Where the hell are you?!

[Deleted]

Det var ved at være en temmelig sen aften, selv i Manjarno, selvom det hele fungerede som en morgen for Valerio. Ikke fordi at det var noget som rørte ham det mindste, foruden den vrede som han havde i sindet. Det var uger siden han havde set Athena, og selv på trods af at de var gift, så havde han ikke gjort noget ved det – før nu om ikke andet, for selv han havde sine lyster, og dem kunne han jo ikke ligefrem få stillet, uden hans hustru måtte være der, og et sted kunne hun bare blive på stedet, ligesom han havde bedt hende om! Det irriterede ham virkelig! Og specielt efter hans møde med Malena – en kvinde som han bare ikke kunne få ud af hovedet, da det også var hende som han havde set for sig på bryllupsnatten – den eneste som faktisk havde efterladt ham med et ar af en slags, som ikke bare ville forsvinde igen, og det i sig selv, var noget som irriterede ham. Hun havde været listig, ganske rigtigt, men.. han kunne bare ikke få hende ud af hovedet, hvilket næsten var det som var det værste af det hele.
Siddende ved sit skrivebord over en række dokumenter, havde han siddet i det som efterhånden måtte tilsvarer timer, og det var noget som et sted virkelig irriterede ham! Efter Fabian og Destinys død, så havde han i den grad også sit at se til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han havde en flaske blod stående ved sin side og et længere dokument med hans efterlysning af Athena, som han skulle have sat op. Jared var død, hvilket han var klar over, men tøsen var jo nu og da stadig hans ansvar, da det også havde været en del af aftalen med manden, før ægteskabet. Det havde måske ikke ligefrem været lutter lykke, for det var det skam på ingen måde! Han sukkede dæmpet, som han tog en ordentlig tår igen. Det var mørkt, stedet var kun oplyst af de enkelte stearinlys, da han jo havde et glimrende nattesyn og kunne se uden det mindste problem, hvilket selvfølgelig også var til hans egen store fordel. Tungen strøg han let over sine egne læber, idet han vendte blikket mod vinduet. Ugler og fugle fløj roligt forbi, som de tydeligt måtte være på vejen i retningen af syd, for den kommende vinter. Det var bestemt heller ikke fordi at kulden direkte bed sig på ham, for han var et dødt væsen, men vinteren og efteråret, havde han altid sat umådelig stor pris på – nætterne var lange, og mørket hersket i frygtelig lang tid, så det kunne bestemt heller ikke blive bedre end det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han var en umådelig presset mand, som faktisk kunne lide det arbejde som han havde her, selvom.. landet havde brug for en regent, og det var bestemt ikke ham, og det vidste han! Han havde forgæves flere forsøgt at få Hope til at tage over, men hun havde nægtet.. Han følte sig virkelig, virkelig presset efterhånden!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var virkelig ved at være sent, så sent at himlen var begyndt at lysnes blot en smule. Det havde taget Athena mere end et par timer at komme til Manjarno fra Dvasias efter sit møde med kongen. For et kort øjeblik havde hun glemt alle de bekymringer som havde luret lige rundt om hjørnerne, netop fordi at kongen havde skænket hende muligheden for at få et godt arbejde – et ærligt og værdigt et af slagsen. Det ville betyde at hun var nødt til at vende hjem til Dvasias, af den grund var hun tvunget til at søge til Valerio for atter at få sin frihed igen. Efter den lange vandren først fra Imandra til Dvasias og fra Dvasias til Manjarno, så var hun efterhånden forbandet udmattet ikke mindst fordi hun hverken havde fået sovet imellem, eller var blevet mættet. Far havde formået at vække dyret til live ved de alt for pirrende kærtegn, det havde fået hende til at hungrer på en måde som skræmte hende, men som endnu ikke havde fået hende til at opsøge hjælp. I stedet var hun nu på vej direkte ind i løvens hule, denne gang mere forberedt end hun havde været den første gang, hun var gået ind af Neutraniums porte. Med faste skridt fulgte hun efter den tjener der havde indvilliget i at efterkomme hendes efterspørgsel med henblik på Valerio.
I hånden holdt hun det dokument som hun havde fået tildelt af Evan men som var underskrevet af sin kære og nu afdøde far. Hendes hjerte slog med faste, lettere nervøse slag også selvom hun var fast besluttet, og denne gang ville hun ikke lade ham ligge så meget som en hånd på hende, ej heller selvom hun var stukket af, og teorien endnu var hans brud, hun var under hans magt til han underskrev de papirer. Langsomt nærmede de sig det som hun vidste var hans arbejdsværelse hvilket kun fik hende til at synke en klump. De blonde lokker hang elegant langs den ene side, endnu sat på samme måde som hendes kære bror havde arrangeret det inden hun var taget af sted, og klædt i en ikke synderlig smuk kjole, men som på trods af det komplimenterede den slanke skikkelse. Roligt stoppede hun op bag tjeneren der bankede på døren, kun for at åbne den. ”Jeg beklager hvis jeg forstyrre Dem, deres excellence, men Deres hustru Lady Athena er vendt hjem,” informerede han høfligt. Athena rynkede lidt utilfredst på panden. Hun var ikke hans hustru for længe endnu, det var helt sikkert, på den ene eller den anden måde skulle hun nok få ham til ay underskrive de papirer. Kort lagde hun hånden mod tjenerens skulder og sendte ham et lidt undskyldende smil. Valerio var en mand af vold, og hun ville nødig blande andre ind i det. ”Jeg tager over herfra, mange tak,” endte hun roligt. Han nikkede sagde og trådte tilbage så hun kunne træde ind i arbejdsværelset. Døren lod hun roligt glide i bag sig hvilket efterlod dem alene, uden at sige noget lod hun de bitre grønne øjne hvile på Valerios skikkelse, og følte intet andet end had og afsky vælde op i hende.

[Deleted]

Valerio havde egentlig aldrig været en mand af fold, før det som var sket nu. Han havde mødt sin kære mage, en kvinde som han ikke kunne få ud af hovedet, og det var selvfølgelig noget som skulle gå så kraftigt ud over Athena, selvom det ikke var noget som han gjorde med vilje. Aftalerne med Jared havde været klare, og til nu ville han da selv personligt mene, at han havde gjort frygtelig meget for at opfylde den rolle, som havde været ham pålagt som kvindens mand. Han havde stillet hendes sult, også selvom det ikke havde været mere end den ene gang på deres bryllupsnat, at han havde haft muligheden for det, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hvor tøsen var blevet af, vidste han ikke, og et sted så var det en tanke som virkelig irriterede ham som intet andet overhovedet, for han havde ikke tid eller ressourcer til at skulle rende rundt og lede efter en oprørsk ung kvinde, som i sandhed burde kende sin plads, når den så nøje var blevet udpeget for øjnene af hende! Det var noget som virkelig pissede ham af! Han var en presset og ikke mindst stresset mand, og det var noget som i den grad også måtte gøre sit for hans vedkommende, det var der ikke nogen tvivl om.
Valerio hævede hovedet ved de bank på hans dør, og tjeneren som kiggede ind. Var Athena kommet hjem? Et sted så lettede det hans hjerte, udelukkende fordi at hun havde været hans ansvar til nu, og han kunne jo ikke ligefrem passe på hende, når hun ikke var der, så selvfølgelig var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for ham! Han rejste sig roligt op, idet han havde lagt fjerpennen fra sig. Det var bestemt heller ikke fordi at det var en nem opgave for ham selv, for han havde virkelig meget om hovedet lige nu! Synet af hende, allerede inden, han havde haft muligheden for at åbne munden yderligere, var noget som gjorde ham direkte stiv og fast i minen, for han fandt sig bestemt heller ikke i det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Jeg som var ved at sende diverse eftersøgninger ud efter Dem.. De har været savnet,” endte han ganske sigende. Han vidste jo trods alt at tjeneren stod ude på den anden side og lyttede, og derfor skulle han vel også vise sig lidt mere fa den bedre side af? Lige nu var det ikke fordi at han havde for meget i tankerne, eller for mange forventninger, andet end hvad folk krævede af ham fra før af, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Tænderne bed han fast og tydeligt sammen. ”Jeg tolerer ikke den slags oprørske opførsel.. Hvor pokker har du været?” spurgte han med en yderst kortfattet mine. Han kneb øjnene tydeligt og fast sammen. Et sted lettet over at se hende, også selvom det var skuffelsen over, at det ikke var den kære nymfe som han var stødt på i hans egen jagt.. Men hvorfor pokker skulle hun da opsøge ham her?

[Athena Maloya Mathimæus]

Om Valerio overhovedet havde hørt om hendes fars død, var ikke til at sige og i det store og det hele betød det ikke det store så længe hun havde hans underskridt. Athena trådte roligt ind i arbejdsværelset, og undrede sig på ingen måde over at det var her Valerio måtte befinde sig. I mere eller mindre alle vågne timer havde han været der, foruden når hun skulle mættes og det var ikke noget som tog synderligt lang tid. Hun forsøgte at hanke lidt op i sig selv, for ikke at lade den afsky knække hende, nu hvor hun følte den true sin indre styrke. Hun var her af en grund, og det var for at bryde de lænker han havde omkring hende. Måske hun ikke havde været let at håndtere, hun havde altid været oprørsk og hun var en kvinde af meninger, og det var noget som hendes kære ægtemand ikke kunne forholde sig til Ryggen lod hun hvile mod døren lænede sig en smule op af den, mens blikket fulgte hans skridt mod hende. Tjeneren lyttede uden for, det havde ikke stoppet ham til nu, så hun regnede ikke ligefrem med at det ville redde hende fra noget som helst. Denne gang ville hun ikke lade ham slå, uden selv at slå igen, det lå ikke til hende, Evan havde jo trods alt trænet hende til det stik modsatte. Hun lukkede hånden mere fast om det dokument hun holdt omkring. I det store og det hele vidste hun ikke om det ville blive et problem at få ham til at underskrive det, ikke desto mindre så var hun kommet for sin frihed. Hans ord fik hende kun til at hæve et lidt dovent øjenbryn. Han havde faktisk lagt mærke til at hun var forsvundet? Og efter uger valgte han langt om længe at eftersøge hende? Det var da kun på tide. ”Spar dig, Valerio. Jeg er ikke naiv nok til at tro at De rent faktisk har manglet mig, ikke desto mindre så er det noget De må vende Dem til,” svarede hun langt mere bestemt end hun følte sig. Hun vidste at de nervøse hjerteslag afslørede hende ligeså meget som de havde gjort under deres bryllup, men det kunne hun ikke tage sig af nu. Det at han endte mere oprørt morede hende et sted kun. Så var vi tilbage ved hvad hun huskede ham som. Hun rettede sig op og tog et roligt skridt mod ham, uden at tage blikket fra hans. Det var slet ikke med samme høflighed eller respekt, for hun havde mildest talt intet til overs for en mand som ham. ”Det kan jeg ikke bryde mig om. Jeg tog hjem, Valerio og jeg agter skam at tage tilbage dertil når først jeg har fået dig til at skrive under på dette,” hun rakte ham det dokument som hun stod med i hånden. Præcis hvad der stod vidste hun ikke, Evan havde kun kort forklaret hende at det gav hende muligheden for at blive skilt fra ham. Den kulde hun så i hans øjne var hun efterhånden vant til, alligevel så formåede den at skræmme hende, som den altid havde gjort. ”Den bør være underskrevet af min far, og så snart du har sat dine kruseduller vil du være fri for mig igen,” informerede hun roligt. Aldrig om hun ville ligge sig i hans seng igen, aldrig om hun nogensinde ville kalde sig for hans, for ham havde hun ikke været andet end en genstand han ejede, det fandt hun sig ikke i, på trods af at hun trods alt var hans endnu.

[Deleted]

Valerio havde skam lagt mærke til at hun ikke havde været der, også selvom han ikke havde set nogen grund til at skulle gribe ind bare sådan uden videre. Han vidste, at hun havde været i stand til at klare sig selv, for selv han havde været kendt med Evan og hans teknikker og metoder indenfor træning, men ikke desto mindre, ås var der ikke ligefrem noget som man kunne gøre ved det af den grund. Han lod hænderne søge om på ryggen, også for at stå imod den evige lyst til at slå hende, for det var virkelig, virkelig ikke særlig sjovt! Han kneb øjnene let sammen. Han havde skam godt hørt om Jareds bortgang, også selvom han havde et sted gættet sig til at det havde noget med hendes forsvinden at gøre..? Han vidste det ikke, for de følelser og tanker, var heller ikke ligefrem noget som han var den største ekspert på, og til tider, så var det faktisk noget som et sted kunne irritere ham! Han var en mand med meget at lave, og hun havde kun efterladt ham med meget ekstra, og det var slet ikke noget som han accepterede på nogen måde! ”Jeg kan garantere dig for, at jeg har bidt mig mærke i at du ikke har været til stede, Athena.. Jeg havde ellers regnet med, at jeg tydeligt havde markeret ind for dig, hvor mine grænser gik,” endte han ganske kortfattet. Det kunne godt være Jared ikke længere var til, men i hans verden, så stod det hele endnu fast, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Ægteskabet varede skam ved, for det havde været ægte nok med vielse, løfter og ring og det hele, og derfor var det ikke bare noget som man lavede om, bare sådan uden videre! Hendes ord fik ham dog til at rynke lidt på næsen, selvom det bestemt heller ikke var noget som han kunne tage sig videre af. Han fnøs. ”Og hvad pokker er så det?” spurgte han med en ganske kortfattet stemme, idet han kraftigt rev det til sig, åbnede det, og lod blikket glide igennem det. Efterhånden så var han så vant til det skrevne sprog, at det ikke tog ham særlig lang tid at skulle læse det igennem. Næverne knyttede han ganske fast. Et sted en blanding af en skilsmisse og en skideballe af en afdød mand, selvom det bestemt heller ikke var noget som han var meget for at informere denne Athena om! Han skulle bestemt ikke give hende den tilfredsstillelse, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Det var jo heller ikke fordi at han havde noget andet valg end at underskrive, af hvad han kunne se, også selvom det bestemt heller ikke var en glæde som han havde lyst til at skænke hende bare sådan uden videre! Skulle han eller skulle han ikke? Selvfølgelig ville det heller ikke ligefrem gøre ham noget at slippe for hende! Så slap han for at tænke mere over det! ”Fint..” endte han ganske kortfattet, som han greb ud efter fjerpennen. Jared var måske død, men han respekterede faktisk manden. Han skrev hurtigt under og lagde igen fjerpennen fra sig.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena var forundret over at Valerio havde bemærket at hun ikke havde været der, Evan havde jo netop fortalt hende at manden nok end ikke ville se det, fordi han var så pokkers afhængig af det arbejde. I løbet af de vågne timer havde hun næsten ikke set ham, de havde været gift i et par uger, men hun kendte stadig ikke manden bag. Hun betragtede ham og forsøgte virkelig at forholde sig rolig og neutral, men et eller andet sted var hun stadig bare en bange, ung kvinde, hans hånd havde brændt sig ind overalt hvor den havde været, og jo tættere han var kommet jo mere afsky følte hun, han havde slet ikke været som hun havde regnet med, på trods af at hun virkelig havde prøvet at få det bedste ud af det. Hun var færdig med at finde sig i den slags, særligt fra ahsn side. Som han tog imod dokumentet endte hun selv med at folde hænderne foran sig. Blikket lod hun søge omkring arbejdsværelset.. det lignede sig selv også selvom hun kun havde set det en gang eller to, det var ikke andet end bøger og dokumenter af alle former og arter, hun ville aldrig blive i stand til læse dem alligevel, så for hende var det fuldkommen uinteressant. ”Og alligevel er du først ved at efterlyse mig nu? Jeg tvivler på at jeg har været så manglet som du påstår Valerio, og jeg tør vove og påstå at du aldrig gav mig en chance for at følge dine grænser, og nu er jeg ærlig talt lidt ligeglad,” Athena knyttede hænderne velvidende om at den slags kommentarer normalt ville give hende et slag eller flere, men hun følte sig mere modig end hun havde gjort for et øjeblik siden, et sted lidt stolt over at hun rent faktisk stod op for sig selv, overfor en mand der havde behandlet hende på den måde! Deres ægteskab var skam mere end lovligt, det var foregået på den korrekte måde, de havde endda fuldbyrdet bryllupsnatten, det var et under at far overhovedet havde formået at skaffe sig gyldige papirer til at kunne rive hende ud af det når som helst. I stedet for at svare, trak hun let i mundvigen og betragtede ham stilfærdigt mens han læste dokumentet over. Hendes hjerte slog mere fast, for hun frygtede et sted at han kunne finde på at nægte at skrive under. Lettere spændt bed hun sig i underlæben, og så til mans han greb ud efter fjerpennen. Hun åndede lettet op. Ville det ikke blive sværere? ”Vi lettes begge to for den fuldstændig unødvendige byrde,” endte hun roligt, og fandt den lille ring frem fra lommen. Hun havde den på sig i tilfælde af, og efter alt det med Evan, så havde hun jo til dels godt kunne lide tanken om at være gift, fordi det om ikke andet betød at hun ikke var alene. Roligt trådte hun op på siden af ham ved skrivebordet og lagde ringen foran ham. Den havde hun jo intet at bruge til mere, og hun følte intet andet end lettelse ved endelig at være fri af den!

[Deleted]

Valerio havde ikke direkte været bange for at hun ikke kunne klare sig selv, for det vidste han at hun havde været i stand til, hvilket skam også var grunden til at han først valgte at gøre noget ved det nu, frem for at have gjort det tidligere. Han kneb øjnene fast sammen ved hendes ord. Hun kendte ham ikke, hvilket han vidste, for det var ikke noget som han havde ladet nogen gøre, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo egentlig bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg vidste at du var i stand til at forsvare sig selv, for ikke at glemme, at jeg næsten har haft på fornemmelsen at din kære træner og far har været indblandet. Hvorfor skulle jeg sende efterlysningerne ud, når jeg ved at de nære relationer har været indblandet?” spurgte han ganske sigende, som han lod hovedet søge let på sned. Velvidende om at byrden kunne slippes, ville bestemt ikke gøre ham det mindste, for det var en tanke som faktisk glædede ham og selv havde en direkte lettende effekt, selv på ham, så var der slet ikke noget som han kunne lægge skjul på af den grund. At læse dokumentet igennem, gjorde det kun tydeligt for ham, at han slet ikke havde noget andet valg end at skrive under, hvilket selvfølgelig var noget som måtte irritere ham lidt, for et sted så var det jo et brud på aftalen, velvidende om at dette så sandelig også var Jareds ønske, og det var den eneste grund til at han valgte at gøre – at skrive under selvfølgelig, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Valerio skrev under, kun for at række dokumentet tilbage til hende, hvor hans mine alligevel var endt en kende mere fast. Arbejdsværelset lignede måske sig selv, men ikke desto mindre så havde han faktisk ikke noget imod at hun stod der. Han betragtede hende med en ganske sigende mine, og med en yderst kortfattet mine i ansigtet. ”Kald den unødvendig, om det er hvad du vil definere den som det. Jeg indgik den aftale med din far af en grund,” endte han ganske kortfattet. Ja, et sted så var han vel også selv ensom, selvom han ikke var meget for at erkende det selv, men det hele havde jo selv taget en massiv drejning efter hans brors død, så selv det var noget som påvirkede ham selv på denne her måde, og det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han lod hende tage dokumentet. Ja, hun var ligeglad med ham, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans mine var fuldkommen følelsesløs, for selv ikke en mand som ham, ønskede at tvinge hende form eget til ting som hun slet ikke havde lyst til.”Så smut med dig, før jeg ender med at fortryde det..” endte han med en yderst kortfattet mine, som han igen vendte blikket i retningen af arbejdet i stedet for. Det var vel det eneste som han faktisk havde nu?

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena var udmærket i stand til at klare og forsvare sig selv, hun havde jo bevist det selv en gang eller to overfor ham i og med at hun havde valgt at slå igen når han havde lagt hånden på hende. I sidste ende havde det kun ført til flere slag, men det var lige meget nu, den slags havde hun været så vant til via den træning som Evan havde udsat hende for, fysisk smerte plagede hende ikke som sådan. Hun hævede et øjenbryn mod ham og satte hånden i siden. Han havde ganske vidst en god forklaring, men i så fald forstod hun ikke hvorfor han ikke havde fået hende hentet, så meget som han var gået op i at hun var hans genstand. ”Det kan jeg skam, og det er korrekt at min træner var indblandet jeg vil gå så langt som til dels at kalde det mere en kidnapning. Under alle omstændigheder tror jeg næppe at de har hungret efter at få mig hjem,” påpegede hun lidt ligegyldigt. Et sted var det alt sammen lige meget nu hvor hun faktisk var en fri kvinde, lænkerne bandt hende ikke, og selvom hun var lettet var det også underligt. Hun var faktisk ked af at de ikke havde fået det til at fungere, det kunne have været en chance for endelig at cutte båndet til Evan, og han havde jo heller ikke altid været lige skidt, kun langt det meste af tiden, og som regel stammede det jo ud fra ægtesengen. Athena havde ikke selv læst dokumentet igennem, hun havde ingen idé om hvad der stod skrevet for det ville tage hende timer at komme igennem, så vidt hun havde set var det forholdsvist langt. Valerio var en ensom mand, det vidste hun allerede, han havde jo intet andet end arbejde, og hun havde forsøgt at gøre lidt op for det, men han havde jo ikke ladet hende, og nu var hun mildest talt ligeglad med hvad der skulle hænde ham også selvom hun på en eller anden mærkelig måde følte.. et eller andet, ikke romantisk nærmere end form for sympati. Hun tog imod dokumentet og lod kort blikket løbe ned over hans underskridt. Fantastisk.. hun var en fri kvinde! Et stille smil spillede over læberne. Det havde slet ikke været så slemt som hun havde forestillet sig at det ville være. Der havde været en grund til ægteskabet, hun havde aldrig rigtigt fanget den, men det var også lige meget, for det var noget som far havde bedt hende om at gøre, og hun havde stolet på hans dømmekraft hvilket havde været en ringe idé. ”Grunden fik jeg aldrig med, jeg var blot et middel,” påpegede hun en anelse bittert. Nu havde han intet andet end sit arbejde, og det var hans egen skyld, hun kunne være blevet.. de kunne have haft et ægteskab bygget på respekt frem for kærlighed, men end ikke det havde han været i stand til at skænke hende. Hun nikkede sagte, og trådte mod døren. ”Måske det ikke er meget værd nu.. men jeg er faktisk ked af at vi ikke formåede at få det til at fungere.. du er ikke helt skidt altid,” påpegede hun med manglende spor af følelse i stemmen. Det eneste hun så for sig var hans hårde hånd og følelseskolde mine, og så deres bryllupsnat.. hvis hun kunne slette en ting fra sin erindring så var det den nat. ”Farvel Valerio,” endte hun roligt før hun åbnede døren og trådte ud. Hun efterlod ham som altid i arbejdsværelset, mens hun selv satte kurs tilbage mod Dvasias hvor Zacharias ventede hende.

//Out

[Deleted]

Valerio vidste at Athena var en kvinde som kunne stå op for sig selv, når hun ville om ikke andet, selvom det ikke var sket til nu, men det var nu bare sådan at det måtte være. At hendes far og træner havde været indblandet i hendes forsvinden, forundrede ham nu ikke, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Han betragtede hende med en ganske sigende, og yderst kortfattet mine, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det nu. Han himlede let med øjnene. Han havde jo altid vidst det, selvom det dog ikke var noget som han kunne gøre op for nu! ”I og med at de var indblandet, så ved jeg, at du var i sikkerhed. Jeg havde med andre ord ikke nogen grund til at blande mig yderligere i den sag,” endte han ganske sigende. Sandt var det jo faktisk, for ikke at glemme, at det nok ikke lige havde været Jared som han havde haft den største lyst til at støde på, bare sådan uden videre, for han vidste og var klar over, at han måske havde brudt den aftale en smule som han havde haft med manden, for.. han havde jo trods alt været der for hans datter, bare ikke under de omstændigheder, som de ellers havde snakket om skulle være til stede, men det var jo for sent at gøre noget ved nu. Han havde nydt tanken om at være gift, selvom kvinden desværre havde været den forkerte, og han vidste at hun havde været den forkerte, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han rystede let på hovedet. Han var en ensom mand, og havde været det igennem frygtelig mange år nu, og det var noget som direkte drev ham til vanvid, så det at give slip på hende, var.. faktisk ikke så nemt, som han gerne ville have det til at være. ”Spar mig for det, Athena.. Og tag videre..” endte han ganske kortfattet. Ja, han havde måske ikke forsøgt helhjertet, men det var nu ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Ikke at det gjorde det meget bedre for hans del. Han vendte blikket mod hende, som hun søgte mod døren. Hun havde sikkert en masse andet at tage sig til, og nu hvor hun direkte havde kastet det dokument op i hovedet på ham, og tvunget ham til at underskrive, så kunne hun næppe være så ked af det, som det hun gav indtryk af. Han vendte blikket ned mod sin hånd, hvor han selv fjernede vielsesringen. Et sted.. en underlig fornemmelse, men.. befriende og alligevel tung. Det var svært selv for ham at forklare. En skidt mand havde han aldrig været helt igennem, og hun var klar over det? Ja, det gavnede jo ikke ligefrem ham nu! ”Farvel Athena..” endte han mere for sig selv, kun for at søge tilbage til arbejdet som han uddybede sig mere i nu, end det som han havde gjort før. Nu var der jo flere tanker at abstrahere fra!

//Out