Alone or together?

[Deleted]

Irriteret fnøs Aleksandra ad Voltaire, da han reagerede præcist, som hun havde forventet. Hun vidste, at han anså hendes ord for at være en facade imod det hun virkeligt følte, men sådan var det altså ikke! Hun nød på ingen måde at betragte ham, da han faktisk kun gik hende på nerverne, og det kunne man umuligt finde tiltrækkende. Det var meget muligt, at han var vant til at kvinderne sværmede om ham, men det havde hun ikke i sinde at gøre. Hun kunne umuligt finde noget tiltrækkende, som hun inderligt hadede, og derfor ville hendes syn på ham aldrig ændres. ”Det er garanteret ønsketænkning for dig, at jeg sværmer om dig og din krop, men den dag vil bare aldrig komme. Lyt, forstå, og lad det sive ind i dit tykke kranie,” svarede hun afvisende, som han bestemt ikke skulle føle den mindste form for fornøjelse over hende. ”Så gør os begge den tjeneste at tage en trøje på, eller gå ud herfra,” tilføjede hun, som han endnu ikke havde adlydt ordre. Han gik hende på nerverne, da han overhørte hende så meget, så man næsten kunne mistænke ham for at være døv. Hun tvivlede dog ikke på, at han havde selektiv hørelse, sådan som han altid ignorerede hendes befalinger. Ufatteligt trættende var det, hvor hun helt kunne fantasere om at sende ham væk, men desværre havde hun brug for ham, og det måtte han desværre også vide. At han så også skulle grave i det og påpege, at hun hang på ham i måneder, og garanteret hver dag, var det som en hård lussing. ”Det er meget muligt, men vi behøver ikke, at holde disse lange samtaler, hvor du ikke gør andet at sidde på min seng. Du ar kun brug for at være herinde, når du tilser mine skader, og det gør du meget bekendt ikke lige nu,” påpegede hun sigende. Hvis han valgte at blive ved på denne måde ville det ende med, at hun ville se sig nødsaget til at forsvare sig, hvor det enten ville blive ved hjælp af magi eller fysisk vold, og begge dele burde hun bestemt ikke give sig i kast med lige i øjeblikket. ”Ville du lytte, hvis jeg bad dig om at være sød? Meget bekendt, så gør du præcist det modsatte af, hvad jeg beder dig om.” Hun tvivlede på, at det ville hjælpe, hvis hun direkte sagde, at han skulle være sød ved hende. Hun havde trods alt flere gange bedt ham om at gøre, som hun ønskede, og det havde han så pænt valgt at afvise hver evig eneste gang, som om han havde et valg. ”Hvis du taler stille og roligt til mig, så må jeg være påskeharen. Og hvis jeg må komme med et råd til dig, og hov! Det må jeg faktisk, for ved du hvorfor? Jeg ejer dig. Jeg synes, at du skal tie, for i så fald vil jeg ikke se nogen grund til at hidse mig op,” sagde hun i en kynisk tone, som hun bestemt ikke gad den opførsel han udviste. Han trængte til at blive så godt og grundigt på plads, og desværre var det en svær ting, når hun lå skadet på denne her måde. ”Det ville sikkert fryde dig, hvis du fik lov til at hjælpe mig i bad, men jeg har faktisk andet tjenestefolk end dig, så du er faktisk ikke den eneste der kan hjælpe mig på det punkt. Jeg kan sende bud efter en kvinde, og så vil det hele fortsat være i den fineste orden.”

[Deleted]

Smilet bredte sig på Voltaires læber, som hun måtte sidde og fornærme ham, hvilket han ikke tog sig af, skønt han var fristet til at give igen, men han tænkte for sig selv, at det ikke ville være særlig smart, så han undlod det alligevel. Han valgte helt at tie og slet ikke svare på hendes ord, da han slet ikke ønskede at hun fandt ham tiltrækkende for ærligtalt, så var hendes væmmelse gengældt, for han kunne på ingen måde lide hende og hun var selv den sidste kvinde på hele jorden som han ville ligge i med! Han ville langt hellere ligge i med et dyr, end hænge på hende! Bare tanken om at skulle have hende tæt, var noget som gav ham kvalme. Måske hendes krop var flot, og han havde set den i går aftes, da han havde fjernet kjolen og forbundet hende, men en flot krop var på ingen måder alt, da hendes person var forfærdelig og ødelagde al det tiltrækkende! ”Se.. hvis jeg nu ikke gider tage min bluse på, hvad vil du så gøre? Du kan ikke straffe mig, du kan ikke bruge magi, for det er du alt for afkræftet til, så jeg synes faktisk at du skal opføre dig lidt pænere og så kan det være at jeg gerne gør hvad du siger,” svarede han roligt, hvor han sendte hende et kækt smil, som hans svar var flabet, men sandt var det dog. Han valgte roligt at bukke sig ned, som han tog fat omkring sin bluse, som han havde glemt her, inden han trak den overhovedet. Han havde ikke selv tænkt over det, derfor havde han ikke taget den på noget før, desuden så ville han slet ikke have at hun skulle have lov til at få det udsyn af ham. ”Hvis du tror jeg er færdig med at tilse dig, så tager du fejl, for det er jeg ikke,” svarede han kortfattet, som han betragtede hende med et løftet bryn og et skarpt blik. ”Hvis du beder mig om at være sød, skal jeg nok være sød, men hvis jeg skal forblive sød, så kræver det at du begynder at tale til mig med lidt større respekt og selv er sød ved mig, for du ved at jeg ikke finder mig i alt, og derfor bliver jeg flabet,” svarede han sandfærdigt, som han ikke tog de klare isblå øjne fra hende. Han trak morende på smilebåndet, som hun snakkede til ham i en kynisk tone, hvor han ikke tog det så tungt, da han godt vidste at han havde irriteret hende. ”Og hvis jeg må give dig et råd, og hov! Det må jeg jo, for ved du hvorfor? Jeg er din læge. Og jeg vil give dig det gode råd at du bør forsøge at styre dit temperament, du er trods alt noget smukkere med et smil på læberne,” svarede han roligt, hvor hans ord måske lød flabet, men den sidste kommentar, der rent faktisk var en kompliment, kunne næsten gøre det svært at se hvordan han havde ment ordene. Han satte roligt skålen med salven fra sig, inden han rykkede tættere på hende, som han lagde en nænsom hånd mod hendes skulder, ved den der var røget af led. ”Selvfølgelig har du andre, men de føjer din mindste ordre, så jeg tror det er bedst at det er mig der hjælper med alt, for du hader trods alt selv at gøre som jeg siger og beder dig om, så hvis du vil i bad, så skal jeg nok hjælpe dig i bad,” svarede han blot, som han roligt trak ned i dynen og lod en hånd fjerne lidt af hendes kåbe, så hendes forbinding blev en smule mere synlig. ”Din arm sagde du, havde det bedre, hvad med dine ribben? Brækket er de nok i lang tid og ondt vil det nok gøre, men føler du nogen stikkende fornemmelse i brystet?” Igen var han blevet alvorlig.

[Deleted]

Dybt irriteret var Aleksandra på Voltaire, men det i sig selv var vel ingen nyhed? Hun hadede hans flabede person, som han burde adlyde hende, som den slave han var, men det gjorde han ikke. Hvis det ikke havde været fordi, at han havde været hendes slave, havde hun sikkert fundet hans personlighed langt mere interessant, som hun altid havde nydt en person, der turde stille op for sig selv. Sådan var deres forhold dog ikke, og det ville formentligt aldrig ændres. ”Hvis ikke du lystrer mine befalinger, så vil jeg trodse mine skader! Om det så bliver fysisk eller ved magi, må du jo spændt vente på at se. Det vil muligvis gøre ondt på mig, men jeg vil have det langt bedre med mig selv, hvis jeg ved, at du er blevet sat på plads,” svarede hun bestemt, hvor hun også vendte sit isnende blik i hans retning. Det var skam ingen joke for hende, da hun skam havde i sinde at drage til drastiske handlinger, hvis han fortsatte på denne her måde. Hun fandt sig ikke i, at han konstant skulle stille sig på tværs af hende, og at han havde den ide, at hun befandt sig i et komplet svageligt stadie! Så ville hun gerne trodse sine smerter, så han kunne kende til sin plads her i livet, om han ville det eller ej. At han så valgte at lystre hende, fik hende tilfredst til at trække på smilet. ”Desværre for dig, så har jeg ikke taget fejl. Jeg regner med, at du tilser mig hver dag, som den pestilens du er,” svarede hun kortfattet igen. Spydige var hende ord måske, men han gik hende også virkelig på nerverne! Hun var taknemmelig over, at han havde reddet hende, men nu kunne han godt tage at passe sig selv. ”Jeg udviser dig den respekt, som jeg føler, at du har gjort dig fortjent til. Og så længe du opfører dig respektløs over for mig, ændre jeg ikke på min holdning overfor dig.. Derfor må du hellere se at blive lidt sødere over for mig,” sagde hun sigende. Hun havde skam ikke lyst til at reagere venligt over for ham, så længe han opførte sig sådan her over for hende. Hvis han opførte sig mere tåleligt, så kunne hun altid tage det til genovervejelse. Han kunne nemlig ikke forvente af en kvinde som hende, at hun blot ville give sig og være en engel, hvis ikke hun fik noget igen. Køligt blev hendes blik igen, som han blev flabet og stjal hendes forhenværende vending. ”Hvilke høje tanker du end gør dig, så vil du aldrig kunne tillade, at stille krav til mig! Jeg købte dig for mine egne penge, hvilket betyder, at du er min, og at jeg må opføre mig præcis, hvordan end jeg vil overfor dig!” sagde hun bestemt igen, som hun end ikke hørte, at der skulle ligge en kompliment i hans ord. Selv hvis hun havde hørt den, ville hun blot have antaget ham for at drive gæk med hende. Som han endte med at rykke sig nærmere på hende, og tilmed røre hende, løftede hun let det ene øjenbryn, mens hun blot stirrede på ham. ”Du vil bare gerne se mig nøgen igen. Det er derfor du ikke ønsker, at der er nogen andre end dig, der hjælper mig. Jeg ville desuden bare ønske mig et bad og intet andet, hvis der kom en kvinde indtil mig,” sagde hun anklagende. Hun ville gerne i bad, men hun ville bestemt ikke have, at han førte hende derud! Hun ønskede, at det var en kvinde der støttede hende, hvis hun skulle ud på badeværelset, som hun gerne ville kunne bestemme selv, hvem der så og ikke så hendes blottede krop. ”Det gør endnu ondt i dem.. Det er en smerte at trække vejret, ligesom det er en smerte at bevæge mig, som de konstant er ømme,” sagde hun sandfærdigt, som hun så ingen grund til at lyve på dette punkt.

[Deleted]

Der var skam intet nyt i Aleksandras irritation på Voltaire, da han rent faktisk kunne sige at være vant til det, men den irritation gik jo også den anden vej, fordi hun var så forfærdelig og dømmende som hun var! Han hadede hende måske ikke direkte, men han kunne bestemt ikke lide hende! Alligevel havde han reddet hende, skønt han rent faktisk havde kunnet være fri. Han havde kunnet vende den anden kind til og ladet kulden slå hende ihjel uden selv at gøre det, så han ikke havde hendes blod på sine hænder, men det havde han alligevel ikke kunnet få sig selv til. Han havde følt sig nødsaget til at redde hende, og hvis det var noget han kom til at fortryde, så var det jo blot en fejltagelse han havde begået. Hendes ord fik ham til at løfte hånden, hvor han lagde den mod hendes kind, inden han lagde sin tommel over hendes læber, som tegn til at hun skulle tie. ”Du skal ikke gøre dig noget besvær på grund af mig Aleksandra. Du skal hvile, ikke røre dig, som du alligevel knap nok kan,” svarede han roligt, som han kort lod tomlen stryge over hendes hud, inden han trak hånden til sig igen, som han vendte blikket væk. Han vidste godt han irriterede hende, men det gjorde han jo med vilje, så det behøvede end ikke at fungere på den måde. ”Du er heldig at jeg reddede dig og ikke lod dig ligge, hvad med at have det i baghovedet, når du taler til mig?” spurgte han lettere sigende, med et løftet bryn, som han skam heller ikke fandt sig i hendes spydige ord. De begge gik hinanden på nerverne og det var faktisk utroligt at de ikke kunne enes, men det var gået galt helt tilbage fra de havde stået på slavemarkedet, og alligevel havde hun købt ham, hvilket selv var ham en overraskelse, for der fandtes for pokker da andre sensuelle dæmoner end ham, og hun havde sikkert kunne finde en som var mere ydmyg og som ikke havde været så ilde tilredt og beskidt som han havde været. ”Så må vi jo se om jeg gider være sød, når du er så sur,” svarede han blot en anelse affejende. Han havde svært ved at skulle starte ud med at være sød, når hun opførte sig som hun gjorde. Han trak morende på smilebåndet. ”Jeg synes faktisk at du købte mig for en alt for lav pris, da jeg er noget mere værd,” svarede han blot drillende, da han vidste i forvejen at hun på ingen måder var enig i hans ord, da hun anså ham for at være ussel, men arbejdet gjorde han skam godt, for han var en perfektionist og selv det havde hun rost ham for. At hun så igen beskyldte ham for lumske bagtanker, fik ham til at himle med øjnene. ”Hvornår går det op for dig at jeg ikke er interesseret i dig og din krop? Jeg finder dig på ingen måde tiltrækkende, og så har jeg allerede set det som var bedre,” svarede han halvirriteret igen, som det irriterede ham grænseløst når hun anklagede og dømte ham! ”Desuden, så har jeg ikke sagt noget om at jeg skulle afklæde dig eller sidde og beglo dig. Jeg kan hjælpe dig derud og så kan du selv afklæde dig uden at jeg kigger og så kan du tage et bad, uden at jeg behøver at se noget,” tilføjede han kortfattet. Han studerede roligt forbindingen, inden hans blik gled mod hendes. ”Jeg er nød til at mærke efter, for at sikre mig at de ikke går imod dine lunger og hjerte, okay?” svarede han roligt, skønt hans blik var alvorligt, skønt han afventede hendes respons, inden han begyndte at røre mod hendes brystkasse og ribbene indenunder.

[Deleted]

Det at han lagde fingeren mod Aleksandras læber, fik hende til at tie. Ikke af respekt for ham – for det havde hun skam ikke – men derimod af ren og skær overraskelse over, at han havde lyst til at røre hende på den måde. Som et blidt kærtegn kunne det helt føles, som han videre valgte at stryge hende over huden. Det var bestemt ikke måden de normalt rørte hinanden på, som han plejede at holde sin hænder i ro, eller også slog hun ham. Derfor måtte det ramme hende som et mindre chok, men dog kunne hun ikke lade være med at mistænke hans handling for at være en hån mod hende. En hån mod hendes nuværende skadede jeg. Han bad hende trods alt om at hvile sig, og det kunne være et tegn på hans flabede jeg, fordi han med garanti ville blive ved med at irritere hende, mens hun endnu følte sig afkræftet. ”Ha! Du vil bare nyde, at jeg ligger afkræftet i min seng, mens du kan sige hvad som helst om mig, og til mig,” sagde hun fast, som hun på ingen måde troede på hans korte ro, eller blide berøring. Blikket vendte hun fra ham, som hun i stedet valgte at betragte sig af sit værelse. Sådan sad hun, indtil han valgte at åbne munden, hvor han igen krævede, at hun udviste ham respekt. ”Jeg har allerede takket dig, for din gerning. Hvad mere ønsker du af mig?” spurgte hun sigende. Han ville sikkert holdt ved, at hun skulle udvise ham en smule venlighed, men hun gad ikke udvise ham venlighed, så længe han ikke gav hende andet end problemer. Hun var trods alt ikke typen der gav sig først, som hun måtte være en alt for stolt en kvinde til at gøre det. Desværre var Voltaire også en stolt mand, og det forhindrede ham i at være den slave, som han burde opføre sig som. ”Bare rolig.. Det vil ikke overraske mig, hvis du forbliver dit irriterende selv,” sagde hun kortfattet, som hun ikke længere gjorde sig de store forhåbninger for, at han ville opføre sig respektabelt overfor hende. Hun ønskede dog, at det kunne være sådan mellem dem, da det helt klart ville forenkle dagene med ham, som hun vidste, at hang ved det næste lange stykke tid. Hun fnøs let ad ham. ”Jeg er ellers af en helt anden mening.. Jeg er overbevist over, at jeg betalte overpris for dig,” svarede hun koldt igen. Mere værd havde han ikke været, da han havde set direkte hæslig ud, som han havde været dybt usoigneret, og så havde hans personlighed været for ringe til, at han kunne blive en perfekt arbejder. Han gjorde måske sit arbejde godt, men mange ville blive irriteret over den opførsel, som han leverede folk. ”Det var vel nok heldigt, at du ikke finder min krop tilfredsstillende.. Du ville nemlig kun blive skuffet, hvis det var anderledes, eftersom du aldrig kommer til at mærke dens goder,” sagde hun yderst roligt. Det gik hende måske på, at han ikke fandt hende den mindste smule attraktiv, da hun var en kvinde der satte sit ydre højt. Dog var det for det bedste, så derfor lod hun sig ikke hidse op over faktummet. ”Hvis du er sikker på, at du kan følge mig derud, uden at beglo min krop, så har du tilladelse til at følge mig derud. Tøjet skal jeg nok selv få af, ligesom jeg nok selv skal tage ned- og opstigningen fra badekaret,” sagde hun stilfærdigt. Det lå i hendes interesse at komme i et varmt bad, som hun trods alt måtte føle sig beskidt efter kampens hede. Hun tænkte også, at et lunt bad måtte gøre godt for hendes krop, og hvis hun kunne komme i bad, uden Voltaire behøvede at betragte hende, så så hun ingen grund til at lade være. ”Du har tilladelse til at tjekke, hvis du frygter, at det ikke går som det skal,” sagde hun kortfattet og så væk, som hun gav ham tilladelse til at røre hende.

[Deleted]

At Aleksandra rent faktisk valgte at tie stille, da Voltaire lagde en finger mod hendes læber, forundrede ham egentlig, da han havde regnet med at hun havde slået hans hånd væk og sagt at han skulle holde fingrene for sig selv ellers ville hun lade guds vrede falde ned over ham, eller hvad hun nu plejede at true ham med, men som endnu aldrig var sket. Han så dog godt at berøringen kom bag på hende, skønt det nu ikke var af hån, da han rent faktisk mente hendes ord og så var det nok også en lille påmindelse til ham selv om at han ikke burde genere hende for meget, da hun trods alt var syg og forkølelsen var kun på vej, for feberen skulle nok komme før elle siden. ”Jeg ved godt jeg kan være slem ved dig Aleksandra, men jeg er ikke ude på at nedgøre dig, og jeg er heller ikke ude på at du skal komme mere til skade end hvad du er i forvejen, så tag den nu med ro og slap af, du har brug for det,” erkendte han stilfærdigt, som han godt lagde mærke til at hun fjernede blikket og så ud i rummet. At hun så så mod ham igen og med de ord, fik ham til at trække på skuldrene. ”Jeg kræver intet af dig, jeg reddede dig af egen fri vilje og ikke fordi jeg er din slave, men.. jeg ville stadig foretrække at du rent faktisk holdt op med at dømme mig, når du ikke har nogen grund til det, sig jeg er flabet, sig jeg er forfærdelig, sig jeg går dig på nerverne, sig du finder mig irriterende, men du skal ikke dømme mig på grund af mit væsen,” svarede han roligt, hvor hans blik var kortfattet. De vidste begge at det irriterede ham, når hun dømte ham på hans væsen og det fandt han ikke retfærdigt, når hun på ingen måder kendte til ham eller hans liv! At hun så var sikker på at han forblev irriterende fik ham til at hæve det ene øjenbryn. ”Åh virkelig? Jamen så kan det være at jeg skal til at overraske dig igen, det kan jeg jo også finde ud af,” svarede han kækt. Bare det at han havde reddet hendes liv havde overrasket hende. ”Og hvad er du så værd i pris? Hm? Du vil jo nok mene at du er så meget værd at man ikke kan betale for dig, men ved du hvad? Det er vi alle! Man burde ikke købe folk,” svarede han lettere bidende igen, som han tydeligvis så det nedværdigende og diskriminerende at blive solgt. Og han var tilmed blevet forrådt og var derfor endt i slavebranchen igen! ”Jamen det passer mig fint prinsesse, for du får skam heller aldrig en bid af min himmelske krop,” svarede han roligt igen, skønt hans blik var sigende. Han fandt hende ikke tiltrækkende, ligesom hun ikke gjorde ham og det kunne virkelig ikke passe ham bedre! At hun så gerne ville have et bad, respekterede ham, desuden så behøvede han hverken at beglo hende eller afklæde hende, da hun jo godt kunne bevæge sig, for hun var jo også kommet hen på stolen. Han nikkede derfor roligt med hovedet. ”Udmærket, når jeg har tilset dig, så hjælper jeg dig derud,” svarede han roligt, inden han gav hendes brækkede ribben sin opmærksomhed. Som hun gav ham tilladelse til at røre, skubbede han silkekjolen ned over hendes ene skulder, og fjernede den der hvor den dækkede hendes brystkasse og ribben. Han lagde en nænsom hånd mod hendes kraveben, hvor han opmærksomt måtte mærke. Langsomt lod han hånden følge ribbene i den venstre side, så hånden søgte mere ned over hendes brystparti.

[Deleted]

Aleksandra havde skam overvejet at slå hans hånd væk, da det ikke lå til hans ret at røre hende. Dog lod hun det ikke ske, som hun i stedet lod sig styres af overraskelsen for en stund, og derfor lod hun ham gøre sin berøring færdig. Han skulle dog ikke gøre sig nogen forhåbninger om, at det var et tegn på, at det nu ville gå strålende mellem dem, for hun havde skam ikke i sinde, at de skulle gå hen og blive kærlige overfor hinanden. Han var hendes slave, og anderledes skulle det ikke være! ”Hvis du allerede er klar over, hvilken pestiles du kan være, og at du i virkeligheden ikke ønsker at nedgøre mig, men at jeg har det godt og kommer mig.. Ville det så ikke være en ide at te sig ordentligt? Den dag jeg slapper af, kommer nemlig først, når du tillader mig at slappe af,” sagde hun sigende, som han alene var skyld i, at hun konstant blev ophidset, og ikke på den gode måde. Han tvang hende til at bide igen, og hvis bare han kunne lære at opføre sig pænt, så skulle hendes ro nu nok komme, skønt hun ønskede at slippe hurtigt ud af sin seng. ”Igen kan jeg kun sige, at du må lære at opføre dig ordentligt, hvis du gør dig nogle forhåbninger om, at jeg nogensinde skal behandle dig med den mindste form for respekt. Jeg har nemlig ingen grund til at behandle dig anderledes, når du er flabet, forfærdelig, irriterende og går mig på nerverne, som du så pænt siger.. Det kan du vel også selv se?” Det kunne godt være, at han ikke fandt det retfærdigt, at hun dømte hans sensuelle væsen, men ærgerligt for ham, så var det den race hun foragtede mest af alle. Det var ikke grundet ham, da han endnu ikke havde gjort hende noget på den front, men på grund af en af hans fuldblods artsfæller. Det var måske hårdt at dømme alle med et slag, men sådan var hun. Især når det stak så dybt, som dette nu engang måtte gøre. ”Det ville skam kun glæde mig, hvis du kunne formå at overraske mig på den front, så forvent ikke, at jeg bliver irriteret, hvis det er,” svarede hun kortfattet. Hun troede ikke på, at han kunne være sød overfor hende, men det ville da glæde hende, hvis han kunne. Hun tvivlede dog også på, at han ville gøre noget, der nogensinde kunne gøre hende glad. ”Ganske korrekt! Jeg er uvurderlig i forhold til dig.. Og at du ikke kan lide slavefænomenet, må være dit problem. Verdenen har brug for højt rangerende ligesom mig, og lavt rangerende ligesom dig, og det kan man ikke bare lave om på,” sagde hun stilfærdigt, hvor hendes sidste ord også måtte være sandfærdige, eftersom der var brug for samfundsklasserne. At han så var endt med det uheldige lod af at være fattig, var hans problem, for af egen erfaring vidste hun, at man var sin egen lykkes smed, som hun selv havde smedet sin fra bunden af. ”Og ligeså passer det mig fint, at jeg ikke får din ’himmelske’ krop,” sagde hun roligt. Hun kunne skam godt klare sig uden at ligge med ham, som der fandtes mange andre mænd ude i verdenen, der havde pæne kroppe og som ville have hende. Derfor følte hun ikke, at hun mistede noget ved dette. Kortfattet nikkede hun med hovedet, som han ville hjælpe hende ud i bad, efter tilseelsen af hendes krop. Som han gik i gang, holdt hun blikket fasttømret på væggen, da hun ikke just bifaldt, hvordan kåben måtte glide ned ad hendes ene skulder, så den del af hendes krop blev blotlagt for ham. Dog sad hun stille, som hun blot måtte stole på, at han var professionel. Hun kunne dog ikke lade være med at skimte til ham, som han kom i berøring af hendes ene fyldige bryst, som hans hånd søgte over hendes ribben. ”Det er vel for tidligt nu at sige, at der er bedring på vej,” sagde hun stilfærdigt, efter at hun havde måttet ømme sig en anelse, som ribbene endnu bed i hendes krop.

[Deleted]

Voltaire tog skam ikke Aleksandras handling for at han måtte blive ved med at gøre sin og at den var velkommen hos hende, eftersom han vidste at hun flere gange havde bedt ham om ikke at røre hende, men han havde skam også kun gjort det for at få hende til at tie på en mild måde, for der havde jo ikke været noget ondt ved hans handling. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Du slapper først af, når jeg tillader det? Uh.. har jeg den magt over dig?” spurgte han i en kæk undertone, som han blinkede flirtende til hende, da det faldt ham helt naturligt at gribe chancen når den kom, dog falmede hans smil hurtigt igen, som han kom i tanke om at han skulle være sød ved hende, hvilket de også kun lige havde siddet og talt om, så han rømmede sig kort. Han endte også med at himle med øjnene til hendes ord, da hendes svar på ingen måder kom bag på ham, for hun var da nok den mest stædige kvinde han nogensinde havde mødt! Og det irriterede ham kun yderligere! ”Du har skam også lov til at kalde mig irriterende og at gå dig på nerverne, da det er et faktum, men jeg bryder mig ikke om at folk dømmer mig for noget som jeg ikke har gjort, eller dømmer mig på noget jeg ikke er, og jeg er ikke en voldtægtsforbryder, som du nærmest beskylder mig for at være,” svarede han i en kortfattet tone, som han vendte blikket væk, hvor han i stedet for valgte at tage et stykke frugt i munden. ”Man skulle tro at du selv har været offer for et overgreb af en sensuel dæmon,” tænkte han højt, som han kort skævede mod hende, inden han tog endnu et stykke frygt. Det var snart hvad han ville beskylde hende for, siden hun dømte ham på den måde, for hun kendte ham jo ikke! ”Årh man ved jo aldrig med dig, eftersom du har en tendens til at blive sur over alt jeg gør,” svarede han næsten helt drillende, som smilet bredte sig på hans rosenrøde læber. Han vidste godt at han kunne være slem, men han var altså ingen ond mand, som hun nærmest måtte beskylde ham for at være. Desuden så var det jo ikke hans skyld at hun var let og sjov at hidse op! ”Jeg snakkede ikke om højt og lav rangerende, jeg talte om diskrimination. Jeg har set folk behandle dyr bedre end hvad visse folk bliver behandlet. Men det forundre mig ikke at du er ligeglad, du lever jo i dit fine og fornemme palads, i dit eget lille eventyr, hvor du tror at folk slikker dig i røven, men ærgerligt for dig, gør jeg det aldrig. Du har måske købt mig, men vi så begge at guderne gav mig chancen for at få et nyt og frit liv igen, da jeg stod foran dig med dig liggende døende for mine fødder, så hvordan føles det at blive reddet af din slave, som irritere dig så meget og som du ikke finder noget som helst værd? For uden mig, var du død!” svarede han kortfattet og endte snart lettere kynisk ud, da hendes syn på ham gjorde ham vred. Han svarede ikke på hendes følgende ord, for ingen af dem fandt hinanden tiltrækkende og det passede ham skam helt fint! Han gad hende ikke og hun fik bestemt heller ikke noget med ham! Som hans hånd nærmede sig hendes bryst, lod han fingerspidserne mærke ribbene tæt ved brystet, skønt det blot kørte forbi, hvor han gjorde samme handling i højre side af hendes bryst. ”Måske ikke helt i bedring, men jeg kan til gengæld fortælle dig den gode nyhed at du er uden for livsfare.”

[Deleted]

Irriteret himlede Aleksandra med øjnene, for dette var kun et bevis på, at han virkelig var en pestilens, og at det aldrig ville ændre sig! ”Du har ingen magt over mig, og det vil du heller aldrig få!” hvislede hun arrigt ad ham. Det tydede bestemt ikke på, at hun ville slappe af lige foreløbig, men det var også fordi, at han konstant valgte at ødelægge det, som han pressede hende op i et hjørne, hvor hun var nødt til at slå fra sig. Det hjalp dog ikke på hendes smerte, som hun følte, hvordan hendes krop rev i hende, som den gjorde ondt. Det var ikke kun ribbene, men også de blå mærker hun havde på kroppen, hvor hendes ansigt også måtte se langt mere farligt ud i dag, som farven havde fået ordentligt fæste i hende. Hver en bevægelse hun gjorde i ansigtet, gjorde derfor også ondt, som det var forslået. ”Så er det vel nok ærgerligt, at jeg er ligeglad med, hvad du bryder dig om eller ej. Det er desuden også kun et faktum, at din ene race er et afskum, og som du selv siger, så må jeg godt sige det højt, fordi det er et faktum,” svarede hun sigende igen. Selv var det sådan hun så den sensuelle dæmon, som den var intet værd i hendes øjne. De var blot afskum, der kun kunne tænke på en ting, og den ting havde vist sig at herske ret så meget i Voltaires sind. ”Og jeg som troede, at du fandt mig for frastødende til, at din race nogensinde ville røre mig,” bed hun af ham, skønt han havde ret. Hun havde engang været udsat for sådan et angreb, som det havde været dengang hun ikke havde været andet end en uskyldig pige. Advarende sendte hun ham et blik. ”Det er skam også svært at blive andet end vred, når man står overfor en så uduelig person, som dig,” svarede hun spidst igen, som hun ikke gad hans små julelege. Han drev hende til vanvid, som hun hadede hans kække facon, da han kun brugte den for at irritere hende. Det kunne godt være, at hans mål for livet ikke var at irritere hende, men sådan følte hun det! Han gjorde jo intet andet end at gå hende på nerverne, så hun havde ret så svært ved at tænke anderledes om ham. ”Så du mener, at jeg behandler mine slaver elendigt? Jeg er på ingen måde enig, men hvis du ser sådan på det, så må jeg hellere give dig en grund til at føle sådan.. Fra nu af kan du leve ude i stalden og kun benytte dig af de redskaber, som hestene må bruge. Så ingen passage ind til hovedhuset, samt du må leve af deres foder, og kun en omgang spuling af din beskidte krop en gang månedligt. Så kan du leve som et dyr, mens jeg sidder inde på mit fine og fornemme palads, der er et eventyr for mig, og hvor folk slikker mig i røven, som du selv siger,” svarede hun koldt igen. ”Og det at du kunne have været fri nu, er sandt, men den frihed vinkede du fint farvel til i gå, så nu må du leve med, hvordan jeg vil behandle dig. Og jeg er dybt ligeglad med, hvordan jeg kom tilbage hertil, for det eneste jeg vægter højt er, at jeg kom tilbage hertil!” Intet problem havde hun med at gøre alvor af sine ord, ligesom hun heller ikke havde et problem med, at det var ham der havde bragt hende hjem, for det vigtigste var jo, at hun var hjemme og i live igen. Som han berørte hendes ribben tæt ved brysterne, holdt hun et vågent øje med ham, som hun måtte skimte hans handlinger. ”Andet havde jeg heller ikke forventet,” sagde hun kortfattet.

[Deleted]

At Aleksandra anså Voltaire for at være en pestiliens og det som var værre, forundrede ham ikke, da han snart ikke ville forvente andet. Han kunne heller ikke gøre for det, da det lå så naturligt til ham at være rapkæftet og at holde en kommentar tilbage var frygtelig svært for ham. ”Jeg havde da magten over dit liv på det ene tidspunkt, da jeg kunne vælge mellem om du skule leve eller dø, du må have elsket mig i det øjeblik jeg bragte dig hjem, hva?” spurgte han roligt, uden at smilet falmede det mindste. Han havde reddet hende og hun ville nok komme til at høre på det i lang tid endnu, for da hun ikke havde haft nogen som helst andre, var det ham, hendes lille personlige pestilens som var kommet hende til undsætning og som havde fået hende hjem, han vidste godt at hun havde sagt tak, selvom han var usikker på hvor taknemlig hun egentlig var for det, for når alt kom til alt var hun stadig ligeglad med ham, da han tvivlede på at det var nogen øjenåbner for hende. ”Men vi ved begge at det ikke er et faktum, det er din irriterende mening og holdning, du kender mig ikke, du ved ikke hvad jeg har været igennem, så hvorfor bliver du ved med at dømme mig, når jeg aldrig har gjort et seksuelt overgreb på nogen?” spurgte han sagte, som han let hævede det ene øjenbryn. De irriterede hinanden, og de gjorde det hele tiden og det var grænseløst, hvilket kun forværrede det hele, og det værste af det hele var at de nu hang på hinanden. ”Jeg gider måske ikke røre dig, det er ikke ensbetydende med at jeg er den eneste i verden der ikke gider det, så er det hvad der er sket? Har en sensuel dæmon overfaldet dig?” spurgte han roligt som han betragtede hende med et løftet bryn. At hun så kaldte ham uduelig, fik ham til at skyde begge bryn i vejret. ”Uduelig?! Måske jeg er meget, men bestemt ikke uduelig! Jeg gør mit arbejde godt, er du klar over hvor mange skjulte talenter jeg har? Nej, men selv du blev overrasket over mine lægekundskaber, og jeg kan meget mere end det, så uduelig er det sidste jeg er,” svarede han roligt og dog bestemt, som han langt fra var uduelig, selvom det ikke ville undre ham at hun så sådan på ham, for hun skulle jo altid kritisere ham. At hun så begyndte at true ham, fik ham til at knibe øjnene sammen. Han afbrød hende dog ikke og efter hun var færdig med at tale sad han og stirrede på hende i et stykke tid, inden han satte en hånd på hver side af hende, som han lænede sig mod hende, så hans hoved hvilede ved siden af hendes og hans mund ud for hendes øre. ”Pas på med hvem du truer Aleksandra, for selvom du ikke anser mig for at kunne eller være noget, så er jeg ikke den person du skal undervurdere, jeg reddede måske dit liv, men jeg kan lige så hurtigt tage det fra dig igen,” hviskede han koldt mod hendes øre, som han trak hovedet tilbage og sendte hende et advarende blik, kun for at læne sig helt tilbage igen. Han gjorde sig færdig ved ribbenene, inden han trak hånden til sig, hvor han tog om nogle piller og glasset med vand som han rakte hende. ”Tag det her, det skulle hjælpe imod din feber og smerter,” svarede han kortfattet, hvor han blot afventede at hun gjorde det.

[Deleted]

Aleksandra hadede i den grad hans rapkæftede facon, som det blot gav hende lyst til at slå ham eller det der var værre. Det sjove var bare, at hvis han havde været i en anden stilling, havde hun måske brudt sig om det. Den seneste mand hun havde været sammen med, havde nemlig også været en kæk mand, men det havde hun bare nydt. ”Du havde måske valget mellem at bringe mig hjem, og lade mig ligge, men du tog mig med hjem, og derfor behøver vi ikke videre at drøfte den sag. Jeg tænker i hvert fald ikke mere over det, så at du vil spekulere over det i timevis endnu, må du holde inde i dit eget lille hoved,” sagde hun afvisende. Hun gad ikke diskutere det faktum, at hun var i live på grund af ham. Hun var taknemmelig, men derfor behøvede hun heller ikke at drøfte sagen i langdrag, som han ellers så ud til at ville. Det eneste hun ønskede at fokusere på, var at blive rask igen, men det syntes han ikke at være helt enig i. Det kunne nemlig godt være, at han plejede hende, men samtidig irriterede han hende umådeligt, og derfor måtte hans ønsker være tvetydige. ”Åh ja.. Det er også et faktum, at du irriterer mig, og at du ikke interesserer mig. Men hvis du er så sikker på, at du kan ændre mit billede af dig, så forsøger du bare.. Det vil glæde mig se, at du tror på noget, der aldrig vil finde sted nemlig,” sagde hun kynisk og sendte ham et køligt smil. Hvis han var så sikker på, at han kunne ændre hendes mening om ham, hvis bare hun lyttede, så skulle han da have lov til at forsøge alt det han ville. Det ville desuden more hende at se ham forsøge, når hun vidste, at det kun ville ende med undergang. ”Fortæl mig lige, hvorfor jeg skulle dele min livshistorie med dig? Jeg er ikke en kvinde der sidder og fletter hår med mine venner, mens jeg drikker te og fortæller ud omkring mit liv,” sagde hun roligt. Det var sandt, at hun engang var blevet overfaldet af en sensuel dæmon, men det gad hun bestemt ikke diskutere med ham. Hun gad faktisk ikke diskutere det med nogen som helst, og derfor havde hun heller aldrig gjort det før. ”Du overraskede mig muligvis med din lægelige side, men du har endnu ikke kureret mig, så jeg venter med at falde i svime over dig. Men selv hvis du skulle overraske mig mere på det punkt, så tvivler jeg på, at du kan overraske mig på andre måder.. Så mange talenter kan du umuligt have.” Hun havde bestemt ikke de højeste tanker om ham, og det lagde hun bestemt heller ikke skjul på. Da han så lænede sig frem mod hende, og hviskede hende ind i øret, mærkede hun, hvordan hendes krop stivnede. Det måtte han altså stoppe med! At han så faktisk truede hende, var dråben, hvilket også fik hendes håndflade til at flyve over hans kind i en syngende lussing! ”Hvor vover du, at tale til mig i sådan en tone?!” hvislede hun arrigt, imens hun isnende vendte blikket mod ham. Hun mærkede, hvordan hendes hånd måtte dunke, ligesom resten af hendes krop, efter slaget, men hun var ligeglad! At han så rakte hende et glas og nogle piller, fik hende mistroisk til at løfte brynene. ”Er det gift?” spurgte hun kortfattet, uden at tage glasset.

[Deleted]

“Nej, det forundre mig ikke at du er en ligeglad, utaknemlig egoist, da du kun tænker på dig selv, og var det ikke for mig, så var det også blevet din død, og næste gang er du måske ikke så heldig,” svarede Voltaire køligt igen. Hun irriterede ham grænseløst. Hun troede hun kunne tillade sig alt, som hun troede at hun vidste alt om alt og alle, hvilket kun var direkte irriterende at høre på! Han hadede hende! Han afskyede hende, fandt hende forfærdelig og alle mænd der så noget i hende, måtte da være fuldkomne blinde for den væmmelige person hun var! Han kunne helt fortryde at han rent faktisk havde taget hende med hjem, for det ville ikke være første gang at han tog et liv, og det ville ikke engang ligge på hans skuldre, hvis han bare havde stået og set på, for det var hendes såkaldte eks der havde efterladt hende og det var kulden der ville have taget livet af hende. Han ville ikke have noget imod at ændre hendes billede af ham, men det krævede også noget fra han side af, og han måtte erkende at han faktisk var ligeglad med hende, det som bare irriterede ham, var at hun konstant skulle dømme ham til noget han ikke var. ”Jeg skylder dig intet, og uanset hvad jeg siger eller gør, vil du næppe tro på mig alligevel, så du er rent faktisk tidsspilde for mig,” svarede han affejende. Han behøvede ikke bevise noget som helst overfor hende, da han vidste hvem han var, dog kunne han helt ærgre sig over at han rent faktisk havde kunnet være fri i øjeblikket og gøre hvad han ville, hvis ikke han havde reddet hende, tænk hvor mange han ikke havde kunnet redde? Hele tjenestablen! Han hævede let det ene øjenbryn til hendes ord. Han kunne lige så godt lade vær med at spørge pænt, for hun ville da slet ikke fortælle ham noget om hende alligevel, derfor så fortsatte han den ligeglade holdning. ”Du har ret, din livshistorie er nok så skide kedelig at jeg alligevel vil kede mig ihjel,” svarede han flabet igen, som han sendte hende et falsk smil. Hun var fuldstændig ligeglad med ham, så kunne han også være fuldstændig ligeglad med hende. Han havde skam mange talenter, men at hun igen skulle tale ned til ham, fik ham til at bide tænderne kraftigt sammen, imens han vendte blikket væk fra hende, for nu slog han hende altså snart! ”Det er sjovt som du tror du ved alt om alt og alle, men i virkeligheden ved du ingenting, så hvorfor sparer du ikke os begge for din prædiken, som ingen alligevel gider høre på?” spurgte han afvisende, som han sendte hende et kortfattet blik. At hun truede ham, var noget som gjorde ham selv hidsig, hvor han truede tilbage igen, for hun anede slet ikke hvem han var eller hvad han kunne gøre! At hun så slog ham, fik ham til at vende kinden mod hende, der antog en rødlig farve. Langsomt drejede han sit blik, som faldt iskoldt på hende. ”Hvis du slår mig en gang til, så slår jeg simpelthen igen,” hvislede han køligt, hvor han kort måtte tage sig til kinden, som helt måtte brænde efter mødet med hendes hånd. Nu var han virkelig ved at have fået nok af hende! Hans blik hvilede udtryksløst på hende, som hun virkelig tirrede ham til ydergrænserne og snart gad han ikke finde sig i mere! ”Tag dem og find ud af det,” opfordrede han hende kynisk, som han stadig holdt pillerne og vandet frem til hende. Det var dog ikke gift, men han kunne helt håbe på at det var, så hun ville falde død om, ingen ville alligevel savne hende!

[Deleted]

Aleksandra fremstillede måske sig selv som en ligeglad og utaknemlig egoist, men det var hun nu ikke dybt inde, som hun havde et hjerte, skønt det næsten var usynligt. Hun lukkede sig selv af for omverdenen, og det måtte være et yderst bevidst valg, som hun var udmærket klar over, at hun sagtens kunne have fået anderledes, hvis det var det hun havde ønsket. Køligt gled smilet over hendes læbe der endnu måtte være arret efter flængen. ”Sikke pæne ord du har at sige om mig. Men siden du ikke vil lege min helt igen, må jeg håbe, at jeg ikke kommer ud for sådan en ulykke igen,” svarede hun igen med en sukkersød og flabet stemme. Hun dvælede ikke ved tingene, som han gjorde, så hun tog det ikke længere til eftertanke, at han var skyld i hendes eksistens den dag i dag. For hende havde det været nok at takke ham, og eftersom han havde sagt, at han ikke ønskede sig andet fra hendes side af, kunne hun ikke se, hvorfor hun skulle give ham andet. Morende blev hendes blik helt, som han nu måtte opgive at få hende til at ændre sit billede af ham. Selv anså hun det for at være et godt træk fra hans vedkommende, da han kun ville have dummet sig i forsøget. For hende fandt hun det lidt en skam, da hun tænkte, at hun i så fald havde haft noget at grine over. ”Så du er også en opgiver? Jeg må erkende, at det overhovedet ikke undrer mig, for selvfølgelig kan du ikke klare en opgave der bare er en smule udfordrende.. Men det er nok for det bedste, at det er sådan her.. Du vil vel nødig gøres til grin,” sagde hun roligt med et kort skuldertræk. Hendes ord måtte der helt være noget udfordrende over, som hun igen nedgjorde ham, som hun sagde, at han alligevel ikke kunne. Det var også sådan hun mente dem, da hun gerne ville se ham gøre sig forsøget. De havde desuden mange fremtidige dage sammen, så hun kunne ligeså godt få noget morskab ud af det, nu når hun alligevel hang på ham. ”Måske, jeg burde fortælle dig den, så jeg kunne slippe af med dig,” sagde hun eftertænksomt, skønt det ikke lå i hendes interesse at åbne op for ham. Det var dog ikke grundet ham, som den var hægtet på alle. ”Jeg må vel bare være alvidende? Men hold dog op, kære.. Du elsker at høre mig snakke.. ellers havde du ikke sagt så meget til mig,” sagde hun roligt, som hun end ikke tog højde for hans afvisende facon. Hun måtte dog ærlig talt ikke forstå, hvorfor han blev ved med at snakke til hende, hvis han virkelig hadede hende så meget, som han gav udtryk for. Han kunne jo bare tie, og så ville der slet ikke herske nogen ord mellem dem, da hun så ikke havde noget at kritisere. At hun så måtte slå ham, frydede hende helt, som hun med tilfredshed kunne se, hvordan hans kind blev rød efter hendes hånds berøring. ”Hvis du ligger hånd på mig, vil jeg gøre, så du vil fortryde, at du nogensinde blev født!” hvislede hun advarende igen, da hun ikke fandt sig i trusler fra hans side! Hun mærkede dog helt, hvordan det måtte krible i hendes hånd efter at slå ham igen, men samtidig følte hun sig udmattet og øm over handlingen, så det var måske bedst at lade være? Hans ord fnøs hun af, inden hun tog glasset, som hun tog en tår af, så hendes hals var fugtig. Pillen tog hun derefter, som hun lagde den på tungen, inden hun uden videre tøven skyllede den ned med vandet.

[Deleted]

Ved en nærmere eftertanke måtte Voltaire helt ønske at han aldrig havde reddet hende, eftersom hun kun viste sig fra en ond og væmmelig side, som gjorde at han kunne fortryde sit valg. Han kunne stadig huske øjeblikket, hvordan han havde stået og set ned på hendes afkræftede og døende krop, hvordan han havde haft chancen for at efterlade hende og lade hende dø af kulden, ligesom han selv kunne have fået fornøjelsen af at dræbe hende, men han havde valgt at tage hende med hjem. Og det skulle han så til at fortryde? Det beviste kun at hun ikke havde været det værd og han gad bestemt ikke gøre det igen! ”Godt du kan lide dem, for de er sande,” svarede han flabet igen, og ignorerede hendes egen sukkersøde og flabede tone, da han ikke måtte hidse sig op. Det var ikke kun ham der var hende en pain in the ass, men bestemt også hende der var det ved ham! Forfærdelig var hun, hvor han virkelig var ved at begyndt at hade hende! At hun så stak til ham ved at sige at han var en opgiver, og at det var godt for ham, fordi han så ikke ville ende til grin, var noget som fik ham til at sidde og stirre ind i væggen, imens han holdt vejret, som han næsten kun måtte blive mere og mere rød i hovedet, fordi hun fik ham til at koge, hvor han helt fik lyst til at pande hende en! Da hun talte færdigt, trak han vejret langsomt ind og pustede det dirrende ud igen igennem næsen, som han forsøgte at roe sig selv ned, for hun fik ikke lov til at vinde! Langsomt vendte han blikket mod hende, hvor hele hans mine blev kæk. ”Åh, pas nu på at jeg ikke kysser dig og dermed får dit billede af mig vendt på et splitsekund,” svarede han flabet igen, som han tilmed rykkede sig en smule tættere på. Han vidste at hun ikke ville kysses af ham, så det kunne måske få hende til at lukke munden? Det var så ikke fordi han nærede et ønske om at kysse hende, da han fandt hende ækel og væmmelig, men derfor turde han godt, og hvis det absolut var det som skulle til at få hende til at klappe i, jamen så kunne han sikkert godt finde på det. ”Åh spar os endelig begge, for jeg tror jeg skal kaste op, hvis du begynder på din kedelige historie,” svarede han flabet igen. Naturligvis var han lidt nysgerrig, men på den anden side, så var det heller ikke det værd, og han tvivlede uanset hvad på at hun ville fortælle ham det, så hvorfor skulle han overhovedet gide at lytte? ”Alvidende? HA! Det må da være jordens største joke, eftersom du ikke ved noget som helst!” svarede han nedladende igen, som hun efterhånden gik ham frygtelig meget på nerverne! ”Og nu er jeg blevet din kære? Jamen dog, vi rykker os hurtigt i dag, hva? Hvad bliver det næste? At jeg gerne må røre ved dig?” spurgte han flabet og kækt igen, som han tilmed lod sin hånd glide mod hendes ene lår, som han klemte blidt omkring, hvor smilet kun bredte sig. At hun så slog ham, var noget der gjorde ham arrig, ligesom advarslen derefter ikke gjorde det bedre. ”Så må vi jo bare se om min trussel kommer før din,” svarede han kynisk igen. Han kunne nå at slå hende ihjel før hun kunne nå at gøre ham noget! Dumme kvinde! At hun så tog pillerne og skyllede dem ned, sagde han intet til, som han blot rejste sig og gik ud på badeværelset, hvor han begyndte at fylde karret op, da hun trods alt havde efterspurgt et bad.

[Deleted]

Aleksandra var ligeglad med, hvad Voltaire tænkte om hende, da han var intet for hende. Han var bare hendes slave, samt han var halv sensuel dæmon. Han var ikke engang en fuldblod, hvilket faktisk måtte gøre ham til lidt af en bastard. Selv var hun blevet taknemmelig, som han havde reddet hende, hvilket hun faktisk endnu var. Hun gad bare ikke ligge mere i det end det, og det måtte føre til deres nuværende snak. Køligt smilede hun til ham, som hun end ikke gad kommentere hans ord. Hvis hun var en ligeglad, utaknemlig egoist, som han ikke havde i sinde at hjælpe igen, så var det bare sådan det måtte være. Hvis hun skulle være ærlig, så vidste hun heller ikke, hvordan hun ellers skulle opføre sig overfor ham, og dette måtte være det eneste passende i hendes øjne. Han var trods alt en slave, og ikke en ligeværdig, skønt han prøvede at bilde hende det end. De var ikke venner, så hvorfor skulle hun tale til ham som en? ”Mit billede af dig kan umuligt ændres! Du håber bare, at jeg falder for dig, fordi du i virkeligheden er dybt betaget af mig. Men min kære? Det vil aldrig ske..,” sagde hun hoverende, mens hun flygtigt lod sin hånd stryge over hans kind. Hun ville hade, at han forsøgte at kysse hende, da hun bestemt ikke ville have hans læber nær sit ansigt! Han havde allerede kysset hendes pande, som han havde gjort det halvt i søvne, samt da de havde arbejdet på hendes eksperiment, og glad havde det bestemt ikke gjort hende! Koldt holdt hun blikket på hans, som hun ikke foretrak en mine, som han nærmede sig hende. Så roligt ville hun dog ikke blive ved med at sidde, hvis han gjorde alvor af sin trussel, da han i så fald garanteret ville ende med en knytte næve i hovedet. ”Jeg er skam heller ikke interesseret i, at du kaster op på mine fine lagner. De har skam kostet langt bedre, end hvad jeg gav dig,” svarede hun flabet og dog sandfærdigt, som hun havde fået Voltaire for billige penge, hvor alt herinde på hendes værelse var det bedste af det bedste. ”Jeg ved langt mere end dig.. Du er bare en sølle slave, og før det var du en sølle stripper og luder.. Din viden kan umuligt slå min,” sagde hun nedgørende. Hvad han vidste om verdenen måtte være utroligt ringe, for selvom han ikke altid havde været slave, så havde han altid levet et sølle liv! At han så blev kæk og lagde hånden på hendes lår, var en berøring der fik det til at sitre i hende. Arrig lagde hun sin hånd over hans, så hun kunne stoppe dens gang, hvor hun valgte at bore sine lange negle dybt ind i hans håndryg. ”Fingrene væk fra mig! Det er derfor du fik lov til at få dig en skøge blandt tjenestestablen,” hvislede hun ad ham. At han så rejste sig, fik hende til at slippe hans hånd, for hun havde bestemt ikke brug for alt dette! Intet sagde hun til, at han gik ud for at fylde karet op til hende, da hun gerne ville i bad. Hun tvivlede heller ikke på, at det ville gøre hende godt ovenpå alle strabadserne, som hun på alle måde havde brug for at slappe af.