Mission complete?

[Deleted]

Som Derick faldt ned på knæ kunne Ezekiel godt se at der var noget galt med ham, hvor han også godt kunne se at han pludselig følte en smerte i hans indre. At han blev aggressiv, var tydeligt, hvor han også helt måtte knurre og brumme af smerte. Han blev dog stående, hvor han nærmest måtte stå og analysere mandens mindste bevægelse og forsøge at regne ud hvad der skete med ham. Han gned tænksomt sin skæggede hage, hvor hans krystalblå øjne hvilede på ham uafbrudt. Han kunne godt regne ud at manden næsten måtte kæmpe med sig selv, eller det gik i hvert fald op for ham, da han så hvordan mandens øjne måtte skifte farve i små blink. Han kunne regne ud at han var blevet forgiftet af mørket, hvilket faktisk måtte gøre ham nysgerrig på hvem hans morder var og hvem det var som Derick arbejdede for. Han endte med at vove sig tættere på Derick, hvor smart det var, anede han ikke, da han godt vidste at det kunne være risikabelt, manden var trods alt vampyr, og dog havde han pludselig ingen intentioner om at gøre manden ondt. Ganske forsigtigt måtte han knæle foran manden, hvor han skam var på vagt på hvad manden kunne finde på, alligevel valgte han at lægge en hånd mod mandens skulder. ”Derick se på mig.. jeg kan hjælpe dig. Jeg kan hjælpe dig fri. Jeg kan give dig din frihed igen,” svarede han i en alvorlig tone, hvor han ikke tog blikket fra manden, ganske vidst parat til at gøre brug af noget forsvar, hvis han skulle forsøge at angribe ham. Han kunne godt se at manden var blevet præget af mørket, at det var det som hans normale jeg måtte forsøge at kæmpe imod. Han havde godt set sådanne ’besættelser’ før, foruden at det var sjæle som besatte en krop, her var det en ting, et mørke der måtte forgifte hans tanker, hans hjerte og hans sjæl, så han langsomt ville blive fortæret og sikkert ende med at miste hele sig selv, så han bare var en tom og ondskabsfuld skal.

352 drops of ink for Derick

[Deleted]

Hvorfor mandens ord skulle påvirke Derick på den måde, anede han virkelig ikke, men han kunne tydeligt mærke at mørket forsøgte at kæmpe sig frem, for at modbevise mandens ord, men hans gamle jeg tillod det dog ikke, da han ikke ønskede at give slip på tankerne omkring Denjarna for hun var den sidste han var ligeglad med! At manden så direkte stod og analyserede ham, kunne han ikke se, men ellers havde han nok forsøgte at vælte manden omkuld, skønt han var for optaget af sin smerte til overhovedet at kunne noget. Han lagde en hånd mod sit bryst, da det føltes som om at en ny smerte også måtte lægge sig der, hvor han krøb sig mere sammen, skønt han blev siddende på sine knæ. At manden så måtte komme hen og sætte sig på hug foran ham, ænsede han knap nok, hvor han fortsatte med at gispe af smerte, som han af og til måtte knurre og snerre som et vildt dyr, hvilket han jo sådan set også var. Det gibbede kort i ham, da manden lagde sin hånd mod hans skulder, hvor han vendte blikket vredt mod ham. Han trak den ene hånd til sig og skubbede den direkte imod Ezekiels bryst, for at få ham væk fra sig. ”Hold dig væk!” vrissede han vredt og tydeligt arrigt, som han igen måtte tage sig til hovedet og brystet og krympe sig sammen. At manden kunne gøre ham fri, tvivlede han virkelig på, for hvordan skulle han dog kunne gøre det? ”Du lyver! Jeg flår dig levende og så bliver jeg fri!” hvislede han vredt, som han vendte blikket mod ham. Han vidste ikke hvad manden tænkte på, men det var da at skrive under på sin egen dødsdom, hvis han forsøgte at røre ham eller hjælpe ham, for det var da direkte umuligt! Ingen kunne hjælpe ham! Det var kun hans herre som kunne fjerne mørket, eftersom det også var ham der havde plantet det i ham. Eller det var i hvert fald hvad han var overbevist om og troede på. Han ønskede ikke hjælpe, og så alligevel vidste han godt at han ikke ville komme ud af denne kattepine på egen hånd, det vidste han i hvert fald ikke engang om var muligt. Han bed tænderne kraftigt sammen. ”Jeg skal bare dræbe dig og så er jeg fri!” Han slog let sin hånd ud imod ham i et forsøg på at kradse ham.

[Deleted]

At Derick var i smerter, kunne Ezekiel tydeligt fornemme på ham og hvis han ikke tog meget fejl så var det voldsomme smerter. Han vidste ikke om det var smart at hjælpe manden, men på den anden side kunne man også spørge om manden overhovedet gjorde det af egen fri vilje og om han overhovedet havde styr på sine handlinger? Han tvivlede ærligtalt på det, for han kunne jo tydeligt se hvordan han måtte kæmpe imod sig selv, i et forsøg på at bekæmpe mørket skønt han frygtede at han bekæmpede det på den forkerte måde. Som han satte sig på hug foran manden, så var det ganske forsigtigt og ikke mindst var han på vagt, så han var sikker på at der ikke ville ske noget, for han ønskede trods alt ikke at miste livet. At han så alligevel formåede at skubbe ham væk, kunne han tydeligt mærke, hvor der heller ikke skulle meget til da han ikke havde den bedste balance, når han sad på hug, hvor Derick også besad vampyrernes overnaturlige styrke. Han endte derfor et par meter væk på ryggen, hvor han let løftede hovedet og så mod ham. Han stønnede kort, som han satte albuerne i jorden for at kunne holde sig oppe. ”Tror du virkelig selv på det? Du ved lige såvel som jeg, at når den mand ser at du har potentiale, så vil han ikke slippe dig, men gøre dig til en slave i al evighed, og som vampyr har du trods alt den lange levetid, og ønsker du virkelig selv det? Vil du ikke hellere opleve kærligheden? Og måske du allerede har en familie derhjemme?” svarede han i en kortfattet tone, som han roligt kom op på knæ igen, skønt han hurtigt lænede sig tilbage, da manden nærmest måtte kradse ud efter ham. ”Måske jeg er i en ny krop, men tro mig når jeg siger at jeg kan hjælpe dig Derick, jeg ved hvordan, og du kan selv se det!” svarede han i en bestemt og dog fast tone, som han roligt gik hen på sine knæ foran manden igen, hvor han greb ham fast i skulderen med den ene hånd og hvor den anden greb manden omkring kæbepartiet, så han kunne vende hans blik mod sig. ”Slå mig ihjel og du vil leve en evighed som en slave, eller lad mig hjælpe dig og du kan blive fri! Så her er hvad du gør; slap af og tøm dit hoved for tanker!” nærmest beordrede han, som hans blik blev stålfast og stædigt.

423 drops of ink for Derick

[Deleted]

Derick havde skam hørt lidt omkring denne mand, men det var ikke sådan at han vidste hvad manden faktisk var i stand til, eftersom han bare vidste at manden havde været alkymist og at han havde været god. Han selv havde for nogle år været alkymist, så han selv var skam bekendt med hvad man kunne og hvordan magien fungerede. Han selv havde vækket en gammel veninde til live, som han også havde hevet en hel race ud af en kvinde, hvor han havde hjulpet den familie meget. Han vidste faktisk ikke hvordan børnene havde det, da han kun havde set til dem ganske lidt efter at deres far var død, eftersom han havde haft sine egne problemer angående Elanya og mørket, der havde gjort ham til warlock, hvor han havde rendt rundt som en drukkenbolt, indtil Denjarna var kommet og nu var det jo hende han ønskede at starte et liv med. Hans gamle hustru, og en kvinde som havde genopfrisket hans ellers så blanke hukommelse, hvor deres sidste nat sammen havde været fantastisk, direkte himmelsk! Han tog sig ikke af at manden var blevet skubbet et par meter væk, da det passede ham helt fint! Han vendte blikket mod manden til hans ord, hvor han bed tænderne sammen, som en form for usikkerhed måtte ligge sig i hans blik. Han ønskede jo at slippe fri, så han kunne komme hjem til Denjarna. Den kvinde betød alt for ham, og at give op nu ønskede han ikke, desuden så vidste han ikke om han ville være færdig, hvis han slog Ezekiel ihjel, så mon manden faktisk kunne hjælpe ham? ”Og hvorfor skulle du ville gide, at hjælpe mig?” spurgte han i en kortfattet tone, som han kneb øjnene let sammen. Hvorfor skulle man overhovedet have en grund til at hjælpe ham? Ganske vidst kunne hans liv afhænge af det, men alligevel, manden kunne også bare flygte imens han sad der i en intens smerte, så hvordan skulle han overhovedet kunne stole på manden? At han så kom hen og greb ham om skulderen og kæbepartiet, endte han med at hvæse kraftigt af ham indtil ordenen måtte runge i hans hoved. Han stirrede først trodsigt mod manden, inden han langsomt måtte lukke øjnene og trække vejret dybt, som han forsøgte at falde til ro og tømme sit hoved for tanker. Han havde på et tidspunkt i sit liv gået op i meditation og det at holde sit sind roligt, hvilket han derfor forsøgte at gøre i øjeblikket, hvor han også mærkede hvordan smerten langsomt måtte aftage.

[Deleted]

De krystalblå øjne søgte ikke væk fra Dericks skikkelse, som han blev siddende på jorden stadig med smerten malet i hans blik. Ezekiel kunne godt regne ud at manden ikke sad der af egen fri vilje, men gjorde det netop for at blive fri, problemet var bare at han ikke ville blive fri ved at slå ham ihjel, og det måtte han jo så forsøge at overbevise ham om. Godt nok vidste han ikke hvem han arbejdede for, og derfor kunne han jo heller ikke vide om det var en reel mand som ville slippe ham fri, hvis han faktisk gennemførte sin mission, men umiddelbart ville han ikke gå ud fra det, eftersom det normalt ikke lå til onde personer og det var vedkommende uden tvivl, det var nemlig det eneste han kunne huske; mørke og ondskab. ”Et liv for et liv, ikke sandt? Jeg hjælper dig med din frihed, så du får dit liv tilbage og du lader mig beholde mit?” svarede han roligt, hvor et smil gled over hans læber. Han forstod godt at manden ikke bar tillid til ham, men sådan gik det jo også lidt den anden vej, han vidste ikke om det var dumt, men på denne måde kunne de da begge få hvad de ville have. Han selv vidste ikke om manden ville dræbe ham, så snart han havde fået ham roet ned, men han måtte jo tage chancen, hans eget liv afhang af det, desuden så var han ikke helt forsvarsløs og han var skam stadig opmærksom på Derick og hans bevægelser. At manden så måtte fatte beskeden og langsomt prøve at slappe af, var noget som fik ham selv til at falde en anelse til ro, hvor han langsomt slap taget omkring mandens kæbeparti, skønt han endnu måtte holde fast i hans skulder. ”Jeg kan give dig et mærke, som undertrykket mørket og som kan skjule dig for den mand, så du kan leve frit uden at skulle tænke på at han vil finde dig. Til gengæld kan jeg ikke love at mørket vil forsvinde, da jeg frygter at det er en kamp du må tage op med dig selv,” fortalte han, som han roligt valgte at fiske en bog op fra sin lædertaske, der måtte hænge på hans ene skulder. Han valgte roligt at bladre den igennem. ”Du er kun heldig at jeg er i denne krop, ellers så havde jeg nok ikke kunne hjælpe dig,” svarede han som en kort bemærkning, som han vendte blikket mod ham igen.

418 drops of ink for Derick

[Deleted]

Derick ville gøre alt for at slippe af med mørket, så han bare kunne komme hjem til Denjarna og starte det liv op som han lovede hende. Det var ikke mange nætter siden at de havde mødt hinanden, hvor de havde haft denne fantastiske hede nat sammen, som han på ingen måde kunne fortryde. Det havde været meningen at han havde skullet stå imod hende, men det var han kun glad for at han ikke havde gjort, eftersom han elskede hende og det var også gået op for ham, da han var stået sammen med hende igen. Hun var hans kvinde og det havde hun altid været siden dag et, de havde altid holdt sammen og det ville de også gøre fremover! Han havde lovet hende at han ville komme hjem til hende igen og det skulle han også nok gøre, det var et løfte som han ville holde! Han bed tænderne kraftigt sammen, hvor han let vendte blikket mod ham igen. Et liv for et liv? Det lød sådan set retfærdigt nok, men han vidste ikke hvad manden kunne gøre for at hjælpe ham, så om han burde stole på ham vidste han ikke, men han var bestemt ikke meget for det! ”Det er en aftale hvis det virker.. ellers så finder jeg dig og slår dig ihjel!” vrissede han køligt, som han sendte manden et fast blik. Han ville bestemt ikke snydes, men på den anden side så kunne han godt forstå at manden ville slippe herfra med livet i behold. Han var ikke blevet sendt efter ham for at dræbe ham af egen fri vilje, da det faktisk var imod ham, han ønskede egentlig bare at han kunne komme hjem til Denjarna og så starte et nyt liv op, hvor han også skulle finde noget nyt han kunne lave, så han kunne tjene penge og dermed forsørge hende. Han endte med at lukke øjnene, hvor han forsøgte at slå koldt vand i blodet og roe sig selv ned. Han trak vejret dybt, og slap det i lange pust, hvor han mærkede hvordan smerten langsomt måtte aftage, for til sidst at forsvinde. Han åbnede øjnene igen, hvor de violette øjne søgte mod Ezekiels skikkelse. Han fnøs let til hans ord. ”Bare se at bliv færdig,” mumlede han i en kølig tone, som han ikke tog blikket fra ham. Han vidste ikke om han kunne stole på vedkommende, men han ville i hvert fald gerne slippe fri så han kunne komme hjem til Denjarna.

[Deleted]

Ezekiel krævede skam ikke at Derick stolede på ham, ligesom han heller ikke selv stolede på Derick. Måske han kunne snyde manden, men hvad skulle han få ud af det? Manden ville bare finde ham igen og så stod de igen her. Han var desuden en reel og ærlig mand og han ville gerne hjælpe manden fri, når det ikke engang var hans egen vilje at han var her, hvor han også anså det som en fair aftale, at det var et liv for et liv. Han himlede let med øjnene til mandens trussel, hvor hans blik blev en anelse hårdt. ”Det virker, tro det eller ej, men min magi var mægtig som alkymist,” svarede han kortfattet. Han vidste godt at han måske ikke var alkymist mere, men denne mand hvis krop han brugte; William Rozentas, havde selv brugt alkymi, hvor han tilmed havde formået at genoplive en person, Anyalina, hans egen elskede, og han havde skam ikke tænkt sig at stille træskoene, når han lige var blevet genforenet med hende! Han skulle hjem til hende, særligt nu hvor kortene var blevet lagt på bordet! Derfor så skulle Derick bestemt heller ikke tro at han fik taget hans liv her til aften! Men han foretrak dog at det hele blev løst på en fredelig og stille måde, så begge kunne gå fra som vindere. Han vendte blikket fra Derick og til bogen som lå på jorden foran ham, hvor han roligt bladerede den igennem, indtil han kom frem til det han skulle bruge. Han vendte blikket mod ham, hvor han roligt fjernede Dericks kappe og løftede op i hans bluse. ”Hold den oppe, det vil kræve et mærke, for at sørge for at det virker,” svarede han i en kortfattet tone. Han gjorde let hul på sin finger med en lille splint han fandt, inden han tegnede et mærke på Dericks nøgne bryst i højre side, inden han lagde sin flade hånd mod mærket han havde tegnet med sit blod. ”Feistre ma a’kir,” mumlede han, som han pressede hånden ind mod mærket ved hans bryst, hvor blodet begyndte at brænde sig ind i huden på Derick, som langsomt måtte blive til et ar. Han trak roligt hånden til sig, hvor han vendte blikket mod ham. ”Mærket skulle gerne holde dig skjult fra ham, men som sagt er du selv nød til at bekæmpe mørket i dit indre,” fortalte han roligt, inden han klappede bogen sammen og lagde den tilbage i sin taske, hvor de andre bøger også måtte befinde sig.

420 drops of ink for Derick

[Deleted]

Derick stolede skam ikke på Ezekiel på nogen måde, for det havde han slet ikke nogen grund til. Han havde trods alt gjort det klart at han var mandens fjende, at han ønskede at tage hans liv, så at manden ikke stolede på ham tilbage, var sådan set forståeligt og når ingen af den ene ikke stolede på den anden, gik det også den anden vej, og når ingen af dem stolede på hinanden, kunne det så overhovedet gå godt i sidste ende? Han ønskede ikke at blive snydt og selvom han ikke kendte meget til Ezekiel, så vidste han udmærket godt at manden havde været mægtig og om han endnu var det, kunne han jo ikke sige. Han havde brugt tid på at finde ham, så om manden havde nået at øve i lang tid og vænne sig til sin nye krop, det havde han ikke fået besked om, men han havde faktisk valgt at undervurdere manden og gå ud fra at han ikke var vant til det endnu og helt optimalt, eftersom han vidste at manden ikke havde været tilbage i alt for lang tid. Han fnøs let til hans ord, hvor han vendte blikket mod ham. ”Ja.. som alkymist,” svarede han spydigt igen, som hans blik hvilede køligt på ham. Om manden endnu var mægtig, tvivlede han som sagt på, men det skulle ikke undre ham at han ikke var helt forsvarsløs, da han trods alt havde haft lidt tid til at tilvænne sig kroppen og magien der lå hos warlocks. At han så ville hjælpe ham, var han spændt på at se hvordan gik, eftersom manden i sidste ende også kunne snyde ham. Han endte med at rynke på næsen da manden begyndte at hive op i hans tøj, hvor han roligt holdt sin bluse oppe. Han så ellers bare til, da manden så valgte at prikke hul på sin finger og begynde at tegne et mønster på hans bryst, som han ikke helt kendte til. Ordene bed han sig skam godt mærke i, selvom det hurtigt var smerten af blodet der brændte sig ind i hans bryst, som tog hans opmærksomhed, hvor han kort gispede af smerte, skønt han heller ikke gjorde mere end det. Han endte med at tage sig til det højre bryst, hvor han nu bar et brandmærke, hvilket fik ham til at bide tænderne sammen, som han vendte blikket mod manden igen. ”Jeg ved hvordan det skal bekæmpes, så det skal jeg nok klare,” svarede han roligt. Denjarna havde været fantastisk god til at undertrykke mørket i ham, så det var vel bare hende han skulle være sammen med og så ville det måske gå i et med sig selv med tiden? Det håbede han i hvert fald på.

[Deleted]

Selvom Ezekiel ikke stolede på Derick og han vidste at det gik på samme måde den anden vej, så ønskede han dog ikke at gøre manden til sin fjende, hvis de tværtimod kunne gå her fra, måske ikke som venner, men i hvert fald så de ikke ville hinanden ondt. Han havde skam hørt om Derick Nightshade, den tidligere vampyrleder, det var måske ikke det som han havde valgt at høre mest om, men han havde jo selv levet i den tid at Derick havde været leder, og af hvad han vidste så havde manden været god, dog var det underligt at se ham gå fra sådan en fornem titel til at være en ussel slave for en eller anden mand, som Ezekiel jo ikke selv kunne huske. ”Pas nu på, jeg blev oplært hos warlockerne i mine unge dage, så jeg er skam heller ikke forsvarsløs i denne krop,” svarede han i en kortfattet tone, som hans krystalblå øjne måtte blive en anelse mere hårde. Han var bestemt ikke svag og han skulle nok lære at bruge magien i denne krop så han faktisk kunne bevise at han endnu var mægtig og at han ikke var svag! Desuden var det bare indtil han fandt hans krop og måske han faktisk kunne bruge Derick til det? Blikket hvilede fast mod Dericks bryst, som han valgte at brænde mærket ind i huden på ham, hvor han godt kunne se og høre at det gjorde ondt, men manden var hård og det var heller ikke den værste smerte, da den var kortvarig. Han vendte roligt blikket mod mandens violette, som han roligt trak sig lidt tilbage. ”Godt.. men så kan det være at jeg kan bede om en anden tjeneste?” spurgte han roligt. Han vidste godt at han havde gjort det med mærket, hvis manden så valgte at ’skåne’ ham, men han havde brug for en ledetråd. ”Ser du.. jeg kan ikke huske min morder, ham som du arbejder for, så hvis jeg kunne få et glimt af ham, ville det være mig behjælpeligt. Jeg ønsker at få min egen krop tilbage igen. Og hvis du kræver noget i retur for at få et kig i dit sind.. så sig til,” svarede han roligt, da ret skulle være ret.

377 drops of ink for Derick

[Deleted]

Derick vendte roligt de violette øjne imod Ezekiel igen, som han sagde at han i sine unge dage havde trænet hos warlockerne, hvilket han sådan set ikke ville betvivle, men det lød til at være lang tid siden, så mon manden overhovedet kunne huske det? Han vidste det naturligvis ikke, men han var endnu ikke overbevist om at manden faktisk var helt så mægtig som han havde været da han havde været alkymist. ”Måske, men det lyder til at være lang tid siden, desuden er du så sikker på at kunne nå at gøre modstand, inden jeg har sat tænderne i dig og tømt dig for blod?” spurgte han i en kortfattet tone, hvor et lumsk smil gled over hans læber. Han kunne jo godt ende med at være på den sikre side og så slå manden ihjel, men det ville måske være rimelig usselt, nu hvor manden faktisk havde valgt at hjælpe ham. Mærket som blev brændt ind i hans hud, sad han let og betragtede, hvor han lod to fingre følge kanterne af det som nu var blevet et ar. At det ville holde ham væk fra denne mørke mand, som han ikke engang selv kunne huske, kunne han jo kun håbe på, men om det virkede anede han ikke, så et sted havde han intet andet valg end at slå ham ihjel, så han ikke kunne snyde ham, eller også måtte han vælge at tro på ham, og det første var måske knap så ædelt gjort. At manden så ville bede ham om endnu en tjeneste, fik ham til at knibe øjnene let sammen. ”Jeg må desværre skuffe dig og meddele at jeg ikke engang selv kan huske ham. Han satte mørket i mig og nu har det forgiftet mine tanker og hukommelse. Desuden så har du intet du kan give mig.. det ville kræve at du var alkymist, og det er ingen af os længere,” svarede han roligt, hvor han vendte blikket væk fra ham, som han gav slip på sin bluse og lod den falde ned og dække hans overkrop igen, som han trak kappen om sig.

[Deleted]

At Derick betvivlede på Ezekiels ord, kunne han tydeligt høre og han måtte erkende at han faktisk ikke brød sig om det. Manden troede måske at han var svag fordi han var i en ny krop, som han skulle vænne sig til, men det var han allerede blevet. Magien var måske en lidt hårdere og sværere sag, men det skulle han også nok få hen, desuden så var William ingen dårlig warlock, hvor han også havde fundet interesse indenfor alkymien, så han kunne faktisk ikke være mere end heldig end at være i denne krop, hvor manden også havde skrevet en masse bøger omkring de ting og værker han havde lavet og opfundet og det ville jo kun kunne komme ham selv til gav i sidste ende. Derfor skulle han til at studere igen, så han igen kunne blive en stærk og mægtig mand. ”Det vil vi jo så ikke få at se, vil vi? Jeg har måske ikke hørt så meget om dig, men lidt har jeg og noget af det, var at du var en ædel mand, så jeg går ikke ud fra at du vil ødelægge dit ellers så gode ry ved at opføre dig uædelt og ikke holde dit løfte?” svarede han blot igen, hvor han forholdt sig helt roligt. Måske han kunne tage fejl af manden, men han tvivlede på det, når manden kom fra en gammel tid. Han måtte dog ende en anelse forvirret, da Derick sagde at han heller ikke kunne huske mandens ansigt, skønt det også gav mening, eftersom at den mand sikkert ikke ville huskes af nogen som helst. ”Måske jeg kan give det et forsøg?” forsøgte han igen, „til tider skal bare man langt nok ind i sindet til at huske det, og hvis du ikke kan give mig noget, så er der jo ingen skade sket.” Han sendte manden et prøvende smil, som han ønskede at forsøge, selvom han ikke kunne sige om det ville hjælpe. Han lod hovedet søge let på sned til mandens ord, der forekom ham lidt mærkværdige, havde han været alkymist? ”Måske jeg kan hjælpe alligevel, ser du jeg har fundet en anden måde at lave alkymi på, så fortæl mig det og så kan jeg muligvis hjælpe dig,” svarede han roligt.

377 drops of ink for Derick

[Deleted]

Hvad Ezekiel var i stand til, anede Decik ikke og måske det var dumt at undervurdere sin modstander, men det havde han jo sådan set en god og gyldig grund til. Han måtte dog give manden at han var ædel og retfærdig, ikke mindst godhjertet at hjælpe en som havde startet ud med at ville slå ham ihjel, så han måtte give manden at han var noget for sig selv, men det var måske fordi manden kom fra en gammel tid, og ikke mindst en langt mere ædel tid, hvor han også selv kom fra. Hans ord fik ham også til at vende blikket bort, da han vidste at manden havde ret. De ville ikke finde ud af det, da han skam var ædel og holdt sit ord og løfte, når han gav det. ”Ja ja.. jeg holder skam mit ord. Men så har dit lille mærke også bare at virke, for ellers lover jeg dig at jeg vil jagte dig til min død og efter det vil jeg hjemsøge dig til jeg tager dig med i graven!” svarede han i en fast og kortfattet tone, som han kneb øjnene let sammen. Han stolede skam ikke fuldt på manden, skønt det langsomt måtte hjælpe lidt på det. At han så ønskede at rode i hans tanker for at finde ud af hvordan han så ud, den mand som han måtte arbejde for, var noget som han ikke just var meget for, desuden kunne han heller ikke selv huske mandens ansigt, så han vidste ikke engang om det ville virke. Han kunne dog godt fornemme at det var noget som manden gerne ville, og han forstod ham skam godt. Han endte dog med at nikke. ”Udmærket så.. giv det et forsøg,” endte han roligt, det kunne også være at han så selv ville kunne huske manden igen uden at skulle have et hul i hukommelsen. Han så en anelse tænksomt på manden til hans ord. ”Tja.. min kæreste blev for mange år siden omgjort til vampyr, men er født Mørkelver, hendes inderst drøm er at blive mørkelver igen, men det kræver at hendes krop bliver genoplivet og at vampyren bliver trukket ud af hende,” fortalte han roligt, som han så fra manden og frem for sig igen.

[Deleted]

At Derick var en mand som holdt sit ord, var noget som skam måtte glæde Ezekiel, da han helst gerne ville herfra med livet i behold og han vidste udmærket godt at Derick sad med de fleste fordele, hvis det skulle ende ud i kamp, da han selv endnu ikke havde helt styr over magien, men Anyalina havde da allerede lært ham lidt grundlæggende omkring magien, så helt forsvarsløs var han ikke. Han tog ikke blikket fra ham, som han udtalte sine ord, hvor et skævt smil gled over hans læber. ”Mærket skal skam nok hjælpe dig Derick. Måske du ikke stoler på mig, og jeg har svært ved at udvise tillid den anden vej, men som du holder dit ord, holder jeg skam også mit,” svarede han roligt, hvor han tilmed endte med at nikke bekræftende til sine ord, for at understrege at han måtte mene deres dybe alvor. Han kom fra en gammel tid og dengang var man skam ædel! At han så ville gå med til at lade ham give det et forsøg, fik ham næsten til at lyse helt op. ”Udmærket!” Han satte sig roligt tættere på ham igen, hvor han lagde hænderne mod mandens tindinger. ”Okay.. forsøg at slap af, og så skal jeg se hvad jeg kan gøre,” endte han roligt, som han lukkede øjnene og søgte ind i mandens sind. Visse ting var ikke helt anderledes mellem en alkymist og warlocks evner, så noget havde han skam helt styr over! Som han søgte ind i hovedet, forsøgte han at komme dybere og dybere ind. Han så dog også mange af Derick nyere minder, såsom elskoven med hans kæreste, hvordan han havde søgt efter ham, mødet med en animagus og endnu mere søgen, indtil et mørke kom, hvor han måtte søge dybere ind i et forsøg at få et glimt af manden. Det kunne måske blive lidt intenst for Derick, som han søgte længere ind, men han gav ikke op endnu. Det var som om en barriere var blevet sat for, hvor Ezekiel forsøgte at bryde den. Han brugte sin magi til at kæmpe imod den, hvor det endte med at den blev brudt og synet af manden kom frem, hvor synet fik ham til at trække hænderne til sig, hvor han trak sig tilbage. Han trak vejret hurtigt, som var han blevet forpustet, hvor det mere var et chok. ”Det ansigt.. vil jeg ikke glemme..” endte han med ærefrygt i stemmen, hvor han let sank, inden han vendte blikket mod Derick. Han strøg let en hånd igennem de halvlange lokker, hvor et skævt smil gled over hans læber. ”Jeg tror godt at jeg kan hjælpe din kæreste,” fortalte han roligt, som han endnu engang måtte lede sin taske igennem for at finde den rigtige bog frem, hvor han bladrede et par bøger igennem, inden han fandt den rigtige. ”Ser du.. den mand hvis krop jeg bruger, har udforsket alkymien og han formåede faktisk at finde en eliksir som kunne genoplive et helt dødt lig. Hvis du blander samme eliksir, vil du måske kunne hjælpe din kæreste og hvis du selv har erfaring indenfor alkymi, så burde du vide hvad du skal gøre,” fortalte han roligt.

532 drops of ink for Derick

[Deleted]

At Ezekiel var en ædel mand, kunne Derick næsten fornemme, hvor det skam også kun matte gælde ham i sidste ende. Hvis han kunne slippe herfra, fri som en fugl, så han kunne starte et nyt liv op med Denjarna, så ville han bestemt ikke kunne klage! Desuden så var han også sikker på at det var hvad Denjarna ville ønske af ham og han ønskede trods alt også at sætte hende i første række og vise hende at han tænkte på hende. De violette øjne søgte let til Ezekiels skikkelse ved hans ord, hvor han trak en anelse på mundvigen. ”Udmærket.. så må jeg jo bare tro på dig,” endte han med et skævt smil, som han godt kunne se at de ikke rigtig stolede på hinanden, men i sidste ende blev de bare nød til det. Han lod også manden gøre sit forsøg på at få hans hukommelse til at blive hel igen, da han ikke kunne huske hvordan manden så ud og det ville jo være en fordel, hvis manden nu skulle forsøge at komme efter ham igen. Han lukkede roligt øjnene og lod manden søge ind i hans hoved. Han måtte dog næsten blive flov, da han kunne se hvad manden så og at se elskoven igen, var en privat del af hans tanker! Et ganske fantastisk minde, men som bestemt ikke ragede Ezekiel! Han lagde dog også mærke til at det hurtigt forsvandt, hvor det gled længere tilbage. Mødet med Samantha kunne han også godt huske, noget som et sted forundrede ham, eftersom han havde troet at hun altid havde været en ravn, men hun havde åbenbart været en animagus, hvor hun var henne nu, anede han ikke, men hun var gået i vrede, hvor han et sted endnu var nysgerrig på hende, så han håbede at deres veje ville mødes igen. Han mærkede dog godt hvordan en smerte begyndte at dukke op i hans sind, da Ezekiel forsøgte at presse på med at få barrieren trængt ned, hvilket fik ham til at gispe ganske kort, som han bed tænderne sammen og kneb øjnene fast sammen. Smerten blev kun endnu mere intens, indtil han mærkede hvordan de brød igennem barrieren, som havde det været en mur der blev slået ned, hvor minderne vældede op i ham igen, hvor ansigtet fik ham selv til at falde bagover, da Ezekiel gav slip på ham. Han gispede endnu engang, hvor han let blinkede med øjnene. Han vendte blikket mod Ezekiel, hvor han næsten følte at sveden lagde sig over hans ansigt. Han sagde dog intet, selvom han heller ikke selv ville glemme det ansigt igen, eller det håbede han da ikke at han ville. At manden så fortalte omkring bogen og eliksiren fik ham til at vende blikket opmærksomt mod ham, hvor han nysgerrigt vendte blikket mod bogen. ”Virkelig? Er du sikker?” spurgte han lettere håbefuldt, som han så mod Ezekiel.

[Deleted]

Ezekiel sendte Derick et skævt smil og nikkede let til hans ord. De begge måtte bare tro på hinanden, da de ikke rigtig havde noget andet valg. Det gjorde ham dog intet at de havde lagt striden bag sig, og faktisk hjalp hinanden, da det kun var til det bedste i sidste ende for dem begge, da de begge fik noget ud af det. Og måske de også kunne få en fælles fjende som de kunne hjælpe hinanden med at besejre? I hvert fald måtte de tage den sorg og det problem til den tid. At han så fik et indblik i Dericks sind, var noget som han også var manden taknemlig for, hvor det også var noget som kunne komme dem begge til gavn. At se ham elske med en kvinde, så kunne han godt regne ud at det måtte være hans kæreste som han omtalte, hvor det et sted også fik ham selv til at savne Anyalina, han var dog hurtigt gået væk fra det minde, da han ikke ønskede at snage i Dericks liv, da han kun var ude efter en særlig ting, nemlig at finde den mand som havde myrdet ham og som havde gjort Derick til sin slave. Det var dog en overvældende energi som slog igennem ham, da han slog muren ned og så ansigtet på manden. Skønt det kun havde været et flygtigt glimt, så var det dog nok til at han ville kunne huske det og det ville han ikke give slip på! Han vendte let blikket mod Derick, som han kunne se var lige så overvældet. ”Jeg håber du er okay, det må have været en ubehagelig tur for dig,” svarede han roligt, som han roligt kom ordentligt op at sidde igen. Han nikkede roligt til mandens følgende ord, hvor han lagde bogen fra sig på jorden og lagde sin hånd ovenover. ”Repatîr decraim libres,” mumlede han, som han kopierede bogen, så der pludselig lå to foran ham. Han gav kopien til Derick, hvor han så alvorligt på ham. ”Heri kan du finde den, og sikkert også en masse andet nyttigt,” svarede han roligt og nikkede ganske kort, inden han kom op på benene igen. ”Og tag det ikke ilde op, men jeg vil videre nu, desuden så går jeg heller ikke ud fra at du selv har lang tid igen, solen står snart op,” svarede han roligt, som et skævt smil gled over hans læber. ”Det var en ære at møde dig, Derick Nightshade De Romero. Jeg håber vores veje krydses engang igen,” endte han sandfærdigt, inden han valgte at søge videre igennem den døde dal, for at komme ud.

440 drops of ink for Derick

//Out