Another bad day

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var som regel slet ikke krævende på denne måde, men det var virkelig bare en utrolig dårlig dag og det havde været en utrolig hård periode, også selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han ville sige noget til som det var lige nu. At det så skulle gå ud over Aliyah var egentlig ikke hans mening, men det at hun ikke bare kunne gøre den simple ting som hun havde fået besked på, var faktisk noget som måtte irritere ham noget så forbandet meget! Han vendte de rødlige øjne direkte mod hendes skikkelse, hvor han næsten følte for at pruste som en tyr. Han knyttede næverne med en tydeligt advarende mine. Det var måske ikke den måde han burde behandle hende på, men han kunne virkelig ikke gøre for det! #Jeg kræver ikke særlig meget, men det som jeg kræver bliver ordnet, det skal altså ordnes! Du ved udmærket godt, hvor lidt tid jeg har for mig selv efterhånden, og det at min moder er kommet retur, gør det ikke ligefrem bedre! Det skulle være ordnet til i aften!# Selvom det ikke var hane mening at hidse sig op, så var det bare som om at det skete helt automatisk, og selvfølgelig var det en tanke som i sig selv, kunne forekomme ham næsten irriterende, men det var nu bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Tænderne bed han tydeligt sammen, som han kort vendte blikket væk fra hende. At hun var røget direkte i gulvet og faktisk havde brækket armen, vidste han ikke. I det tilfælde, så var det da slet ikke hans hensigt! Igen vendte han blikket mod hende. At hun alene faktisk tog den tone i brug overfor ham, var noget som kun gjorde ondt værre. #Jeg taler som jeg vil, og du har bare at respektere mig!# endte han med en fast tone. Måske at der ikke kom noget godt ud af det, men det var bestemt heller ikke fordi at det hjalp synderligt, at vagterne så skulle blande sig, for det var kun noget som gjorde ham stik tosset! Han fnøs ganske let, som han igen lagde armene over kors, næsten som havde det været et forsøg på at lægge bånd på sig selv, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at han ønskede at gøre hende noget ondt, for.. det ville han jo ikke! Duften af en anden mand var næsten det som gjorde det hele værre, og selv så irriterede det ham virkelig at han reagerede sådan, for det var der slet ikke nogen grund til! Vagterne trådte endnu en gang frem, også selvom den direkte dræbende mine, som kongen sendte dem, fik dem til at holde inde. ”Deres Højhed. De burde vel søge til Hans Kongelige Højheds gem..” Igen endte de med at blive afbrudt af kongen, som igen endte med at hvæse kraftigt af dem. Han fandt sig på ingen måder i at blive irettesat af nogen som helst! ”Jeg skal ikke tilbage til Leonardo lige nu! Jeg har brug for fred!” endte han med en langt mere fast tone. Det kunne da heller ikke være så svært at forstå, kunne det?!

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde haft forståelse overfor den pressede situation som hen befandt sig i, hun havde forsøgt at være påpasselig og endda til dels undgået ham udelukkende i forsøget på at give ham fred. Hun ønskede at han skulle have lov til at være sig selv lidt, at han ville slappe af, ellers ville hun jo aldrig havde forsøgt at hjælpe ham blandt andet via den massage hun havde skænket ham til han var faldet i søvn. Hans handlinger overfor Noelle og Enrico taget i betragtning, så vidste hun at hun havde en hel del at frygte, hun var slet ikke så betydningsfuld som dem, og der havde han ikke tøvet med at udøve fysisk skade. Hans ord gjorde på en og samme tid ondt og frustrerede hende voldsomt, netop fordi hun virkelig havde forsøgt at være forstående, og selvom det ikke var hans job at nærer forståelse for hende, så havde hun sine egne problemer. Blikket kneb hun fast sammen, og strøg blidt den frie hånd over den ømme arm hvilket i sig selv gjorde ondt. Den var allerede begyndt at have og antage en form for misfarvning der kun indikerede hvilken form for skade det var. #Jeg beklager meget for at De er en travl mand, Deres Højhed, jeg har om nogen forsøgt at hjælpe Dem, men De er bestemt ikke den eneste der har meget at tænke på. Find Dem en anden kammerpige, hvis ikke De kan stille Dem tilfreds med det jeg kan tilbyde, for jeg har gjort mit bedste,# svarede hun med en snert af fornærmelse skjult i tonen. Stædigt endte hun med at komme på benene, også selvom hun ikke på nogen måde gjorde brug af den skadede arm. Den holdt hun i stedet mod sin bryst for at holde den stille, også selvom håndledet hang der og dinglede som havde der ikke været nogle knogler i det hele taget. Det sorte hårbånd lod hun blot ligge på gulvet. Aliyah trådte frem mod ham, med de grønne øjne der søgte hans direkte. Hun følte stadig den ene side af hovedet dunke efter hans slag, der havde vitterligt ikke været nogen grund til at slå på hende. #Jeg har til nu næret den største respekt for Dem, Deres Majestæt. At De netop har mistet den er helt og holdent Deres egen skyld. Respekt er noget man gør sig fortjent til,# selvom hendes tone var faretruende rolig, så var det hårde ord og der var ingen tvivl om at hun virkelig mente dem. Alt den respekt hun havde groet for ham med tiden var netop faldet til jorden som aske. Blikket gled mod den unge vagt der tydeligt forsøgte at forsvare hende også selvom hun ikke kunne se hvad han sagde, kun at Mattheus ikke havde tænkt sig at lytte på det. Hendes grønne øjne funklede i lyset af de tårer som sad men som hun nægtede at lade falde, den tilfredsstillelse ønskede hun ikke at give ham. #Jeg går nu,# meddelte hun bestemt også selvom det jo slet ikke var op til hende at drage den beslutning, da Mattheus skulle give hende tilladelse, men lige denne gang var hun ligeglad også fordi at den arm gjorde ondt som en i helvede, og det var hun nødt til at få gjort noget ved.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus befandt sig lige nu i en tid hvor han egentlig bare havde brug for at kunne trække sig en smule, for det andet, var da mere ned nok til at drive ham til vanvid, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Tænderne bed han svagt sammen. Han var en ung mand placeret i yderst pressede situationer, også selvom det på ingen måde var noget som faktisk hjalp ham, for det gjorde det da slet ikke! Aliyah havde aldrig skuffet i arbejdet før, men at hun så skulle begynde med det nu hvor han havde mest brug for det.. mest brug for.. hende vel? Så svigtede hun ham.. ligesom alle andre gjorde lige nu! Han rystede fast på hovedet. Hvad han havde gjort mod Enrico og Noelle havde været en lidt for forhastet beslutning, og det vidste han godt, og det var faktisk noget som han var ked af, men at dette skulle ske nu, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende af den grund! Hendes ord slog let ind som havde det været effekten af en syngende lussing. #Vælger du at opsige din stilling som kammerpige hos mig, Aliyah?# endte han med en direkte vrissende tone. Et sted så.. gjorde den tanke jo faktisk.. ondt? Næverne knyttede han direkte fast, som han igen vendte blikket direkte væk fra hende endnu en gang. Han havde jo slet ikke lyst til at hun skulle tage nogen steder! At hun end ikke kunne respektere ham, var noget som i sandhed formåede at prikke noget voldsomt til den vrede som han så tydeligt måtte føle i hans eget sind, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende af den grund. #Hvis du ej kan nære en respekt for mig, så er det så sandelig også din egen skyld! Jeg er konge her af landet, og du har bare at respektere mig som den mand jeg er, og som jeg gør krav på..!# afsluttede han. Vagterne burde slet ikke stille sig i vejen, når han havde det som han havde det, for det var bestemt heller ikke en situation som gjorde det meget bedre eller noget som helst for nogen af dem. At hun så bare.. passerede ham, var noget som for alvor fik ham til at se rødt, for det var på ingen måder noget som han fandt sig i! Han fulgte hende frygtelig nøje med blikket, hvor han følte det prikke meget under huden på ham. Duften af mand hang endnu i hende, og da hun passerede ham, var det som duften kun blev mere tydelig, og det var noget som helt klart påvirkede ham som intet andet overhovedet. At armen var brækket, var slet ikke en tanke som slog ham ind, idet han kraftigt vendte om og fortsatte efter hende. #Du skal bestemt ikke nogen steder, Aliyah! Du bliver lige her!# Selvom han var en hård mand, så ønskede han jo for pokker bare at nogen kunne skænke ham den.. forståelse som han ville have! Hånden greb kraftigt ud efter hendes arm, kun for at holde hende fast. Han ville jo slet ikke have at hun skulle gå!

[Cressida Marvalo]

Aliyah vidste at det havde været hendes fejl at kammeret ikke var blevet klart, men det gjorde hende vred at han ikke var i stand til at behandle hende med den repsekt hunf rotjenjte. Selvom hun var en forbandet kammerpige, så havde hun stadig et navn der krævede respekt og en stolthed der sørgede for at det blev overholdt, hvilket han ikke gjorde. Det var ikke en nem position at befinde sig i, og efter det han havde gjort mod Noelle og Enrico, så var hun desværre ret overbevist om at han ikke ville tøve med at gøre skade på hende. Det gjorde ondt at han kunne være så kold og ligeglad, men måske hun bare måtte indse at hun allerede var kommet ham for nær til at kunne være ligeså kold? Stanken af en anden kvinde hang overalt på ham, hvilket var nok til også at gøre hende aggressiv. Hun hvæsede af ham og blottede helt naturligt tænderne, guderne måtte vide hvor fristet hun var til at springe på ham.. sætte tænderne i ham, men hun havde en større selvbeherskelse end det. Den ene hånd knyttede hun fast, da den anden gjorde for ondt til at hun kunne gøre noget som helst. #Selv jeg kræver en hvis form for respekt, Deres Højhed, og hvis De ikke stiller Dem tilfreds med det arbejde jeg yder for dig, så ser jeg intet andet valg,# erkendte hun ærligt. Vagterne stod endnu og betragtede dem årvågent, for selvom ingen sagde noget, så var det tydeligt at de begge var tæt på at sprænge. Armen var allerede begyndt at antage farver som ikke var naturlige og den dunkede sindssygt! Hun så kort ned på den og holdt den stadig tæt mod brystet. #Jeg er bange for at De ikke kan tvinge mig til at respektere Dem.. hvilket jeg desuden har gjort til nu. De er en lav mand Deres Højhed, og der er grænser for selv hvad jeg vil finde mig i,# svarede hun lidt spidst.. hendes humør var på ingen måde blevet bedre af den brækkede arm. Dette var alt sammen spild af tid, de ville ikke nå til enighed, og hun så ingen grund til at blive ved med at skændes med ham, derfor endte hun med at søge direkte forbi hans skikkelse. Det forundrede hende ikke at han straks begyndte at råbe af hende. Uden at vende blikket bagud endte hun med at råbe tilbage. #Det tager jeg selv beslutnin...” hun nåede ikke at færdiggøre sin sætning før han havde grebet direkte om den dårlige arm. Frem for ordene brød et skrig hendes læber. Hun hørte det ikke selv, og derfor bed hun sig ikke rigtigt fast i det, men smerten var gennemsyrende. Tårerne samlede sig i hendes øjenkrog. Uden at tænke over det vendte hun sig mod ham, og lod en elektrisk blå kugle danne sig i hendes hånd, som hun slog direkte mod ham i ren og skær forsvar. Smerten var så dominerende at hun et øjeblik var sikker på at hun ikke ville kunne holde den ud, det gjorde det hårdt i sig selv at trække vejret, for hun følte mest for at holde vejret, næsten som hvis ilten ville forværre smerten. Fanden tage den mand!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde aldrig haft problemer med at behandle Aliyah med den respekt som hun fortjente, men det var i løbet af alt for kort tid, at han ikke havde mødt andet end modstand på modstand, og det var en tanke som faktisk i bund o grund, gjorde ham direkte arrig, og det var slet ikke noget som han fandt sig i! Han havde kun bedt hende om at få ryddet op, så han selv kunne trække sig, og end ikke det havde hun været i stand til at gøre! Han fandt sig slet ikke i det, og hun vidste, at han på ingen måde havde haft det særlig godt, igennem den sidste stykke tid, for hun havde vel lagt mærke til det? Tanken om at hun opsagde sin stilling, var faktisk en tanke som.. gjorde ham trist, for han havde jo faktisk nydt det faktum, at hun havde rendt rundt omkring ham, også selvom han måske ikke havde været den bedste til at lade det komme til udtryk, så var det nu end bare sådan at det måtte være i den anden ende. #Det må jo.. så være din beslutning,# endte han med en mere dæmpet stemme, for.. hvordan skulle han ellers reagere på det her? Det vidste han jo ikke engang! Næverne knyttede han fast, hvor de tydeligt endte med at dirre. Hun var en Jaceluck og måske ikke den familie som han burde eller skulle lægge sig ud med, men bare at se hende være sådan, så var det næsten noget som bare faldt ham naturligt til! Han ønskede slet ikke at hun skulle gå nogen steder, også selvom han slet ikke havde nogen anelse om hvordan pokker han skulle holde på hende, hvis hun oprigtigt slet ikke ønskede at være der! At hun så heller ikke var i stand til at respektere ham, var noget som for alvor fik ham til at se rødt, for den manglende respekt, var næsten det som var det værste af det hele! #En ting er at opsige en stilling, som jeg selv tilkendegiver at du forlader, men den manglende respekt, har du bare at finde retur!# endte han fast. Som han greb ud efter hendes arm og hun endte med at skrige, så slap han omgående, hvor han tog sig til ørene, for i hans ører, var det virkelig skingert! Kuglen af blå elekstrisitet som derefter ramte ham direkte i hovedet, slog ham nærmest i gulvet, idet at vagterne endte med at reagere. Den ene tog godt fat i Aliyah, hvor begge arme blev tvunget bag hende og holdt fast – den ene hånd omkring den dårlige mere slapt, så det ikke gik helt galt! Den anden tog mere omkring den unge konge, som tydeligt havde fået et rødt mærke over højre kind. ”Kom her Deres Majestæt,” endte vagten som hjalp kongen op. Mattheus kneb øjnene let sammen, for det brændt i hans ansigt og det gjorde faktisk utrolig ondt! ”Sæt hende i kælderen! Hun skal ingen steder!” udbrød han med en arrig stemme. Vagten med Aliyah nikkede kun. ”Javel Deres Majestæt,” endte han sigende, som han tog fat om Aliyah og førte hende af sted. En lille kvinde med en brækket arm kunne vel ikke gøre den største modstand?

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde været indforstået med at Mattheus var en presset mand, hun havde ikke gjort sig forventinger, og hun havde accepteret at han til tider bed efter hende, men hun gjorde for pokker sit bedste i forsøget på at tilfredsstille ham, hun var ked af at det for en gang skyld ikke var lykkes hende, men der var ikke rigtigt noget at gøre ved det. Under alle omstændigheder så frustrerede det hende, at han havde den ringe forståelse overfor hende, han var jo ikke den eneste som havde det svært. Hun hadede tanken om at opsige sin stilling... det var måske ikke en Jaceluck værdigt, men hun kunne godt lide at knokle for sine penge, og selv kæmpe sig op af rangstigen, frem for bare at fødes ind i den, det var ikke værdigt i hendes øjne. Det havde ikke været nemt at arbejde på slottet, hun blev set ned på og holdt ude af det fællesskab der var mellem visse af tjenestestaben, men hun havde holdt ud, fordi hun faktisk godt kunne lide at være der. #Det er min beslutning,# svarede hun fast. Vagterne havde nok allerede set uglerne i mosen, selvom ikke et ord blev sagt. Hendes hjerte bankede fast mod brystet, men hun stirrede på ham med et intenst blik. Armen bunkede og brændte som en sindssyg! Hun havde slet ikke lyst til at forlade slottet.. eller nærmere Mattheus, men dette var gået for vidt, og på blot minutter havde han formået at viske alt den respekt hun havde næret for ham, væk. #Tving mig!# udbrød hun vredt. Når alt kom til alt, så havde hun ligeså temperament, og det var ikke hendes mening at være modbydelig eller noget, men at han talte til hende på den måde gjorde ondt, måske han var hendes konge, men hun fulgte ikke enhver blot fordi han havde krav på hendes respekt. Smerten bredte sig hurtigt da han først havde taget fat om den ringe arm og så endda med det jerngreb som han var i besiddelse af. Tårerne endte med at tvinges frem i hendes blik, og denne gang var hun ikke i stand til at holde dem tilbage. Lydløst gled de ned over de blege kinder, mens hun formede den kugle i sin hånd og slog ud efter kongen. Aliyah vidste allerede at det ville komme til at koste hende, også selvom det ikke havde været meningen at gøre om ham ondt. Den ene vagt endte med at gribe hende. Hun måtte bide endnu et skrig i sig, idet han tvang begge arme om på ryggen af hende. Tårerne stod ned af de blussende kinder. Kort kastede hun et blik over skulderen mod Mattheus.. Selvom hun ikke havde haft lyst til at gøre ham ondt, så gjorde han hende så vred! På sit vis følte hun næsten foragt, også fordi at han ikke kunne lade hende gå, han havde gjort mere end rigeligt. Hun bed sig i læben og fulgte med forsigtighed vagten ned mod cellen, det ville være dumt at gøre imod, straffen var stor nok, desuden var det ikke hans skyld, inden turde gå mod kongen i disse tider. Kælderen var klam og fugtig.. fangerne begyndte hurtigt at søge mod tremmerne og slikke sig sultent om munden ved synet af en kvinde. Til hendes store lettelse placerede vagten hende i en ene celle. Først da han slap armen kunne hun trække vejret ordentligt gennem. Det ville være et spørgsmål om tid før Enrico havde fået hende ud herfra, det var hun ikke i tvivl om.

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var en presset mand, og nu hvor han skulle se til at nærmest gud og hvermand skulle vende ham ryggen og ikke gøre hvad han bad dem om, så var det selvfølgelig noget som gjorde ham direkte vred og ikke mindst rasende, for han fandt sig på ingen måder i det! At hun faktisk valgte at sige op og tilsyneladende ønskede at forlade stedet, var faktisk en tanke som gjorde ham temmelig.. trist, for han ønskede faktisk ikke at hun skulle gå nogen steder! Stanken af en anden mand på hende, var noget som rev i hans dyr, også selvom han ikke kunne vise det lige nu! For han havde slet ikke retten til at gøre noget som helst, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere af den grund for ham. #Fint,# endte han fast. At hun så ikke kunne respektere ham, var en helt anden sag, og det var noget som faktisk formåede at gøre ham direkte vred og voldsomt irriteret, for det havde han da slet ikke nogen respekt for på nogen måde! At hun så råbte af ham og kylede den energikugle direkte i skallen på ham, tvang ham direkte i gulvet, hvor det også først var der vagterne valgte at gribe ind. Den ene havde taget fat om Aliyah, hvor den anden havde taget fat om den unge konge for at få ham op på benene. Selv blødte det en smule i ansigtet, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig meget af lige nu. Han bed tænderne sammen. Det gjorde ham faktisk ked af det! ”Giv hende en egen celle,” bad han med en fast tone, inden han så til at vagten førte hende med sig ned i kælderen. ”De burde hvile, Deres Majestæt,” endte vagten med en rolig mine. Mattheus sendte ham kun en direkte dræbende mine. Han skulle ned at hvile, men han ville gøre det i sin egen seng, og ikke i en seng, hvor modparten kom gående hele tiden! For det var slet ikke noget som han havde brug for lige nu, for freden og den ro var det som han havde brug for efterhånden! Han lod vagten alligevel hjælpe ham op på benene igen efter han havde tørret sig over kinden, også selvom det virkelig sved og faktisk gjorde ondt, også selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for ham. Han ønskede ikke at miste Aliyah, men nu hvor hun ikke engang gad være her, så kunne han jo trods alt heller ikke tvinge hende.. Desuden var det jo heller ikke noget som han havde lyst til! ”Jeg klarer mig selv..” vrissede han fast, som han slog kraftigt ud efter vagten, hvor han fik fat i mandens nakke og hamrede ham med hovedet direkte ind i væggen, hvor han lod ham falde besvimet til jorden. Med en dirren, så vendte han om, kun for at vende tilbage til Leonardos kammer. Hans eget stod jo slet ikke klart endnu!

//Out