Starting a new life together?

[Deleted]

Måske Malisha var frustreret og deprimeret, men at hun skulle råbe af Konstantin var slet ikke noget som han fandt sig i! Her var han bare høflig og venlig imod hende, som han forsøgte at gøre hende glad og så afviste hun ham, så var hun i den grad også selv skyld i at han smuttede! Der var grænser for hvad han selv fandt sig i! Men han var vel også tvunget til at bære over med hende? Han ønskede jo at være der for hende og støtte hende, men hun gjorde det på ingen måder let for ham! Han ønskede ikke at svigte hende, det nægtede han ganske enkelt, men hvordan skulle han overhovedet kunne være der for hende, hvis hun skubbede ham væk på den måde? Let strøg han en hånd igennem de mørke lokker, som han måtte være frustreret over hele situationen. Han var ligeglad med at hun ikke havde nogen magi, men hans mening talte vel alligevel ikke? Det hjalp jo heller ikke på at hun havde mistet sin og det var det som gjorde hende deprimeret. Hun tog det dog alt for tungt i hans øjne, for det var jo ikke sådan at hun ikke kunne leve livet! Selv menneskene formåede at leve deres liv, og der var jo intet særligt ved dem, så hvad var problemet? Hvis de kunne, kunne hun vel også? Livet var kun hvad man gjorde det til og gav hun op, så var det klart at det ikke blev bedre. Det var så ikke fordi han gad give hende nogen peptalk, for han vidste at det alligevel ikke ville hjælpe ham.
Ganske roligt bevægede Konstantin sig fra deres soveværelse og ned til pejsestuen – der vidste han at hun godt kunne lide at komme når de var indenfor, men han frygtede næsten at hun var søgt ud, fordi de havde haft deres lille uoverensstemmelse, det kunne jo godt ligne hende! Men hun var vel heller ikke så dum at søge ud nu? Hun ville vel ikke for alvor gå på en selvmordsmission? Hans skridt endte næsten med at blive løb, som han løb ned ad gangen og hen til pejsestuen, hvor han stoppede op. Han sukkede næsten lettet, som han så hende stå i døråbningen til balkonen. Han betragtede hende i stilhed for et kort stykke tid, inden han ganske roligt måtte gå hen imod hende. Han fulgte let hendes blik mod udsigten, som de kunne se ud over haven, byen og Dvasias generelt. ”Jeg frygtede næsten at du var stukket af,” svarede han roligt, som han trak let på smilebåndet, da han stillede sig bag hende og slog armene omkring hende, for at trykke hende ind mod sin nøgne overkrop. Han kyssede hende let i nakken, inden han lagde sin hage mod hendes skulder, hvor han lod sine tomler stryge hende kærligt over maven. De mørke øjne betragtede solen der var ved at gå ned. De havde sovet længe, næsten det meste af dagen væk, men det var vel også ligegyldigt? Han vidste godt at hun havde det svært og han ville jo netop gerne vise hende at han var der for hende, for han ønskede jo at hjælpe hende! Dog var det svært, når hun skubbede ham fra sig. ”Er du okay?” spurgte han roligt, som han skævede mod hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha regnede i det store og hele, slet ikke med Konstantins forståelse, for han havde slet ikke nogen anelse om hvordan hun hadede det, og hvor meget hun i sandhed hadede sin nylige tilværelse, for det var slet ikke sådan som hun ønskede sit liv på nogen måde overhovedet! At være vred på ham, var bare.. så naturligt for hende, og det var så dejlig nemt at kaste skylden over på ham, selvom hun vidste, at det helt og holdent var hendes egen skyld, og han bare forsøgte at være der for hende, selvom hun slet ikke ønskede at det var sådan her det skulle gå for sig, og selvfølgelig var det en tanke som direkte irriterede hende, og det gjorde hende langt mere frustreret og deprimeret end det som hun måtte være i forvejen, og det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund. Et svagt suk brød hendes læber, alene bare ved den tanke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun egentlig bare blev stående og stirrede ud over Dvasias. Ja, hun savnede faktisk at hun bare kunne søge ud, velvidende om at det ikke ville være noget som hun ville være i stand til at gøre igen. Fjenderne var for mange, og nu var de også for stærke og nogen som hun slet ikke ville være i stand til at slå, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund!
At Konstantin søgte efter hende, vidste hun ikke, som hun bare blev stående der i sine egne tanker med tæppet omkring sin krop. Det var ved at være koldt udenfor, og nu hvor det samtidig også var ved at blive mørkt, så kom den kommende vinterkulde og lagde sig oveni, hvilket ikke just gjorde det bedre. Armene som lagde sig omkring hendes krop, fik det til at sitre let i hende, som hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Svagt bed hun sig i læben, som hun lod ham kysse hende i nakken, for.. hvordan skulle hun egentlig reagere på det hele? Det var en tanke som direkte måtte irritere hende! ”Tro mig.. jeg har virkelig, virkelig lyst..” mumlede hun let for sig selv, for det var ikke ligefrem fordi at hun ville vove at påstå at hendes liv var fryd og gammen, for det var ikke noget andet end et sandt helvede for hendes vedkommende, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund. At han spurgte videre ind til det, fik hende svagt til at bide sig i læben, for det gjorde det ikke meget bedre af den grund! Hun rystede let på hovedet, for hun havde det virkelig af helvede til, og det var noget som han vidste og det var ikke noget som just gavnede hendes sag bedre! ”Jeg har det af helvede til, Konstantin… Jeg.. savner bare at kunne gøre som jeg ville.. uden at skulle tænke over konsekvenserne af det.. Jeg vil aldrig kunne gå derud igen..” endte hun dæmpet, som hun blev stående og direkte stirrede mod Dvasias, næsten med en længsel i blikket. Hun turde ikke, og hun vidste, at hun ikke ville kunne gå derud mere, hvilket bestemt ikke gjorde det bedre for hende! Hun hadede det faktum at hun skulle lægge hele livet om!

[Deleted]

Konstantin endte næsten helt bekymret, da han fandt soveværelset tomt, for det kunne jo lige ligne hende at søge ud alligevel! Og det var faktisk også det som han næsten måtte blive helt bange for at hun havde gjort. Måske hun ikke kunne være nået langt, eftersom hun var nød til at rejse til fods, medmindre hun stjal en af hestene, men hun var vel heller ikke så dum at søge ud var hun? Han vidste at hun var deprimeret, så han ville faktisk ikke undervurdere hendes tankegang, da hun var ham lidt utilregnelig. Hun plejede typisk at smutte, hvis de havde skændtes, medmindre det var så sent, hvor hun bare gik i seng og han sov på sofaen, men det var jo endnu dag, så hun ville jo sagtens kunne finde på at smutte – eller det plejede hun dengang hun havde magi. Det måtte derfor også lette ham utrolig meget at finde hende i pejsestuen, for så var han da sikker på at hun endnu var i sikkerhed. Han ønskede ikke at der skulle ske hende noget og selvom han godt vidste at hun fik det hårdt fremover og at hun skulle lægge hele sit liv om, så havde hun jo ikke noget andet valg, medmindre hun tog sit eget liv, men han kendte hende godt nok til at vide at hun var for stædig til at tage sit eget liv, hvor han også vidste at hun inderst inde frygtede døden. Som han slog armene omkring hende, så trykkede han hende blidt ind til sig, hvor han fortsatte med at stryge hende over maven. Han kommenterede ikke at hun kunne blive mere forkølet af at stå i døråbningen, hvor det trækkede, da det måske også var godt med lidt frisk luft. Og så stod hun jo også med et tæppe omkring sig, så det kunne vel godt gå? Han gad desuden heller ikke at bestemme over hende, hvor han også vidste at han skulle passe på med hvad han sagde til hende, for han gad heller ikke have at hun skulle til at vrisse af ham igen, for så blev han da kun endnu mere vred! Han måtte forsøge at holde hovedet koldt, skønt det var svært når man blev råbt af uden at man havde gjort noget som helst galt! ”Det forundrer mig ikke,” svarede han roligt, da hun sagde at hun havde lyst til at smutte herfra, men det glædede ham nu alligevel at hun ikke havde gjort det, for så skulle han jo til at bekymre sig for hende igen, og han gad heller ikke at han konstant skulle lede efter hende. ”Det forstår jeg godt,” endte han dæmpet, som hun sagde at hun ville ønske at hun kunne gøre som hun plejede og bare tage ud for at se hvad hun ville og gøre hvad hun ville og hvem ønskede ikke det? ”Selvfølgelig vil du kunne gå derude igen. Vi skal nok finde på noget,” endte han roligt, som han kyssede hende mod skulderen, hvor han fortsat holdt hende tæt og så ud mod udsigten igen, der faktisk var flot herfra balkondøren af.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Under normale omstændigheder, ville Malisha ikke tøve med at søge ud, komme væk fra ham og vise ham at hun var sur på ham, for det var jo faktisk sådan at hun altid havde gjort det, men det var end ikke muligt for hende mere, uden at det skulle koste hende livet, og det var hun både for stædig til, men hun frygtede lige så døden, selvom det ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hendes hjerte hamrede fast mod hendes bryst, som hun lukkede det varme tæppe godt omkring hende, som hun blev stående og stirrede ned mod den mørke by. Hun savnede virkelig at hun bare kunne søge udenfor uden at skulle tænke over alle de mange ting først, for det var jo det som hun var nødt til at gøre nu, hvilket ikke just gjorde det meget bedre for hende, for det var hende en frustration uden lige, og hun kunne ikke gøre noget ved det af den grund, og han vidste ikke hvordan han havde det eller hvordan det var! At mærke hans arme om hende, efterlod hende med en direkte sitren, selvom hun.. vel slet ikke ønskede at skubbe ham væk? ”Jeg har slet ikke lyst til at være her, Konstantin.. Jeg føler jeg kvæles..” Svagt bed hun sig i læben. Hun plejede at være fri som en fugl, og det kunne hun end ikke kalde sig selv mere.. I Dvasias var hun efterlyst, mange ønskede hende død, og det var noget som så gik ud over hende nu, hvilket var noget som virkelig gjorde ondt! Tårerne hvilede der, selvom de ikke faldt på nogen måde, for hun ønskede slet ikke at være så fanget som hun følte sig, og derfor ønskede hun næsten at hun bare havde.. fået lov til at blive i hulen, for der kunne hun jo gøre det som hun havde haft lyst til, og der var det faktisk også nemmere for hende, at holde fast i at hun stadig var hvad hun altid havde været. Han havde virkelig formået at nedbryde hendes facade, og det var noget som hun direkte følte at hun kunne hade ham for, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun vendte blikket væk, som han kyssede hende mod hendes skulder, som hun tog fat om tæppet og førte det omkring sig, så hun ikke ville blive mere syg end det som hun var i forvejen, for hun var virkelig træt af det nok som det var i forvejen! ”Folk ønsker mig død og borte, Konstantin, så hvad tror du ikke de vil gøre, så snart jeg søger ud? Jeg kan jo ikke gøre noget som helst mere.. Jeg er et.. simpelt menneske.. Jeg kan ikke gøre noget som helst.” Tanken i sig selv, var noget som gjorde hende direkte deprimeret, og det var noget som deriblandt også gjorde hende sur, for hun vidste, at hun ikke burde gøre sig de tanker som hun gjorde sig, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket væk fra vinduet, som hun allerede var klar over, at hun ikke bare ville være i stand til at søge ud igen, om det var noget som hun ville det eller ikke. ”Jeg troede du var sur..” mumlede hun let for sig selv.

[Deleted]

Selvom Malisha måske ikke havde nogen magi, og mange måske var ude efter hende, så havde Konstantin alligevel frygtet at hun ville søge ud, for det kunne jo faktisk godt ligne hende! Normalt lod hun aldrig noget stå hende i vejen for at gøre hvad hun ville, så det kunne jo faktisk godt ligge til hende at søge ud, fordi hun ikke gad være her, og det gjorde hun jo normalt også når de var uvenner eller kom op at skændes, så det havde alligevel bragt ham en lille frygt, for han var jo faktisk bange for at der ville ske hende noget, hvis hun søgte ud, og det ønskede han jo ikke! At hun så stod i pejsestuen og længtes efter at komme ud, forundrede ham egentlig ikke, for han kendte hende jo godt nok til at vide at hvis hun havde haft sin magi, så var hun smuttet ud af døren. Det gjorde hun jo altid når det var dag, hvilket det endnu var. De havde dog sovet det meste væk, hvor solen var på ned bag horisonten. Han blev stående med armene omkring hende, hvor han bare så forbi hende og mod omgivelserne, som hun selv sådan måtte se længselsfuldt efter. ”Selvfølgelig har du lyst til at være her. Det er dit hjem, og jeg er her. Det der kvæler dig, er at intet er som før,” svarede han roligt, hvor han kort skævede mod hende og trykkede hende blidt ind mod sig, et sted også for at give hende lidt varme og selv få lidt, for han stod jo faktisk kun i bukser og ellers med nøgen overkrop og bare tæer, så for ham var oktoberluften kold. Han vidste godt at hun var frustreret og deprimeret, hvilket han ikke var vant til, så han måtte erkende at han var lidt usikker på hvordan han skulle opføre sig, for mest af alt havde han bare lyst til at sige at hun skulle tage sig sammen og at de fandt en løsning sammen, at det ikke var jordens undergang og at hun nok skulle rejse sig op igen, som den stærke kvinde hun altid havde været, men ville det overhovedet gavne ham? Ville hun ikke kun blive endnu mere sur? Eller ville han bare køre hende længere ned? Han kunne ikke se at det var godt at miste den positive indstilling, men hun havde godt nok også let ved at rive den fra ham, som hun havde gjort inde på soveværelset, hvor han var gået, fordi hun havde pisset ham af. Her prøvede han bare at hjælpe og så gad han bestemt ikke at blive vrisset af eller råbt af, og særligt ikke når han ikke engang havde gjort noget galt! ”Vi skal nok finde en løsning Malisha. Du siger kun alt det der, fordi du er deprimeret, du skal nok kunne gå ude engang igen,” svarede han roligt, hvor der alligevel var noget sikkert og bestemt i hans tone, for han ville heller ikke have at hun skulle rende rundt herinde dag ud og dag ind, for det ville hun da klart blive sindssyg af! Det ville hvem som helst! Han trak skævt på smilebåndet, som hun i en mumlen sagde at hun havde troet at han var sur. ”Nok snarer frustreret,” svarede han roligt, inden han roligt rettede sig op, hvor han roligt vendte hende i sin favn, så de stod front mod front. Han løftede den ene hånd og strøg hende blidt over kinden. ”Jeg er her for dig Malisha, og det vil jeg altid være,” svarede han sandfærdigt, som han lænede sig mod hende og trykkede sine læber imod hendes i et blidt og længselsfuldt kys.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Under de normale omstændigheder, så havde Malisha ikke tøvet med at tage derfra, og specielt fordi at de igen var endt uvenner, hvilket jo ikke ligefrem var nogen nyhed, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Dog af den grund, så vidste hun, at det ville koste hende livet at søge udenfor nu, hvilket hun faktisk.. frygtede et eller andet sted? Hvilket kun gjorde det hele mange gange værre, for hun kunne virkelig ikke have, at hun var så fanget som det hun var lige nu! Tanken kvalte hende virkelig, for hun kunne slet ikke klare følelsen af at være fanget således! At han så havde været bekymret fordi hun ikke havde været på soveværelset, sagde hun nu heller ikke noget til.. Det kunne jo heller ikke passe, at han skulle rende rundt og bekymre sig for hende! Hun var ikke det værd mere, og hun mente det faktisk, når hun sagde, at hun langt hellere ville ligge i graven, end det at rende rundt på denne her måde, for det at hun skulle lægge sit liv så meget om som det hun havde gjort og var direkte tvunget til nu, var ikke just noget som gjorde det meget bedre for hende. Hendes blik forblev direkte længselsfuldt over balkonen, for hun savnede virkelig, at hun bare kunne gå ud.. gøre hvad hun ville og vide at folk ikke turde opsøge hende, fordi at hun kunne slå fra sig, for det kunne hun jo for pokker ikke engang mere! Hun rystede let på hovedet. Hans ord gjorde det ikke ligefrem meget bedre for hende, men hun kunne jo ikke gøre noget ved det. ”Jeg har ikke lyst til at være her,” fastholdt hun, som hun førte den ene hånd op til hendes hals, hvor hun lagde den. Hun følte virkelig at hun blev kvalt, og det frustrerede hende virkelig! ”Intet er som det var, og det bliver det aldrig nogensinde igen.. Jeg vil ikke sidde og skjule mig bag husets fire vægge.. Jeg vil ikke være her..” gentog hun. Han havde slet ikke nogen anelse om hvordan hun havde det, så han skulle bestemt ikke komme her og fortælle hende noget som helst, for det ville hun slet ikke have! Det var slet ikke noget som vedkom ham, uanset hvad eller hvordan man ville vende og dreje den! At han så vendte hende mod sig, fik hende til at vende blikket direkte mod ham, for han gjorde det bestemt heller ikke bedre! Her stod han.. så fin og frejdig, uden at skulle have noget at være bange for, mens hendes verden krakelerede fuldstændig, uden at hun kunne gøre noget ved det! Kysset besvarede hun knapt, inden hun trak sig. Hun var slet ikke i humør til det der, og det var ikke fordi at det gjorde det store ved hendes humør uanset! ”Bare lad mig være, Konstantin.. Jeg er ikke i humør til det der lige nu..” endte hun dæmpet, som havde det været en undskyldning, for hun vidste jo godt, at han kun forsøgte at hjælpe hende, også selvom hun slet ikke fornemmede det som nogen hjælp, for det var slet ikke sådan at hun havde det med det, og det gjorde.. ondt. Hun vendte blikket igen i retningen af balkonen, selvom hun blev stående i hans arme. Det var nu godt og trygt alligevel, når alt endelig kom til alt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

//Out

[Deleted]

//Out