Some luck for the unlucky

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent. Månen stod højt på den mørke himmel der havde lagt sig som et tæppe over Dvasias. Sneen dalede endnu engang fra den store himmel, og lod de lette men store snefnug falde på jorden og kun male den mere hvid end den var i forvejen. Det gamle manor henlå i mere eller mindre ro. Få fakler brændte og oplyste de ellers mørke og dystre rum. Ophelia havde tilbragt mere eller mindre hele aftenen i sit eliksir kammer, ikke at det var første gang det forekom. Efter hendes man var blevet en omvandrende død, så måtte hun erkende at hun havde viet meget af sin tid til et utal af eksperimenter der i virkeligheden ikke førte hende nogle vegne. Måske hun var en dygtig alkymist, men hun havde et mål om at blive den bedste, og man kunne vel sige at hun var bagud af sin alder? De blonde lokker var bundet op med et mørkt bånd, således at de ikke skulle komme i vejen for hendes gøren. Kammeret var lukket fuldkommen af, bygget af mørke og solide sten for at holde snushaner borte, i de forkerte hænder kunne mange af hendes eksperimenter og eliksirer være fatale. Tidligere på aftenen havde hun haft sendt sin butler ud på den mission at finde hende et sæt knogler hun ville kunne udfører nye eksperimenter på. Hun var nysgerrig på hvor vidt hun ville være i stand til at vække et væsen ud kød eller knogler.. eller om hun ville være i stand til at rekunstruere eventuelt kød eller hår, hun tvivlede stærkt på det, men som sagt var det kolde og hårde tider, og hun var blot en ensom kvinde der i aller højeste grad manglede noget at give sig til. De grønne øjne hvilede på den ubrugelige bunke knogler som lå foran hende. Hun vidste ikke hvem de tilhørte, det var også alt sammen lige meget. Frustrationen stod tydeligt malet i hendes blik. Hun slap et opgivende suk og vendte ryggen trodsigt til knoglerne til nu. Intet lod til at virke. Hun havde eksperimenteret med diverse remser og eliksirer, men havde kun formået at brække det ene håndled, hvilket selvfølgelig havde været et uheld. Små levende lys, hvis stearin havde dryppet ned på træbordet hvor en bog måtte hvile, brændte og lyste det ellers mørke kammer op. Hun tørrede sine fingrer i den mørke kjole hun bar. Knoglerne bar endnu spor af den jord som de var blevet fjernet fra, så det var næsten umuligt ikke at blive beskidt. ”Jeg giver op. Jeg beklager dybt, men De må vente til i morgen. Jeg beklager desuden for den brækkede hånd,” endte hun opgivende og greb om hånden kun for blidt at daske med den i luften. Mange ville mene at hun var plaget af dyb ensomhed når hun stod og snakkede til en bunke knogler som hun havde forsøgt at samle som et skelet. Atter lagde hun hånden fra sig og tog et blodrødt silketæppe som hun lagde over resterne der lå på stenbordet. Det var nok for i aften, ingen af hendes magier lod til at have gjort den mindste forskel, knoglerne var stadig bare knogler. Bøgerne pakkede hun roligt sammen, og stilte dem tilbage på bogreolerne før hun vendte ryggen til kammeret og søgte mod døren. ”Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen" mumlede hun på sin vej ud og himlede med øjnene. Det var blot tegn på alt for mange mislykkedes forsøg. En smule irriteret smækkede hun døren i – for sur til at låse den for en gangs skyld. Efter døren var smækket blev lysene alle pustet ud samtidig mens magien begyndte at gøre sin gang. Ophelia selv.. hun havde søgt mod pejsestuen for igen at falde lidt til ro, og svømme i sit hav af fejl.

//Out

[Matthew Igleéias]

Mørk havde Matthews tilværelse været, siden han var faldet i Arenaen for hånende latter af artsfælderne, hvilket næsten var det som var det værste af det hele, selv for hans del. Tanken om at skulle falde for hænderne af en som Kimeya – en gammel krøbling tilbage dengang, var noget som var ham direkte flovt! Som hans evige hvile var ødelagt, da hans gamle knogler var gravet op af den primitive hvileplads som han var blevet tildelt. Ikke mange var der vel til at mindes ham efterhånden? Hvis han da ikke var.. glemt. Glemt af alle som han nogensinde havde været nær, også selvom han selv var af den overbevisning om at folk flest, faktisk ville prise sig lykkelig for at vide, at han var væk, med alt det som han havde gjort ved så utrolig mange.
De mange rim og remser som blev kastet over ham, diverse eliksirflasker og så videre, var slet ikke noget som hans gamle og slidte knogler reagerede det mindste på, som de forblev lige så beskidte som da de var gravet op. Som det røde klæde blev lagt over ham og med den remse som denne kvinde nu valgte at efterlade sig, da hun forlod rummet, var dog noget som fik det til at rumstere under klædet. Lige hvad der skete, vidste end ikke Matthew, som han selv følte at han havde været til stede.. og så alligevel ikke i rummet som det hele var foregået i. Det føles som det hele rumsterede i hans knogler, næsten som om de mange – alt for mange led – måtte finde sammen igen. Et sted følte han selv den direkte… stikkende fornemmelse i sine fingre, og det var faktisk noget som selv var temmelig ubehageligt! ”Hvad sker der..” mumlede han let for sig selv, også selvom han vidste, at der ikke var nogen som kunne høre ham, da han jo stod fanget mellem himmel og jord. Forvandlingen fortsatte igennem knoglerne, som nu endelig var knækket ordentlig på plads, hvor det røde tæppe nærmest synes at.. forsvinde og næsten lagde sig over dem, som havde det været huden som kom på plads. Den blege hud lagde sig over den slappe krop som en tæt beklædning, inden al det indre, lige så måtte skabes på nyt, nærmest som igennem et svangerskab og med et barn som måtte vokse over tid, så gik det her virkelig.. hurtigt! Det var der han først for alvor mærkede hvordan det.. rev i ham. Han blinkede let med øjnene, inden han fast vendte sig mod døren. ”Hvad pokker har du gjort, kvinde..?!” endte han direkte vredt, idet han nærmest blev.. trukket hen til kroppen og nærmest tvunget direkte ned i den, som han selv måtte glide direkte på plads.
Overgangen fra at være død til det at blive levende, var bestemt heller ikke noget som Matthew havde været forberedt på! I et kraftigt gisp, så åbnede han øjnene, kun for voldsomt at skulle tage sig til brystet. Hvert et hjerteslag, føles som et kraftigt slag, og det var noget som faktisk gjorde forbandet ondt! Han vendte sig om på siden, nærmest for at komme ind i en fosterstilling, også selvom det kun resulterede med at han røg direkte i gulvet i stedet for, og med et mindre ’bump’. Hvem kvinden var, vidste han ikke, men hvad hun havde leget med, var kræfter som man slet ikke skulle lege med, det var helt sikkert! Næven knyttede han fast omkring hans bryst og mod hans hjerte, da hvert et slag, føles som en massiv krampetrækning, og det var slet ikke behageligt på nogen måde! Hans evige hvile var forstyrret og.. han vidste ikke hvad han skulle gøre, da han slet ikke havde oplevet det her før! Den ene hånd hævede han, kun for at gribe omkring stenbordet i et fast forsøg på at komme op på benene igen. Det hele sitrede og skælvede under ham. At han stod i absolut ingenting, var slet ikke en tanke som gjorde ham noget, for han tænkte som regel slet ikke i de baner, og dette var bestemt ikke noget undtag. Den anden hånd lod han fortsat hvile mod hans bryst, idet han vendte blikket mod døren igen. Hele blikket føles sløret, da han pludselig skulle vænne sig til det hele igen, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt! Tænderne bed han tydeligt sammen, som han med tydeligt vaklende og umådelig usikre skridt, søgte i retningen af døren, for at komme ud. Han ville bestemt ikke blive der mere end højst nødvendigt!

//Out