A new slave to the family

[Deleted]

Voltaires nye intention, var måske rimelig let at gætte, da det vel egentlig var lige til? At få hende til at smile og le, var måske noget som krævede sit, da hun virkede rimelig humorforladt, men alligevel burde det ikke være umuligt. Hun sagde jo selv at den rette person kunne gøre det. Hun forekom ham dog rimelig.. ensom. Hun havde ingen mand, kun omgivet af personalet, han vidste naturligvis ikke om hun havde nogen venner, men hun virkede rimelig selvstændig, så han kunne næsten helt tvivle på det, desuden hvis hun opførte sig sådan her overfor alle, så forundrede det ham ikke at folk blev trætte af hende, da hun jo var direkte umulig at have med at gøre! ”For stor en kliché? Hvordan kan det være det, når De aldrig smiler?” spurgte han roligt, hvor smilet blev morende, som hans blik hvilede en anelse kækt på hende. Han vidste godt at lige præcis han ville få svært ved det, eftersom han kun havde irriteret hende indtil videre. At hun kunne straffe ham langt hårdere end hvad slavehandlerne kunne, ville han slet ikke betvivle, da det tværtimod var rimelig logisk. Piskeslagene gjorde naturligvis ondt, men der fandtes de straffe som var hårdere, hvilket han selv havde erfaret. ”Det betvivler jeg end ikke, smukke. Men det gør mig intet, en stærk og fyrig kvinde, er en sexet kvinde,” svarede han flirtende, som smilet ikke var til at tage fejl af, da han kort skævede mod hende, inden han badede videre. Det forundrede ham lidt at hun blev siddende, da hun egentlig virkede rimelig ligeglad med ham, så hun kunne vel bare få resten af husholdningen til at holde øje med ham? Medmindre hun frygtede at han skulle forføre hendes tjenerinder, såsom den smukke Sophie. Dog havde hun selv sagt at han måtte få dem han ville have, hvis de selv gik med til det og han havde vidst en rimelig god chance hos denne Sophie, hvor han heller ikke ville være ked af at hænge på hende flere aftner i træk, da hun var smuk. Som hun spurgte indtil hvad han havde gjort, så han end ikke på hende, da han blot nød badet, skønt smilet var falmet, men det var heller ikke til at se på grund af den tætte hårvækst omkring hans mund. ”Jeg slog en kunde ihjel, hvor jeg blev givet til slavehandlerne, som hurtigt tog min frihed fra mig, da de placerede mig i de magiske lænker,” fortalte han sandfærdigt, da han ikke så nogen grund til at lyve. Da hun så spurgte om hun skulle bekymre sig, trak han igen på smilebåndet. ”Jeg troede ikke at De frygtede mig. Desuden så har De intet at bekymre Dem om, så længe De ikke kommer mig på tværs,” svarede han ærligt, hvor han måske lød som om at han havde et valg og var sin egen herre, men det var også sådan han så på det. Blikket vendte han roligt mod den ældre herre som kom ind, hvor han roligt satte sig hen i stolen, som Aleksandra havde stillet klar. Han sukkede en anelse, hvor han lidt var ligeglad med hvordan han kom til at så ud, for han havde været helt skaldet, som han havde haft lange lokker, Hun virkede dog til at være meget smagfuld, så han tvivlede på at han ville have en grin frisure, hvor hendes valg også lød fint i hans øre.

[Deleted]

Personligt mente Aleksandra, at han havde fået det forkerte indtryk af hende, men det var der ikke noget at gøre ved. Det kunne også være komplet ligegyldigt, da han var hendes slave, og skulle arbejde for hende. Det var ikke meningen, at de skulle have et personligt forhold, så det kunne være ligegyldigt, om hun smilede til ham eller ej. Hun vidste dog, at selvom han ikke troede på, at hun ejede humor eller kunne smile rigtigt, så kunne hun skam godt al det. Hvis hun mødte en person, som hun fandt interessant, kunne hun sagtens holde en let stemning kørende. Det var dog sjældent, at hun fandt folk interessant i længere tid ad gangen, så derfor havde hun heller ikke rigtigt nogen venner. Det passede hende dog udmærket, da hun sagtens kunne klare sig selv alene. Det havde hun jo altid gjort. "Eftersom du ikke har kendt mig længere end en times tid, så vil jeg mene, at du ikke er den rette til at fortælle, hvordan jeg er som person," svarede hun med et løftet bryn. Hun mente nu også sine ord, for han dømte hende jo, når han sagde, at hun aldrig smilede. På den anden side anså hun det dog for at være komplet ligegyldigt, da hun jo ikke skulle fjolle rundt med ham for fremtiden. "Så er det vel nok en skam for dig, at du ikke kommer til at holde mig varm om natten, men en underdanig kvinde i stedet," sagde hun med et køligt smil på læben. Den flirtende tone var mere end klar i hans stemme, som han lagde an på hende igen. Det ville dog ikke hjælpe ham, da han stadig bare ville få en fra tjenestestablen at hygge sig med, men det var han vel også tilfreds med? Det kunne godt være, at hun selv var den smukkeste på palæet her, men hun tvivlede stærkt på, at han var en kræsen mand. I hendes øjne kunne han hoppe på hvem som helst, og det var afskysvækkende for hende. Det kunne godt være, at hun selv var sammen med tilfældige mænd til tider, men det var på ingen måde i samme omfang som ham! Som de kom ind på, hvordan han var endt hos de to modbydelige slavehandlere, kunne hun ikke ligefrem se, at hans humør dalede en anelse. Det ville desuden overraske hende, hvis hans humør overhovedet kunne falde, da han forekom hende irriterende flabet og flirtende.Da han så sagde, at han havde slået en kunde ihjel, måtte hun alligevel se en anelse overrasket på ham. "Så du har styrken i dig til at blive vred.. interessant. Men siden du beskriver dit drab for at være en kunde, hvor arbejdede du så før?" spurgte hun stilfærdigt. "Men jeg frygter dig skam ikke.. Jeg frygter mere, at du skulle gøre mine ansatte fortræd, for tro det eller lad være.. så betyder deres ve og vel alligevel noget for mig.. Jeg ville desuden heller ikke blive glad, hvis du smadrede noget , eller stjal noget fra mig, men det behøver jeg vel ikke at fortælle dig?" Roligt rejste hun sig, så han i stedet kunne tage plads i stolen, da han havde brug for at sidde ned, hvis han skulle klippes. Selv lænede hun sig let op af væggen, så hun kunne holde øje med hele scenariet imens. Damon gik også uden tøven over til Voltaire, da hans frue havde givet ham en besked. Han nikkede let som hilsen til Voltaire, inden han gav sig i kast med at smøre det tykke skæg ind i barberskum. Kort efter lagde han også erfarent klingen mod hans skæggede kind, som han med præcision og forsigtighed gav sig til at skrabe de stride hår af.

[Deleted]

Om Aleksandra var i stand til at smile, var Voltaire næsten ikke i tvivl om, for hvem kunne ikke smile? Så længe man havde en grund til det, men han tvivlede næsten på at hun tit fik en grund til det, da hun forekom ham rimelig humorforladt. Naturligvis havde han ikke kendt hende i længere tid, men det kunne også være fordi han var hendes slave og hun så jo tydeligvis ned på ham, ikke at han bebrejdede hende, men han var på ingen måder som de andre slaver, hvilket hun allerede burde have fundet ud af. Et skævt smil gled over hans læber, som han vendte blikket mod hende. ”Men det går også den anden vej, så hvis De er utilfreds med at blive dømt, så burde De måske heller ikke dømme mig, da De tydeligvis allerede har gjort Dem et forkert billede og indtryk af, hvordan jeg er,” svarede han blot med et dovent skuldertræk. Han var måske slave, men mundtøjet var i orden, hvor han til tider kunne forekomme klogere end hvad folk normalt ville forbinde en slave med, men folk havde jo altid fordomme, noget som han altid ignorerede, da han vidste at slaver ikke lå højt i hierarkiet, ligesom han generelt aldrig havde gjort. ”Det gør mig intet, men.. vi får jo at se,” svarede han kækt igen, som smilet bredte sig en anelse på hans rosenrøde læber, der igen havde fået farve, efter at være kommet indenfor, for kulden havde virkelig været bidende! På sit vis var han glad for at være her, da hun virkede til at gå meget op i sine tjenestefolk, hvor han også slap for at være udenfor den kommende vinter, så på den måde passede det ham fint, men han var usikker på hvad han egentlig synes om Aleksandra. Han lagde godt mærke til at hun blev overrasket, da han fortalte at han havde slået en kunde ihjel, han vendt roligt blikket mod hende, da hun så spurgte ind til, hvilket job han havde haft, hvor han vidste at hun ikke ville anse det for at være bedre, men han havde faktisk nydt det. ”Jeg arbejdede på en stripklub,” fortalte han roligt, som han ikke tog blikket fra hende på noget tidspunkt, hvor han ellers blev siddende i stolen, da hun nu havde gjort plads til ham, hvor han ikke tog sig af denne Damon, der skulle til at barbere og klippe ham, for han mente at det var passende, da han selv var ved at være træt af denne lange hårvækst, både det ene og det andet sted. ”Fortæl mig Deres nåde. Siden De tager Dem så godt af Deres tjenestefolk, er det så fordi De ikke har andre omkring Dem? Ingen venner?” spurgte han i en anelse kæk tone, skønt der var oprigtig nysgerrighed at spore i hans stemme. Det var sjældent at en frue eller herre tog sig af sit tjenestestab på den måde, hvor de sjældent tænkte på deres ve og vel, da de mente at de altid kunne finde nye, hvis nogle skulle dø af udmattelse eller andet. Han stirrede blot på Aleksandra, som hun måtte stå der lænet op ad væggen, hvor han ellers sad stille og te, da Damon gik i gang med at smøre hans ansigt ind i skum, for at begynde at barbere det fyldige skæg af.

[Deleted]

Det kunne godt virke forkert, at Aleksandra sagde til Voltaire, at han ikke kunne dømme hende på den måde, når hun trods alt selv dømte ham. Det tog hun sig dog ikke af, da hun kunne behandle manden, som hun ville, og hun tvivlede nu også på, at hun tog fejl omkring ham. ”Så du mener, at jeg har fået et forkert indtryk af dig? Fortæl mig venligst, hvad jeg har gjort forkert i min opfattelse af dig,” bad hun med falsk interesse. Hun anså ham for at være en irriterende kæk person, der anså ham for at bryde ind og sige ord, han ikke burde sige. Samtidig fandt hun ham yderst sexfikseret, som han i mere eller mindre hver sætning havde en seksuel drejning på det hele. Enten i en flirtende tone, eller også med ordenes vending. Alt det tvivlede hun ganske simpelt på, at hun havde taget fejl af, fordi det jo var præcist sådan han havde opført sig under hele deres møde. Derfor ville hun heller ikke tro ham, hvis han begyndte på et langt foredrag om, at han i virkeligheden var god og klog ovs. Det kunne desuden også være ligegyldigt, da han skulle arbejde for hende og intet andet. Som han helt fik det til at lyde som om, at der skulle ske mere mellem de to, vendte hun bare blikket irriteret væk fra hans ansigt, hvor hun koncentrerede sig om sin vin i stedet, som hun nippede til den dyre væske. Det var først, da han begyndte at snakke om kunden, som han havde slået ihjel, at hun vendte blikket mod ham igen. ”Det overrasker mig ikke, at du gjorde.. Men sig mig, hvorfor du valgte at slå en kunde ihjel? Du ved trods alt, hvad man laver et sådant sted, og jeg ville tro, at det ville være det ideelle sted for en mand som dig,” sagde hun sigende. Roligt hvilede hendes grågrønne øjne på hendes to ansatte, som hun havde sat en ældre slave til at gøre Voltaire i stand. Det var nu engang en behandling alle hendes slaver fik, da hun ikke var interesseret i, at hendes tjenestestabel vandrede ækle rundt. Hun ville gerne holde en vis standard, skønt de selvfølgelig aldrig måtte overgå hende selv. Hun fugtede let sine læber, da han helt fik hende til at lyde sølle, som om hun levede et liv med kun sine slaver omkring sig. ”Det er ikke din sag at vide, hvad jeg går og laver og ikke laver, men til din orientering, så har jeg skam folk omkring mig. Ligesom jeg også har været gift. Grunden til, at jeg passer på mine ansatte er, at de ikke skal vandrer rundt som døde lig omkring mig. Jeg har betalt for hver og en af jer, og derfor er det i min interesse at holde jer velgående,” sagde hun stilfærdigt, mens hendes blik fast måtte hvile på hans skikkelse. Hun betragtede, hvordan han langsomt måtte miste sit skæg, mens hun talte til ham. Selv ville hun dog ønske, at han snart te stille, eftersom alle de spørgsmål han stille hende, vitterligt ikke kom ham ved. Som skægget røg, så hun, hvordan hans ansigtstræk langsomt kom til syne. Han havde et stærkt kæbeparti, hvor hans hage også var ganske fremtræden. Det irriterede hende dog på sin vis, at det så ud til, at han faktisk var en køn mand inde bag alt håret, og derfor vendte hun også blikket væk fra ham. ”Tilfreds, frue?” spurgte Damon høfligt, som han var færdig med at køre bladet over Voltaires ansigt. Svagt nikkede Aleksandra med hovedet. ”Bare gå videre,” sagde hun kortfattet og viftede let med hånden.

[Deleted]

Voltaire vidste godt hvordan han havde opført sig, selvom det vel egentlig var et forsøg på at få hende gjort træt af ham, så hun fortrød at hun havde købt ham og lod ham være og muligvis lod ham gå. Han tvivlede på at det ville virke, men han måtte erkende at han ikke brød sig om at være her hos hende, da han slet ikke selv havde valgt det! Altid havde han kunnet skræmme købere væk, hvis han ikke gad dem, men denne kvinde havde bare valgt at købe ham og han passede jo slet ikke til hendes beskrivelse, eller det hun ville have! Hvorfor pokker havde hun så købt ham? Det spørgsmål var også ved at irritere ham, for uanset hvor meget han vendte og drejede den, så kunne han ikke finde svaret på det, hvilket var noget som gjorde ham direkte tosset! ”De tror jeg kun tænker på sex og at få mine seksuelle behov stillet, men jeg siger at De slet ikke kender mig. De ved ikke hvilke kvaliteter jeg har, De ved ikke hvordan min hjerne fungere, så De kan faktisk slet ikke tillade Dem at dømme mig, eftersom De faktisk slet ikke ved noget som helst. Jeg gør kun alt for at irritere Dem med vilje, desuden så er mine seksuelle behov et nødvendigt emne at få op at vende, eftersom mit liv afhænger af det,” fortalte han blot i en rolig tone, skønt hans smil var flabet, hvor hans blik var en anelse fast, da han faktisk fandt det hele irriterende, for han gad slet ikke at være her og at han så skulle have en belærende kvinde som hende som ’ejer’, var noget der kun gjorde det hele værre. Men det som nok irriterede ham mest, var at hendes person faktisk gjorde ham nysgerrig og interesseret, hvor han mest af alt bare gerne ville være ligeglad. Han lagde godt mærke til at hun bare så ned mod sit glas, da han fik det til at lyde som om at der godt kunne ske mere mellem dem, og hvem vidste? Egentlig gad han hende ikke, for hun virkede ikke til at være andet end besværlig. Da hun så fortsatte med at køre rundt i hans mord, var noget som næsten måtte irritere ham, skønt han vidste at han ikke kunne tillade sig at sige det rager ikke Dem. ”Måske jeg bare slog ham ihjel, fordi han gjorde mig irriteret, som De gør,” svarede han en anelse sammenbidt, hvor det måske kunne lyde som en trussel, skønt det mere var et forsøg på at cutte samtalen af. Som hun ikke var interesseret i at fortælle ham noget, var han heller ikke interesseret i at fortælle hende noget, men desværre vidste han godt hvem det var som bestemte, da han ikke havde samme rettigheder som hende – desværre. ”Og dog, har De ikke længere nogen mand, og jeg ser heller ikke nogen andre folk, end os slaver, så forsøger De at lyve for mig, Deres nåde?” spurgte han i en falsk forbavset tone, hvor han næsten fik det til at lyde som om at det var en forbrydelse hun gjorde. At hun også måtte fjerne blikket fra ham, da han langsomt begyndte at miste skægget, så tog han ikke blikket fra hende, hvor man også begyndte at kunne ane hans kække smil på de rosenrøde læber. Det var faktisk en befrielse at få det af, hvor han også kun kort så op mod Damon, da han tydeligvis var færdig, hvilket manden havde gjort godt. Han så mod Aleksandra igen, da manden begyndte at gå i gang med at klippe hans hår til, hvor han blot fortsatte med at tie og sidde og betragte hende.

[Deleted]

Jo mere han åbnede munden, jo mere irriteret blev Aleksandra. Han prøvede at belære hende på sin egen flabede måde, og det gik hende groft på nerverne! Det kriblede helt i hende efter at slå ham, da denne mand virkelig havde brug for at blive sat på plads. Direkte uduelig forekom han hende, hvor han på ingen måde passede til et job som dette! I sit stille sind spekulerede hun over, hvorfor slavehandlerne ikke bare havde taget mandens liv, da han tydeligvis også havde gået dem på nerverne. Det var også lige før, at hun måtte fortryde købet af ham, men hun prøvede at tage den med ro, da hun rent faktisk havde købt ham til et specielt formål. Hvis det var, så kunne hun egentligt også bare kyle ham ned i et fangehul, og så bringe ham op, når hun havde brug for ham. Hun fandt det dog bedst, hvis han kunne gøre lidt nytte for hende, nu når han endelig var her. Derfor ville hun gerne have, at han te sig ordentligt, så han kunne hjælpe til ude på markerne. Der behøvede hun heller ikke at tale med ham. ”Efter at jeg købte dig, mistede du din frie vilje. Jeg er ligeglad med, hvordan du er som person, og om jeg forstår dig eller ej. Det eneste der betyder noget for mig er, at du gør, som jeg siger. Det kan godt være, at du tror, at du er din egen herre, men det er du ikke. Jeg har købt dig, og derfor er mine ønsker vigtigere end dine. Du skal bare gøre, som jeg siger, og jeg har desuden allerede sagt, at du nok skal få en kvinde at tage med i seng, så den samtale er allerede lukket,” sagde hun køligt. Hun gad ikke diskutere mere med ham, da han på ingen måde var det værd! Som han sad med sit flabede smil på læben, havde hun mest af alt lyst til at lave et afmærke af sin fod på hans ansigt, men hun lagde bånd på sig selv.. i hvert fald for nu. Hun kunne nemlig ikke benægte, at han var begyndt at få hendes temperament i kog. Det sitrede også helt i hende, som han direkte sagde, at hun irriterede ham, og det kunne han nu heller ikke tillade sig! Hun mærkede også, hvordan magien summede i hende, hvor den helt kriblede i hendes fingre for at blive frigivet. Da han så også kaldte hende for en løgner, blev det simpelthen nok for hende! ”Forlad os, Damon!” sagde hun skarpt til manden der ellers skulle til at gå i gang med Voltaires lange gyldne lokker. Han havde dog anet, at hans frues vrede var under opsejling, så derfor var han forberedt på dette, hvor han heller ikke tøvede med at forlade badeværelset med en fart, inden hendes vrede også ville gå ud over ham. Let bøjede hun sig, hvor hun rev en anelse op i sin kjole, kun for at hun kunne rive en kniv op fra sin støvles kant. Med faste skridt og med et lynende blik bevægede hun sig over til Voltaire i stolen, hvor hun end ikke tøvede med at køre den skarpe klinge over hans ansigt, så hun lavede en dyb rift i hans kind. Med sin venstre hånd greb hun derefter hårdt fat i hans hage, hvor hun lod sine negle bore sig ind i det åbne sår hun lige havde tildelt ham, uden hun tog blikket fra hans isblå øjne. ”Jeg ville vare min mund, hvis jeg var dig! Næste gang, så skær jeg måske noget af dig, som du har meget kært,” hvislede hun iskoldt, mens hun advarende lagde knivens klinge mod håndklædet, der måtte skjule hans ædlere dele

[Deleted]

Voltaire kunne godt mærke at han var ved at gøre Aleksandra vred, skønt han ikke tog sig af det, Han var et sted ligeglad med hende, da han slet ikke gad være her, så hun havde sparet dem begge besværet, hvis hun bare havde ladet vær med at købe ham og ladet ham blive hos slavehandlerne, hvor han også langt hellere ville være! Det kunne godt være at hun var baronesse, boede i et palæ, at han fik sit eget værelse, en kvinde og at hun tog sig af slavernes ve og vel, men det betød intet for ham, for han havde prøvet det hele før og han var ingen født slave! Havde han ikke slået den kunde ihjel, så havde han slet ikke endt hos slavehandlerne og så var han slet ikke endt her hos hende, og til dels kunne han næsten fortryde det, skønt sket var sket og der var intet at gøre ved det nu. De måtte bare begge affinde dem med hinanden, dog havde han svært ved at vise en respekt, der dømte ham og hans væsen, når hun ikke engang kendte ham, og hvorfor skulle han så udvise hende respekt, når hun alligevel anså ham for at være mere sølle end en køter? ”Udmærket.. jeg siger det bare,” svarede han roligt, da hun trods alt selv havde spurgt ind til det, hvor han havde givet hende et konkret og ærligt svar, at hun ikke kunne tåle sandheden var ikke hans skyld, men hun kendte ham ikke, hun dømte hans sensuelle dæmon som gjorde at hun anså ham for en charlatan, der kun tænkte med de nedre dele, hvor hun vidst slet ikke havde hørt efter, når han havde fortalt at han før havde arbejdet i marken og udført andet end seksuelle ydelser for andre! Da han ikke tog de klare isblå øjne fra hende, kunne han også godt se at noget ændrede sig fuldstændig i hendes mimik, hvor det hurtigt gik op for ham at han havde overskredet en grænse, som mange nok ville fortryde, men han blev roligt siddende og greb fat i stolens armlæn med et mere fast greb, da hun råbte at Damon skulle forsvinde, hvilket var inden at manden overhovedet havde nået at klippe hans hår. Han så kort den ældre mand smutte ud af døren, inden han så mod Aleksandra igen, hvor hans smil for længst var falmet, hvor hans mine mere var opmærksom. Han så godt hvordan hun trak en kniv frem, selvom han tvivlede på at hun ville slå ham ihjel, hun ville vel bare sætte ham på plads? Det havde han sikkert selv bedt om, men hun bad selv om hans flabede svar og holdning! Han nåede knap nok at komme med en lyd, da hun skar bladet på kniven over hans kind, før hun havde grebet ham om hagen igen, hvor han havde bidt tænderne kraftigt sammen. Han havde kun kort kommet med en brummende lyd af smerte, og selvom han ikke sagde mere – da han ikke gad give hende den tilfredsstillelse – så kunne man alligevel ane smerten i hans blik, da hun lod sine spidse negle bore sig ned i hans åbne sår. Hans mine blev direkte trodsig og næsten til dels vred, hvor han selv næsten måtte overveje at bruge sin magi, men undlod det dog. ”Hvis De er så utilfreds med mig, hvorfor købte De mig så?! For så kunne De have sparet os begge besværet,” svarede han i fast og trodsig tone, skønt han alligevel tiede, da hun lod kniven søge mod håndklædet, der skjulte hans ædle dele, der faktisk var en vigtig del for hans overlevelse. Han så dog på hende med den trodsige mine, hvor han bed sig selv i tungen, for ikke at sige noget.

[Deleted]

Aleksandra havde utroligt svært ved at respektere hans væsen, da hun direkte hadede den sensuelle dæmon i ham. Let gjorde han det heller ikke for hende, da han konstant havde en seksuel drejning på det hele, og derfor havde hun skam svært ved at betragte ham som andet end det. Det virkede han dog blind overfor, som det tydede på, at han allerede havde stemplet hende, hvor hans mission mere måtte være at drive hende til vanvid, end at få hende til at smile. Det her var i hvert fald slet ikke vejen dertil! Lige nu havde hun mest af alt lyst til at gribe ham om halsen, og kvæle det elendige liv ud af ham. I hendes øjne havde han i hvert fald ikke fortjent andet. Men selvom han virkelig formåede at vække hendes vrede, så følte hun ikke, at hun bare kunne slå ham ihjel. Hun havde trods alt lige brugt et bare guldstykker på ham, og hun havde en plan med ham. Hun fandt det dog stadig en anelse fristende at torturere ham, for derefter at tage hans sølle liv. Det var dog ikke det hun endte med at gøre, skønt hun alligevel fik en lille smule afløb for sin vrede. Synet af den dybe flænge over hans nybarberede kind, fik hende til at trække koldt på smilet, som det frydede hende at se den smerte, som hun måtte pålægge ham. Han havde i hvert fald ikke fortjent andet end at blive sat på plads, for han havde virkelig overtrådt en grænse! Det ærgrede hende dog, at han ikke udtrykte mere smerte end en brummen, men hun tog alligevel bare, hvad hun nu engang fik. Hun kunne se smerten i hans øjne, som hun borede sine lange negle ind i hans åbne sår, hvilket også var en tilfredsstillelse. ”Grunden til, at jeg har købt dig er min egen. Du skal nok få den af vide, når tiden er inde og ikke før! Hvis jeg var dig, så ville jeg behage mig lidt mere, da jeg ellers nok skal gøre sådan, at du hver dag vil tigge om intet mindre end døden,” hvæsede hun koldt af ham, mens hun trykkede hårdere om hans kind. Hun kunne både se og mærke, hvordan hendes fingre rørte ved hans kød, samt hvordan blodet måtte væde hendes fingre og trille ned ad hans kind. ”Se dette som en advarsel.. Næste gang vil jeg ikke være så mild,” sagde hun advarende, inden hun i en voldsom bevægelse skubbede hans hoved til siden. Den blodige hånd tog hun sig ikke af, hvor hun også havde sendt ham det sidste blik, som hun nu vredt forlod badeværelset. Som hun nåede ud på gangen, lavede hun kun et kort nik med hovedet til slaven, Damon, der bukkede forståelsesfuldt for sin frue, inden han selv gik tilbage på badeværelset til Voltaire. Aleksandra selv havde fået nok af sin nyindkøbte slave, hvor hun i øjeblikket forbandede ham til helvedet, som hun bevægede sig væk fra kaosset ude på badeværelset, og op, så hun kunne finde sig selv igen. Selv måtte hendes skridt føre op på den næste sal, hvor hun gik ind på en mindre stue, der måtte stå som hendes eget lille magiske bibliotek. Der kunne hun finde ro og finde den indre glæde igen, da magien altid kunne bringe hende tilbage igen. Det kunne også være, at hun ville finde nogle ideer til, hvad hun kunne stille op med Voltaire.

[Deleted]

At Aleksandra havde fået nok, var noget som hurtigt gik op for Voltaire, selvom han et sted var ligeglad. Hun opførte sig som et irettesat barn, hvor det var tydeligt at hun så sig hævet over ham – nok med god grund, men i hans øjne var alle lige, desuden tvivlede han på at hun ville blive solgt for kun syv guldstykker, da hun nok ville mene at der slet ikke var en pris der var høj nok for hende. Hun var dog tydeligvis umulig at snakke med, hvor han desværre også måtte affinde sig med at han var under hende, skønt han ikke var meget for det, hvor han heller ikke rigtig ønskede at arbejde under hende, faktisk havde han slet ikke lyst til at være her, så det måtte irritere ham grænseløst at han nu hang på hende, hvor det så ud til at hun delte hans irritation, da hun tydeligvis havde fået nok af ham – noget som faktisk frydede ham direkte! At det så skulle gå ud over hans nybarberede ansigt, var en tanke som gjorde ham vred, da han trods alt var en sensuel dæmon, perfekt skruet sammen, hvor han ikke gad have synlige ar i hans perfekte ansigt! Hun rev dog også op i det andet sår han havde haft, som han havde fået fra piskeslaget ved slavehandlerne, hvor blodet hurtigt måtte male den side af ansigtet rødt. Han svarede hende ikke, skønt hun talte til ham, da han blot så direkte trodsigt på hende. Hun skulle tydeligvis bruge ham til et eller andet og han var ikke sikker på at han ville bryde sig om det, for ellers havde hun sikkert slet ikke købt ham, men det gjorde det dog ikke bedre at han ikke fik svar på spørgsmålet, for så kunne han kun gå og være både spændt og nervøs på hvad det var, da det faktisk måtte vække hans nysgerrighed. Som hun kastede hans hoved fra ham, fik han næsten helt ondt i nakken, skønt han blot så hvordan hun måtte forlade badeværelset i frustration og vrede over hans flabede opførsel, hvor han var sikker på at hun mest var frustreret over at hun ikke kunne slå ham ihjel – hvilket kun tydede på at hun havde store planer med ham og han var slet ikke sikker på at han ville bryde sig om det. Han tog sig roligt til kinden, hvor blodet hurtigt måtte male hans ansigt rødt, hvor han roligt vendte blikket mod Damon, der kom ind igen. ”Hun var da.. charmerende,” mumlede han lettere ironisk, hvor ordene halvvejs var henvendt til Damon. Han vendte blikket mod manden, som ikke havde nået at gøre sit arbejde færdigt, før han havde pisset Aleksandra af. ”Jeg er sikker på at jeg får nok at se til,” svarede han med et morende smil, som det denne gang var henvendt til Damon, hvor han roligt lod de isblå øjne falde på mandens skikkelse. Hans blodige hånd, tørrede han roligt af i sit håndklæde, inden han så frem for sig igen. De andre slaver havde tydeligvis respekt for hende, men han var så heller ikke som dem, da han havde fået smagen af friheden op til flere gange, skønt han desværre ikke kunne sige at han var sin egen herre længere og den tanke var virkelig direkte irriterende for ham!

[Deleted]

Aleksandra havde på alle måder fået nok af Voltaire, hvor hun helt kunne forbande sig selv over, at hun havde købt ham. Der var dog en dybere mening med købet, så hvis hun prøvede at tænke på målet bag det hele, så ville hun måske kunne udholde at have ham i sin husholdning. Desuden, så skulle han ikke arbejde inde på selve palæet, men ude i marken. Det var kun, når hun skulle i gang med sin ide, at hun var nødt til at have ham på nært hold, og så måtte hun jo selv, hvordan det gik. Det kunne på sin vis være risikabelt af hende, men hun var interesseret i at få det til at lykkedes, så hun var villig til at give det en chance! For nu kunne hun dog ikke klare at være i nærheden af manden mere, og derfor forlod hun også badeværelset, så hendes tjenestefolk i stedet kunne tage sig af den irriterende mand.
Damon havde stået udenfor døren og ventet pænt og tålmodigt, til hans frue gjorde sin optræden og sendte ham ind igen. Han stillede ingen spørgsmål, da hun med en yderst kortfattet mine bare nikkede til ham, hvor han selv kunne regne ud, at hun havde fået nok af Voltaire derinde, og at hun ønskede, at han gjorde sit arbejde færdigt. Det var ikke fordi, at han til dagligt var palæets frisør, som han faktisk stod ude i markerne til hverdag, men alligevel havde han fået lært sig at klippe mændene, hvor det var blevet hans deljob, når en af de andre slaver skulle have studset lokkerne og skægget. Roligt bevægede han sig tilbage på badeværelset, hvor han hurtigt kunne regne ud, hvad der havde foregået i mellemtiden. Han trak kort på skulderne. ”Hun er nu ikke så slem.. Jeg har været steder der har været langt værre, end hvad du lige blev udsat for,” kommenterede han stilfærdigt. Første gang var det, at han åbnede munden foran denne Voltaire, men han ønskede også bare at føje sin frue, når hun var til stede. Han havde på ingen måde i sinde at gøre oprør som denne mand, da han vidste, at man havde det langt bedre her end så mange andre steder. Hans mørke øjne tog kort den blødende kind i betragtning, hvor han brummede let over synet. Selv forstod han ikke, hvorfor Voltaire var gået så vidt med at irritere fruen, da fruen behandlede dem pænt, hvis bare de gjorde, som hun ønskede. Det var dog ikke op til ham at udgyde sin mening, ligesom det faktisk heller ikke var op til Voltaire, men det ville manden vel sande med tiden. ”Hvad er hendes planer da med dig?” spurgte han nysgerrigt. Selv vidste han nemlig, at de var nok ude i marken, men på den anden side, så gjorde det intet blandt slaverne, at der kom en ny mand, da det betød mindre arbejde for dem. Roligt fremdrog han en kam, som han begyndte at udrede håret, inden han kunne klippe det ordentligt til. ”Hvis det er, så kan jeg sy såret for dig, hvis du ikke selv kan,” tilbød han stilfærdigt, da han havde anet, at flængen i mandens kind var så dyb, at den burde sys.

[Deleted]

Som Aleksandra havde fået nok af Voltaire, gik det også den anden vej. Måske han ikke rigtig havde den luksus og ytre sin mening, hvor han nok også skulle passe på, men han kunne et sted ikke lade vær, da han ikke var god til at holde sin mening igen, når man talte med ham, og spurgte man om hans mening, jamen så kom han med sin mening, og han kunne ikke se hvorfor det skulle være anderledes, han var trods alt ikke blevet købt til at skulle lyve, men for at arbejde. Han var dog ikke som enhver anden slave nok ville være, da mange bare valgte at føje sin herre og det kunne han skam også godt, hvis hans herre bare udviste lidt respekt for ham og hans væsen, men det gjorde hun jo på ingen måde! Hun dømte ham og hun hadede tilsyneladende hans væsen, så hvorfor skulle han te sig anderledes? Det var lige før at han snart hellere ville spærres inde i fangekælderen, da det ville være det samme som at være hos slavehandlerne; fanget. Blikket gled roligt mod Damon, da den ældre herre kom ind igen, hvor han måtte trække morende på smilebåndet til mandens ord. ”Er du blevet betalt for at sige det?” spurgte han morende, som smilet kun bredte sig. Hvilken slave ville ikke sige det? De turde jo tydeligvis ikke andet end at føje deres herre, så mandens ord kom ikke bag på ham, skønt manden nok havde fat i noget, „men det er da til at se at hun går lidt op i sine slaver. Desuden har jeg selv oplevet at blive behandlet værre end dette.” Han valgte alligevel at give manden ret, da han godt kunne se at hun faktisk behandlede slaverne godt, men det ændrede dog ikke på at hun var og blev en herre der i sidste ende var ligeglad med dem, for hvad betød de inderst inde for hende, andet end at de var arbejdskraft? Han måtte jo bare affinde sig med det, hvilket han nok skulle bruge noget tid på, men til sidst ville det vel komme? Det gjorde det jo altid, for han tilpassede sig altid sin nye arbejdsplads. Han vendte roligt blikket op mod Damon, da han spurgte hvad kvindens planer var med ham, inden han så frem for sig igen, så han kunne gå i gang med at redde hans hår og klippe det. ”Gid jeg vidste det. Men jeg må erkende at jeg er overrasket over at hun købte mig, for jeg passer ikke til hendes beskrivelse, derfor må hendes planer ligge dybere end som så,” svarede han i en eftertænksom tone, som han blot så frem for sig, imens Damon gik i gange med at klippe ham, hvor han godt kunne se de lange gyldne lokker falde ned på hans krop og gulvet, hvor han ikke havde så meget imod at de røg, for det var virkelig blevet for langt! Det ville jo helt blive en befrielse at kunne mærke sine ører igen! At han så tilbød at sy hans sår, trak han skævt på smilebåndet. ”Det er venligt af dig, og det vil jeg sætte pris på, jeg tror endnu at mine lemmer er for stive til at jeg kan bevæge fingrene optimalt og være i stand til at holde noget som helst,” svarede han sandfærdigt, som tegn til at manden godt måtte hjælpe til. Normalt var han ikke hjælpeløs, men efter at være ude i kulden og komme ind i varmen, så skulle hans krop lige få varmen ordentlig tilbage igen.

[Deleted]

Damon slap en dæmpet klukkende latter til Voltaires ord. Det var skam forståeligt nok, at manden ikke var enig med ham lige nu, når deres frue lige havde været efter ham, men han skulle vel nok kunne se meningen i hans ord som tiden gik. Selv var han i hvert fald tilfreds med at være her, som han blev behandlet anstændigt, i forhold til det han ellers havde været ude i. ”Dog ikke,” svarede han i en morende tone. ”Vi får tag over hovedet.. mad.. et varmt bad, som du lige har fået.. hvad mere skulle vi bede om?” spurgte han roligt. Nej, han havde ikke i sinde at klage over behandlingen han fik her. Han frygtede også for mulige straffe, hvis han gjorde det, og han følte ikke, at han havde det ringe nok til at klage, når man tænkte på, hvad han ellers havde oplevet andre steder. Han havde desuden altid været en slave, så han kendte kun til livet under en herre, og derfor var han ikke ligeså oprørsk som denne Voltaire. Som han havde talt, havde han langsomt fået udredt de lange gyldne lokker. Roligt tog han nu saksen frem, hvor han startede med at klippe en lang lige linje af, så håret blev lettere at arbejde med. En smule tænksomt måtte hans ansigt blive, som Voltaire fortalte, at han hverken passede til fruens beskrivelse af en god slave, og hans ide om, at hun skulle bruge ham til noget særligt. ”Måske er det ikke noget særligt du skal.. Det eneste fruen tænker på for tiden, er sit arbejde og sin magi,” sagde han roligt, mens han førte saksen igennem de gyldne lokker der ligeså stille faldt til jorden. Denne mand skulle vel bare arbejde i marken blandt alle de andre mænd. Det havde ikke just tydet på, at fruen var vild efter at få ham tættere på sig, så marken lød vel ganske passende for ham? Han nikkede roligt med hovedet, som han blev bedt om at sy flængen i mandens kind. Som slave var det et arbejde alle her på palæet kunne udføre, da fruen nægtede at tage sig af de sår hun påførte dem. Hun kunne dog være til hjælp, hvis der skete en arbejdsulykke, men alligevel valgte slaverne helst at gå til hinanden med sådanne problemer. ”Jeg kan tage mig af det efter klipningen,” sagde han stilfærdigt. Hvilke skader denne mand ellers skulle have, anede han ikke, men han håbede ikke, at han havde for mange, da han i så fald kun ville være en belastning for de andre mænd. Han undrede sig dog over, hvorfor fruen dog havde købt denne mand. Han irriterede hende tydeligvis, og han var på ingen måde i ligeså god stand som de andre slaver. Alle de andre her var respektfulde overfor hende, og de havde set pæne og sunde ud, da de var blevet købt. Selv håbede han bare, at denne mand sagtens kunne indordne sig forholdene, når han var blandt de andre slaver og arbejdede med dem, da han ellers kun ville være en lænke om deres ben.

[Deleted]

Som Damon slap sin klukkende latter, trak Voltaire en anelse på smilebåndet. Han selv var blevet behandlet værre, end hvad det lød til at slaverne blev behandlet her, så det var klart at hun gik op i sine slaver, men i sidste ende var det vel kun for hendes egen skyld? Så folk udefra kunne se hvor generøs hun var, fordi hun ønskede at vise at hele hendes hus og folkene heri havde en vis standard, fordi hun var baronesse. Han tvivlede på at det var fordi hun holdt af hver og en af dem, for hun virkede ikke just som nogen kærlig kvinde og der tog han vel heller ikke fejl? Da manden så spurgte om hvad de mere kunne ønske sig, trak Voltaire skævt på smilebåndet, hvor han skævede op mod Damon. ”Ægte frihed?” foreslog han kækt, inden han valgte at se frem for sig igen. Måske folkene var tilfredse med hvad de kunne få her, men der var ingen tvivl om at enhver slave ønskede det som var bedre, og hvis ikke, så var det kun fordi de slet ikke vidste hvad der var af andre og bedre ting derude. Her blev folkene måske passet på, men hvem ville ikke have muligheden for at styre deres eget liv? For at være herre over dem selv? Det havde han prøvet og hvis han kunne, så ville han gerne være den som sad med en fin titel og kunne kalde sig for adelig, dog ville den dag aldrig komme, for hans lod i livet, var nemlig sådanne dårlige og ringe jobs, og kun mest af alt på grund af hans sensuelle dæmon. Han så blot frem for sig, som Damon gik i gang med at klippe håret af ham, hvor han kun var glad for at blive studset lidt alle steder, da det virkelig var tiltrængt efterhånden! Han endte med at sukke tænksomt til sig selv til mandens ord, hvor han så tænkende mod væggen overfor ham, hvor han fulgte kanterne på fliserne og furerne. Han vidste ikke hvorfor Aleksandra havde købt ham, for hvad pokker ville hun med ham? Det irriterede ham at han ikke kunne få svar på det spørgsmål, da det gjorde ham nysgerrig og spændt, men alligevel også en smule frygtsom, for hvad nu hvis det var til noget dårligt og slemt? ”Det finder jeg jo ud af,” svarede han roligt og forsøgte at skjule den anelse nervøsitet der måtte dukke op i ham, for han brød sig ikke om at være uvidende, hvor han næsten var bange for at han skulle fortryde at hun havde købt ham. Han ville snart også kun håbe på det værste, så han blev positivt overrasket, hvis det ikke var slemt, frem for at håbe på at det ikke var noget særligt, som Damon gjorde, og så blive overrasket negativt fordi det var slemt. Han nikkede ganske roligt til mandens ord. ”Det vil jeg sætte pris på,” svarede han ærligt. Normalt ville han selv tage sig af sine sår – hvis han kunne nå og se vel at mærke – for han havde skam selv styr på at behandle dem, men han måtte erkende at hans fingre var så stivfrosne, at han knap kunne bevæge dem optimalt, så lige denne gang, havde han brug for hjælp. ”Og ved du så, hvad jeg skal efter dette?” spurgte han roligt manden, da han ikke vidste om Aleksandra havde sagt til Damon hvad han skulle i gang med, eller om han kunne hvile. Det sidste ville han dog ikke have noget imod, for han var øm i hele sin krop efter at have været hos slavehandlerne, der ikke havde behandlet ham og de andre slaver godt.

[Deleted]

Damon havde skam sine drømme for, hvordan han ville ønske, at han sit liv så ud, men samtidig vidste han også, at han aldrig ville få en bedre tilværelse, end den han kunne få her. Han var født slave, og han havde affundet sit med det faktum, at han nok ville dø sådan. Det tydede dog ikke på, at denne Voltaire havde affundet sig med sit lod i livet, men det måtte han jo om. Han vidste bare, at det ikke ville blive let for den nyankomne, hvis han blev ved med at gå imod reglerne, og for at være ærlig, så frygtede han, at de andre ville mærke af følgerne. Fruen havde været ganske glad på det seneste, som det arbejdsmæssigt gik hende godt, og så havde alle og enhver på palæet en nat hørt, at hun havde mandligt selskab på besøg, og det havde vidst også glædet hende. Nu kunne de andre så frygte at freden var fordi, hvis denne mand prøvede at lave uorden i tingene her, for fruen virkede allerede vred. ”Frihed har aldrig været en mulighed for mig, og du burde også snart indse, at du har mistet din,” sagde han stilfærdigt. Trist var det måske, men det var den barske sandhed. Roligt klippede han Voltaires kortere, som han fulgte sin frues instrukser. ”Men siden du selv har prøvet at være herre over dit eget liv, hvorfor gjorde du så ikke mere for at fastholde det?” spurgte han i en undrende tone. Han havde trods alt lyttet til hans og fruens samtale, mens han havde været i rummet, så han havde overhørt deres mundhuggeri og hans fortælling om, at han havde lavet andet end bare at være en slave. Selv funderede han også over, hvad fruen mon ville med Voltaire, for han virkede bestemt ikke som en mand for hende. Som han blev studset, så kunne han godt se, at han var heldig med sit ydre, men han tvivlede på, at fruen ønskede ham i sin seng. Samtidig var der nok arbejdere ude i marken, men der kunne selvfølgelig altid bruge en ekstra hånd, hvis man spurgte en slave. Hvis der var en, der havde en chance for at kende fruens planer, ville det nok være Odelia, men alligevel tvivlede han på, at hun vidste noget, da fruen var kendt for at holde alle sine tanker og planer tæt. Han kunne også ane, at Voltaire måtte frygte, hvad han skulle, men det sagde han intet til, som han bare fortsat førte saksen gennem hans hår. Erfarent gjorde han det sidste klip med saksen, hvor han måtte give sit resultat et tilfredst nik ”Så! Skulle jeg se på din kind?” spurgte han roligt, skønt han allerede var på vej over til en hylde, hvor han greb en kasse med nåle, tråd og bandager. Han havde jo allerede fået besked på, at han godt måtte sy hans kind. ”Jeg har fået besked om at føre dig op til dit værelse, når jeg er færdig med dig her,” fortalte han, mens han gjorde nål og tråd klar.

[Deleted]

Hvordan Damons liv havde været, kunne Voltaire ikke svare på, men hans gæt ville være at manden havde været slave hele hans liv og så forundrede det ham ikke at manden havde det fint her og ikke vidste bedre, men for en mand som Voltaire der havde været en fri mand op til flere gange og tilmed havde været herre over sit eget liv, så drømte han større end en normal slave. Han var ikke født slave, tværtimod, og han havde bestemt heller ikke tænkt sig at dø som én! Og hvis han endelig skulle, så ville han i hvert fald ikke have levet sit liv og fortryde visse ting! Skævede ud af øjenkrogen mod Damon til hans ord, skønt han dog ikke bevægede hovedet, da manden trods alt var i færd med at klippe ham. ”Ting er kun mistet, hvis man aldrig får det at se igen, og det ville ikke være første gang at jeg slap ud af slaveriet,” svarede han roligt og med selvsikkerhed i stemmen. Hvor længe han skulle være her, kunne han måske ikke sige, for der kunne muligvis gå år, men han var stensikker på at han nok skulle slippe fri før eller siden, for han gad bestemt ikke blive ved denne nye frue, der ikke var andet end en hidsigprop og irriterende for ham! Mandens undrende tone, fik ham til at se en anelse trodsigt frem, som der naturligvis var en pointe i mandens ord, men han fandt det næsten også flovt at han havde mistet sin frihed igen. ”Jeg blev forrådt, og så endte jeg hos nogle slavehandler der lænkede mig med de magiske lænker, der ligger dér, og så kom din frue og købte mig her i aften,” fortalte han roligt og med en mere neutral stemme, som han blot blev siddende og lod manden gøre sit arbejde færdigt, da han ikke ville forstyrre manden i det. Han havde skam respekt for de andre slaver og han havde skam ikke tænkt sig at gøre arbejdet hårdere for dem, han var villig til at tage sin egen tjans, passe sig selv, og lade de andre slave passe deres daglige rutine uden at gå i vejen. Da Damon så sagde at han var færdig med hans hår, vendte Voltaire blikket en anelse overrasket op mod ham, da der ikke var gået længe, ikke at det gjorde ham noget. Han måtte også prøvende lade sin hånd søge igennem de korte lokker, hvor det helt føltes underligt at have det sådan. Han trak skævt på smilebåndet. ”Det må jeg sige.. har du arbejdet som tidligere frisør?” spurgte han en anelse morende, som han lod manden hente nål og tråd, samt hvad der nu skulle bruges til hans kind, hvor han blot satte sig til rette i stolen igen og lod manden gøre hvad der nu skulle gøres. Han nikkede roligt til hans ord. ”Er det så i stalden denne nat?” spurgte han morende, som han trak på smilebåndet. Det ville ikke være første gang at han sov i stalden, da han havde levet i dårlige miljøer hos andre af sine tidligere herrer, og så vred Aleksandra havde været på ham, så ville det ikke forundre ham, hvis han havde fået en overnatning udenfor, skønt han egentlig bare gerne ville have noget hvile. ”Du har vel ikke en salve til mine fødder? Jeg har fået slemme vabler efter min tid hos slavehandlerne,” spurgte han roligt. Han vidste trods alt ikke hvad der var tilladt at bruge og hvor tingene stod henne, så derfor havde han jo lidt brug for hjælp.