Another bad day

[Cressida Marvalo]

Det var efterhånden ved at at være temmelig sent hen på natten. Aliyah vidste at det var et spørgsmål om tid før kongen ville vende tilbage fra dagens arbejde, og sandt at sige havde hun ikke rigtigt fået lavet noget, hvilket i sig selv ikke lignede hende. Det tøj han havde haft kylet ud fra skabet lå stadig i en kæmpe bunke på hans seng og hun havde endnu ikke fået vasket soden væk fra Noelles flammer, nu hvor hun tænkte sig om kunne hun faktisk ikke rigtigt huske hvad hun havde fordrevet tiden med. Udenfor dalede sneen ned over det mørke land, som var henlagt i skygger. Det var kun faklernes orange skær som gjorde det muligt at ane de hvide fnus der havde malet landet i hvidt, ironisk når man tænkte på hvad de stod for. I lange sekunder stirrede hun gennem glasset mens hun bandt sit hår op efter båndet endnu engang var faldet ud. De krøller var blevet alt for levende! På trods af at hun ikke havde lavet det helt store, så følte hun sig træt og udmattet, men hun var ikke fristet til at gå i seng da hun var tvunget til at overnatte nede på den normale tjenestefløj så lang tid hendes kammer var under renovering. De mange bøger var væk, hvilket var en tanke som irriterede hende, mor og far fandt stadig ikke ud af noget og hun var ved at være træt af Mattheus som ikke kunne holde styr på sig selv. Lugten af andre andre kvinder havde hængt tungt over ham i flere dage, og hun var irriteret over at det faktisk ligeså var noget som formåede at irritere hende. Kroen var hun ikke længere velkommen på takket være denne Shalio, men når det var sagt så havde han faktisk været en sød mand.. han havde ønsket at bruge til med hende, hvilket ikke var noget som skete ofte. Mens tankerne drev blev hun stående med kluden i hånden.. måske det alligevel ikke var så underligt at hun ikke havde lavet særlig meget. Kluden lagde hun tilbage i spanden og tørrede sine hænder i den beskidte kjole hun bar. Hvad hun lavede levede ikke op til slægtens standarter, det var hun klar over, og til tider var det svært at lade sig hundse med, men når alt kom til alt, så var hun stolt af hvordan hun selv kæmpede sig op af rangstigen. Hendes humør var nu stadig ikke det bedste, hun var glad for at Mattheus var væk for lange tider, for hun ville nok komme til at snappe efter alle i dag også fordi hun ikke havde fået søvn siden hendes kammer var brændt. Lugten af sød sad stadig i hendes hår og i de få kjoler hun havde reddet, men det kunne hun ikke tage sig af, lønnen var slet ikke til at hun kunne bruge penge på nye kjoler, hun ville tværtimod hellere bruge dem på nogle af de bøger hun havde mistet! Aliyah sukkede dæmpet og bevægede sig mod sengen hvor alt tøjet lå. Hun kunne om ikke andet få dem væk inden han kom hjem så det om ikke andet virkede oprydeligt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvad tid det var på aftenen eller natten, vidste Mattheus ikke, da hans tanker havde været forvildet i helt andre baner igennem den sidste tid. Efter han havde haft Enrico under voldsom behandling, og hans egne gemakker var ødelagt, samt at han havde været oppe at slås og hans mor var kommet retur, så var det for meget på en gang, selv for ham, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund. Nu hvor han endelig kunne sige sig færdig med dagens pligter og ’gode’ gerninger, så kunne han langt om længe trække sig tilbage. Selvom han vidste, at det var et helvede af et arbejde til Aliyah, hvilket faktisk ikke havde været hans hensigt, og det var faktisk noget som han var ked af.
Igennem de sidste dage havde Mattheus tilbragt nætterne inde ved Leonardo. Selvom stemningen ganske vidst kunne forekomme ham direkte akavet, så var det ikke noget som han kunne gøre det største ved af den grund. Det hele skulle renoveres efter Noelles raserianfald, også selvom han jo faktisk havde den fulde forståelse for netop dette. Hans blik gled mod de dobbelte døre. Arbejdet var lovet at være færdig i dag, så lige nu ønskede han at se hvordan det gik til med de mange fremskridt. Med hænderne skubbede han selv dørene op, også selvom det var tydeligt, at arbejdet langt fra var færdigt. Det stank langt væk af sod og brand endnu og… den anden duft som hurtigt måtte ramme ham, var noget som fangede hans evige opmærksomhed. Blikket gled mod Aliyah. I det store og hele, så det slet ikke ud som om at hun havde ryddet op i det hele taget, hvilket var noget som faktisk irriterede ham temmelig grumt! Næven knyttede han let, også selvom han virkelig gjorde sit, for at skjule det, for det var ikke en skuffelse som han brændt inde med lysten til at vise hende, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han rystede let på hovedet, som han begyndte med at fagte til hende i stedet for. #Er du ikke færdig endnu?# Det var bestemt heller ikke for at gøre det værre for hende, eller for at gøre hende sur eller noget lignende, for det var skam slet ikke det som han kunne sige sig, at være interesseret i! Han trådte indenfor, inden han roligt foldede hænderne over ryggen. Selvom han var en mand som havde forvoldt sig megen smerte på temmelig kort tid – på grund af en kvinde som han aldrig nogensinde burde have åbnet sig op for, så kunne han jo ikke ligefrem gøre det største ved det lige nu, hvilket næsten var det værste af det hele. Han fnøs let for sig selv. ”Skuffende..” mumlede han let for sig selv. Nu hvor han vidste, at hun ikke var i stand til at høre ham, hvilket vel også var noget som selv han kunne udnytte, når han endelig fik den mulighed for det? Han vendte sig mod hende endnu en gang, og med en yderst kortfattet og bestemt mine atter en gang. Han var bestemt ikke tilfreds med hendes udførte arbejde!

[Cressida Marvalo]

Mattheus havde brugt de sidste par dage hos Leonardo, men Aliyah vidste at han kom i tide og utide for at se hvordan det skred frem med renoveringen af deres begges kammer. Til nu havde hun selv overnattet i den gamle tjenestefløj, eftersom Noelle var hjemme så kunne hun ikke overnatte hos Enrico, og det gjorde hende underligt.. ked af det at være tilbage der og vide hvordan de snakkede om hende.. eller ignorerede hende, enten eller. Det var første gang nogensinde at hun ikke havde været i stand til at fokusere på sit arbejde, og det nagede hende lidt, for det var jo ikke i orden, men hun havde alt for meget i hovedet. Hun huskede ikke hvad pokker timerne var gået med, for de var egentlig gået temmelig stærkt, dog uden at hun havde fået lavet noget som helst. Døren hørte hun ikke på nogen måde gå op. Lugten af sod bemærkede hun end ikke mere, for nu hvor hun kun havde en kjole så hang den mere eller mindre over det hele. Den velkendte duft dog.. blandet med noget andet, fik hende hurtigt til at se op. Farven forlod hendes kinder. Denne gang glemte hun direkte at naje for ham, noget som aldrig var sket før. Hun lagde den skjorte fra sig hun netop havde fået lagt sammen. ¤Jeg beklager, Deres Højhed, tiden er løbet fra mig i dag,¤ erkendte hun ved brug af tegn. Selvom hun havde lyst til at snappe af ham over den irriterede tone, men hun bed det i sig for nu og vendte i stedet igen opmærksomheden mod tøjet foran hende hvor hun fortsatte sit arbejde, og forsøgte næsten at lukke ham ude. #Jeg skynder mig,# lovede hun roligt, og så ikke at han mumlede at det var skuffende, hvilket måske var meget heldigt. Til tider havde det sine fordele at hun ikke var i stand til at høre, hun kunne tilgengæld se på ham at han stadig var stresset og frustreret selv efter hans mor var vendt tilbage.
De skjorter hun fik lagt sammen lagde hun pænt tilbage i skabet som ligeså var sortsvedent. Det var først nu hun kom i tanke om at hun kunne gøre brug af magi, selvom det aldrig var noget som hun gjorde, hun kunne godt lide at kæmpe lidt for det frem for at tage den nemme udvej. Lige i aften kunne det dog have været hende en fordel, også fordi at hun selvfølgelig ikke ønskede at skuffe kongen. #Er der noget De har brug for?# spurgte hun videre og forsøgte virkelig at bide sin frustration i sig om ikke andet til han igen var gået. Det ville blive en lang dag for hun kunne ikke tillade sig at sove når kammeret så ud som det gjorde, særligt når det jo var hendes arbejde, og det var hende som havde valgt at spilde tiden.. hun ville også hellere bruge hele dagen på at gøre hans kammer rent, end hun ville bruge tiden på sovekammeret i selskab med de forfærdelige kvinder, som ikke havde bedre at give sig til end at snakke om hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste ikke hvordan han skulle tage det med at hans kære moder var vendt tilbage til livet. Han havde været vant til at være stort set alene med tingene efter at hans moder var gået i døden, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han havde brug for hvile efterhånden, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det bedre for ham. Tænderne bed han let sammen, som han endelig kom ind i sine egne gemakker, kun for at se at arbejdet stort set havde stået stille hele dagen, for det var bestemt ikke hvad han var blevet lovet, og det var noget som et sted faktisk formåede at gøre ham en anelse hidsig! Han var en utrolig irriteret mand nu om dage, hvilket der skam også var sine mange gode grunde til, for han havde virkelig bare brug for at slappe af og kunne trække sig tilbage, også selvom det var tydeligt, at det slet ikke var tilfældet for ham lige nu. Han kneb øjnene sammen, som han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Han rystede let på hovedet, hvor det vel også var tydeligt at han var skuffet? #Hvad har du i det hele taget fordrevet tiden med?# endte han med en fast tone. Det var bestemt heler ikke fordi at han ønskede at snappe, men han havde virkelig brug for at kunne trække sig tilbage for en gangs skyld, for det kunne han ikke før gemakkerne endnu en gang ville stå i orden igen. At hun ville skynde sig, var ikke noget som han kunne bruge til noget som helst, hvilket han bestemt heller ikke var bange for at erkende for hende. #Det går for langsomt, Aliyah. Jeg har brug for at det hele står klar nu,# afsluttede han med en ganske kortfattet stemme, som han igen vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Han trådte ordentlig ind, så dørene kunne lukkes. Duften af sod hang tydelig i rummet, hvilket var noget som skar ham i næsen, også selvom det slet ikke var den som generede ham, men noget ganske andet. Duftene blandede sig i lokalet, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det var. Blikket gled endnu en gang i retningen af Aliyah, inden han trådte tættere på hende. Blikket gled direkte mod hende, hvor det næsten kunne synes som den rødlige farve kun måtte tage til for alvor. Næverne knyttede han med en fast mine, også selvom han virkelig forsøgte ikke at lade det blive synligt for ham, for han ønskede jo slet ikke at det skulle påvirke på denne her måde, også selvom det nu bare var sådan at det var. #Hvem har du været i nærheden af, Aliyah? Du stinker,”# endte han ganske kortfattet. Måske at det var lige lovlig hårdt at komme med, men det var jo hvad han følte.. Det var ikke en duft som han genkendte, og selvfølgelig så.. påvirkede det ham vel? Selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund.

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde endnu ikke haft æren af at se den tidligere dronning, hun havde holdt sig meget for sig selv siden hun var kommet igen og man kunne ikke bebrejde hende, det var nu heller ikke fordi at hun havde et stort behov for at stå ansigt til ansigt med den tidligere dronning som var gået i døden for hendes bedstefars hånd. Blikket gled mod Mattheus skikkelse. Hun kunne se at han var stresset og at det irriterede ham at det ikke var blevet gjort, og hun kunne faktisk godt forstå ham, for hun burde have gjort det, det vidste hun godt, men hun havde aldrig bedt om fri eller noget som helst, en enkel dårlig dag kunne vel selv hun have? Hans hårde tone kom lidt bag på hende, udelukkende fordi han aldrig havde snakket til hende på den måde før. Uforstående endte hun med at rynke på panden mens hun betragtede ham. Hænderne knyttede hun fast om den blodrøde skjorte hun stod med i hånden. #De behøver bestemt ikke at tale til mig, med den tone. Hvis De ikke mener at det går hurtigt nok, kunne De jo selv stille Dem til rådighed, eller få noget ekstra mandskab op,# endte hun selv en smule spidst og sendte ham et lidt tvært blik. Hun fandt sig ikke i at blive talt ned til når hun ikke havde gjort ham noget! Hun sukkede og himlede med øjnene. #Til en start kunne du jo prøve at lade være med at rive absolut alt tøjet ud af skabet om morgenen, så jeg kunne koncentrere mig om det relevante# svarede hun selv lidt hidsigt. Der skulle ikke meget til at tricke hende, og særligt ikke når han var omkring hende. Det var kun et par dage siden det havde været fuldmåne, og hun var udmattet og sulten og irriteret over den kvindelige duft der hang overalt på ham. Hun rynkede på næsen og forsøgte at abstrahere fra ham. Med mere faste og ligefrem aggressive bevægelser lagde hun tøjet sammen. Han skulle ikke tro at han kunne komme her og lade sin vrede gå ud over hende, normalt ville hun have forsøgt at roe ham lidt ned, men denne gang irriterede han hende kun. Jo tættere han var kommet jo kraftigere blev duften også. Hun var vant til at blive hundset med og talt ned til men det gjorde faktisk ondt at han behandlede hende på den måde! Igen vendte hun blikket mod ham, denne gang direkte advarende. #Jeg kan ikke se at det vedkommer dig, Deres Højhed. Desuden har jeg ikke haft mulighed for at skifte siden du fik kamrene brændt ned til grunden, lugten af sod hænger fast,# svarede hun sammenbidt velvidende om at hun glemte sine manérer og lydgihed når først hun var vred nok, hvilket var tilfældet i dette øjeblik. Skjorten i hendes hænder endte hun direkte med at kaste mod ham. #Du kan selv få lov til at ordne dit skrammel, hvis du skal tale sådan,# bed hun med et fast et blik. Der var grænser for, selv hvad hun fandt sig i!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde virkelig set frem til at kunne trække sig tilbage til kammeret, også selvom det var tydeligt, at det slet ikke var noget som han kunne få lov til lige i aften, hvilket faktisk var en tanke som direkte måtte irritere ham som intet andet, da han jo faktisk havde set frem til at kunne smide sig i sengen og bare.. slappe af for en gangs skyld! Han sendte hende en direkte fast mine. Der var en grund til at han havde en kammerpige, og det var hende, og det var kun fordi at han ikke ønskede at indvie alt for mange i dette, for det var slet ikke noget som han fik det mindste ud af! Det var nok med at det var en kvinde som skulle have lov til at se ham på sit mest sårbare, selvom det tilsyneladende også var gengældt. Den duft af mand som hang overalt i hende, var noget som et sted også gjorde ham hidsig, selvom det vel ikke rigtigt var noget som han tænkte over? Han var generelt bare hidsig for tiden, og det var kun på grund af alt det som var sket i løbet af alt for kort tid! #Du er min kammerpige, og du alene burde klare opgaven. Så slemt er det heller ikke normalt, når det hele ikke er nedbrændt,# pointerede han med en fast tone, som han blev stående og med blikket mod hende. At hun selv blev hidsig, tog han sig ikke af. Så lang tid at hun snakkede ordentlig til ham, så havde han også sit på det rene, også selvom det var tydeligt, at det slet ikke var nok for hendes vedkommende. Selvfølgelig var det en tanke som kun vagte en tydelig irritation, selvom han nu heller ikke kunne gøre det største ved det af den grund. Han fnøs ganske kortfattet, som han sendte hende en yderst fast og kortfattet mine. At hun så droppede høflighederne, var noget som fik ham til at knibe øjnene fast og let sammen. #Var din tunge, Aliyah. Jeg finder mig bestemt ikke i det..!# advarede han med en frygtelig fast tone. At hun så vendte sig mod ham og kylede skjorten direkte i favnen på ham, fik ham for alvor til at se rødt. Han var en yderst presset mand, og at hun så skulle sætte sig op mod ham lige så, var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen som helst måde! Han smed den hen på sengen, kun for at sende hende en direkte dræbende mine. #Hvor vover du at tiltale mig med den tone, Aliyah?! Jeg er din arbejdsgiver, og du har bare at gøre som jeg siger, og du har bare at udvise mig den respekt som jeg gør krav til og som kronen fortjener!# hvæsede han med en fast tone, som han kun nåede hende helt. Hans hænder lukkede sig fast omkring hendes skuldre, for at skubbe hende op mod den nærmest væg. Han fandt sig på ingen måde i den opførsel eller den måde at blive tiltalt på! Han havde ikke brug for flere mod sig lige nu, for det var slemt nok som det måtte være i forvejen!

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde regnet med at Mattheus ville tilbringe endnu en aften på Leonardos værelse, hun havde ikke regnet med at han havde planer om rent faktisk at smide sig i sin egen seng, noget som han fint kunne men kammeret var ikke særlig indbydende sådan som det så ud. Hendes kammer var dog værre rat end hans var da ilden tilsyneladende var startet lige ved siden af hendes dør. De grønne øjne der normalt var præget munterhed havde hun i stedet knebet sammen og betragtede ham nu med en direkte advarende mine. Hun var måske en lydig kvinde, og hun havde aldrig bedt om fri eller gjort sit arbejde med fejl før, hendes tanker drev bort og det gjorde at hun mistede fokus, selv hun kunne have en dårlig dag, og hun ville ikke lade ham tale ned til hende af den grund, det var nok at mere eller mindre alle andre på dette forbandede slot, gjorde det! #Jeg kan ikke udfører mirakler, Deres Højhed, og alt dette er meget for én kvinde,# svarede hun blot tydeligt sammenbidt. Hun var for træt til at gøre brug af talen via sindet, men hun var nødt til det eftersom hendes hænder kun var i stand til at vise tegnene, og hun ville understrege at hun ikke selv fandt sig i hvad som helst. #Når du kan lærer at snakke pænt til mig, vil jeg overveje det,” svarede hun måske en smule flabet, men det lå jo nu engang til hendes slægtsnavn og når alt kom til alt så var hun en Jaceluck! Måske det var at gå over stregen at smide skjorten til ham.. han var konge, han var hende overlegen også selvom Aliyah nægtede at se ham på den måde, når alt kom til alt så var han kun en mand.. på lige fod med hende. På sin vej forbi ham, endte hun med at stoppe op netop ved, med direkte rasnede øjne. ”Den respekt jeg udviser Dem er grundet i Deres person og Deres handlinger, ikke en forbistret titel eller en krone. Noget for noget,# endte hun med en fast mine. Det gibbede i hende idet han greb om hendes skuldre og skubbede hende mod den nærmeste væg. Hvor hun dog hadede sig selv for det, men hele hendes krop reagerede på pludselig at have ham så tæt.. særligt duften der hang overalt i hans tøj. Det sitrede helt ud i fingerspidserne, hun forsøgte at abstrahere fra det og lod blikket søge direkte i hans.. Hun frygtede ham ikke, ej heller den magt han havde over hende. Hendes hjerte hamrede rytmisk og hypnotiserende mod hendes bryst, også selvom hans greb gjorde ondt. Næsten per automatik blottede hun de sylespidse hjørnetænder og slog hovedet tilbage mod væggen. #De slipper mig... lige... nu,# endte hun meget tydeligt, næsten hvæsende, selv hun var jo et dyr. De fleste havde en tendens til at undervurdere hende på grund af hendes tilstand, men hun var ikke en man skulle lægge sig ud med, end ikke som konge, på trods af respekten for autoriteter, så satte hun sig selv højere, og hvis han rørte hende på måder hun ikke kunne lide.. eller som hun nød lidt for meget i forhold til situationen, så var hun nødt til at slå fra sig!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste skam udmærket godt, at han måske skulle være lidt mere påpasselig med at lægge sig ud med en Jaceluck, men Aliyah havde som sagt haft hele dagen og mere til, til at føre kammeret i stand til at han ville komme igen, og det var selvfølgelig noget som han havde set frem til, så det var vel heller ikke synderlig underligt at han var endt skuffet? For det var han i allerhøjeste grad! #I så fald, vil jeg gerne vide hvad du har lavet hele dagen, Aliyah,# endte han tydeligt utilfredst, som han igen vendte blikket direkte mod hende. Selvom talen i sindet, måske ikke just var hendes foretrukkende, så var det jo trods alt en dejlig egenskab, når hun havde hænderne fulde. Han havde sådan set frem til at kunne smide sig i sin egen seng.. Bare den var ryddet og nyt sengetøj lagt på, så han kunne lægge sig, men end ikke det var ordnet, og selvfølgelig var det noget som irriterede ham! Endnu mere at det virkede som Aliyah lagde sig ud med ham, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund, for han fandt sig bestemt heller ikke i det! Flabethed og de rebelske tendenser, var slet ikke noget som han kunne have lige nu, også fordi at hans nye slave havde en sjov tendens til at vise ham de samme sider! Han kunne ikke arbejde med det! #Jeg advarer dig, Aliya… Jeg finder mig ikke i den tone,# endte han med en direkte advarende tone.
Som hun havde smidt skjorten direkte i armene på ham, så handlede Mattheus næsten på instinkt. Han havde ikke brug for flere til at stille sig på bagbenene, for det havde han nok af i forvejen, så hun gjorde det bestemt heller ikke nemmere for ham, og det var en tanke som helt klart formåede at gøre ham frygtelig, frygtelig hidsig! Hans øjne glimtede nærmest af vrede, som han holdt hende fast. Det sitrede i hans fingerspidser.. Den duft af mand, var noget som skar ham dybt i sjælen, selvom han slet ikke vidste hvad pokker det betød, og selvfølgelig var det en tone som direkte måtte irritere ham som intet andet overhovedet! Han var som regel en mand som havde en tålmodighed, men det var bestemt ikke i disse tider. Den ene næve greb kraftigt omkring hendes kæbe, hvor han tvang hende til at stirre ham i øjnene. Han ville have hendes øjenkontakt, også mest ofr at understrege det alvor, som han selv måtte lægge i det! #Jeg har haft en frygtelig hård periode.. Og titel, krone eller ej, så har du bare at respektere mig. Du vidste på forhånd at jeg ville have stedet her klart i aften, så jeg kunne trække mig. Jeg ved ikke hvad du har haft gang i, men det her er på ingen måder acceptabelt!# Tænderne endte han næsten selv med at blotte i en direkte advarsel, nu hvor hun selv valgte at gøre det overfor ham. Han havde en grænse, og den var helt klart ved at blive nået, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han fandt sig bare ikke i det!

[Cressida Marvalo]

Det var aldrig klogt at lægge sig ud med nogle af hendes navn, og Aliyah var bestemt ikke en undtagelse. Som udgangspunkt var hun en fredelig ung kvinde, hun lytte til ham, forsøgte at tilfredsstille ham og samtidig gøre sit arbejde, men kaosset var endt med at stige hende til hovedet, og nu hvor Noelle var hjemme havde hun ingen at snakke om det med, hvilket gjorde at det blot hobede sig op, hun kunne virkelig ikke have mere i hovedet. Hun himlede med øjnene, endnu stående med ryggen mod væggen der føltes kold nok til at gå igennem kjolen. #Jeg har skam været her. Hvornår går jeg nogensinde andre steder? Mit hoved har bare været andetsteds Det er uanset ikke noget som vedkommer dig,# gentog hun lidt sigende. Tænderne blottede hun uden helt selv at være klar over det. Hun reagerede på luften såvel som hans pludselige nærhed og pludselig følte hun næsten for at sætte tænderne i ham. Det gjorde hende vred at han ikke havde en større forståelse overfor noget som helst, men han vidste trods alt heller ikke hvilke tanker hun gik rundt og bar på. Hun havde ganske vidst været ude et par timer først på aftenen hvor hun havde mødt denne Shalio, hvor hun jo nok i virkeligheden havde burdet arbejde, men det havde været ubeskriveligt rart at tilbringe tiden med en som ønskede hendes selskab, for det var der ikke mange på dette sted som gjorde. #Jeg finder mig bestemt heller ikke i din tone, Deres Højhed!# vrissede hun. Det gik ikke op for hende at hun faktisk endte med at knurrer af ham. På bunden var hun ikke andet end et bæst, også selvom det først for alvor var efter hun havde mødt ham, at hun følte sig som et. Hans greb om hendes skuldre gjorde ondt. Hun vendte kort blikket mod dem også selvom det hurtigt blev tvunget direkte i hans blik. For et kort øjeblik følte hun næsten tårerne trænge sig på, også selvom hun virkelig forsøgte at bide det i sig, det var ikke en fryd hun ønskede at skænke ham! Heldigvis behøvede hun ikke at bevæge kæben for at tale, hun var skam ikke i tvivl om at han mente det i ramme alvor. #Aldrig har jeg hørt magen til ynkelighed! Hvis Du tror at du er den eneste der har en hård tid, så tager du fejl, vi andre har bare ikke samme mulighed for kæfte op om det som du har.. Slip mig NU, det er sidste advarsel,# endte hun med hævet stemme i hans hoved. Ikke nok med at det gjorde ondt at han talte til hende på den måde, men det var mere end det som hun kunne klare. Uden at afvente hans handling, endte hun med at tage fat om hans håndled med brændende hænder i forsøget på at få ham til at slippe hende. Det andet fandt hun sig virkelig ikke i! Det gjorde hende jo faktisk mere.. ked af det end det egentlig gjorde hende vred, også selvom det var sådan det kom ud.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde absolut ikke nogen anelse om hvilke tanker hun gik rundt med, også selvom det måske heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for ham, for han var vel lidt.. egoistisk hvad det angik? Han var en ekstremt presset mand, og med hans moders tilstedeværelse, så følte han kun presset var større end hvad det nok var i forvejen. Han ønskede at gøre sin moder stolt, også selvom det bestemt heller ikke var nemt, når folk konstant skulle vende ham ryggen, når han faktisk forsøgte at gøre det godt! Han havde brug for at trække sig, selvom det var tydeligt, at det slet ikke var noget som han fik lov til, og det var noget som virkelig irriterede ham! #Jeg kræver stadig at arbejdet bliver gjort. Det er trods alt hvad jeg betaler dig for,# endte han med en ganske kortfatte og yderst advarende stemme, for løgn var det jo heller ikke ligefrem. Tænderne bed han fast sammen, også selvom de forholdt sig blottet for hendes blik, for han fandt sig bestemt ikke i det andet! Hun påvirkede hans dyr.. på en måde, som han slet ikke var vant til, og det var noget som kun forvirrede ham yderligere og mere end det som han faktisk var i forvejen, selvom det bestemt heller ikke altid var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund! At hun ikke fandt sig i hans tone, kunne han i princippet være fuldkommen ligeglad med, også fordi at det slet ikke var noget som rørte ham som sådan, for det var der vel heller ikke rigtigt nogen grund til? Han var konge og det var ham som stod som den øverste regnet her til lands! #I så fald, så burde du gøre hvad du har fået besked på,# endte han ganske kortfattet.
At det gjorde ondt på Aliyah at Mattheus holdt hende fast, var ikke noget som han kunne sige eller gøre det store til uanset hvad, men det var nu bare sådan at det var. Dyrene påvirkede hinanden, også selvom det ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham. Desuden valgte han præcist ikke at slippe hende, selv ikke da hun valgte at tage fat omkring hans håndled, også selvom.. det brændt? Han havde ganske vidst ikke ligefrem taget højde for den magi som rendt i familien, men det måtte han vel så bare lære på den hårde måde. #Jeg finder mig ikke i den opfrøsel, Aliyah..!” endte han med en fast tone. Hånden rev han direkte til sig, som han valgte at svinge hånden direkte mod hendes kind i en lussing, også mest for at understrege hvor hans grænser gik, og det var i den grad også her! Der var helt klart grænser for hvad han måtte finde sig i, og nu hvor hun valgte at té sig på den måde, så måtte han jo selv personligt sætte hende på plads! Aliyah var ganske vidst en af de mere.. harmløse Jacelucks som vandrede på jorden – heldigvis. Der var en grund til at hun var hans kammerpige, selvom grænsen helt klart måtte gå her!

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde aldrig talt om sig selv eller hvilke tanker hun gjorde sig, men frem for alt lyttet til hvordan han havde det og hvad han ønskede. Hun havde forsøgt at hjælpe ham på bedste vis, ellers havde hun da heller aldrig givet ham den massage. Det var ham selv der havde sagt at han skyldte hende, og selvom hun ikke havde bedt om noget, så forstod hun ikke hvorfor han ikke var i stand til at tilgive hende denne ene gang! Hun vidste at han var presset, det afslørede hans handlinger på det sidste jo tydeligt, men det fik hende alligevel ikke til at fortryde. #Det giver dig ikke ret til at angribe mig på den måde,# svarede hun spydigt uden at slippe hans blik. Det sitrede i fingerspidserne, det var en kamp at stå imod fristelsen til at sætte tænderne i ham særligt med duften af en anden kvinde hængende på ham, også selvom hun nødig ville give udtryk for at det var noget som påvirkede hende. #Jeg har ikke trodset dine ordre, Mattheus, jeg har blot ikke nået så meget som jeg plejer, jeg må erkende at jeg ikke ser problemet,# påpegede hun med en yderst fast mine. Det var jo sandt. Hun havde nået lidt bare ikke så meget som hun burde, netop fordi hendes tanker havde været på ganske andre steder, hun vidste også at han var fuldkommen ligeglad. Hans greb var fast og det gjorde virkelig ondt, men hun kunne ikke vriste sig fri bare sådan uden videre. Han havde aldrig været så aggressiv overfor hende, men når han kunne være kold nok til at lægge Enrico for en pisk endda ført af Noelles hånd, så turde hun slet ikke tænke på hvad han kunne gøre ved hende eftersom hun ikke havde nogen betydning for ham som sådan. Lugten af brændt kød blandede sig med det utallige andre dufte so hærgede i lokalet, men Aliyah slap ham heller ikke, før han direkte fik vristet sin hånd fri og svang mod hendes kind. I samme øjeblik den ramte, fyldtes de grønne øjne med tårer. Hun lagde sin hånd over det mærke han havde efterladt på hendes kind, og som mere eller mindre havde bragt hende i knæ, for han slog hårdt. Benene endte med at give efter for hendes vægt som hun endte med at hvile op af væggen. #D-Det der v-var unødvendigt,# påpegede hun dæmpet, inden hun svang hånden og lod en usynlig og dog kraftfuld vind slå direkte mod ham, i forsøget på at få ham langt væk fra hende. Hendes egen grænse var nået og han skulle bestemt ikke tro at han kunne slå på hende. Måske hun var en mere harmløs en af sin slægt, men hvis folk overskred hendes grænser var hun trænet til at forsvare sig. Hurtigt tørrede hun den tårer bort som gled ned af hendes ildrøde kind, og rejste sig en smule skælvende. Uden så meget som et ord bevægede hun sig mod døren.. hun var nødt til at finde Enrico, han var den eneste som kunne forhindre en katastrofe i dette tilfælde. Døren åbnede hun kun for at søge ud af den med hovedet hævet så ingen skulle fatte mistanke, selv hun var stolt af sig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var en presset mand, også selvom han virkelig forsøgte at gøre det så godt som det han nu kunne, så var det bare ikke altid nok for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han havde haft brug for at kunne trække sig tilbage, og derfor havde ordren været tydelig; Hans gemakker skulle stå klar i aften, så han kunne få lov til at bare.. være lidt selv for en gangs skyld, også selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan. Han fnøs ganske let, som han tydeligt blottede tænderne for hende, for han fandt sig bestemt ikke i at hun gjorde det overfor ham! Slet ikke! #Det burde ikke være det største problem for dig, Aliyah.. Du har lavet andet, har du ikke..?# vrissede han med en fast tone, som han tydeligt sendte hende en advarende mine. #Jeg bad specifikt om at få det værelse og gemakkerne klar til i aften og det er tydeligt ikke sket.. En skam, når jeg har bedt om det, og det er bestemt ikke meget at forlange, at det skulle være klart!” vrissede han med en direkte fast tone, for løgn var det på ingen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Selvfølgelig var det en tanke som gjorde ham direkte arrig, og det var bestemt heller ikke noget som han tøvede med at vise hende!
At smække til hende på den måde, var egentlig ikke noget som Mattheus tænkte meget over, da det egentlig skete af ren refleks, når folk passerede en grænse som de bare ikke skulle passere! Den måde som hun talte til ham på, mindede frygtelig meget om Kübra, og han kunne selv ikke tage hvordan hun snakkede til ham! #Jeg advarede dig,”# hvislede han med en direkte dræbende mine, også selvom han knapt nok nåede at reagere, inden han nærmest følte hvordan luften blev slået ud af ham af et pludseligt vindkast, som kastede ham direkte ind i væggen i den anden ende af kammeret, hvor han røg direkte i gulvet. Førend han nåede at reagere på noget som helst, så var hun allerede stormet ud af døren, hvilket var noget som gjorde ham arrig! Han tog sig til brystet, som han kom op på benene igen, også selvom det var vaklende. Selv efter Noelles behandling af ham, så kunne han stadig mærke følgerne af det, også selvom det var hans egen skyld, og det var noget som han bestemt heller ikke havde haft det sværeste ved at tage til sig. #A-Aliyah!” kaldte han med en direkte dræbende tone. Han fandt sig bestemt ikke i den opførsel! Han nåede hurtigt ud af døren og videre nedad gangen mod hende. Hvordan og hvorfor han reagerede som han gjorde, vidste han faktisk ikke, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre for! Han greb omkring hendes ene skulder, som han kastede hende tilbage af gangen hvor hun kom fra. #Du skal ingen steder!# lød den kolde tone. Han var.. frustreret!

[Cressida Marvalo]

Aliyah vidste at Mattheus virkelig gjorde sit bedste når det kom til at være konge, ligesom alle andre forsøgte han at nå accept, og selvfølgelig var det noget som gjorde ham presset, men det gav ham ikke ret til at behandle hende på den måde. Måske hun var en simpel tjenestepige og han lå langt over hende, men hendes slægt var mindst ligeså højtstående som hans, og der var grænser for hvad hun fandt sig! Kongen havde ret når han sagde at hun havde været andetsteds. For et par timer havde hun været ude nydt Shalios ægteskab, det var den første mand i lang tid som havde vist interesse for hende og det selskab som hun havde givet ham, men hun havde en sjov tendens til at tro at kongen var bedre foruden den information. Det at han blottede tænderne for hende, gjorde kun at hun gjorde det samme og samtidig måtte slippe en svag hvæsen. Han påvirkede hendes dyr og det gik hende på nerverne, for det var noget som hun ikke havde meget kontrol over. #Jeg ved ikke hvornår de mistede hørelsen, Deres højhed, jeg er bange for jeg ikke har fået det med mig.. jeg har været her og forsøgt at gøre dit kammer i stand,# fastholdt hun endnu engang. Det var en lille, hvis løgn, heldigvis var hun god til den slags. Måske han ikke ville mene at det var meget at forlanmge, men kammeret var stort og hun havde ikke vidst hvor pokker hun skulle starte eller slutte! #Hvis De ikke mener at det er meget at forlange, burde De måske forsøge selv og se hvor langt De ville komme,# vrisssede hun fast. Der var virkelig grænser for hvad hun fandt sig i og at han direkte havde valgt at lange ud efter hende gjorde hende både frustreret og ked af det. Den ene side af hendes ansigt var hævet og rødt efter slaget, han var trods alt ikke en svag mand. Det at vinden fik ham skubbet bagud med temmelig megen kraft, gav hende mulighed for at brase ud, hvilket hun også gjorde. Med hastige skridt søgte hun ned af gangen, hans stemme i hendes hoved sagde hende kun at han ikke havde tænkt sig at lade hende gå uden videre. #Jeg advarede dig!# råbte hun tilbage. Hænderne knyttede hun fast, hun nåede ikke trappen før han greb om hendes skuldre og kastede hende ned i jorden. Hun ramte det hårde, kolde gulv og slap et lettere chokeret gisp. De flammerøde lokker gled igen ud af båndet der fandt på fliserne under hende. #Lad mig være, Mattheus, der kommer intet godt ud af denne galskab,# endte hun hidsigt. Vagterne stirrede på dem, mens hun kun stirrede intenst på ham. Hun ville ikke angribe ham på åbne gange, det ville ende med at blive hendes død, desuden håbede hun vel på at han ville komme mere til fornuft blot ved stemmens magt? Hun ville dog ikke tøve med at forsvare sig om det ville blive nødvendigt, end ikke mod en konge som havde magten til at få hende halshugget på stedet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus krævede bestemt ikke meget af dem som var omkring ham, selvom det nu heller ikke ligefrem gjorde det vilde lige nu, når de få krav som han satte, slet ikke blev indfriet, og selvfølgelig var det noget som virkelig formåede at irritere ham frygtelig voldsomt, men det var nu bare sådan at det måtte være. Blikket gled direkte mod hendes skikkelse og med en tydelig vrede i minen. Han fandt sig bestemt og på ingen måder i dette! Slet ikke! #Mentalt har du tilsyneladende ikke været til stede, Aliyah.. Du har altid formået at bringe det hele i orden på ufattelig kort tid, og nu hvor jeg kræver og ønsker at det er færdigt, så er det ikke? Jeg er skuffet,# endte han med en ganske kortfattet stemme, også selvom han jo faktisk mente det, så var det muligvis ikke noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund, men det var nu bare sådan at det var. At de skulle ryge direkte op i en kamp og råbe af hinanden, havde han ikke ligefrem regnet med, men han havde virkelig bare brug for at kunne trække sig efterhånden, for det var noget som han havde brug for! Han fnøs ganske fast. #Var din tunge,# vrissede han med en fast tone, hvor det også var ment som en sidste advarsel. At blive kylet ind i væggen, var noget som kun gjorde ham langt mere vred, for det var slet ikke noget som han fandt sig i! At soldaterne stirrede efter dem, var slet ikke noget som han tog sig af. I det store og hele, så var det jo slet ikke fordi at han ønskede at skændes med hende, men han havde virkelig bare brug for ro efterhånden! Og det kunne han ikke når folk konstant krævede af ham eller vendte ham ryggen, for det var jo for pokker da det eneste som han oplevede nu om dage, og den tanke i sig selv, var virkelig ved at blive vanvittig frustrerende! Hånden lukkede sig fast omkring hendes skulder, hvor han kastede hende tilbage af gangen hvor hun kom fra, inden han vendte blikket direkte mod hende. At hun bad ham om at holde inde, ville han faktisk ønske at han var i stand til, men der var grænser for hvad han ville finde sig i, og det var en grænse som han selv følte for at markere for hende som det var lige nu og lige her! Han hvæsede endnu en gang af hende. Alene den stank af en anden mand, var nok til at vække en form for vrede i ham, og det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre, men han gjorde faktisk hvad han kunne! #Hvor meget kræver jeg af dig, andet end lydighed, Aliyah? Intet! Jeg kræver intet andet end lydighed og at jobbet bliver gjort!# Selvom det hele foregik via tankerne, så kunne soldaterne tydeligt se at den var helt gal. Den ene trådte frem, selvom det var varsomt. ”Deres Majestæt,” forsøgte han sagte, selvom Mattheus’ dræbende mine sagde det hele, hvilket omgående fik ham til at tie. Ingen turde direkte sætte sig op mod manden når han var så vred som han var nu.

[Cressida Marvalo]

Konegn mente ganske vidst ikke at han forlangte meget, men han forlangte nok til at den ene efter den anden måtte give op i forsøget på at stille ham tilfreds. For Aliyah havde det aldrig været et problem før nu, men det havde virkelig været en hård tid for hende, og selvom hun som oftest formåede at gøre sit arbejde på trods af vrede og frustration, så havde hun været for langt væk lige i aften, det erkendte hun gerne, men for pokker, hun var selv kun en kvinde! Faldet havde hun forsøgt at afværge en smule med sin arm, hvilket havde resulteret i at den nu var endt ikke bare øm men faktisk direkte smertefuld. Med den raske arm satte hun sig op, ude af stand til at bevæge den som var kommet til skade, den lå i stedet slapt i hendes skød. Selv på trods af smetren kneb hun øjnene en smule sammen og betragtede ham yderst stift. #Mentalt har jeg ikke været til stede, det erkender jeg gerne og jeg beklager dybt at jeg for en gangs skyld ikke formåede at gøre Dem tilfreds, guderne på vide hvor meget jeg har forsøgt.. det giver Dem dog ingen ret til at behandle mig på den usle måde,# endte hun stædigt. Måske hun var en sølle kammerpige, men hendes navn og slægt krævede alligevel en vis form for respekt, desuden havde hun ikke gjort ham noget som sådan. Lange røde lokker hang omkring hende, tydeligt uglede efter deres mindre kamp. Aliyah var klar til at slå igen, vreden og kulden i kongens øjne, advarede hende om at der nok ville komme mere. #Var din først, De har en yderst beskidt mund, Deres Højhed,# svarede hun sammenbidt. Selvom ingen af dem sagde noget, så var det vel tydeligt for de andre at det endnu engang var gået galt for den kære konge, og hun var trods alt blot en simpel kvinde, Noelle og Enrico kunne forsvare sig.. det samme kunne hun, men lige i dette øjeblik havde hun intet imod at blive set på som det uskyldige offer. Selvom hun ikke hørte det, så fik hans hvæs hende kun til at gengælde det, mens hun blottede tænderne. Duften af en ukendt kvinde hang overalt på ham og det rev i hende, også selvom den tanke i sig selv irriterede hende grænseløst! Det burde slet ikke være sådan hun reagerede på den mand. #Og jeg har forsøgt at efterkomme begge krav, Deres Majestæt.. men jeg er blot en kvinde,# påpegede hun vredt. At der så var en vagt som forsøgte at forsvare hende lidt, varmede faktisk.. de færreste ville have gjort det for hende her på slottet. Mattheus blik fik ham dog hurtigt skræmt væk. Aliyah forsøgte at komme på benene også selvom det var svært kun med en arm. Hun havde ikke tænkt sig at fortsætte ydmygelsen her på gangen hvor hun ikke kunne forsvare sig uden at ryge i kælderen, hvilket hun bestemt heller ikke ønskede.