I will find you!

[Athena Maloya Mathimæus]

Dag og nat var endt med at flyde sammen.. uret var stoppet med at gå, og havde stoppet tiden på sin vej. Athena vidste ikke hvor længe hun havde befundet sig i den mørke cirkel, et sted var det også stoppet med at gøre en forskel. Kælderen var kold og fugtig, ikke særlig human. Det eneste selskab hun havde haft de sidste dage var indtørret skeletter som de endnu ikke havde fået fjernet samt et par rotter som var dukket op for at om der stadig var mad. Nogle havde forsøgt at bide i hende, men hun havde dog haft energien til at skubbe de fleste af dem væk. I timer havde hun forsøgt at kæmpe sig op at sidde bare for at holde sig selv i gang, sikre sig at hun ikke ville falde i søvn, for hun var bange for at hvis hun gjorde, så ville hun ikke slå øjnene op igen. Hun var ikke bare træt med direkte udmattet efter Anyalinas behandling af hende. Det var ikke mere end timer siden at hun sidst havde brugt hende som målskydning til sin træning med både magi og våben. Hendes kjole var flået stort set over det hele man hang alligevel fast på hendes krop hvilket var imponerende, den hjalp dog ikke særlig meget i denne kulde. Med en strakt arm under sit hoved som støtte lå hun på det kolde gulv og lyttede til hvad der foregik oven på. Hun havde end ikke forsøgt at svare Evan for hun var ikke i stand til det uanset, det ville være meningsløst. Hun havde genkendt hans stemme med det samme, og følt en enorm lettelse ved at vide at han langt om længe var dukket op, dog havde følelsen været kort.. hun havde hørt hvert et ord de havde sagt. Anyalina havde i de sidste dage fyldt hende med ord om at Evan fortjente langt mere end en sølle, ung kvinde som hende og selvom hun havde forsøgt ikke at lytte til det, så blev det kun mere og mere klart for hende at hun havde ret. Hun var på ingen måde Evan værdig, og slet ikke som hun lå her på gulvet og flere gange havde flæbet som et ynkeligt lille barn.. sandheden var at hun ikke længere var et barn, og at det var på tide at stoppe med at opfører som sådan. Hendes frie hånd støttede gulvet, og lagde dog pres på et kæmpe blødende sår i hendes mave, som havde formået at male hendes hånd i det røde blod efterhånden, ligesom det langsomt havde flydt på det ellers kedelige gulv. Tabet af blodet samt hendes træthed havde forsaget at hun var bleg som et spøgelse og lå og gispede stædigt efter vejret, for hun nægtede at give op uden en kamp! En enkel tårer trillede fra hendes kind og strøg tværs hen over hendes næseryg og læberne inden den faldt på jorden. Selvom Evan havde modsagt sig hvert et ord, så havde han forsvaret hende på en måde der afslørede at han udmærket vidste at Anyalina havde ret. De trætte øjne faldt trappen idet de hurtige skridt lød. Hendes hjerte slog faste slag enten var det Evan eller også var det Anyalina. Sten faldt fra hendes hjerte idet hun så han skikkelse træde til syne, tydeligt chokeret over hendes tilstand. Med den ene hånd som hun kunne tillade sig at slippe med uden at forbløde helt, forsøgte hun at kæmpe sig op at sidde igen, for at bevise at hun ikke var et svagt individ, vel næsten et sted i frygt for at han ville give hende ret og gå fra hende? ”E-Evan” hviskede hun dæmpet og forsøgte at skjule smerten idet han tog hende i sin favn. Igen løb blod gennem hendes fingrer og løb ned over hans i forvejen blodige skjorte.

[Deleted]

Evan vidste godt at Anyalina havde ret, men hans hjerte havde valgt for ham, og derfor kunne han slet ikke få sig selv til at lade Athena være her, når han vidste hvad hun blev udsat for! Han havde måske været langsom på vej, men han havde været nødt til at finde ud af hvordan han skulle gribe det hele an, for hvis han kom til skade, så var han slet ikke i stand til at hjælpe hende, og så var de jo lige vidt, og det var slet ikke noget som nogen af dem kunne bruge til noget som helst! Desuden havde de endnu Zachary hjemme, så de var jo trods alt nødt til at gøre noget ved det. Nu hvor han havde gjort det af med Anyalina, så tvivlede han stærkt på, at nogen af de andre ville komme i vejen for ham, for han var ikke køn at komme i vejen for, når han var vred, som han følte, at han var i denne stund, det var der ikke nogen tvivl om! Han nåede hurtigt ned for foden af trappen, inden han fik smadret låsen nok til at han kunne få døren op og hastigt komme hen til hende, for han kunne jo tydeligt se, at hun slet ikke havde det særlig godt, hvilket jo slet ikke var en tanke som han brød sig det mindste om, for det at se hende på den måde, var noget som gjorde ham direkte rasende! Nu som det var sagt, så var han bare glad for, at han havde fundet hende i live! Yderst forsigtigt, så tog han omkring hende, kun for at få hende ind i favnen i stedet for. Han kyssede hendes pande, hvor han selv måtte mærke hvordan lettelsen havde meldt sig i hans krop og sind. Dette var noget som han uden tvivl havde haft brug for, også fordi at han jo havde hende ved sig pludselig. ”Tak og pris for at jeg fandt dig..” Blikket gled stille ned mod hendes skikkelse. Hun blødte.. Alene tanken om hvad hun havde været udsat for, var noget som gjorde ham direkte rasende. Han rystede let på hovedet, inden han varsomt slap hende, kun for at lade hende sidde op af sig. Han tog sin kappe af, som han forsigtigt lagde om hende, for hun måtte da også være fuldkommen kold! Og han ville da slet ikke miste hende på den her måde! Igen lagde han forsigtigt armene omkring hende. ”Jeg bringer dig hjem, og så får jeg dig tilset,” endte han med en stemme, som tydeligt måtte indikere, at han slet ikke fandt sig i nogle videre diskussioner af nogen slags. Han lod den ene arm stille søge omkring hendes ryg, og den anden under hende knæhaser, så hun kunne ligge godt og solidt i hans arme. Måske at hans skulder slet ikke havde godt af dette endnu, men det var han ligeglad med. Lige nu gjaldt det bare om at få hende hjem og i sikkerhed igen! Han rejste sig roligt op, også selvom det var lidt af en kamp, inden han rettede sig op og forlod cellen. Jo hurtigere de kom hjem, jo bedre! ”Bare hold dig vågen. Vi er hjemme, inden du ved af det..” endte han med en fast, men kontrolleret stemme.

[Athena Maloya Mathimæus]

Selvom Athena virkelig havde forsøgt at fornægte det, så måtte hun jo erkende at Anyalina talte sandt. Hun var slet ikke i Evans liga, han kunne få landets smukkeste og mest intelligente kvinder overhovedet, frem for en ung pige, der end ikke kunne finde ud af at forsvare sig selv selvom han i mange år havde trænet hende til det. Det var ydmygende at han skulle finde hende sådan, også selvom hun alligevel var glad for at han var endt med at finde hende, men at skulle finde hende, bidt af rotter blødende fra diverse sår og bleg som et spøgelse, det brød hun sig virkelig ikke om. Hendes vejrtrækning var mere en desperat giften end noget andet. Hun registrerede knapt at han sprang døren op, også selvom hun så til imens. Hans skikkelse var en smule uklar fordi hun var svimmel, men hun kunne genkende hans stemme, selvfølgelig ville han komme efter hende. Athena lod ham trække hende ind i sin favn også selvom det ikke fik hende til at føle sig mere tryg. Hun havde stadig i sin bevidsthed at han var for god for hende, og desuden så ville hun ikke bevæge sig hvis hun kunne blive fri, primært fordi såret i hendes mave var stærkt blødende og for længst havde formået at tage alt mulig energi. Hvad hun havde været udsat for fysisk var en ting, hun var efterhånden vant til at håndtere smerten også selvom dette virkelig var slemt. Den psykiske terror som Anyalina havde kørt på hende, var derimod nået ind til hende, hvilket gav hende en knude i maven også ved at være tæt på Evan. Hun afviste ham ikke, det kunne ikke falde hende ind for hun elskede ham jo men hun var tavs, ikke mindst fordi det krævede energi som hun ikke havde at tale. Kappen skabte næsten en prikkende fornemmelse på hendes iskolde hud, der var ikke meget varme i at ligge på det gulv uden nogen mulighed for at holde sig varm. Hun var så forbandet træt at hun virkelig længtes efter søvn men ikke turde at finde den, for tanken om ikke at vågne igen, skræmte hende og særligt nu hvor hun havde været heldig at få Evan som en del af sit liv. Blodet løb gennem hendes fingrer idet han samlede hende op og dermed skabte bevægelse i såret, og selvom det gjorde ondt så var det noget som hun af alt magt forsøgte at skjule for ikke at vise sig svag, og specielt nu hvor hun var blevet gjort opmærksom på det. ”S-skynd d-d-dig,” bad hun dæmpet. Først og fremmest ønskede hun ikke at være i Marvalo City mere, hun ville ikke være i nærheden af flere warlocks, derudover så var hendes skader alvorlige hvilket selv hun var klar over, og hvis ikke de blev forbundet og tilset snart så var hun ikke sikker på at hun ville overleve det, ikke mindst fordi det var så tæt på at trætheden overmandede hende, det var en kamp for ikke at falde i søvn og særligt nu hvor hun igen lå i hans arme.

[Deleted]

I hvilken forfatning Evan ville finde Athena, var han faktisk bange for, også fordi at det eneste som betød noget for ham, var at få hende hjem i levende live. Et sted frygtede han faktisk, at han havde været for langsom, og at han slet ikke ville få hende med sig tilbage, men det var et mål for ham, for han ville bestemt ikke lade hende ligge her alene! Nu hvor han havde fundet hende, så kunne han da tydeligt se hvor ilde tilredt hun faktisk var, hvilket bestemt ikke var en tanke som han bifaldt sig det mindste! Han følte vreden koge i det indre, også selvom han var nødsaget til at lægge det på is – for nu om ikke andet. Kappen fik han roligt lagt omkring hendes krop, for han kunne jo så tydeligt mærke, at hun virkelig måtte være iskold efterhånden. Lige umiddelbart frygtede han, at han ikke kunne holde liv i hende mentalt til de kom hjem, for det var jo tydeligt at se på hende, at det virkelig nærmede sig efterhånden. Man kunne vel snildt sige sig, at han var kommet lige i grevens tid? Og det var han selvfølgelig frygtelig glad for! Han kyssede hende på panden, idet han roligt rejste sig op med hende i sine arme. ”Vi er meget snart hjemme, min kære.. Bare hold dig vågen,” endte han med en dæmpet stemme, idet han forlod den mørke og dystre kælder med hastige skridt. Magien til at komme hjem på magisk vis, kunne han jo ikke ligefrem bruge, før han var ude herfra!
Gaderne oppe over kælderen, vrimlede stort set med warlocks som kredsede omkring Anyalinas døde krop. Ikke fordi at det var noget som rørte Evan det mindste, for han var virkelig ligeglad. Lillesøster eller ej, så var det jo ikke ligefrem en kvinde, som man kunne sige, at han havde haft det mindste forhold til, og den måde som hun havde begået sig på, indikerede kun, at hun var for påvirket af deres kære moder. Han fnøs let, idet han gik direkte mod dem. Hans blik lyste nærmest op i ren og skær mordlyst. Hvis det ikke var fordi at det hastede med at få Athena hjem, så havde han slået dem alle sammen ihjel, for at støtte op om det Anyalina havde gjort! Han fandt sig bestemt ikke i det! ”Hold dig vågen,” gentog han endnu en gang, som de endelig fik passeret gruppen af warlocks, kun for at forlade Den Mørke Cirkel. Herude blæste vinden godt, da det også tydeligt så ud til at blæse op. Han trykkede hende en anelse ind mod sig, også fordi at han virkelig ikke ville have at hun skulle fryse. Warlockerne havde ladet dem passere, for alt andet, ville i den grad også være frygtelig tåbeligt! Ved hjælp af sin magi, så valgte han at forlade stedet med Athena trygt hvilende i sine arme, kun for at efterlade stedet, som der absolut ikke var sket noget som helst. Det eneste som indikerede hans lille besøg i Den Mørke Cirkel, var Anyalinas døde krop. Hvad de gjorde med hende, var han virkelig ligeglad med, for nu var det Athena som skulle sættes i centrum!

//Out