A new, dark world

[Deleted]

Hans lunger hev og pev da Reyne endelig nåede frem til nogen som helst form for civilisation. Han var ikke sikker på hvor længe han havde løbt, eller hvor langt hans korte ben havde bragt ham. Han havde ikke taget sig tid til at mærke udmattelsen brede sig i kroppen, og blande sig med sulten og tørsten som han havde ignoreret siden han var vågnet den morgen. Over sig kunne han se en mørk, stjernefuld himmel – det var vist den første han havde set siden han vågnede. Han måtte have løbet en hel dag. Han standsede op, et lille stykke ned af en gade, og mistede omgående balancen, da hans ben ikke lod til at have styrken til at holde ham op længere. Reyne skælvede idet han så omkring sig, på alle skikkelserne der bevægede sig frem og tilbage over hvad der lignede en torvplads, med lyden af højlydt snak der fyldte luften. Normalt ville han have været overvældet af synet; han havde aldrig været inde i byens centrum før. Men det var slet ikke sådan han havde det, der og da.
Reyne så ned af sine egne blodplettede arme, og mærkede omgående hvordan hans åndedræt satte sig fast i halsen, og hvordan kvalmen igen viste sig. Han kunne høre sine forældres og søstres skrig i ørene, og kunne mærke den dybe rumlen som monsteret havde afgivet da det havde taget deres liv. Reyne var nødt til at vænne sig til siden, og kastede op ind mod en tom gyde. Det sved i halsen, og tårene pressede sig frem i hans øjne, men Reyne kæmpede sig op på stående fod, og bevægede sig væk fra gyden. Hans i forvejen slidte tøj havde fået flænser fra monsterets klør, idet de havde vokset ud fra hans egne fingre, og han havde forsøgt at flå huden af sig selv. Blodpletterne på hans ærmer var han ikke sikker på kom fra ham selv eller hans familie, men uanset hvis det var, fik synet af det stadig hans mave til at vride sig. Han kunne nu mærke hvordan sulten gnavede i ham, hvordan hans udsultede krop havde brug for næring… Han kunne mærke monsteret lure under kødet på ham, kunne nærmest mærke hvordan pelsen for mindre end et døgn siden for første gang var vokset ud af huden på ham. Han skælvede stadig, da han med forsigtige skridt bevægede sig ned mod hvad der lignede en markedsplads, og sultent øjnede en bod der solgte kød, ’frisk fra jagten’, som sælgeren hævdede. Bare synet af kødet fik dyret i ham til at brumme, og Reyne til at skælve.

[Deleted]

Som mørket havde lagt sig over Imandra, havde Pharrell søgt ud. Han havde den forrige nat, taget en spurt fra tilholdsstedet ved den sorte sø i Dvasias og løbet hele vejen til Imandra, hvor han var faldet over denne unge warlock, som han havde flået levende, for at få sin sult stillet. Han havde ikke kun varulven i sig, men også vampyren, hvilket skabte dette ultimative stærke væsen; horroren. Det var et væsen han var stolt af at tilhøre, hvor han også var blevet racens leder, skønt han faktisk ikke var født i denne race. Han var født menneske og igennem et tumult liv, var han blevet til varulv først og senere bidt af en vampyr, som havde skabt det væsen han var den dag i dag. Det var dog horroren som han havde været igennem størstedelen af sit liv og derfor følte han sig også mere som det end noget andet. Fortiden var heller ikke noget han talte om, for de ting der var sket, var alligevel ikke noget han kunne ændre på. Hans liv havde dog ikke været let, hvilket det endnu ikke var, da han knoklede med at få samlet sin race, da han jo desværre ikke kunne komme udenom at den var ved at uddø. De tidligere leder havde ikke just gjort noget godt for racen, men det havde han tænkt sig at lave om på! Han havde lavet et tilholdssted for racen og selvom han ikke krævede at folk opholdt sig der, så skulle de vide at de der var accepteret og at de altid var velkomne. Han var dog allerede i gang med et kodeks for horrorerne, som skulle sørge for deres overlevelse, hvor det eneste han krævede som leder var at reglerne ville blive overholdt.
Pharrell kom roligt gående ned ad gaden i New Dale, hvor hans blik hvilede lettere køligt frem for sig. Efter at han havde mistet Annika, en kvinde han havde haft intentioner om at gøre til sin mage, så var han faldet tilbage til sit kølige jeg. Han savnede kvinden og dog var døden en naturlig del af livet, så det var ikke fordi han ville gøre noget ved det. Han havde begravet hende og han kom og så til hendes grav, når han havde tid, hvilket ikke skete så tit igen, da han trods alt havde meget at se til som leder. Hans blik faldt på den knægt som løb igennem gaden og faldt ved en gyde, hvor han måtte kaste op. Han betragtede knægten for en kort stund. Måske det ikke ville være den første gang at man så en fattig knægt komme løbende ned gennem gaden, men denne knægt var anderledes. Han stoppede op, hvor han iagttog knægten, som han fik kæmpet sig op at stå igen. Han fulgte knægtens blik hen mod boden, hvor det blev solgt kød, inden han så tilbage mod knægten. Han havde ikke svært ved at regne ud hvad der foregik. Det var en ung varulv, som havde gennemlevet en af de første forvandlinger. Han kunne tydeligt huske det fra sig selv af, skønt det var mange år siden. Han blev roligt stående på sin plads i mørket, hvor han lod de natblå øjne holde et vågent øje med knægten. Han var måske ikke horror, men en horror bar også et bæst i sig, så deres væsner havde jo en masse tilfælles.

[Deleted]

Sulten gnavede i Reyne, som et andet frådigt bæst der forsøgte at rive huden af ham og nok en gang erstatte den med den ru pels. Han gøs, og foldede armene en smule om sig selv; både i et forsøg på at holde den pludselige kulde væk, samtidig som for at holde sig selv i skak. Hans blik havde ikke forladt kødet i boden. Han stirrede hungrende på det møre kød, og kunne mærke sine tænder løbe i vand. Han synes næsten han kunne dufte det, smage safterne og blodet i munden. Alle de nye sanser der var blusset op i ham fik ham til at skælve nok en gang, og han lod i stedet blikket søge mod bodens ejer, som der og da virkede travlt optaget med en anden kunde.
Reyne havde aldrig stjålet noget i hele sit liv. Han var blevet opdraget med gode værdier, og havde lært at noget af det mest nedrige man kunne gøre overfor nogen, var at stjæle. Om det så var at stjæle deres liv eller deres brød, var der ingen undskyldning. Alligevel fangede han sig selv i langsomt at bevæge sig over mod boden, snigende på lydløse, bare fødder. Hans blik hvilede på bodejeren, nærmest som om han læste hver en bevægelse manden gjorde. Men han var stadig ubemærket. Det var som om han ikke havde fuld kontrol over sin krop, da han satte farten i sine bevægelser op, og i takt med at han kom nærmere boden, kunne han mærke sit hjerte hamre som besat. Hvad havde han dog gang i? Hans forældre ville være så skuffede, hvis de kunne se ham nu! Men det kunne de ikke… Det havde bæstet i ham sørget for. Så snart han havde tænkt tanken, var det som om hele hans krop gik i panik, og han spænede forbi boden og rev en kødluns med sig i farten. Bag sig kunne han høre bodejeren råbe skældsord efter ham, men på det tidspunkt var han allerede forsvundet i folkemængden. Igen var det som om Reyne så på en anden person udføre gerningen. Han kunne mærke det møre kød i sin hånd og grusen under sine fødder, men det var som om han ingen kontrol over sin egen krop havde. Han klemte øjnene hårdt i, som for at tvinge hvem der end kontrollerede ham til at stoppe. Hans ben fortsatte alligevel, lige indtil han stødte ind i noget der føltes som en krop, og han faldt bagover mod jorden under sig. Først da vovede han at åbne sine øjne, og stirrede op på manden han var stødt ind i. Hans blik fangede de natblå øjne som kiggede tilbage på ham, og der var noget i ham der skælvede, i en blanding af protest og rædsel. Som om der var noget i ham der genkendte noget af sig selv i den fremmede mand… Bare uendelig gange stærkere. Han forsøgte omgående at skjule den møre kødluns i hænderne, da han skælvende tvang sig selv op at stå, kun for straks at mærke hvor svage hans ben var, som de strævede med at holde hans egen vægt oppe.
”U-undskyld, det var ikke med vilje!” stammede han rædselsslagen. Han ville løbe, men det var som om han var frosset hvor han stod. Ligeså var hans blik, der hvilede på den fremmede mands ansigt.

[Deleted]

Selvom Pharrell holdt sig i mørket, så var han faktisk en meget tydelig mand, man så i mængden, da han selv havde været forvandlet forrige nat, hvor hans forvandling var skyld i at de rødbrune bukser, var flænsede, så man kunne se hans stærke og spændsige lægge, hvor hans overkrop var bar og nøgen, så man havde frit udsyn til den store muskelmasse som han besad. Han var måske ikke den højeste, lidt under gennemsnit faktisk, men det havde ingen betydning, da hans ydre i sig selv virkede faretruende og lumsk. Hans natblå øjne var intense og vilde, skønt hans mine og hans holdning var rolig. Hans mørkeblonde lokker, var korte og strittede til alle sider, som det sad vildt og ustyrligt, det var dog intet som han tog sig af, skønt han alt i alt fik mange blikke, af de folk som gik forbi ham. Han selv blev dog stående i mørket, hvor han stod lænet op ad den kolde og klamme væg, imens hans intense blik fulgte og stirrede fast på den knægt, som mindede alt for meget om ham selv. Der var ingen tvivl – for et bæst som Pharrell – at knægten lige havde gennemgået sin første forvandling, da alt jo var tydeligt! Udstrålingen, bevægelserne og udseendet gjorde det tydeligt at knægten var svag og afkræftet efter sin første ustyrlige og ukontrollerbare forvandling. Han tog sig selv i at smile ganske svagt med tanken, hvor de blege læber derfor hurtigt fik det til at falme, hvor han blot betragtede ham ganske nøje. Han kunne ane hvor sulten knægten var, hvilket ikke var så underligt igen, da han havde brug for mange proteiner til at samle kræfter igen, da sådan en forvandling tog hårdt på ens krop, desuden havde han også brug for hvile, hvis han ikke ønskede at knække sammen for alvor. Han endte med at læne sig ud fra væggen og stille sig en anelse mere ud på gaden, da hans blik kort forsvandt fra knægten af de mange folk, hvor han hurtigt opfangede knægten igen. Han nåede lige at se at knægten havde stjålet et stort kødluns fra boden, hvor ejeren måtte råbe op efter ham, men der var ikke mange der nåede at lægge mærke til det, før knægten forsvandt ind i menneskemængden og var væk, hvor han i stedet for var på vej over imod Pharrells retning. Han kunne godt se at knægten kun havde øje for sin flugt væk og maden, at han ikke engang så hvor han løb hen, hvilket resulterede i at knægten løb ind i Pharrells store pumpede krop. Han selv gjorde intet for at flytte sig, da han måtte erkende at det ikke var tit man så hverken til varulve eller horrorere, der var ikke mange tilbage af hans egen race, hvor der kun var lidt flere af varulvene. Deres racer havde dog en masse til fælles, da begge var udstødte og ikke velsete hos samfundet, det var også derfor han kunne se ligheden mellem ham selv og denne unge knægt. Et kynisk smil gled over hans læber, da knægten rejste sig op og undskyldte, hvor han kunne se at han gerne ville løbe, men han stod helt frosset til jorden. ”Åh.. jeg tror skam det var med vilje, ellers ville du ikke flygte,” svarede han med en lumsk undertone, hvor det var tydeligt at han ikke mente det at knægten havde løbet ind i ham, men det at han havde stjålet, hvor han godt kunne se at knægten forsøgte at gemme kødlunsen.

[Deleted]

Bare det at trække blikket fra manden foran sig var en anstrengelse for Reyne. Han vidste ikke hvad det var, men det var som om bæstet i ham genkendte noget i manden, uden at vide hvordan han skulle reagere. Kunne det tænkes at manden også havde et monster i sit indre? Der var ingen tvivl om at manden var stærk – i hvert fald stærkere end Reyne selv. Det oste ligefrem ud af ham. Han så forvirret på ham ved hans svar, inden hans blik rev sig fra mandens ansigt, og ned på kødlunsen i hans blodige hænder. Bare synet af kød og blod fik en klump til at samle sig i halsen på ham, og han var sikker på at han ville have brækket sig igen, hvis ikke det var fordi han var for bange. Han havde sjældent været i selskab af andre end mennesker i løbet af sit korte liv, og han havde aldrig været inde i New Dale. Omstændighederne gjorde ingen forandring på hvor overvældende det hele var. Det understregede tvært imod kun hvor skræmmende det hele virkede.
”Jeg er så sulten…” svarede han stille. Kødet i hans hænder var råt, uspiseligt for mennesker. Alligevel havde han det som om han ville kunne sluge det i én mundfuld uden at have nogen problemer med det. Han kastede et nervøst blik over skulderen, men det lod ikke til at bodejeren havde taget sig besværet ved at løbe efter ham. Folkemængden var efterhånden blevet tættere, så det lod til at han var sluppet fra sit første tyveri med skindet i behold. I hvert fald mit menneskelige skind. Han så tilbage på manden, og krummede sig instinktivt en smule sammen da han igen mødte hans blik. Der var bare noget generelt skræmmende over ham, som kun gjorde Reyne opmærksom på hvor lille han følte sig. Bare måden han stod på havde en effekt på Reyne, som om han stirrede på noget der var uendelig mægtigere end ham selv. Som han tænkte tanken, kom minderne fra hvad han havde gjort tilbage til ham, og han førte en blodig hånd mod sit ansigt, som om han forsøgte at dæmpe en kraftig hovedpine. ”Jeg… Jeg gjorde det mod dem.” hviskede han stille, som om han i et kort øjeblik havde glemt alt om manden foran sig. Hans blik var rettet mod manden, men det var som om han stirrede lige igennem ham. Hans ansigt blegnede, og panikken viste sig tydeligt i hans blik. Han havde dræbt sin familie. Hans forældre og søstre lå døde i deres forfaldne hytte, og det var alt sammen hans skyld. Han pressede hånden mod sin mund da kvalmen igen viste sit ansigt, og af ren refleks greb han ud foran sig, og fik fat i mandens flænsede jakke. Der var noget ved det, der lod til at bringe Reyne tilbage til virkeligheden, og han gispede idet han hurtigt slap ham. Manden bar flænsede klæder, ligesom ham selv. ”Du… du har også et bæst i dig?” spurgte han spædt, og så nok en gang op mod mandens ansigt. Der kunne næsten ikke være nogen tvivl – faktisk føltes det som om det dvalende monster under hans egen hud nikkede enigt i hans gæt. Manden havde noget genkendeligt over sig, og at se det flænsede tøj han bar lod til at have været det, der havde overbevist ham. Han har det ligesom jeg…, forsøgte han at overbevise sig selv. Måske kan han hjælpe mig.

[Deleted]

Det var et alt for genkendeligt syn, at se knægten så udmattet, omtumlet, forvirret, bange og desorienteret, hvilket var ganske normale symptomer efter sin første fuldmåneforvandling. Pharrell kunne næsten genkende noget af sig selv i knægten, da han selv kunne huske hvilken frygt han havde følt, da han havde forvandlet sig første gang – hvor han selv ikke havde været andet end en varulv. Han var faktisk født menneske, hvilket man nok ikke skulle tro, men han havde det meste af sit liv levet som horror og det var også det væsen han var stolt af at være, hvor han den dag i dag, var leder for racen og han ville føre hele racen frem igen i en ny æra og i en ny storhedstid! Måske knægten var varulv, men derfor havde deres racer stadig meget til fælles, hvor han også selv havde været varulv før han var blevet bidt af vampyren, der havde gjort ham horror, så han kendte skam godt til alt det som han måtte gennemgå. Han selv havde været tæt på at dræbe sin egen mor og søster, men hans stedfar havde nået at stoppe ham, hvor han heller ikke rigtig havde set dem siden. Han savnede dem ikke, hvor de sikkert også allerede var døde for mange årtusinder siden, så hvorfor dvæle ved fortiden? Han hævede let det ene mørkeblonde øjenbryn, da knægten sagde at han var sulten, hvor han nikkede ganske kort. ”Det er kun naturligt, når man har oplevet sin første forvandling,” fortalte han i en kortfattet og dog næsten helt blid tone, hvor han ikke veg de natblå, intense øjne fra knægtens ansigt. Han var blodig og bar selv flænset tøj, så ligheden var for stor til at man kunne undgå at lægge mærke til det, i hvert fald når man var et bæst som dem. Han selv var dog ikke sulten, da han havde skaffet sig føde den forrige nat under fuldmåne, hvor han havde flænset en bortløben pige, der havde været på flugt. Ikke at han angrede drabet, da det bare var naturens lov; de stærkeste overlevede. Han gik efter mottoet; dræb eller bliv dræbt, hvilket de fleste burde gøre, for det var sådan en kold og kynisk verden de levede i. Han kneb øjnene en anelse sammen, da knægten tog sig til hovedet og så ud til at have hovedpine – også ganske normalt – hvor knægten så helt fraværende ud. Han endte med at lægge de stærke arme over kors ved det nøgne og pumpede bryst, imens han ikke tog blikket fra knægten, som han betragtede lettere indgående. ”Drab er en naturlig del af livet, knægt, du kan lige så godt vænne dig til det nu end som senere, da det uden tvivl vil ske igen,” svarede han kortfattet, hvor det måske var rimelig kynisk sagt, men det var dog den klare sandhed! Da knægten lænede sig forover og skulle til at kaste op, blev han dog stående. Knægten var alt for afkræftet, så det var vidst kun godt at han havde fundet noget mad, for det fik han brug for! Et glubsk smil gled over de blege læber, da knægten gættede at også Pharrell bar et bæst i sig, hvilket var ganske korrekt. ”Det har jeg ja. Jeg er et bæst, og jeg er stolt af det,” knurrede han selvtilfredst, som han næsten kunne mærke bæstet prikke i hans hud under overfladen, da de talte om det. ”Hvad er dit navn?” spurgte han i en kortfattet og dog krævende tone.

[Deleted]

I takt med at den fremmede mand besvarede hans spørgsmål, blev der ikke efterladt nogen tvivl om at manden faktisk var som Reyne. Meget stærkere, rigtig nok, men de havde deres indre væsen fælles. Der var dog noget ved måden manden svarede på, der gav Reyne følelsen af at han faktisk var stolt af bæstet der boede under huden på dem begge. Hvordan kunne man være glad for sådan et monster? Hvordan kunne drab være en naturlig del af livet? Det eneste Reyne i sin korte levetid havde dræbt, havde været dyrene han og hans far havde fanget i skoven de boede i, men han havde forstået grunden til at de måtte gøre det. Nogen må dø for at andre skal leve. Selv i en ung alder var det en tung livslektie Reyne havde måtte lære sig, og selvom at det havde taget ham et lille stykke tid før han kunne tage livet af et dyr uden at brække sig, var det stadig noget helt andet end faktisk at dræbe menneskelige væsner. Bare tanken fik et raseri til at blusse op i ham. Min familie var ikke dyr der skulle dø for at jeg kunne overleve. Han så igen ned på sine blodige hænder. Han kunne ikke huske hvordan han havde fået blodet på dem. Han kunne huske sin families lig på stuegulvet, men om blodet kom fra sårene han havde påført dem, eller om han faktisk havde været i færd ved at stille sin sult fra deres kød, kunne han ikke huske.
”Reyne…” svarede han dæmpet. Der havde været noget i mandens stemme der nærmest havde tvunget ham til at svare så hurtigt som muligt. Som om det ville være skadeligt for ham, hvis han lod være. Han tyggede længe på hvad manden fortalte ham. Det ville ske igen… Et eller andet sted vidste han det godt. Han vidste at hvad der var sket, ikke var en engangshændelse. Hans far havde fortalt ham om varulve. Ikke meget i detaljer, men nok til at han vidste noget. Han vidste at hans forvandlinger havde noget med fuldmånen at gøre. Hvad der var sket, ville ske én gang hver eneste måned, i resten af hans liv. Bare tanken sendte endnu en skælven gennem ham, og han så rædselslagent op på manden. ”Jeg har aldrig dræbt nogen før… Jeg vil ikke dræbe nogen igen!” Den tolv år gamle dreng, som han trods alt var, havde været relativt uskyldig for omverdenen kun et døgn forinden. Nu havde han sin families blod på hænderne, i den mest bogstaveligste forstand. Det var for meget, og alt for meget på én gang. Han var bange; bange for sig selv, og for monsteret der brugte ham som skind. ”Jeg kan ikke styre mig! Jeg vil ikke have det sker igen!” udbrød han panisk, og stirrede tryglende op på manden. Han måtte da forstå hvad han gik igennem! Han måtte være i stand til at hjælpe ham, der måtte være en måde!

[Deleted]

Pharrell kunne godt se at knægten kunne genkende noget af sig selv i ham, hvor han også kunne se at det bragte knægten en form for ro, selvom han var bange, han var bange for det væsen han havde i sig, han var bange for at han skulle slå ihjel igen, skønt han desværre måtte give ham alle de dårlige nyheder, for knægten ville forvandle sig igen og han ville med garanti dræbe igen, hvilket bare var hans lod i livet, derfor kunne han lige så godt begynde at vænne sig til bæstet og være stolt af det, frem for at afsky det, da det ikke ville gå væk. Han så en anelse tænksomt ud i luften. ”Reyne,” gentog han, hvor han næsten måtte smage på navnet. Han vendte roligt de natblå øjne imod knægten igen, hvor de hvilede helt indgående og intenst på ham. Knægten havde meget han skulle lære endnu, hvor der var meget han endnu skulle igennem. Frygten var skam forståelig, selvom den ikke ville gøre det bedre for ham, hvor det var højst sandsynligt at han ville komme til at dræbe igen, hvis han da ikke fik tæmmet bæstet, men selv det var noget der kunne tage flere år, alt efter hvor viljestærk man var. Han brummede næsten irriteret til knægten, hvor han måtte lægge hånd om sig selv, for ikke at banke noget fornuft ind i knægtens hoved, for der var ingen grund til at stå der og hyle op som et eller andet stukket svin! ”Kun de stærkeste overlever, Reyne! Det er naturens lov; dræb eller bliv dræbt, og du burde tage og vænne dig til det allerede nu, frem for at stå og græde over det!” svarede han i en fast tone. Svaghed var noget som kun gik ham på nerverne! Han havde næsten lyst til at fremprovokere bæstet i knægten og lade ham rasere en hel landsby, kun for at han skulle vågne op til synet og se hvad han havde gjort og hvad han havde styrken til at gøre! Og dog måtte han roe sig selv ned, hvor han også slog koldt vand i blodet, så han ikke var så utålmodig, skønt det var svært. Selvom knægten var varulv, så havde de stadig en masse tilfælles, da Pharrell selv jo bar varulven i sig, ligesom han også bar vampyren. Han endte med at gribe knægten om halsen i et fast greb, hvor han udstødte en lettere utilfreds og fast knurren. Hans blik hvilede fast og helt dyrisk på den unge knægts ansigt, som han fik ham til at tie ved at stramme grebet om halsen. ”Tag dig sammen knægt, du burde se det som en gave der er blevet dig skænket, frem for en forbandelse! Desuden.. så kan bæstet godt tæmmes, så du er ikke helt fortabt,” svarede han i en lettere kynisk tone, inden han skubbede knægten ind i en gyde. ”Kom med mig, og spis dit kød imens,” svarede han i en kortfattet tone, som han begyndte at gå igennem gyden, der førte ud til en større gade på den anden side.

[Deleted]

Mandens faste tone sendte et spjæt gennem Reynes krop, og som om at hans hårde ord havde vækket ham fra en trance, kiggede han op på manden med en blanding af frygt og bøn i blikket. Dræb eller bliv dræbt… Hans far havde engang fortalt ham den samme ting, men dengang havde det været da Reyne havde tøvet med at dræbe en hjort de havde fanget i skoven. Hvis ikke vi dræber den, kommer en ulv til at tage den, havde han sagt. Reyne sænkede blikket. Han havde aldrig regnet med at det var ulven der tog ham, og ham der derefter tog sin familie. Han løftede blikket igen, da manden greb fat om halsen på ham, og han kvækkede efter luft mens han forsøgte at flå hans hånd væk. Men selv ikke hans forøgede styrke kunne måle sig med den meget stærkere mand overfor ham, og han endte i stedet med at lytte tavst, mens han hev efter vejret. Da han slap ham og begyndte at gå gennem gyden, fulgte Reyne tøvende efter med små skridt. Han havde mest af alt lyst til at stikke af fra ham, og løbe videre. Hvor som helst måtte være et bedre sted. Men han vidste allerede at han ikke ville kunne stikke af fra dyret i hans indre; det var en del af ham, og hvis han ikke fulgte mandens råd og lærte at kontrollere det, ville det blive hans død. Han førte tøvende det møre kød til munden, og tog den første bid af det, inden han satte farten en smule op, for bedre at kunne følge med manden. Han kiggede forsigtigt op på manden mens de gik, men han kunne ikke få sig selv til at åbne munden de første mange minutter. Han var ganske enkelt bange for at vække hans vrede igen, hvis han lød så bange som han faktisk var. Men det var mindst lige så ubehageligt at gå i stilheden som de gjorde, så da han havde slug den sidste mundfuld kød, forsøgte han at sluge sin frygt sammen med det.
”H-Hvor tager du mig hen?” spurgte han forsigtigt. Det sved stadig i halsen, hvor han havde grebet fat, men han havde da fået vejret igen. Måske skulle han hellere være taknemmelig for at han faktisk havde sluppet ham, da han gjorde det. ”Hvem er du?” spurgte han endelig. Han havde altid lært aldrig at følge efter fremmede, og selvom at manden dårligt nok gav ham andet valg, lod det da ikke til at han ville skade ham mere end han allerede havde gjort, medmindre Reyne selv gav ham grund til det. Alligevel ville han gerne vide hvad han hed, så han ikke var helt så uvidende som han følte sig.

[Deleted]

Måske det var en naturlig reaktion at knægten var bange, men alligevel måtte det helt irritere Pharrell at knægten var så.. ynkelig og svag! Han kunne virkelig ikke tolerere det og han hadede folk der levede i benægtelse, så knægten måtte jo få det banket ind i knolden at tingene var som de var og at han ikke kunne løbe fra bæstet i sit indre, men til gengæld kunne han lære at kontrollere det og dermed få et lettere liv. Han vidste at de fleste ville se det som en forbandelse, men hvis man valgte at være åbensindet og faktisk lære at leve med det, så kunne den forbandelse pludselig blive vendt til en gave, og det var en gave som Pharrell havde taget til sig for mange år siden og nu var han leder for sin race, hvilket han var stolt over. At knægten ikke kunne få luft, var noget som han først kom i tanke om da han forsøgte at kæmpe for at få det og forsøgte at flå hans hånd væk, skønt han kun strammede grebet, da knægten gjorde modstand. Selvom de var ens, var der alligevel så mange forskelle, hvilket han lige måtte påminde sig selv, for han kunne ikke behandle knægten som var han en horror, for han var varulv og dermed måtte han behandle ham derefter. Skønt der ikke hvilede noget smil på hans læber, så blev han alligevel tilfreds, da han så knægten følge efter ham og begynde at spise af kødet, hvor han også lod ham. Han førte dem roligt ud på den anden side af gyden, hvor der ikke var nær så befolket, inden han skuttede ned til venstre af den større gade. Folk de passerede så efter dem, da de var et umage par, da Pharrell gik der i flænsede bukser og nøgen overkrop, hvor knægten bar samme flænsede tøj og dog var helt blodig. Pharrell tog sig dog ikke af blikkene, da hans opmærksomhed gik til knægten, da han begyndte at tale efter at have spist færdigt. Ja hvor tog han ham egentlig med hen? Han kunne ikke føre ham med ind i opholdsstedet, for de andre horrorer ville flå knægten levende, fordi han var varulv. Hans race havde en territoriekamp i gang med varulvene omkring den sorte sø, så man kunne godt sige at de to racer havde en intern intrige, hvilket også gjorde at han nok ikke burde hjælpe knægten, men han følte alligevel at det var hans pligt, han følte et underligt.. ansvar overfor knægten. Han selv havde været varulv engang trods alt. ”Med væk herfra,” svarede han roligt, som han end ikke så på knægten, men fortsatte sine skridt frem. Selv da han spurgte ind til hans navn, så han end ikke på ham, da han ikke stoppede sine skridt. ”Mit navn er Pharrell. Pharrell Van Ipswich. Jeg er horrorernes leder,” præsenterede han sig roligt, hvor det sidste blev udtalt med en stolthed i stemmen.

[Deleted]

Pherrells svar lod til at få frygten i Reynes blik til at blive født på ny. Han kendte ikke meget til horror-racen, men hans mor havde engang brugt navnet i en historie for at skræmme ham og hans søstre. Han havde troet at det var en skikkelse der kun hørte til i sådanne historier: de kunne da umuligt være så ondskabsfulde i virkeligheden, som de havde været i historierne?
Sin frygt til trods, fortsatte Reyne med at følge efter ham. Om det var fordi han var nysgerrig, eller om det var måden folkene på gaden kiggede på de to, vidste han ikke. Han vidste bare at han ikke havde lyst til at være alene, og hvis Pherrell virkelig kunne lære ham at kontrollere hvad der var i ham, ville det bedste vel være at gøre som han sagde og følge efter? Han blev dog ikke meget tryggere af at Pherrell ikke ligefrem gav et klart svar på hvor de tog hen. ’Væk herfra’ kunne betyde så meget, og Reyne havde allerede løbet siden han kom til sig selv den morgen og fandt sin familie død for sine fødder. Han så igen ned af sine blodige arme, og skælvede svagt. Han var nødt til at få det vasket af sig så snart han kunne. Det var mange timer siden blodet havde været fugtigt, og det sad nu bare tørt og klistret mellem hans fingre. Alligevel var der noget ved følelsen af blod mellem fingrene, lugten af blod i luften, der fik noget i ham til at dirre. Han skyndte sig at fjerne blikket fra sine hænder. Måske ville ulven i ham ikke dukke op igen, i og med at det ikke var fuldmåne, men han vovede ikke at udsætte sig selv for Pherrells vrede endnu en gang, hvis han brød sammen over minderne. Han tog sig til halsen hvor Pherrell havde strammet sit greb, og betragtede ham med et vagtsomt blik.
”Jeg har aldrig mødt en horror før.” sagde han endelig. ”Men… jeg har hørt om jer. Passer det at I er varulve og vampyrer på samme tid?” Hans ord bar et tydeligt præg af den barnlige nysgerrighed, som stadig bar spor af den uro han havde. Alligevel havde han en smule… beundring, kunne man måske kalde det, for manden foran ham. Horrornes leder? Hvis han var lederen for sådan en skrækindjagende race, var det et under at han overhovedet stadig var i live. Hans mors historier havde altid fremstillet horrorne som blodtørstige bæster der dræbte uden spørgsmål. Men han vovede ikke at spørge til hvorfor han så ikke havde dræbt ham: tænk hvis han kom på bedre tanker? Han havde aldrig hørt hvordan horrorne dræbte sine ofre, men hvis de var en blanding af de blodsugende vampyrer og de flænsende varulve… Han turde slet ikke forestille sig, hvad Pherrell kunne gøre ved ham.

[Deleted]

At se frygten i Reynes blik, var noget som gav Pharrell lyst til at fjerne det, skønt han vidste at det krævede tid. Knægten havde oplevet sin første forvandling og han var tilsyneladende rædselsslagen over at han havde dræbt sine forældre, samt det faktum at forvandlingen skulle ske igen. Han forstod godt knægtens frygt, da han selv havde stået i hans sko engang, dengang havde han dog haft sin stedfar, som havde hjulpet ham igennem forvandlingerne, hvor han bar brandmærker på ryggen, som han havde fået under et ritual og siden da havde han været knyttet til sin stedfar, hvor han havde været kriger og arbejdet for kongen i et helt andet land. Og da han så engang skulle føre andre krigere over havet, var skibet styrtet sammen under uvejret, hvilket så havde drevet ham til Dvasias, hvor en vampyr havde bidt og ham, og sådan var horroren i ham blevet skabt. Han kunne ikke engang huske alle detaljer fra sin barndom, men den var også irrelevant, for han gad ikke just tænke på at han var født som et sølle menneske. Han havde været horror det meste af sit liv og nu var han så leder for racen, hvilket han var yderst stolt af! Det var også denne race som han anså for at være den bedste og stærkeste, hvor han på ingen måder fortrød hvad der var sket i hans liv, og det var noget som han også måtte få Reyne til at indse. Måske han havde dræbt sine forældre, men det ville næppe være de eneste liv han ville få på sin samvittighed, så den burde han lære at slukke for med det samme. Han vidste godt at det var anderledes at være varulv, da horrorerne også bar vampyrernes fordele og ulemper med sig, såsom at kunne slukke for sin menneskelighed og samvittighed, hvilket varulve ikke bare kunne, men det kunne enhver jo lære, hvis man trænede dem hårdt nok og formåede at hærde en person, og sådan måtte han jo hærde Reyne. Han vendte let blikket mod ham, da han sagde at han aldrig havde mødt en horror, men havde hørt om dem. Han nikkede ganske roligt til knægtens spørgsmål, som han så frem for sig igen. ”Men tag endelig ikke fejl, for vi er langt stærkere, hurtigere og mere udholdende, end både varulve og vampyrer til sammen, netop fordi vi bærer begge racers fordele i os,” forklarede han kortfattet, skønt der også var stolthed at spore i hans stemme, da han trods alt var stolt af sit væsen, særligt det at han var leder for denne storslåede race – ikke at andre var enige i det, men han skulle nok føre den frem igen. Han greb roligt fat i knægten, som han trak ham med hen til et springvand. ”Sæt dig og vask dig,” kommanderede han kortfattet, „jeg kommer om lidt.” Han forsvandt, skønt han kun var væk for nogle sekunder, inden han kom tilbage igen med et tæppe, som han lagde på pladsen ved siden af Reyne. Knægten var trods alt stadig varmblodet, og ikke kold som horrorerne, skønt der alligevel skulle en del til før en varulv ville fryse, men det var ikke umuligt og som knægten i forvejen var afkræftet og udmattet, så ville det ikke forundre ham at kulden snart ville overmande ham, hvis han ikke holdt sig varm og ved kræfterne.