. 

[Deleted]

Tanken om at hans egen datter havde opsøgt ham, var bestemt heller ikke en tanke som Alexander kunne sige sig at bifalde, for han vidste godt at hun med sin blotte tilstedeværelse, virkelig satte ham i ekstremt store problemer, og uden tvivl mere, end det som godt måtte være i den anden ende. Blikket forblev direkte fast i hendes blik, som han kun sendte hende en yderst alvorlig mine. Hvordan hun havde formået at opsnuse ham i det hele taget, vidste han ikke, også fordi at han vidste, at hendes mor ikke havde været meget for at snakke om ham, efter at han havde smidt hende ud, hvilket jo faktisk var noget som hun havde det ganske fint med i længden. Han nikkede blot. ”Udmærket..” sagde han endeligt, som hun undskyldte for sig. At blive kaldt for far, var slet ikke noget som han kunne sige sig, at være vant til, så det var ham faktisk temmelig uvant i længden. Tanken om at hendes mor var slået ihjel af kutteklædte, var noget som automatisk gjorde, at han direkte knyttede næven. ”Forbandede warlocker.. Det kan næsten ikke være andet..!” nærmest hvæsede han. Han havde jo holdt af hendes mor, ellers ville han heller ikke lade hende komme så tæt på sig, som det han havde gjort, hvilket jo faktisk havde resulteret i, at de havde fået sig en lille datter, som nu stod foran ham. Det var virkelig svært for ham at finde ud af.
Som han alligevel valgte at give hende lov til at blive, og hun omfavnede ham, fik ham omgående til at stivne igen, for han var slet ikke god til den slags! Tænderne bed han tydeligt sammen, hvor de også tydeligt trådte frem i hans mundviger. Han vendte blikket let omkring. Cassie ville flå ham, dersom hun vidste, at han havde en datter, og at hun.. stort set flyttede ind nu. Han himlede let med øjnene, som hun afslørede sin mors dagbog. ”Det forundre mig ikke, for hun har altid været glad for at skrive.. Jeg troede bare ikke hun brugte den til at skrive om mig.. Nuvel. Din tilstedeværelse kommer uanset til at give mig problemer, så jeg kan lige så godt tage det sværeste som det første.. Vi skal have fundet dig et værelse.. Og nu hvor du kender til min position som greve, så har jeg et yderst fast reglement som du skal følge, Asuna..” Han lagde roligt hånden mod hendes skulder, kun for at føre hende med op ovenpå hvor værelserne var. Han var nødt til at få hende gemt lidt af vejen inden Cassie stod op!

[Deleted]

Asuna betragtede hendes far med et studerende men også tænksomt blik. hun kunne godt mærke dette ikke var hans ønske situation og han nok helst ville havde været foruden hende. da han nævnte warlocks hævede hun det ene øjenbryn, forddi det overraskede hende lidt den måde han sagde det på. det virkede faktisk som om han havde holdt af hendes mor "jeg vil hævne mor en dag" sagde hun med et fast tone og det var tydeligt at hun mente det. hun ville ikke lade mordet på sin mor blive glemt, det skulle hævnes. godt nok var hun ingen god jæger og kunne ikke skaffe føde til sig selv, men hun var fantastisk med sværdvåben og hendes evne gav hende en stor fordel i kamp. så en dag skulle hun nok være stærkt nok til at kunne hævne sig.
hun gik frivilligt med Alexander imens hun lyttede til det han sagde. det var rart at høre han kunne huske ting om hendes mor, som at hun kunne lide at skrive og det passede egentlig den unge vampyr meget godt. så havde der da været et eller andet følelses agtigt mellem dem bare ærgeligt hun var kommet til verdenen og ødelagde det hele. et lille smil tegnede sig på hendes læber hvorefter hun så op på ham "hun skrev mest om mig... men jeg tror hun var lidt ked af jeg kom til verdenen" sagde hun med et lille fnis og så lidt rundt på alt de gik forbi. hun kunne ikke lide alt den alvor, men hun ville så gerne fortælle hendes far alt, men hun kunne ikke finde ud af at være alvorlig om det hele. så de små fnis var nok mest som et forsvar for hvad hun egentlig følte. hun fik snuet sin hånd ned til hans og tog godt fat om hans hånd "jeg håber ikke jeg skaber alt for store problemer... og jeg skal nnok gøre mit bedste for at overholde dine regler... hvad er der af regler?" hendes stemme var små barnlig, dog stadig med en hvis ynde og blidhed. hun tænkte ikke så meget over hvilke problemer han kunne få ved hun var der, for hvor slemt kunne det være? hun ville bare lære ham at kende og så vise ham at hun var en god datter og en der gjorde hvad der blev sagt. så kunne det være han ville komme til at holde sådan rigtig af hende.

[Deleted]

Alexander stirrede på sin datter. Tanken om at hun faktisk stod der, var svær for ham i det hele taget at finde ud af. Han var ikke glad for det, men.. helt utilfreds kunne man heller ikke ligefrem sige at han var, for han var jo trods alt en far. Han havde holdt af hendes mor, ellers ville han heller ikke lukke hende så tæt på sig, som det han havde gjort. Han vendt blikket roligt mod hende. Ud fra hendes beskrivelse, kunne han kun tolke det som det var warlocks som havde taget hendes moders liv, og det var en tanke som gjorde ham arrig! Ikke kun fordi at det var hendes mor, og en kvinde som han havde haft tæt på sig, men også fordi at det var endnu et warlockangreb på en vampyr, og det var slet ikke noget som han fandt sig i, for han ønskede en tryghed for hans folk, og derfor var han jo for pokker nødt til at gøre noget ved det! ”Warlockerne er farlige at lege med, Asuna.. Lad mig om det,” sagde han med en bestemt tone. Hun var jo trods alt også hans datter.
Det kom næsten bag på Alex, hvor barnlig hun egentlig var i hendes fremgang, også selvom det kun indikerede, at der ikke havde været en far i hendes liv. Ikke fordi at han ønskede at blande sig, for hendes kære moder havde været fritstillet, til at gøre hvad hun havde lyst til, og at hun så ikke havde gjort det, var skam slet ikke hans fejl. Han lod hende blot tage hans hånd, hvor han let lukkede sin om hendes. Hun var jo trods alt hans datter, og nu hvor han stod der som det eneste som hun havde, så kunne han jo heller ikke ligefrem bare.. stå der og lade som ingenting. Tanken irriterede ham dog, hvilket han måtte finde irriterende. ”Jeg sendte hende bort, da jeg fandt ud om graviditeten. Det var ikke noget som gavnede mig,” sagde han ærligt. Hvorfor lyve? Han havde dog hjulpet til, bare en smule på afstand, selvom det nu heller ikke var noget som kunne komme synderligt bag på nogle. Han førte hende ned af gangen og så langt væk fra Cassies værelse som hun kunne komme. Han var i problemer allerede, fordi at tøsen var der, og det vidste han godt, men nu måtte han jo få hende indlogeret ordentligt. ”Du skal gøre hvad jeg siger. Det er mig der bestemmer her, derefter mig, så er det Cassie og derefter Carmine. Ved solopgang, skal du befinde dig på dit værelse, og jeg afgøre dine jagtmarker.. Hvor erfaren er du indenfor jagt?” spurgte han endeligt, som han stoppede op ved et værelse, hvor han skubbede døren op. Det var opredt og det hele, for det var jo aldrig til at vide hvornår man fik gæster. Det var en stor seng, med tunge og mørke gardiner, en kommode og et skab.

[Deleted]

Asuna lyttede opmærksomt til hendes fars stemme. hun skulle ikke lege med warlocks.. det passede hende ikke, da hun havde planer om at lære racerne at kende. møde dem og lære om denne verden. dog sagde hun ikke imod Alexander, da det nok ikke ville hjælpe hende med at falde i hans dagligdag. så hun nikkede bare på hovedet og så lidt ned i gulvet "bare hun bliver hævnet" mumlede hun stille og lidt mut, hvorefter hun så op på sin far med et uskyldigt blik og et sødt smil. hun gav hans hånd et lille tryk da han havde lukket den om hendes. han var godt nok ærlig.. men hun skulle nok viser ham hun ikke ville være til besvær for ham og muligvis faktisk kunne gavne ham bare lidt. men hun var lidt van til den holdning fra sin mors side af. hendes mor havde heller ikke altid været lige glad for Asuna var der, dog havde hun vidst mere kærlighed til hende en Alexander. men det generede ikke den unge vampyr at hendes far var på den måde. hun havde ikke forventet andet. 
Asuna så lidt ned på deres hænder da Alexander igen snakkede. Cassia.. Carmine og solopgang på sit værelse. det var ikke sikkert hun ville kunne holde de regler, men hun ville da gøre hvad hun kunne. igen så hun op på sin far "forstået..." sagde hun kort, imens hun tænkte over hvad han mente med jagt. igen mærkede hun suset igennem kroppen som fik hende til at vakle kort, men fandt dog hurtigt balance igen "jagt?.. uhm... det har enden mor eller min tjener Esben gjort for mig.. men efter mor døde forlod Esben mig fordi han ikke længere var bundet til familien...så jeg er faktisk ikke sådan så god til jagt... jeg har kun fået en eller to måltider på vej her over.." indrømmede hun lidt flovt. en vampyr der ikke kunne skaffe føde til sig selv.. det kunne Alexander nok ikke være ret stolt af "men jeg er god til sværdkamp" tilføjede hun så, da hun ikke ville lyde helt håbløs. da døren blev åbent til hendes værelse gik slap hun langsomt hendes fars hånd og gik ind med yndefulde skridt imens hun betragtede en hver meter af rummet. hun fik et tilfreds smil på læben og vente sig om så hendes kjole fløj med rundt "dette skal jeg nok vænne mig til" sagde hun glad og meget uskyldigt.

[Deleted]

Alexander havde slet ikke forventet at skulle stå i den situation, at han faktisk skulle tage sig af sin egen datter, men nu stod han der, og havde pludselig et andet individ at skulle tænke på, end det som han havde været vant til, hvilket nok skulle vise sig at være en kæmpe omvæltning for hans vedkommende. Ikke fordi at det gjorde sit for hans vedkommende, men det var stadig mange ting som han skulle tilvænnes. Han forstod skam godt hendes desperate ønske efter hævn overfor hendes mor, men en vampyr mod en hel sekt af warlocks? Det ville kun for alvor gå galt, og det ønskede han ikke! ”Enhver vampyr som angribes af en warlock, såvel som et andet væsen, skal nok hæves.. Din mor mest af alt,” lovede han med en rolig stemme. Det var skam ikke fordi at han ønskede eller var ude på at gøre hende mut eller noget lignende, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af, også fordi at han nu stod i den situation, at han også skulle passe på hende, og det agtet han så sandelig også at gøre på den måde som det nu var ham muligt – selvom det faktisk var svært for ham i det hele taget.
Alexander synes nu ikke det var mange regler som han kom med, men det var få og det var alvorligt, at det var noget som hun kunne leve efter. Reglen omkring solopgangen skulle nok ikke vise sig at være et problem, for en vampyr kunne ikke tåle sol, så det var jo det eller død i hans forstand. Hovedet lod han søge en kende på sned, som han førte hende ind i værelset – Længst væk fra hans eget og længst væk fra Cassies, også selvom han var klar over, at det her var noget som kom til at bide ham kraftigt i enden senere, når det gik op for hende, at han havde en datter, som han ikke engang havde fortalt hende om. Fordømt! ”Jeg må tage dig med ud på jagt en dag, Asuna.. Det er yderst vigtigt, at du lærer at passe på dig selv.. med mig i min position.. Og med den hustru jeg har, er det ikke altid ti at vide hvor længe, jeg vil kunne holde mig i live..” Selvom der måske var noget drillende over hans ord og udtalelse, så var han alligevel yderst alvorlig. Titlen som greve, var automatisk noget som gjorde ham direkte sårbar hvad det her angik, og det var noget som faktisk gjorde det hele.. svært for ham at handskes med og håndtere på en ordentlig måde. Værelset var måske ikke så fint og overdådigt, som det kunne have været, for der var jo intet personligt ved det, men det kunne blive hendes. Det var nu hendes, i og med at hun var flyttet ind. Hænderne foldede han igen over ryggen. ”Det er jeg slet ikke i tvivl om at du vil.. Bare hold dig til mine regler, så er alt fint for mig. Du er vel ikke sulten..?” spurgte han endeligt.

[Deleted]

Asuna gik lidt rundt i værelset og tænkte lidt "tak fordi du vil hævne hende" sagde hun roligt og så hen på Alexander med et uskyldigt barnligt blik. det var specielt for hende at se hvordan dette både irriterede hendes far, men at han faktisk gerne ville være der for hende og endda hævne hendes mor for hende. det havde hun egentlig ikke regnet med at han ville. hun havde regnet med han ville have været mere afvisende end dette og måske ikke engang reagere på at hendes mor var blevet myrdet. men hvorfor skulle hun også havde troet andet end det da han jo ikke gad have dem da hun var i hendes mors mave.. og dog alle gaverne havde da vist en form for ansvar. det hele var lidt forvirrende, men Asuna fandt nok en gang ud af hvordan hendes far egentlig var. 
den små drillende og dog alvorlige tone han brugte undrede hende lidt også ordet hustru?.. havde han fundet en kvinde han elskede nok til at forblive sammen med?.. roligt satte hun sig hen på sengen og lagde elegant det ene ben over den andet "det er vel også på tide jeg lære at klare mig selv... jeg kan jo ikke leve hele livet under min fars tag vel.." hun fniste lidt efter og smilte sødt til ham. dog så hun lidt ned efter, da hun ikke kunne få hustru ud af hovedet "hustru.. er det hende der hedder Cassie?.. " spurgte hun forsigtigt om og så op på ham med et barnligt blik "og ved hun nået om at jeg findes?" spurgte hun så med et drillende smil. hun forventede han nok havde sagt det, men nu ville hun bare sikre sig. ligemeget hvad var det vel ikke så slemt? hun havde ikke helt forstået hvor vigtigt hans position var og at hun kunne skabe problemer for ham er. i det hele taget havde hun ikke forstået hvilke slags problemer hun kunne give. 
hun træk sine ben op til sig og lagde sine arme om dem "jeg skal nok overholde reglerne... så længe jeg kan for lov til at opleve ting her i verdenen.. hvor jeg selvfølgelig passer på og det er om aftenen.." hun lød meget sikkert i sin sag. hun havde ikke tænkt sig at bruge alt sin tid med at kede sig hun ville opleve ting, opleve verdenen "uhm.. faktisk har jeg ikke fået megenn føde på rejsen her hen... og jeg har fået nogle svimmel ture.. så jo måske lidt sulten" indrømmede hun meget forsigtigt, da hun var lidt nervøs for dette måske ville passe ham skidt

[Deleted]

Alexander var på ingen måder særlig god til børn, og derfor ønskede han bare at bevise for hende, at selvom han slet ikke kunne børn, så tog han faktisk ansvar for det som han havde gjort, selvom han aldrig havde været der under svangerskabet eller i tiden efter, og det havde der været mange grunde til. Han var en mand som ville have tingene som han ville, og det involverede på ingen måder børn. Han vendte blikket direkte i retningen af hende og med den samme faste mine. At hun takkede for at han ville hævne, var der ingen grund til, for han hævnede sit folk, hvis de kom til skade, og specielt når det var de forbandede warlocks som havde været på spil igen, så var det en tanke som kun måtte irritere ham som intet andet i den anden ende. Med henblik på hans hustru, Cassie, så vidste han godt, at han ikke kunne holde Asuna skjult. Han havde ikke fortalt nogen om noget som helst, og end ikke hans kære ven Camine vidste, at han faktisk var en far. Han vendte blikket mod hende. ”Jeg skal nok lære dig jagtens kunst, og vise dig hvor og hvordan man gør det,” lovede han. Det ville også være en udmærket måde, hvorpå at han kunne holde tøsen lidt væk fra Cassie, hvilket han skam også havde det helt fint med i længden. Det var faktisk noget som han havde det fint med. Han nikkede. Han elskede Cassie.. Ikke bare menneskeligt, men også dyrisk, da hun var hans mage, og den kvinde som han havde været ment til at skulle dele sit liv med, selvom den arme kvinde, slet ikke lod til at være helt enig altid. ”Cassie er min hustru ja,” svarede han endeligt.
Alexander trådte roligt ind på værelset, kun for at lukke døren efter sig. Der var mange ting som hun skulle lære, og specielt hvis hun nu skulle fremtræde som grevedatter, så var det jo slet ikke den form for liv som han vidste, at hun var vant til. At hun var sulten, forundrede ham ikke, og han så hellere, at hun gik rundt og var mæt, end at hun blev for sulten og endte med at overfalde nogen. Tanken om at hun overfaldt Cassie, var en tanke som selv kunne vække en form for vrede i ham. ”Jeg ved ikke hvor meget tid jeg får til at lege far for dig, Asuna. Jeg havde personligt aldrig regnet med at skulle tage mig af dig, på andet vis end det som jeg har.. Ingen her på stedet kender til dig. Jeg har intet fortalt til nogen,” svarede han ærligt. ”Jeg får føde bragt op til dig. Dyreblod passer dig vel fint?” spurgte han endeligt. Det var skam det eneste som man fik her – andet end når man var ude på jagt selvfølgelig.

[Deleted]

Asuna nikkede blot kort med et dejligt uskyldig smil "det lyder godt far.. det er nok også på tide" sagde hun med et lille fnis og så på ham med nogle intense og barnlige øjne. det der blik som børn kan give som de fleste falder pladask for. hun hpbede sådan hun kunne få ham til at holde mere af hende og måske endda blive glad for hun var kommet. det var måske ikke den mest sandsynlige ting der kunne ske efter hva hun havde oplevet siden hun kom, men hun ville forsøge. hun huskede navnet Cassie inde i hovedet, da det var en vigtig person i alexanders liv og derfor en hun skulle være sikker på at være på god fod med.. godt nok kunne hun godt lidt tænke han ikke var så glad for at hans hustru skulle vide hun var der, siden han ikke havde fortalt at hun overhoved fandtes. hun rejste sig roligt op og fik pludselig et mere voksent udtryk. hendes blik blev mere roligt og smil meget mindre barnlig. hun skiftede tit ubevist mellem barn og voksen, da det var to ting hun aldrig havde fundet sammenhæng eller forskelle i. med lette, elegante og utrolig yndefulde skridt gik hun helt hen og tæt på sin far og så ham direkte i øjnene "jeg skal nok opføre mig pænt min kære fader..også over for de andre beboere" sagde hun meget mere høfligt og modent og hendes smil var ærligt og sikkert. hun skulle nok bevise ham at hun kunne være en god datter "og dyre blod er fint" tilføjede hun blot. hvis det var det hun kunne få var det det hun måtte tage imod. stille lagde hun sine arme om sin far og hovedet mod hans brystkasse "jeg vil gøre alt for at du vil komme til at holde af mig, min kære fader" indrømmede hun med en meget oprigtig og moden tone, dog kunne man lige ænse den barnlig tone under, da barnet i hende nok var det der ville kæmpe aller mest for hans kærlighed.