Starting a new life together?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvad tid det var på døgnet, vidste Malisha virkelig ikke, for hun havde så sandelig også været temmelig langt væk, og slet ikke påvirket af at Konstantin var stået op eller gået i bad eller noget som helst, for den søvn havde virkelig været nødvendig denne gang, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for hun ønskede i det store og hele bare at finde en tilværelse som hun kunne leve med, også selvom det krævede en massiv forandring i hendes liv, end det som det havde været til nu, og hun var slet ikke inde for at opgive noget af det! Nu havde hun skænket Konstantin de store ord, også selvom det var ord hvis betydning faktisk måtte skræmme hende, hvilket bestemt heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hende, for hun var bestemt ikke særlig god til det med følelser eller noget lignende hen af det, og det vidste hun jo udmærket godt! Nu hvor hun lå hjemme, så kunne hun ikke gøre andet end at ligge og tænke det hele igennem. Jovist havde hun været sur på ham, da han havde tvunget hende hjem, uden at det havde været med hendes gode vilje, for hun havde bestemt heller ikke ønsket at komme hertil bare sådan, for det havde slet ikke været noget som hun havde været indstillet på, på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun lukkede øjnene ganske let, som hun ellers bare blev liggende og nærmest knugede Konstantins pude godt ind i favnen, og det var faktisk.. rart.
Som han kom op igen og direkte fløjtende og glad, var noget som fik hende til at vende sig mod ham. Hun var slet ikke vant til at se ham så munter, selvom det bestemt heller ikke var en tanke som hun havde det mindste imod i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han havde morgenmad med.. eller hvad man nu kunne kalde det, for hun var som sagt ikke sikker på hvad tid på døgnet det var! Eller hvor længe hun havde sovet i det hele taget! ”Godmorgen,” hilste hun roligt. Umiddelbart mindede dette faktisk om sidst, hvor de alligevel var endt med at komme op at skændes, hvor han havde købt sig ind i hendes gode bog ved at tilberede hende en morgenmad, og nu gjorde han det igen. Desværre måtte hun jo erkende, at det faktisk havde en effekt på hende, og det var faktisk noget som virkede! Roligt satte hun sig op i sengen, også selvom hun næsten automatisk trak dynen op over brystet, næsten som hun skjulte sig – uden grund da hun jo faktisk havde underkjole på, men den manglende magi, fik hende kun til at føle sig blotlagt, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig meget om i den anden ende, om det var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket sigende mod ham. ”Det.. det ser virkelig lækkert ud, men du behøver virkelig ikke, Konstantin..” endte hun med en dæmpet stemme. Hun var altså ikke så hjælpeløs, at hun ikke kunne lave noget som helst på egen hånd!

[Deleted]

Måske Konstantin allerede havde gjort dette ’trick’ en gang før, men det var vel også underordnet? Han ville egentlig bare gerne vise at han var glad for hende, at han ønskede at gøre hende glad og så naturligvis gøre en masse ting for hende, så hun kunne se at han ikke var ligeglad, men at han holdt af hende, for han ønskede jo ikke at miste hende, men være der for hende. Og han havde ikke lavet morgenmad fordi han fandt hende hjælpeløs, men fordi han gerne ville gøre en god gerning, og måske det havde samme effekt som sidst, hvor hun ville bløde op, skønt han mest af alt bare ønskede at gøre noget for hende igen, for han havde været helt knust i de uger hvor han ikke havde haft hende her – hvor han nu måtte tænke tilbage på hvor ynkelig han egentlig havde været – så det at hun var her igen, var noget som han virkelig var glad for, det var vel også derfor han måtte fløjte så muntert og glad? At hun så allerede var oppe, var så en ting som kom en anelse bag på ham, men han havde jo også stået nede i køkkenet i næsten en time, så hun havde alligevel fået lov til at sove lidt mere end ham selv. Han var stadig en anelse træt, men ikke nær så udmattet som han havde været før, hvor det også hjalp at komme op i bad og være i gang, for han havde ikke engang rigtig kunne samle sig om ting, så det ville være rart hvis han igen kunne gå til arbejdet, nu hvor han faktisk havde fået det tilbage! At hun satte sig op og gemte sig under dynen, sagde han intet til på trods af at han kunne se at hun bar natkjolen om sin krop, men han vidste hvad hun havde været igennem så det var vel egentlig kun forståeligt? Han hævede let det ene buskede øjenbryn til hendes ord. ”Jeg har da også lavet det for min egen skyld,” svarede han roligt og dog med et muntert glimt i blikket, hvor han tog et af frugtstykkerne og tog det i munden, som han tyggede på og sank. ”Mh.. du burde smage. Og du må både spise lidt grød, frugt, ristet brød og jeg ved jo at du ikke bryder dig så meget om bacon, så de er til mig,” endte han roligt, hvor det sidste blev udtalt i en drilsk tone, som han tog noget ristet brød og lagde noget bacon over det, inden han tog en bid af det. Han var virkelig selv ved at være godt sulten! Han vendte blikket mod hende, hvor han endnu engang fik tygget af munden. Han gjorde et let hovedkast mod bakken fyldt med mad. ”Spis nu. Jeg har lavet det specielt til os to,” tilføjede han opfordrende. Mad måtte hun vel heller ikke have fået i lang tid, så hun måtte vel være sulten? Derfor ville han også gerne have at hun spiste til hun blev mæt, hvilket også var grunden til at han havde lavet så meget. Han ville også gerne vise hende at han værdsatte hende og han var sikker på at de nok skulle finde ud af hvad de gjorde herfra. Han nægtede i hvert fald at svigte hende!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var ikke videre begejstret for sit nye liv, også fordi at det skulle omlægges så meget i henhold til hvad hun var vant til, og det var nok det som hun var mest træt af, også fordi at… det nok var det som gjorde hende mest usikker på det hele, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed hun en anelse sammen alene ved tanken, for hun var bestemt ikke meget for det! Selvom Konstantin havde handlet mod hendes vilje, så var det jo alligevel noget som hun et sted var glad for at han havde gjort, for det var det lille skub som hun havde haft brug for, ellers ville hun sikkert dø af kulde eller sygdom derude igennem vinteren, og det ønskede hun jo heller ikke ligefrem selv! Det var hun virkelig for stolt til!
At Konstantin skulle købe sig ind i Malishas gode bog, ved at skænke hende morgenmad på sengen, var også hvad han havde gjort sidst efter de havde været oppe at skændes. Selvfølgelig var det en tanke som faktisk varmede hende, men ikke desto mindre, så var det alligevel noget som gjorde hende bare en anelse glad, for så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun blev siddende og med dynen trukket op over brystet, for hun følte sig faktisk temmelig blotlagt, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre i den anden ende! Hun rystede stille på hovedet. ”Du gør det igen, Konstantin,” endte hun ganske sigende, som hun vendte blikket op mod ham endnu en gang. Hun trak en anelse usikkert på smilebåndet, som hun let vendte blikket mod bakken. Bacon havde hun ganske vidst aldrig været særlig meget til, så det skulle han være mere end velkommen til at spise selv, selvom.. så sulten som hun var lige nu, så gjorde hun næppe den største forskel på det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, men hun var virkelig, virkelig sulten! Hun havde jo gået stort set en uge, uden at spise noget som helst, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende! Varsomt tog hun noget frugt til sig, som hun spiste med største velbehag, selvom det næsten kunne ligne, at hun slet ikke nåede at tygge det, inden hun var i gang med den næste bid. Det faldt tungt til den tomme mave, hvor det også først var nu at hun for alvor lagde mærke til, hvor sulten hun egentlig var! ”Hvis du bare passer dit, så skal jeg nok også passe mit,” endte hun ganske sigende, som hun direkte greb efter et stykke brød, som hun begyndte at spise tørt og uden noget på. Hun gjorde virkelig ikke nogen forskel på det lige nu som det stod, for hun var virkelig, virkelig sulten! Og bare tanken om at hun kunne få lov til at få bare en smule i maven, var virkelig en utrolig fornemmelse!

[Deleted]

Konstantin ville næsten tro at Malisha måtte begynde at blive sulten efterhånden, for hun havde selv sagt at hun ikke havde fået meget, da hun havde levet ude i hulen, hvilket hun alligevel havde gjort igennem en uges tid. Han var faktisk kun glad for at han havde fundet hende, på trods af at han måske var startet ud med at komme på grund af kongen, men han var ligeglad, det eneste han ønskede var at Malisha var i sikkerhed, og om hun ville træde tilbage fra titlen som leder, var han faktisk fløjtende ligeglad med. Han vidste at hun ville miste den titel uanset hvad, for hvis hun ikke selv trådte frem, så var kongen nødsaget til at tage den fra hende med magt. Han ville dog ikke sige at hun var her på herregården, medmindre hun gik med til at tage op til kongen, for des færre der vidste at hun var i live, desto bedre var det. Hun var stadig i fare udenfor herregårdens mure, da han vidste at mange var ude efter hende, men han var sikker på at de nok skulle klare det, og folk kunne bare forsøge at sætte en finger på hende, for så skulle han nok vise dem hvad der skete, når man lagde sig ud med den forkerte warlock! Han var mægtig og selvom han var afgået ved døden ved en magisk vampyr, så var det kun fordi han havde haft brækkede ribben og knap nok havde kunnet bevæge sig optimalt, samt det var kommet bag på ham at vampyren kunne magi, for det var jo slet ikke normalt! Han vidste at mange måske ville finde ham svag, fordi han faktisk var blevet dræbt, men det var jo så kun til hans egen fordel, da de så ville undervurdere ham, og det ville koste dem livet.
Blikket vendte Konstantin imod Malisha, hvor han lod hovedet søge let på sned. Han hævede let det ene buskede øjenbryn. ”Hvad gør jeg igen?” spurgte han roligt, hvor han heller ikke helt kunne vurdere om hendes ord skulle tolkes negativt eller positivt. Han så godt hvordan hun begyndte at tage for sig af frugtstykkerne, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. Det var rart at se hende spise af den mad han var kommet med, hvor det vel også kun var godt? Han tænkte på hende og det kunne jo umuligt være negativt og selvom han havde gjort det før, så var dette noget andet, da hun havde brug for mad, ligesom han selv gjorde, så det var skam ikke kun for at købe sig ind i hendes gode bog, for han vidste godt at det han havde gjort, havde været imod hendes vilje, men han ønskede nu bare at de kunne enes og finde ud af tingene sammen. Han himlede let med øjnene til hendes ord, hvor han let greb omkring hendes hånd, da hun greb ud efter et stykke ristet brød. ”Udmærket,” endte han sigende, som han lænede sig mod hende, imens han trak i hendes hånd, så han også trak hende tættere på sig, hvor han skænkede hendes læber et blidt kys. Det var ikke det længste, da han selv var sulten og heller ikke ville forhindre hende i at spise, nu hvor det tydeligvis var hende tiltrængt, derfor slap han også ganske let hendes hånd efter at have klemt blidt omkring den, hvor han lænede sig tilbage igen og spiste videre af sit eget ristede brød.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var virkelig ved at være sulten efterhånden, for hun kunne næsten ikke huske hvornår hun sidst havde sat sig ned og bare nydt et måltid, for det var virkelig ved at være lang tid siden, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hun vendte blikket ganske sigende mod ham, som han havde sat sig med bakken af mad og opfordret hende til at spise af det. At han så skulle købe sig ind i hendes gode bog på den måde, var slet ikke noget som hun var meget for, for de havde jo trods alt også set hvad der var sket sidst, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt, som hun vendte blikket mod ham ved hans ord. ”Kan du slet ikke huske sidst du gav mig morgenmad på sengen? Jeg er altså ikke så hjælpeløs, at jeg ikke kan sørge form in egen mad..” endte hun ganske sigende. Måske at hun var tvunget til at blive her, så var det jo bare et spørgsmål om tid, inden folk i det hele taget ville finde ud af, at hun var der, og det var en tanke som faktisk gjorde hende usikker, for hun brød sig ikke om det, for hun kunne jo for pokker ikke stille noget op, om det skulle ende med at gå galt eller ej, og den tanke i sig selv, var noget som et sted skræmte hende. Hun kunne ikke slå fra sig på magisk vis, og alle som var efter hende, havde noget som hun ikke havde nu… og det gjorde hende bange, for hun kunne da aldrig tage nogen steder mere! At spise, var noget som faldt hende i utrolig god smag, da hun efterhånden virkelig var sulten, og det var først nu at det gik op for hende egentlig. At han så direkte tog om hende og skænkede hende et kys, var slet ikke noget som hun kunne sige sig, at have regnet med, og det… var rart et sted, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, også selvom hun slet ikke kunne finde ud af, om hun i det hele taget nåede at gengælde det eller ikke, inden hun roligt vendte blikket mod ham. Næsten som hun ikke vidste hvad pokker hun skulle gøre, eller hvor hun skulle kigge hen, men.. det fandt hun vel ud af før eller siden? Hun trak vejret dybt. ”.. Hvad så herfra, Konstantin?” endte hun dæmpet, som hun igen satte sig op i sengen og endnu med dynen godt trukket over sig. Hun følte sig på ingen måder komfortabel med den måde som hun var på, velvidende om at hun aldrig ville kunne bruge magi igen.. Det var nok det værste som nogensinde var sket for hende, og det var bestemt ikke noget som måtte sige så lidt! For hun havde efterhånden været igennem temmelig meget! Både med og uden ham! ”Jeg mener.. Med.. ja, alt.. Jeg kan ikke blive her..” forsøgte hun igen. Hun vidste jo godt, at hun ikke kunne blive, så lang tid at hun ikke var i stand til at forsvare sig mod noget som helst, og tanken om at skulle sidde indenfor dag ud og dag ind, var noget som drev hende til vanvid!

[Deleted]

Måske Konstantin sidste gang havde lavet morgenmad for at købe sig ind i hendes gode bog, hvor det også havde virket, men denne gang var der andre årsager til det. At hun så skulle påpege det for ham i en næsten så anklagende tone, fik ham til at sukke ganske let. Han tog om et stykke frugt, som han puttede i munden, hvor han først vendte blikket mod hende, som han fik tygget af munden. ”Jeg har lavet morgenmad til os begge, fordi jeg stod først op og fordi jeg var sulten og fordi jeg ligeså godt kunne lave til dig samtidig, for du har jo knap nok fået noget selv, ikke sandt? Så hvad er problemet? Nyd nu bare maden,” svarede han roligt, som han tog endnu en bid af sit brød, „og gør det noget, hvis jeg lavede det for at gøre dig lidt glad? Du kunne godt bruge noget at smile af, efterhånden.” Han selv var sulten, eftersom han selv ikke havde spist særlig meget igennem de sidste par uger. Han trak let på smilebåndet, som han fik hende kysset, hvor han godt kunne mærke og se at hun blev lettere paf over det. Han lænede sig roligt tilbage igen, hvor han lod tungen stryge over de rosenrøde læber, for at fange eftersmagen af hendes læber, som han måtte erkende at han havde savnet at smage! Hun var i den grad savnet, hvilket han jo også gerne ville vise hende, og det havde han vel også allerede gjort ved at sove i hendes side af sengen, med hendes pude godt knugende ind i favnen? Han vendte blikket mod hende til hendes spørgsmål, hvor han næsten måtte tygge tænksomt på maden. Ja, hvad så nu? Hvad så herfra? Det vidste han jo ikke engang selv, men det var vel også ligegyldigt? Han havde hende og mere kunne han ikke ønske sig, han var ligeglad med hvad de lavede eller hvor de var, så længe han bare havde hende hos sig. Han sukkede ganske let, som hun så fortsatte med at hun ikke kunne blive her, for det var jo bare den rene indbildning! Han tog ganske roligt omkring hendes ene hånd, hvor han gav den et blidt og betryggende klem. ”Jeg synes vi skal tage en dag af gangen, okay? Og lige nu, skal du spise, så lad vær med at bekymre dig og få lidt i maven og få noget energi,” svarede han roligt, som han sendte hende et mildt smil, hvor han strøg hende ganske blidt over håndryggen, imens hans mørke øjne hvilede i hendes. Han ønskede ikke at de skulle tænke på alt det dårlige, men finde ud af tingen stille og roligt. Han havde ingen plan, men han havde jo heller ikke vidst hvad hun havde foretaget sig og hvad der var sket med hende eller at hun havde siddet syg i en hule. Han klemte omkring hendes hånd inden han slap den, hvor han begyndte at spise mere af morgenmaden. ”Desuden så fokusere vi først på at få dig gjort rask igen, inden vi gør noget andet,” tilføjede han roligt, som han tog om en ske og begyndte at spise af den grød han havde lavet.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste ikke hvor dette ville bringe dem, og selvfølgelig var det noget som selv gjorde hende en anelse usikker, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vidste ikke hvad hun skule gøre herfra, andet end at det faktisk drev hende direkte til vanvid, at hun ikke kunne gøre noget som helst ved dette. Han gav hende morgenmad på sengen, selvom hun selvfølgelig bare gerne ville vise, at hun kunne bare lidt selv, men selv den mulighed fratog han hende nu, og det var noget som et sted gjorde hende frustreret. Hun rystede let på hovedet og med et dæmpet suk, som hun opgav at spise, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Ja, ja.. Det.. det er fint..” mumlede hun let for sig selv, som hun bare vendte sig en anelse mere væk fra ham. Det sitrede endnu i hende, at han havde kysset hende på den måde, for det var ikke ligefrem hvad hun havde ventet sig! Ja, hun var måske ikke ligefrem den bedste hvad angik følelser, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget for! Hun havde altid holdt det en anelse på afstand, hvilket var noget som hun faktisk valgte bevidst, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som hun kunne gøre for! Hun bed sig svagt i læben, som hun let vendte blikket væk fra ham i stedet for. Hun havde nok at tænke på, som det måtte være i forvejen, og det var slet ikke noget som hun kunne tænke på i den anden ende. Det var ikke ligefrem fordi at hun ville påstå at hun var syg, men.. ja, hun var vel bare blevet godt forkølet, selvom det selvfølgelig havde været hende en utrolig hjælp at komme indenfor, for en gangs skyld, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. At han skulle være så meget over hende, var til gengæld noget som virkelig måtte irritere hende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. Hun nikkede stumt. Så lang tid hun kunne slappe af – nogenlunde om ikke andet, så var det selvfølgelig også en hjælp til hende, selvom hun ikke regnede med at det ville være for tid og evighed, men det måtte bare være sådan at det måtte være i den anden ende. Hun tog et lille stykke brød til sig igen som hun stille tog små bider af, næsten som hun havde mistet appetitten, hvilket et sted selvfølgelig var noget som direkte måtte irritere hende i den anden ende. ”Jeg er ikke syg, Konstantin. Jeg.. jeg har det faktisk fint.” Hun vendte blikket igen i hans retning, også selvom hun ikke sagde noget ellers. Hun endte med at lægge resten af brødet fra sig på bakken igen, kun for at glide ned i sengen og lagde sig i stedet for. hun havde tydeligt mistet appetitten, også fordi at hun vidste, at dette var noget som ville gå galt før eller siden, selvom det slet ikke var noget som hun var videre interesseret i! ”Jeg vil bare gerne sove..” endte hun med en dæmpet stemme. Det var rart at ligge i en seng, og selvfølgelig var det noget som hun ønskede at nyde så længe det nu varede, for hun regnede bestemt heller ikke med at skulle blive her for tid og evighed, om det var noget som hun kunne blive fri for. Hun ville ikke være fanget!

[Deleted]

Konstantin havde kun lavet morgenmad til Malisha, for at gøre en god gerning, hvor han jo alligevel skulle lave til ham selv, så han kunne jo lige så godt også lave til hende samtidig. At hun så pludselig virkede utilfreds over det, fik ham til at lade hovedet søge let på sned, imens han betragtede hende ganske let. ”Hold nu op Malisha. Er du ikke glad for at jeg har lavet det til dig?” spurgte han roligt, hvor hans mørke øjne måtte betragte hende ganske spørgende. Han havde troet at hun ville sætte pris på at han viste at han holdt af hende og at han ikke var ligeglad, men når hun så afviste ham sådan, så blev han næsten helt i tvivl om hun så overhovedet ville have det. Han sukkede ganske let, som han blot selv fortsatte med at spise. Han selv var frygtelig sulten, hvor han selv ikke havde fået særlig meget igennem de sidste par uger, fordi han havde haft alt for mange spekulationer og frustrationer som havde plaget ham både om dagen men også om natten. Han havde heller ikke sovet helt igennem, på trods af at han havde sovet utrolig længe denne gang, hvor det også havde været tiltrængt! Han betragtede hende med et roligt blik, hvor han roligt tyggede af munden. ”Det er jeg også glad for at høre. Men om ikke andet er du stadig blevet forkølet, og det kan sagtens nå at blive værre,” svarede han roligt, hvor han så hvordan hun kun spiste små stykker af hendes brød, hvor det næsten helt kunne ligne at hun havde mistet appetitten. At hun så også bare lagde det fra sig og lagde sig ned, fik ham til at sukke ganske let. Det blev i den grad en hård omgang som de skulle igennem! Han følte sig næsten allerede opgivende på forhånd, når hun skulle være så deprimeret, men han forstod hende såmænd godt. Han lagde roligt maden fra sig, hvor han tog om bakken og satte den over på natbordet, inden han vendte sig mod hende igen. Han vidste snart ikke hvad han skulle gøre for at få hende i godt humør igen, men han vidste godt at hun ikke kunne gemme sig herinde resten af sit liv, for hvem gad også det? Det ville kun drive hende til vanvid, så godt kendte han hende i hvert fald! Hun skulle desuden heller ikke leve som en fange, for det var jo slet ikke meningen! Han endte roligt med at ligge sig hen til hende, hvor han slog de stærke arme om hendes slanke skikkelse. Han kunne se at hun havde tabt sig i løbet af de sidste par uger, hvor de ikke havde været sammen, hvilket han ikke just brød sig om, for hun måtte jo næsten kun se mere og mere syg ud – også en grund til at han tog hende med sig hjem! Han løftede den ene hånd og strøg hende over håret. ”Men hvad vil du gerne Malisha?” spurgte han roligt, som han ikke tog blikket fra hende. Han vidste godt at det blev en hård tid for hende, men de kunne ikke ændre på det som var sket, hvor de var nød til at finde en måde at se frem på, for han nægtede i hvert fald at svigte hende!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var bestemt ikke fordi at det var nemt at være Malisha lige nu, for hun kunne ikke engang få lov til at lave morgenmad til sig selv længere? Selvfølgelig var det en tanke som direkte måtte frustrere hende! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Han havde måske kun gjort det for at være flink, men det var bare ikke den effekt som det havde på hende, for hun havde brug for at lave bare lidt for sig selv! Hun rystede let på hovedet. ”Bare glem det, Konstantin..” endte hun let for sig selv, som hun igen vendte blikket væk fra ham. Det var bestemt ikke fordi at dette skulle vise sig at blive en nem tid for hende at gå i møde, men hvad andet valg havde hun? Hun ønskede jo faktisk hellere at ligge i graven, og så kunne folk jo rasere den senere, når hun var væk, for det ville være langt nemmere og ikke mindst bedre for hende! Bare at hun gjorde sig tanken, var noget som gjorde hende vred, for det var heller ikke noget som lignede hende, men det sikre fundament som hun havde haft under fødderne, var brutalt revet fra hende som intet andet, og det var en tanke som næsten var mere skræmmende for hende, end det som noget andet måtte være for hende. Hun var måske blevet forkølet, men af den grund, så var hun altså ikke decideret syg! Og det var noget som hun direkte nægtet at kalde sig, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ej. Hun vendte blikket ned mod sengen. Hun havde ikke brug for at han var over hende konstant! Det drev hende til vanvid allerede! ”Jeg er ikke syg.. Bare lidt forkølet..” mumlede hun spidst, som var det tydeligt, at det ikke just var noget som faldt hende direkte i smag, at blive behandlet således, for det gjorde hun bestemt heller ikke! Maden lagde hun fra sig, også selvom hun virkelig var sulten, men… appetitten var der bare ikke mere, og det var et sted en tanke som gjorde hende.. trist. Hun havde det bestemt ikke særlig godt, og så deprimeret som hun var nu, og det var en tanke som kun gjorde hende langt mere vred og frustreret, end det som hun måtte være i forvejen, og hun kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre! At han strøg hende over håret og lagde sig ved hende, sagde hun ikke noget til. ”Jeg vil sove, og aldrig vågne op igen, Konstantin..” begyndte hun dæmpet. Hun kunne virkelig ikke fordrage de ændringer som hun var direkte tvunget til at foretage i sit liv! Hun ville ikke være afhængig af andre på denne måde! ”Bare… lad mig være, okay? Lad mig være..” Hun rykkede sig lidt væk fra ham og lagde sig mere til rette i sengen. Hun havde det bestemt ikke særlig godt, også selvom hun vidste, at det var helt og holdent hendes egen skyld! Og hun kunne virkelig ikke fordrage det!

[Deleted]

Det måtte frustrere Konstantin at se Malisha så deprimeret, særligt fordi det slet ikke var en side som han havde set af hende før og det måtte næsten irritere ham at hun skulle være så.. ynkelig! Hun lå som hun havde redt og nu måtte hun lære at leve med konsekvenserne, desuden så stod hun jo ikke alene og hun gjorde tingene langt værre end hvad de var! Han sukkede dæmpet til hendes ord. Det ville uden tvivl blive en hård kamp som de skulle igennem, selvom han snart var bange for at det ville drive ham til vanvid i længden, han var dog ikke typen som bare lod sine nærmeste ligge og rode med deres problemer selv, da han faktisk var en loyal mand og han og Malisha havde altid gået igennem alt for hinanden, hvor de altid havde hjulpet hinanden og støttet hinanden, så det var også hvad han ville denne gang! Der var også en grund til at han havde taget hende med hjem frem for bare efterladt hende i den mørke hule, hvor hun kunne rådne op, for der ville hun da i hvert fald dø, hvis hun blev! Desuden så kunne folk jo også få fingre i hende dér, det ville de ikke kunne her på hans herregård, da den var beskyttet af hans mægtige magi og folk kunne desuden bare prøve på at krumme et hård på hendes hoved, for så skulle han nok flå dem levende! Han bed tænderne sammen, som hun brugte den spidse tone overfor ham, for her var han så flink at lave morgenmad til hende og tilmed lukke sit hjem op for hende igen, og så takkede hun ham med utaknemlighed? ”Udmærket..” svarede han med sammenbidte tænder, hvor hans blik hvilede mere fast på hende. Han vidste at de ikke fik noget ud af at diskutere, desuden så gjorde han ikke alle ting for at kunne pusle om hende eller værne om hende, men for at hun kunne blive rask og hun derfor vil være mere frisk og klar i hovedet, for det havde hun brug for! Han lagde blot bakken med maden fra sig på natbordet, så hun altid kunne tage af det senere, for han vidste at hendes krop var sulten, men hun var sikkert for deprimeret til at kunne få det ned. Han var naturligvis lidt bekymret for hendes sindstilstand, da han aldrig havde set hende være så langt nede og han måtte erkende at han faktisk ikke vidste hvad han skulle gøre, for han tvivlede på at det ville hjælpe at sige at hun skulle tage sig sammen og komme over det, fordi det ikke var jordens undergang, og han gad heller ikke diskutere mere med hende. Hendes ord måtte irritere ham, skønt han dog ikke sagde noget til det, for han vidste at det kun blev sagt fordi hun var deprimeret, men det måtte vel gå over igen? At hun så rykkede væk fra ham og bad ham om at lade hende være, måtte han også blive lidt usikker på hvad han faktisk skulle gøre, for var det smart at lade hende være i fred i den tilstand? ”Malisha jeg beder dig.. du må ikke skubbe mig væk,” svarede han i en rolig tone, som han roligt satte sig op. Han strøg hende kort over håret, inden han lænede sig ned og kyssede hende mod kinden. ”Men hvis du gerne vil være alene, så skal jeg nok gå,” tilføjede han roligt, skønt man godt kunne høre at han var lidt modvillig, for han havde faktisk ikke lyst til at lade hende være alene, men lade hende vide at hun netop ikke var alene og at han var der for hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste godt, at de konsekvenser som hun nu måtte leve med, var helt og særdeles selvforskyldt, selvom det dog ikke ændrede på, at hun havde regnet med at konsekvenserne skulle være så massive, som de var endt med at blive, for det var slet ikke noget som hun brød sig om! Hun var deprimeret, hun kunne ikke se hvordan hun skulle klare sig i fremtiden, for hun ville ikke leve resten af sit liv, hvor hun var tvunget til at se sig over skulderen konstant, eller gemme sig, selvom det nu viste sig at være det lod som hun var tildelt, og hun brød sig slet ikke om det! Og så måtte han jo synes at hun var ynkelig, for hun havde jo heller ikke ligefrem bedt om at komme med hjem, for det var slet ikke noget som hun havde bedt ham om! De havde måske gået igennem frygtelig meget med og for hinanden, men dette var virkelig grænsen for hendes vedkommende, det var der ikke nogen tvivl om. Hun vidste ikke hvordan pokker hun skulle klare sig i tiden fremover her, og det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund. At han bare gav efter, var noget som hun havde det fint med, hvor hun lagde sig ned i sengen og med ryggen til ham. Det var som om at den ekstreme appetit som hun havde haft for bare et øjeblik siden, var revet fra hende, for hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.. hun kendte ikke længere sin plads, og hun ville ikke leve et liv på flugt eller at skulle gemme sig, for det var langt under hendes værdighed, og det vidste hun jo udmærket godt! Hun ville egentlig bare have lov til at ligge og græde i fred, og det burde han vel forstå? Det var jo heller ikke fordi at hun havde lyst til at ligge og græde mere foran ham, for han havde jo allerede set hvordan det var for hende, og det var direkte.. pinligt! Hun ville ikke! At han bad hende om ikke at skubbe ham væk, gjorde det ikke ligefrem nemmere for hende af den grund. ”Kan du ikke bare lade mig ligge i fred, Konstantin?!” nærmest udbrød hun med sin grødede stemme, idet hun igen lagde sig til rette med ryggen til ham. Hun ville bare have lov til at ligge i fred.. gøre sig de tanker som nu skulle gøres, og det behøvede hun altså ikke ham til! Hun hævede hånden og tørrede sine øjne, også selvom det var direkte nytteløst for hende. Hun snøftede igen, som hun tog fat om dynen og trak den godt over sig i stedet for. ”Jeg har ikke brug for at du gør alt for mig… jeg har ikke brug for at du konstant skal holde enden oppe på mig.. jeg kan godt klare mig selv..!” endte hun en kende frustreret. Han gjorde det måske for at være sød ved hende, men det var bare ikke den effekt som det havde på hende, for hun ville ikke have frarøvet de småting som hun faktisk var i stand til, for det var jo ikke fordi at hun kunne særlig meget mere! Og det var en tanke som virkelig, virkelig irriterede hende! Småting som at ordne hendes morgenmad, ville hun jo gerne selv, for det var for pokker da noget af det eneste som hun kunne nu!

[Deleted]

Måske Malisha ikke havde bedt om at komme med hjem, men Konstantin havde været ligeglad, for hun var mere værd end at leve i en ussel hule, desuden så ønskede han ikke at svigte hende, her hvor hun havde mest brug for ham. Han havde aldrig vendt hende ryggen, når det kom til så alvorlige situationer, og selvom han ikke altid havde fulgt hende i hendes ideer, så havde han stadig altid været med hende og havde hun været i fare, så havde han altid stået bag hendes ryg og hjulpet hende igennem modstanden. At hun så skulle være deprimeret og begynde at skælde ham ud, fordi han faktisk kun ville være god mod hende, var noget som direkte måtte pisse ham af! Det kunne godt være at hun havde mistet sin magi, men hun gjorde sig selv ynkelig ved bare at ligge sig hen og ville ønske at hun døde. At hun så skulle hæve stemmen og begynde at skælde ham ud for at han havde lavet hendes morgenmad for hende, var noget som fik ham til at sætte sig op, hvor han kneb øjnene vredt sammen. Hvad bildte hun sig ind? Her var han god mod hende og så skulle han hakkes ned? Han var den eneste hun havde! Han bed tænderne kraftigt sammen og knyttede næverne, hvor han måtte holde sig selv i kort snor, for ikke selv at råbe op og skælde hende ud, for det vidste han godt at han ikke fik det mindste ud af, men han havde virkelig lyst til at sætte hende på plads og banke noget fornuft ind i knolden på hende! Han vidste at hun var deprimeret og ikke tænkte klart, men kun tænkte i negative baner, men han var slet ikke vant til at se hende så.. ynkelig og svag! Han endte med at skubbe sig selv op på benene i sengen, hvor han sprang over sengegærdet og landede på gulvet, som han gik hen til døren, åbnede den og smækkede den i bag sig. Han tænkte ikke engang over at finde en skjorte eller trøje til den nøgne overkrop, da han virkelig var vred! Hun formåede altid at ødelægge en god stemning og pisse ham af! Han prustede arrigt, som han gik ned ad gangen og gjorde et kort stop ved Williams værelse, hvor han flåede døren op. Der var dog ingen. Han anede ikke hvor hans kære fætter var blevet af, men han måtte erkende at han godt kunne bruge ham i øjeblikket. Han følte sig kun endnu mere dum fordi han havde skubbet manden fra sig på den måde han havde, hvor han virkelig kunne slå sig selv! Han lukkede døren, hvor han gik længere ned ad gangen og mod sit kontor, hvor han gik ind og låste døren bag sig, så han ikke kunne blive forstyrret. Han havde knap nok arbejdet igennem de sidste par uger, så han vidste udmærket godt at han havde meget som skulle laves, og det kunne han vel lige så godt gå i gang med? Han gad i hvert fald ikke være inde ved den gås og blive råbt mere af! Han bed tænderne sammen, som han gik i gang med papirarbejdet, hvor pennen nærmest måtte flyve aggressivt over papiret, som han skrev ned. Dumme kvinde! Skulle altid ødelægge alt!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var ikke fordi Malisha havde lyst til at råbe og skrige af Konstantin, men hun havde det bestemt ikke særlig godt, og det vidste han jo udmærket godt! At han så skulle tage de småting fra hende, når hun vidste, at det var det eneste som hun faktisk var i stand til, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun havde ingen selvtillid, og nej.. hun ønskede sig hellere død, end at rende rundt og ikke være i stand til at bruge magi, for hun kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre! At hendes råben skulle få ham til at rejse sig fra hendes side og tage sit tøj og bare.. gå, var ikke ligefrem hvad hun havde regnet med, hvor hun direkte blinkede med øjnene og så efter ham. At han var vred, kunne hun ikke forstå, for han havde ikke nogen anelse om hvordan pokker det var at være i stand til at gøre.. ingenting, i forhold til det som hun havde været i stand til frem til nu, og det var en tanke som direkte måtte frustrere hende som intet andet overhovedet! Hun bed sig svagt i læben og vendte sig tilbage i sengen igen, som hun lagde sig stille ned i, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende, for.. hun brød sig slet ikke om at være alene lige nu, og specielt fordi at hun var i Dvasias, hvor han stod som det eneste til at beskytte hende, så var det ikke noget som ligefrem gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun blinkede let med øjnene. Normalt kunne hun endda mærke hans energi, men hun følte.. ingenting. Hun kunne for pokker ikke noget som helst længere!
Malisha valgte efter det som måtte være flere minutter, at sætte sig op og valgte at rejse sig. Selvom hun endnu var godt forkølet, og slet ikke vant til at stå meget på benene, for det havde hun ikke gjort meget igennem den sidste uge, så var det noget som hun helt klart godt kunne mærke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det. Hun lod armene forsigtigt søge omkring sin egen krop. Hun hadede at hun ikke var i stand til at gøre noget som helst, og han havde slet ikke nogen anelse om hvordan pokker det var, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun forlod værelset, også selvom hun slet ikke vidste hvor han havde placeret sig. Med rolige skridt, søgte hun ned af gangen og ned at trappen, for at ende i hans pejsestue. Nej, det føles ikke rigtigt som hendes hjem længere, for.. hun var vel ikke engang en warlock mere? Stille stoppede hun op henne ved vinduet, som var vendt ud mod Dvasias og byen, hvor hun måtte kigge ud næsten som havde det været med en form for længsel, for hun savnede virkelig at kunne vandre ude, og bare gøre hvad der faldt hende ind, for end ikke det var hun jo i stand til at gøre mere! Og den tanke i sig selv, var noget som direkte måtte irritere hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Tænderne bed hun svagt sammen, som hun lagde hovedet mod ruden. Denne gang.. valgte hun faktisk ikke at gå, som hun normalt ville have gjort det, for.. hun vidste at hun ikke kunne gøre det!

[Deleted]

Konstantin vidste udmærket godt at Malisha havde det hårdt og hun havde måske al grund til at være deprimeret, men at hun skulle råbe af ham og skubbe ham fra sig, det fandt han sig slet ikke i! Han gad dog ikke diskutere med hende, hvilket også var grunden til at han bare forlod værelset uden så meget som en eneste lyd. Hun gad ikke have ham der? Jamen fint! Så skulle han nok gå! Han gad ikke diskutere med hende, for han vidste godt at det ikke bragte dem nogen vegne, og han havde desuden heller ikke taget hende med hjem for at de skulle skændtes. Det så dog ud til at det blev en hård kamp for dem begge, hvilket næsten måtte frustrere ham. Han havde troet at det var en god idé at tage hende med hjem, men hun gjorde ham næsten helt i tvivl. Men hans hjem var vel bedre end den sølle hule? Her kunne hun få forkølelsen til at gå væk, her var hun i sikkerhed, her var der varme, hun kunne tage et bad og der var en behagelig seng at sove i, desuden så var det jo hendes hjem. At Malisha var sur på ham, var en ting, men ikke nok med det så havde han også mistet sin fætter og han havde jo slet ikke ønsket at skubbe manden væk! Han vidste dog at det var hans egen skyld, så han havde fortjent det, men måske William havde haft en idé til hvad de kunne gøre? Han bladrede let sine papirer igennem, som han begyndte på arbejdet, det havde han jo ikke lavet igennem flere uger, så han vidste at det var på tide at han kom i gang.
Der gik alligevel hen af en lille time, før Konstantin kom igennem det sidste stykke papir. Han måtte erkende at det var rart at komme i gang med arbejdet igen, da han faktisk havde savnet det. Nu havde han også en bedre koncentration og selvom papirarbejdet var det kedeligste, så var det alligevel savnet fordi han jo havde mistet sin titel, som han ærligt og redeligt havde fået igen, ikke nok med det så så han også frem til et stærkere samarbejde med kongehuset, eftersom han så potentiale i den unge konge. Knægten var god og han ville også blive en perfekt regent for landet! Måske mange var imod ham, også fordi han var varyl, men han ville stå bag kongens ryg og støtte ham igennem tykt og tyndt, for det var ikke racen der gjorde nogen til en god regent, det var personligheden og ens ambitioner og knægten havde de bedste ambitioner for landet! Han satte roligt fjerpennen fra sig i blækhuset, inden han roligt rejste sig. Han strakte sig let, inden han strøg en hånd igennem de mørke lokker, som måtte stritte til alle sider. Han måtte vel hellere se til Malisha? Han vidste godt at hun havde det hårdt, hvor han også ønskede at være der for hende, men det var svært når hun slet ikke gad have ham hos sig. Han rejste sig ganske roligt, hvor han søgte ud af kontoret, for at gå tilbage til værelset, som han ganske roligt åbnede døren ind til. ”Malis..” Han stoppede sig selv, da han kunne se at det var tomt. Hun var vel ikke søgt ud? Han mærkede næsten en panik sprede sig, inden han satte kursen ned ad gangen i en hast, for han var nød til at finde hende!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste godt, at hun slet ikke fik noget ud af at råbe og skrige af Konstantin, men hun havde det virkelig af helvede til, og hun havde så meget som hun var nødt til at finde ud af, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende på nogen måde! Hun vidste at han tog det hårdt, selvom han slet ikke ville være i stand til at sætte sig i hendes sted, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for hendes del, for det var virkelig slemt nok som det måtte være i forvejen! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. I det store og hele, så vidste hun godt, at hun nok aldrig ville blive i stand til at forlade huset her alene, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men det var vel bare noget som hun efterhånden måtte vænne sig til? Selvom det bestemt heller ikke var nemt!
Hvor lang tid Malisha egentlig havde stået og stirret ud af vinduet i stuen, vidste hun ikke, men et sted så var hendes blik præget af direkte længsel, men også sorgen som hun følte over det hele, for hun følte sig ikke.. værdig til noget som helst. Butleren havde kun lige været henne og lægge et tæppe omkring hendes skuldre, for at vende tilbage til arbejdet igen, hvilket kun havde fået hende til at smile taknemmeligt, selvom hun dog intet havde sagt. Hvor meget tjenestefolket var kendt med hvad hende angik, vidste hun ikke, men hun vidste, at hun aldrig ville være i stand til at søge ud på de samme præmisser som det hun havde gjort før, og et sted så var det næsten det som gjorde det hele værre for hendes vedkommende. Hun trak vejret dybt, som hun slap det i et tungt suk. Hvad Konstantin pludselig måtte fordrive tiden med, var ikke noget som hun kunne tage sig af lige nu. Tæppet lukkede hun godt omkring sin krop, som hun roligt vendte sig mod balkondøren, som hun forsigtigt søgte i retningen af, kun for at åbne den, så gik hun dog ikke ud, men blev stående i åbningen. Hun kunne jo trods alt se det hele, hun kunne høre det hele, og hun vidste, at det var en lille hårfin grænse som hun ikke bare kunne passere, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for det var jo faktisk kun noget som gjorde hende langt mere frustreret, for hun følte sig efterhånden direkte fanget og lænket, og det var slet ikke en fornemmelse som hun brød sig meget om! Havde omstændighederne været som de plejede at være, ville hun have taget derfra, men hun havde for pokker ikke nogen steder at søge hen, og her kunne hun ikke ligefrem skjule sig, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende, og det var noget som faktisk irriterede hende! Hun sukkede endnu en gang, som hun hævede hånden til de våde øjne og tørrede dem igen. Det var tankerne som fik hende til det, selvom det ikke ligefrem gjorde det meget bedre! Hun hadede virkelig at være fanget i denne situation, for hun kunne ikke gøre noget som helst! Varsomt lænede hun sig op af dørkarmen og bare.. stirrede ud. Smukt var det virkelig, og det var ikke noget som hun nogensinde kunne blive en del af igen.