Meeting an old friend

[Deleted]

Tidlig aften var det, og det resulterede i, at den anerkendte kro – Den Dansende Flamme – endnu ikke var proppet til randen. Altid syntes den at have stået der, hvor den altid havde været et stamsted for de fleste dvasianere, da stedet syntes at have alt. I sin tid havde det også været et stamsted for Denjarna, men det kunne man ikke just sige, at det var længere, eller det kunne det meget vel blive igen efter alt, hvad der var hændt. Det var dog ikke andet end nogen måneder siden, at hun sidst havde sat fod derinde, men det havde ikke været for det almene forhold – at drikke – men derimod for at blive sig selv igen. Sidst hun havde været her, havde været med den kongelige rådgiver, Enrico, da han havde gået med til at give hende det mørkelviske liv igen til fordel for hendes evige loyalitet overfor tronen. Det havde bestemt ikke været svært at gå med til, da hun altid havde støttet sit land, og derfor stod hun igen som mørkelver den dag i dag. Det var dig ikke til at sige, at hun befandt sig i sammen sindsstemning som forrige gang, da ufatteligt meget havde sket siden da. Hele hendes liv var blevet vendt på hovedet igen nemlig, som der herskede ren og skær kaos mellem hende og Derick, og det havde i sidste ende resulteret i, at hun var flyttet ud. Det gjorde endnu ondt, da hun endnu måtte bære en længsel efter ham, hvor den for alvor trådte i kraft om natten, når hun lå alene i sin seng. Når det så var sagt, kunne hun dog godt mærke, at det var rart at være alene, da det alligevel gav hende en tryghed og en ro at være uden ham. Hun behøvede nemlig ikke længere at frygte bid eller skænderier, som hun nu boede ved sin ven, Vladimir. Det var ikke fordi, at hun havde allermest lyst til at være omkring vampyrer, men alligevel holdt hun af Vladimir, hvor hun også tvivlede på, at han ville gøre hende ondt. Han havde desuden allerede kun været god ved hende, som han igen havde åbnet sit hjem op for hende, hvor han igen renoverede hendes værelse, efter at have smadret det, samt hun havde fået sine gevaldigt smukke kjoler igen. Dybt taknemmelig var hun for ham, hvor hun var mere end lykkelig over, at hun havde en sand ven som ham.
Tavst sad Denjarna oppe i baren på en af stolene, mens hun sad med et glas rødvin i hånden. Glasset vippede hun let med, som hun endnu ikke havde drukket af det, men endnu stærkt overvejede det. Den eneste grund til at hun tøvede, var fordi, at hun endnu var med Dericks barn i maven, skønt det ikke var at se i øjeblikket. Hun bar nemlig en blodrød kjole med en bred udskæring ved hendes barm, hvor der under barmen var fastspændt et bredt bronzelignende bælte, der skjulte den begyndende voksende mave. Luksuriøs var kjolen, som den var af det fineste stof grundet Vladimirs gode pengepung, hvor kjolens ærmer var tætsiddende til albuen, hvor den derefter endte ud i en slis med fald og med smukke guldtråde indgraveret i stoffet. Hun bed sig let i læben, som hun betragtede vinens rubinrøde farve. Hun kunne vel ligeså godt drikke? Hun overvejede alligevel at tage barnets liv, hvor hun også allerede havde gjort klar til det, som hun havde indkøbt de forskellige urter, der ville klare det hele. Dæmpet sukkede hun, som hun langsomt hævede glasset, hvor hun tog en tår af væsken. Himmelsk føltes smagen helt, som hun ikke havde haft tilladelse til at drikke længe, hvor hun endelig kunne nyde et godt glas rødvin igen.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var efterhånden ved at være frygtelig sent, hvilket kun betød at Dvasias var kommet til live, nøjagtigt som Faith huskede det. Selvom der var bunkevis af ufærdige opgaver i Appolyon, så havde hun i aften haft et enormt behov for at søge fred et sted langt væk fra de mange dæmoner, der kun formåede at forvirre hende. Hendes hoved var stoppet med at dunke, lidt søvn gjorde underværker. I takt med timerne var den askegrå hudfarve endt med at svinde bort, og var blevet til den sædvanlige blege farve som hun altid havde haft. Døren til den dansende flamme skubbede hun op og blev mødt af den heldigvis velkendte stemning af lettere højtråbende mænd og værtshuslignende stemning. Det var om ikke andet rart at se at noget endnu lignede sig selv. Idet hun trådte ind, faldt flere blikke på hende. Nogle tav hurtigt mens andre så væk. Det var ingen hemmelighed, at Faith altid havde været en bestemt ung dame, og de færreste var dumme nok til at ligge sig ud med hende. Hun ignorerede dem fuldkommen, og trådte i stedet forbi som havde de ikke haft nogen betydning i det hele taget. De flammerøde lokker hang som sædvanligt frit omkring hende, og dansede lystigt hen over hendes skuldre, trods det var blevet meget længere. Den spinkle krop var svøbt i en normalt kedelig sort kjole, som ikke var meget at prale af. Selvom hun havde ledt i hver en krog af sit klædeskab, så havde der ikke været nogle kjoler som hun egentlig genkendte, og kun den ene havde hun kunnet passe, hvilket irriterede hende en smule. Dog smygede den sig smukt om hende, og fremhævede hendes kvindelige fortrin.
De funklende grønne øjne faldt på bartenderen bag disken som slet ikke var velkendt tilgengæld. Normalt havde det været Gina som ejede dette sted, og hun var som oftest altid til stede, hvilket forundrede hende en smule. Snakken begyndte igen at tage til, hvilket passede Faith fortringeligt, lige i aften ønskede hun ikke at tiltrække sig mere opmærksomhed end hun allerede havde gjort, for der var så mange ting hun ikke forstod, så mange huller som ikke var udfyldt og det var virkelig frustrerende når alle påstod de mest grusomme ting omkring hende! ”Et glas hvidvin, tak” bad hun og smed et par småøre hun havde fundet i sin skuffe på bordet. Det var sjældent hun rørte noget som helst med alkohol, mest fordi hun fortrak at holde hovedet klart og være forberedt, særligt i disse tider hvor warlockerne begyndte at svare lidt igen. Et glas iskoldt vin blev serveret for hende. Faith greb om glasset tynde stilk med de slanke fingrer, og vendte sig mod folkemængden. Der var ikke rigtigt nogle genkendelige ansigter, og ej heller nogle som krævede hendes opmærksomhed. At hendes bedste veninde så sad netop ved siden af hende, havde hun slet ikke bidt sig fast i, for måske hun selv lignede sig selv, men i hendes fravær var folk blevet ældre, hvilket kun forvirrede hende yderligere, så lang tid kunne hun ikke have været borte!

[Deleted]

Som aftenen og mørket var kommet, var Dvasias automatisk blevet vækket til live. Nattens væsner havde nu muligheden for at søge ud og det betød, at byen var spækket af liv. Rimshias gader var fyldte, hvilket også prægede Den Dansende Flamme, som baren allerede var velbesøgt. Barens gæster sagde dog ikke Denjarna noget, da hun havde større ting at tænke over end fremmede personer. Hun nød dog larmen der omgav hende, da det fik hende væk fra sine mange problemer, som det rent faktisk fik hende til at slappe bedre af. Det hjalp hende også at sidde med rødvinsglasset, da det fik hende til at føle sig mere menneskelig igen. Børn havde aldrig været hendes store drøm, hvilket betød, at det derfor ikke var en del af hende. Derfor havde de to sidste måneder været ufatteligt underlige for hende, da hun hele tiden havde haft svært ved at acceptere det langsomt eksisterende barn i sin mave. At hun nu havde muligheden for at tænke udelukkende på sig selv, og ikke Dericks følelser, glædede hende rent faktisk, da hun i så fald selv kunne beslutte, om hun ville beholde barnet eller ej. Det tydede dog mest på, at det ville blive det sidste, som hun allerede sad med alkohol i glasset, samt hun allerede havde købt ind til den urteeliksir, der kunne fjerne barnet. Hun smagte på rødvinen, der måtte smage hende noget så godt, samt påminde hende om, hvilket liv hun kunne lide at føre. Svært var det dog, når hun også elskede Derick, men al det måtte hun bearbejde i den næste periode. Hvordan udfaldet ville blive, anede hun ej heller, da hun allerede havde gjort noget, som hun aldrig havde troet, at hun ville være i stand til at gøre; nemlig at gå fra ham. Hun fugtede let de bløde læber. At hendes savnede veninde kom ind i baren, ænsede hun ikke, men hvordan skulle hun også det? Det var vel et årtusind siden, at hun sidst havde set hende, og i den tid var ufatteligt meget hændt, som hun havde været gennem forfærdelig tortur, der havde ødelagt dele af hendes sind. Hånden lod hun glide igennem de silkebløde ravnsorte lokker, der var redt smukt, så det mørke hår bølgede ned ad hendes skuldrer og ryg. Det var faktisk behageligt at være tilbage på en bar, som hun havde savnet alkohollen og stemningen. Hun var måske ikke en del af stemningen endnu, men hun kunne udmærket høre, hvordan der blev langet drinks over disken, samt talt højligt, hvor tonen måtte være festlig. Det var også som hun lyttede til stemmerne, at noget måtte slå klik i hendes hoved. Stemmen.. Den sagde hende et eller andet, skønt hun på ingen måde kunne sige, hvorfor. Brynene rynkede hun let, inden hun vendte hovedet til siden, så de klare sølvgrå øjne faldt på den flammerøde kvinde. ”Undskyld.. kender jeg dig?” spurgte hun roligt, men dog med en snert af forvirring i stemmet. Denne kvinde syntes at sige hende det ene eller det andet, men hvad havde hun ingen ide om. Det kunne derfor også være, at hun bare tog fejl, men på den anden side … hun havde heller ikke været i stand til at genkende Derick, da hun allerførst havde set ham igen efter torturen, og de havde været sammen og gift ufatteligt længe! Det opmærksomme blik holdt hun dog på kvinden, som hun studerede med en nysgerrig mine. Selv hvis ikke de kendte hinanden, kunne det være en mulighed for hende for at finde en at snakke med, og det havde hun bestemt heller intet imod, da selskab skam var hende velkomment.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Efter et utal af løgne og forsøg på at at forvirre, var Faith direkte lykkelig for at se, at visse ting endnu var de samme som altid. Mænd drak.. råbte og spillede smart som sædvanlig i nattens mørke. I hjørnerne diskuterede man politik, også selvom nogle sjældent vidste hvad de snakkede om, det lød trods alt blot klogt. Faith stilte sig i baren og så til mens hendes hvidvin blev skænket. Efter at være vågnet fuldkommen blottet på den måde, så var hun mere forsigtig med hvem hun tog imod den slags af, for der måtte uden tvivl have været nogle som havde forsøgt at forgifte hende. Hvad hun ikke forstod var, at Evan havde forsøgt at bilde hende ind, at hun havde været død i mange år.. og endnu værre at hun skulle have været gift med Kimeya og haft et utal af børn med ham. Hun fnøs ved den blotte tanke og rystede på hovedet. Som om hun nogensinde ville kunne elske en mand som Kimeya. Hun kunne ikke udstå synet af ham! Hun havde ganske vidst ringen endnu, den hvilede i hendes lomme, men hun havde endnu ikke taget sig sammen til at se mere på den i frygt for hvad hun ville ende med at finde. De slanke fingre lukkede sig om glassets tynde stilk, hvorefter hun førte det til læberne og nippede til den klare væske deri. Normalt holdt hun sig langt væk fra det stads, men lige i aften havde hun alvorligt brug for noget som kunne tage hendes tanker lidt væk fra alle de ting der ikke gav nogen mening. Nakken lagde hun en smule tilbage for et hvile sig et øjeblik. Det var slet ikke gået op for hende at Denjarna sad netop ved siden af hende, hun genkendte hende ikke efter alle de år.. der var mange som ikke lignede sig selv, som var blevet ældre, hvilket kun understøttede Evans ord, men på den anden side, så kunne det stadig ikke være sandt!
Igen forsøgte hun kaste de tanke tanker fra sig, og nippede igen til hvidvinen inden den velkendte, melodiske tone fangede hendes opmærksomhed. De intense, grønne øjne faldt på kvindens skikkelse en smule vurderende. ”Nej det tror jeg ik...” hun tav og rynkede en smule på panden. De gudommeligt smukke udseende, kunne kun tilhøre én kvinde. ”Denjarna?” spurgte hun en kende overrasket, for hun lignede da slet ikke sig selv! Faith selv var ganske vidst blevet en smule mere voksen at se på, men ud over det, så var de flammerøde lokker, den spinkle skikkelse og de lysende øjne, vel heller ikke til at tage megen fejl af? ”Undskyld jeg genkendte dig knapt,” mumlede en igen en kende frustreret, og vendte sig mod hende. Der var simpelthen for mange ting som ikke hørte nogle steder henne. Det var ikke lang tid siden hun havde set hverken hende eller Derick, alligevel så hun slet ikke ud som hun mindedes at hun havde gjort for et par dage siden da de alle havde mødtes i skoven. Det var endnu ikke rigtigt gået op for hende, at det var ufattelig mange år siden hun sidst havde set sin kære veninde, en som hun i den grad havde brug for i disse tider, måske hun kunne give hende nogle svar?

[Deleted]

Sandt var det, at det var behageligt for hovedet, at bare visse ting endnu bar sit gamle jeg, som Denjarna mere eller mindre var i samme skuffe, som den forvirrede Faith. Efter torturen havde hun ikke været en del af civilisationen længe, som hende og Derick inden da havde isoleret sig med hinanden, og derfor havde det hele ændret sig markant, da hun igen havde vendt tilbage. Dybt underligt havde det været for hendes vedkommende, da ufatteligt meget åbenbart havde hændt de forskellige lande. Byernes struktur havde ændret sig, som arkitekturen havde ændret sig med tiden. Folket havde også ændret sig, som mentaliteten var blevet anderledes, hvorledes mange var gået bort med tiden – for eksempel hendes elskede veninde, Faith – samt nye regenter var kommet til magten. Der var Mattheus der sad på magten her i Dvasias, og som hun havde et ganske kompliceret forhold til, og så var der det faktum, at Procias’ gamle dronning, Elanya, endelig var død. En nyhed hun til gengæld havde været mere end glad for! Hun nippede til rødvinen. Tiden havde desværre ikke vasket hendes problemer bort, som hendes liv på den måde var ved sit gamle, hvis det da ikke gik værre for hende nu end normalt. Normalt var det nemlig, at hende og Derick havde problemer, men nu var det ikke længere grundet utroskab, men ham, fordi han havde bidt hende og derefter gjort hende gravid. Direkte forfærdeligt var det for hende, da det faktisk var de to ting i livet, hun aldrig havde accepteret!
Kvinden der satte sig ved Denjarnas side, var dog en kvinde, der for et øjeblik måtte vende hendes tanker. For en stund glemte hun nemlig sine problemer, da hun troede, at denne rødhårede kvinde var en kvinde hun kendte. Hvorfra hun kendte hende, anede hun dog ikke, men det var trods alt før hændt hende, at hun havde glemt en, hun i virkeligheden kendte ganske godt. Da kvinden så nægtede kendskabet, skulle hun selv til at undskylde for ulejligheden, indtil hun pludselig hørte sit eget navn fra kvindens læber. Tanketrådende gled øjeblikkeligt igennem hendes sind for at sætte navn på denne flammerøde kvinde, som hendes hoved måtte knirke og knage for at genkende kendskabet. Vigtigt var det for hende at huske, som hun hadede, at hendes sind var blevet ødelagt efter adskillige års tortur, men det var vel, hvad man kunne forvente af pinsel? Hendes blik måtte flakke en anelse. Hvem var hun? Hvilket kendskab havde de haft til hinanden? Kæben måtte hun tabe en anelse, til hun fik rømmet sig? ”..F-Faith?” spurgte hun med tydelig forvirring i stemmen, der måtte indikere, at hun var endnu mere fra den end Faith. Om det virkelig var hendes bedste veninde, der sad overfor hende, var hun endnu ikke hundred procent sikker på, men hvilke andre smukke rødhårede kvinder kendte hun? Tvivlen opstod dog, da hun havde hørt, at Faith havde mistet livet, som hun var vendt tilbage, men … måske havde det været løgn? Måske havde hun virkelig været i live i al den tid? Det nagede hende ikke at vide, men ufattelig håbefuld var hun, for guderne måtte vide, hvor meget hun havde brug for sin veninde! ”E-Er det virkelig dig?” spurgte hun stille og en anelse lavmælt, da hun ikke kunne tro sine egne øjne, hvis det virkelig var hende.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Selvom Faith turde sværge at hun ikke havde været væk i lang tid, så måtte hun jo desværre erkende, at der var frygtelig meget som havde forandret sig. Rimshia lignede ganske vidst sig selv, men ellers var alt fremmede. Hun havde endnu ikke formået at få den kønne, unge kvinde ud af hovedet som Evan var kommet slæbende med, så mange skræmmende ligheder og hun var ikke i stand til at sætte finger på hende. Hun sukkede dæmpet og vendte blikket mod kvinden ved hendes side. Ved første øjekast havde hun ingen idé om hvem hun sad overfor, og dog var der nogle klare kendetegn. De smukke, sorte lokker, som Faith til dels havde følt sig misundelig på, og de klare øjne der dog virkede.. livløse i forhold til hvordan hun huskede dem. En kvinde forandrede sig ikke så meget på så kort tid, men hun så ældre og mere slidt ud end hun mindedes, hvilket kun forvirrede hende yderligere. Hun fugtede læberne med tungespidsen og vendte opmærksomheden mod sin kære gamle veninde, der lod til at se ligeså fortabt ud som det hun selv følte sig. Det var som om hun end ikke genkendte hende. De intense blik hvilede i hendes mens hun lod til at overveje hvor hun havde set hende før. Til dels var hun skuffet, det var trods alt hendes bedste.. og desværre nok også eneste veninde hun stod overfor. Hun nikkede sagte som hun endelig kom på hendes navn. ”Du virker så overrasket, Denjarna? Alle virker så forbandet overrasket,” endte hun en smule frustreret og satte glasset fra sig. Det gjorde hende vred at hun for nogle lod til at være fremmede, og at andre stirrede efter hende som om de kendte hende, men hun havde ingen yderligere idet om hvem de var. Hun hadede at føle sig fremmede på den måde!
Igen vendte hun sig mod hende, og lod blikket søge hen over hendes skikkelse, hvor hun hurtigt fandt fem fejl, så at sige. Der var noget virkelig anderledes ved hende! ”Hvad har du gjort ved dig selv? Jeg mener, du ser selvfølgelig gudeskøn ud som altid, men noget af forandret,” konkluderede hun. Hvad det var, var hun tydeligvis ikke selv i stand til at finde frem til, men noget var fuldkommen anderledes. ”Kom, lad os sætte os lidt væk fra alle de mennesker, det giver mig hovedpine,” endte hun opfordrende, og gjorde tegn til at hun skulle følge hende. Med sit glas i hånden, kæmpede hun sig igen nem menneskemændgen og bordene rundt omkring, for at søge mod det ledige nede i hjørnet hvor de lige netop ville være plads til dem. Hun havde ikke lyst til opmærksomhed, ikke før hun havde fået styr på de mange huller. Det var desuden aldrig til at vide hvor mange warlocker som var til stede i øjeblikket, og de var tydeligvis efter dæmonerne i disse tider, det havde den unge kvinde i Evans arme været et klart bevis på.

[Deleted]

Tanken om at Denjarna skulle sidde overfor sin gamle og eneste veninde, forekom hende ufattelig … uvirkeligt. Hvis det vel og mærke var hende selvfølgelig. Det var nemlig længe siden, at de sidst havde set hinanden, hvor hun end ikke kunne sige præcist, hvor mange år det var siden. Personligt ville hun skyde på mindst et årtusind, og det sagde bestemt ikke så lidt! Derfor havde hun også svært ved at beslutte sig for, om det virkelig var Faith eller ej. Hun håbede så sandelig på, at det var hende, da man roligt kunne sige, at hun trængte til sin gode venindes råd. Et slag ville det derfor være, hvis ikke det var hende, men på den anden side ville det blot bygge videre på det elendige liv, hun havde fået sig, og derfor ville det ikke komme bag på hende, hvis ikke det var hende. De sølvgrå øjne lod hun hvile på kvinden, som hun studerede hendes udseende efter at finde ligheder. Det vilde flammerøde hår var klart en lighed, hvor øjnene også syntes at sige hende noget, men hun måtte ærligt indrømme, at hun på ingen måde var sikker på, at det var hende, da intet andet sagde hende noget. Skrøbelig var hende hukommelse også blevet, når det kom til alt det gamle, men det måtte hun blot tackle derfra. At kvinden ikke direkte sagde ja til, at hun virkelig var hendes kære veninde, men blot talte videre, fik hende til at sande, at det virkelig var Faith! Læben bed hun i, som følelserne helt måtte vælde op i hende, hvor hun mest af alt havde lyst til at omfavne sig, men det undlod hun, da Faith virkede … underlig. ”Selvfølgelig er jeg overrasket! Det er vel … årtusinder siden efterhånden, og meget er sket siden da.. Du har ingen ide om, hvad der har hændt mig.. Og jeg fik desuden af vide, at du var død, da jeg vendte tilbage..,” sagde hun fortvivlet, da hun vitterligt ikke kunne finde hoved og hale i det hele!
At Denjarna direkte blev spurgt om, hvad hun havde gjort ved sig selv, fik hende til at blinke let med øjnene. Var det virkelig så tydeligt at se på hende, at hun havde det forfærdeligt? Hun væmmedes ved tanken, skønt det selvfølgelig blev opvejet en anelse, da hun alligevel blev kaldt for gudesmuk. Hun nåede dog ikke at svare, inden hun blev bedt om at rejse sig, hvilket fik hende til at nikke forstående med hovedet. ”Lad os.. Jeg har en masse at fortælle dig om, og jeg har en masse, som jeg selv ønsker at vide,” sagde hun roligt, inden hun greb om sit glas og fulgte med Faith. Ufatteligt uvirkeligt var det, at hun lige nu gik bag sin gamle veninde, da hun ikke havde troet, at hun nogensinde skulle se hende igen, men lykken havde alligevel tilsmilet hende. Derfor tøvede hun heller ikke med at følge med, som hun gik med ned til hjørnet, hvor hun tog plads ved bordet. ”Meget er sket siden vi sidst sås, Faith.. Meget mere end både du og jeg nogensinde kunne have drømt om, og der er desværre intet positivt ved det,” fortalte hun sandfærdigt. Mørkt måtte det lyde, men mørkt var det også. ”Er det virkelig så tydeligt at se på mig, at meget er hændt mig?”

[Faith Jaceluck Marvalo]

For Faith var det ikke så uvirkeligt at sidde overfor sin kære veninde, for hun gik jo rundt i troen på at det nærmest var hverdag i disse tider, også selvom det var frygtelig, frygtelig mange år siden de sidst havde været omkring hinanden. Der var sket dem begge meget, også selvom det ikke rigtigt var gået op for hende selv endnu. Ganske vidst virkede Dejnarna forandret på en måde hun virkelig ikke formåede at sætte finger på, men ligesom alle andre så hun ældre ud, hvilket alt sammen kun indikerede at noget af det Evan havde sagt, måske ikke var helt skørt. Hun betragtede hende en smule indgående, og kunne ikke lade være med at føle sig en smule irriteret over at Denjarna så, så overrasket på hende. Alt det modsagde den opfattelse hun selv var af, var ikke velkommen i disse stunder, mest fordi de kun formåede at forvirre hende yderæligere end hun allerede var. Hvad hendes kære veninde selv havde været udsat for, var derimod ligeså ukendt for hende som alt andet, hvilket også var grunden til den ringe forståelse hun udviste overfor hende. Hun rynkede forundret på panden og rystede en smule afvisende på hovedet. ”Nu begynder du ikke også,” mumlede hun opgivende. Hun var langt fra den første som påstod at hun havde været død, men det ville hun for pokker da have vidst hvis det var tilfældet! ”Alle bliver ved med at påstå at jeg har været død.. jeg har været væk i to små dage måske tre, okay?” endte hun en smule hidsigt. Det var ikke fordi hun var vred på hendes som sådan, men det begyndte efterhånden virkelig at være et irritationsmoment at alle blev overrasket over at se hende.
Man kunne vel roligt sige at Faith efterhånden kendte Denjarna temmelig godt? Hun var måske ikke altid den mest opmærksomme, men selv hun kunne se når der skete så tydelige forandringer, hun brød sig ikke ikke om at se hende på den måde, forandringen lod ikke til at være vendt i den positive retning. Hun bevægede sig roligt mod bordet i hjørnet, hvor hun gled ned på den af de slidte stole som stod op af væggen, med glasset stående foran sig. ”Du ved at jeg gerne lytter, men jeg er bange for at jeg også har en del spørgsmål til dig,” svarede hun dæmpet og lænede sig en smule over bordet, for at sikre sig at hun kunne høre hende for den utålelige larm omkring dem. Hun ønskede ikke at nogle skulle høre om hendes usikkerhed, ikke andre end Denjarna vel og mærke, for hun stolede på hende, som hun kun stolede på de færreste. ”Denjarna min kære, jeg tvivler på at det er så ringe at det ikke er godt for noget. Har du og Derick skændtes igen?” spurgte hun med et lidt skævt smil, for i så fald ville der jo ikke være noget nyt under solen, det havde de to altid været gode til, og alligevel måtte hun til dels misunde dem for at have hinanden, der var aldrig en mand som havde elsket hende på den måde.. foruden Fabian og hun var end ikke sikker på at han havde elsket hende men nærmere.. begæret hende.. været fascineret. ”Når man kender dig er det ikke svært at se,” svarede hun ærligt og nippede atter til vinen foran hende, hun havde ingen grund til at lyve for hende, det var sikkert.

[Deleted]

Det var mildt at sige, at det chokerede Denjarna, at hun igen sad overfor sin bedste veninde, … og som om intet var hændt endda. Faith talte nemlig til hende som om det var hverdagskost, og det forstod hun sig personligt ikke på, da det mindst var et årtusind siden, at de sidst havde set hinanden. Det gjorde desuden, at det var svært for hende at reagere, da hun mest af alt følte for at omfavne sin veninde, men Faiths egen reaktion gjorde, at hun undlod. Savnet havde hun i den grad været, som hun faktisk havde manglet hende siden sin tilbagekomst, og det afspejlede ikke just en kort periode. Det hele fyldte hende dog også med spørgsmål, da hun havde fået fortalt, at Faith havde mistet livet, og gennem selvmord endda. Hun havde aldrig forstået, hvorfor Faith skulle have ønsket at tage sit eget liv, da hun altid havde forekommet hende som en umådelig stærk kvinde, der altid ville kæmpe til det sidste. At de nu stod overfor hinanden kunne nu tyde på, at døden blot havde været et væmmeligt rygte, men det besvarede desværre ikke hendes anden undren. Hvis ikke hun havde været død, hvorfor huskede hun så ikke, at de ikke havde set hinanden i umindelige tider? Måske havde hun fået hjernerystelse? Det ville i hvert fald forklare en del. Hun rynkede tænksomt på brynene til hendes mumlen, som den igen fik hende til at tænke. ”Jeg må ærligt sige, at jeg ikke ved, hvad din historie er, Faith.. Jeg ved bare, at vi ikke har set hinanden i adskillige år, og da jeg fandt tilbage, fik jeg af vide, at du var død,” fortalte hun sandfærdigt, og med en alvorlig mine for at indikere, at hun virkelig mente sine ord. Der var noget galt, og Faith havde ikke været væk i to eller tre dage.
Begge måtte de kende hinanden ufatteligt godt, skønt Denjarna desværre måtte indrømme, at torturen og al den tumult med Derick havde ændret hende. Alligevel fandt hun det yderst normalt at skulle tale med Faith omkring det hele, skønt hun i virkeligheden ikke huskede, hvornår de sidst havde talt sammen. Hun måtte også sige, at hun rent faktisk så frem til at lette byrden overfor hende, da det var noget hun havde mere end brug for. Hun savnede nemlig en kvindes mening, som hun ellers kun var omgivet mænd. Hun havde Vladimir, men han forstod sig ikke på følelser, og så var der Mattheus, som hun havde overvejet at søge til, men som hun havde undladt, da hun frygtede, at det måske ville give ham forkerte tanker, og hun vidste bestemt ikke, hvor hun stod lige pt.! ”Du har altid lyttet til mig, og jeg må erkende, at jeg har brug for dine råd nu mere end nogensinde.. Og til gengæld vil jeg se, om jeg kan besvare nogle af dine spørgsmål,” sagde hun ærligt, som de havde sat sig ved bordet. Selv havde hun brug for at få lettet sig hjerte, og hvis Faith havde spørgsmål til hende, ville hun hellere end gerne besvare dem. Hun ønskede desuden også at få svar på spørgsmålet, omkring Faiths tilbagevenden. Dæmpet sukkede hun. ”Det er mildt at sige, at Derick og jeg har skændtes.. Det er kørt helt af sporet, og jeg valgte at flytte ud af vores hus for et par dage siden.. Det hele startede med, at han bed mig, mod min vilje. Det førte til, at han gav mig blod, og at vi var sammen, uden jeg vidste det, og nu er jeg … gravid. Igennem de sidste to måneder har vi skændtes hyppigt, og jeg er … bange for ham,” sagde hun i dæmpet og trist tone, mens et ulykkeligt skær blev kastet over de sølvgrå øjne. Tydeligt måtte det være, at det ikke bare var et af deres gamle skænderier, som dette klart måtte være et af de værste nogensinde. At det var tydeligt for Faith at se, at meget skidt havde hændt hende, sagde hun intet til. Hun havde desuden lige givet hende forklaringen på det hele, og nu var hun bare spændt på at se og høre, hvordan hun reagerede på hendes historie.

[Faith Jaceluck Marvalo]

For Faith virkede det fuldkommen naturligt, at sidde her med sin kære veninde og tale om alt og intet, for selvom hun havde været død i frygtelig mange år, så huskede hun det ikke, og ville bestemt ikke være ved det når andre overrasket påpegede det for hende. Det eneste der hang sammen i hendes hoved, var at warlockerne havde formået at forgifte hende, men at en dæmon havde fundet hende og ført hende til Appolyon hvor hun var vågnet, det kunne umuligt havde været mere end et par dage. Alt hvad Denjarna sagde, stemte overnes med de ting mange havde forsøgt at bilde hende ind, også fordi det virkelig ikke lod til at hun huskede hvornår hun sidst havde set hende, hvilket i Faiths hoved ikke drejede sig om synderligt lang tid, de havde været tætte de sidste par år, men det var også den eneste veninde hun nogensinde kunne sige sig at have haft. Fysik havde døden ikke sat mange spor. Hendes hud var bleg men det havde den altid været, også så overfølsom som hun var overfor solens lys. Ud over det var der ikke meget at se på hendes krop. Faith betragtede hende en smule oprevet, for det fik hende til at føle sig svag og uvidende, når folk kun blev ved med at bekræfte ting som virkede fuldkommen urealistiske.
Hun tog sig til panden, lod fingrene kører videre gennem de flammerøde lokker, ude af stand til at skjule sin frustration. ”Det kan ikke passe. Som jeg husker det er det ikke mange nætter siden, vi sidst mødtes Denjarna, både du jeg og Derick,” erkendte hun usikkert, for hun havde virkelig ingen idé om hvad der foregik omkring hende! Hun kunne desuden se på Denjarna at hun ikke fyldte hende med løgne, den kvinde havde altid været let at gennemskue på det punkt, særligt hvis man kendte hende, Evan havde hun ikke været så sikker på, men han var mental dæmon, det var trods alt nemt for ham at stikke hende en løgn, at han så ikke havde grund til det, var en ganske anden sag.
Hun så op under sine øjenbryn inden hun lænede sig tilbage med et varmt smil på læberne. ”Jeg skal se hvad jeg kan gøre.. men du ved godt at hvis det handler om mænd, så er jeg på mere bar bund end du er,” svarede hun en smule morende. Der havde aldrig rigtigt været en anden mand end Fabian inde på livet hende.. som hun vidste vel og mærke, og eftersom hun forsøgte at holde sig væk fra den slags komplicerede forhold, så vidste hun ikke meget om forhold eller kærlighed i det hele taget, hun var alligevel villig til at gøre sit bedste. Opmærksomt lyttede hun mens Denjarna begav sig ud i den lange historie om Derick. Smilet falmede langsomt, som hun satte glasset fra sig og betragtede hende oprigtigt bekymret.. ”Gravid? Du er.. gravid?” gentog hun både overrasket og en smule forarget. Hun rystede på hovedet. ”Det lyder ikke som Derick. Er du sikker på at der ikke er nogle som har en finger med i spillet? Jeg mener, han ville aldrig gøre sig ondt, Jarna, det ved vi begge.. desuden ligner du ikke en blodsuger,” konkluderede hun efter et nærmere kig. Måske hun tog Derick i forsvar duen at kende sagen, men han var trods alt også en nær ven af hende, og som hun kendte ham, så elskede ham Denjarna højere end alt andet, hvilket var svagt og dog.. sødt på sit vis.

[Deleted]

Det tog ikke Denjarna lang tid at indse, at der var et eller andet ragende galt med det hele. Problemet manglede hun endnu at finde, da hun måtte være ligeså rundforvirret som Faith, da selv hun ikke kunne finde løsningen på det hele. Hun havde fået fortalt, at Faith havde begået selvmord, men eftersom hun ikke havde fået bevis på det dengang, kunne hun ikke sige, om det virkelig var sandheden eller ej. Det kunne trods alt være, at hun i virkeligheden havde gemt sig fra resten af verdenen, som hende og Derick et sted også havde gjort engang. Hun kunne dog ikke få tankerne til at stemme overens med hinanden, for, hvis ikke hun havde været død, hvor kunne hun så ikke huske noget? Det chokerede nemlig Denjarna at høre, at Faith mente, at de senest så hinanden for et par dage siden, for det var på ingen måde tilfældet! Det var århundreder siden de havde set hinanden sidst. Faktisk årtusinder siden. Hun fugtede læberne, som hun spekulerede over det hele. ”Jeg kan ikke sige, hvornår sidst du så Derick, men selv han siger, at du har været død, og ikke bare i få dage.. For årtusinder siden, flyttede jeg væk med Derick, og vi blev gift. Vi blev dog adskilt, som han forsvandt, og jeg blev kidnappet, hvilket jeg var i to århundreder. Vi er dog begge tilbage igen,” fortalte hun sandfærdigt. Alt hvad hun måtte fortælle sin veninde, var den rene sandhed, og hvis hun skulle være ærlig, havde hun ingen ide om, hvorfor hun skulle lyve for hende, hvis det skulle have været tilfældet. Hvis hun stadig ikke troede hende, kunne hun selvfølgelig altid vise hende sin skadede krop, da arrene stammede fra torturen, som den før i tiden havde været pletfri. Hun håbede selvfølgelig, at Faith ville indse sandheden inden da, men det kunne hun selvfølgelig aldrig vide, og det var tilfældet.
”Du er slet ikke så ringe til mænd, som du går og tror. Og jeg har altid elsket at modtage dine råd, kære veninde,” sagde Denjarna i en mild tone og smilede til hende. Hun huskede udmærket dengang, hvor Faith havde været elendig til det med mænd, men hvad hun vidste af nu, havde hendes veninde en hel horde af børn, så noget havde hun vel gjort rigtigt? Hun kunne dog ikke sige, at det gik ligeså ligetil med hendes eget liv, da det var en sand katastrofe for tiden. Hun kunne ikke finde hoved og hale i det hele, som hun elskede Derick, men et sted følte, at han ødelagde hende. Det havde hun også kun fået bekræftet, da Faith havde fået det til at lyde som om, at hun så slidt ud. En tanke hun på ingen måde brød sig om! Blikket slog hun ned, som Faith gentog hendes graviditet. Rødvinsglasset sad hun endnu med, hvor hun igen vippede rundt med glasset, så væsken svømmede nydeligt i ring. ”Du hørte rigtigt.. Det er endnu et problem, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med. Jeg har overvejet at … miste barnet, men det er svært. Det hele er svært,” sukkede hun. Øjnene lod hun glide i for et par øjeblikke, som hendes veninde begyndte at tage Derick i forsvar. Det fik hende til at tænke over, om det bare var hende selv der overreagerede, men på den anden side følte hun virkelig, at de havde et problem. Blikket lod hun igen falde på Faith. ”Det var Derick.. Han bed mig, og gemte sig derefter for mig. Han siger, at han er ked af det, og det tror jeg skam også på, men alligevel … han bed mig mod min vilje,” sagde hun stille, mens hun sin frie hånd lod fingrespidserne glide over det væmmelige bidemærke på halsen.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith havde for længst opdaget at noget var helt galt, men eftersom hun ikke selv var i stand til at finde ud af hvad det var, så nægtede hun at høre mere om det. I et forsøg på at få ligningen til at gå op, havde hun selv dannet sig sin egen teori om hvad der skunne være sket, men den én efter den anden afviste at det var sådan det hang sammen, hvilket virkelig gjorde hende vred og frustreret, for hun havde altså ikke været død! Hun havde ganske vidst stukket kniven i brystet på sig selv, også selvom hun ikke huskede at hun havde gjort det eller hvorfor, dem som påpegede for hende at hun havde taget sit eget liv, havde hun mest af alt lyst til at flambere, for det kunne aldrig falde hende ind, hun var mere stolt end som så!Hun lænede sig hovedet mod hånden og begravede de blege fingre i de flammerøde lokker, og sad næsten der og så fuldkommen opgivende ud, for hun kunne virkelig ikke finde ud af hvad der skete? ”Jeg har ikke været død, Jarna! Det kan jeg ikke have været.. Jeg ville vel huske hvis det var tilfældet?” spurgte hun mere dæmpet og rynkede let på panden. Hvis selv Derick fremstillede det sådan, så måtte der vel være et eller andet om det, ingen af dem havde grund til at bilde hende så grumme ting ind, hvis ikke det var sandheden. Hun rystede på hovedet og rettede sig atter op, mens hænderne faldt slap ned i hendes skød. ”Kidnappet? Skilt, gift? Jeg beklager Denjarna, men jeg kan ikke følge med dig,” svarede hun en kende afvisende. Det var ikke fordi hun ikke ønskede at lytte til sin kære veninde, men der var så mange forvirrende tanker hun selv gjorde sig. Hvad angik mænd så havde det aldrig været hendes styrke, hun var kejtet overfor dem, selvom mange tilsyneladende fandt hende attraktiv, nok mere på grund af pengene end noget andet, og de fleste opgav hende inden de forsøgte fordi hun var.. ja en kvinde med ben i næsen.
En smule usikkert gengældte hun hendes smil. ”Jeg gør gerne det bedste jeg kan, men jeg kan ikke give nogle løfter. Mænd er ikke min stærke side,” gentog hun næsten beslutsomt. Den eneste mand hun for alvor havde haft inde på livet på den måde, det havde været Fabian og han var gået i graven for længe siden, dræbt ved Elanyas hånd. Tanken om at Denjarna var gravid gjorde hende direkte dårlig, for hun vidste at hun havde den samme holdning til den slags som hun selv havde. Der var intet mere ødelæggende for en stærk kvinde end børn.. de tvang en til at være en kvinde, og i hvert fald Faith kunne ikke vove og påstå at hun opførte sig som sådan en. Igen drak hun af glasset, den søde nektar som formåede at berolige hendes nerver en smule. ”Et barn ville ødelægge både dig og Derick, Denjarna.. der ville være så mange ting som I ikke længere vil kunne,” påpegede hun lidt sigende. Det var ikke for at afskrække hende, men tanken om at to af hendes nærmeste skulle være forældre, gjorde hende urolig.. måske fordi hun var bange for at stå selv pludselig? At være den som ikke kunne finde ro til at slå sig ned, desuden ville ingen mand elske hende på den måde. ”Hvis han virkelig mistede kontrollen og bed dig.. så er han farlig og så må vi handle. Jeg ønsker ikke at se ham tabe hovedet på den måde,” endte hun tvang sig selv til at være værende, selvom det var svært når tankerne var et hav af andre steder.

[Deleted]

Hvordan det hele hang sammen var svært at forstå, selv for Denjarna, da hun ærlig talt ikke var inde i sin venindes historie. Det var årtusinder siden, at hende og Faith sidst havde set hinanden, og hun måtte ærligt indrømme, at hun ikke kendte til meget af sin venindes historie, efter at hende og Derick havde rejst væk. Det eneste hun kendte til var små brudstykker, som hun vidste, at hendes veninde havde fået et hav af børn – selvom det ikke var den Faith, hun havde kendt til – samt hun havde begået selvmord – hvilket heller ikke mindede hende om den Faith, hun kendte. Hun fugtede let sine læber, som hun vurderede det hele. Hun ville aldrig lyve overfor sin veninde, hvilket hun forhåbentligt vidste, men alligevel lignede hun en, der ikke kunne tage hendes ord til sig. ”Hvis ikke du mener, at du har været død, siger vi, at du ikke har været død.. Men når jeg siger, at det mindst er et årtusind siden, at vi sidst har set hinanden, så er det et årtusind siden, at vi sidst så hinanden. Du burde desuden vide, at jeg aldrig ville lyve for dig, og hvis ikke, kan jeg spørge dig om, hvorfor jeg dog skulle lyve overfor dig,” sagde hun med en fast mine, da hun gerne ville have sin veninde til at forstå. Selv var hun en anelse trist over, at hun ikke kunne give sin veninde den ønskede hilsen, som hun i virkeligheden brændte inde med, men de følelser måtte hun desværre lægge til siden lige nu. For hende var det trods alt en enorm stor ting, at de igen sad overfor hinanden. ”Du kan måske ikke følge mig, men al det passer, og det har bestemt ikke været en dans på roser,” sukkede hun. Hun havde skam været gift med Derick, hvilket havde gået godt, men kun fordi de havde isoleret sig. Skilt var de også blevet, som han havde ment, at deres ægteskabt var blevet afbrudt ved deres adskillelse, hvor han også havde været hende ’utro’.
”Og dit bedste er mere end godt nok for mig.. Du aner ikke, hvor meget jeg har savnet at snakke med dig,” sagde Denjarna oprigtigt, for Faith var i den grad savnet for hendes vedkommende! Det hele gik nemlig galt for hendes vedkommende, og derfor havde hun brug for nogle støtter. Vladimir havde hun, hvor hun nu også havde Faith, og Mattheus vidste hun ikke helt med.. Han havde sagt, at hun sagtens kunne komme forbi ham, hvis nu hende og Derick gik fra hinanden, og det havde de jo gjort nu. Det var svært, og hun måtte indrømme, at hun også savnede at tale med ham, som hun oprigtigt var ked af, hvordan det hele var endt ud mellem dem. Vinglasset førte hun op til læberne, hvor hun smagte på den søde alkohol, som hun havde mere end brug for lige nu. ”Derick og jeg er allerede ødelagt.. Jeg valgte at sætte vores forhold på pause for nogle nætter siden, og tiden nu skal jeg bruge på, om jeg vil vende tilbage til ham eller ej. Men du har ret i, at et barn vil ødelægge mig.. Jeg har aldrig været den, der har ønsket mig en familie via børn. Det har altid udelukket været Dericks ønske,” fortalte hun ærligt. Allerede nu vidste hun, at hun ikke ville kunne håndtere et barn, for altid havde hun været modstander af det. At Faith sagde, at Derick var farlig, og at de måtte handle nu, måtte hun opmærksomt vende sit blik mod hende. ”Det gjorde han, og selv du ved, at det aldrig har været mit ønske at blive bidt.. I så fald havde jeg jo ladt ham for længe siden. Men hvad råder du mig til, at jeg og vi skal gøre?” spurgte hun. En ting var trods alt, hvad de to kvinder kunne stille op, en anden ting var, hvad hun selv skulle stille op med forholdet.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det at Denjarna ikke fulgte hende, var kun noget som formåede at gøre hende irriteret. Det var ikke fordi at hun ønskede at være vred på sin kære veninde, for hun forsøgte vel bare at hjælpe? Derfor tog hun imod den lidt bestemte tone hun tog i brug overfor hende, noget som hun i det hele taget sjældent fandt sig i fra nogle. Hun nikkede stille og så næsten skamfuldt ned i sin vin som hun selv kørte en smule rundt langs glassets kant for at holde sine hænder en smule beskæftiget. ”Jeg beklager, Denjarna, det var ikke min mening at så tvivl ved dig, jeg ved at du blot forsøger at hjælpe mig, men jeg forstår intet. Man påstår at jeg er genopstået fra de døde men jeg husker det ikke selv.. Evan havde sågar den frækhed at påstå at jeg er mor til fire børn og engang var gift med Kimeya, men det er jo fuldkommen uhørt! Den mand er modbydelig! Intet af det giver mening, det eneste jeg ved, er at jeg vågnede med denne,” endte hun og stilte glasset på bordet foran hende, for i stedet at finde ringen frem for sin inderlomme. Der stod ganske vidst et navn inden i, men Faith havde endnu ikke turdet læse det, i frygt for hvem den ville tilhøre. Hun holdt den smukke guldring op for sin kære veninde, inden hun lagde den på bordet, og lidt skjult under sine fingrer, skubbede den hen mod hende, for hun ville jo heller ikke have at andre skulle se den. Næsten træt strøg hun fingrene gennem sit hår før hun igen hævede blikket til hende. Det lød bestemt ikke til at være en dans på roser, men Derick og Denjarna havde altid været ment for hinanden, hvilket var en tanke som kun gjorde det langt sværere. Faith havde altid set op til de to.. hun havde altid ønsket at en mand ville tæmme hende lidt også selvom det nok var mere eller mindre umuligt, desuden var hun ikke villig til at opgive sin måde at leve på nu om dage for kærlighed. ”Nej det lyder sandelig ikke sådan,” svarede hun og betragtede hendes veninde en smule indgående. Hun så forbandet træt ud.. mer end hvad godt var, hun så slidt ud og det klædte slet ikke den skønhed hun ellers besad. Hun nikkede sagte trak på trods a forvirringen på smilebåndet ved hendes ord. ”Det er jeg glad for at du siger.. jeg har savnet dit selskab uanset hvor lang tid der er gået,” tilføjede hun med et varmt glimt i blikket. Der var stadig mange af dem som havde en betydning for hende, som var en del af hendes liv og som stod der til at hjælpe hende, men hun var nødt til at finde ud af hvilket liv hun var trådt ind i. Hun sukkede opgivende og betragtede Denjarna næsten overbærende. Det var tydeligt at hele situationen med Derick plagede hende, hvilket hun da godt kunne forstå hvis hun både var blevet bidt og gjort gravid! ”Ja det husker jeg. Børn ville forhindre dig såvel som ham.. jeg bryder mig ikke om idéen, Denjarna, jeg beder dig at tænke dig godt om før du føder det barn,” endte hun med en bekymrende tone. Det ville nok mindske deres muligheder for fremtiden. Hun nikkede en smule eftertænksomt. ”Hvordan er han ellers? Er han kun sådan overfor dig, og er det blot den ene gang det er sket, eller har han for alvor mistet kontrollen?” spurgte hun en smule fast. Tanken om at hendes gode ven skulle have mistet kontrollen helt og aldeles, gjorde hende bekymret både for ham men også for Denjarna.. der var intet værre end en ustyrrelig vampyr!

[Deleted]

Det var bestemt ikke ondt ment, at Denjarna hævede stemmen overfor sin kære veninde, da hun kun gjorde det i håb om, at hun ville blive forstået og taget seriøst. Hun kunne nemlig høre på det hende, at den var ragende galt med Faith, og derfor sagde hun blot de forskellige ting for at hjælpe, som hun alt i alt kun fortalte sandheden. Sandt var det nemlig, at de ikke havde set hinanden i et årtusind, hvor hun havde hørt, at hun havde været gift, fået adskillige børn, samt begået selvom. Selv havde hun været udsat for ægteskab, skilsmisse, tortur og sorg, og det var alt sammen noget hun ønskede at oplyse hende om. ”Jeg tror skam heller ikke, at du mener noget ondt med dine udtalelser, men du bliver nødt til at forstå, at tingene ikke er hundred procent, som du går og regner med. Jeg har ligeledes hørt, at du har været død, men eftersom jeg ikke har været omkring dig i den tid, kan jeg selvfølgelig ikke bekræfte det rygte. Det næste jeg vil fortælle dig vil formentligt komme som et chok, men rygtet om Kimeya passer altså, Faith. I endte op sammen, og det ved selv jeg. Jeres børn har jeg aldrig mødt, men jeg har hørt rygter om, at I har … et hav af børn. Jeres datter skulle sågar være blevet leder for dæmonerne,” fortalte hun oprigtigt. Nysgerrigt betragtede hun hendes bevægelse, som hun fremdrog den pæne guldring, der mest af alt sagde hende en ting. Selv var hun allerede sikker på, hvad denne ring symboliserede, da den utroligt meget lignede en vielsesring. Sikker i sin sag var hun også, men det var også lettere at sige, når hun vidste, at Faith havde giftet sig med Kimeya. Hånden endte hun selv med at række frem, så hun forsigtigt kunne lade sine fingre lukke sig om den fine guldring. De smukke sølvgrå øjne lod hun falde på smykket, som hun roligt betragtede sig af det. Først syntes der ikke at være noget ordinært ved den, men som hun vendte og drejede den, måtte hun langsomt finde det indgraverede navn. ”Du ved godt, at Kimeya har givet dig den, ikke?” spurgte hun roligt, som hun valgte at give Faith ringen tilbage. Forvirrende var det, at hun skulle fortælle sin veninde, hvordan hendes liv havde været, frem for udelukket sit eget. Hun forsøgte sig dog så godt, som hun kunne, men hun kunne vel ikke benægte, at hun først og fremmest søgte råd til sig selv? I et enormt dilemma, var hun nemlig, som hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op med hende og Dericks forhold, men det var vel heller ingen nyhed? Hun mente dog, at denne her gang var langt være end de forrige. ”Det glæder mig at høre, selvom du ikke ved, hvor længe siden det er, at vi sidst så hinanden,” sagde hun med et lille smil. Dæmpet sukkede hun, som hun blev bedt om at tænke flere gange over, om graviditeten var hendes ønske eller ej. Blikket lod hun for en stund hvile ud i ingenting, som hun blot betragtede nogen fremmede personer. Det var ikke let, da hun bestemt ikke ønskede barnet, men alligevel var det en smule anderledes, når fosteret var på vej i ens mave. Blikket vendte hun igen imod Faith. ”Jeg ved godt, at det ikke er en lille ting, samt at det bestemt ikke er mig. Derfor har jeg også fundet nogle forskellige urter, ud fra elvisk medicin, der kan gøre, at jeg vil tabe barnet.. Jeg skal bare fortælle mig selv, at det virkelig er det jeg vil,” sagde hun stille, som det ikke just var en let samtale at tage. Det hjalp dog en anelse på hendes beslutning, at Faith reagerede, som hun gjorde, for det beviste jo kun, at det ikke kun var hende selv der var ude af den ved tanken om det. ”Det har kun været den ene gang, at han har bidt mig.. Jeg tvivler på, at han tør at gøre det igen,” sagde hun ærligt, inden hun bed sig tøvende i læben, og tilføjede; ”Men der er mere til det hele.. Da jeg var kidnappet og underlagt tortur, fandt jeg senere ud af, at han ikke havde brugt vores adskillelse alene.. Du kender til min mening omkring Elanya, og derfor ved du, hvad jeg føler, når jeg siger, at han dagligt har ligget i med den kvinde, mens jeg har været udsat for daglig pinsel.” Sorg, had og væmmelse måtte vise sig i hendes blik, som hun næsten måtte snerre de sidste ord ud. Forfærdeligt var det for hende at vide, at Derick havde været sammen med hendes største fjende, mens hun havde været underlagt tortur, og det var bestemt ikke en følelse hun lige kunne bag sig. Slet ikke, når hun altid havde mistænkt dem for at holde en skjult kærlighed kørende.