Lets try again - a new wedding!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Solen stod smukt på den store himmel, også selvom den ikke umiddelbart bragte den største varme med sig. Slottet var genopbygget efter angrebet, hvilket havde stået på det dvasianske kongehus’ regning. Et sted måtte den tanke alligevel more Gabriel bare en smule. Denne gang forsøgte de lykken endnu en gang, og denne gang måtte det bare ikke gå galt! Det var samtidig en mulighed for Gabriel at få tankerne lidt på andre ting, end det som primært plagede ham igennem en normal dag, for som det stod nu, så følte han jo kun at han stod i vejen, da han ikke havde ret til noget som helst hvad angik de kongelige pligter, og det var en skam at det hele skulle hvile på Jason og Silias skuldre.. Silia.. Igen gled tankerne til hende, hvilket var noget som fik ham til at smile ganske tilfredst. Han havde fundet sig en smuk hustru og dog.. selvom det hele var planlagt og uden at der var følelser i billedet, så måtte han vel erkende, at den tid som han havde tilbragt med den unge Diamaqima, så var der alligevel begyndt at blomstre en smule? Ikke noget som han umiddelbart kunne gøre noget ved, så var det ikke noget som han kunne tage sig af lige nu.
Gabriel havde skippet sin polterabend, også mest for sin egen skyld, men denne gang foregik det uden de største vidner på det kongelige bryllup. Han ønskede ikke at det skulle koste flere liv, end det som det havde i forvejen, og nu hvor de endelig havde muligheden for at få styr på det arbejde som Jason og Elanya havde efterladt sig, så var det også på tide at gøre noget ved det! Et sted måtte han vel erkende, at han var ved at blive en anelse.. nervøs? Hvilket bestemt heller ikke lignede ham, og det var i den grad heller ikke fordi at han var ved at få kolde fødder, for det var han altså slet ikke! Han vendte og drejede sig i spejlet, for at sikre sig, at tøjet sad rigtigt. Han havde faktisk taget sig tiden og gjort noget ved det strithår som han havde, også bare for at se lidt ordentlig ud! Kroning og bryllup på en gang, var så sandelig også en krævende ting, men han var klar.. han var slet ikke i tvivl om at det var der her han ville!
Gabriels hjerte hamrede som vilde heste mod hans bryst. Hvor mange som var kendt med at det var i dag at det hele skulle stå, vidste han faktisk ikke, for hans tanker havde været så.. flyvske, at man skulle tro at det var løgn! Det eneste som han vidste, var at brylluppet skulle stå, at kroningen ville være, og selv ønskede han selvfølgelig at hans kære bedsteven Jason skulle være til stede, sammen med hans børn, for selv dem betragtede han jo som sin familie. Det var jo de eneste som han havde. Han trak vejret dybt og slap det langsomt. ”Så er det nu..” endte han let for sig selv, som han lagde vingerne tæt ind mod sin egen ryg og rullede med skuldrene. Han var ved at være klar nu.. Nu glædede han sig faktisk bare til at få det gjort! Han forlod roligt hans eget forberedelseslokale, for at søge ind i tronsalen hvor det hele var gjort klar. Visse af befolkningen var allerede til stede – dem som turde efter hvad der var sket sidst. De bøjede hovedet let, som han gik op af den røde løber til tronerne og præsten som stod klar. Hænderne foldede han pænt foran sig. Det var nu det skulle ske!

[Silia D. Diamaqima]

Det var en utrolig smuk dag i Procias. Kuldens dug havde lagt sig over det smukke land, der funklede som diamanter under solens stråler. Byen var ligeså levende som den havde været den sidste tid, ingen havde den store viden om hvad der foregik på slottet denne gang, selvom snakken rygtedes om det royale ægteskab, så var kun få i stand til at bekræfte det, det var begrænset hvor mange der turde komme takket være hvad der var sket sidste gang. Silia stod ved det store vindue på det kongelige kammer der snart skulle blive hende og Gabriels. De mørke øjne spejdede over den smukke udsigt hvor landet bredte sig så langt man kunne se i horisonten. Hun havde havde allerede iført sig den hvide kjole som smygede sig elegant om hendes slanke skikkelse. Den var forholdsvis enkel, ikke fordi at hun ikke ønskede at gøre noget ud af det, men fordi hun aldrig havde været til de store prinsessekjoler. Måske der ikke var de store følelser involveret, men det var trods alt første og eneste gang at hun skulle igennem dette – forhåbentligt, af den grund skulle det gøres ordentligt. Hånden lod hun stryge ned over den glatte silke, til den til sidst endte med at flette sig med den anden hånd. De mørke lokker havde mor arbejdet på mere eller mindre hele morgenen. For første gang i mange år havde hun redt sine krøller bort men i stedet ladet dem komme til syne, hvilket havde gjort det besværligt for Liya at sætte det op med de diamantbesatte hårspænder, der trak lokkerne væk fra ansigtet og i stedet lod det løbe ned over hendes ryg. Et smukt smykke i sølv prydede hendes slanke hals og reflekterede sig i solens klare stråler. Kjolen havde ikke været nem at finde, hun var en kræsen kvinde, og hun ville trods alt gerne have Gabriel til at komme med en form for reaktion. Perler var syet ind i stoffet langs brystpartiet og i et spor ned af selve kjolen. Derudover blev den holdt oppe af små ærmer af blonde, og det var mere eller mindre detaljer der var at finde. Det føltes underligt at vide hvad hun var på vej ind til, at skulle tage et så enormt skridt ikke kun ind i den voksne verden men også i hendes liv. Rastløshed og bekymring havde allerede meldt sig i hendes sind, velvidende om at Gabriel skulle have ægtet sin tidligere forlovet og i dag ville stå der for at ægte hende, det skabte vel naturligt nogle urolige tanker? Hun trippede nervøst, der var ikke lang tid til at hun skulle møde sin far ude for tronsalen. Den smukke brudebuket samlet af roser af forskellige farver og smukke liljer, lå på sengen og ventede på at hun samlede dem op. Hun så på dem og sukkede før hun roligt endte med at tage dem op til sig. ”Så er det nu,” hviskede hun for sig selv. Det var første gang hun kunne sige sig at være både spændt og nervøs.. meget nervøs. Kjolen samlede hun en smule op fra gulvet for at den ikke skulle blive beskidt inden hun nåede ned. Med rolige skridt forlod hun kammeret efter at have set sig tilbage en enkel gang, før døren var gledet i. Meget ville blive forandret fra nu af, forhåbentligt til det bedre. ”For pokker,” mumlede hun utilfredst som hun skulle kæmpe sig ned af trappen for at komme ned til sin kære far, det var ikke nemt med slæbet! Sløret havde hun valgt fra, i stedet var det en af de meget få dage hvor hun bar det diadem som hun havde fået ved sin kroning.

[Nathaniel Diamaqima]

Dagen var endelig kommet, og denne gang havde Nathaniel en oprigtig mulighed for at føre sin elskede datter op af gulvet, hvilket selvfølgelig var en tanke som gjorde ham glad, og ikke mindst stolt! Mellem ham og Liya, var det hele gået.. særdeles fantastisk. Som han var kommet ind over dørtærskelen, havde han fået lov til at se på hendes sår, som tydeligt også healede som det burde, og det var selvfølgelig kun noget som gjorde det hele mange gange bedre, det var helt sikkert. Hvor mange som var inde i salen, vidste han ikke, men selv han kunne forestille sig, at det ikke var særlig mange, efter det som var sket sidst, hvilket faktisk var noget som han havde den store forståelse for. Angrebet havde om ikke andet, været af den mindre alvorlige kaliber, men selv det måtte jo desværre kræve sine ofre, hvilket nok var det værste af det hele.
Gabriel virkede nervøs som han var kommet Nathaniel i møde, og ladet dørene åbne sig for ham, så han kunne stille sig klar oppe ved præsten. Den kære Phoebe var desværre ikke selv i stand til at tage sig af denne vielse. Af hvad han vidste, så var hun selv kommet temmelig alvorligt til skade efter warlockernes angreb. Han håbede selvfølgelig kun at det ikke var noget som skulle ske igen! Hvor meget Silia havde indviet Gabriel i, vidste han ikke, men når manden end ikke hilste på ham, gik han ikke ud fra, at han var kendt med de hændelser Silia havde været igennem. Et sted.. skuffet over at hun ikke indviet sin egen kommende ægtemand i sagerne. Han rystede let på hovedet, som han igen foldede hænderne over ryggen, kun for at blive stående og afvente at Silia endelig skulle komme ham i møde. Liya havde gjort ham klar til dagens anledning, hun havde fået lov til at vælge tøjet og selv sætte hans hår, og rette hans tøj til, til sidst for han kendte hende og vidste hvilken ro det bragte hende, at tingene sad perfekt! Han smilede let for sig selv ved tanken alene, inden han roligt vendte blikket i retningen af den.. umådelig smukke datter som kom ham gående i møde.
Næsten måbende måtte Nathaniel stå igen og betragte sin smukke datter, inden han roligt vendte sig mod hende. Hun var så sandelig stadset ordentlig op til dagens anledning, det måtte han så sandelig give hende! Hans hjerte slog fast mod hans bryst, også selvom han forholdt sig ganske rolig af den grund. Tanken glædede ham selvfølgelig, for han stod fast på at Gabriel var det rette valg hvad dette angik. Manden havde indvilget i det ikke bare en gang, men hele to, da det var gået galt sidst. Med rolige skridt, gik han hende roligt i møde. ”Jeg må sige dig, at du ser særdeles fantastisk ud, min datter,” roste han hende med en tydelig begejstring i stemmen, for han var faktisk.. glad på hendes vegne! Han rakte hende roligt armen, som et tegn til at hun skulle tage den. Jophiel stod for musikken i dagens anledning. I takt med at Nathaniel førte Silia hen på plads, så kunne han høre Jophiel glide fra en yndig melodi over i bryllupsmelodien. Dørene åbnede sig og folk rejste sig i takten. Han sendte hende et let smil, som han roligt førte hende med sig over løberen. Han havde muligheden for det, og han elskede det!

[Silia D. Diamaqima]

Silia havde ganske vidst ventet denne dag også fordi hun slet ikke kunne overkomme de mange pligter alene og Gabriel måtte trods alt ikke lave dem før hans underskrift ville være myndig, det ville først ske efter kroningen efter brylluppet. Hendes hjerte bankede fast mod hendes bryst som hun bevægede sig ned af trappen og ned mod tronsalen, velvidende om at hun ville være en gift kvinde inden for ganske kort tid, hvis alt gik som planlagt vel og mærke. De mørke øjne faldt på sin fars skikkelse. Selv i den nye krop formåede hun at genkende ham med det samme, hun havde trods alt selv valgt den til ham. Det var tydeligt at se at mor ligeså havde haft fat i ham, der var ikke et øje tørt når det kom til hans beklædning og hår, hvilket var en tanke som kun fik hende til at trække på smilebåndet. Den store kjole var ganske vidst smuk men Silia fandt den ikke videre praktisk, men det skulle gøres rigtigt! Fars reaktion fik hende til at slippe en blid latter. Hvis hun var i stand til at få sin egen far til måbe, så kunne hun vel også gøre et indtryk på sin kommende ægtemand? I og med han stod alene gik hun næsten ud fra at mor allerede var på plads i selve salen. Jophiels søde tone nåede hende selv ude på gangen, hvilket selv havde en beroligende effekt på hende, om ikke andet havde hun familien i ryggen og det var uden tvivl det vigtigste. Hun endte med at slippe sit tag o kjolen så den atter lagde sig hen over gulvet. ”Synes du? Tror du Gabriel vil synes om det?” spurgte hun næsten lidt usikkert, hvilket ikke lignede hende. Det var ikke den slags tanker hun normalt gjorde sig, men når alt kom til alt, så var selv hun en ung kvinde som bar en prinsesse.. et eller andet sted. Tanken om at hun havde glemt at indvige Gabriel i sit foretagende når det kom til sin far, havde hun ærlig talt ikke skænket en tanke, end ikke i denne stund. ”Du ser heller ikke selv ringe ud, jeg kan se at mor har haft fat i dig,” påpegede hun lettere drillende, også selvom det skam ikke var ment ringe overhovedet. Armen lod hun roligt snige sig igennem hans, stående på hans højre side. Tiden måtte være gået hurtigere end hun havde regnet med, for der var tydeligvis ikke tid til snak ifølge den bryllupsmusik som begyndte at flyde. Silia så frem for sig og sank en mindre klump, nervøs for hvad hun kunne forvente og om Gabriel overhovedet ville være i stand til at skænke hende sit ja når der ikke var nogen kærlighed indblandet, også selvom hun nok.. var blevet lidt gladere for ham end det som hun havde været før. Med buketten i sin hånd, fulgte hun sin far i takt med musikken op af den røde løber som var blevet lagt frem. Foran tronen stod alteret der ligeså var pyntet. Hun var ked af at Phoebe ikke havde haft muligheden for at udfører ceremonien, men lige der kunne hun nøjes. Blikket faldt på Gabriel hvilket blot fik hendes hjerte til at hamre mere fast. Smilet bredte sig ved synet, for han så fantastisk godt ud i det fine tøj. I sit stille sind koncentrerede hun sig om ikke at falde, men hun var hverken vant til hæle eller kjoler af den længde!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var selvfølgelig taknemmelig for muligheden for selv at kunne følge sin elskede datter op af løberen, og endelig byde hende velkommen i de voksne rækker ved at gifte sig – med en mand, som han endda selv havde foreslået, så var det faktisk ikke noget som gjorde ham noget, for han var helt sikker på at Gabriel nok skulle passe frygtelig godt på hende, for hvorfor skulle han da ikke det? Maloya-familien havde ganske vidst ikke just det bedste ry hvad angik det at slå sig til ro, men han havde en vis formaning om at Gabriel skulle være anderledes. Han havde ikke direkte været så løsrevet som den kære Elanya, som sikkert var med mange af dem i ånden under denne storslåede begivenhed! At se sin datter i kjolen på den her måde, efterlod selv ham med en helt anden fornemmelse i maven. Han skulle virkelig give sin datter væk til den mand! At måbe, var bestemt heller ikke noget som han gjorde hver dag, men når det var noget som i sandhed faldt ham i øjet, så var det uden tvivl hans perfekte datter. Hun var perfekt på alle måder, udelukkende fordi at hun var hans! Han hævede hånden roligt, som han strøg hendes kind ganske let. Sådan som det hele gik for sig, så skulle han bestemt ikke klage. Han var kommet hjem, han havde sin familie, og han så nu dem alle sammen med et naturligt smil på læberne – hvad mere kunne en fader ønske sig? ”Jeg er temmelig sikker på at du må samle hans kæbe op fra gulvet, når han ser dig i den kjole Silia.. Den er virkelig yndig,” endte han med en rolig stemme. At lyve for hende, kunne slet ikke falde ham ind på nogen som helst måde overhovedet, det var helt sikkert!
Armen lod Nathaniel roligt glide frem, så Silia kunne lægge sin på plads i den. Tiden var der ikke meget af, men han var nu sikker på at det hele nok skulle gå af den grund. Han var der og han ville være der hele vejen. Hun havde skam hele familien i ryggen, og det var uden tvivl! ”Du kender mor.. Hun får et føl på tværs, hvis hun ikke får lov til at rette på det. Hun stadsede mig op.. Er det ikke fint?” endte han morende, som han roligt rettede i ryggen, som dørene endnu en gang gled op. Liya sad oppe på forreste række til den ene side, hvor familien sad for begge; både bruden og gommen. Hele Gabriels første række var tom, udelukkende af respekt for hans familie, som stort set alle var gået bort på frygtelig kort tid. Med de rolige skridt, så førte han Silia med sig op. Folk kiggede tavst efter dem, næsten som de forventede at det skulle gå galt endnu en gang, hvor mange af mændene specielt kiggede efter hende, kun for at kvinden ved deres side måtte prikke dem i siden. Tanken morede Nathaniel, hvor han roligt stoppede op, som de nåede op til alteret som var stillet klart. ”Og hvem er manden som giver vores alles dronning af Procias bort?” præsten var en yngre mand og ikke særlig gammel. En i lære ved Phoebe måtte det jo næsten være. ”Det gør hendes far,” svarede han med en tydelig stolthed i stemmen, som han vendte blikket mod hende. Han hævede hendes hånd, som han roligt skænkede et kys, kun for at klemme omkring den og roligt trække sig ned ved siden af Liya.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var på ingen måder kendt med hvad Silia egentlig havde rendt rundt og lavede, og at det faktisk var Nathaniel Diamaqima som havde udvalgt ham som Silias ægtemand. Selvfølgelig priste han sig lykkelig for muligheden, også selvom han vidste, at det ikke var Evelyn, så.. var det vel efterhånden en kvinde som han var ved at komme over, selvom det måske var hårdt sagt. At han havde passeret Nathaniel på gangen, havde han slet ikke nogen anelse om, som alle Silias bedrifter stort set var noget som var gået ham forbi. Desuden irriterede det ham vel et sted, at hun ikke fortalte ham om noget som helst som hun gik rundt og lavede? Tanken var ham i sig selv temmelig frustrerende, selvom han ikke havde haft muligheden for at give udtryk for det, og nu hvor de skulle giftes, så var der på ingen måder tid eller rådighed til det, som tankerne straks gled helt andre steder hen.
Som Jophiel startede bryllupsmelodien op, dørene gled op og folk rejste sig, så mærkede Gabriel for alvor hvordan hans hjerte hamrede som ti vilde heste mod hans bryst. Blikket gled omgående mod den smukke kvinde iklædt hvidt, hvor han næsten blev.. helt fraværende i ansigtet bare ved synet af hende. Ganske vidst havde han været klar over hvilken smuk kvinde som han skulle kalde for sin hustru, som han skulle blive hendes husbond, men.. at hun var så smuk i den kjole, havde han slet ikke nogen formaning om! Læberne skilte han i en måben, som han bare blev stående og stirrede efter hende. Hele hans forreste række havde han holdt ledig, udelukkende fordi hans egen familie skulle have lov til at være med ham i ånden. Et sted forestillede han sig vel, at de jo faktisk var til stede, selvom det nok var meget at forlange på alle måder, men det var nu og da af den tankegang som han selv måtte være, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Roligt trådte han et skridt frem for at gå Silia og denne mand i møde. Hvem han var, havde han slet ikke nogen anelse om. Som præsten spurgte og han svarede… Hendes far? Let blinkede han med øjnene, som han stirrede på dem, direkte.. uforstående, for det var bestemt heller ikke noget som han lige havde fået med sig på nogen måde overhovedet! Hans hånd greb med en rolighed efter Silias, så han kunne føre hende med sig op foran den unge præst. Han vendte blikket spørgende mod hende. Endnu en ting som han ikke havde hørt? Ikke fordi at det var noget nyt, men det var vel heller ikke underligt, at det efterhånden var noget som var ved at.. irritere ham lidt? Gøre ham lidt nedtrykt? Stolede hun da ikke på ham? Ikke fordi at han tillod sig at gøre sig de tanker nu, hvor han sendte hende et let smil. ”Du ser mig utrolig fantastisk ud, Silia,” endte han med en rolig stemme, for løgn var det på ingen måde. Hun var virkelig den smukkeste brud som han nogensinde havde set, og tanken om at hun faktisk var.. hans, gjorde det hele så meget bedre for hans del!

[Silia D. Diamaqima]

Silia vidste godt at hun nok havde en sjov tendens til at være forholdsvis hemmelighedsfuld. Hun havde altid holdt kortenen t æt ind til kroppen, for hun havde lært for mange år siden hvor forsigtig hun var tvunget til at være, netop fordi hun var en Diamaqima og dermed havde tilgang til så mange hemmeligheder som ingen ønskede ude. Roligt lod hun sin kære far fører hende med sig op til alteret for Gabriel stod. Selvom Jason stod ved siden af som moralsk støtte, så var det hendes kommende ægtemand hun havde for som det eneste. Måske hun ikke var direkte forelsket, men han var en god mand og til dels hendes bedste ven, så det kunne vel heller ikke gå helt galt? At mændene i salen betragtede hende, lagde hun end ikke selv mærke til. Måske hun havde arvet sin mors skønhed, men det var bestemt ikke altid hun følte sig på den måde, desuden var hun mere bekymret for Gabriels reaktion end alle andre. For et kort øjeblik lod hun de nøddebrune øjne søge mod den unge præst som hun genkendte fra kirken. Kort sendte hun sin far et smil som han svarede med den stolthed i stemmen. Hun nikke bekræftende og tog imod hans kys, inden hun lod ham trække sig til pladsen ved siden af mor. Hun nød at se de to sammen igen. Først nu gik det op for Silia at hun var alene. Hånden gled i Gabriels. Hun kunne ikke længere gemme sig bag sin far, hun var for alvor ved at blive voksen. Det morede hende at se Gabriel miste mæglet på den måde, men det indikerede kun at hun vel havde ramt noget rigtigt? Kinderne blussede i en svag rødmen som gav hende liv og glød der kun var passende for denne højtidelighed. Hans spørgende øjne mindede hende om at hun ikke havde fortalt ham noget om den 'lille' bedrift hun havde haft den morgen. ”Jeg forklare senere,” hviskede hun dæmpet, kun højt nok til at de ville kunne høre det. ”Du ser fantastisk ud,” gengældte hun sandfærdigt, det kunne ikke falde hende ind at lyve for ham, overhovedet. Hun nærede den dybeste respekt for Maloya familien hvilket også var grunden til at hun ikke havde tøvet med at lade den ene række stå ledig.. de var trods alt med i ånden, bogstavelig talt. Deriblandt Evelyn.. Silia bed sig i læben og fortrød hurtigt at hun havde valgt at se på den. Det var trods alt endnu en hemmelighed hun bar for ham. Opmærksomheden henledte hun til præsten. De stod der, der var ingen vej tilbage. Hun var glad for at han om ikke andet var dukket op, men hvis han vidste hvem som sad lige bag ham så tvivlede hun på at han ville have fuldført dette. Næsten som en bekræftelse trykkede hun om hans hånd. Måske de nærmest var blevet hinandens bedste venner gennem den seneste tid, så var det noget andet nu hvor de faktisk stod der. Det var ikke rigtigt gået op for hende hvad hun var på vej ind i og hvilke forpligtelser det ville medfører, men hun var ikke bange for at følge sin fars råd, ikke i dette tilfælde. Hun så på Gabriel og sendte ham et stille smil. Udadtil var det næsten ikke til at se at de ikke var forelskede, det passede hende også fint, landet havde haft alt for mange ægteskaber i forsøg på at redde tronen, men modsat dem så regnede Silia stærkt med at det ville lykkes denne gang.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste udmærket godt, at der hvilede mange hemmeligheder i den familie som han skulle til at gifte sig ind i, selvom han vel ikke kunne undgå at lægge mærke til hvor meget det faktisk irriterede ham, at han absolut intet fik at vide? Han sagde nu ikke noget til det af den grund, men ikke desto mindre, så måtte han bide det i sig for nu. Brylluppet skulle til at stå, og denne gang, så håbede han så sandelig på at han fik lov til at fuldføre det til fulde, uden større afbrydelser! At manden som havde ført Silia op, faktisk skulle vise sig at være Nathaniel – hendes egen far, havde han på ingen måder set for sig komme, for han vidste jo godt, at den mand havde været død og borte! Hvor meget havde hun egentlig lige holdt hemmeligt for ham? At Evelyn faktisk sad hans forreste række, vidste han ikke. Hun var død, og det samme var Jeremiah, også selvom det havde taget utrolig hårdt på ham, så.. var han vel ved at komme videre? Ellers havde han på ingen måder sagt ja til dette i udgangspunktet! Det var nu det skulle stå.. der var ingen vej tilbage, også selvom det vel var det som gjorde ham.. nervøs? Det var ikke fordi at han var ved at få kolde fødder, men tanken om den forpligtelse som han måtte lægge i dette, var nok det som et sted kom mest bag på ham, nu hvor han endelig stod i situationen!
Gabriel tog roligt Silias hånd i sin egen og førte hende op til den unge mand som skulle stå som deres præst i dagens anledning. Phoebe var selvfølgelig savnet, men selv Gabriel nærede den forståelse for hende, og at hun var nødt til at komme sig efter det som var sket sidst. Han sendte Silia et let og stille smil og nikkede. ”Mange tak, min egen,” endte han roligt. Jason stod der, hvilket han selvfølgelig var glad for, for mandens moralske støtte, havde han i den grad haft brug for. Den populære polterabend, havde han fint og elegant valgt at hoppe over for denne gang, også selvom han vidste, at den nok drastisk skulle komme igen ved en senere anledning. Det ville om ikke andet forundre ham hvis ikke! Præsten betragtede dem med et sigende smil, som han gjorde tegn til at de alle skulle sætte sig ned. ”Vi er samlet her i dag, for at vie dette par ind i det hellige ægteskab..” begyndte han med en rolig stemme. Han havde efterhånden fået den indøvet så godt, at han stort set kunne den udenad, selvom han trofast stod med Bibelen under armen, som en sand præst gjorde det. Gabriel hørte det knapt nok, som det hele foregik som havde det været en baggrundsstøj. I det store og hele, så var dette selv en utrolig stor ting for ham, som han jo heller ikke ønskede at falde i den samme fælde som hans elskede afdøde mor. Han gik ind i dette med sind og sjæl og.. hjertet med? Og det var næsten det som gjorde det hele værre for ham. Afventende lod han præsten fortsætte talen, også selvom han følte at han svedte. Han ønskede det egentlig bare overstået nu!

[Silia D. Diamaqima]

Diamaqima havde altid været en familie af mange hemmeligheder, det var ikke en let at blive en del af den slægt, og i frygt for at skræmme ham væk havde Silia måske valgt at holde lidt for mange hemmeligheder. De havde ganske vidst ikke talt meget sammen den seneste tid, men de havde jo begge haft deres i og med at hun havde været tvunget til at anskaffe sig en ny kjole, planlægge et bryllup og samtidig sørge for genopbygning af slottet samt at hjælpe dem som havde mistet deres kære, det var bestemt ikke nemt. Nu var der der endelig og Silia var fyldt op af forventning og spænding, dette var trods alt noget som hun ikke vidste noget om og det gjorde hende nysgerrig. Denne gang forventede hun ikke nogle afbrydelser, der havde ikke været optræk til noget, og den tanke lettede hende. På sin nethinde havde hun et billede af Evelyn som sad på rækken netop bag hende og betragtede dem med intense og ligefrem sårede øjne. Det gjorde ondt på hende at vide, at hun betrådte et territorium som ikke var hendes, men Gabriel var den bedste mulighed i og med at han var erfaren og det var en mand som hun kunne se sig selv leve resten af sit liv med, selv uden de kærlige følelser. De mørke øjne betragtede præsten. Allerede i det øjeblik han åbnede munden var hun stoppet med at lytte. I underbevidstheden hørte hun skam, men det var kun brudstykker. Gabriel virkede usikker, ikke at hun kunne bebrejde ham, men hun ville trods alt gerne nyde dagen, for hvad end kærlighed var indblandet eller ej så ville hun ikke få chancen for at gøre det om igen, det var en ofring hun gjorde sig allerede i så ung en alder. Gabriels hånd følte klam i hendes egen.. hans nervøsitet smittede lidt af på hende også selvom hun var bedre i stand til at skjule det bag det brede smil. De eneste hun ikke var i stand til at lyve overfor var sin kære mor og far, de kunne læse hende som en åben bog, hvilket pludselig gjorde hende glad for at de sad med ryggen til hende. Hun fugtede læberne med tungespidsen og kastede kort blikket ud af vinduet, hvor solens klare stråler stod ind på hende og den smukke kjole som hun bar. Man kunne roligt sige at hun var vant til denne form for opmærksomhed, hun havde intet imod at have alle øjne hvilende på sig. Det var uanset for sent at ændre mening, desuden havde hun brug for ham, det kom hun ikke uden om. Der mange tanker som kørte gennem hendes hoved, som dræbte lidt af spændingen og erstattede det med nervøsitet, hun frygtede at Gabriel kunne finde på at afvise hende. Igen gav hun hans hånd et diskret klem, næsten for at søge en form for bekræftelse af at de endnu var på samme side i dette, og samtidig minde ham om at de var sammen om det. Det var vel hvad et ægteskab gik ud på? At være der for hinanden? Det ville ikke blive et traditionelt bryllup. Efter kroningen ville der selvfølgelig være en form for reception for dem som havde lyst, og Jason havde insisteret på at fejrer dem i aften, men derud over skulle der ikke ske mere, hun havde lovet Gabriel at han ikke behøvede at komme hende tæt på nogen måde, og det var noget som hun havde tænkt sig at holde fast i også selvom ægteskabet i princippet ikke ville være gældende. Hvad ingen vidste, havde ingen ondt af.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste allerede godt, at dette ikke var en familie som man bare uden videre kom ind i, og at den var så hemmelighedsfuld, forundrede ham jo egentlig heller ikke. Det var vel også bare først nu, at det for alvor gik op for ham, hvad det egentlig var han havde gang i? At han var i færd med at lægge sin skæbne i hænderne på en kvinde, som han skulle leve med resten af livet, selvom det var et løfte som han mundtligt havde skænket til Evelyn? Det var ikke fordi at han ville tænke mere på den fortid, for den var overstået allerede inden det overhovedet begyndte, og ja, han savnede hende, som han i den grad også savnede deres elskede dreng, men han måtte se fremad nu. Han kunne ikke fortsætte med at se sig tilbage, og det var det som han allerede nu var klar over i den anden ende. Hans hjerte hamrede mod hans bryst og ja, han var faktisk nervøs, men hvem var ikke det i sådan en situation? Øjnene på dem, havde han faktisk ikke noget imod, for han kunne godt lide at det for en gangs skyld var.. dem som stod i centrum og ikke en masse andet. Han vendte blikket mod hende, som præsten fortsatte talen, som hun havde klemt i hans hånd. Han sendte hende et let smil, som han gengældte det. Han var skam ikke ved at få kolde fødder, men det var de mange tanker som pludselig gled direkte igennem hans hoved, som han ikke rigtigt kunne håndtere på den ene eller den anden måde, for mange ting var det jo!
Præsten fortsatte sin tale, inden han roligt stoppede op. Han trak vejret dybt og vendte blikket kort i retningen af det kommende regentpar af Procias. Selvfølgelig var han yderst beæret over at være den som skulle vie dem ind i det hellige ægteskab, og det var tydeligt at se i hans øjne. ”De som er imod dette ægteskab, må stå frem nu.. Eller tie for tid og evighed..” Gabriel holdt en langvarig pause, hvor han næsten ikke følte for at trække vejret, også selvom… Der kom ikke nogen indvendinger – af hvad han kunne høre om ikke andet, hvilket selvfølgelig var lettende. At selv Evelyn var vidne til den store dag, vidste han ikke noget om, som han var komplet uvidende om hvem og hvad Silia faktisk var i stand til at se. Han vendte sig mod Jason, kun for at sende ham et taknemmeligt smil. Manden var der virkelig i tykt og tyndt, og den tanke glædede ham. ”I det tilfælde, så tilspørger jeg dig, Gabriel Maloya Morningstar Nicomendes, vil du tage Silia Diamaqima som hos dig står, til din ægte hustru. Vil du elske hende i medgang og modgang? Til døden Jer skiller..?” spurgte han roligt. Gabriel stillede sig roligt med fronten mod Silia, hvor han tog omkring begge hendes hænder. Han nikkede bestemt. ”Ja,” svarede han roligt. Præsten nikkede ganske tilfredst. ”Så tilspørger jeg dig, Silia Diamaqima.. Vil De tage Gabriel Maloya Morningstar Nicomendes som hos Dem står til deres husbond? Vil De elske ham i medgang og modgang til døden Jer skiller?” fortsatte han roligt.

[Silia D. Diamaqima]

Mens præsten stod og plaprede derud af med de pligter der fulgte med et ægteskab og hvilken enhed de var på vej ind i, så havde de begge ro til at gøre sig en masse tanker, hvilket netop var det som Silia frygtede. Ikke nok med at hun selv gjorde sig en masse tanker, men hun turde næsten ikke at tænke på hvilke Gabriel måtte gøre sig. Han havde givet disse løfter til en anden kvinde før hende, og den kvinde sad bag ham, muligvis som støtte, muligvis som andet, det var ikke til at vide, for hun havde ikke hørt Evelyn sige noget endnu.. overhovedet. Hun blev roligt stående ganske fattet også selvom hun begyndte at blive en smule rastløs, præsten kunne tilsyneladende ikke finde ud af at gøre sig færdig. Hun havde håbet at det skulle være den kære Phoebe som skulle vie dem, hun havde jo kendt hende hele livet, men på den anden side, så strålede stoltheden ud af denne unge mands øjne, hvilket i sig selv var guld værd. Ved hans gengældelse af det lille klem vendte hun blikket mod ham og gengældte smilet. Det fik hende til at falde mere til ro. Alles øjne hvilede på dem, og Silia badede sig næsten i opmærksomheden, hun var trods alt blevet vant til den som dronning. Til tider var det også bare rart at kunne trække sig lidt. Da det endelig lød til at præsten var på vej videre i teksten brød hun med sine tanker og fokuserede i stedet på hans ord. Den del med indvendinger var den hun altid frygtede.. ved alle bryllupper hun havde deltaget i så havde der været indvendinger, men hun forventede det ikke fra nogle blandt publikum denne gang, det hun var mest bange for, var hvad ingen andre kunne høre. For en kort stund lod hun blikket glide i, og bed tænderne nervøst sammen i frygt for at høre Evelyns varme tone, men selv hun valgte at forholde sig fuldkommen i ro. Salen var henlagt i komplet ro.. til præsten atter begyndte at tale vel og mærke. Silia stillede sig med fronten til sin kære mand, med begge hænder hvilende i hans. De mørke øjne tilfaldt hans, som hendes hjerte for alvor begyndte at banke fast mod hjertet. Havde der ingen følelser været indblandet, burde hun vel heller ikke være så nervøs? Alligevel så lovede han hende reelt set at han ville elske hende.. ærer hende ja men også elske hende, hvilket hun vidste var en rendyrket løgn, og den tanke gav hende en klump i halsen. Hun klemte om begge hans hænder og nikkede lettere bestemt idet præsten endte med at henvende sig til hende. ”Ja,” svarede hun uden videre tøven. Løfterne havde hun ikke forberedt sig på.. hun var ikke ligesom sin far som behøvede et papir, nej hun fortrak at snakke frit fra leveren, også fordi det skulle være troværdigt. Et sted frygtede hun mere talen som far kunne finde på at fyrer af senere! Hvis det overhovedet var planen, for denne gang havde hun ikke set ham med papirer i hånden på noget tidspunkt. Der var ikke så meget at sige vel. Hun lod hovedet søge på sned som hun begtragtede ham med et lille glimt i øjet. Hun var skam glad.. han havde altid formået at få hende til at smile, hvilket i hendes øjne var vigtigt. De havde det godt sammen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Alt for mange tanker for igennem Gabriels hoved, og han var ikke i stand til at styre dem. Opmærksomheden var på sit vis ikke noget som generede ham, for det var efterhånden bare en tanke som man måtte vænne sig til, og nu hvor han igen skulle træde ind i det hele som en konge, heldigvis med en intelligent, fornuftig og smuk kvinde ved sin side, så var han sikker på at det hele nok skulle gå – han kunne da håbe om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. Han sendte hende et let smil som præsten langt om længe endelig måtte gøre sig færdig og komme til den del, som de begge sikkert bare ønskede at få overstået, så hurtigt som muligt. Nemt ville det ikke blive for nogen af dem det første stykke tid, for der var mange ting som pludselig skulle tilrettelægges, og det var skam heller ikke fordi at det var en nem opgave som sådan. Som han havde skænket hende sit ’ja’ og hun havde gjort lige så, kunne han faktisk ikke lade være med at smile. Et sted kunne han vel.. godt lide hende som andet end bare en nær og kær veninde, selvom det var det aftalen lød på? Det kunne godt være, at det bare var tanker og hans hoved som bare løb lidt af med ham, men det var jo aldrig til at vide efterhånden! Tabet af Evelyn var han efterhånden kommet over. Han snakket til tider med Jason om det, og han var faktisk god til at få ham til at se lidt.. anderledes på tingene, hvilket han selvfølgelig var glad for.
Præsten stod med den direkte lykke i minen, for det var bestemt heller ikke noget som kunne skjules. Hvem ville da ikke vie kongeparret når de bad om det? Han sagde bestemt ikke nej! Som de store svar var blevet skænket, så lagde han roligt bogen foran sig på brystet, som han lukkede hænderne roligt omkring. Denne gang havde han bestemt heller ikke haft brug for den som sådan, hvilket faktisk var noget som passede ham ganske fint selv. ”Ringene..” endte præsten med en rolig stemme. Gabriel vendte sig roligt mod Jason som kom med dem begge, hvor han tog den smukke ring graveret med hans eget navn. Han tog roligt og varsomt omkring Silias hånd, inden han igen vendte blikket mod hende. Hans hånd rystede. Han var faktisk temmelig nervøs af sig! ”Silia min kære.. Jeg ved godt, at det er en stor dag for dig.. for mig, for det er det. Jeg har betragtet dig som en nær veninde af mig igennem mange år. Jeg har jo sågar set dig vokse op og blevet til den smukke kvinde som du er i dag.. I sandhed din moders skønhed og din faders intelligens. Magen til lignende skal man søge længe efter. Jeg føler mig.. velsignet ved at have dig ved min side. Et sted er det vel skæbnen som har ønsket dette for os? Jeg lover at ære dig, jeg lover at værne om dig, som jeg ønsker at værne om dit hjerte.. Jeg lover at elske dig,” begyndte han roligt, som han vendte blikket ned mod hendes hånd, hvor han roligt lod ringen glide på plads på hendes finger. Han trykkede igen omkring hendes hånd. ”Nu hvor jeg står i et velsignet øjeblik, med alle disse mennesker som mit vidne, så vil jeg samtidig gøre mit bedste for at gøre dig stolt, for at hjælpe dig med de tunge byrder som jeg ved du har pådraget dine skuldre, som jeg ønsker at værne om din lykke, som var det min egen. Uanset hvad, så vil jeg være her for dig.. til døden os skiller..” afsluttede han roligt. Han sendte hende et let smil. Ordene kom lige fra hans hjerte!

[Silia D. Diamaqima]

Det var svært at fokuserer på præsten når så mange tanker hjemsøgte hende som havde det været de døde skikkelser. Igen så hun forbi Gabriels skikkelse et øjeblik kun for at ane Evelyn sidde der med en tomhed i blikket, som om hun egentlig var fjern. Silia sank en klump og nikkede for sig selv. Fortid var fortid og hun havde brug for Gabriel nu, det var jo ikke fordi hun havde tænkt sig at skulle være hans drømmekvinde pludselig, for det regnede hun bestemt ikke med nogensinde ville ske. Hun var taknemmelig for at hun stod med ryggen til far og mor, så de ikke var i stand til at se hendes usikkerhed eller de mange tanker, for selvom ingen andre kunne sporer den, så ville de finde den med det samme. Det ville ikke blive nemt.. først og fremmest skulle de finde en grænse mellem ægteskab og venskab, finde en måde hvorpå de kunne leve i ægteskabet men ikke som traditionel mand og kone, hun havde jo lovet ham at han ikke behøvede at være hende tæt hverken af krop, sind eller hjerte, det var kun udadtil de var nødt til at fremstå som et direkte ægtepar. Hun frygtede et sted at hun ikke ville gøre en god hustru.. hun havde altid været meget enerådig, og hun var bange for at glemme ham, at udelukke ham eller fokusere på sine egne opgaver i så høj grad at det ville skille dem ad.. det var samme fejl som far havde begået, men det var gået op for hende hvor nemt det var. Hun lod blikket hvile på Gabriels skikkelse nu hvor præsten havde valgt at tage dem skridtet videre. De mørke øjne hvilede i hans grønne. De var kønne.. han havde virkelig kønne øjne. På trods af usikkerheden så følte hun sig både heldig og velsignet ved tanken om at få lov til at være hans hustru.. udadtil vel og mærke. Blikket gled kort på Jason som sendte hende et beroligende og respektfuldt smil idet han skænkede dem begge ringede. Hun tog imod den med sit navn også selvom hun holdt den i sin ene hånd mens den anden fortsat hvilede i Gabriels. Hans løfter virkede ikke indøvede. Hun tog det ord for ord, også selvom hun direkte måtte betragte ham lettere måbende. Han lovede.. med vidner.. at elske hende? Hun slog tanken fra sig. Det var vel mere sagt for at få det til at virke overbevisende overfor de borgere som var mødt op? Alligevel blussede kinderne atter i en rødmen. Hans ord varmede hende, til tider havde selv hun brug for bekræftelse, også fordi at dette var ligeså nyt for hende som det var for enhver anden kvinde af hendes alder. Hun betragtede deres hænder som ringen endte med at blive skubbet på plads. Den føltes kold, men selvom den var tung så var den.. behagelig.. smuk. Tårerne endte med at presse sig på, hvilket i sig selv skete frygtelig sjældent. Idet hun hævede blikket strøg en gennemsigtig tårer ned over den blussende kind. Hun lo undskyldende. ”Beklager, jeg bliver helt sentimental,” erkendte hun lidt undskyldende. ”Gabriel, jeg har i mange år set op til dig. Du har været der så længe jeg husker, og du har været et af mine store forbilleder hele livet igennem. Jeg ved at der en dybere mening med livet, og jeg tror ikke på at det har været tilfældigt at du skulle blive en del af mit liv.. heller ikke så tidligt. Vi har begge ofret en del for at stå hvor vi gør i øjeblikket, og nu høster vi endelig frugterne af det vi har måttet opgive. Som min bedste ven.. som min mand, lover jeg dig at jeg vil gøre hvad jeg kan for at fylde dig med samme lykke som jeg føler ved at stå her.. dele den med dig, for det er en følelse der end ikke kan beskrives. Jeg lover dig at respektere dig, og lade dig være en stor del af mit liv såvel som jeg vil gøre alt for at være en del af dit. Jeg ved allerede at du vil fylde mig med stolthed.. det gør du allerede i denne stund ved at lade mig stå ved din side, men jeg vil lige så gøre hvad jeg kan for at gøre dig stolt af mig,” hun sank kort og tog sig en pause til at trække vejret, før hun roligt endte med at lade ringen finde vejen på hans finger. ”Jeg ved at jeg bad dig om meget, min kære, da jeg bad dig om at tage del i det royale arbejde, at indtage en trone som du havde opgivet for mange år siden. Jeg er af hele mit hjerte taknemmelig for at du indvilligede. Jeg kunne ikke tænke mig en bedre mand, ven eller konge, og jeg lover at jeg i gengæld vil give dig mit hjerte, mit sind, min krop og min sjæl,” afsluttede hun sandfærdigt og hævede hans hånd kun for at skænke den et blidt kys også for at vise ham sin respekt.. sin hengivenhed. Det var store løfter, men hun var som sin far en kvinde af ord. Måske han kun havde hendes sind og sjæl.. krop og hjerte var hun ikke sikker på at han nogensinde ville tage imod, men hun.. holdt mere af ham end som så.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var først nu at det for alvor gik op for Gabriel hvilen situation han egentlig var havnet i. Ved at skænke hende sit ’ja’ havde han valgt at indtage tronen endnu en gang. Han var endt i ægteskab med en kvinde som han slet ikke havde regnet med at ægte på nogen måde, udelukkende fordi at han kendte hende.. for godt vel? Han havde været en del af hendes liv igennem så frygtelig mange år, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde ham det mindste, tvært imod! Som ordene forblev sagte og ringen gled på hendes finger, hvor han klemte let om hendes hånd, blot for at understrege dette. Det kunne godt være samtalen lød på det rent og skær professionelle – hvilket han bestemt heller ikke havde nævnt for Jason, for det var skam heller ikke alt, at den mand var nødsaget til at blive involveret i. Desuden var der visse ting som man bare var nødt til at ordne på egen hånd vel at mærke. Hendes ord og hendes løfter var noget som alligevel satte en varme i ham. At han så alligevel havde formået at bringe hende til tårer, var noget som han selv måtte betragte som en umådelig stor bedrift, selvom det bestemt heller ikke var noget som han havde noget imod, da det jo faktisk var en tanke som han virkelig godt kunne lide! Smilet forblev let på hans læber, som han lod hovedet søge let på sned. Visse ting var han følelsesmæssigt præget omkring – ja, visse ting havde man vel bare efter sin kære mor? Som ringen gled på hans finger og hun kyssede hans hånd, lod han igen hånden lukke sig godt omkring hendes. Ret skulle være ret, og han var jo trods en meget traditionel mand. Jason kendte ham.. Specielt hvad disse ting angik, for der var vel en grund til at han aldrig havde nået at trække den så langt med Evelyn? At det bare ikke havde været meningen at det skulle være de to? Tanken var selvfølgelig underlig, den gjorde ondt, og den var akavet, men.. det gav ham på en måde en ro i sindet. ”Se frem og ej tilbage, min kære..” endte han dæmpet, som han roligt gav hendes hånd et let klem.
Som løfterne var sagt, så rettede den unge præst sig op igen. Folk afventede vel egentlig bare det helt store øjeblik nu? Med et stort smil, blev han stående med bogen let trykket ind i favnen. ”Og med den magt som er blevet mig skænket, erklærer jeg Jer hermed for mand og hustru..” Han slog let et kors i luften foran dem, inden han roligt vendte sig mod dem endnu en gang. Det var også nu at der blev fuldstændig ro i salen, for det var vel også det som de alle sammen havde ventet på? Gabriel tog varsomt et skridt mod Silia. Han var traditionel, så tingene skulle altså gøres rigtigt! Hans hjerte hamrede som vanvittig mod hans bryst, som han roligt hævede hånden, som han strøg ganske roligt og let over hendes kind. Hans hustru.. tanken måtte han erkende, at han faktisk godt kunne lide. ”Det er snart overstået..” endte han med en dæmpet hvisken, som kun hun ville være i stand til at høre. Han lænede sig frem, hvor han med største forsigtighed lod læberne berøre hendes. Blidt, dog.. kærligt.

[Silia D. Diamaqima]

For ikke længe siden havde Gabriel været en onkel set i Silia's øjne, det var noget som havde forandret sig over forholdsvis kort tid. Hun havde ganske vidst været bange for at dette skulle være mere akavet end det var endt med at være. Hun tvivlede på at nogle andre end de to kendte til de egentlig aftaler, end ikke sin far havde hun valgt at sige noget til, ikke så traditionel som den mand var. De var selvfølgelig nødt til at have en snak om hvad de forventede af hinanden og hvor grænserne gik.. det havde hun behov for vel og mærke, for hun havde måske en tendens til at udfordre skæbnen lidt i tide og utide, desuden var hun ung og nysgerrig, og havde lige bundet sig for livet i en pagt, hvor han ville være den eneste som kunne stille hendes nysgerrighed med henblik på mange ting. Visse ville aldrig komme til at ske. Ringen føltes ikke som en byrde, tværtimod følte hun sig faktisk stolt ved tanken om at bærer den, også fordi det var et symbol på at hun nu var en voksen kvinde, ikke kun i den forstand at hun var dronning, frugtbar samt myndig, men også i den forstand at en anden havde ansvaret for hende nu frem for hendes forældre. Det var en tillid hun glædeligt lagde hos Gabriel. Det var sjældent sket at Silia blev rørt til tårer, men det havde han formået at få hende til denne gang, mest fordi hun havde været bange for at han ikke ville ligge noget i dette eftersom det var forretning, hvor hun netop ønskede at ligge hjerte og sjæl i det, det var ikke bare midlertidigt, de snakkede ikke 10 eller 20 år, men til de engang skulle ligges i kisten og blive til jord igen. Folk sad næsten stod op for at få lov til at iagttage det næste som skulle ske, det var jo mere eller mindre hele pointen ved tanken om den slags bryllupper. Hun sendte den stolte præst et varmt og taknemmeligt smil. Han havde gjort det godt, det måtte hun erkende men Phoebe var trods alt også en god og dygtig lærerinde. Kysset var en del af det, og det havde hun været indstillet på hele tiden, det gjorde hende ikke noget, hun var selv forbandet traditionel. Hendes hjerte slog rytmiske og lettere spændte slag mod brystet, det var trods alt det første kys, hun havde vogtet godt om sig selv. Selvom hans ord nåede frem, så dræbte de en smule af glæden.. det var lidt en lussing at han igen mindede hende om det professionelle i dette foretagende. Hun ønskede det faktisk ikke overstået bare sådan. Som han hævede hånden og lagde den mod hendes kind, hævede hun sin egen hånd og lagde den i hans nakke. De mørke øjne så sigende ind i hans, næsten som forsøgte hun tavst at fortælle ham at det intet gjorde hende. Læberne mødte hans i det blide kys. Jublen opstod i salen, og klapsalver rundt omkring. Bag kysset kom et lille smil. For en stund holdt hun ham ind til sig, smagte på hans varme og bløde læber, og lod det fylde hende med en varme. For et øjeblik glemte hun alt om at hendes familie sad omkring hende og at Evelyn stod og betragtede dem, han var hendes mand.. det var deres bryllup og hun ønskede ikke at springe en del af det over, i hendes øjne var det nok at skulle undvære sin bryllupsnat, det var jo der hvor pagten for alvor blev forseglet, og desuden var det vel lidt enhver ung kvindes drøm? Roligt endte hun med at trække sig lidt igen og sendte ham et lidt undskyldende smil, hun ville jo nødig overskride nogen grænse!