A storm is coming

[Deleted]

Blæsende var vejret, som efteråret fik et bedre og bedre greb i naturen. Skyerne hang også tungt på himlen, som de hvide og grålige plamager helt måtte dække fra den ellers blå himmel, hvor de også lå så tungt, at solens stråler end ikke nåede ned på et enkelt græsstrå. Træernes grene blev der flået og hevet i, så bladene let måtte hvisle mod hinanden, imens der til tider var nogle enkelte der måtte lade livet, som de mistede roden til den brune bark. Øde syntes der helt at være, men vejret var trods alt heller ikke det mest optimale til at bevæge sig ud i, da det alt i alt så trist ud. Søen i Natymia der ellers plejede at henligge så prægtig, syntes også helt at se sørgelig ud, som det grønne var begyndt at falme, hvor vinden gjorde det hele lettere kaotisk. Blomsterne var døde, ligesom træerne der omgav søen enten havde mistet sine blade, eller også havde bladene mistet deres grønne glans og blevet gullige. Den eneste synlige person der havde bevæget sig til søen syntes at være en kvinde der gik langs søens bred. Hendes lange mørkebrune hår var blevet sat op i en knold, så totterne ikke kunne genere hende, som hun gik udenfor i blæsten. Den mørke kappe blev der derimod hevet i, mens hun havde byttet de sædvanlige kjoler ud med et par mørke bukser, så vinden ikke kunne hive op og afsløre noget. Feminin var hun dog stadig at se på, som hun bar en blålig løs skjorte, hvor hendes figur blev holdt af et sort korset, der viste den slanke talje og den fyldige barm. De grågrønne øjne søgte let over søens overflade, som hun kortvarigt så til, hvordan ringe opstod i vandet, som man også kunne se, hvordan der opstod linjer i overfladen grundet strømmen. Hun fugtede let de fyldige læber, inden hun skarpt måtte se sig omkring. Man kunne ikke just sige, at hun var i det bedste humør, da hendes vinproduktion havde vist sig at være lidt i modgang. Aftalerne med forhandlerne viste sig nemlig at være mere problematiske end ventet, hvilket måtte irritere hende dybt. Der var dog intet andet at gøre, end at hun måtte tage hånd om sagen og give dem en lille snak om, hvordan tingene skulle fungere. Der var nemlig ingen der skulle tage fusen på hende, hvor hun nok skulle få sat dem på plads, da hun havde en plan, og den plan skulle nok blive udført.

[Deleted]

Hvorfor Derek havde valgt at bevæge sig ned mod søen anede han faktisk ikke. Han havde bare gået og gået siden havde han besøgt graven til sin kære. Han vidste godt at den var tom, et usselt symbol på en ting der var hændt for så mange år siden at de fleste nok endda havde glemt dens eksistens. Den var tom, han vidste det men det gjorde ikke det store. Det var kun få mennesker i procias der vidste den var der og vidste at den var tom så at han tog derhen og lagde blomster en gang i mellem kunne da vel ikke være det store problem?? Træerne begyndte så småt at tynde ud og den store sø lå udstrakt for hans fødder. Vinden prøvede at ruske i den snehvide kappe han havde om sig men den fløj ikke af selvom vinden gjorde et ihærdigt forsøg. Han havde altid en kappe på når han bevægede sig uden for Procias. De hvide vinger var altid et tell tell for hvad han var og dette var virkelig ikke et sted man skulle vifte med det. De grønne øjne gled lige så stille rundt for at se om der var andre mennesker i nærheden. hans blik faldt på en kvinde skiggelse som tydeligt så ud som om hun ikke havde haft en synderligt god dag. Han skuttede sig lidt i vinden og tog derefter kappen lidt tættere om sig. han ønskede virkelig ikke at nogen skulle opdage hvad han var. Det var ikke sikkert nogen andre steder end i procias og ikke en gang der var det helt sikkert. uden at fjerne blikekt fra skiggelsen ved søen begyndte han lige så stille at bevæge sig lidt væk fra hende. Han havde ikke lyst til at snakke med nogen og da slet ikke her hvor det ikke var sikkert.

[Deleted]

Sjældent var det at Aleksandra drog væk fra Dvasias, hvor det var endnu sjældnere, at hun tog til en by der lå så tæt på den Procianske grænse. Hun havde dog ønsket at se noget nyt, så derfor var hun endt ved denne sø tæt på den lille landsby. En besværget rejse havde det heller ikke været, som hun kunne forsvinde og komme ud af det blå ved hjælp af sin magi. Magien var også noget hun altid benyttede sig af, som det stærkt måtte løbe i hendes årer. På sin vis kunne man vel godt sige, at hun tilhørte eliten, som hun var en af de ældste af sin slags, og det var noget hun bestemt ikke var ked af! En stolt kvinde var hun, og derfor kunne hun ikke lade være med at væmmes ved synet af den nytilkommende mand, der syntes at skutte sig frem som en ussel tyv. Hun nærede ingen respekt for personer der var usikre på dem selv, da det betød svaghed, og hvis der var noget hun hadede på denne jord, så var det svaghed. Tænksomt bed hun sig selv let i den fyldige underlæbe. Hendes blik gled studerende rundt på omgivelser, hvor hendes blik kun blev fanget af søen, de forskellige træer der blev revet og flået i og så den fremmede mand. Hun trak selv lidt i den mørke kappe, da kulden alligevel måtte være hård ved hendes krop, når den endelig slog ind. Køligt var det, som vejret var bidende, hvor man vel slet ikke burde have bevæget sig uden døre. Det havde måske været bedre, hvis hun var blevet hjemme på sit fantastiske palæ og studeret nogle af alle sine magibøger. Hun havde derimod valgt at få afklaret sit hoved på en anden måde; nemlig en gåtur. Igen søgte hendes grågrønne øjne mod den fremmede mand. Hans holdning irriterede hende stadig, og hvis der var noget der irriterede hende, så måtte hun bare rette op på det til det bedre for sit eget vedkommende. Hendes øjne gled kortvarigt i, hvor hendes skikkelse helt måtte begynde at flimre, inden hun helt forsvandt ud i det blå. Der gik dog ikke mere end nogle enkelte sekunder, inden hun gjorde sin opdukken igen foran den fremmede mand, så han var nødt til at stoppe, hvis ikke han ville ramle ind i hende. ”Og hvad laver en mand som dig herude? En mand der mest af alt ligner en tyv, der er på flugt fra nogen,” spurgte hun yderst fattet, skønt hendes blik var køligt.

[Deleted]

Kvinden ved søen osede af det. Mørket, og hans modsætning. Han havde haft samme følelse da han første gang havde støt på Cayenne selvom det den gang havde været i himlen og hun kun havde været halvt af mørket. Han ønskede virkelig ikke at snakke med en af mørket og det slet ikke en som osede så meget af det. det var virkelig ikke sikkert for ham at blive ved søen for længe. Han stoppede kort op og orienterede sig om den hurtigste vej mod muren og derefter så bevægede hans sig roligt i den retning. Han fjernede blikket fra kvinden og bemærkede derfor ikke hvordan hun bare forsvandt fra det sted hun før havde stået. Det at hun så måtte dukke frem foran ham overraskede ham utrolig meget og han stoppede brat op og bakkede let tilbage. Hans grønne øjne ramte kort hendes kølige blik og han gøs let ved tanken. Hovedet søgte let på sned ved hendes ord og han rystede på hovedet. "En tyv er jeg ikke. Jeg er blot en mand som ikke ønsker selvskab. Jeg befinder mig kun her fordi det er den letteste vej hjem. Ikke af nogen anden grund". afsluttede han roligt og stille. Han prøvede virkelig ikke at vise at han var nervøs. Han havde allerede mødt døden en gang, en gang for meget efter hans mening og han ønskede ikke at møde den igen. Kappen trak han lidt tættere om sig og kiggede roligt omkring sig, mest af alt for at sikre sig at han ikke var omringet. "Nå men jeg har desværre ikke tid til at stå her og snakke. Det var rart at møde dem Frøken" Han bukkede roligt for hende og gik så rundt om hende med rolige men faste skridt. Han skulle bare væk og det kunne kun gå for langsomt.

[Deleted]

Overraskelsen i mandens blik var noget der fik Aleksandra til at trække selvtilfredst på smilet. Det var absolut ikke styrke denne mand udstrålede, og for det måtte hun foragte ham. Der var alt for mange svage personer på denne jord, og tanken om det måtte gøre hende dårlig. Det var på ingen måde ømhed hun følte over denne mand, der havde skuttet sig gennem blæsten som en simpel tyv, som det derimod var en grim smag i munden han måtte give hende. ”Så du ønsker ikke selskab? Anser du dig selv for at være for fin til mit selskab?” fnøs hun ad ham. ”Du aner slet ikke, hvem du afviser,” tilføjede hun med et køligt smil på læben. Som hun stod overfor ham, lod hun sin magi strække sig som tråde, så hun kunne aflæse hans aura. Koldt forblev hendes blik, som hun på intet tidspunkt gav udtryk for, hvad hun egentligt havde gang i. En evne han kunne lære lidt af, som hans følelser mere eller mindre måtte stråle ud af ham! Det kunne godt være, at han forsøgte at tale med ro i stemmen, men med sine ord prøvede at flygte fra hende, og det brød hun sig ikke just om! Slet ikke i det humør hun var i i forvejen, som det hele måtte ligge sig som irritation på irritation. Hun fugtede let læberne, inden de spandt ud i et sødladent smil, som han prøvede at afslutte deres lille møde. Hun stod også ganske roligt i noget tid, som hun blev stående med hænderne foldet pænt foran sig, imens han passerede hende. Hun så dog på det, som om han strålede af frygt, og hun var vel en kvinde der måtte nære sig på sådanne følelser. ”Men hvem siger, at jeg er færdig med at snakke med dig?” spurgte hun roligt, inden hun overlegent lod sig vendes mod ham igen. De grågrønne øjne faldt hurtigt på mandens skikkelse, som han allerede nu var på vej væk fra hende. Noget hun endnu ikke mente, at han kunne tillade sig. Hun ønskede hans selskab lidt endnu.. Øjnene kneb hun derfor en anelse sammen, imens en besværgelse formede sig i hendes hoved. Ingen ord forlod hendes læber, som de kun spillede ud i det kølige smil, som hun lod besværgelsen ramme ham. Den kom uden nogen advarsel, hvor hun placerede den direkte i hans hoved, som det måtte ramme hans kranie som en umådelig smerte! Smerten hun forårsagede ville være gennemtrængende, som om ens hoved var på vej til at flække, skønt der ikke var nogen synlige tegn på, at der skete en noget.