In dark times

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde virkelig forsøgt at gøre hvad han kunne, for at overbevise Cayla om at han altså ikke ville gøre hvad han have gjort igen, for det var jo slet ikke noget som lå til ham på den måde! Blikket gled stille i retningen af hendes skikkelse igen. Han var bekymret for hende, også fordi at han var bange for at miste hende på den måde. Spredningen af hvad det nu end måtte være, så dog ikke ud til at sprede sig, og selvfølgelig var det noget som lettede ham, for han ønskede da slet ikke at se hende falde bort på den smertefulde måde! Han nikkede stille. ”Jeg leder efter alternativer.. Det andet her går da slet ikke..” Blikket gled let i retningen af hendes fingre. At hun konstant skulle tænke på ham og Gina, vidste han ikke, også selvom han jo faktisk godt kunne forestille sig det, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre af den grund. At det var deres skyld at Aliyah aldrig kom hjem mere, vidste han godt, og den tanke, fik kun hans smil til at falme betragteligt, for han brød sig slet ikke om at det skulle være på den måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket stille ned mod sine egne hænder. Kunne han gøre noget ved det her og nu, så havde han så sandelig også gjort det, også selvom.. hun lod ham jo ikke, når hun afviste ham! ”Så må det jo næsten være min skyld, at det er endt som det er, Cayla. Vi har.. jo altid været en lykkelig familie, som havde hinanden, og jeg ved det godt..” Selvfølgelig gjorde det ham trist, at det skulle gå sådan ud over Aliyah, for det havde i den grad aldrig været hans mening på nogen måde overhovedet! At hun så skulle afvise hans bekymring fuldstændig, var noget som svagt fik ham til at bide tænderne sammen. Igen gjorde han det vel forkert? Kunne han i det hele taget gøre noget som helst rigtigt? Det var bestemt ikke sådan at han følte det om ikke andet! Han sukkede dæmpet og nikkede så. Hvis han ikke engang fik lov til at bekymre sig, så vidste han da snart ikke hvad han skulle og hvad han ikke skulle, og det var noget som faktisk måtte irritere ham en anelse! ”Okay..” endte han dæmpet. Hvis det var noget som gjorde hende tilfreds, så var det selvfølgelig noget som han måtte stille sig tilfreds med, selvom.. det bare ikke var nok for ham! At hun strøg hans kind, fik ham til at lukke øjnene let, inden hun igen kommenterede hans ord. Han havde det bestemt ikke særlig godt, men det var da heller ikke noget som hun havde brug for at bekymre sig om. Det hele var vel hans egen skyld..? Han vendte de mørke øjne stille mod hende endnu en gang. Selvfølgelig var han glad for, at han havde fået lov til at komme hjem, men det var bare ikke det samme eller godt nok, når det foregik på denne akavede måde! ”Du skal ikke bekymre dig om det, Cayla.. Jeg klarer mig nok,” afsluttede han let, som han sendte hende et svagt smil, som var det for at køre den over på lidt andet. Knuden i maven vidste han dog ikke hvordan han skulle få bort!

[Deleted]

Cayla vidste at Junior altid havde været den loyale type. Han havde ikke én gang givet hende grund til bekymring, og han havde levet op til de løfter som han havde skænket hende, også med henblik på deres kære datter, han kunne nemt være stukket af for mange år siden. Det var ikke retfærdigt at holde ham op på den en gang, han kvajede sig men det var svært at lade være. Det var jo ikke kun det at hun havde fundet ham tæt til en anden kvinde, men det at hun pludselig ikke længere følte sig som noget værd, og hun havde allerede dengang i ruinerne, gjort det klart for ham, at han fik én chance.. kun én. Nu gik det op for hende, at kærlighed gjorde ondt uanset hvad. Hun var end ikke sikker på at den lykke de havde haft, havde været ægte.. fra hans side vel og mærke, hun elskede ham.. det havde hun altid gjort, selvom det gik imod alt hun troede på. De gyldne øjne faldt på de ødelagte hænder, der ikke længere føltes så irriterede, det var som om at salven beroligede huden lidt, hvilket var rart. ”Salven hjælper. De manglende fingrer er hvad det er,” hun trak ligegyldigt på skuldrene, det var jo en lille pris at betale, så lang tid det ikke bedste sig yderligere, desuden var det stoppet med at gøre ondt. Tanken om at Aliyah holdt sig fra dem begge, gjorde ondt. De havde altid været en lykkelig, lille familie, men det var jo alt sammen gået i opløsning nu. Hun så på ham. Det var tydeligt at hans skammede sig ligeså meget som hun selv gjorde ved den tanke. Det var ikke fordi at Cayla ønskede, at han skulle påtage sig skylden for det hele.. der skulle to til en tango. Hun bed sig i den bløde underlæbe og modstod fristelsen til at himle med øjnene. ”Det er ikke din skyld, Junior. Det er vores begges. Jeg har ikke håndteret det her særlig godt, desuden er der jo en grund til at det er gået så galt, ikke? Jeg ønsker bare ikke at vores datter skal flygte fra os,” erkendte hun og slog blikket ned. Tanken i sig selv, var nok til at lade blikket fyldtes med tårer, også selvom hun ikke lod dem falde. Det var slet ikke hendes mening at afvise Junior på den måde, tværtimod så forsøgte hun at åbne op for ham, men hun var konstant bange for, at når alt kom til alt, så ville hun slet ikke være i stand til at komme ham nær igen. Hånden lod hun blidt stryge langs hans kind, hvilket i sig selv var nok til at få hjertet til at banke hurtigere. Ved hans afvisning, trak hun den næsten skamfuldt til sig. ”Du vil ikke snakke om det,” konkluderede hun i en svag mumlen, og puttede sig godt i sofaen. Tæppet trak hun atter op om sin krop og overvejede hvor vidt hun skulle gå i seng. Ikke nok med at det var underlig og akavet, når hun var vant til at han var over hende på en helt anden måde. Det var frustrerende og det gav hende en forfærdelig lyst til at græde.. hvis hun havde flere at græde af. Det var jo netop sådan her hun havde frygtet at ende dengang. Når alt kom til alt, så var det, det samme, alt havde en ende. Hovedet lagde hun mod sofaryggen og stirrede tomt ud i luften, uden pludselig at vide hvor hun skulle gøre af sig selv. På sit vis forstod hun vel ikke hvorfor han ønskede at prøve igen? De kom jo ingen vegne!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior elskede Cayla, og selvfølgelig frustrerede det ham, at det ikke var noget som han havde lov til at give udtryk for, uden at det skulle være forkert, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed han svagt sammen. Han ønskede at hjælpe hende, og han ønskede at være der for hende, og det var jo faktisk fordi at det var noget som han havde lyst til! Det var vel heller ikke så svært at forstå, var det? At salven hjalp, var selvfølgelig en tanke som kun måtte glæde ham, også selvom det ikke just gjorde det bedre, at det bare var noget som skulle fejdes af banen. Han nikkede blot, også selvom det bestemt ikke var fordi at han var helt tilfreds, men… det blev han vel heller aldrig når det forløb sig som det gjorde lige i øjeblikket? ”Det… det er da altid noget,” endte han dæmpet for sig selv, som han roligt foldede hænderne foran sig og i sit skød. Det var akavet, når han ikke vidste hvad han kunne tillade sig og ikke tillade sig, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund! At Aliyah holdt sig væk på grund af den situation som de sad i, så gjorde det ikke just tingene bedre for ham, for han følte skyld, også fordi at han vidste, at skylden jo faktisk lå ved ham. ”Skylden er jo min, Cayla. Det er jo min handling som har tvunget os herud, ikke sandt? Hun har været vant til den lille kernefamilie, og end ikke den, kan jeg skænke hende mere.. Det er jo min fejl..” Tænderne bed hun fast sammen som han let vendte blikket væk fra hende. Det var jo trods alt hans egen skyld, selvom han slet ikke kunne komme med en forklaring på hvordan pokker han var endt der med Gina, for.. det lignede ham ikke! Han havde gjort det slut med alt og alle, da han havde fundet sammen med Cayla, og det var da slet ikke fordi at han havde fortrudt den handling på nogen måde! Hun gjorde det ikke nemt for ham, for nej, hun havde bestemt ikke tacklet det særlig godt. ”Hun gør vel som hun finder bedst, ligesom du og jeg gør det. Jeg tror ikke hun flygter. Hun er nok bare ikke sikker på omstændighederne i forhold til hvad hun er vant til,” fortsatte han sigende. Det var slet ikke hans mening at kutte hende af på nogen måde, men det hjalp ham jo ikke ligefrem at give udtryk for noget af det som han følte, for når han gjorde det, var det jo forkert! At hun så tog hånden til sig, gjorde ondt, for han havde jo trods alt nydt at hun havde strøget ham over kinden på den måde, også fordi at det var noget som han havde haft brug for! ”Hvad nytte gør det, Cayla? Du forvirrer mig..” endte han med en næsten frustreret stemme. Hvis han kunne, havde han taget omkring hendes hænder og knuget dem i sine, men han var for pokker bange for at fingrene ville falde af! Han følte sig virkelig på herrens mark efterhånden!

[Deleted]

Dette kaos var virkelig svært at forholde sig til, de havde været en lykkelig familie og Cayla havde aldrig følt sig elsket eller uønsket på trods af at de havde været.. elendige til at tage sig af hinanden, mildest talt. Måske Junior ikke havde tøvet med at droppe de øvrige kvinder, da hun endelig gav efter for ham, men hun vidste at Gina havde været en af hans mere alvorlige affære, derfor gjorde det ondt at tænke på, at han havde fortrukket hende i den stund. Hvad der så var mere frustrerende, var at hun ikke vidste hvor vidt hun kunne tillade sig at være sur, hun troede jo på hans forklaring om at han ikke vidste hvordan pokker han var endt der. Klumpen voksede sig større i maven. Hvor hun altid havde nydt hans selskab, så var det kun akavet nu. Hun slap et stille suk og foldede hænderne i sit skød og nikkede til hans ord. Det var ikke hendes mening at forkaste det, men hun havde givet ham én chance.. hun burde slet ikke ønske at give ham endnu en, men skaden var vel sket? Problemet var at hun elskede ham og det havde desværre ikke ændret sig. Hun bed sig usikkert i læben og vendte blikket mod ham. Det var slet ikke meningen at han skulle påtage sig hele skylden, hun havde gjort ting for at forhindre det. ”Det er ikke kun din fejl. Hvor meget det end dræber mig at sige, så er sandheden vel den at vi har drevet hinanden herud? Hvis jeg havde dækket dine behov fra starten, så.. går jeg ikke ud fra at Gina havde været når så fris.. jeg ved det ikke, men ja.. det er bare en teori,” endte hun en smule plaprende og trak svagt på skuldrene, mens hun vendte blikket den anden vej for at skjule de tårer der vældede op i dem igen. Hun havde tydeligvis taget fejl, der var flere af græde af endnu. I sit skød fumlede en smule med sine fingrer, en vane hun aldrig havde lagt fra sig når hun blev nervøs eller utilpas. ”Man kan ikke bebrejde hende. Jeg er bare bekymret for hende.. vi har alle mistet mange den sidste tid, og nu hvor vi er et kaos, frygter jeg at hun står lidt.. alene,” svarede hun og sank en klump. Hun vidste at Aliyah havde Enrico på slottet, men han var jo også en travl mand, hun ønskede jo bare deres datter det bedste. Følelsesmæssigt trak selv Junior sig fra hende, hun kunne mærke det og tanken gjorde hende bange, udelukkende fordi hun vidste hvor det ville fører hen. Hun sukkede tungt. Hun havde ikke håndteret noget som helst, særlig godt.. bruddet havde gjort hende syg og ynkelig at se på og være i nærheden af, hun følte hun sad fast i et hul, ude af stand til at trække sig selv op også selvom det hjalp at have ham omkring sig. Jeg forvirrer dig? Jeg tror nærmere det er omvendt. Det ene øjeblik er du den samme, omsorgsfulde mand jeg kender, det næste trækker du dig fuldstændig. Det her er.. akavet og forkert, Junior. Tror du vi har en chance?” spurgte hun direkte og vendte blikket mod ham. De gennemsigtige tårer, trillede ned over de blege kinder. Hun tørrede dem hurtigt bort og forsøgte at holde dem inde, selvom hun virkelig frygtede for svaret.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Meget var gået ned af bakke på alt for kort tid, også selvom Junior stod fast på, at han ikke vidste hvordan pokker han var endt hvor han var endt; i sengen med Gina og med hende under sig. Alene tanken vækkede en form for væmmelse, hvor det var spor på krop og ar på sjæl som han tilsyneladende var nødt til at lære at leve med, så var det ikke noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Skylden var jo trods alt hans, også selvom han slet ikke havde nogen anelse om hvordan det hele var foregået, så.. kunne det bare ikke se ud som om at det gjorde nogen forskel af den grund, og det var næsten det værste. Mange var faldet på frygtelig kort tid, og de burde jo egentlig være der til at støtte op om hinanden, også selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, selv ikke for ham! Det var svært at stå som stærk, når han ikke vidste hvad han skulle stå som stærk for. Som hun påpegede den manglende bekræftelse som en grund, var noget som fik ham til at vende blikket direkte mod hende endnu en gang. De havde været elendige til at fuldbyrde hinanden på det punkt, men.. det havde slet ikke noget med det at gøre! ”Jeg gjorde det slut med alt og alle, da jeg fandt dig, Cayla og jeg har ikke fortrudt det. Vi har.. begge været elendige til at bekræfte hinanden den vej, men jeg kan forsikre dig om at det ikke er derfor jeg gjorde det.. Jeg.. jeg ved ikke hvordan eller hvorfor eller noget som helst, men det har intet med det at gøre.. Det kan jeg forsikre dig om,” påpegede han alligevel med en alvorlig mine. Han ville da slet ikke høre tale om andet! Frygten for at Aliyah rendt rundt alene, gav Junior en voldsom klump i maven, for han brød sig slet ikke om at have det på den måde! Tænderne bed han tydeligt sammen, som han vendte blikket ned mod sine fumlende hænder endnu en gang. ”Det har vi alle sammen.. Jeg bryder mig ikke om den vej udviklingen er gået.. Specielt ikke efter Faith og Kimeya, men.. jeg beder til at hun ikke er alene om det.. Hun har trods alt Enrico,” påpegede han stille. Det var ikke fordi at han fandt megen trøst i det, for han ønskede jo hellere, at tøsen skulle være i stand til at søge hjem, dersom det skulle vise sig at være nødvendigt i den anden ende! Han trak vejret dybt og vendte blikket mod hende endnu en gang. At snakke om det, gjorde jo ikke just nogen forskel for dem, for de snakkede jo forbi hinanden, og det gjorde de hver eneste gang! ”Jeg trækker mig, for du beder mig om det, Cayla.. Det ene øjeblik må jeg kærtegne dig, jeg kan skænke dig de navne jeg har givet dig og det næste så.. må jeg intet af det..” Hans blik søgte stille til hendes. Han ønskede en forståelse.. en forståelse for selv han følte det voldsomt akavet! ”Jeg beder guderne til at det skal gå.. Jeg ønsker ikke at forspilde denne chance.. Jeg ønsker jo heller ikke at miste dig..” påpegede han med en dæmpet stemme. Han mente det jo!

[Deleted]

Junior havde aldrig direkte løjet for hende før, af hvad hun vidste af vel og mærke, men hun kunne læse sandheden i hans øjne, og hun havde konkluderet at han virkelig ikke vidste hvordan pokker han var endt i seng med Gina, hvilket burde være nok for hende til at tilgive ham, men synet havde sat sig fast. Hun havde længtes efter at være ham så tæt, men affundet sig med at de havde andet at koncentrere sig om, og så skulle hun få lov til at se ham sammen med en anden? Det syn som plagede hende, var mere eller mindre det som stod i vejen for, at hun igen ville lukke ham tæt på sig. Det værste var at deres familie var gået i opløsning. Nathaniel var væk, det samme var Faith og Kimeya, Ela, Jared og Fabian og Destiny, de kunne end ikke finde ud af at holde sammen på deres egen lille, og nu var tingene gået hende over hovedet. Måske de kunne sidde tilbage og være bagkloge nu, men det var tydeligt i hendes blik, at hun havde gjort sig mange tanker omkring det hele, og hun følte inderligt at det var hendes skyld og hun følte at hun ikke var... god nok for andet end at være mor. Visse mænd havde vel bare to forskellige behov? Et for en anstændig hustru, hvormed de kunne stifte familie og en mand.. en gudesmuk kvinde, til at stille deres lyster? ”Det ved jeg at du gjorde, men jeg ved også at du engang var forelsket i hende, hvilket kun gør det værre. Hvordan kan du sige det, hvis ikke du ved det? Jeg mener.. måske det har været underbevidst eller sådan noget, jeg prøver virkelig bare at forstå.. hvad pokker jeg har gjort forkert, Junior. Foruden det åbenlyse,” tilføjede hun frustreret og tørrede igen tårerne bort fra sine blussende kinder. Det hjalp ikke at snakke om noget, det havde de erfaret mere end en gang, og hun blev bange når hun blev for ophidset, i frygt for at hun skulle igennem endnu en forvandling. Cayla var bekymret for deres datter, hvilket man vel heller ikke kunne bebrejde hende for? Det havde jo været en hård tid. ”Det har været hårdt efter alle de tab. Jeg ved at hun har en Enrico og han er en travl mand, og kender jeg Noelle ret, så får han slet ikke tid når hun er hjemme. Jeg er bange for at hun er alene, eller ked af det og jeg kan ikke følge med i noget mere, jeg ved virkelig ikke hvordan hun har det,” gentog hun og satte sig mere op. Det var ikke rigtigt gået op for hende at hun havde sendt blandede signaler, men det vel kun fordi hun selv var forvirret? ”Jeg gør det ikke for at forvirrer dig, Junior, men jeg ikke hvordan jeg skal forholde mig til noget som helst. Du og Aliyah har været min verden i guderne må vide hvor mange år, og nu er den brast. På den ene side så.. vil jeg jo gerne have at alt bliver som før, på den anden side så kan jeg ikke slippe det forbandede billede af dig og.. hende,” svarede hun med et tungt suk og forsøgte at slå den frygtelige hjertebanken lidt ned. Det var nu rart at få ud, også selvom hun ikke var i stand til at sige hendes navn, også fordi hun havde taget livet af hende, bogstavelig talt. ”Jeg er bange for at bøn ikke er nok. Tror du.. helt inderst inde.. at vi er stærke nok til at komme igennem det her?” spurgte hun igen. Hun havde brug for at vide det!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde aldrig løjet for Cayla før, og han så bestemt heller ikke nogen grund til at skulle gøre det nu! Han elskede hende virkelig, og selvfølgelig ønskede han at han kunne vise det, også selvom.. det havde han vel ikke lyst til? Enhver mand havde sine lyster, men han havde vel bare været god til at tøjre den del af sig, og tænke mere på familien? Det havde været det vigtigste for ham og det som han hav de sat højst, og selvfølgelig var det også noget som han ønskede at vise hende! At det var billedet som ødelagde det hele for hende, efterlod ham med en massiv knude i maven, for han vidste, at han ikke kunne gøre det største ved det uanset hvad han gjorde, og det var næsten det som var det værste af det hele, og selv for ham, så følte han det på den måde. Han sukkede dæmpet, som blikket gled direkte ned mod hans hænder, inden de igen gled mod hende. Han hævede varsomt den ene hånd, som han gav sig til at tørre hendes tårer bort med. Han betragtede hende med en nøje indgående mine. ”Fra jeg forlod huset og til du fandt mig sammen med hende, så er jeg blank, Cayla.. Jeg ved ikke hvad der er sket, og jeg mener det, når jeg siger jeg er blank. Du har ingen fejl gjort, min k…” Han tav igen, for han ønskede jo heller ikke ligefrem at ødelægge det mere end hvad godt måtte være i det store og hele! Aliyah var en tanke som tilsyneladende måtte plage dem begge, også selvom han slet ikke vidste hvad man kunne eller skulle gøre ved det af den grund – ikke uden at de selv fandt ud af det i den anden ende, men det var jo bare det. ”Vil du have jeg skal tage op på slottet og kigge til hende? Vi ved jo godt, at hun ikke kommer hjem, så lang tid, at det hele foregår på den her måde,” påpegede han med en dæmpet stemme. Det var slet ikke fordi at han ville lægge pres på hende eller noget som helst, for det vidste han godt, at de ikke kom nogen vegne med i det hele taget, så var det noget som kun ville gøre ondt værre, hvilket han slet ikke var interesseret i! Alle de blandede signaler som Cayla sendte ham, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund, for det forvirrede ham kun, og det gjorde.. ondt, for han vidste slet ikke hvordan han skulle gøre det godt igen, eller om det i det hele taget var ham menneskelig muligt at gøre det, sådan som hun kørte rundt i det. ”Du formår virkelig at give mig dårlig samvittighed over ting som jeg ikke har nogen kontrol over på egen hånd. Jeg forstår godt at det syn piner dig, men.. jeg mente aldrig at gøre det, og jeg har jo aldrig gjort det igennem vores mange år sammen! Jeg ved hvor meget du frygtede for at ende her.. lad os gøre noget ved det, Cayla.. Jeg ønsker ikke at miste dig..” At hun direkte tvivlede på om de i det hele taget havde en fremtid sammen, gjorde det bestemt ikke bedre for ham, for han ønskede slet ikke al den tvivl! ”Vi har klaret os igennem så frygtelig meget.. Hvorfor skulle vi ikke også kunne klare det her?” forsøgte han en anelse opmuntrende, som han sendte hende et varsomt smil.

[Deleted]

Cayla vidste at Junior sjældent havde løjet for hende, men hun vidste slet ikke hvor mange af hans ord hun kunne tage for gode vare længere. Javist så påstod han at han elskede hende, men hun var bange for at de lagde to vidt forskellige ting i den del, også selvom hun et sted kun lagde afstand til det hele for sit eget bedste. De mange tanker hun havde gjort sig, havde allerede skænket hende en følelse af at være forkert eller mangelfuld om ikke andet, hun havde altid vidst at hun ikke var det som man ville anse som en direkte køn pige, og han havde aldrig fået hende til at tænke i de baner.. før nu. Hendes hoved følte som var det ved at sprængtes. De gyldne øjne vendte hun mod hans ansigt, og lod ham blidt tørrer hendes tårer bort. Den omsorg han udviste hende, havde hun virkelig brug for, det var forfærdeligt at sidde nede i det dybe hul, når hun bare ønskede at komme tilbage på benene, med den selvtillid, som han havde bygget op i hendes med årene. ”Jeg tror på dig, Junior, men det gør et sted kun det hele værre. Jeg ved end ikke om jeg kan tillade mig at være sur, eller blive ked af det, men jeg kan ikke lade være,” erkendte hun og snøftede en smule. Han havde efterhånden set hende på sine værste tidspunkter, derfor havde hun intet imod at lade tårerne falde foran ham, også selvom hun vidste at det ikke rigtigt ville ændre på noget. Eftersom hun ikke havde set deres datter i alt for lang tid, så begyndte hun at blive bekymret. De havde altid været en kernefamilie, de havde altid været i stand til at skænke hende tryghed, desværre formåede de end ikke det mere, hun var om ikke andet glad for at hun nu var blevet så gammel, hun forstod det på en anden måde. Tanken om at hun ikke selv kunne se til hende, gjorde en smule ondt, men Cayla vidste at Aliyah var mere knyttet til sin far end hun var til hende, sådan havde det altid været, og igen kunne hun kun spørge sig selv, hvad hun havde gjort galt. Hun nikkede stille. ”Det synes jeg, hun skal ikke glemmes i alt det her kaos. Hun kommer ikke hjem før hun har noget at forholde sig til, men hun har brug for os af den grund,” mumlede hun næsten en smule bestemt, et sted gav det hende tryghed at vide, at der endnu var nogle som behøvede hende. Det gyldne blik gled ind ind i flammerne for en kort stund, inden hun atter så tilbage på ham, og forsøgte at holde tårerne igen. Det var slet ikke hendes mening at forvirrer ham med blandede signaler! ”Jeg har aldrig haft grund til at betvivle dig. Men jeg havde glædet mig til at vi endelig skulle ud.. som et par for en gangs skyld. Det er ikke min mening at give dig ringe samvittighed, men jeg render rundt med en enorm knude i maven, og jeg ved ikke hvordan jeg skal løsne op i den,” svarede hun en kende frustreret. Deres fremtid var usikker, hun var ikke sikker på at det i det hele taget kunne blive det samme igen, det havde vel været lidt af en øjenåbner? Alligevel havde han en point. ”Du har ret. Vi har klaret os gennem frygtelig meget før det her. Vi kan klare det,” medgav hun roligt og forsøgte at sende ham et svagt smil bag tårerne.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde aldrig nogensinde haft nogen grund til at lyve for Cayla, og det gjorde han bestemt heller ikke nu! Han mente det skam, når han sagde, at han elskede hende, og det ville han for altid gøre, også selvom han frygtede at hun faktisk ikke.. stolede på ham, men igen, så var det jo heller ikke noget som hun lod ham give udtryk for uanset hvad. Hånden lod han vandre over hendes kind i et roligt og blidt kærtegn, for at fjerne de mange faldende tårer. Det kunne godt være, at det havde kostet hendes selvtillid frygtelig dyrt, men bange for at fælde tårer for ham, var hun ikke, og det var noget som selvfølgelig glædede ham, så ønskede han stadig, at tingene skulle være som de altid havde været, selvom det var tydeligt, selv for ham, at det var meget at forlange, men det var nu bare sådan at det var. Han trak vejret dybt, som han roligt betragtede sig af hendes skikkelse. Det bekymrede ham virkelig, at hun havde det sådan, også fordi at han vidste, at han ikke kunne gøre noget ved det, medmindre hun faktisk gav ham lov til det. ”Du kan tillade dig at gøre hvad du vil, Cayla, og jeg forstår selvfølgelig hvis du er vred og ked af det.. Selvfølgelig er det noget som du har din fulde ret til,” fortalte han ærligt. Selvom det måske heller ikke ligefrem gjorde sagen meget bedre for ham, for han havde det bestemt ikke særlig godt med det. Hans forhold til Aliyah var mere eller mindre gået i sig selv i takt med at hans problemer med Cayla havde taget til, og han vidste godt, at det i bund og grund, faktisk var hans egen skyld, så var det ikke noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han nikkede stille til hendes ord. Han kunne sagtens kigge forbi hende og se hvordan deres elskede lille pige havde det, for i hans øjne, så ville hun altid forblive hans lille pige! ”Jeg lover at kigge forbi hende, og se hvordan hun har det. Du har ret, når du siger hun ikke skal være glemt, og det er bestemt heller ikke meningen med noget af det,” medstemte han med en rolig stemme. Han lod hænderne roligt søge tilbage i hans skød. At hun var så.. tvivlende, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for ham! Han havde selv set frem til at kunne komme lidt ud med hende, opleve verdenen med hende og tilbringe tiden med hende som et par, også selvom det hele var endt fuldkommen ødelagt, og han var faktisk ufattelig ked af, at det var sket! Hun formåede virkelig at give ham en ringe samvittighed, også selvom han ikke kunne gøre for at det var sket, for han havde virkelig ikke nogen anelse om hvordan han var endt der i sengen med Gina! Svagt bed han sig i læben. ”Det skulle have været vores første tur ude.. Det ved jeg godt. Hvis.. du vil, så vil jeg virkelig gerne gøre det om, Cayla.. Hvis du vil med mig ud?” spurgte han med en rolig stemme. De havde været igennem så meget, og han vidste at de havde muligheden, dersom hun var med ham selvfølgelig. Smilet og hendes ord, fik hans smil til at forblive en anelse mere sikkert på hans læber. Hånden hævede han igen så han kunne stryge hendes kind. ”Jeg ønsker vi skal have det til at fungere, for jeg ved at vi kan. Vi har mødt så meget modgang, og vi har klaret det frem til nu.. Selvfølgelig kan vi gøre det igen,” endte han med en dæmpet stemme.

[Deleted]

Tilliden var væk, det skulle hun gerne være den første til at erkende,de og det var selvom hun i mange år, ikke havde tvivlet på hans ord. De havde haft det godt sammen, og selvom de havde været dårlige til at tage sig af hinanden, så havde hun elsket ham.. det gjorde hun stadig og af hele sit hjerte, hvilket kun gjorde dette meget værre. Uden at tænke videre over det, lod hun kinden falde mod hans hånd, så han kunne fjerne de gennemsigtige tårer som trillede. Hun snøftede og pakkede dynen tættere om sig, det værste var, at når hun først var kommet i gang så vidste hun ikke hvordan hun skulle stoppe igen. Måske hun havde været bange for at blive såret, men hun var langt mere end det. Hun havde dog ikke forventet at det direkte skulle ende med at gøre hende syg, hvilket selvfølgelig også havde at gøre med de pludselige forvandlinger, det hele var bare steget hende over hovedet og hun hadede mildest talt at føle sig så ynkelig som hun gjorde nu. ”Jeg er mere.. ked af det og skuffet end jeg er direkte vred. Problemet er at jeg virkelig ikke ved om jeg har ret til det, og det gør det hele mere kompliceret. Jeg glædede mig så brændende til at tilbringe den stund med dig, erkendte hun dæmpet og slog blikket ned mod sine hænder. Det skulle have været en aften for bare de to, den første siden Aliyahs fødsel, de havde været for dårlige til at få hende passet, så de kunne pleje hinanden, så man kunne vel sige at deres problemer havde været uundgåelige? Cayla nikkede medgivende. Hun ville gerne se sin datter igen, savnet var begyndt at vokse efter alt den tid, hun havde brug for bare at se hende smile og vide at alt var godt. ”Det ville jeg sætte pris på. Hun skal vide at vide tænker på hende,” endte hun dæmpet. Hun havde jo selv prøvet at blive glemt mellem Faith og Kimeyas problemer i sin tid, hun havde kun kunnet se til, mens ingen rigtigt havde haft overskud til at spørge hvordan hun havde det med alting, det var noget som hun gerne ville undgå at sætte sin egen datter i. Det var ikke meningen at hun ville tvivle på deres fremtid sammen, men med den knude i maven hun konstant havde, og sådan som det stod nu, så.. så det jo virkelig ikke ud til at de havde nogle i det hele taget, desuden forstod hun ikke hvorfor han gjorde sig alt det besvær med at vinde hende tilbage, der var en hel bunke af kvinder derude, som havde ventet på denne dag. Hun endte med at op, og betragtede ham næsten en smule chokeret. Hun havde ikke været ude for huset i guderne måtte vide hvor lang tid, og hun var jo ikke ligefrem præsentabel. Du.. du vil have mig med ud?” gentog hun pludselig en smule omtumlet, også selvom hun overvejede det. ”Det.. det vil jeg gerne,” svarede hun forbløffet. Det var vel også en mulighed hvorpå de kunne få talt lidt ud? Yderst stille, endte hun med at hæve sin hånd for at ligge den over hans, og derved holde den mod hendes kind. ”Hvorfor, Junior? Du kæmper en brag kamp for dette. Foruden det åbenlyse, som er Aliyah, hvorfor så, så stålfast på at give det endnu en chance?” spurgte hun dæmpet og dog nysgerrigt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Alt var ødelagt, og det var faktisk noget som Junior efterhånden virkelig var ked af, også fordi at han aldrig havde ønsket at det skulle ende så galt, som det var endt nu om dage. Han vidste ikke hvad han kunne gøre for at gøre det godt igen, som han heller ikke var kendt med hvad han kunne tillade sig at gøre, uden at skulle ødelægge.. absolut alt! Hånden lod han roligt stryge mod hendes kind for at fjerne tårerne, men også som en harmløs undskyldning bare for at være lidt i kontakt med hende, for det var noget som han havde brug for.. Brug for at hun faktisk ønskede ham ved sig, da det også var noget som betød frygtelig meget, selv for hans vedkommende. Han trak vejret dybt. Selv følte han for at lade tårerne falde, også fordi at han kunne se hvor ondt hun havde det, og det var jo alt sammen hans skyld, hvilket næsten var det værste af det hele! ”Du har den fulde ret til at handle som du er lystet til det, Cayla. Jeg forstår at du er ked af det, forvirret og vred hvis du skulle være det, og selvfølgelig er det noget som du har ret til.. Uanset hvad, så burde det aldrig nogensinde være sket,” påpegede han sigende, så han forstod hende jo faktisk! Bare den tanke om at Cayla havde det som hun havde det, og Aliyah som hun havde det, var noget som gjorde utrolig ondt, og selvfølgelig ønskede han at lade deres lille pige vide, at hun ikke var alene, og at de stadig tænkte på hende selv på trods af de problemer som de havde at slås med. ”Jeg kigger op til hende. Du har ret.. selv i det her kaos, så må vi for guds skyld ikke glemme hende,” endte han med en dæmpet stemme. Det var skam ikke fordi at han havde glemt hende, men selv han havde haft sit at slås med igennem så frygtelig lang tid nu, og det var noget som mere eller mindre måtte tage hele hans tid, så det var ikke just noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hans vedkommende. Han trak vejret dybt atter en gang, også mest for at holde sig i skindet, for det var bestemt heller ikke nemt for ham! Han sendte hende et svagt smil. ”Selvfølgelig vil jeg det.. Se.. se det det som en mulighed for at snakke ud om tingene.. komme ud og opleve lidt andet.. som vi skulle have gjort den aften,” endte han dæmpet. At hun sagde ja, var noget som kun fik smilet til at brede sig voldsomt på hans læber, for det var faktisk en tanke som gjorde ham frygtelig, frygtelig glad! Som hun så tog omkring hans hånd, sitrede det i hans, også selvom han slet ikke trak den til sig. Som hun spurgte direkte ind til hvorfor han fortsatte med at kæmpe, måtte selv hans øjne ende blanke. Nu bad hun om svar, og så måtte han jo endelig give hende det. ”Er det så svært at se, Cayla? Jeg elsker dig.. Jeg ønsker slet ikke at opgive hvad vi har haft sammen, for jeg ved at vi kan få det igen, hvis det er hvad vi vil.. Jeg ønsker den mulighed og den chance.. Så du måske kan se på mig.. uden at se hende,” fortalte han ærligt.

[Deleted]

Cayla vidste at det aldrig havde været Juniors mening at bryde op i familien på den måde, hun troede faktisk på hans forklaring, han havde aldrig givet hende grund til andet, men det ændrede ikke på hvad hun havde set, og hvad det gjorde ved hende. Dog så savnede hun ham, også selvom han var omkring hende mere eller mindre hele tiden, hun følte sig energiløs, konstant træt og ugidelig, tilværelsen var blevet uhyggeligt.. grå. Tårerne lod hun ham fjerne med sin hånd, uden rigtigt at tænke over det, lagde hun kinden mod den, næsten som søgte hun efter de trøstende kærtegn, som altid havde beroliget hende. Det var ikke fordi hun ønskede at give ham dårlig samvittighed, men hun vidste snart ikke hvordan hun skulle håndtere den smerte som havde sat sig så dybt i brystet på hende. ”Det burde det ikke. Jeg tror på at du ikke er ene skyldig i hvad end det skete, Junior, men det gør så ondt, jeg kan ikke slippe tanken eller billedet for den sags skyld, det gør mig vred,” erkendte hun frustreret. Et sted vidste hun jo at det ikke var retfærdigt at bebrejde ham på den måde, men hun elskede ham nok til at lade sig sårer af selv det mærkværdige sandhed. På trods af deres problemer, så var Cayla bekymret for deres datter, hun huskede jo hvordan hun havde følt sig dengang Faith og Kimeya havde haft problemer, hun ønskede ikke det samme for sin lille pige. Tæppet slog hun en smule af sig, flammerne i pejsen havde efterhånden varmet hende godt op. De gyldne øjne var endt hævede efter de mange tårer som ustandseligt strøg ned over de blege kinder. ”Det må vi ikke. Jeg ville blive glad hvis du ville se til hende,” svarede hun med et stille nik. Et sted så var hun ked af at hun ikke selv kunne gøre det, men hun ønskede ikke at bringe skam over Aliyah ved at vise sig i den tilstand hun befandt sig. Det overraskede hende lidt, at han endnu engang inviterede hende ud, særligt i midten af alt dette kaos, og et sted var hun bange for at skulle tage ud, også fordi hun ikke ligefrem var indbydende. Bleg og tynd, og med et par manglende fingrer, hun så jo herrens ud! ”Det er det og jeg gør det glædeligt. Bare lov mig at du prøver at holde dig ude af en fremmede seng, okay?” endte hun, og forsøgte at sende ham et stille smil, det var jo ment som rent drilleri, også selvom det ikke rigtigt afspejlede sig i hendes stemme. Hans hånd holdt hun fast, også selvom hun kunne mærke hvor svedig hendes egen føltes, efter hun havde stillet ham det gyldne spørgsmål. Hans svar gjorde atter hendes øjne blanke, også selvom hun følte sig lettet. Lige såvel som ham, håbede Cayla inderligt at hun en dag ville kunne se ham og ingen anden Roligt satte hun sig op, og strakte sig forsigtigt frem for at skænke ham en stille omfavnelse. ”Jeg elsker også dig, Junior og det er grunden til at jeg ikke kan give slip selvom jeg burde. Du er min bedste ven, den eneste jeg nogensinde har været hengiven. Jeg ønsker inderligt at jeg en dag vil kunne give det hele en chance igen, det gør jeg,” hviskede hun dæmpet og snøftede let. Hun slap ham roligt igen og lænede sig tilbage kun for at tørrer sine tårer bort.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior følte, at det faktisk var hans skyld, at det foregik som det gjorde, hvilket jo faktisk var en tanke som gjorde ham direkte ked af det, for han brød sig slet ikke om det. Han havde aldrig ment at skulle ligge med Gina så tæt på sig i en seng, for.. det ville aldrig have sket ellers! Han havde valgt Cayla frem for alle andre, og han havde gjort det slut med alt af elskere som han havde haft. Ja, han havde måske haft noget af et hektisk liv før i tiden, men ikke desto mindre, så mente han, at han havde fundet ro efter han havde fundet Cayla, og specielt som hun var blevet gravid og de havde fået Aliyah. Han havde jo aldrig givet hende nogen grund til at tvivle på ham! At der så var magter udefra, som skulle vælge at blande sig i lige netop det, var noget som gjorde ham direkte frustreret, for det havde jo ikke bare kostet ham Cayla, men hele hans familie! ”Jeg forstår dig godt, Cayla.. Og tro det eller ej.. Selv under de omstændigheder, så sidder jeg stadig med en elendig samvittighed. Jeg ville aldrig have gjort det.. aldrig..” Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. Han ønskede at finde ud af det hele med hende og på en ordentlig måde, så de igen kunne blive en lille familie som havde hinanden. Han var ganske vidst den eneste som kunne opsøge Aliyah lige nu, og det var noget som han faktisk var ked af, men han forstod så til gengæld også godt, at Cayla ikke ville, sådan som hun så ud. ”Jeg bringer hende din hilsen.. Hun skal bestemt heller ikke glemmes i alt det her.. Det tillader jeg ikke,” lovede han endeligt, som han igen roligt vendte blikket i retningen af hende. Hånden trak han roligt til sig, efter at have strøget den over hendes kind. Han mente det faktisk når han sagde, at han ønskede hende med ud.. Ligesom også for at tage den op der hvor det var gået galt, for han ønskede bestemt heller ikke at give slip på hende, hvis det var noget som man ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han elskede hende jo. Selvom hendes smil indikerede dril, så sagde hendes stemme og blik noget helt andet. Han nikkede. ”Jeg kan love dig, at det ikke vil ske igen. Du vil se mig i fint tøj ved et bord med lys, hvor jeg vil vente på dig, og glæde mig til at tilbringe tiden med dig,” lovede han roligt. Det var måske høje og store løfter, men han kunne give hende dem, også for at vise hende, at han var en som man faktisk kunne stole på, for det var jo trods alt også sådan at han havde det med det hele. At hun strakte sig frem for at lægge… armene om ham, var noget som helt klart kom bag på ham, for han var jo vant til, at han slet ikke måtte komme i kontant med hende! Hans arme gled stille omkring hende, hvor han svagt og forsigtigt trykkede hende ind mod sig. Han elskede hende jo! ”Så lad os forsøge at finde den gnist tilbage, min kære.. Jeg ønsker slet ikke at miste dig,” hviskede han dæmpet, som han endelig gav slip på hende. Det glædede ham, at hun virkede villig til at gøre et forsøg om ikke andet!

[Deleted]

Det hektiske liv han engang havde levet, havde været hele grunden til Caylas usikkerhed, hun havde ikke været nem at overtale, og hun måtte jo nok erkende, at hun havde fået et enormt svigt, da hun havde fundet ham med Gina, hun havde følt sig dum og naiv, også selvom hun.. altid havde været klar over at han havde gjort sit bedste. Det havde ikke været nemt for dem. De havde ikke haft noget der mindede om et romantisk liv, og de var blevet forældre frygtelig tidligt, endda til en handicappet pige, enhver anden mand ville have fået nok for længst, på det punkt, priste hun sig lykkelig for at han om ikke andet vær blevet og havde hjulpet. ”Det er jeg faktisk glad for at du siger. Jeg ved at omstændighederne er anderledes end de ville have været i mange andre tilfælde, men det gør ikke mindre ondt af den grund,” erkendte hun med et træk på skuldrene. Det var ikke fordi at hun var ligeglad, men mere en indikering om at hun forsøgte at beskytte sit forholdsvis skrøbelige hjerte. Hånden lod hun vandre gennem de flammerøde lokker og fugtede læberne med tungespidsen, inden hun atter vendte blikket mod sine fingrer. Sådan som hun så ud, så kunne det end ikke komme på tale, at hun ville opsøge slottet, den skam ville hun ikke bringe over sin egen datter, hun fortjente bedre end som så, men hun ønskede at hun skulle vide, at hun tænkte på hende og at hun savnede hende. ”Tak, det er jeg glad for. Sig at jeg elsker hende, okay? Jeg tror hun har brug for at vide det nu,” svarede hun lidt bestemt. Et sted var det umuligt, ikke at sammenligne situationen, fra dengang hun selv havde været i det samme sted, og til tider var det alt der var behov for.
Den drillende undertone var halvhjertet, for selvom det var ment som drilleri, så ønskede hun aldrig at finde ham i en anden skvindes favn igen, det var svært nok som det stod, at åbne op for ham i det hele taget. Hans ord satte kun billeder i hovedet på hende. Cayla smilede for sig selv ved tanken og lod blikket glide i for en stund, mest for at forestille sig det hele. ”Jeg vil se frem til det i så fald,” svarede hun og ministrerede faktisk at sende ham et stille smil. Hun strakte den dovne krop og gabte tungt. Det var efterhånden ved at være frygtelig sent, og alle de tårer og alt den frustration havde efterhånden udmattet hende. For et øjeblik, dvælede Cayla ved den omfavnelse hun havde skænket ham, også selvom den var mere venskabelig end direkte romantisk, men de skulle jo starte et sted, og det havde vist sig at være et glimrende udgangspunkt. Hun nikkede medgivende. ”Jeg tigger og beder til at vi kan finde den igen. Jeg længtes efter at mærke den blusse op i flammer,” erkendte hun dæmpet og lagde hånden mod sit bryst. Hun rejste sig. ”Jeg tror det er ved at være sengetid. Kan vi snakkes i morgen?” spurgte hun med et svagt smil, og bukkede sig ned for at skænke hans kys et blidt kys. ”Sov godt Junior,” endte hun roligt, før hun forlod stuen, med tunge sten fjernet fra hendes skuldre.

//Out

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Cayla havde aldrig været nem at overtale, og det var jo også derfor Junior havde gjort det ganske forsigtigt og givet hende tiden, og det havde jo virket. At dette så skulle ske, havde aldrig nogensinde været hans intention, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit selv for hans del, for han havde aldrig nogensinde været ude på at skulle efterlade hende på den måde! Han forstod at hun passede på sig selv, og det var noget som han faktisk havde forståelsen for, det var jo slet ikke det! Han vendte blikket stille mod hende endnu en gang. Han nikkede kun forståelsesfuldt. ”Du gør dig de tanker og de følelser på det rette grundlag, Cayla.. Jeg klandre dig ikke for noget, for tro mig.. Jeg har det virkelig skidt med det.. Kunne jeg lave det om, så havde jeg gjort det for lang tid siden,” påpegede han med en dæmpet stemme. Han kunne sagtens opsøge Aliyah her bagefter og snakke med hende, for selv han havde brug for lidt luft efterhånden, så han igen kunne kaste sig i kampen, også fordi at hun nu havde gjort det tydeligt for ham at det ikke var helt tabt endnu, og selvfølgelig var det noget som gjorde ham utrolig glad! ”Det skal jeg nok sige til hende, min kære.. Det lover jeg dig,” endte han med et stille smil på læben. Han ønskede selvfølgelig at lade deres datter vide, at de tænkte på hende begge to, for det gjorde de jo. Desuden ønskede han at lade Cayla vide, at han også kunne tage hensyn til hende, og bare det at hun havde ladet ham invitere hende ud og faktisk sagde ja til det, var selvfølgelig også noget som gjorde ham utrolig glad, for han havde jo lige så brug for at vide, at han kunne gøre tingene rigtigt. Lige nu var han heldigvis glad for at han havde en god slant tilbage, for han vidste helt præcist hvordan han ville gøre det hele, og han kunne godt love hende, at hun ikke ville finde ham i en anden seng, for det kunne slet ikke falde ham ind! ”Tro mig.. Det samme gør jeg,” påpegede han sigende, som han let blinkede til hende. Han ønskede selvfølgelig at lette stemningen bare lidt, også selvom han kunne se at hun var ved at være træt. Ikke fordi at det gjorde ham noget, for det var trættende at sidde og have det på den her måde, hvilket han mere end gerne ville give hende ret i. Han lod hovedet søge let på sned. At mærke hende i en omfavnelse, var selvfølgelig noget som gjorde ham selv glad, for det glædede ham virkelig, at hun viste ham, at det lige så var noget som hun selv havde lyst til i den anden ende. ”Det samme gør jeg.. Så lang tid du er med mig, Cayla, så er jeg sikker på, at det hele nok skal gå.” Han lod tungen stryge let over sine læber, som han så til at hun rejste sig. At hun ville op at sove, forstod han skam godt, men.. han ville jo gerne med hende! Selvom det var en forespørgsel som han bed i sig, også mest for sin egen skyld. ”Selvfølgelig.. Du må sove godt,” endte han roligt og med et let smil på læben. Han rejste sig roligt efter hende, også selvom han blev stående for en kort stund. Han sukkede dæmpet. Det var små skridt, men det var i den rigtige retning. Han trak let på smilebåndet, kun for at vende om og forlade huset. Han skulle op til Aliyah.

//Out