Mission complete?

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Manjarno, hvor der ikke var nogen tvivl om at vinteren var på vej. Nætterne var blevet længere, luften var blevet køligere, hvor der var begyndt at komme frost. Det var ikke mange nætter siden at Derick var kommet fra Metyral, hvor han havde mødt sin tidligere hustru, sin eks, som sjovt nok havde valgt at give ham en chance til. Et sted var det utroligt hvor mange chancer hun gav ham, hvor han inderst inde vidste at det ikke var ham fortjent. Han havde godt nok ikke kunne gøre for at han var blevet taget af dæmonerne, hvor han var blevet slæbt væk, som han heller ikke kunne gøre for at han var på en mission, en mission han følte at han var tæt på at gennemføre. Han havde fået færten af den mand han jagtede, hvor han kunne mærke det krible i ham efter at slå ham ihjel, så han kunne gennemføre sin mission og blive fri. Hvis han altså ville blive fri efter det. Efter mødet med Denjarna havde han tænkt meget over tingene, som han slet ikke vidste om han ville blive fri hvis han gennemførte sin mission, for hvem sagde ikke at der så ville komme en ny? Han kunne ikke engang huske ansigtet på den mand som havde taget ham til fange og plantet mørket i ham, et mørke som måtte forpeste hans tanker og forgifte hans sind. Han var ikke sig selv længere, hvor han konstant var i krig med sig selv, og han vidste at hvis han gav op, så ville mørket tage over for alvor, og det var han ikke interesseret i. Færten af hans mål, havde ført ham til Syrian, hvor han måtte vandre igennem Dødens Dal. Han var blevet en anelse hæmmet efter at han havde givet Denjarna sin magiske halskæde, der gjorde at han kunne vandre ude i sollyset, hvor han nu var tvunget til at vandre om natten og søge i ly om dagen, hvilket kun gjorde det hele langt værre og til dels kunne han fortryde at han havde givet hende den selvom han også håbede på at hun nød dagene, for han vidste at hun måtte savne det, som hun måtte savne livet, dog vidste han at der var flere muligheder hvorpå hun kunne få den igen. De violette øjne søgte let omkring, som han vandrede igennem den døde dal, hvor han færdes i skyggerne, som holdt ham skjult, med hætten slået op, så han gik mere i et med mørket.

[Deleted]

Mørket der havde lagt sig over landene, var ikke noget som generede Ezekiel, tværtimod var det noget som gav styrke til hans ny fundne krop, eftersom han nu var warlock. Meget var sket for ham på det sidste, som han var dukket op i en ny krop uden at huske hvad der var hændt ham, da han var blevet dræbt eller af hvem, hvor han derefter havde mødt sin gamle eks og kærlighed; Anyalina, som han havde ladet skilles med efter deres nat sammen i Manjarno Ityrial, da han havde søgt til Dvasias og til Rozentas Manor. Han var stødt på Konstantin, der hurtigt havde regnet ud at han ikke var mandens fætter, og derefter havde han været tæt på at flå ham levende, men han havde forklaret manden at han var en gammel kending, hans gamle ven Ezekiel, og så havde han fortalt ham alt det som var sket. Manden havde været mistroisk til at starte med, men langsomt var det sivet ind, hvor han også havde ladet ham gå med Williams gamle bøger omkring hans mange storslåede værker. Manden havde været interesseret i alkymi og havde tilmed formåede at genoplive Anyalina. Han havde læst noget af det som manden havde forsøgt at lave, hvilket var noget som faktisk måtte imponere ham, da det ikke var dårligt. Han var nu på vej tilbage til Anyalina i Manjarno, da hun havde sagt ja til at hjælpe med at træne ham og tanken måtte more ham et sted, for det var ikke hver dag at ens ekskone skulle hjælpe med at træne, hvor han var sikker på at hun nok skulle nyde at være den dominante, men det gjorde ham nu intet, for han elskede hende og han ønskede bare at tilbringe tiden med hende. Han gik med raske skridt igennem Dødens dal, som han var nød til at krydse før han kunne komme til Ityrial, eftersom det var en genvej for ham, og jo før han kunne se Anyalina igen og fortælle denne gode nyhed, desto bedre blev det! Han selv var iført mørke jeans, en hvid T-shirt med en sort jakke udenpå, hvor det var tøj som havde tilhørt denne William, hvis krop han brugte som hylster. Han lignede også William udseendemæssigt, skønt han slet ikke var manden, og det havde allerede skabt ham problemer ved Anyalina og Konstantin, så han var lidt bange for at det kunne skabe andre problemer, hvis han stødte ind i andre som kendte til William, derfor kunne det heller ikke gå hurtigt nok med at finde sin egen krop igen!

427 drops of ink for Derick

[Deleted]

Skyggerne skjulte Dericks krop som han måtte søge igennem de mange nøgne træer og budskaders som der ikke længere var nogen vegetation i dalen, eftersom efteråret snart var forbi og snart ville blive erstattet med den hårde og kolde vinter der tog al liv i det grønne og gjorde det umuligt for det til at gro. Hans brune knælange støvler var mudrede og beskidte af den fugtige og våde jord, hvor det tidligere havde regnet og skønt der var tørvejr i øjeblikket, så var det bare et spørgsmål om tid, før den næste byge ville drive over landet. De violette øjne søgte ganske roligt op mod himlen ved tanken på det, inden han så frem for sig igen, som han fortsatte. Det var dage siden han havde set Denjarna igen, hvor han konstant følte at han blev drevet i ring, som han havde gennemsøgt hele Manjarno og nu førte færten ham tilbage mod Dvasias. Selvom han havde en fornemmelse af at han var tæt på, kunne han alligevel ikke lade vær med at føle at han var langt fra, som han frygtede at han konstant blev ført i ring. Han kunne nok ikke huske den mand som havde sendt ham af sted på missionen, men han kunne huske at han havde fået at vide at manden ikke længere var i sin gamle krop, hvor han havde fået en fært af mandens sjæl, så han ville kunne genkende ham, hvis han stødte på ham. Han strøg let tungen over de blege læber, som han vædede dem, idet han brugte sin fart til at komme fremad. Han kunne lugte at færten blev stærkere og stærkere, hvor han følte sig helt ivrig efter at få missionen gennemført, så han kunne genvinde sin frihed og gøre præcis hvad han ønskede, inden den mørke mand ville sende folk ud efter ham, for at dræbe ham. Han ønskede egentlig bare sin frihed, så han selv kunne bestemme hvad han ville, skønt han frygtede at han aldrig ville slippe af med mørket og nu kæmpede han imod sig selv, for ikke at lade den overtage ham helt, hvor tankerne tit drev til Denjarna, da hun synes at være den eneste der kunne drive mørket bort. Noget i ham ønskede dog at glemme hende, hvor han heller ikke kunne lade vær med at tænke på om hun hyggede sig med andre mænd, imens han var væk, hvis hun pludselig skulle ombestemme sig for ikke at gide, at vente på ham, og den tanke gjorde ham hidsig.

[Deleted]

Ezekiel strøg en hånd igennem de mørke halvlange lokker. Det var underligt at være i en andens krop, som han konstant skulle huske på at andre ikke så ham som Ezekiel, men som William Rozentas, hvor det til tider havde sine ulemper, som det andre gange bar sine fordele. Han bar en taske ved sin ene side, hvor læderstroppen gik over den modsatte skulder, så den ikke røg så let af. Deri bar han de vigtigste bøger omkring Williams liv, hvor det måske var en anelse usselt at han havde taget dem, men så snart han kunne komme ud af denne krop og ind i sin egen, så kunne han gravlægge William og give ham en ordentlig og værdig begravelse, som han havde fortjent, og han ønskede at vise respekt for denne mand og give ham den sidste ære, da det var det mindste manden havde fortjent. Han fortsatte sine rolige skridt igennem den døde dal, hvor tågen var omklamrende og fugtig. Selvom han var alkymist og tilhørte en race der arbejdede med døden, så havde dette sted altid givet ham myrekryb, det var dog ikke så slemt at han ikke turde gå igennem her, og han var også lidt forberedt, hvis der skulle opstå kamp, for han vidste jo ikke hvilke væsner som befandt sig herude. Under den store fuldmåne, der havde en tendens til at fremkalde bæsterne, og man vidste jo aldrig om man kunne støde på en her i dalen. Ikke nok med det så fremkaldte natten jo alle mørkets væsner, så det var ikke kun pelsede bæster man skulle passe på, men også mange af de andre. Han frygtede dem dog ikke, da han altid havde kunnet klare sig og selvom han var i en ny krop og havde en ny magi som han skulle vænne sig til, så var han på ingen måder svag eller dum. Han havde desuden også været oplært hos warlocks tilbage i tiden, så deres magi var ham ikke helt uvant. De krystalblå øjne søgte let omkring, hvor han endte med at stoppe op, da han synes at kunne fornemme nogen i nærheden. Han kunne intet høre, men det var også det som gjorde ham en anelse urolig; der var alt for stille. Han strøg tungen varsomt over sine rosenrøde læber, inden han fortsatte frem, hvor han var blevet langt mere påpasselig og varsom. Han kunne næsten beskylde sig selv for at være blevet paranoid, da han aldrig havde brudt sig om stedet, men han tog dog ingen chancer, så han valgte at være på vagt for at være på den sikre side.

432 drops of ink for Derick

[Deleted]

De violette øjne søgte for en kort stund op mod den store fuldmåne. Det var nogle dage siden at han havde set Denjarna, hvor han ikke kunne lade vær med at spekulere over hvad hun lavede en sådan smuk nat, et sted også for at holde mørket på afstand. Det mindede ham om de nætter de havde lagt sig ud på træhyttens tag, for at se på stjernerne og månen, skønt han altid havde set mere på hende end på himlen. Tanken om at hun tilbragte denne smukke fuldmåne nat med manden der gav hende halskæden fik ham dog til at fokusere på missionen, som det kun ville ødelægge hans humør mere end hvad godt var og han ønskede ikke at give sig fuldstændig hen til mørket. Han stoppede op for en kort stund, hvor han så frem for sig, da færten blev helt tydelig kraftig, hvilket kun betød én ting; han var på rette spor! Han mærkede hvordan det måtte krible i ham, hvor han satte farten op i vampyrtempo, som han susede gennem buske og krat, for at løbe mellem træerne. Han endte med at sætte af fra jorden og hoppe op i et træ, da han kom tæt nok på, hvor han lod skyggerne gemme hans krop. Hans ekstraordinære øjne, så sig let omkring, inden de faldt på den enlige mand, der kom gående på stien. Manden var på vagt, hvilket han kunne se på mandens måde at bevæge sig frem på, derfor var hans tilstedeværelse altså manden kendt, eller i hvert fald i hans mistanke. Et kynisk smil gled over hans læber, som han nærmest kunne føle sejrens smag på tungen, da han endelig havde fundet sit mål og sin mission. Han lod den ene blege hånd søge mod sværdets skæfte, hvor han overvejede hvordan han skulle dræbe ham. Han kunne gøre det hurtigt og rent, langsomt og smertefuldt, hvor han kunne snakke med manden først eller bare springe på ham. Han fjernede hånden igen. Han overvejede bare at få det overstået, men måske det var dumt? Han vidste jo endnu ikke hvad manden var i stand til og manden vidste jo ikke hvem han var og at han var blevet sendt ud efter ham. Han endte med at lande lydløst på jorden, skønt han forblev i skyggerne og mørket. ”Og hvem har vi så her? En forvirret omvandrende der ikke kan finde vej?” Hans stemme var intet andet end en kølig hvislen, som havde det været vinden selv.

[Deleted]

De dødes dal havde aldrig været et af Ezekiels yndlingssteder, som det tværtimod altid havde bragt ham ubehag at gå her. Han var alkymist – eller warlock siden han befandt sig i sin nye krop – og han havde altid kunnet fornemme de døde, når han kom gående her, for dalen havde jo ikke fået navnet uden grund. Mange sjæle var gået tabt her, hvor det siges at sjæle søgte hertil i håb om at få fred og ro. Sjæle var dog upålidelige og utilregnelige, det var som dæmoner der kunne besætte ens krop, hvis man ikke passede på, alligevel var sjæle fascinerende, som det var rene energikilder, der var noget af det mægtigste som var skabt i denne verden. Det ændrede dog ikke på at han følte at han blev forfulgt i denne stund og om det bare var ham selv der spillede sig et puds, anede han ikke, men vagtsom blev han i hvert fald, hvor han også endte med at sætte farten op. Hans blik gled rundt som han kiggede, men intet kunne han se for den tykke tåge og de mange træer der udgjorde en hel skov i dalen. Her var skummelt og uhyggeligt og normalt skulle der ikke meget til for at skræmme ham men med det som han havde været igennem og når han befandt sig i en krop, hvor han ikke rigtig kunne finde ud af at bruge magien endnu, så havde han al grund til at være nervøs. Han endte med at stoppe op, da stemmen nåede hans ører, hvor han havde haft ret i at der havde været andre der. Han stoppede roligt op og forsøgte at lokalisere vedkommende, hvor han kneb øjnene let sammen. Han måtte næsten automatisk knuge tasken mere ind mod sig, da han ikke ønskede at vedkommende skulle få fat i den. Han kunne ud fra stemmen høre at det var en mand, men hvad race og alt det anede han ikke, da han endnu havde en mase han skulle tillære sig af magi og tricks. Hans blik gled let omkring, hvor han pludselig blev meget mere opmærksom på denne fremmede mand, der gemte sig ude i skyggerne. ”Jeg er hverken forvirret eller faret vild, men selv hvis jeg var, så er det dig som er en kujon, siden du ikke tør vise dit ansigt,” svarede han i en kontrolleret tone, som han ikke mistede opmærksomheden, da han jo ikke vidste hvilket væsen han var oppe imod.

408 drops of ink for Derick

[Deleted]

Det eneste som Derick var interesseret i, var at få gennemført sin mission, så han kunne komme hjem til Denjarna og de kunne få opbygget et nyt liv sammen. Efter deres genforening, bogstaveligtalt, så havde han ikke kunnet få hende ud af sit hovedet, hvilket måske også var meget godt, for ellers var han bange for at mørket ville få et for dybt tag i ham og det var han på ingen måde interesseret i. At han så endelig havde fundet sit mål, var noget som efterlod ham med en sejrssmag i munden, hvor han slet ikke kunne vente med at flå manden levende og gennemføre sin mission, selvom.. han vidste jo faktisk ikke hvordan han skulle gøre. Skulle han dræbe manden? Skulle han tage ham med tilbage, for han kunne jo ikke engang huske vejen tilbage, da den mørke mand havde formået at gøre hans hukommelse svækket, så han ikke længere kunne huske mødet eller manden. Det var lidt en skræmmende fornemmelse, hvor han var bange for at alle hans tanker og minder langsomt ville blive fortæret af mørket og det var han på ingen måde interesseret i! De violette øjne faldt roligt på Ezekiels skikkelse, eller det ville sige at det var en fremmed mands skikkelse, men med Ezekiels sjæl indeni, det havde han skam fået forklaret, hvor han sjovt nok godt kunne huske det, ligesom han også havde fået færten af ham og den var den som han havde fulgt i flere uger efterhånden og nu var han sikker på at han havde fundet den rigtige. Mandens ord fik ham til at rynke utilfredst på næsen, for han var bestemt ikke nogen kujon! Han lod sig dog ikke ophidses af det, som han forblev skjult i skyggerne, da det gav ham en fordel, hvor han godt kunne ane på manden at han ikke var vant til at være i sin nye krop. Et kynisk smil gled over hans læber, som han bevægede sig i en cirkel udenom manden og endte bag ham. ”Kujon? Tværtimod er jeg den mand, som er blevet sendt ud for at indfange dig,” fortalte han med en lumsk undertone, som han ikke tog blikket fra ham, hvor han derimod lod blikket følge manden med et næsten helt så sultent skær.

[Deleted]

At Ezekiel havde haft ret i at han blev forfulgt, var bestemt ikke noget som gjorde ham glad eller som gjorde tingene bedre for ham, eftersom han helst ville have været fri for det og så bare være sluppet helskindet igennem den døde dal, men det så ud til at det ikke blev så let for ham igen. Han havde kun kort kigget bøgerne igennem, hvor han havde taget de vigtigste med sig, da der fandtes utrolig mange af dem. Han havde dog kun taget de som havde omhandlet mandens magi og hans opfindelse indenfor alkymi, eller det vil sige det han havde lært omkring det, eftersom det ikke var normalt at en warlock kunne alkymi. Han bed let tænderne sammen, som der var en mand gemt i skyggerne og han var ikke vant til denne krop og magien dertil, så han kunne ikke finde ud af hvor han befandt sig henne, eller hvilken race han var. Han måtte vende sig om i en hurtig bevægelse, næsten som havde han fået et chok, da stemmen pludselig lød bag ham, hvilket også gjorde det klart hvilke racer manden muligvis kunne tilhøre; vampyr eller horror, eller naturligvis en blanding som varyl eller holy grail, for ikke mange væsner bar den hurtighed. Måske han var i en ny krop, men dum var han bestemt ikke! Hans mine måtte dog blive fuldstændig bleg ved lyden af hans ord. Han var blevet sendt ud for at indfange ham? Det gøs helt i hele hans krop, da tankerne måtte vælde op i ham, hvor han også mærkede ubehaget langsomt snige sig op i ham. ”Hvad mener du?” spurgte han, hvor han forsøgte at holde stemmen rolig, men kunne ikke skjule en form for nervøsitet. Han anede ikke hvilken mand det var der havde taget hans liv, han kunne ikke huske mandens ansigt, og han hadede virkelig den tanke! Han sank den klump, der havde sat sig fast i hans hals, hvor han mærkede hvordan det begyndte at krible i hans fingrer og fødder, som han nærmest følte for at løbe, men hvordan skulle han kunne flygte fra noget han ikke kunne se og heller ikke ville blive i stand til at løbe fra? Han gjorde bedst i at blive stående og det var også hvad han gjorde.

381 drops of ink for Derick

[Deleted]

Det måtte helt more Derick at se manden blive så nervøs over hans tilstedeværelse, hvor det var tydeligt at manden ikke havde glemt hvad der var hændt ham, men han var ligeglad, og han var ligeglad med om manden var uskyldig eller ej, for han måtte slet ikke tænke i de baner, da han var nød til at tænke på sig selv. Han var også selv uskyldig, som han var blevet slæbt ufrivilligt med, hvor han nu var blevet sendt på mission og han havde intet andet valg end at fortsætte og gennemføre sin mission og om han skulle slæbe manden med sig eller om han skulle dræbe ham, var ham endnu uvidende, men han skulle nok få det hele gennemført på den ene eller den anden måde. Han kunne dog heller ikke lade vær med at frygte at han aldrig blev færdig og den tanke brød han sig slet ikke om. Han var blevet hevet ufrivilligt ind i det, fordi disse dæmoner og denne mørke mand ønskede ham til at udføre deres beskidte arbejde og hvorfor skulle de slippe ham, hvis han gennemførte missionen, hvad nu hvis han aldrig slap fri? Den tanke brød han sig på ingen måder om, men han havde desværre intet valg, hvis han ønskede at overleve og han ville jo gerne hjem til Denjarna igen. Det kyniske smil bredte sig kun på hans læber, som han langsomt måtte dukke frem fra mørket og skyggerne, hvor hans skikkelse måtte komme til syne, skønt han var gemt bag kappen og dens opslåede hætte. ”Jeg mener at jeg er kommet for at slæbe dig tilbage til mørket igen, Ezekiel,” svarede han i en lumsk tone, som han roligt trak sit sværd, hvor klingen gav en klirrende lyd fra sig, da han trak det ud af dets sorte skede, hvor han roligt pegede det imod manden. Han var måske vampyr og nød af nærkamp, men han kunne også godt lide en god sværdkamp, skønt manden godt nok var uvæbnet, men det var ligegyldigt. ”Så fortæl mig.. har du nydt din lille frihed i din nye krop? For den er jeg kommet for at hive tilbage igen.”

[Deleted]

Det hjalp ikke just på Ezekiels nervøsitet at der var en mand ude i skyggerne, som han ikke kunne se eller lokalisere via energi, hvor han måtte forbande sig selv over at være i denne nye krop, for han var jo slet ikke vant til den endnu! Folk så ham som William Rozentas, hvor det kun var to der kendte til hans rigtige identitet, og det var Anyalina og Konstantin. At denne mand så talte som om han vidste hvem han var, var noget som gjorde ham nervøs, hvor han mærkede hvordan det måtte krible i hans krop, som han kun ønskede mere og mere at komme væk herfra. Han måtte dog påminde sig selv at han normalt aldrig var så.. bange, men det var vel en frygt der var kommet med det som var sket? Han havde altid holdt hovedet koldt og det måtte han også gøre denne gang! Han endte med at rette sig mere op, som manden lod sig komme til syne. Hans ord fik en ubehagelig følelse til at skylle igennem ham, som han vidste hvem han var og det brød han sig på ingen måder om, for det betød at denne mand var udsendt fra den mand som havde taget hans liv og sikkert vidste hvor hans krop var – hvis den da ikke var blevet skilt af vejen. ”Du kan jo forsøge..” mumlede han velvidende om at der var en chance for at manden kunne høre ham. Han rettede sig op og vendte blikket kortfattet imod ham, som han nu var kommet frem fra mørket. ”Og nu ved du hvem jeg er.. så er det vel også på sin plads at jeg får at vide hvem min fjende er?” Han betragtede manden nøje, skønt han ikke kunne se hans ansigt, som var skjult under hætten. Han blev dog kun på vagt, da manden trak sit sværd, hvilket fik ham til at knytte næverne ganske let. ”Jeg har skam nydt min frihed, desværre kan man ikke sige det samme om dig, som du tydeligvis er mandens bitch,” svarede han sammenbidt, som han ikke tog blikket fra manden. Hvem han arbejdede for anede han ikke, men måske han kunne få det ud af ham? Han var bange for at oddsene var imod ham, men han ville ikke give op uden kamp!

384 drops of ink for Derick

[Deleted]

De violette øjne blev ikke taget fra Ezekiels skikkelse, hvor Derick holdt ham fast med blikket, hvor han godt kunne se at han havde gjort manden helt nervøs og hvordan han forsøgte at kæmpe sig tilbage til fatningen, men det var kun tydeligt at der var blevet sat en frygt i ham, den selvsamme frygt som Derick faktisk også måtte føle i sit indre, da hans hukommelse var begyndt at krakelere omkring den mand som havde sat ham på missionen, hvor han ikke kunne huske hans ansigt, kun huske mørke. Han trak lumsk på smilebåndet, som han opfangede mandens mumlende ord. Han skulle nok forsøge og ikke mindst skulle han nok formå at klare missionen! Han fnøs ganske let, som manden ville have hans navn, selvom han ikke vidste om han skulle afsløre sig selv. ”Og du tror at det skulle hjælpe dig?” spurgte han i en kæk tone, skønt han dog ikke var nogen kujon og han turde godt vise sit ansigt og afsløre sig selv! Han endte derfor med at trække hætten ned, så hans ansigt kom til syne, hvor hans violette øjne måtte være det mest fremtrædende, skønt den blege hud og de sylespidse hjørnetænder måtte afsløre at han var en vampyr. ”Jeg er Derick Nightshade De Romero,” præsenterede han sig med en tydelig stolthed. Han blev stående og fægtede let med sværdet, imens hans øjne betragtede sig af det, hvor han af og til måtte skæve imod Ezekiel, som han kunne mærke forsøgte at finde ro over sig selv, hvilket kun måtte more ham endnu mere. Hans smil måtte dog falme med det samme ved mandens ord, hvor han rynkede vredt på næsen, skønt han blev helt eftertænksom. Han var ingen fri mand og han vidste det godt, hvilket var en tanke som faktisk måtte gøre ham rasende! Men at blive kaldt for mandens bitch, var dog dråben! Han endte med at pege sværdets spids direkte imod Ezekiels ansigt, hvor han kneb øjnene fast sammen. ”Pas på at jeg ikke skærer tungen ud på dig! Jeg skal bare have dig tilbage og så er jeg fri som en fugl igen!” hvislede han i en kølig tone, hvor ordene et sted mere var for at overbevise sig selv, end for at overbevise ham.

[Deleted]

Tanken om at denne mand – hvem han end var – var kommet for at indfange Ezekiels sjæl, var noget som gjorde ham nervøs, særligt fordi han havde frygtet at fortiden ville indhente ham før eller siden. Han kunne måske ikke huske mandens ansigt, men han kunne huske hvad der var sket og at han var sluppet væk på en eller anden måde og nu var han så her i denne nye krop, som han brugte so hylster indtil han fandt sin egen krop igen. Hans krystalblå øjne hvilede kortfattet mod mandens skikkelse, hvor han forsøgte at regne ham ud, men det var umuligt, når han ikke kunne se hans ansigt. Han vidste ikke hvem han stod oppe imod, eller hvad, skønt han havde en fornemmelse af det og hvis manden var vampyr, så kunne han meget hurtigt få et problem. Da han så valgte at trække hætten ned, så han kunne tage mandens ansigt i syne, kunne han godt se at han stod overfor en vampyr, eller også en horror, men navnet var dog det som afslørede det hele, hvor han også måtte blinke overrasket med øjnene. Derick Nightshade? Han endte med at trække kækt på smilebåndet. ”Den tidligere leder af vampyrerne? Jamen dog.. tænkt at en så stor mand skal tøjles,” svarede han i samme kække tone, hvor hans øjne ikke veg fra mandens ansigt. Han følte sig måske ikke mere tryg af det, men nu vidste han da i det mindste hvem han stod oppe imod, skønt han måtte erkende at han var overrasket over at en stor mand som Derick skulle ende med at være en slave af en mørk mand – som han jo ikke kunne huske ansigtet på. Han lod hovedet søge en anelse på sned, hvor smilet ikke falmede det mindste. Manden lød ikke videre overbevist om sine egne ord og det var tydeligt at han slet ikke stod der af egen fri vilje. ”Du kan ikke overbevise mig om det, når du ikke engang selv er overbevist Derick. Du er fanget, og er du sikker på at han slipper dig, hvis du endelig skulle tage mit liv? Sikker på at han ikke bare finder noget nyt til dig? Det bliver kaldt slave af en grund,” svarede han kortfattet, som han let lagde armene over kors.

389 drops of ink for Derick

[Deleted]

Hvad der ville ske når Derick var færdig med Ezekiel anede han faktisk ikke. Det eneste han ønskede var at blive færdig, blive fri og så komme hjem til Denjarna, og så han kunne starte sit nye liv op, men det krævede at han fik denne mand dræbt, da han jo ikke rigtig kunne slæbe ham nogen steder, for hukommelsen svigtede ham omkring det som var sket ham, så han anede ikke engang hvor han skulle trække ham med hen. De violette øjne blev ikke taget fra mandens skikkelse, hvor han holdt ham fast og var klar til at springe på ham når som helst det skulle være. Han kunne godt mærke at manden langsomt måtte blive fattet igen, hvilket et sted måtte irritere ham, for det havde ellers moret ham da han havde været helt nervøs. Da manden så kendte til ham måtte han blive helt tilfreds, det vil sige lige indtil manden sagde at han var blevet tøjlet, hvilket igen fik ham til at rynke på næsen af utilfredshed, hvor han let blottede sine tænder i et kort hvæs. Han havde været en stor mand og på sit vis var det måske ynkeligt at han nu skulle følge ordrer fra en anden, en anden hvis ansigt han ikke engang kunne huske. Han var gået fra at være en stor leder, en alfahan, til at være en sølle køter der fulgte ordrer fra sin herre og han brød sig bestemt ikke om tanken! ”Jeg er ikke blevet tøjlet!” svarede han i en kortfattet og dog bestemt tone, som han tog et faretruende skridt imod manden, hvor han endnu holdt om sværdets skæfte og var klar til at hugge ham ned, hvis han talte ned til ham en gang til. Han vidste at Ezekiel engang havde været en alkymist og ikke bare en hvilken som helst en, men en af de bedste, så selvom han måske burde tage sig i agt, så vidste han også at manden var i en ny krop og først skulle tilvænne sig den, samt han var en ny race og der fungerede magien ikke på samme måde og det gav ham en fordel, hvilket også var grunden til at han ikke var bange for manden. Han vendte blikket vredt mod ham endnu engang, da han fortsatte med at håne ham. ”Ti så stille!” hvæsede han direkte advarende. Han slog dog ikke ud mod manden, for.. han vidste jo at han et sted havde ret. Han tog sig let til hovedet, næsten som havde han fået hovedpine.

[Deleted]

At Ezekiel stod overfor en gammel kending, var noget som måtte komme bag på ham. Ganske vidst havde han aldrig mødt vampyrernes tidligere leder før, men han havde skam hørt om ham, så Derick var ham skam ikke ukendt. Om det så også gik den anden vej, kunne han ikke svare på, da han ikke vidste hvor meget Derick kendte til ham, men han havde i hvert fald kendt til hans navn, men det var så også fordi at manden arbejdede for hans morder og nu var blevet sendt ud for at få hans sjæl tilbage eller hvad han nu skulle. Selvom han tog et faretruende skridt imod ham og havde et sværd i hånden, så følte han sig pludselig ikke længere truet. Han vidste at manden sikkert sagtens kunne slå ham ihjel, men til gengæld føltes manden også kun til at være forvirret, frem for noget andet, og en forvirret mand havde det med at handle overilet. Armene lod han forblive over kors, uden at han tog blikket fra ham. ”Og dog følger du en anden mands ordrer. Fortæl mig.. nyder du det? Valgte du selv at følge ham? For af hvad jeg kan se, så er du bare forvirret,” svarede han roligt, hvor han blev stående, skønt manden så ud til at blive hidset op af hans ord. Det var måske ikke smart at fremstille det som om han hånede ham, for han vidste godt at Derick sad med de mange fordele, men han tvivlede lidt på at manden var der af egen fri vilje, særligt når han reagerede som han gjorde. Han selv var dog ikke helt forsvarsløs, da han kendte mange besværgelser, som kunne udføres og som kunne komme ham til gavn, så det var ikke fordi han var helt elendig og forsvarsløs for det var han ikke! Han kunne sagtens komme op med noget som ville aflede manden, og forhåbentlig nok til at han ville kunne slippe væk. Som manden så hævede stemmen og helt tog sig til hovedet, som følte han en smerte, måtte han se lettere forundret på ham. ”Der er sket noget med dig.. er der ikke? Du er ikke normal.. du er ikke den samme,” konstaterede han i en eftertænksom tone, som han tilmed havde taget sig til den skæggede hage og let gned den.

384 drops of ink for Derick

[Deleted]

At stå overfor manden måtte næsten kun forvirre Derick endnu mere, hvor han godt kunne mærke at mandens ord havde fået hans indre til at blive et stort kaos, som hans indre endnu engang måtte kæmpe imod det mørke der forsøgte at tage over ham. Han følte næsten at det flakkede fra det ene til det andet, hvilket endte med at få ham til at tage sig til hovedet, hvor han hvæsede ganske let af den smerte som dunkede i hans hoved og som uden videre var dukket op. Han måtte helt knibe øjnene sammen, som han tilmed faldt ned på knæ, hvor han knurrede og brummede af smerte, som han bed tænderne kraftigt sammen. ”T-ti stille!” hvæsede han igen, som han forsøgte at se mod manden, skønt det ikke var ham muligt, da smerten simpelthen tog på alle hans kræfter. Han følte slet ikke at han havde kontrol over sig selv. Sværdet havde han også måtte give slip på, hvor det var faldet til jorden, uden at han skænkede det en eneste tanke. Mørket forsøgte at tage over i ham, hvor selv hans øjne måtte flakke mellem at være violette og mørke. Den intense smerte i hans hoved blev kun værre, hvor han helt følte at hans hoved skulle til at eksplodere. Han vendte blikket vredt imod Ezekiel, som han fortsatte med at snakke, hvilket kun fik hans indre til at kæmpe endnu mere imod hinanden. ”Hold så kæft!” hvæsede han vredt, som han havde lyst til at springe på ham, skønt han blev på jorden, da han slet ikke havde koncentration til at få styr på sig selv. Hvad der skete, blev han pludselig i tvivl om, men manden havde skam ret i at han ikke var ham selv og han vidste at det var mørket som måtte forsøge at overtage ham, hvor det allerede havde forpestet og forgiftet ham og hans tanker.