Back on track

[nys]

Nys endte med at stå helt roligt, imens sneen og den stærke blæst blev ved med at havle over dem. Det muntre og dog tydeligt legesyge smil kom frem på hendes slanke læber, ham her var sjov. Ikke mange snakkede hun med, men de få hun gjorder fik hun altid en masse ud af. Det var som om folk ikke rigtig havde lyst til at røre hende, og dog hvis de rørte hende på en forkert måde.. De havde det ikke fortrindeligt bagefter, når først hendes vrede var faldet ned igen. "Fordi jeg gerne vil vide det? Og..og.og.og..øhm.. Fordi jeg er misundelig okay? Så har jeg noget at forholde mig til.." fortalte hun imens en lille glød kort slog ned i hendes øjne. Ikke af vrede, men af ren og skær munterhed samt utrolig legesyg. Hun havde aldrig haft nogen hun kunne snakke med, havde altid været på egen hånd. Altså hvad var der med Kimeyya og den tronsal, latterligt ifølge hendes hoved "Ja hvis jeg ønsker det.. Men han er dog begyndt at kunne mærke min tilstedeværelse, han har bare aldrig kunne se mig. Jeg har faktisk engang stjåldet et æble fra en skål, der stod lige ved siden af ham" sagde hun nærmest helt stolt. At Elvo ikke engang havde set hende der, sagde lidt omkring den list hun havde over sig. Og den erfaring med list hun havde fået igennem årtierne. Med hoved let på skrå skævede hun til ham "Som du selv sagde, der findes mange ubehagelige folk herude.. Så jeg vil da bare gøre mig sikker.. noget for noget.. hvis jeg opføre mig pænt, skal du også.. kort sagt.. " svarede hun kort og dog stædigt. Ikke ville hun rykke sig nogensteder hen i den sammenhæng der da. "Hvad er dine betingelser til mig?" spurte hun undrene og lænede sig lettere frem, så ufatteligt nysgerrigt. Hun hadede virkelig hvis folk ikke ville fortælle hende noget, det kunne kort sagt få hende til at sprænge i luften.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya betragtede hende med et næsten køligt og ligegyldigt blik, det var heller ikke noget som han ville skjule for hende. Hun dansede virkelig på hans grænse til tider, selvom hun jo faktisk kunne gå hen og vise sig til at være ganske værdifuld for ham og hans egen færd i retning af tronen endnu en gang. De gråblå øjne hvilede fast på hendes skikkelse, ikke mindst bare advarende selv til at skulle prøve på noget som helst, så ville et helvede da først for alvor være løs! Hun kunne virkelig vise sig, at være brugbar for ham, det var virkelig også det eneste som for øjeblikket, måtte forhindre, at han gjorde noget som helst overfor hende lige i øjeblikket. Det næsten hånlige smil bredte sig på hans læber. ”Jeg gør brug af ild og du misunder mig?” Han kluklo let. Den legesyge og uskyldige mine var ikke til at tage fejl af. Hun havde virkelig ikke nogen anelse om hvor meget han kunne misbruge det, som hun kunne give ham. ”Hurtig, snedig.. listig og lydløs.. Imponerende,” sagde han dog med en rolig og fattet mine. Han kendte kun meget vel til Elvo. Det forhold som han havde haft til hans egen gamle mor, var virkelig til at skulle brække sig over.. det var dengang. Hendes død havde virkelig bragt disse tider noget helt andet at nære sig på. ”Mange ubehagelige folk er derude.. derfor skal du så sandelig også passe på med hvad du fortæller dem.. inklusiv mig,” påpegede han med en mere fast og alvorlig tone. Han kneb øjnene svagt sammen, selv med alle de tanker og ideer som hun nu havde sat i hans eget hoved, udelukkende med alt det som hun havde fortalt ham. ”Du kræver at jeg skal opføre mig? Det er de færreste som faktisk tør at kræve noget som helst af mig.. Skal jeg oplære dig i hvad mørket er, i stedet for din spionasie.. tro mig, den kan virkelig være mig meget nyttig..” Det kølige smil bredte sig på hans læber. ”Hvad jeg kræver, er din loyalitet.. at du fortæller mig alt hvad Elvo formidler videre til sine høje mænd.. alt med hensyn til strategiske træk i krigen som hersker om os for øjeblikket.. alt hvad han gør på slottet.. jeg vil vide alt! Fortæl mig det, så skal jeg vise dig mere af hvad jeg kan.. oplære dig og lære dig ting som kan vise sig at være nyttig,” sagde han med en kortfattet tone. Alt i alt, i hans hoved, lød det klart som en fair deal.

[nys]

At hun faktisk fik ham til at kukke lidt, var noget som underligt nok fik hende til at smile lidt mere skævt og bredt. Ikke kunne hun lade vær "Dit ild er jo ikke som mit jo.. så ja jeg er misundeligt.. Jeg kan kun lave en slags ild.. du kan jo helt vildt mange.. Giv mig en grund til ikke at være misundelig?" fortalte hun og skævede lettere til ham. Hun stod let og rokkede fra den ene side til den anden, hun havde virkelig ikke at lave noget. Hun endte med at lade to ildkugler skyde frem i hendes hænder, blot for at smeldte dem samme og begynde på at form en figur endnu en gang. Et lille stykke tid med formning, og ilden havde formet sig foran hende. Lige præcis højt nok til at hun kunne se Kimeys på den anden side. Ilden var formet som en løve af hankøn med stor mange og det hele "Se her.. det her væsen så jeg engang i en bog nåede havde glemt.. det er et dyr, men aner ikke hvad det hedder. Men forstil dig den i blå eller grønne flammer.. Se det ville være virkelig flot" fortalte hun for at pointere hende pointe med, at hun var misundelig på ham. Flammerne lyste dem begge langt mere op, og for første gang fik hun virkelig helt øje på ham. Hans virkelig fine tøj og det hele. lille var han bestemt ikke, men skræmmene så han heller ikke helt ud. En der havde en del erfaring og brugbare ting. At han advarede hende imod onde væsner undrede hende ikke det mindste, en til videre havde hun aldrig tabt en kamp. De var for det meste endt forbrændte fra top til tå sådanset. Hans krav lød passene, sålænge hun bare fik den viden hun ønskede. Træt bliver man bestemt af at høre, at man er uviden. "Tja jeg opholder mig alligevel i tronsalen tit.. så det skulle intet problem være... Men.. Du har ikke en extra seng vel? Jeg er virkelig træt af at sove på stolper i lofte og kælderen.." spurte hun undrene, og dog tydeligt tænkene.

[Kimeya Marvalo]

Situationen morede Kimeya meget faktisk. Det var sjældent at han lod sig stå og tale med en så lille og uvidende på denne måde, faktisk, det at indgå aftaler med hende, som han gjorde i øjeblikket. Han hævede sigende det ene bryn af hende og lod hovedet søge let på sned. ”Den kontrol som du viser over ilden, er dog ikke noget jeg magter.. meget kan jeg, men ikke kontrollere ilden på den måde,” fortalte han kortfattet. Lige der havde hun så sandelig ikke nogen grund til at skulle misunde ham, selvom den tanke faktisk kun var noget som måtte more ham. Skræmmende behøvede man ikke at være for at være frygtet og han havde i den grad været frygtet for mange år siden.. det som endnu en gang måtte være noget som han klart måtte kæmpe sig op mod for at nå. Han nægtet at lade sig ligge nederst på rangstigen igen. Han nægtet! De to kugler af ren ild som hun lod sammensmelte for at danne den store prægtige løve, fik ham dog kun til at smile. Der var ikke nogen tvivl om, at hun virkelig havde kontrol på sit element, noget som han klart kunne gøre brug af. Han blev stående fuldkommen urokkeligt. Hun havde jo heller ikke givet ham en grund til at skulle frygte for hvad hun kunne præstere. Om hendes ord var ment som en opfordring, vidste han dog ikke. de blå flammer var hvad han kunne.. han var et koldt væsen dybest inde.. han kunne ikke fremtvinge noget med den varme som hun kunne. ”Skal jeg tolke de ord som en hentydning?” spurgte han med en rolig og fattet stemme. Hans blik hvilede stadig frygtelig fast på hendes skikkelse, det var ikke noget som han ville lægge skjul på, på noget tidspunkt. Han vidste hvad han ville og han skulle så sandelig nok få det som han ville! Meget kunne han lære hende, men nok ikke på magisk vis.. erfaring og muligheden for at læse og skrive, som han selv kunne, det kunne han bestemt. Han smilede et køligt smil. ”Perfekt.. jeg vil vide alt hvad Elvo påtager sig.. alle hans skridt, alt han siger, alt han tænker… alt,” sagde han med en fast tone, næsten som havde det været en ordre i sig selv. Han kneb øjnene let sammen. ”En seng skal du få i mit eget hjem.. Hvis du kender til mit navn, kender du vel også til Marvalo Mansion?” spurgte han med en fattet stemme.

[nys]

Hun lukkede kort sine hænder og skærpede hendes blik. I det samme øjeblik hun gjorder det, forsvandt den flammene løve straks. Revet med vindet og slukket igen. Ikke kunne hun mærke på sin krop, at hun havde lavet to skulpture en til videre, det skulle skam en del mere til. At han spurte omkring hendes hentydning af udfordring, måtte dog more hende en del. Hun havde gjord lidt for andre væsner, hvis de havde spurt pænt og ville give hende noget i retur. Engang havde hun brændt lænkerne over på en mand, hvor en kvinde ved hans side betalte hende dyre domme for det. En ting var at hun skulle bræne metal, det tærper på krafterne fordi hun skal gøre sine flammer så sindsyg varme. For det andet var det virkelig gode penge, hun havde nok til at kunne bo på et værelse, men gode fasiliteter. For ikke at nævne hendes to aflange knive, der hang på hver sin side af hendes hofter. Men rolige skridt gik hun nærmede ham, hun rakte hånden ud til ham "Jeg holder dig på dit ord.. Jeg er dig loyal, men jeg er ingen slave! Jeg tror mere ordet for hvad jeg er.. øhm.. lærling og ikke slave.. Og forresten jeg brænder dine knogler op, hvis du snyder mig... aftale?" spurte hun med smilede skævt til ham. Tydeligt hun virkelig mente hvad hun sagde, hun var bestemt ikke bleg for at brænde ham til ukendeligheder. Det havde hun gjord nogle gange før, hvor mænd af udnerlige racer havde troet, at de kunne tage nyttighed af hendes krop. De kom hurtigt på andre tanker. Nok ser hun ung ud, men hun havde dog en del flere år på bagen. Navnet sagde hun bestemt noget, hun stod let og tænkte "Nåå ja.. det store der.. jo jo da, jeg kender til det måde indendørs og udendørs.. Flot indretning faktisk.." fortalte hun og måtte klukke let over det. Aldrig havde hun mødt en person, hvis hus hun havde været inde i. Tros hun havde været inde i de fleste store huse, det var så fristene ikke at kigge sig omkring.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya holdt altid ord, uanset hvad han havde gjort af handling. Det var jo kun en del af alt det som han havde erfaret igennem hans egen levetid. Havde han indgået en aftale, så havde han indgået en aftale og han agtede at leve op til det som var blevet lovet. De gråblå øjne tvang han til at hvile fast i hendes blik. Hun var talentfuld, det var der bestemt ikke nogen tvivl om og med de talenter som hun havde, som han i den grad fint kunne gøre brug af selv. Evner og talenter kunne bruges til at hjælpe folk eller gøre det modsatte.. og han var selv en fan af det modsatte. Han var færdig med at trække sig tilbage. Han var færdig med at blive set på som den svage. Han havde virkelig bare fået nok! At hun lod løven forsvinde og komme hen mod ham i stedet, hvor han blot agtede at blive stående fuldkommen stille. Celina have hjulpet ham frem til den storhed dengang.. denne gang var det Nys som skulle gøre det, en tanke som klart måtte more ham. ”Havde du været en slave, så havde vi ikke stået her nu, kære Nys,” begyndte han med en kortfattet tone. Han kneb øjnene sammen. Slavehold var han dog imod, selvom han som oftest pænt havde formået at holde Celina lige på den grænse. En skam at hun var faldet bort, selv ved ham, var hun savnet.. meget endda. Han hævede hånden og tog fat om hendes. ”Snyder jeg dig, skal du være velkommen til at gøre mig til en bunke aske om du vil… jeg holder mit ord.. det har jeg altid gjort.” Han trykkede fast om hendes hånd. Meget kunne han lære hende, ikke bare boglig viden, men også hvordan det skulle bruges i praksis, viden om landet som hun faktisk levede i, og hvordan det hele stod til faktisk. At drage nytte af hendes krop, kunne dog ikke falde ham ind. Det var udelukkende hendes evner og talenter han var ude efter. Det kølige smil bredte sig. ”Du kender til det.. inde og udendørs? Tager jeg ikke meget fejl, så lyder det som du har været inde i det?” Han hævede sigende det ene bryn. Bare det at komme forbi hans egne forsvarsværker, var noget af en handling, ikke nogen tvivl om det. ”Det har stået i min families navn i generationer.. at du er kommet igennem og faktisk indenfor… ” Han rystede på hovedet og med det let kølige smil på læben, til dels frygtelig irriterende – det lod ham jo vide, at der var svagheder i forsvarsværket.

[nys]

At han ville holde hans ord på denne måde, var noget som kun måtte glæde hende en del. Med hånden som han lukkede om hendes, kunne hun dog godt mærke kulden i den. Ikke var den ubehagelig eller noget som helst, men det var en anden slags kulde, en den som naturen selv kunne skabe. I følge hende kunne dette se som et godt selvskab, og starten på et måske nyt venskab? Hun slap roligt hans hånd og rettede sig op, hånden hævede hun let til hendes baghovede, hvor hun kløede let "Øhm.. Jeg kedede mig lidt, og så kom jeg forbi huset. Så jeg gik en lille runde rundt omkring det, og fandt et sted hvor jeg kunne hoppe ind. Og så kunne jeg bare ikke lade vær, så jeg snusede lidt rundt og tillod mig at snuppe et brød. Man bliver utrolig sulten af at snige sig rundt." fortalte hun lettere uskyldigt, og dog med en snært af `Jeg ved godt jeg ikke burde, men jeg gjorder det alligevel` mine på. Hun rakte begge sine arme over hoved, blot for at strække sig lidt. "Øhm, sidst jeg var der, befandt der sig en kvinde der så meget hjemmelig ud.. Hvem var det?" spurte hun nysgerrigt og lettere tænksomt. Ikke håbede hun at kvinden ville bage den af, hvis hun stadig var i huset. Nok var kvinden utrolig køn, men Nys havde dog erfaret nogle gange nu, at væsner kan tro utrolig mange underlige ting. Elvo havde hun ikke set et stykke tid nu, ikke andet end hans vagter der rande rundt og snakkede om alt muligt underligt. Så som at deres træning var blevet for vattet, for ikke at snakke om kvinder, drukture og deres koner derhjemme. Utro hunde i hendes øjne. Hun måtte nok hellere fortælle ham det, bedre nu end for sent "Forresten, her på det sidste stykke tid, har jeg intet set til ham der Elvo.. Jeg ved ikke hvad han laver, men tronsalen er han ikke i fortiden" fortalte hun tænksomt og lod en hånd føre igennem hendes hår.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya holdt mere eller mindre altid sine ord. Han brød dem virkelig kun hvis der ikke var noget andet valg for ham. Hans blik hvilede fast i hendes. Bare tanken om, at hun havde været indenfor husets mure, var bestemt ikke en tanke som han bifaldte på noget tidspunkt, tvært imod! For alt hvad han vidste, så kunne det være en som ville Faith ondt. Sandt, at han var ved at løsrive sig ekstremt fra den kontrol som hun havde over ham, men stadig elskede han den kvinde voldsomt højt. Han havde jo kæmpet for hende så længe, nu var det vel også ved at være muligt for hende, at falde lidt til ro med de kendsgerninger. ”Et sted hvor du kunne hoppe ind?” gentog han med en rolig og meget eftertænksom mine. I så fald, var det en af de lille ting som han havde overset, noget som i den anden ende også kunne få de tydelige katastrofale følger. ”Det er noget som jeg skal huske..” sagde han med en rolig og fattet stemme. At hun havde mødt en kvinde.. det kunne virkelig ikke være andre end Faith som hun måtte omtale. Et let smil bredte sig på hans læber. ”En rødhåret kvinde? Det er min forlovede..” sagde han med en rolig og fattet stemme, dog alligevel i et ganske andet tonefald. For hende kunne han være blød som et lam, selvom det nu var blevet ham en sindstilstand som var blevet alt for normal og alt for kendt, det ønskede han i den grad at skulle lave om på. Han havde roligt valgt at skulle slippe hendes hånd hvor han roligt lod sin egen falde tilbage til ham selv igen og uden at skulle se det mindste væk fra hende på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han lyttede til hendes ord og med den tydelige utilfredse mine i ansigtet. ”Så find ham.. jeg vil vide alt hvad den mand har gang i og hvad han laver.” sagde han med en kortfattet tone, næsten som en tydelig ordre. Han ville vide alt hvad den mand havde gang i og det var uden noget undtag! ”Finder du ikke ham, så lyt efter hvad de andre siger.. jeg vil vide alt hvad der sker indenfor slottets murer.. Indforstået?” spurgte han med fast tone og klart med det alvor. Han blev stående helt urokkeligt. Bare at Elvo ikke var til stede, lod ham automatisk tænke at der måtte være noget galt.. et eller andet sted.

[nys]

Nys smilede skævt ved hans fortællinger, han havde så meget viden. Og den mystik der spillede ud fra ham, var ikke til at tage fejl det mindste af. Han var magtfuld, men dog var Nys uden trivl ikke bange for ham den ene grund, han var ikke immun forover ild. "Jeg kan vise dig hvor det var jeg kravlede ind, men jeg snuste også rundt et stykke tid for at finde det" fortalte hun med en eftertænksom mine, som om hun stod og huskede tilbage til dengang. Med et roligt skridt gik hun frem, og stoppede mindre end en meter fra ham. "Forlovede? Du fortæller mig at en som dig at faldet for det trick, som jeg har hørt bliver kaldt kærlighed? Se den var overraskende" fortalte hun ærligt, med en tydelig snært af undring og dog morskab i stemmen. At han var faldet for det var noget hun ikke helt troede på. Selv syntes hun det var noget værre vås kort sagt, alt det der med at leve sammen for altid og det. Aldrig havde hun selv prøvet det, eller så meget som været tæt på. Og kort sagt ønskede hun at sådan nogle ting skulle holde sig langt væk fra hende, eftersom det siges at gøre en `blind` og alt muligt. Nys havde brug for sit syn og kort sagt hele sig selv. Hun var sin egen, og ønskede ikke at være andres. Hun var kun gået med til Kimeyas tilbud, da han kunne give hende en del igen. At Kimeya ville vide så meget om Elvo, var virkelig hellere ikke en ting hun forstod noget som helst af. "Ja ja, jeg skal nok se hvad jeg kan snuse op af tjenestefolkene.. Viste du det faktisk er dem der ved mest, og de er nogle værre sladerhanke også. Det er virkelig morsomt at stjæle noget mad, og så sidde og lytte til deres vås imens man spiser. I dag var det helt store emne, at to soldater havde den samme ting overfor en kvinde, og kvinden kunne ikke vælge imellem dem. Så hun valgte at gifte sig med dem begge" fortalte hun med morskab i stemmen, og kunne dog ikke lade vær med at lade et lille grin ud over dette. Det var så morsomt som de sladrede, men at gifte sig med to mænd. Det kaldte hun godt nok ubeslutsom. En tanke slog hende, og hendes orange varme øjne blev rettet direkte imod hans kolde "Når vi får nok af hinanden her.. hvornår skal vi mødes igen?" spurte hun kort og dog direkte. Ikke at hun havde forstand på datoere eller for den sags skyld kunne læse et ur. Men hun skulle nok finde frem til en løsning.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var intet andet end menneskelig. Selvfølgelig var han ikke immun overfor ild, som han heller ikke var immun overfor magiske angreb, selv forårsaget af hans egen slags. Han kneb øjnene svagt sammen og med blikket fæstet til hendes skikkelse. Han blev stående, stadig helt urokkeligt. Han vidste meget, og dog, så havde han stadig ekstremt at lære sig endnu. Han havde prøvet og fejlet igennem livet, det var jo trods alt det som han måtte lære sig af. Et svagt træk viste sig i hans mundvige. ”At du kom ind, er en fatal fejl nok, set fra min side af.. det burde slet ikke være muligt,” forklarede han kortfattet. Ikke bare at det jo faktisk var noget som irriterede ham voldsomt, så måtte han jo til at gennemgå hele huset og grunden igen for at gøre det umuligt. Intet skulle få lov til at passere den mur som hvilede om det hus uden at han vidste eller kendte til det! Kimeya var udmærket godt klar over, at kærlighed kunne vende til både godt og ondt.. for nu løsrev han sig frygteligt hjemmefra, selvom han vidste, at det meget vel kunne få konsekvenser som ikke ville gavne det mindste. Han så på hende med det faste og advarende blik. ”Det lyder til at undre dig? At en mand som mig faktisk kan udvise følelser?” Han tog et faretruende skridt mod hende. Bange for hende, var han så sandelig heller ikke, det var vel også bare tydeligt? Han lyttede til hende. Alt han nogensinde ville kunne vide om Elvo og hans slæng, var noget som klart ville gavne ham selv og hans situation i den anden ende. Det var virkelig ved at gå over styr nu og det i sig selv, sagde ikke så lidt. Han savnede at sidde på tronen, han savnede det, at kunne trække sig tilbage og uden at skulle se sig over skulderen hvert 5. minut. ”Hvis tjenestefolkene ved mest og elsker sladder, skulle det ikke være noget problem, at opsnuse noget hvad Elvo angår.. Jeg vil vide alt om den mand, Nys.. alt som du nogensinde vil kunne fortælle mig,” sagde han kortfattet. Det stod ikke til nogen diskussion, det var da noget af det sidste som han havde brug for nu. Han nikkede kortfattet. Dette møde var gået mod en ende og med et helt andet resultat, end det som lige var ventet af en aften som denne. ”Fire dage, Nys…” Han holdt fire fingre oppe og med det faste blik. ”Jeg vil stå her når solen har forladt den store himmel.. Jeg forventer, at du er her når jeg kommer,” sagde han fast. Dette var klart ikke ment som et venligt forslag, nej tvært imod, så var det en direkte ordre. Lettere kunne det jo trods alt ikke forklares.. Hvad hun kunne til klokken eller datoer, var ikke noget som han vidste, så også for sin skyld, så gjorde han det så enkelt som muligt. 4 dage.. intet mere og intet mindre. Og gud nåde trøste hende, hvis hun ikke dukket op.