The last night?

[Deleted]

Fuldmånen prægede den mørke nat, hvor den havde hevet mørkets væsner med sig. Man kunne tydeligt mærke at det var ved at blive vinter, som kulden var bidende, ligesom blæsten var kraftig og fik de nøgne trækroner til at svaje i vinden. Det var dog intet som Pharrell lagde mærke til, da han havde sin varme pels, samt han var horror, så han var allerede et dødt og koldt væsen, som kulden og blæsten ikke måtte bide på. Hans tunge krop var lydløs i natten, fordi det gik hurtigt, hvor han for en gangs skyld måtte nyde af fuldmånen. Han stoppede op ved en bakke, hvor han gav et højt og skrækindjagende hyl fra sig, inden han løb videre. Han kom fra Dvasias, tæt på Imandra, hvor han havde bygget opholdsstedet til racen. Han havde allerede fået samlet lidt mere af sin race, skønt de var ved at uddø, men det skulle ikke forhindre ham i at samle den og gøre den stor igen, hvor de nok skulle få sin storheds tid at se igen!
Pharrell nåede den store skov som tilhørte Imandra. Skønt han var stor, var han ikke at se, da han var hurtig som lynets hast, hurtigere end en vampyr, hurtigere end en normal varulv, skønt han bar begges blod i sig, da han netop var en blanding af de to racer. Hans store krop snoede sig forbi hvert træ han måtte løbe forbi, hvor hans store enorme poter måtte efterlade et spor efter sig. Han gav endnu et hyl fra sig, hvor han allerede havde hørt at han ikke var den eneste af bæsterne som var sluppet fri, da der både var andre horrorer men også varulve. Han stoppede roligt op så ganske pludseligt, som forskellige dufte måtte ramme ham, hvor han vendte de store snudeparti op i luften, som han indsnusede luften inden han fortsatte i løb. Dybere ind i skoven.

[Deleted]

At bankende hjerte, en tung vejrtrækning, og færten af en ung warlock der løb gennem skoven. Kulden havde bidt sig fast i tæerne og fingerspidserne, ansigtet var køligt og kinderne røde, hendes varme ånde stod tydeligt fra hendes læber. Constance standsede op kun for at lade blikket glide rundt i mørket. Hjertet slog så hårdt mod brystet at den truede med at bryde brystkassen og forlade hendes bryst. Frygten var tydelig i hendes øjne, mørket der indhyllede hende gjorde hende ikke mere tryg. Blikket gled bagud, mon han stadig forfulgte hende? Hun anede det ikke, men turde ikke stoppe! Det var forfærdeligt, manden havde jagtet hende i flere timer, og hverken skjulested eller andet var lykkedes. Det var ikke underligt, han havde noget af hendes på sig, og opsporede hende sikkert via det. Hvorfor han endnu ikke havde fangede hende skyldtes nærmere at han nød legen end hans evner til netop dette. manden var en warlock, en berygtet en, gammel og med så meget mørk magi i sig at et enkelt blik kunne volde så meget smerte at selv døden ville ønskes velkommen. Det vidste hun alt om, havde mærket den smerte så mange gange!
Hun løb nu for livet, løb alt hvad hun kunne for at komme væk fra ham. Endte hun med at blive fanget ville det være så smertefuldt som overhoved muligt, og denne gang ville han nok gøre brug af fangekælderen! Tanken skræmte hende endnu mere, og hun snublede nu og faldt så lang hun var. Jorden var blød, og den tynde silkekjole hun var iført blev straks dækkede af mudder og snavs. kulden fra jorden fik hende til at gyse, det blev ikke bedre af lyden af et hyl.. en ulv? Måske! Mørket om hende gjorde det umuligt at se, og trods månen der stod højt på himlen stod træerne så tætte at hun knap kunne se. hendes blik gled rundt som hun famlede efter noget der kunne give hende mere lys, måske noget varme. Constance havde i forvejen lettere ved at blive syg, og vejret, samt anstrengelsen hjalp ikke just. En hoste greb hende netop som hendes fingre lukkede sig om en tyk gammel gren som lå ikke langt fra hende, og hun anstrengte sig for at få vejret. Da det omsider lykkedes forsøgte hun at lade noget af sin magi tænde grenen, det lykkedes og hun varmede sig et øjeblik på den inden endnu et hyl fik hende på benene. Hun løb igen, løb alt hvad hun kunne i håb om at komme væk fra dyrene, med grenen der nu udgjorde en fakkel i den ene hånd.

[Deleted]

Meget var sket for Pharrell på det sidste, som han havde mistet en kvinde han havde elsket og som han havde ønsket at gøre til sin mage for livet, men hun var gået bort. Tilmed en fuldmåne nat, som hun havde mistet kontrollen og søgt hele vejen til Procias, hvor hun var blevet dræbt. Han havde fundet hende, hvor han havde taget hende med sig hjem, for at gravlægge hende, hvilket han havde gjort tæt på tilholdsstedet, så hun var på horrorernes territorium. Han måtte erkende at han savnede hendes selskab, selvom han ikke var direkte hæmmet af tabet af hende, da han vidste at døden var en naturlig del af livet. Han havde også en hel race som han skulle se til og holde styr på og når de alle var frådende bæster, så var det bestemt ikke let! Denne fuldmånenat, havde han dog valgt at søge lidt ud, forvandle sig og bare være fri. Han var på jagt, da han trods alt var et væsen der havde brug for blod, da han var en ægte blodsuger. Intet bæst var større end horrorerne og selvom mange ville anse det for at være afskyeligt, så så han det for at være en velsignelse, som der ikke kun var dårlige ting ved at være et bæst.
Den store pelsede krop løb i et hurtigt tempo igennem skoven, hvor Pharrell passerede flere dyr på vejen. Det var dog ikke dyreblod der kunne mætte ham, som han havde brug for noget meget bedre og mere mættende! Endnu engang måtte han stoppe op, da duften af mad blev større, hvor han endnu engang måtte snuse op i luften, inden snuden gled ned mod jorden, hvor han gik af sted, som han fulgte efter duften. Hans ravgule øjne faldt på fodsporene, hvor han begyndte at løbe igen. Jo tættere på han kom, desto tydeligere blev hjertebanken og den pumpende puls, der fik blodet til at løbe rundt i pigens krop. Hans ravgule øjne så op, hvor han kunne se et lys forude. Han hylede endnu engang, som hun slet ikke ville blive i stand til at løbe fra ham. Hans mærkede hvordan det antændte jagtinstinktet i ham, da han så hvordan pigen måtte løbe væk fra ham, hvilket kun fik det til at krible i ham efter at flå hende levende og smage hendes søde blod. Han måtte knurre ganske let, som han kom tættere på hende, hvor han endte med at sætte af fra jorden, da han kom tæt nok på, idet han forsøgte at sætte tænderne mod hendes hals og skulder.

[Deleted]

At hun snart ville få en anden at tænke på anede hun ikke. Nok var skoven ikke sikker, og slet ikke om natten, men hun havde tankerne på det store monster som ville torturere hende derhjemme hvis hun blev fanget, derfor var dyrene ikke nær så skræmmende som tanken om at blive fanget af Marrow. Nok var han hendes mand, men hans metoder var smertefulde, og hun nægtede at give sig og lystre ham. Hun var ikke den typen kvinde, og hun var desuden forkælet og født med en sølvske i munden! Så hellere dø end den behandling, desværre lod han hende ikke bare dø, han ville miste al indflydelse overfor hendes familie hvis hun gik hen og døde, og han vidste at uden hende kunne han ikke sætte fingrene i familiens penge, derfor havde han brug for hende endnu, og derfor ville han holde hende i live med sin tortur.
Lyden af noget bag hende fik hende til at kaste et blik over skulderen, og blikket faldt på et par gule øjne, i starten troede hun det var Marrow, men øjnene tilhørte tydeligvis et dyr… eller nærmere en ulv. Øjnene afslørede tydeligt en ny form for frygt som hun forsøgte at sætte farten op og komme væk fra dyret, faklen hun havde lavede sig tabte hun og som hun forsøgte at sætte farten op. Alt blev mørkt og hun snublede som ulven sprang på hende, faldet slog næsten al luft ud af hendes lunger. Det lykkedes hende dog at få sig vendte om og ville kæmpe sig på benene som dyret landede oven på hende. Hun kæmpede med arme og ben for at sparke det stor bæst af sig, tanken om at brug magi end ikke strejfede hende, hun var for panisk, og helt ude af den til at tænke på noget i disse øjeblikke.

[Deleted]

Selvom Pharrell var leder, så havde selv en leder brug for at være alene af og til, hvilket også var noget som lå en del til racen, da den altid havde bestået af enspændere. Der var mange – ud af hvor få de var – som opholdt sig i tilholdsstedet, som han havde bygget, men han krævede ikke at de skulle bo der, da det var af deres egen fri vilje. Han respekterede alles behov, men alligevel krævede han at de adlød ham, som han krævede at de fulgte de regler som han havde sat op. Han var tilfreds, så længe de fulgte ham, hvor han ellers lod dem passe sig selv, guide de som havde brug for at blive guidet, hvor det også var tydeligt at de fleste nød at omgås hinanden, da de accepterede hinanden, som de andre racer havde udstødt dem, men han skulle nok føre racen frem igen!
Jo tættere på Pharrell kom pigen, kunne han også tydeligere lugte hvilken race hun tilhørte; warlock. Han foragtede virkelig den race, og det sagde ikke så lidt når han normalt var en mand uden fordomme. Warlockerne havde bare gjort meget på det seneste som han ikke brød sig om, han var dog godt klar over at det ikke var alle warlocks som var skyld i det, da det var deres leder; Malisha Malachi, hvor han godt vidste at han ikke kunne stemple en hel race ud fra hendes handlinger, men de fleste warlock havde dog denne stolte og arrogante holdning, som han ikke kunne tage, derfor gjorde det ham intet at de blev en mindre! Han kunne mærke hvordan frygten steg i pigen, da hun fik øje på ham, hvor han direkte sprang mod hende og fik hende væltet omkuld. Hans kraftige kæbeparti plantede han solidt i hendes skulder, som han bed til i et forsøg på at brække hendes knogle med sit massive gab. Han trak let hovedet til sig, inden han måtte sætte tænderne i hendes hals og nakke i et forsøg på at brække den, inden han slubrede hendes blod i sig, hvor han allerede havde fået en god smag af hendes blod og kød, noget som måtte gøre ham sulten efter mere.

[Deleted]

Hendes kamp mod det store – og noget stærkere – dyr var meningsløs, det vidste hun inderst inde. Men hendes reaktion var instinktiv og hun forsøgte ihærdigt at kæmpe imod men uden held. Det lykkedes ulven uden besvær at brække hendes kraveben hvor et skrig af smerte brød hendes læber og blodet begyndte at flyde ud. Hun forsøgte at sparke ham af, men heller ikke dette lykkedes om end hun da fik givet et par spark fra sig. Desværre var han hurtigere til at gøre det af med hende, end hun til at få ham af sig, og selvom hun kom i tanke om at det ville være nyttigt at bruge sin magi, havde han sat tænderne i hendes strube og brækkede hendes nakke inden det var hende muligt at tage evnerne i brug. Et gisp brød hendes læber, kort og blev afbrudt som livet forlod hendes løb omgående. Alt blev blot mørkt, mørkere end det var, og smerten ved skulderen forsvandt brat som dødsenglen tog hendes liv, og forlod skoven for at finde andre han kunne nære sig på.

///OUT

[Deleted]

Pharrell måtte knurre og snerre, som han fik fat i pigens skulder, hvor han nærmest måtte ryste i hende, som havde hun været et bidedyr. Han mærkede skam godt hendes slag og spark, skønt det ikke var nok til at få ham kæmpet fra sig, for han var trods alt det mest udholdende og robuste væsen der fandtes på denne jord, da han var en horror. Han var stærk og hurtig, hvor der skulle mere end spark og slag for at få ham væk. Hendes skrig der brød hendes læber og stilheden i skoven, var noget som fik et triumferende og næsten helt legende skær over de ravgule øjne, som han nød at høre smerten der kom fra hendes stemme. Han gjorde det dog hurtigt af med hende, da der ikke skulle meget til for at brække hendes ellers så skrøbelige hals og nakke, hvor hun døde på stedet. Han blev dog hvor han måtte bide kødet af hende og sluge blodet i sig. Det var måske rimelig barbarisk, men han var trods alt et bæst, et dyr, og det var sådan han reagerede når han var forvandlet, som instinkterne måtte tage over i ham. Som han blev færdig, slikkede han sig let over den blodige snude, hvor han brummede let. Pigen var pludselig slet ikke genkendelig som han havde flået kødet af hende og nærmest halvt spist hende. Han endte med at sætte i løb igen, som han satte kursen tilbage mod Dvasias. Måske han kunne få lidt mere i sig, inden han nåede hjem? Han susede gennem træerne endnu engang, som han havde sat kursen væk, hvor han ikke engang tog sig af det liv han lige havde taget, da det blot var en del af naturens gang.

//Out