Back on track

[Kimeya Marvalo]

Sneen dalede tungt fra den store himmel. Vinden slog koldt og kraftigt mod alt og alle som den måtte ramme og komme i nærheden af. Månen hang over den store himmel. Den var fuld i aften. De mange ulvehyl kunne høres på lange afstande, selvom det nu ikke var noget som påvirkede Kimeya på noget tidspunkt overhovedet. De rolige og næsten så langsomme skridt, førte ham fra de mange systemer af stier og ud på det kolde græs. Jorden var virkelig blevet hård. At vinteren var slået ind, var der ikke nogen tvivl om overhovedet. De grågrønne øjne hvilede fast ud mod horisonten, næsten helt fraværende, som havde der været noget andet som måtte drage i ham, selvom det nu langt fra var tilfældet. De isblå flammer hvilede i hans ene hånd, det som måtte oplyse ham og hans vej igennem park og mark og ned mod den store og blanke sø. Hans pupiller var helt små og med den koncentration i blikket. Endnu en gang, havde han valgt at skulle søge væk fra sit store Mansion hjemme i Dvasias. Den lænke som han havde siddet i igennem så ekstrem lang tid, havde han mildest talt fået nok af!. Med kutten hvilende om hans skuldre, da den kolde vind for længst havde slået den ned. Et blik som kunne gennemtrænge alt hvad det måtte møde. Den kolde luft måtte sive til hans lunger og sluppet igen i en form af dis. Ikke var der så meget som en sjæl at se eller en energi at fornemme ganske tæt ved, så.. han var alene. Han stoppede op så snart at han nåede til søens bred. Den henlå ganske stille og med et svagt dække af is.. ikke kunne den fryse helt til.. ikke endnu i så fald. Han kneb øjnene svagt sammen, knyttede hånden fast og lod den isblå flamme forsvinde lige så hurtigt som den var dukket op.. lod røgen stige til vejrs. Den Warlock som havde siddet lænket, var langt om længe tilbage igen og han var kommet for at blive!

[nys]

Den kolde vind, kraftig som rev den i hendes ansigt. Og dog tog hun sig ikke af det, det mindste. Med faste skridt nåede hun breden på den smukke sø. Nok var den dækket til med et tyndt lag nærmest grå sne, af den sorte farve fra vandet under den. Det orange garn der hang omkring hendes overarme og ankler blaffede let i vinden, lod det rive frem og tilbage og rense for det støv der måtte hvile der. Aldrig havde hun været for god til at tage bad, og sko var bestemt ikke noget hun havde tænkt sig at gå med. Græsset under hende glitrede let af limfrosten, og den klare sne som måtte falde ned over hende. Tros for hvert skridt hun tog, kunne man se hvordan frosten under hendes føder smeldtede og efterlod et frit mærke. Ikke frøs hun det mindste, tros hun ikke bar andet forneden end et par bokseshorts, hvor der gik et sort klæde ned foran og bagved, dog lavet smaldere foran end bagved, så hendes bare lår var synlige. Foroven bar hun en simpel sort tætsiddene tanktop, der tydeligt viste hendes former. De krystal orange øjne skævede roligt rundt over søen, ikke lod hun mærke til noget videre. At her ikke var nogen undrede hende ikke det mindste, det var trosalt midt om natten, og hvad hun havde set for andre måtte det være utrolig koldt. Nys endte med at lade sig dumpe ned i det frosne græs under hende, tros det hurtigt tøede og efterlod en tør plet hvor hun sad. Med benene under sig i skræderstilling, rettede hun ryggen og kørte hendes slanke hånd igennem det mørke røde glatte hår, lod det falde ned over hendes rette ryg igen. Et lille skævt smil krusede på hendes læber, da hun endte med at vende begge hendes hænder om, med retning af luften over hende. En lille flamme skød kort op i hendes øjne, og to ildkugler skød ud af hendes hænder og fløj omkring 1 meter op i luften. Hendes hænder begyndte at flyve rundt omkring, som om hun formede de stærke klare flammer lidt over hende. Tros vinden rev i dem blev de hvor de var, lod sig styre og forme sig mere og mere. Efter et kort stykke tid, hvor hun kort måtte koncentrere sig, lukke alt andet ude bortset fra ilden over hende. En form begyndte at tage plads, en fønix formede sig og spredte sine vinger, blot for at blaffe med dem som om den fløj i vinden. Et stort muntert smil måtte dog komme på hendes slanke læber, dette var hendes form for morskab. Aldrig havde hun haft andet end det. Normalt ville hun aldrig være på de kanter her, blot holde sig til slottet Dark hvor hun sneg sig rundt. Men lidt ud måtte hun vel komme på et tidspunkt.

[Kimeya Marvalo]

Mørket havde atter en gang indtaget Kimeyas sind og sjæl, denne gang hvor han faktisk helt og holdent havde budt det glædeligt velkommen. Så stille var han ved at finde tilbage til det som man meget vel, kunne kalde for ældgamle vaner. Han forflyttede sig hele tiden.. han sov knapt nok efterhånden og hans krop dirrede mildest talt efter noget handling og sågar noget som folk nok en gang ville huske ham for. Sjovt nok, var det hele faldet til jorden og styrtet direkte i grus efter Celinas bortgang.. det var en tanke som han havde siddet med så længe efterhånden, dog noget som han aldrig havde nævnt for nogen og specielt ikke Faith. Han var jo ved at løsrive sig.. det fængsel af et forhold var virkelig gået ham så meget på nerverne i det sidste, at han simpelthen bare ikke kunne mere! Lyset i form af de varme og klare flammer som måtte fange hans opmærksomhed ud af øjenkrogen, selvom det nu alligevel måtte foregå et langt stykke fra ham. Uden at fortrække så meget som en mine i det ellers så følelseskolde blik. Facaden var endelig sluppet helt og den Warlock som dengang havde bragt med sig den frygt af handling og ved sin blotte tilstedeværelse, måtte træde frem igen. Dette væsen var magikyndig, så meget kunne han da både se og fornemme. Svagt måtte han trække på den ene mundvige idet han roligt rettet sig op. Et smil som ikke afslørede så meget som en følelse eller en tanke, blot den naturlige nysgerrighed som måtte tilfalde hvert et væsen på den ene eller den anden måde. Han vendte sig mod vedkommende. De isblå øjne let sammenknebne. Hvad end dette væsen måtte gøre ved at afsløre sig selv og ved leg af ild, ildkugler og det som han let måtte se for sig som en brændende Fønix.. Ingen tvivl om at dette væsen besatte sig af ildens kontrol og magt, noget så imponerende.. det var ikke noget som han havde set i ekstrem lang tid. Blikket stadig helt stift og gennemborende, køligt og kynisk.. han tøvede ikke med at skade hvis det skulle gå hen og blive nødvendigt, eller hvis han bare havde lyst. Tungen vædede læberne ganske kort. Vinden og kulden rørte ham knapt. Han var vant til det efterhånden.. han måtte endnu en gang tage sin fars hårde lærdom til sig. Blød og svag var han bestemt ikke! ”Imponerende..” sagde han kortfattet, ufølsomt måske og meget direkte.

[nys]

Fønixen en luften lod sig vokse lidt større, da to ildkugler fløj ud af hendes hænder igen. Blot for at lade sig splitte af, og tilslutte den legene dans ilden fortog. De krystal orange øjne stirrede direkte og en smule legesyg op på flammerne, imens hendes hænder bevægede sig hurtigt og nøjagtigt. Ikke ville hun miste kontrolen over ilden, den ville bare gå ud af sneen og den iskolde vind. De små snefnug der måtte falde på hendes krop forsvandt næsten inden de ramte hende, dog kunne man se hvordan hendes mørkerøde hår blot var ved at blive helt vildt af sneens dække. Nok var hun varm, men hendes hår galt ikke i den kategori. Ved lyden af en stemme måtte hendes opmærksomhed trække sig imod det voldsomt, fønixen over hende brød hurtigt. Flammerne forsvandt lige så hurtigt som de var kommet. Mørket sank sig atter engang, kun lyst op af den nyfaldne sne. På bene kom hun utrolig hurtigt, uden at lave den mindste lyd overhoved. Med blikket rettet direkte imod manden stod hun fast, med hendes ene hånd hvilene på hendes hofte, hvor hun havde en lang kniv siddene, afspejlet af den anden side hvor dens tvilling sad. "Mange tak.. tror jeg.. Hvad er du for en?" spurte hun en smule bestemt, og dog med en tydelig nysgerrighed i stemmen. At en så fin mand direkte gav hende komplimenter, det var bestemt ikke noget hun var van til. Hun lignede mest af alt en ung kvinde på de 19år, der havde levet i naturen eller i en kælder. Fattig var hun bestemt, stjal dog det hun havde behov for. Kost var jo noget alle havde brug for, dog nogen mere end andre. En vampyr var han ikke, måske et menneske af en slags? Ikke kendte hun meget til racer, havde sent mange på slottet, men aldrig rigtig vist hvad de blev kaldt. Hun bøjede let i knæene og stod på spring, ikke imod ham eller væk, blot helt stille og på vagt. Hvis han ville hende noget ondt, var hun den der var smuttet. Hun havde oplevet hvordan andre folk kunne være, og de ønskede virkelig ikke at antænde hendes vrede. Men nogen ved jo bedre end andre. Hendes hoved fald let på sned, ikke kunne hun gøre for det, hun måtte bare vide hvem og hvad han var. Mystisk, kold og kynisk. Dog ufattelig spændene efter hendes mening, hvilke tydeligt kunne afspejles i hendes øjne.

[Kimeya Marvalo]

Til forskel fra hende, som tydeligt ikke havde en krone at skulle leve for overhovedet. Selv havde han det stik modsatte i vente for sig selv. Han havde sit Mansion og en større pengebeholdning, selvom den jo efterhånden var ved at slippe op.. den frygt som hans navn måtte bringe før i tiden, havde ikke samme klang længere, noget som faktisk måtte irritere ham. Den forrige som han havde mødt, havde direkte gået hen og kaldt ham for svag, hvilket virkelig havde fået alarmen til at gå og så kraftigt havde bragt ham op i det røde felt. De gråblå øjne hvilede fast på hendes skikkelse, tydeligt betragtende af hver eneste detalje som han kunne få øje på. den bestemte tone og alligevel den nysgerrighed, var kun noget som måtte bringe frem et smil på hans læber, stadig køligt og næsten morende. ”Hvad jeg er for en?” Han hævede sigende og let undrende det ene bryn, hvor han selv måtte holde latteren tilbage. Det var nu ekstremt længe siden, at han havde fået netop det spørgsmål. Normalt var han vant til at blive genkendt.. så.. mon ikke at det var en tid for nu ny præsentation og en ny start på hans eget liv? Et glimrende tidspunkt at skulle starte på en frisk på. Blikket faldt direkte til hendes skikkelse. En ung pige med en kontrol over ilden, det var da kun noget som måtte imponere ham og efterhånden så skulle der ekstremt meget til. ”En Warlock,” sagde han kortfattet og alligevel med en stolt mine. Han var stolt over hvad han var og i den grad også stolt af sit familienavn, som han endnu en gang agtede at skulle bringe æren og frygten til. Han bevægede sig fortsat i retning af hende ufortrødent. Bange var han bestemt ikke, han havde vel heller ikke nogen grund til at skulle frygte hende vel? Han lod hovedet falde let på sned og med det meget undersøgende blik. Han var jo lige så nysgerrig på hende som hun åbenbart også var på ham. ”Og du? En magikyndig med magiske talenter med ild? Magiker.. Dæmon?” spurgte han kortfattet. Han holdt den ene hånd frem og med håndryggen ned mod jorden, hvor de isblå flammer endnu en gang så kraftigt måtte bryde frem i hans håndflade. Lyste op i hans ansigt og krop og hendes med. Han tog bestemt ikke nogen chancer.. ikke før han lærte hendes intentioner først.

[nys]

Nys endte med at tage et skridt tilbage i græsset, tros hun stadig ikke lavede den mindste lyd. Og især da hendes farve nåede at tø det meste af sneen op under hendes fod, inden hun nåede at sætte den. Den blå flamme der trådte frem i hans hånd, hvor hun selv måtte gøre store øjne. Ikke af benåelse men blot af ren og skær nysgerrighed. Hvis der var noget hun var dårlig til, så var det at skjule sine følser. Aldrig grad hun dog, men hvis hun var vred eller andet, lod man virkelig mærke til det. "Warloch? Hvad er det for en?" spurte hun undrene og lod sit blik glide op i hans igen. Uden frygt og uden nogen form for fjendlighed. Blot varme og dog med en solid mur bag dem. Meget havde hun set efterhånden i tronsalen, men dog aldrig en blå flamme. Da han begyndte at spørger ind til hvad hun var for en, endte hun med at hæve sin hånd og klø sig let i baghoved uskyldigt "Øhm.. Jeg aner ikke rigtig hvad jeg er for en.. Det eneste jeg ved er at jeg er omkring de 1000år gammel efter min tælning, og så at jeg kan styre ild og skyde det ud af mine hænder..." fortalte hun med et lettere fjollet smil på læben. Uskyldig og dog kraftig var hun bestemt. De fleste dæmoner nåede at dø af deres spontane handlinger, inden de nåede at fylde den alder. Det var ikke nogen overraskelse at sneen kun, kunne blive siddene i hendes hår. Hun rettede sig lettere op, dog stadig med benene bøjet klar på spring. For hvad han ville med den flamme der, kunne man jo aldrig vide. En fremmede mands hensigter var altid kun hans egen, en til han selv valgte at fortælle det. Hans stolthed måtte dog sige hende, at han måtte havde en eller anden form for status. "Det kan være dit navn siger mig et eller andet, for det der Warlych noget siger mig intet?" spurte hun tænkene og fik kort et lettere fjernt blik, inden det med det samme var rettet imod hans igen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya betragtede hende med det samme faste og næsten så kølige blik som han virkelig ikke kunne skjule. Han ville ikke anses som den svage. Han var bestemt ikke svag! Hendes spørgsmål var dog noget som i den grad kom helt bag på ham. Latteren kunne han ikke skjule, det kunne simpelthen ikke være rigtigt! ”Det er løgn! Du ved ikke hvad en Warlock er?” spurgte han noget mere direkte, næsten hånligt og nedladende. Hvor pokker var hun opvokset hvis hun ikke vidste hvad en Warlock var? Det kølige smil bredte sig på hans læber. I hans øjne, var det et af de mest frygtede væsner som kunne vandre på denne jord og det var et ry som han agtede at tage til sig endnu en gang og denne gang, ville han så sandelig også holde fast i det! Han måtte allerede mistænke en ilddæmon, udelukkende af den varme, som han kunne se på rimfrosten, som måtte smelte. En ting som faktisk kun måtte glæde ham.. hun var virkelig forbandet uerfaren på dette punkt.. ekstrem uerfaren. De gråblå øjne fæstede sig direkte til hendes blik igen, stadig med den blå flamme helt intakt ved ham. Ikke at den var varm, den var nemlig direkte iskold. Han tog endnu et skridt mod hende og stadig med det samme faste blik som tidligere. ”Ser man det.. en ung kvinde med ildens kraft.. Tog jeg ikke meget fejl vil jeg mene at du var dæmon.. Er det kun ild?” spurgte han videre, dog stadig klart krævende for svar. Den uskyld som så tydeligt måtte hvile over hendes udstråling, var ikke noget som gjorde ham det mindste. Sjovt nok måtte den blot minde ham om Celina dengang hun havde været helt lille. Et savn alligevel så dybt i hende. Hendes død havde mildest talt ramt ham som et chok. Hun var virkelig den sidste som han havde ventet sig, at høre om faldet til.. at hun faktisk faldt bort på den måde. Blikket faldt direkte til hendes orangefarvede øjne. ”Og mit navn? Kimeya Marvalo.. hvis det skulle sige dig noget?” Han hævede sigende det ene bryn. Han var bestemt ikke bange for at sige navnet. Det var jo mere eller mindre kendt godt verden over. Hvilket han til tider kunne hade som pesten!

[nys]

Nys som endte med at blive ståene denne gang, tros han tog et skridt imod hende, stadig med den blå flamme i hans hånd. Ikke virkede han videre fjendlig, og hvis han ville havde gjord hende noget, ville han nok havde gjordt det nu? Hun endte med at lade sig dumpe ned i græsset uden advarsel, med benene i skræderstilling og ryggen ret. De nysgerrige øjne skævede let over imod ham, hvad var det dog der var så morsomt? Bare fordi hun ikke viste hvad en warloch var for en. Hun endte med at knibe let sine øjne sammen "Hey! Bare fordi jeg ikke ved hvad fanden du er for en, skal du ikke grine af mig.. er det forstået!?" Sagde hun med en mere bestemt og advarene tonefald. I hendes ene hånd formede der sig hurtigt en ildkugle, stor nok til at kunne dække hans brystkasse uden problemer. Ikke brød hun sig om når folk nedlagde hende, om det var anderles med nogen hun kendte, anede hun virkelig ikke. Aldrig havde hun haft nogen venner, havde altid sneget sig rundt alene. Ilden var den eneste ven hun havde, og hun agtede bestemt ikke at vie tilbage for sådan en som ham, tros hans flamme virkelig var smuk. "Dæmon? Og jeg har aldrig set andet komme ud af mine hænder.. så tror kun det er ild" fortalte hun mere roligt og tænkene, lidt ligesom om hendes tanker allerede nu var fløjet væk fra fornærmelsen. Ildkuglen i hendes hånd blaffede blot vildt, tros den ikke forsvandt det mindste. "Kimeya.. hmm.. Jeg har hørt det navn før. Tros det er nogle år tilbage nu. Men du har siddet på den der ondsvage træstol ikke? Jeg har ihverfald hørt det navn mange gange før efterhånden.. både fra store som små, nogle venlige andre mere og meget nedvarene" fortalte hun lettere fraværene, tydeligt huskene. Hun endte med at beholde sit blik på hans, mere roligt og dog kunne man godt se temperamentet hun ejede.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var lige så nysgerrig på hende, nok også af den eneste grund, at han ikke havde gjort noget som helst ved hende endnu, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han lod hovedet søge fast mod den ene side. Han stoppede dog omgående op, i og med, at hun måtte forme sin egen ildkugle. Hun havde da noget af et temperament og kun med ild i sin besiddelse? Han var ikke i tvivl om, at hun i så fald måtte være en ilddæmon, det var jo det eneste som gav nogen logisk forklaring på det hele. ”Jeg advare dig tøs!” vrissede han med en fast tone. Flammen i hans hånd formede han i form af en lige så isblå kugle. Han var bestemt ikke bange for hende og den kugle.. nok stor nok til at skulle brænde ham voldsomt, den var ikke noget som han tænkte på. Hun skulle fandeme nok få igen! Kuglen forblev svævende ved siden af ham. Han tøvede så sandelig ikke med at skulle kaste den. Dette kunne hun pænt se på som en sidste advarsel. Han knyttede fast den anden hånd, allerede klar til at skulle fremkalde endnu en hvis det skulle blive nødvendigt. Nok at denne form for magi faktisk måtte koste ham selv energi, da den ikke udelukkende bestod af mørk magi, så ragede det ham en høstblomst. Hun skulle ikke komme her og tro at hun var noget. At hun havde hørt navet før, overraskede ham ærlig talt ikke. Han himlede opvagt med øjnene. ”At du har hørt om mit navn, overrasker mig ikke.. Og når du nævner denne åndssvage træstol, så tænker du vel på tronen? Så jo.. den var min i en længere årrække inden jeg blev tvunget til at give den fra mig,” fortalte han kortfattet og alligevel med en klar irritation i stemmen. Han kneb øjnene fast sammen. ”Tiderne skifter.. min storhedstid gik forbi for længst.. det er vel det som jeg kan tænke mig til at du har hørt? Rygter er en ting.. at se manden i virkeligheden kan virkelig være en helt anden,” vrissede han med en halvvejs kølig stemme. Han kneb øjnene fast sammen, blot bekræftende. Det stod ikke til nogen diskussion.

[nys]

At han vrissede af hende på den måde, nåede hendes tanker at fordufte med det samme, da hun tænkte over hans navn. Ikke var hun bange for ham det mindste, og det var ganske tydeligt. At han selv formede en kugle i blå magen til hende, fik hende blot til at tage et skridt nærmer, med blikket fast rettet imod kuglen "Uuu hvad er det for noget magi det der? Jeg har set mange ting.. men aldrig en kugle som den..." spurte hun nysgerrigt og lod kort hoved falde til den ene side, for at falde til den anden på sned istedet. Ikke kunne hun gøre for det, det var simpelhen for spændene det der. Hans irration i stemmen fik hendes blik, til at søge imod hans igen hurtigt. At han så ikke brød sig om de rygter hun havde hørt, undrede hende ikke det mindste. Han havde siddet på træstolen? Ej nu måtte de altså holde op, det var bare en ondsvag stol i hendes øjne. Hun kunne da lave en stol meget flotter end den! Nys forstod direkte ikke hvorfor de havde så travlt med den ondsvage stol, det var bare en grim stol. "Alt den grimme stol der, jeg har set så mange gå og blive slået ihjel over den.. jeg forstår jeg altså overhoved ikke på det punkt der.. " svarede hun undrene og himmlede kort med øjene ved hendes ord. Direkte latterligt i hendes øjne, det var en stol. "Men alle har vel sine tider tror jeg.. vinter kommer en gang om året.. Din kan da også komme igen, selvom jeg ikke aner hvad fanden du lavede eller noget.. Nok ser jeg mange ting, man jeg fatter altså ikke hvad i snakker om" svarede hun ikke belærene, blot mere forvirret. Forvirret var noget hun bestemt var over alt det der, så underligt og dog ufatlig spændene. Måske manden her kunne give hende nogle svar? Hun havde ihverfald tænkt sig at prøve.

[Kimeya Marvalo]

Det var virkelig kun tydeligt i Kimeyas øjne, at denne tøs ikke havde nogen anelse om hvilke magter det gav den som sad på den trone. Man kunne pænt sige, at han ikke havde givet den fra sig med sin gode vilje, for det havde han i den grad ikke. Den isblå kugle hvilede fast i hans hånd. Han tøvede virkelig ikke hvis hun virkelig skulle give ham en grund til det og lige nu, kunne man ærligt sige sig, at hun virkede meget… ussel i forhold til hvad han normalt stod overfor af magikyndige væsner. Han trak køligt på smilebåndet. ”Ja det er jo en hemmelighed som jeg ikke har tænkt mig at dele,” vrissede han kortfattet. Han kneb øjnene fast sammen. Kuglen formede sig igen og faldt tilbage i sin retmæssige form som en flamme i hans hånd. Ej efterlod den sig brændemærker eller noget som helst. ”Du har ingen anelse om hvilken magt som ligger i den stol og den som påtager sig retten til at sidde på den, pigebarn.. Du har vidst meget at lære om Dvasias’ tyranni,” tilføjede han med en kortfattet og dog så eftertænksom mine. Han havde boet der lige så længe som han kunne huske og han havde meget godt kendskab til de sider af mørket som omverdenen slet ikke skulle kende til.. så meget som end ikke de blideste væsner af Procias nogensinde ville turde at tænke på. ”Hvad folk siger om mig, viser jo kun at de ikke kender mig personligt.. de ved hvad jeg er i stand til.. og jeg tøver ikke med at gøre det.. Jeg har selv slået ihjel.. ikke bare for den trone, men udenom det.. i morskab.. fordi jeg havde lyst… tro mig.. min tid skal nok komme igen,” vrissede han med en fast og bestemt tone. Han ville endnu en gang bringe den ære til sit fødte familienavn og lade den frygt brede sig bare ved udtalelsen. Han savnede de tider.. tider som han klart måtte søge tilbage til. ”Så.. kan du jo pænt starte ud med at fortælle mig hvad folk siger om mig.. og hvem som har fortalt dig det,” afsluttede han kortfattet. Ikke til diskussion. Han krævede svar lige nu og her!

[nys]

At han ikke havde tænkt sig at dele, var noget som måtte ærge hende en hel del. Og ikke mindst da kuglen forsvandt og forvandlede sig tilbage til de blå flamme. Han var da heller ingen sjov ham her. Hun sukkede og gik et par skridt tilbage i græsset undet hende "Du er da også så kedelig.. Jeg kan alligevel ikke lave det der, så du kan lige så godt fortælle mig hvad det er for noget?" Spurte hun med et lille smil på læben. Hun havde intet bedre at tage sig til alligevel, hvorfor så ikke snakke med en spændene underlig fyr? Lød som en god ide i hendes hoved. Hun hævede sin ene hånd og kløede sig let i baghoved "Dvasias?.. Alt jeg ved mit hjem hedder Dark, men aner virkelig ikke hvad Dvasias er? Er det her forskellige lane eller hvad, siden der er grænser over det hele? Tros de grænser der virkelig er underlige, jeg har da intet problem med at komme over på den anden side" spurte og fortalte hun tænkene, og mindede sig selv tilbage på den gang, hun havde sneget sig ind i Procias. Ikke havde hun vist sig for nogen derinde, men kunne tydeligt fornemme på det hele at typer som hende, bestemt ikke var velkommen. At han så blev ved med at køre i de rygter der, og ligefrem prøvede at forlange et svar ud af hende. Han kunne da spørger pænt. "For det første kan jeg altså ikke huske hvem sagde hvad, eftersom det alligevel er nogle år siden, og den der Elvo sidder der nu jo... Og der er ikke nogen der har fortalt mig noget, jeg kan bare godt lide at smålytte i tronsalen. Det er altså så spændene, tros jeg ikke fatter halvdelen af hvad fanden de entalt siger..." fortalte hun og kunne ikke selv lade vær med at more sig let over det. Alle de underlige ting der skete derinde. Fodring af Kongen, slagtning, skænderier, magiske kampe og endag sex. Længe leve underholdning efter hendes mening.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya trak køligt på smilebåndet. Han havde så sandelig ingen mening eller tanke om at skulle fortælle hende om noget som helst hvad angik hans brug af magi. Denne type for ild, var nu heller ikke hans foretrukkende, men igen lige foreløbig og til han igen ville være ved fulde styrke som den warlock han havde været dengang, så skulle den mørke magi nok finde vejen tilbage til ham og hans brug endnu en gang. Han kunne ikke gøre andet end at øve og vente. ”Jeg får da intet ud af, at dele en Warlocks hemmeligheder med dig… så.. hvorfor skulle jeg?” Klart endnu en gang, hvor den tydelige nedladende tone måtte melde sig i hans stemme. Hun var dog alligevel fascinerende.. selv i hans øjne og det sagde virkelig heller ikke så lidt.. så ung og så uvidende om hvad pokker der egentlig herskede omkring hende, at det virkelig burde have været forbudt. Han fnøs. ”Du har virkelig ikke nogen anelse om, at disse lande er i krig? Utroligt at du overhovedet vandre løst uden at vide det.. krige, strid og slagsmål er kun blevet en hverdag nu.. det er farligt at bevæge sig udendørs.. man ved aldrig hvem man møder på sin vej.” Han kneb øjnene svagt sammen. I hans stemme hvilede dog en tydelig hentydning alligevel. Der skulle ikke meget til for at træde forkert ved ham og så kunne et rent helvede virkelig være løs.. alt var virkelig op til hende og hendes vej at skulle tage og takle det hele på. Han himlede med øjnene og rystede på hovedet. ”Elvo… den elendige…!” Han bed sig fast i læben. Han kunne ærlig talt ikke fordrage fyren! Udelukkende fordi at han vidste, at den mand havde haft et godt øje til hans mor.. et lidt for godt og ikke bare som en far for hende i sin tid. Han knyttede hånden fast og lod flammen forsvinde i form af en pludselig og kraftig dis inden han lod armen afslappende falde ind mod hans egen krop og faldt over kors. Selv i mørket var det muligt for ham at se.. dog ikke så godt ellers, men hendes skikkelse havde han fint i syn. ”Den burde jeg fandeme have sagt mig selv..” Han knyttede den ene hånd kraftigt. Tronen var ham stadig fristende, men med den hær og magt som Elvo havde, var han bestemt ikke dum nok til at skulle gøre et forsøg på egen hånd og specielt ikke bare sådan. Han havde lært af sine fejl.. det at være spontan havde som oftest sine store konsekvenser. ”Du lytter ved tronsalen i Dark? Hvad høre du?” Han tog endnu et roligt og autoritært skridt mod hende og med det samme faste blik.

[nys]

Nys skævede lettere til ham, at han ikke ville dele hans magi med hende, var hende dog lidt irreterene. Hun fnøs let og lod sit hoved glide kort fra side til side, hvor knækkene var tydlige i hendes nakke. "Hvorfor? Jeg kan alligevel ikke finde ud af at lave sådan nogle ting.. kun ild?" spurte hun undrene. Hendes øjne lyste op, som var flammerne gået i dem. Tydeligt hun lige fik en ide, og det var en god en efter hendes hoved. Med et bredt smil på hendes læber stirrede hun ham direkte i øjene "Du kan lære mig! Du siger jeg virkelig er uviden omkring..ja.. alle ting faktisk.. så lær mig det, jeg skal nok lytte og gøre som der bliver sagt?" spurte hun med en særlig ivrig stemme, hun ville skam gerne lære. Hun var alt for nysgerrig til ikke at ville lære, læring udløste nye ting, der var lige så spændene. Livets cirkel efter hendes hoved. Med et tavs og hurtigt skridt gik hun ham nærmere "Nå du ved godt hvem ham Elvo fyren der er?.. For det meste plider og plader.. men også noget om træning af soldater, og at han ville havde flere og mange endnu.. samt noget omkring han er virkelig gammel.. øhm.. Men nogengange kan jeg bare ikke komme derind, der er jo vagter over det hele.. tror de snakker hemmeligt der.. jeg skal bare havde fundet en bagvej til derind, eller havde lavet en selv.. det er jo ikke fordi jeg har travlt, eller har andet at lave.. " kort efter hun var begyndt på hendes lille tale, endte hendes blik med at køre væk fra Kimeya, tænkene. Tydeligt hun blot talte hendes tanker højt tilsidst, ikke havde hun det fjerneste ide om hvad alle de ting, som de snakkede om betød. Det rene vås i hendes øre. Med blikket der gik imod Kimeya igen, hun håbede virkelig han ville lære hende alle de ting der, samt at kunne læse. Det ville hjælpe en hel del på tingene, når man skulle læse skilte. Hun lod blikket kort flyve, for at lade i hans igen "Jeg.. øhm.. Jeg kan lave virkelig flotte ting ud af ild, det er skide god underholdning.. hmm.. Jeg kan også snige mig pænt godt... øhm.. Jeg lover at jeg nok skal opføre mig pænt, hvis du da også opføre dig pænt vel og mærke" fortalte hun og lod en hånd køre igennem hendes røde hår. Lod sneen let smeldte i hendes hår, ved kontakten med den varme hånd.

[Kimeya Marvalo]

Enten var denne tøs virkelig bare ufattelig dum eller bare direkte forfærdelig uviden om hvad pokker der egentlig måtte foregå lige rundt omkring hende. Det måtte faktisk more ham. Ikke bare at hun var så ekstrem nysgerrig at det kunne gøre helt ondt, men også nu hvor hun stod i den situation. Han var ikke bange for at pine eller slå ihjel, tvært imod, så var det virkelig kun noget af det, som han havde savnet mest ved det hele. ”Hvis du ikke kan det, så hvorfor skulle jeg fortælle dig det? Det ville jo ikke kunne drage af nytte uanset,” påpegede han med et roligt træk på skuldrene. Lige der og da, måtte han virkelig stå helt urokkeligt på sit. Hendes pludselige udbrud måtte klat chokere ham. Ønskede hun virkelig at han skulle lære hende? Ikke havde han haft nogen anden lille og ung tøs i hus siden Celina. Han havde virkelig nægtet. Hun havde været noget særligt, ikke nogen tvivl om det.. og dog, så mindede denne tøs virkelig så frygtelig meget om hende på mange måder.. Det uskyldige i sin udstråling, det at være så direkte. En ting som faktisk måtte falde ham ganske nært til hjerte med tiltale. At hun så klart måtte plapre videre om det rene ingenting og dog, var det en hel masse som gav Kimeya så ekstremt mange gode idéer selv, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. det svage træk måtte kun blive mere og mere synlig på hans mundvige. ”Jeg ved udmærket godt hvem Elvo er.” begyndte han med en mere fast tone. Han kunne virkelig ikke fordrage den fyr.. han var bogstavelig talt for fraværende til at skulle kunne kalde sig ved titlen som konge i dette land. Bare tanken om at han havde været tvunget til at frasige sig den plads på tronen i sin tid, var virkelig noget som mildest talt kunne bringe hans pis i kog. Han tog selv endnu et skridt mod hende. Et lille og roligt et. ”Du høre på alt det som bliver sagt i tronsalen? Træning.. strategi.. alt sammen?” spurgte han videre og dog betydeligt mere håbefuldt end det som han lige havde gjort før det også. De gråblå øjne faldt direkte til hendes blik, alligevel frygtelig fast og nu også med det klare alvor. Tronen var ham klart en savnet plads og som det lød til at være, så kunne hun jo give ham meget af den information som var ham nødvendigt. ”Du vover at stille betingelser til mig? Du kræver at jeg skal opføre mig? Af hvilken grund kan du tillade dig at sige dette til mig?” vrissede han med en mere fast tone, atter endnu en advarsel. ”Hvis det er hvad du kræver.. så skal det vel kunne blive aktuelt.. om du møder mine betingelser,” tilføjede han med en let eftertænksom mine.