Alone or together?

[Deleted]

Der var ingen nyhed i at de gik hinanden på nerverne, eftersom det bare var typisk dem, og det var alligevel utroligt at sige, når de faktisk ikke havde været særlig meget sammen, for de sås jo ikke særlig tit, de havde kun snakket sammen to gange, den dag hun var kommet med ham og da hun havde gjort forsøget, derefter havde de bare kort set hinanden uden at snakke sammen, hvor de også havde undgået hinanden og så var der aftenen i går, hvor hun havde tilkaldt ham og han havde fundet hende ligge døende i sneen og han havde fået hende med hjem. På sit vis kunne han fortryde det, netop kun fordi hun irriterede ham og han tvivlede på at hun var taknemlig men kun så det som en selvfølge, fordi han var hendes slave, irriterende kvinde! At hun så også havde gået imod hans ord om at søge ud af sengen, var noget som irriterede ham yderligere, for hun var da virkelig bare stædig! At hun så brugte den kommentar om at han var lige sådan, fik ham blot til at fnyse, for han var det kun fordi hun var så irriterende som hun var! Hvis hun faktisk var god mod ham og behandlede ham med respekt, så ville han sagtens kunne gøre det samme, men når hun så bare mejede ham ned og dømte ham, så gad han bestemt ikke at føje hende! ”Åh virkelig? Så vidt jeg ved, så kan jeg dræbe dig her og nu og så er jeg fri, jeg kan sådan set også bare gå ud af døren og forlade palæet og så er jeg fri, så så vidst jeg kan se det, så er jeg fri så snart jeg ønsker det,” svarede han lettere kynisk igen, som han sendte hende et irriteret smil. Han var en fri mand, skønt han godt nok var her på palæet, men han havde jo ikke noget andet sted at være, og han ville sikkert ikke overleve vinteren hvis han gik nu, derfor så var han ikke engang fristet til at søge udenfor eller forlade stedet – men det sagde han nu ikke til hende. At hun så vrissede af ham, da han hjalp hende, blinkede han forundret med øjnene. ”I en aflåst kiste?” gentog han forundret, som han rynkede forvirret med brynene, „det er ikke et fængsel Aleksandra, jeg gør det for at hjælpe dig, så du ikke får mere ondt end hvad du har,” svarede han som var det en simpel og normal ting, hvor han slet ikke forstod hvorfor hun hidsede sig op, men det beviste vel bare at hun slet ikke var taknemlig? Dumme gås! Han rystede blot på hovedet, inden han fik bakken over til hende, hvor han lod hende tage et jordbær. ”Nej.. men medicinen har jeg skam også med,” svarede han sandfærdigt. At hun så også gav ham lov til at tage noget af maden, måtte alligevel få ham til at trække let på smilebåndet. ”Jeg har skam ikke spist, jeg tænkte at jeg ville spise dine rester,” svarede han roligt. Han så ikke grund til at lave en masse mad, som han vidste alligevel ikke blev spist, for bare at de kunne smide det ud. Han valgte derfor at tage om skålen med den varme grød, hvor han tog om skeen, inden han begyndte at spise den. Han sukkede let, som det alligevel måtte gøre godt med noget mad! Han tyggede roligt af munden. ”Kan du lide det?”

[Deleted]

Begge gik de hinanden på nerverne, og derfor var det også til Aleksandras store forundring, at han havde valgt at redde hende, og nu plejede hende så godt, som han nu engang gjorde. Han havde nemlig vist sig at være en utroligt omsorgsfuld og omhyggelig mand, som han tog jobbet som læge utroligt seriøst, og det måtte også beundre hende, for det havde hun bestemt ikke ventet fra hans side af. Det var dog en af de mange ting, som hun ikke talte højt om, da hun bestemt ikke ville give ham kuller over, at hun rent faktisk kunne lide hans arbejde. At han så kom med sine mange hårde ord, fik hende blot til at smile, for hun troede ærligt talt ikke på, at han kunne finde på at gøre noget af alt det, som han truede med. ”Åh min kære.. Du tror måske, at du skræmmer mig med dine ord, men det gør du virkelig ikke. Hvis du havde ønsket at dræbe mig, så havde du allerede gjort det. Du ville nemlig have taget den lette udvej, i stedet for at kæmpe for min overlevelse, som du har gjort. Og du har muligvis muligheden for at gå ud af dørene nu, men det har du ikke, så jeg tvivler på, at også det er tilfældet.. Jeg tror faktisk slet ikke, at du er så barsk, som du giver udtryk for,” sagde hun yderst fattet, hvor det også var et tydeligt tegn på, at hans mission mislykkedes. Hun forstod ikke, hvorfor han ikke forlod stedet og hende, for han sagde jo konstant, at han ønskede sig væk herfra, som han gerne ville være en fri fugl igen. Det tydede dog på, at han alligevel måtte være en smule usikker på det punkt, eftersom han alligevel ikke kunne få sig selv til at gå nogen steder. Derfor nåede hun frem til, at en del af ham måtte nyde stedet her, og ikke finde hende så slem igen. ”Du siger måske ikke, at det er et fængsel, men det føles så sandelig sådan, med alle de restriktioner, som du vil havde, at jeg tager til mig,” sagde hun stigende. Han stillede nemlig konstant regler op for hende, og hun hadede dem alle. Derfor forsøgte hun også at gå imod dem, præcis som han forsøgte at gå imod hendes. Forfærdeligt var det helt, som de tydeligvis elskede at gå hinanden på nerverne, hvor det bestemt var noget hun følte, at hun ellers kunne have undværet. Det fik hun dog ikke lov til, da han absolut skulle være efter hende. Dæmpet sukkede hun helt, da han nævnte medicinen. ”Selvfølgelig har du det..,” mumlede hun, inden hun tog noget pandekage i munden. Lækkert var det nu, som han mere eller mindre havde bragt al morgenmad til hende, så hun klagede bestemt ikke. Der var dog mere, end hvad en person kunne spise, men på den anden side var hun vant til, at tjenestestablen lavede for meget mad, da hun kunne lide at have meget at vælge imellem, og så kunne de altid få de mulige rester der var til stede bagefter. ”Hvad ville du så have gjort, hvis jeg havde spist det hele?” spurgte hun med et løftet bryn, inden hun valgte at smage på røræggene og baconen. Selv lod hun ham tage skålen med grød, så han selv kunne få noget indenbords. Det måtte vel også være tiltrængt for ham at få en bid ned? ”Det smager fint,” sagde hun kortfattet, skønt det vel mere var perfekt, eftersom han tydeligvis havde tænkt på alt, da han havde lavet maden til hende.

[Deleted]

At Aleksandra måtte fremstille Voltaires ord som om han forsøgte at true hende, var noget som fik ham til at himle med øjnene, for selvfølgelig troede hun det om ham! At hun så nærmest også fremstillede ham som han pludselig ikke var barsk, fik ham blot til at himle med øjnene. Hvis ikke hun havde været så afkræftet og skadet, så havde han nok overvejet at slå hende. Nogen burde sætte hende på plads og han frygtede at han ville gøre et stort oprør, hvis ikke hun faktisk snart valgte at tale til ham i en ordentlig tone og holdt op med at dømme ham for noget som han slet ikke var! Hun gik ham virkelig på nerverne og han kunne … kværke hende! ”Jeg prøver aldeles ikke på at true dig! Min pointe er at jeg kan være fri så snart jeg vil være det, desuden så har du ret i at jeg hverken slår dig ihjel og at jeg heller ikke går nogen steder, for ved du hvad? Jeg vil langt hellere være lige her og så provokere, irritere og gå dig på nerverne,” svarede han flabet, som smilet blev helt drilsk og dog helt lumsk, som fik han pludselig en masse bagtanker og planer, som ville tage livet af hende med hans irritation. Hvis de virkelig skulle kæmpe på den måde, jamen så kunne de da hurtigt finde ud af hvem der faktisk var den mest irriterende! Og han var rimelig sikker på at han ville vinde den kamp! At hun så fortsatte med at sige at hun følte at det var et fængsel fik ham til at sukke opgivende, for hun stoppede vel bare aldrig med at beklage og brokke sig? Kunne hun overhovedet andet? Det var også typisk kvinder! De gjorde ikke andet end at bruge mundtøjet i stedet for at klappe i og give mændene lidt fred! ”Aleksandra.. jeg gør det for din egen skyld, så du kan blive rask og frisk igen så hurtigt som muligt. Hvis du gør som jeg siger, så er du oppe på nul komma fem, for jeg ved skam hvad jeg foretager mig!” svarede han kortfattet og dog alvorligt, som han altså ikke bare var her for at irritere hende, han gjorde det rent faktisk for at hjælpe hende! ”Desuden bør du faktisk være glad for at nogen gider hjælpe dig, for du har tydeligvis ingen, siden jeg blev den du tilkaldte, så hvorfor ikke bare gøre os begge den tjeneste og så stoppe brokket og gøre som jeg siger, så du kan blive rask og vi slipper for hinanden?” spurgte han en anelse mere arrigt, som hendes brok virkelig irriterede ham! Her forsøgte han rent faktisk at være sød ved hende og så var hun bare utaknemlig! Den kvinde tog da virkelig livet af ham! At hun så mumlede omkring medicinen, fik ham til at trække på smilebåndet, da han godt vidste at medicin ikke var særlig sjovt at få, da det typisk smagte dårligt og direkte hæsligt, men til gengæld ville det hjælpe og det skulle nok slå feberen ned. ”Jeg er så klog at jeg vidste at du ikke ville have appetit til det hele, men hvis du absolut vil vide det, så havde jeg vel sultet indtil jeg fik mad engang igen,” svarede han blot med et kort skuldertræk. Han skulle trods alt tilse hende, så hvis hun virkelig havde kunnet have det hele, så havde hun da været velkommen til at spise det hele og så havde han bare ventet til han fik mulighed for at kunne spise selv – men det blev jo ikke tilfældet. ”Godt,” svarede han med et smil, som hun fandt smagen god, hvilket alligevel måtte glæde ham, for nu havde han jo lavet det hele til hende.

[Deleted]

Tilfredst startede Aleksandra med at smile, som han lagde ud med at bekræfte hendes ord, og det kunne jo kun behage hende. Han var ikke barsk, som han hverken havde i sinde at slå hende ihjel, eller forsøge at flygte fra stedet her. Da han så sluttede af med, at han ville blive, så han i stedet kunne provokere hende til døde, havde hun helt lyst til at ligge sine hænder om halsen på ham, og kvæle livet ud af ham. Forfærdelig var han! Helt igennem forfærdelig, og hun følte sig virkelig drevet til at slå ham, eller det der var endnu værre. Det var tydeligt, at det aldrig ville blive bedre mellem dem, for hadet lå tydeligvis og pressede for meget på. Hun havde også bare lyst til at sende ham væk, for dette gad hun da slet ikke se på! Dog var han en god læge, som han vidste, hvad han lavede, og derfor var det måske ikke så klogt igen at sende ham væk igen. Især ikke, når hun faktisk var interesseret i at blive hundred procent sig selv igen. ”Du er da bare det mest irriterede, det mest ødelæggende og det mest fortærende, jeg nogensinde har mødt! Jeg begriber ikke, at du har kunnet holde dig i live i al den tid, for du er da noget af det værste der kan gå på to ben! Jeg tror derfor, at det bliver mit livs lykkeligste dag, når jeg endelig slipper af med dig,” sagde hun koldt og spydigt. Hun hadede ham, og hun hadede, at de havde sovet sammen, ligesom hun hadede, at hun havde brug for ham. Hun havde brug for hans lægelige ekspertise i den tid, hun var sengeliggende, og hun havde brug for hans sensuelle udstråling til at finde en kur. I denne stund havde hun dog kun lyst til at kyle det hele ud af vinduet, og ham med. At han så sagde, at han gjorde alt dette for hendes eget bedste, fnøs hun ad ham, inden hun puttede noget mere frugt i munden. ”Jeg tror mere, at du gør det for at drive mig til vanvid, og tillykke … det lykkes dig. Og jeg tvivler på, at du kan gøre mig rask på nul komma fem, for i så fald, så ville jeg allerede være oppe på benene igen,” svarede hun sigende igen. ”Men jeg er skam taknemmelig over, at du bragte mig hjem, men hvad vil du have for det? En guldmedalje? Din frihed?” spurgte hun med et løftet bryn. Hun havde faktisk takket ham, men det havde han vel allerede glemt alt om. Takken var dog kommet, mens hun endnu havde været utroligt svagelig, som det var sket, da han mere eller mindre lige var kommet hjem med hende. Nu havde hun genvundet sin personlighed, som hun igen sagde ham imod, og stak til ham. At han så sagde, at han var så klog, at han havde kunnet se fremtiden, rystede hun let på hovedet af ham, hvor et smil var at se på hendes læber i et splitsekund. ”Frist mig nu ikke til at tage grøden fra dig,” sagde hun roligt, hvor det vel var ment i dril? ”Jeg tror mere, at du bevidst lavede så meget, så du ville være sikker på, at der ville være noget tilovers til dig.” Roligt tog hun en tår af sin friskpressede juice, inden hun igen gav sig i kast med pandekagerne.

[Deleted]

Voltaire så godt, hvordan Aleksandra måtte trække tilfredst på smilebåndet og så helt endte med at skule til ham, som han godt kunne se at det måtte irritere hende grænseløst. Hun havde sikkert lige så meget lyst til at kværke ham som han havde hende, hvilket et sted var.. en morende tanke. De gik hinanden på nerverne, de kunne ikke fordrage hinanden, men alligevel var guderne så meget imod dem at de hang på hinanden. Det var faktisk lidt en komisk tanke, selvom det mest af alt bare var irriterende, for de fik jo intet godt ud af det! Og nu hang han på hende – og omvendt – i hele hendes sygeperiode, da han var hendes læge og han havde skam tænkt sig at tage det alvorligt, for det gjorde han altså med sit arbejde, og når det kom til arbejdet så var han altså lidt af en perfektionist, så han skulle altså nok få hende på benene på bedst vis. At hun så også begyndte at remse op hvad han måtte være, fik ham til at trække morende på smilebåndet, da han simpelthen ikke kunne lade vær! Det lykkedes allerede at irritere hende, hvilket helt måtte fryde ham og ikke mindst more ham gevaldigt! At hun så sagde at hun så frem til den dag hun endelig slap af med ham, måtte alligevel gøre ham nysgerrig for.. havde hun tænkt sig at slippe ham fri? De havde lavet Warlockernes Ed, som gjorde at hun ikke måtte slå ham ihjel, spærre ham inde eller torturere ham – når hun engang havde fundet kuren – så betød det at hun ville lade ham gå og slippe ham fri? ”Men min søde gud! Du slipper jo aldrig af med mig! Jeg.. er.. din.. slave..” svarede han drillende og tydeligt for at stikke til hende med vilje, skønt han ikke kunne skjule det morende smil, for det var virkelig umuligt! Nu brugte han alle ord imod hende igen, hvilket var noget som frydede ham direkte! Han måtte også grine ganske kort for sig selv, for han kunne altså ikke lade vær! Det morede ham at han faktisk formåede at hidse hende sådan op, men der skulle virkelig heller ikke meget til. Han spiste blot videre med et smil på læberne, da hun sagde at det lykkedes ham at drive hende til vanvid, hvor han måtte skovle mad i munden for ikke at kommentere det yderligere, for så flippede hun da først og det var han jo alligevel ikke interesseret i. At hun så spurgte hvad han ville have for at have reddet hende, fik ham til at stoppe op, hvor han så mod hende. ”Jeg vil ikke have noget af dig, Aleksandra. Jeg har ikke brug for nogen belønning,” svarede han roligt og dog ærligt, som han tog endnu en mundfuld af grøden. ”Men hvis jeg endelig kan vælge noget, så tror jeg at jeg ville foretrække at du stoppede med at dømme mig og mit væsen, da det er frygtelig irriterende,”” tilføjede han med et smil og et kort sideblik, inden han måtte ’stjæle’ et stykke af de frugter han havde skåret til hende, som han puttede i munden. Han grinte kort, skønt det blev lettere mumlende, da han havde mad i munden og derfor ikke skilte læberne. ”Du er jo slet ikke i stand til at tage maden fra mig,” påpegede han drillende igen, som smilet bredte sig på hans læber, ”apropos din arm, hvordan går det med den?” Han hentydede til den skulder som var blevet revet af led og som han havde trukket på plads igen. ”Og jeg lavede så meget, fordi jeg ikke vidste hvad du foretrak om morgenen. Men du ville jo nok have foretrukket at jeg sultede.”

[Deleted]

Aleksandra var i den grad træt at ham, men det var hun vel også allerede blevet, som hun havde købt ham. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke havde tænkt mere over tingene, inden hun havde købt ham, men han havde vel bare været et impulsindkøb? Hun havde fået den ide at finde en kur, og så havde hun ikke kunnet vente længere, som hun havde stået overfor ham. Det havde også tiltalt hende, at han var halv warlock, for det måtte alligevel gøre ham bedre end en hel sensuel dæmon. Nu kunne hun kun bitterligt fortryde det, da han havde vist sig at være den største pestilens nogensinde! Meget skulle der ikke til, før han havde fået gjort hende ophidset på den negative måde, da vreden ophobede sig for hvert et møde de havde. Derfor kunne hun helt frygte, at hun ville slå ham ihjel i den sidste ende, og smart ville det jo ikke være, når de havde lavet Warlockernes Ed, da den faktisk forhindrede hende i at gøre det… eller hun kunne godt, men i så fald ville det kun gå ud over hende selv, og det var hun langt mindre interesseret i end hans død. ”Det ville jeg ikke sige for tidligt, hvis jeg var dig,” sagde hun i en advarende tone, inden den blev kynisk. ”Vi har muligvis lavet en aftale om, at jeg ikke må gøre dig fysisk skade, men det forhindre mig ikke i et videresalg. Jeg kan sende dig til en slavehandler, som du var hos, inden jeg købte dig, eller jeg kunne sælge dig som en gladiator, der skal kæmpe og dø for andre folks nydelse. Jeg ville tale med mere respekt, hvis jeg var dig, for jeg kan love dig for, at du ikke har det slemt hos mig, i forhold til, hvad du ellers kan komme ud for.” Hun kunne skam godt videresælge ham, hvis det var det hun ønskede, og hvis hun var ham, så ville hun passe lidt mere på. Hun var nemlig ligeglad med hans velbefindende, så hun ville ikke løfte hovedet, hvis han røg ud i noget grumt. Som han spiste, så hun godt det skadefro smil han sad med, og det frydede hende på ingen måde! Hun sagde dog ikke noget så længe han selv te stille, og det gjorde han jo i denne stund. ”Hvis ikke du ønsker noget, så ti venligst stille omkring det,” sagde hun sigende, inden hun spiste videre. At han så alligevel kom frem med et ønske, hvor det var en bedre tone fra hendes side af, slap hun en latter, inden hun sendte ham et koldt smil. ”Den eneste chance du har for, at jeg behandler dig med den mindste form for respekt er, at du viser mig den respekt, der er mig retmæssig,” sagde hun roligt. Selv gjorde hun sig ingen forhåbninger om, at det ville ske, eftersom hun efterhånden kendte ham, og han ville ikke gøre noget der kunne glæde hende via ord, som han kun ville rakke ned på hende. ”Åh jeg ville ikke være så sikker, hvis jeg var dig,” sagde hun roligt, som kunne hun tage maden fra ham. Svært ville det dog nok være for hende at gøre i denne givne situation, da hun endnu var syg og skadet. Da han så spurgte ind til hendes skulder, prøvede hun prøvende at trække lidt på den, som hun bevægede den. ”Den virker så god som ny,” konstaterede hun ærligt, da hun ikke fornemmede en smerte, som hun rørte på sig. At han så sagde, at han havde lavet meget, fordi han ikke vidste, hvad hun kunne lide, sagde hun intet til, for det havde vel været venligt af ham at gøre sådan?

[Deleted]

At Aleksandra blev helt irriteret og ophidset af Voltaire, var der intet nyt i, det måtte dog helt more ham, som hun direkte kaldte ham for det mest irriterende, ødelæggende og fortærende, hvilket var noget som han næsten tog som en kompliment, når det kom fra hende, for så var hans mission da lykkedes; at irritere hende. Det var jo nok det som han var bedst til, da han faktisk ikke var særlig god til at gøre andet, foruden at overraske hende, som det alligevel havde lykkedes ham et par gange, både da han havde talt sødt til hende og komplimenteret hende under sidste møde ved forsøget og så denne gang hvor han rent faktisk havde reddet hende. At hun så begyndte at true ham, måtte også more ham, for han vidste godt at hun bare kunne videresælge ham, men han vidste at hun ikke ville gøre noget så længe hun ikke havde fundet en kur og nu var hun syg i lang tid, så det ville blive svært for hende at udføre nogen magi, før hun var helt rask, så han frygtede nu ikke for noget indtil videre. Han endte med at lægge en hånd mod hendes skulder, som han klemte let omkring, imens han sendte hende et overbærende blik. ”Det er okay Aleksandra. Jeg ved godt at du vil savne mig, hvis jeg er væk, du behøver slet ikke sige det. Jeg reddede dit liv og du er mig evigt taknemlig,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende, inden han trak sin hånd til sig og begyndte at spise videre. At hun så var den sure, mopsede kvinde igen, var noget som helt måtte irritere ham, for hun var virkelig humorforladt! Hun fandt jo slet ikke sjov i noget som helst! Hun var forfærdelig! Slet ikke en kvinde for ham! Og han skulle slet ikke overnatte hos hende igen! Og det måtte også helt irritere ham, at han havde gjort det, for meningen havde det ikke været og nu havde han også brudt sit løfte til hende, så det forværrede da kun hans situation. ”Men jeg har svært ved at give dig den respekt, når du dømmer mig uden grund, så.. du kan jo nok se at vi står i et dilemma,” svarede han roligt, som han hentydede til at de begge ønskede at den anden skulle give sig først og det nægtede de begge, så ja.. de stod i et dilemma. At hun så sagde at han ikke skulle være så sikker, angående om at hun godt kunne tage maden fra ham, hævede han let det ene øjenbryn. ”Åh virkelig?” spurgte han med en lumsk undertone, inden han valgte at snuppe en pandekage fra hende, ”men jeg kan også tage maden fra dig.” Han smilede helt uskyldigt til hende, som han begyndte på pandekagen han havde taget, hvor han uden tvivl hentydede til at de i øjeblikket lå på et ’ligeværdigt’ niveau, som han havde lige så magt som hun selv havde, hun ville naturligvis ikke være enig, men hun vidste at han ville trodse hende bare for at bevise det, for det gjorde han jo hele tiden. At hun så fortalte at armen havde det godt, sendte han hende et smil. ”Godt. Så er der i det mindste en skade mindre at tage sig af,” svarede han roligt, som han oprigtigt mente at det var godt, for ethvert tegn på forbedring ville være godt, skønt han så vidste at hun nok ville blive ramt af en slem forkølelse her en af dagene.

[Deleted]

Aleksandra fortrød inderligt, at hun overhovedet havde købt ham, for det havde da været det værste køb nogensinde. Siden den dag, hvor hun havde købt ham, havde han ikke været andet end en pestilens for hende. Det kunne godt være, at de knapt nok så hinanden, men det var tydeligt, at de alligevel så hinanden nok. Hver gang de så hinanden, endte de nemlig med spydige bemærkninger, hvor de begge fik lyst til at rive hovedet af den anden. Hvordan hun nogensinde skulle kunne klare flere uger, måneder, måske år med ham, anede hun vitterligt ikke, eftersom han allerede formåede at drive hende til vanvid. Hvad der gjorde hende endnu mere arrig, var det, at han lagde en hånd på hendes skulder, og sendte hende et overbærende blik, som om hun var en fatsvag idiot. Arrigt lagde hun sin hånd over hans, men ikke for at holde ham i hånden, men for at bore sine negle ned i hans håndryg. Vredt klemte hun til, da han simpelthen gik for vidt, hvor denne straf end ikke var så slem, som hun ønskede sig, at den skulle være. ”Du skal ikke røre mig! Min lykkeligste dag bliver den dag, hvor jeg endelig slipper for dig! Det bliver en sand fest, og så skal jeg nok sørge for, at du ender det værste sted på jorden,” sagde hun advarende, inden hun kastede hans hånd fra sig i en arrig bevægelse. Hun havde simpelthen fået nok af ham, hvor hun bare ønskede at se ham brændt på bålet. Hun overvejede helt tanken om at skille sig af med ham, inden hun overhovedet var rask, og inden hun havde fundet en kur. Der fandtes jo andre læger og sensuelle dæmoner ude i verden, og der var sikkert nogen hun kunne bedre med, end Voltaire. ”Jamen så har vi et problem til den dag, hvor jeg vælger at smide dig ud. For du kan på ingen måde tro, at jeg vil tale pænt til dig, så længe du ikke viser mig den mindste form for respekt,” sagde hun sigende. Han burde vise hende noget mere respekt, eftersom hun var baronesse og hans frue, så hun lå langt højere end ham i hierarkiet, ligesom hun var hans arbejdsgiver. ”Åh virkelig,” gentog hun roligt. Da han så snuppede en af hendes pandekager, skulle hun til at tage den tilbage, men da han så nåede at tage en bid af den, droppede hun hurtigt ideen. Hun gad trods alt ikke spise den, hvis han havde været i gang. Desuden, så kunne hun sikkert ikke spise al det hun havde på sin bakke alligevel. Det var dog stadig ikke en leg hun ville fortsætte, da hun sikkert bare ville ende irritabel til sidst, hvis han valgte at trække den for langt. ”Og det tør du godt fortsætte med?” spurgte hun med et løftet bryn, inden hun puttede et stykke frugt i munden. At det for en sund var helt roligt mellem dem, fik hende til at slappe af, men hun tvivlede ikke på, at stunden inden længe var overstået. Det sagde trods alt kun 2-3 pæne sætninger til hinanden, inden helvede brød løs igen. ”Det er der, men jeg havde heller ikke regnet med, at skulderen ville være et problem, efter at den var blevet sat på plads igen. Det har det trods alt med at gå over, når leddet igen er på plads.”

[Deleted]

At Aleksandra begyndte at true Voltaire med at sende ham til alle mulige steder, hvor han ville have det slemt, var noget som morede ham, for han tvivlede på at hun ville gøre det endnu, desuden når alt kom til alt, så var han ikke så slem igen, han havde været sød ved hende, han havde tilmed reddet hendes liv, hvor han egentlig kunne have ladet hende dø, så han forstod ikke at hun skulle hidse sig sådan op. Ganske vidst drillede han hende med vilje, hvor han godt kunne se at det måtte pisse hende af. At hun så løftede hånden og borede neglene ned i hans hånd, måtte han alligevel skære en grimasse. ”Av..” svarede han, som hun kastede hans hånd væk, inden han tog den til sig og måtte ømme den, inden han så mod hende igen. ”Hvorfor skal du altid være så voldelig og hidsig?” spurgte han lettere forundret, som han måtte fortsætte med at ømme sin hånd, der havde fået dybe mærker efter hendes negle. At hun så fortsatte med at hun ville smide ham ud, tog han sig ikke af. I så fald ville det blive hendes tab, skønt hun jo nok ikke så på det på den måde, men han havde skam mange talenter og gjorde sit arbejde godt, hvilket hun i hvert fald ikke burde benægte. Han vidste dog godt at var provokerende og flabet overfor hende, men hun var da ikke meget anderledes overfor ham. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Eller også.. så må vi jo bare finde en måde, hvorpå vi kan enes, ikke sandt?” foreslog han roligt, som han sendte hende et skævt smil. Han vidste godt at det nok blev langt sværere, da de normalt blev ved med at prikke til hinanden og irritere hinanden, men de havde trods alt snakket om at tale pænere til hinanden, for ellers blev det en lang sygeperiode for dem begge. At hun så skulle til at tage fat om den pandekage han havde taget fra hende, kunne han godt se at hun måtte opgive, så snart han tog en bid af det, hvilket fik ham til at trække morende på smilebåndet. ”Selvfølgelig tør jeg det. Nogen skal jo lægge sig ud med dig, så du ikke mister taget,” svarede han roligt, som han sendte hende et morende blik. Han var nok den eneste på stedet som turde at lægge sig ud med hende, da alle andre altid blev stille eller helt akavede, når man nævnte fruen eller de talte om hende, hvor de alle ville føje hendes mindre ordre, men der turde han til gengæld godt at lægge sig ud med hende og lade hende vide, hvis han var utilfreds. Han satte roligt skålen fra sig med grød, som han blev færdig med det, hvor han brækkede et stykke af det ristede brød af, som han også måtte tage i munden. Meget mad havde han lavet, men det var også fordi han ikke havde vidst hvad hun ville have at spise. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Så sandt, men derfor kunne du stadig godt have været øm i armen i dag, men det glæder mig kun at der ingen smerter er,” svarede han roligt. ”Hvordan har hovedet det?” spurgte han, som han alligevel måtte se lettere vurderende på hendes hoved, som han næsten måtte forsøge at se hvordan såret så ud.

[Deleted]

Aleksandra mente skam sine trusler, eftersom hun ikke havde nogen grund til at beholde ham, når han havde opfyldt hendes ønsker. Det kunne godt være, at han gjorde et fint arbejde udenfor, men det kunne mange andre også gøre, så det tog hun ikke for at være et større tab. Lægemæssigt var han dog ganske god, men samtidig, så kunne hun bare hyre en rigtig healer, i stedet for en slave. Derfor skulle hun bare se at blive rask, så hun kunne arbejde videre på sin kur mod hans sensuelle udstråling, så hun kunne slippe af med ham. Hun så i hvert fald ingen grund til at beholde ham efter det. Det frydede hende at høre hans smerte, som hun borede sine negle ned i hans håndryg, for derefter at kaste hans hånd fra sig. ”Fordi der er nødt til at være en, der kan sætte dig på plads,” svarede hun kortfattet. Han fik udelukkende sin egen medicin, som hun godt kunne opføre sig pænt, hvis han opførte sig som en normal slave, men det nægtede han jo at gøre, fordi han mente, at han var åh så speciel. De ville altid ende med at skubbe den anden op i en spids, da ingen af dem ville give sig, da hun nægtede at behandle ham som andet end en slave. Hun tillod nemlig ikke, at han opførte sig som om, at han var hendes herre, for det var det han konstant forsøgte dig med, og der satte hun foden i jorden. At han så ville lave et forlig med hende, løftede hun let øjenbrynet, for de havde før sagt, at de skulle forsøge med en nogenlunde tone, men så var de bare endt her igen, så hun troede ikke på, at det kunne blive bedre. ”Den eneste chance for, at vi kommer til at enes, er når vi ikke er sammen, og du forlader mig jo ikke, så længe jeg er sengeliggende, så der røg den mulighed,” sagde hun sandfærdigt, da de kun havde det fint med hinanden, når de ikke talte sammen. Personligt ville hun ønske, at det bare ville gå lidt bedre med dem, da de trods alt hang på hinanden, så længe hun var sengeliggende, men som realist, så vidste hun, at det ikke ville ske. Let rystede hun på hovedet til hans ord, inden hun fortsatte med at spise noget af sin røræg. ”Og jeg som troede, at du gjorde det for at gå mig på nerverne,” sagde hun sigende. Hun tvivlede oprigtigt på, at han gjorde det for at holde hende streng, som hun mere tænkte, at han fandt glæde i at skændes med hende. Roligt tyggede hun af munden, inden hun tog en tår af sin juice. Nok mad var der, så hun skulle uden tvivl nå at blive mæt. Da han spurgte ind til hendes hoved, kunne hun godt ane, hvordan han forsøgte at få et glimt af baghovedet og derfor såret, og derfor lod hun sit hoved drejes behjælpeligt til den ene side, så han kunne få et ordentligt glimt af det. Hun var trods alt selv interesseret i, at såret healede, så hun ville ikke afholde ham fra at studere det. ”Det .. gør endnu ondt.. Det føles som om, at det pulsere derinde, men det er måske også grundet den hovedpine, jeg har fået,” sagde hun stille. ”Hvordan ser såret ud? Healer det?”

[Deleted]

Hvis Aleksandra virkelig var interesseret i at sælge Voltaire videre, så måtte han jo bare finde på en plan indtil da. Han var skam ikke interesseret i at blive solgt videre, og det fik ham også kun til at tænke på, om han overhovedet burde have reddet hende. Han kunne have ladet hende dø og så havde han været fri og så ville hun takke ham ved at sælge ham videre til et sted som var værre? I så fald tvivlede han på at hun var ham taknemlig. Hun var svagelig og afkræftet, han kunne så let som ingenting tage hendes liv, han kunne være fri, på bare et enkelt splitsekund. Tanken blev næsten kun endnu mere fristende, da hun var den eneste person der stod i vejen for hans frihed, og mange andres. Tanken skød han dog fra sig igen, hvor han blot vendte de isblå øjne mod hende. ”En ordentlig kvinde ville kunne sætte mig på plads,” svarede han blot, som var det en hentydning til at hun ikke var en rigtig kvinde. Han tirrede hende og lagde sig ud med hende og han gjorde det ganske vidst med vilje, da han simpelthen nød at hidse hende sådan op, til gengæld måtte han også påminde sig selv om at hun var syg og derfor ikke havde godt af at skændes, derfor så forsøgte han også at holde lidt igen, selvom det måske var lidt for sent, da hun allerede var ophidset og han havde svært ved at holde igen med kommentarerne, når de var så oplagte at smide. ”Så må vi jo bare se om der er en anden måde, vi kan enes på,” svarede han roligt, som smilet bredte sig en anelse på hans læber. Han vidste ikke om der overhovedet fandtes en måde hvorpå de kunne få lov til at enes med hinanden på, men hvis der var, ville det da være behjælpeligt at finde den, eftersom de hang på hinanden i hele hendes sygeperiode og så var der jo stadig de gange de skulle mødes, når hun troede at hun havde en kur imod hans udstråling, hvilket han tvivlede på ville ske, men hun var da velkommen til at forsøge. At hun så rystede på hovedet af ham, fik ham til at trække muntert på smilebåndet, som hans isblå øjne hvilede livligt på hende. ”Jeg kunne da aldrig drømme om at gå dig på nerverne med vilje,” svarede han uskyldigt, skønt de begge vidste at det ikke var tilfældet. Han lod hende blot få noget at drikke, hvor det vel måtte gøre godt at få lidt mad ned? ”Er du ved at være færdig?” spurgte han roligt, som han ønskede at de kom videre i programmet, da han trods alt skulle tilse hendes sår, og så havde han også medicin til hende, så hun kunne få det lidt bedre. At hun drejede hovedet, så han kunne se, gjorde det langt bedre, hvor han studerede såret i hendes baghoved, der ikke så særlig meget bedre ud end i går. ”Hovedpinen skal du være meget opmærksom på Aleksandra, eftersom at hvis den ikke går væk, så har du muligvis fået en hjernerystelse. Og fortæl mig, besvimede du eller mistede du bevidstheden bare en kort stund, da hun slog hovedet?” Hans tone var alvorlig, hvor han vendte blikket mod hende igen. Han endte med at tage om den skål, som han havde lavet salven i, hvor der endnu var mere fra i går. ”Jeg smører lidt mere på, det er ikke blevet meget bedre siden i går, men blødningen er i det mindste stoppet,” fortalte han, som han roligt kom lidt savle på fingrene, inden han forsigtigt måtte begynde at smøre det mod hendes sår.

[Deleted]

Skarpt vendte Aleksandra blikket i Voltaires retning, som han fik det til at lyde som om, at hun ikke var en ordentlig kvinde. Det var hun i hvert fald! Det var ham der var et problem, som han gik med alle fejlene. Hånden knyttede hun let, skønt hun ikke gjorde mere end det. I sit nuværende stadie var hun desuden ikke rask nok til at tage en kamp op med ham, og det var allerede noget hun var godt og grundigt træt af. Utroligt lammet følte hun sig, men desværre var der intet at gøre ved det, da hun lå med feber, hovedpine, brækkede og trykkede ribben, samt en generelt forslået krop. Hun følte helt, at hun var blevet frataget sin magt, og hun hadede det! Hun hadede sin nuværende position. Hun hadede Voltaire, og hun hadede Konstantin. ”Der er intet at sætte på plads, hvis personen end ikke er en mand,” svarede hun spydigt tilbage, som om han ikke engang havde et køn. Irriterende var han, og hendes situation hjalp ikke, som hendes hoved dunkede, mens hun følte pulsen og varmen stige fra feberen. Personligt ville hun ikke mene, at hun burde råbe og skrige af en lige nu, men han gav hende intet valg, som han blev ved med at prikke til hende, og hun tillod ikke, at han gik med det sidste ord! ”Held og lykke med at finde en metode, hvor det ikke ender sådan her,” sagde hun ironisk, da hun ikke troede på, at de kunne enes på noget som helst tidspunkt. Hvis der havde været en chance for dem at kunne enes, så havde de vel allerede fundet metoden, men det havde de ikke, så den måtte vel være ikkeeksisterende. Det faktum havde hun desuden affundet sig med, så det gik vel, skønt hun virkelig fandt det belastende og tids- og kræftkrævende. Da han så sagde, at han var uskyldigheden selv, slap hun en hånlig latter. ”Ha! Du elsker at gå mig på nerverne. Det skulle end ikke undre mig, om det er dit mål med livet, siden du udøver det så ofte, som du nu engang gør,” sagde hun stilfærdigt, som hun ikke troede et sekund på ham. Han var en lusket person, som han ingen engel var. Han var ude på at ødelægge hendes liv, og det tillod hun bestemt ikke! Han ville ikke få hende ned med nakken, som han ønskede sig, da hun skam var stærkere end det. Kortfattet trak hun på skulderen. ”Snart, tror jeg,” sagde hun og spiste videre. Det var vel ikke meget mere hun kunne få ned, men det gode ved at spise var, at hun kunne koncentrere sig om noget andet end ham. ”Jeg kan lade dig om at være opmærksom. Du skulle trods alt forestille dig at være min læge, så det burde være dig, der holdt øje med min tilstand. Og jeg var skam fuldt til stede, da jeg slog mit hoved. Jeg mærkede kun et jag af smerte, og så måtte jeg rejse mig igen, fordi jeg jo havde en warlock efter mig,” sagde hun stilfærdigt. Der havde skam ikke været tid til besvimelse, da Konstantin i så fald ville have gjort det helt af med hende. Han havde trods alt ikke ventet på, om hun var klar eller ej. ”Det gør du bare.. men kan såret slet ikke sys?” spurgte hun roligt. Stille sad hun, som han begyndte at smøre hendes baghoved. Det eneste hun gjorde var at tage et stykke frugt og spise det.

[Deleted]

Det var tydeligt at mærke at Voltaire gik Aleksandra på nerverne, som hun slet ikke havde nogen stor tålmodighed og lang lunte når det kom til ham, det var også det som var så sjovt at se. Måske det ikke var fair at hidse hende op, når hun var så syg som hun var og havde hovedpine, hvor hun sikkert gerne ville være foruden disse skænderier og diskussioner, så han skulle nok se om han ikke kunne lade vær med at gå for vidt, da han heller ikke ønskede at gøre situationen værre for hende, for hun havde nok at kæmpe med. Han trak morende på smilebåndet, som hun nærmest beskyldte ham for slet ikke at være en mand, hvilket han vidste hun kun gjorde, fordi han havde sagt at hun ikke var en ordentlig kvinde. Han trak blot på de nøgne og brede skuldre, som smilet hvilede uskyldigt om hans læber. ”Tja, jeg ved ikke hvem du taler om, for jeg er den eneste rigtige mand, som du har mødt,” svarede han selvsikkert igen, skønt han vidste at hun slet ikke ville være enige, men en rigtig mand kunne sætte en kvinde på plads, og det måtte man vel sige at han gjorde ved hende? Han var da den eneste der turde at sætte sig op imod hende i hvert fald, og han var god til at diskutere med hende, så den førsteplads måtte han jo næsten tage. Tanken morede ham, særligt fordi han vidste at hun blev hidsig og irriteret. At hun så tvivlede på at der ikke var nogen metode til dem, var han ikke enig i, for de havde trods alt kun haft tre møder, hvor de havde snakket sammen, skønt han havde været her i næsten to uger, så det var også begrænset hvor meget tid de havde haft sammen, desuden kunne de jo godt enes, når de talte pænt til hinanden, der var så bare altid en som sagde noget forkert. Han trak mildt på smilebåndet, da hun nærmest fremstillede det som om hun troede at han kun var ude på at gøre livet surt for hende, hvilket skam ikke var tilfældet. ”Jeg går dig kun på nerverne, fordi det er så let at hidse dig op, hvilket morer mig. Men tro mig, det er skam ikke mit mål for livet,” svarede han sandfærdigt, som han trak lidt mere på smilebåndet, da tanken måtte more ham en smule. Han var skam ikke ude på at ødelægge hendes liv, ellers ville han slet ikke sidde her i øjeblikket og pleje hende. At hun så sagde at han var hendes læge og skulle holde øje med hendes tilstand, måtte han himle med øjnene og sukke irriteret, som det jo var at tale til et dumt barn! ”Selvfølgelig skal jeg nok holde øje med din tilstand, men jeg kan trods alt ikke føle eller mærke hvordan du selv har det eller om du har hovedpine, så derfor skal du være opmærksom på det,” svarede han kortfattet og halvirriteret, som han prikkede hende mod panden med en finger, som det vel var logik? Han kunne jo ikke mærke om hun havde hovedpine, da det var hende der sad med smerterne! Han smurte roligt hendes baghoved ind i den grønne salve, inden han trak hånden til sig. ”Såret er for stort til at jeg kan sy det i dit baghoved, men salven hjælper, hvis du lader den blive siddende og så længe det ikke er væk, kan du ikke gå i bad, i hvert fald ikke for at vaske hår, for salven må ikke vaskes ud, derfor skal du også passe på med hvordan du sover med hovedet, så det ikke bliver tvært ud i puden.”

[Deleted]

Aleksandra fnøs let over hans ord. Det var bestemt ikke den første gang, at en mand prøvede at lægge den kommentar hos hende om, at de var den eneste rigtige mand. Indtil videre havde hun ikke fundet noget ekstraordinært hos de mænd, hun havde mødt, så hun tvivlede på, at Voltaire skulle være den mand. Især fordi han var den person, som han var. ”Så længe, at du har det fint med at leve i en illusion, så er det helt fint med mig,” svarede hun flabet igen, som et tegn på, at hun ikke var enig med ham. ”Og tag en bluse på.. ingen er interesseret i at se din krop. Jeg er i hvert fald ikke,” sagde hun kortfattet, som det skam var gået forbi hende, at han endnu sad i bar overkrop. Hun kunne godt se, at det var en attraktiv krop han havde, men tanken om at det var hans ødelagde fuldstændigt billedet, hvor hun derfor slet ikke havde lyst til at kigge på den. Det ville dog ikke undre hende, hvis han skulle komme med en ny kæk kommentar, for det kunne lige ligne ham at påstå, at hun kun sagde det, fordi hun var tiltrukket af ham, og det var bestemt ikke tilfældet! At han så indrømmede, at han nød at irritere hende, gjorde hende kun endnu mere irriteret, for han var da bare forfærdelig! Det kunne godt være, at han ikke ville ødelægge hendes liv, men han ville gerne spænde ben for hende, og gøre tingene en smule surt, og det lykkedes han nu også i. irriteret så hun i hans retning, hvor det bare gik hende endnu mere på, at han sad med et smørret smil på læben, men sådan var han jo bare. ”Find venligst en anden at more dig over.. Jeg har ikke tid eller lyst til et tidsspilde som dette,” svarede hun afvisende. Hun gad ikke, at han de næste måneder skulle være efter hende, da hun simpelthen ikke gad stå med sin sygdom, skader og ham som irritationsmoment på en gang. Det var simpelthen for meget på en gang. Belastende var det også at vide, at de senere hen skulle arbejde sammen, som hun endnu ikke havde droppet sit eksperiment. Hun var endnu opsat på at finde en kur, og som sengeliggende kunne hun have god tid til at studere sine bøger, og forhåbentligt ville det give pote. Irriteret fjernede hun sit hoved fra hans finger, som han prikkede hende på panden, for hun var ikke just interesseret i, at han forsøgte at lægge hånd på hende. Hun så helst en meters afstand imellem dem, som minimum i hvert fald. ”Jeg skal skam nok være opmærksom på, hvordan jeg selv har det.. og hvis du er interesseret i en lille update, så er jeg rimelig sikker på, at det er dig der er skyld i min hovedpine,” svarede hun spidst igen, da hun var utilfreds med hans opførsel. Han var respektløs, som han ikke opførte sig, som hun ønskede, og det gik hende voldsomt punkt, som han tvang hende til at tænke i andre baner. ”Jeg skal nok lade salven blive siddende, hvis den virkelig fører til et positivt resultat.. Jeg er trods alt mere interesseret end dig i, at jeg bliver rask igen,” sagde hun stilfærdigt, som han blev færdig med at smøre såret på hendes baghoved. ”Men jeg tvivler på, at du overhovedet vil lade mig vaske min krop, sådan som jeg har det nu.. Du er jo ved at få et føl, hver gang jeg bevæger mig. Og jeg vil se, om jeg kan sove på siden gennem natten.”

[Deleted]

At Aleksandra ikke var enig i Voltaires ord om at han var en rigtig og den eneste rigtige mand, forundrede ham skam ikke, da han havde forventet at hun havde fnyset af ham og kommet med sådanne ord, for det var jo bare typisk hende. Han havde nok snarere siddet mundlam, hvis hun faktisk havde givet ham ret, men den dag kom jo nok aldrig. Hun hadede hans væsen, hun fandt hans person irriterende, så alt i alt kunne hun slet ikke lide ham på nogen måde, og han vidste at hun slet ikke var interesseret i at komplimentere ham på nogen måde, skønt hun rent faktisk havde komplimenteret ham for hans arbejde for lidt under en uge siden, hvor de havde mødtes fordi hun havde skullet udføre sit eksperiment på ham. At hun så bad ham om at tage en bluse på, fik ham til at se ned ad sig, for.. han havde selv helt glemt at han ingen havde på. Han så roligt mod hende, hvor et skævt smil gled over hans læber. ”Beder du mig om det, fordi du rent faktisk nyder at betragte mig? Og finder mig tiltrækkende?” spurgte han drillende, som smilet og glimtet i hans blik blev kækt. Han vidste at hun også ville benægte det, men som man sagde, det man benægter mener man ikke. Han irriterede hende og stak til hende med vilje, men også kun fordi hun gjorde det samme ved ham, hvis hun fik chancen, desuden.. han kunne godt lide at drille hende, da hun var så dejlig nem at hidse op, faktisk var det utroligt at hun i det hele taget gad at bruge kræfter på at diskutere med ham, for det var der ikke mange der ville gide, men af en eller anden grund, så ignorerede hun ham aldrig, men skulle altid svare ham igen, og det var også noget som han fandt morsomt og udfordrende, som de uden tvivl udfordrede hinanden på et farligt og tirrende niveau. ”Så er det ærgerligt at du hænger på mig igennem de næste måneder, hver dag,” svarede han morende og dog drilsk, som han vidste at hun hadede tanken om at tilbringe tid med ham, og nu hang hun på ham. Han valgte dog roligt at trække på skuldrene. ”Men hvis du absolut vil have at jeg skal være sød, hvorfor beder du mig så ikke bare om at være det?” spurgte han roligt, som var det en ganske simpel ting, som hun burde have regnet ud selv for længe siden, skønt han vidste at hun nok heller ikke gad bede ham om noget som helst, i hvert fald ikke med hendes gode vilje, for hun havde jo også kun bedt ham om hjælp og at redde hendes liv, fordi han var den sidste hun havde haft – utroligt nok. ”Jeg taler helt stille og roligt, så jeg kan umuligt være skyld i din hovedpine, faktisk vil jeg råde dig til, slet ikke at hidse dig op, for det gør det kun være,” svarede han roligt, skønt smilet og undertonen var drilsk. Han smilede mildt til hendes ord, hvor han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg kan sagtens hjælpe dig i bad, hvis du vil have et bad Aleksandra, men jeg tvivler på at du vil have at jeg skal hjælpe dig, lige netop med den ting, da du tror at jeg ikke kan holde fingrene for mig selv, men ellers er du skam velkommen til at vente i en uges tid uden et bad, og så må vi jo se hvornår du selv får kræfterne igen, og med en kommende sygdom, så kan der i hvert fald gå dage,” svarede han med et kort skuldertræk.