In dark times

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent. Pejsen brændte lystigt i det lille hjem, oplyste det mørke som havde sænket sig over Dvasias. Cayla sad foran pejsen og lod de iltre flammer oplyse hende. Resten af huset var fuldkommen mørklagt. Junior var kommet hjem, men hun vidste ikke hvor pokker han var efterhånden, eftersom han ikke havde været i stand til at forvandle sig tilbage. Tanken var bekymrende men ikke desto mindre, så var han om ikke andet i live. Som bundet i en trance stirrede hun ind i flammerne og lo de grønne øjne opsluges. Hun sad i sine tanker.. tanker omkring hvordan tingene var og hvordan de burde have været. Cayla slap et tungt suk og trak tæppet mere op omkring sig. De flammerøde lokker hang frit om hendes slanke skuldre. På trods af at hun endnu var umådelig bleg og endnu så lettere syg ud så havde hun det meget bedre, nu kunne hun om ikke andet holde sig på benene og ikke mindst holde lidt mad i sig. Tilgengæld var hun præget af intense smerter. Hvad der var sket efter Faith og Kimeyas bryllup vidste hun ikke, hun var blevet ramt af et eller andet, hvilket havde fået hendes hud til at formørkes, ja næsten blive direkte sort, særligt på hænderne. Begge var de bundet ind, også fordi hun ikke brød sig om at se på de tre fingrer som hun havde mistet. Hun lænede hovedet tilbage mod sofaens kant. Måske det var ved at være sent, men hun kunne ikke sove, alt for mange tanker plagede hende, desuden var det svært at sove når hun i mange år havde været vant til at ligge i Juniors arme. Nu vidste hun ikke hvor han var, eller hvad han foretog sig, men han havde været ude i flere timer. Mareridt på mareridt holdt hende oppe, som oftest handlede det om at Junior forsøgte at slippe af med hende på alskens måder, for at kunne vælte sig i kvinder som var langt smukkere end hende. Ellers handlede det om hende selv.. om den aften hun havde slået Gina ihjel, noget som hun endnu ikke havde fået fortalt Junior, det var svært at snakke med et dyr. På den anden side havde det næsten været lettende ikke at skulle se ham direkte i øjnene, ikke at skulle være vred på ham på den måde, også selvom hun havde svært ved at slippe følelse af skuffelsen generelt. Hun lagde sig ned og lod blikket glide i også selvom hun ikke var træt nok til at falde til ro. Det var selve trygheden i at hvile på sin sofa.. den duftede af Junior, det havde sine fordele at have stærkere lugtesans end så mange andre.
Tæppet puttede hun godt om sig og stirrede igen ind i ilden. Et sted så savnede hun at han ville komme og lægge armen om hende, og hun ville have ham at putte ind til, at dufte til, også selvom hun ikke regnede med at det nogensinde skulle ske igen, og slet ikke så længe at hun ikke var i stand til at lukke ham ind til sig igen. Disse tider var ligeså mærke som det var uden for i øjeblikket og Cayla tiggede og bad til at de snart ville se en smule lys, det var også begrænset hvor meget hun selv ville kunne håndtere i længden.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Selvom det var ved at blive sent, så var det ikke fordi at Junior havde været i stand til at finde hvile på den ene eller den anden måde. Han var bekymret for Cayla, også fordi at det var tydeligt at hun havde forbandet ondt og noget var jo rivende galt! Stjerne blinkede tydeligt over ham, som den store og smukke måne – den var endnu ikke fuld, også selvom det var ved at nærme sig efterhånden. Turen til Ophelia havde skænket ham en mulighed for endnu en gang at komme tilbage til sin egen krop, og det var noget som selvfølgelig gjorde det hele meget nemmere for ham! Han havde fået præsenteret en problemstilling for Ophelia hvad angik Cayla, og han havde fået noget med hjem, som han kunne forsøge at smøre hendes fingre med – og forhåbentlig uden at det skulle koste hende flere fingre, for det var jo tydeligt at hun ikke havde det særlig godt, og det var faktisk en tanke som gjorde ham temmelig usikker, for det var jo tydeligt, at der måtte være et eller andet galt! Selvom det ikke var noget som han kunne gøre noget ved direkte, så følte han vel en form for.. skyld? Han havde fået muligheden for at komme lidt hjem, hvilket han selvfølgelig var glad for, selvom stemningen ikke var noget andet end akavet!
Døren ind til deres lille hjem, gik roligt op, som han langt om længe kom hjem. Det havde været en lang gåtur, men følelsen af at man kunne gå normalt, var virkelig, virkelig rar, det var helt sikkert! Tungen strøg han let over sine læber, som han så sig omkring. ”Cayla? Jeg er hjemme, og jeg er mig selv igen!” endte han næsten med en helt stolt stemme, hvilket han ønskede at vise hende! Han havde ikke været sammen med andre, end Gina den ene gang, også selvom han endnu ikke vidste hvordan pokker han var endt sammen med hende, og det var vel også derfor han ikke var kommet tæt ind på Cayla endnu? Han havde ligget og passet meget på hende, set hvordan hun havde klynket i sin søvne, vågnet, kun for at ligge uroligt igen, og han kunne ikke gøre noget ved det, hvilket virkelig var noget som måtte frustrere ham som intet andet overhovedet! Caylas duft hang i luften, så han valgte selv at søge mod stuen som det første sted, hvor han ganske rigtigt kunne se, at hun lå der på sofaen. Ikke fordi at det gjorde ham noget, også selvom det endnu var tydeligt for ham, at hun ikke havde det særlig godt, og selvfølgelig var det ikke en tanke som gjorde det meget nemmere for ham.. Han havde det virkelig elendigt, også selvom han virkelig forsøgte at handle på hendes vegne, også fordi at han ønskede at vise hende, at hun var det værd for ham, selv på trods af hvad der var sket! ”Hvordan har du det?” spurgte han sagte, som han roligt søgte hen til hende. Deres gamle lænestol tog han fat i, hvor han trak den hen på siden af sofaen, hvor han satte sig i den. Han lod sin hånd stryge igennem hendes hår med en tydeligt bekymret mine, som han bestemt heller ikke skjulte for hende!

[Deleted]

Cayla var faktisk bekymret for Junior efterhånden, for han havde ikke været i hjemme i flere time. Når først han var ude af døren så kunne hun ikke lade være med at gøre sig de værste tanker, som hvem han mon tilbragte tiden sammen med, eller være bekymret for om warlockerne indfangede ham igen, og det var dræbende men efterlod hende ligeså med en ringe smag i munden, hun havde slet ikke ret til at udvise ham den mistillid. Hun gemte sig en smule under tæppet og stirrede ind i de brændende flammer der om ikke andet gav hende en smule styrke, en som hun virkelig havde brug for i disse tider. Da døren gik op slog Cayla selv øjnene en smule op. Hendes hjerte bankede mere fast mod brystet, for eftersom der ikke blev banket på gik hun næsten automatisk ud fra at det var Junior. Alligevel rokkede hun sig ikke ud af stedet. Lyden af hans stemme satte omgående et hav af tanker i gang. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde hørt ham sige det mindste. ”Ju-Junior?” endte hun næsten uforstående og satte sig en smule op for at kunne se over sofaryggen, hvor han skikkelse endte med at komme til syne. Næsten lettet trak hun på smilebåndet også selvom det hurtigt falmede igen.
På den ene side var hun skam glad for at han var ved sit gode, flotte, gamle jeg men på den anden side, så fik hun hurtigt dårlig smag i munden over at hun straks havde antaget at han var i kvindeligt selskab. ”Det.. det var da dejligt, du ser.. dejlig ud,” endte hun lidt kejtet, også selvom hun skam mente det. Det var intet nyt at hun havde nogle uheldige bemærkninger engang imellem, men han var vel vant til det efterhånden? Cayla vidste godt at han mange gange lå og vogtede over hende selvom han ikke kom tæt på ham, men eftersom han ikke havde kommenteret det mindste på hende, så gik hun ud fra at hun ikke havde skreget, klynket eller snakket som hun ellers altid havde gjort under mareridt. Hun var faktisk glad for at se ham. Måske de var skilt men det at han stadig befandt sig omkring hende sagde kun lidt om at hun ikke var i stand til at give helt slip på ham. Den velkendte duft som ramte hendes næsebor gjorde hende hurtigt roligt. Som han endte med at komme tættere på så lagde hun sig selv ned i sofaen og skjulte de indbundne hænder under tæppet, selvom han godt vidste at de manglede, det så bare ikke kønt ud. ”Jeg har det fint, Junior, jeg er træt men det er det. Hvordan blev du dig selv?” spurgte hun nysgerrigt også for at lede samtalen bort fra sig selv. De grønne øjne fulgte ham, endnu uden den velkendte glød, også selvom den viste sig for korte stunder når han var omkring hende. Blikket lod hun glide en smule i ved strøget gennem de flammerøde lokker. Måske hun havde sat en regel op om at han ikke måtte røre hende, men hun kunne jo faktisk godt lide når han endelig kom en smule tæt på, også selvom hun ikke havde nogen mulighed for rigtigt at give udtryk for det, hun følte sig ikke god nok til ham, og det gjorde hende jo faktisk ked af det.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var efterhånden ved at være lang tid siden, Junior i det hele taget havde haft muligheden for at snakke med Cayla, udelukkende på grund af de forbandede warlocks. Lige hvorfor de havde valgt at tage ham med sig, havde han aldrig fundet ud af, men han var kommet derfra i live, også selvom han måtte takke denne.. Jacques for det? Han vidste ikke helt præcist hvem det var, men i og med at englen ved ham, havde kendt ham, så måtte det være en procianer. Tilværelsen som ulv var han efterhånden ved at blive vant til, men det bekymrede ham, at han ikke kunne gøre noget som helst for Cayla, når hun havde brug for det, for det som hun fejlede var da på ingen måder normalt, hvilket han var klar over, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han kunne jo ikke ligefrem gøre det mindste, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Døren åbnede han roligt, også fordi at han ønskede at vise Cayla den hensyn, også i tilfælde af, hvis hun endelig var faldet i søvn, selvom han ikke regnede med det. Nu var han i sin egen skikkelse igen, og selvfølgelig var det noget som gjorde det hele så meget bedre for hans vedkommende, og det var ham en utrolig stor hjælp når det kom til det med Cayla, for så kunne han være der langt mere for hende!
Med rolige skridt trådte han ind i stuen, som han vendte blikket direkte bekymret mod hende. At se hende ligge der og direkte have det skidt, var jo så tydeligt! Han havde ikke opsøgt nogen kvinder, for han ønskede kun den ene.. den ene som ikke ville lukke ham tæt på, og selvfølgelig var det noget som gjorde ondt også på ham! ”Jeg ligner da mig selv, gør jeg ikke? Foruden de tæsk som jeg fik af de warlocks, men men..” Han trak let på skuldrene, som han tog stolen med hen på siden af sofaen. Han måtte måske ikke røre ved hende, men et strøg over hendes hår, var vel harmløst? Han ønskede egentlig bare at hjælpe hende, også selvom hun bestemt heller ikke gjorde det nemt for ham. Han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg fandt Nathaniels søster.. Hun kunne give mig den nødvendige hjælp til at.. ja, genvinde mit sande jeg,” forklarede han roligt. Han fiskede roligt den lille boks med salve op af lommen og satte den ved siden af sig på bordet, inden han igen vendte blikket i retningen af hende. Hånden tog han roligt til sig igen, som det næsten gik op for ham, at det slet ikke var noget som han.. faktisk måtte? ”Jeg præsenterede vores.. problem for hende, så jeg fik en salve med hjem.. Som vi kan smøre dine hænder med,” tilføjede han roligt, som han igen tog den til sig og rakte hende den. Et sted også for at bevise for hende, at han altså ikke havde været i nærheden af nogen kvinder! For det havde han altså slet ikke!

[Deleted]

På trods af at de ikke havde kommunikeret ved hjælp af ord, så kunne man vel sige at de havde en vis forståelse overfor hinanden i og med at de begge var dyr? På sit vis havde det næsten været fredfyldt, for det havde givet hende tid til at tænke over tingene også selvom hun ikke følte sig meget klogere end hun havde gjort for en uge siden. De grønne øjne fulgte ham roligt til han endte med at trække en stol hen til sofaen og dermed næsten lukke af for synet den til varme pejs. Selvom det ikke var nær så rart, så sagde hun ikke noget, for han holdt en afstand som hun kunne være med på. Mange kunne spørge om hvorfor hun ikke smed manden ud efter det han havde gjort, men i sidste ende var det vel mere hende som ikke var i stand til at give slip på ham end omvendt? Cayla satte sig en smule op og lod den indbundne hånd stryge over håret nu hvor hun ikke kunne stryge gennem det. Tanken om at hun havde mistet fingre gjorde hende bange, for hun havde ingen idé om hvad som havde forsaget det, under alle omstændigheder så havde hun brug for hjælp til smerterne. Kort lod hun blikket søge ned over så meget af den blottede hud som der nu var. ”Du har ret, de har virkelig været hårde ved dig. Gør det stadig ondt?” spurgte hun og lod blikket glide i hans, uden at skjule sin bekymring for ham. I det indre kunne hun ikke lade være med at bande og svovle over de forfærdelige tanker hun havde gjort sig da han var gået ud af døren, men selvfølgelig havde han været hos Nathaniels søster, før Gina havde der jo heller ikke været andre.. så vidt hun vidste vel og mærke. ”Det var godt. Det gør det hele lidt nemmere. Så kan du prise dig lykkelig for at der er knap en måned til fuldmåne,” påpegede hun stilfærdigt. Et var selvfølgelig noget som hun selv holdt øje med, også fordi hun var så aggressiv under fuldmånen og havde åbenbart også en sjov tendens til at indbyde Junior til ting, som ikke burde ske.. i dyreskikkelse vel og mærke. Cayla lod blikket falde på den lille box han fiskede op af lommen. Hun hævede et nysgerrigt øjenbryn og lod ham forklare. Roligt lod hun de indbunde hænder glide op over tæppet for at tage det op. Hvis det hjalp så var det guld værd! ”Det er mere mit problem end det er dit, Junior. Men tak, jeg er glad for hjælpen,” tilføjede hun og forsøgte at sende ham et smil også selvom det var mere eller mindre mislykkedes. Roligt gav hun sig til at binde forbindingen op, også selvom det skete med yderst nænsommelighed, for det var ikke behageligt. ”Moniqe har været forbi med noget mad, det stpr i køkkenet hvis du har lyst,” opfordrede hun dog endnu koncentreret om sin gøren. Hænderne kom til syne bag. Nogle af fingrene var endnu blålige, mens man kunne ane den helt sorte stump der hvor de var faldet af. Hun manglede en ringfinger og en langefinger på den ene og en halv pegefinger på den anden, og hun frygtede endnu at det ville sprede sig, også selvom det havde været rimelig stilstående de sidste par dage, nu kunne hun kun håbe at det holdt stand.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior forsøgte virkelig at acceptere Caylas grænser, også selvom det ikke var nemt, men hvis det var noget som gjorde hende tilfreds, så var han ikke den som skulle klage. Han bed hellere sin egen smerte i sig, for det gjorde ondt, at hun havde sat de restriktioner op, men hvad kunne han da gøre ved det? Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget som helst, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Stilheden havde været der, i og med at han ikke havde haft styrken til at forvandle sig tilbage efter den hårde omgang i Den Mørke Cirkel, men nu var det heldigvis ikke noget som han skulle tænke mere på, og selvfølgelig var det også en tanke som han godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Forsigtigt havde Junior taget plads på stolen foran hende. Han rystede let på hovedet. ”Det er ikke så slemt mere. Jeg klarer mig i hvert fald,” endte han roligt, som han igen vendte blikket mod hende. Hvor grænserne gik, var ikke altid nemt for ham at se, også fordi at hun til tider tillod at han gjorde noget, og så slet ikke noget andet, og en anden dag, så kunne det være modsat, og det var altså noget som direkte forvirrede ham! Svagt trak han på den ene mundvig i et halvvejs smil, også selvom det hurtigt falmede igen. Han fandt det direkte akavet at sidde der med hende, men han kunne da slet ikke drømme om at lade hende gøre disse ting alene! ”Det er jo det.. Personligt kunne jeg godt undvære den.. Jeg er altid så øm bagefter, og jeg synes jeg er øm nok i forvejen,” endte han med et roligt smil på læben. Han forsøgte i hvert fald, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund! Han rystede stille på hovedet. Han ønskede jo trods alt at hjælpe hende, og specielt nu hvor han faktisk havde tommelfingre igen, så kunne han jo! Han vendte blikket mod hende. ”Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, Cayla.. Jeg har jo muligheden for det, ikke?” Han forsøgte at være opmuntrende, også selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham af den grund, og det var noget som gjorde ham direkte frustreret! Han vidste ganske vidst ikke hvad han havde retten til, og ikke havde retten til efterhånden, hvilket bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget nemmere for ham. Som hun fjernede bandagen, kunne han se den blålige og sorte farve, for han brød sig bestemt heller ikke om at skulle se hende på den måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt som han åbnede boksen. ”Det lyder godt.. Jeg vil lige være færdig her først.. Må jeg..?” Frygtelig varsomt tog han omkring hendes hånd, som han varsomt førte en anelse tættere på sig. Han tog salven på sin anden hånd, hvor han med en utrolig forsigtighed, smurte hendes hånd ind. Han håbede selvfølgelig at det ville tage noget af smerten som han vidste at hun sad inde med, og forhåbentlig forhindre at flere fingre skulle falde af! ”Vil du have noget med..?” spurgte han roligt.

[Deleted]

Cayla havde virkelig sat mange restriktioner op for ham, velvidende om at det var nogle som hun selv aldrig ville være i stand til at overholde, til tider lod hun ham jo ligefrem bryde dem, alene at den grund at hun selv følte et savn og et længsel efter at føle dem.. efter at føle ham. Måske de kun havde været intime denne ene gang, det var ikke rigtigt gået op for hende hvor stor betydning de helt små kærtegn havde haft, ikke før nu vel og mærke. Det glædede hende virkelig at se ham stå på to ben igen, og der var temmelig lang tid til fuldmånen, de havde jo lige overstået den, og denne gang var det lykkedes uden at de var kravlet ind til hinanden hvilket lettede hende, for det andet havde bestemt ikke gjort situationen meget nemmere. Cayla betragtede ham med de samme livløse øjne som hun havde haft siden den aften. Der var et øjeblik hvor han havde givet hende et håb som hun havde valgt ikke at række ud over. Det kys som han havde skænket hende.. mere intenst end noget andet han nogensinde havde gjort før, det havde brændt sig ind i hendes læber, og i hendes sind, hvad hun ikke ville give for at han havde gjort det bare aftenen før.. så ville hun slet ikke have været i stand til at give slip. ”Det er godt. Du ser bedre ud end det jeg havde frygtet. Mange af dine sår er lægget,” konstaterede hun med lettelse i stemmen. Hvis han havde det godt, så kunne hun godt tage det lidt roligt og muligvis koncentrere sig lidt om sig selv igen, for hun havde det ikke nær så godt, også selvom hun helst ikke ville være ved det. Pludselig føltes rummet temmelig mørkt nu hvor han havde sat sig foran pejsen og dermed forhindrede det varme skær i at komme forbi. På sit vis var det hyggeligt. Det halvhjertede smil han forsøgte at sende hende fik hende kun til at slå blikket ned. De kunne ikke komme uden om at det var akavet, alligevel lod det til at ingen af dem var i stand til bare at kaste håndklædet i ringen, noget som hun næsten havde forventet at Junior ville have gjort for længst. Cayla slap et suk og betragtede sine hænder. Et lille smil endte med at spille over de rosa læber, det første i frygtelig lang tid. ”Jeg er bange for det er noget som du må vende dig til. Det er ikke underligt at man er øm taget i betragtning af hvor meget der sker på så kort tid. Plej de sår du har, nu hvor du har tid til det inden det går løs igen,” medgav hun med et stille nik og lod hånden stryge over sin arm. Det var stadig underligt at mangle en finger, det irriterede hende. Hun nikkede til hans ord. Selvfølgelig var hun glad for hans hjælp, hun vidste bare ikke hvordan hun skulle håndtere det hele. ”Jo, du skal bare vide at jeg er taknemmelig for din hjælp.. jeg” hun tav uden helt at vide hvordan hun skulle færdiggøre sin sætning. Roligt lod hun blikket glide mod ham som han endte med at tage fat om hendes hænder og åbnede boxen med salve. ”Jeg kan g... Jo selvfølgelig,” ændrede hun hurtigt. Hun ville nødig være afhængig af andre og særligt ikke ham, men det gjorde vel ingen videre skade? Roligt endte hun med at ryste på hovedet mens hans smurte de mørke hænder. Hun kunne godt lide at mærke ham stryge hende på den måde. ”Nej tak, hun tvang mig til at spise en portion så jeg er mæt,” svarede hun med et stille smil på læben.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior forsøgte af hele hans hjerte, at vise Cayla hvad det var han ville, og et sted så kunne man vel heller ikke rigtigt være i tvivl om det? Selvom hendes restriktioner overfor ham, var forbandet hårde, så kunne han jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund, uanset hvor meget han så end ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være. Han vendte blikket mod hende. Fuldmånen var lige overstået, også selvom den bestemt heller ikke havde været særlig god ved nogen af dem, så var de da ikke kommet ind til hinanden denne gang, hvilket selvfølgelig gjorde det hele en anelse bedre – for hende om ikke andet, for selv han forsøgte virkelig bare at bide det i sig, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt af den grund – heller ikke for ham! Han nikkede stille. ”Det er de heldigvis,” endte han ganske sigende, som han roligt vendte de mørke øjne mod hende. De fysiske ar healede i hvert fald, hvor de psykiske straks var en helt anden sag, selvom det selvfølgelig ikke var noget som han ønskede at dele med hende, for det ville jo kun gøre ondt værre, og det vidste han jo udmærket godt! At hun så skulle udvise ham en bekymring, var deriblandt det som for alvor måtte forvirre ham, for det var bestemt ikke noget som gjorde det nemmere for ham af den grund! Han sendte hende et svagt smil. ”Jeg klarer mig nok, Cayla.. Mine sår skal nok heale inden fuldmånen.. Der får jeg dem tilbage igen uanset, men men.. Det skal du ikke bekymre dig om.. Du burde bekymre dig om dine egne..” endte han dæmpet. Han vidste selvfølgelig ikke hvordan hun klarede sig igennem fuldmånen, for han kunne jo intet huske, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han trak vejret dybt, som han frygtelig forsigtigt tog omkring hendes hånd, som han gav sig til at smøre ind i den salve som han havde fået med sig. Han håbede selvfølgelig at den kunne lindre den smerte som Cayla måtte vandre rundt med, for han ønskede jo slet ikke at hun skulle have ondt! Selvom han vidste, at han havde fået at vide, at han slet ikke måtte røre ved hende, så var det jo ikke ligefrem noget som han kunne undgå.. Hun kunne jo trods alt heller ikke rigtigt smøre hænderne selv, for hun havde jo svært ved at bruge hænderne i det hele taget! At hun allerede havde fået, fik ham svagt til at smile, også selvom han tvivlede på at det var så meget som hun faktisk valgte at give udtryk for, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede blot. ”Det er fint.. Jeg.. tager bare lidt sener så,” endte han roligt, som han forsigtigt gjorde den ene hånd færdig, kun for at tage om den næste. Det hele var akavet, og selv med de alt for mange restriktioner i hovedet, så var han jo nødt til at tage højde for det hele! Han tog en god klat salve og smurte forsigtigt udover hendes hånd og med en rolig mine – næsten tom. Han havde det jo mildest talt af helvede til.

[Deleted]

Cayla var slet ikke i tvivl om hvad Junior ville, spørgsmålet var om hun kunne give ham det? Hans intentioner var uklare, hun forstod ikke hvad pokker hun var eller ikke var for ham, hvilke følelser han nærede, den slags som hun aldrig før havde sat spørgsmålstegn ved. Allerede den aften i ruinerne hvor han havde fået hende overtalt til at give efter, havde hun haft en urolig fornemmelse, hun havde set hvordan det hele endte for folk omkring hende, og selv nu hvor hun til dels havde givet ham endnu en chance, så havde en fornemmelse af hvor det ville bærer hende, derfor turde hun slet ikke tage ham tæt til sig igen. Hun følte sig som et stykke beskidt affald som bare havde været moderen til hans barn, og intet andet. Cayla nikkede tavst og bed sig let i læben. ”Det er det. Det er om ikke andet én god nyhed,” påpegede hun prøvende. Når alt kom til alt så savnede hun ham virkelig, og det var ikke nemt at tage den afstand til ham. Fuldmånen skulle de først tænke på om en måneds tid hvilket også passede hende fint, da den kun svækkede hende mere end noget andet, det havde hun ikke behov for som hun havde det nu. ”Det er ikke til at undgå sår under forvandlingen, jeg slap billigt i går – heldigvis for det, men du skal ikke bekymre dig om mig Junior, jeg har det fint,” svarede hun på trods af at det var en hvis løgn. Blikket gled mod de sorte hænder. Hun havde efterhånden vænnet sig til synet af dem, også selvom det løb hende koldt ned af ryggen hver gang. Smerterne var stoppet for et par dage siden, langt om længe, så hun håbede inderligt at det var stoppet helt, for hun havde ikke brug for at miste flere lemmer! Den ene hånd lod Cayla roligt glide i hans, uden at stoppe ham. Salven lugtede skarpt og generede hendes næse, men hvis den kunne hjælpe hende, så ville det være det hele værd. Den var tyk og nedkølende hvilket igen sendte et gys gennem hende. Foruden det så var det faktisk rart at der langt om længe blev gjort noget ved det. Den hånd som endnu ikke var dækket af salve, lod hun stryge igennem de flammerøde lokker, før hun lagde den foran den anden så den ligeså var klar til at blive smurt ind, så slap hun da for at blive fedtet om ikke andet. De gyldne øjne så op på ham. ”Du skal endelig ikke holde dig tilbage for min skyld, du må da være sulten efterhånden?” spurgte hun med en let bekymring at sporer. Når alt kom til alt så elskede hun ham ligeså højt som hun altid havde gjort, det var bare gået op for hende at den kærlighed måske ikke var nok, det havde det jo heller ikke været for Faith og Kimeya. Det var allerede gået op for hende at manden havde det af helveds til, men hun var ikke i stand til at sige hvorfor. ”Du forekommer mig bleg, kære, du er vel ikke syg?” spurgte hun uden selv at bide sig fast i sit kaldenavn af ham, men det havde trods alt været sådan i virkelig mange år, det var ikke noget som man kunne ændre sådan uden videre. Hænderne trak hun roligt til som som han var færdig med at smører dem. Hun lagde dem oven på tæppet for ikke at fedte hele stuen til også selvom lugten virkelig var generende. Man kunne desværre ikke få i både pose og sæk.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste hvad han ville have, også selvom han et sted var bange for at det slet ikke ville ske uanset, udelukkende fordi at Cayla ikke rigtigt gjorde andet end at forvirre ham, og det gjorde det hele langt mere kompliceret! Selvom han virkelig ikke gjorde andet end at forsøge at gøre hende glad og tilfreds, så var det bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham af den grund, men han forsøgte virkelig at gøre det så godt, som det han nu var i stand til! Han vendte blikket sigende mod hende, som han varsomt strøg hendes hænder med salven. Et sted måske en undskyldning for at komme tæt på hende, men han ønskede jo selvfølgelig også at smerten skulle lindres, samt at han ikke ønskede at der skulle ske yderligere ting med hende, for den tanke i sig selv, var noget som gjorde ham utrolig trist, hvilket han nok heller ikke kunne skjule, for det skræmte ham virkelig at se hende på den måde! ”Det er en god ting, og det er jo fint.. Så må vi sørge for at dine hænder igen bliver fine, og så er det en god nyhed nummer to,” forsøgte han opmuntrende. Han vidste hvor hendes grænser gik, for dem havde hun efterhånden markeret så tydeligt for ham mange gange, også selvom grænserne blev flyttet, og det var noget som virkelig formåede at forvirre ham, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund.
Som Junior gjorde sig færdig med salven, så var han tvunget til at slippe hende, selvom det bestemt heller ikke var noget som han var meget for som sådan i den anden ende. Han vendte blikket stille mod hende som hun lod dem søge til hendes skød. Han håbede ikke at der røg flere fingre, for det var altså skræmmende nok som det var i forvejen for ham! ”Det er svært for mig at undgå, Cayla.. Jeg kan jo se, at du ikke har det særlig godt.. Jeg er bare glad for at du klarede dig igennem fuldmånen uden de største komplikationer..” forsøgte han, som hun igen måtte afvise ham på sit vis. Ja, det var vel bare for nemt for ham at krydse de grænser som hun satte for ham, for det var jo et sted også det som han havde lyst til, for han ønskede jo slet ikke at gøre hende sur eller irriteret, for han vidste, at det var slemt nok som det måtte være i forvejen, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han var ved at være sulten, men at finde den ro til at indtage et måltid var ikke just noget som han havde i sin besiddelse, selvom han vidste, at det nok ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre. ”Du skal ikke tænke på det Cayla.. Jeg skal nok spise,” forsikrede han hende. Som hun direkte kaldte ham for kære, så vendte han blikket direkte mod hende endnu en gang. Et sted var det noget som han virkelig havde savnet at høre hende kalde ham! Han blinkede let med øjnene. Han vendte blikket let ned af sig, som han let rystede på hovedet. ”Jeg har det fint..” svarede han roligt. Hun havde vel bare sagt kælenavnet ubevidst? Det forekom jo desværre ind imellem, også selvom det ikke gjorde det meget bedre for ham!

[Deleted]

Hele livet var blevet frygtelig kompliceret efter alt det som var hændt, det var ikke kun Junior Cayla nåede at forvirrer, men i den grad også sig selv. På den ene side elskede hun manden som hun altid havde gjort det, og det at skulle ligge en så lang fortid bag sig syntes en umulig opgave for hende, men på den anden side, hvem kunne så lukke en mand ind som havde været sammen med en anden kvinde? Også selvom han ikke lod til at huske hvordan han var endt der. Hun vidste at han forsøgte at gøre det godt igen, der var trods alt en grund til at hun havde lukket ham ind i sit hjem igen, men hun havde under ingen omstændigheder, regnet med at det ville blive så svært at åbne sig op for ham igen. Hun betragtede deres hænder som han plejede hendes med salve og blide strøg. Fornemmelse kunne hun godt lide, det føltes som en evighed siden at han havde rørt hende sidst, og hun var vel kun blevet.. sulten af længsel efter at mærke bare lidt? Andet end direkte smerte. Der var kommet en smule mere styr på forvandlingerne efter han var vendt tilbage, hun kunne komme op af kælderen nu, fordi der var en til at hjælpe hende ned i kælderen de gange hvor det skete uden for forvandlingen. Stmeningen var akavet.. hans ord var akavet. Alligevel formåede hun at sende ham et lille smil, den barnlige tale for at holde en samtale i gang ved næsten et sødt forsøg. ”Det ville jeg værdsætte, det ser ikke ligefrem kønt ud, synes du?” spurgte hun og lod hovedet søge på sned for at betragte sine hænder. Hun var ikke varm mere, og hun formåede at holde meget lidt mad i sig af gangen, men det var mere end før, i det store og det hele lignede hun stadig et omvandrende lig, men det var hun jo også et sted. Hænderne endte hun med at trække til sig og lagde dem foran sig så de kunne tørrer.
Usikkert bed hun sig i den bløde underlæbe. Det varmede hende at han stadig formåede at bekymre sig om hende, men hun var trods alt også moderen til hans barn, de havde været en lille familie og selvom hende og Junior ikke havde været særlig meget et par, så savnede hun næsten at nøjes. De havde haft hinanden og Aliyah og det var nok for hende på det lange løb. Deres datter kom ikke ofte forbi mere, hvilket i sig selv gjorde ondt, men hun forstod hende godt. ”Jeg har det ikke godt lige nu. Det bliver vel bedre når jeg engang får styr på forvandlingerne? Jeg håber om ikke andet. Du er en stor hjælp, men du behøver ikke at bekymre dig på den måde,” gentog hun og lod de gyldne øjne søge i hans. Inderst inde vidste hun godt at hun ikke ville få styr på forvandlingerne før hun fik styr på.. dem, eftersom det var tabet af ham der havde udløst det, men det var jo ikke ligefrem til stor hjælp! Cayla nikkede stilfærdigt. Hun ville ikke sidde og lege mor. ”Det er fint,” svarede hun. Reaktionen af hendes kaldenavn var det som for alvor satte en usikkerhed i hende. Hun så væk og skubbede sig en smule længere ned i sofaen. Det havde været et.. for hurtigt skridt gik hun ud fra. ”Du ser ikke okay ud, Junior, så jeg er ikke sikker på at jeg tror di,g” endte hun måske lidt hårdt men ærligt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior løj på ingen måder for Cayla, når han sagde, at han slet ikke mindes hvordan han var endt i sengen sammen med Gina, for det gjorde han virkelig ikke! Han havde netop valgt at gøre det forbi med alt af elskerinder dengang udelukkende fordi at han havde ønsket hende, som ingen anden, for hun var den eneste som han ønskede at være sammen med, dersom han kunne have noget at sige indenfor den sammenhæng. Hun forvirrede ham.. Den ene dag måtte han en masse og den næste måtte han slet ikke noget som helst. Var det i det hele taget et vidunder at han ikke kunne finde ud af hvor grænserne gik efterhånden? Han kunne bestemt heller ikke gøre for det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. ”Det ser pænere ud nu, end det gjorde, da jeg kom.. hjem, første gang,” sagde han ærligt. Hvorvidt om han i det hele taget havde retten til at kalde det for et hjem, vidste han faktisk ikke, men han måtte vel bare.. prøve sig frem? Hun gjorde ganske vidst ikke andet end direkte at forvirre ham, og det var faktisk ikke en tanke som han brød sig meget om, men han kunne jo ikke just gøre noget ved det lige nu. Det hele kom jo helt an på Cayla, selvom han vidste hvad han så brændende ønskede af hele sit hjerte.
Det var bestemt heller ikke fordi Cayla kun var moderen til hans barn, for hun var skam så meget andet! Hun var den som bar Juniors hjerte, også selvom han vidste at hun kunne knuse det som ingenting, og et sted.. ventede han vel egentlig bare på at det var hvad der skete? Han ville ikke have andre end hende, og den dag hun direkte kunne se ham i øjnene og bede ham om at tage af sted, for hun kunne ikke klare det mere.. Han ventede kun på det! Som hun direkte valgte at afvise hans bekymring, bed han sig svagt i læben. Kunne han i det hele taget gøre noget rigtigt? ”Det er ikke så nemt, som det er at sige, Cayla.. Jeg er bekymret for dig.. Og jeg kan ikke gøre noget ved det..” forsøgte han dæmpet. Han ønskede slet ikke at skændes med hende, dersom det var noget som han ellers kunne undgå, for det var virkelig noget af det værste af det hele, som han nogensinde havde været ude for før! Igen trak hun i land hvad angik alt muligt, og det forvirrede ham virkelig! Han vendte blikket næsten hjælpeløst mod hende. Det hele var akavet, og han forsøgte kun at finde sin rette plads i det hele, men hun gjorde det ikke nemt for ham! At hun ikke troede på ham, var jo ikke ligefrem noget nyt for ham. Hun troede jo ikke på ham mere, selvom det faktisk var noget som kun gjorde ondt. ”Jeg skal nok spise, når jeg finder roen til det, Cayla.. Det lover jeg dig..” et sted for at cutte den af, men også finde en anden indfaldsvinkel. Han gjorde jo aldrig noget rigtigt mere! Og nej.. Han havde det jo af helvede til, men det kunne han jo intet stille op med!

[Deleted]

I det store og det hele så var Cayla ret ligeglad med hvordan han var endt i sengen med Gina, og om han huskede det eller ej. Det havde knust hende at se ham begærer en anden på en måde han kun burde begærer hende. For mange år siden havde det været en naturlig ting for ham at ligge i med et hav af kvinder, hvilket hun altid havde vidst, men hun havde ikke regnet med at han ville gøre det mod hende. Hun nikkede roligt. ”Det gør det heldigvis. Jeg tror også det er stoppet, det har ikke bredt sig mens du har været væk,” informerede hun roligt og så fra de smurte hænder og op på hans varme ansigt. Det var så kønt når ilden orange skær faldt på det og oplyste det. Hun følte et stik af savn. Hvad hun ville ville gøre for at kunne lægge sig i hans favn om natten uden frygt for mareridt og alt for mange tanker om hvordan han havde mistet interessen for hende. Cayla vidste at hun holdt ham på pinebænken i og med at hun ikke kunne give nogen garanti for at hun overhovedet ville være i stand til at lade ham røre hende igen. Hun burde give ham et endeligt svar, eller bede ham om at gå indtil hun kunne, men det var rart ikke at være alene. Når alt kom til alt så elskede hun ham jo endnu, og tingene var blevet en smule bedre efter at han var kommet tilbage, også selvom ingen af dem rigtig havde det godt, og de gjorde deres datter ulykkelig. ”Har du hørt fra Aliyah? Jeg har ikke set hende i temmelig lang tid,” spurgte hun, for deres lille pige var mere eller mindre hele hendes liv, og bekymrede sig og interesserede sig for dem, Aliyah havde jo altid været lidt af en fars gris, hvilket nok også have været lidt af et slag på moderstoltheden. Hun fugtede læberne med tungespidsen og vendte sig en smule så hun bedre kunne sidde med fronten til ham. Bare den tid de havde nu, havde været en sjældenhed før alt dette var løbet af banen, hvilket hun var ked af nu om dage. Den næsten offensive måde han besvarede hendes ord på, fik hende omgående til at slå blikket ned. Det var sjældent han blev bestemt overfor hende. ”Nej det er også i orden, jeg siger bare du burde bruge energien på andet, jeg har det lidt bedre,” svarede hun mere dæmpet og trak svagt på skuldrene. Hvor hun hadede sig selv for at være så svag i hans selskab, det var hele grunden til at hun havde nægtet dengang i ruinerne. I frygt for netop at ende op hvor de stod nu. Hele stemningen var akavet, hvilket den aldrig havde været mellem dem før på samme måde. Hun bed sig let i læben. Måske hun ikke gjorde det nemt men hun forsøgte selv at finde sin plads, hvilket heller ikke var nemt, desuden lignede han ikke en der havde det fint, hun kendte ham nok til at vide, at han ikke ville have at hun skulle bekymre sig. ”Det er fint, det var ikke for at være på tværs, du er bare umådelig bleg,” påpegede hun dæmpet og hævede hånden kun for at lade den søge kort ned over hans kind. Selv hun forsøgte, det var bare som om det ikke hjalp, og det var frustrerende.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Gina ønskede Junior slet ikke at tænke på, for han havde ingen anelse om hvordan han var endt sammen med hende på den måde. Han havde gjort det slut med alle før han for alvor havde trukket den vejen med Cayla, og det var slet ikke noget som han havde fortrudt! At hun så skulle holde ham på pinebænken på den måde, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for ham af den grund, for det frustrerede ham virkelig, at han ikke kunne gøre noget rigtigt, men.. hun ville vel give ham tilladelse eller afvisning før eller siden? Selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for den sags skyld. Han trak vejret dybt og nikkede så. Han sendte hende et let og svagt smil. ”Det breder sig måske ikke.. Men vi skal nok finde en måde, for at få dine fingre i orden igen.. Det lover jeg dig..” endte han med en rolig stemme. Hele stemningen var ganske vidst frygtelig akavet, og det var bestemt heller ikke noget som hjalp på situationen, men han forsøgte virkelig at gøre det så godt som det han nu kunne, selvom hun på ingen måder gjorde det nemt for ham, så var det vel bare at forsøge så godt som det nu var ham menneskelig muligt? Som hun bragte deres datter på banen, så faldt smilet allerede med det samme, for han havde ikke hørt fra hende igennem frygtelig lang tid nu. Han vidste at hun havde det dårligt udelukkende på grund af dem, og det gjorde det heller ikke ligefrem bedre! ”Jeg har ikke hørt fra hende længe, Cayla. Jeg.. jeg tror hun har nok at se til på slottet..” Det var måske mere en undskyldning, for han vidste skam udmærket godt, at fejlen lå ved dem, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund, men han forsøgte da så godt, som det nu var ham menneskelig muligt af den grund!
At blive bestemt og snappe, var ikke noget som Junior gjorde med vilje! Han var bare.. en utrolig frustreret mand efterhånden, og Cayla gav ham jo ikke ligefrem noget som han kunne bruge til noget! At afvise hans bekymring gjorde ondt, for hun havde betydning for ham, og end ikke det var noget som han måtte bevise for hende, og det var noget som faktisk gjorde ondt, og det frustrerede ham som intet andet, overhovedet! ”Du har det måske bedre, men langt fra godt.. Jeg er bekymret for dit helbred og dit velbefindende, min k…” Han tav, før han nåede at færdiggøre den sætning, for han vidste, at det bare ville gøre ondt værre, og han ønskede jo ikke at træde over de grænser som hun havde sat for ham. Restriktionerne var frygtelig mange, og han kunne ikke gøre noget ved dem engang! Øjnene gled i, som hun strøg hans kind, hvor han lod hovedet søge mod hendes hånd – som tegn til at hun faktisk godt måtte, for han kunne jo faktisk godt lide det. Han sukkede tungt. ”Jeg har det fint..” gentog han med en dæmpet stemme, også selvom det var en løgn uden lige. Han havde jo det mildest talt af helvede til!

[Deleted]

Cayla kunne ikke få sig selv il at tænke på andet end Gina.. og Junior, den aften de havde tilbragt sammen, og den tanke var nok til at efterlade hende med en kvalmende fornemmelse. Det der gjorde mest ondt, var at hun ikke følte sig god nok til ham pludselig, det var jo egentlig ikke kommet som en overraskelse, for han var langt over hendes standart. Hvad der var endnu værre, var at hun konstant havde lyst til at kysse ham, og bare lade ham holde om hende, hun havde brug for den trygge favn at kunne søge ind til, men hun afholdt sig selv fra at få den, for Junior lod til at være mere end villig til at skænke hende den. Cayla forstod ikke hvorfor han fiorblev omkring, hun havde end ikke fået ham fortalt, at hun havde slået Gina ihjel, også selvom hun ikke vidste hvad der var gået af hende i det øjeblik. Den lille familie de havde haft var fuldkommen ødelagt, og den tanke gjorde hende virkelig vanvittig! Blikket slog hun ned for at betragte sine hænder. Kønne var de ikke at se på efter at nogle var faldet af og visse steder kunne den endnu forekomme sort eller blålig. ”Jeg tvivler på at vi kan gøre noget ved de tabte. Det gør mig heller ikke noget som sådan, så lang tid jeg ikke mister flere,” svarede hun roligt. Nathaniel var god, men hun tvilvede på at manden nogensinde havde været så god, at han kunne få lemmer til at gro ud igen, og hvis han ikke kunne, så kunne ingen. Det var om ikke andet hendes opfattelse. De grønne øjne vendte hun mod ham. Det var blevet en vane med den forvirring og usikkerhed, der stod malet i dem, noget som hun ellers havde haft lagt på hylden i mange år. Hun savnede ham inderligt.. hendes bankende hjerte blev kun ved med at minde hende om det, særligt når han var tæt på hende som nu. Hun nikkede stille.. velvidende om at Aliyah kunne komme hjem hvis hun ønskede. ”Jeg tror det er vores skyld, Junior.. jeg mener. Vi har altid været en lykkelig familie, vi har givet hende alt og nu..” hun tav og slap et dæmpet suk, der var jo ingen grund til at ligge skjul på det, og hun ønskede ikke at deres datter skulle tage afstand fra dem! Det var ikke fordi at cayla ønskede at afvise hans bekymring, men lige nu var det mere end hun kunne tackle, fordi hun var fristet til at give efter.. hun havde jo advaret ham, én chance det var hvad han fik, og han havde forspildt den, også selvom det ikke rettede op på skaden.. den var sket, hun var faldet for ham, hun havde givet ham sit hjerte, sit sind og sin sjæl.. hun elskede ham. ”Selvom jeg værdsætter din bekymring, så vil jeg nødig have at du spilder din energi unødigt. Der er absolut ingen grund til at bekymre dig om mit helbred. Det er sågar lykkedes mig at holde lidt mad nede nu, det går fremad, okay?” svarede hun roligt og betragtede ham lidt spørgende. Efter han var kommet igen, så var alting bedre, selvom det havde gjort andre ting værre. Hånden lod hun hvile mod hans kind, som hun strøg med sin tommel uden rigtigt at tænke på det. Nu var det hende som betragtede ham bekymret. ”Junior.. det kan godt være at vi har vores problemer, men jeg kender dig bedre end de løgne du fodrer mig med. Du har det ikke fint, jeg kan se det,” påpegede hun dæmpet.