Down in the dirt.

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent. Månen stod højt på himlen, lyste op i det tætte mørke der efterhånden havde lagt sig. Det var ved at blive koldt, vinteren nærmede sig med hastige skridt, hvilket allerede havde formået at skabe en mere trykket stemning omkring de lande som netop var blevet oplyst af den korte sommer. Selv Procias var ved at blive koldt. Det var en uges tid siden at landet var blevet indtaget af warlocker. Narcissa huskede ikke at hun var endt med at blive slået ud af den forbandede magiker, hun var vågnet til morgen, og havde efter et større besvær fundet ud af at hun ikke var kommet længere end til Manjarno. Hvordan hun var kommet dertil var et større spørgsmål. Nu hvor hun havde fået energien tilbage, var det endelig lykkes hende at finde sin vej til Dvasias, hvor hun havde nået den sorte sø, der lå i komplet ro under nattehimlen. Der var ikke en sjæl at spotte i nærheden, hvilket næsten skuffede hende, hun havde håbet på at finde sin kære søster der. Det havde ikke været muligt at komme i kontakt med hende hele dagen, noget var galt det kunne hun føle helt ind i knoglerne. Hånden lod hun glide igennem de blonde lokker, som hun med opgivende øjne spottede ud over det rolige vand. Hun havde endnu ikke været i den mørke cirkel, så hun lignede endnu noget der var løgn, dækket i blod og snavs efter at have ligget udenfor, bundet af lysets lænker der havde brændt sine spor over hendes håndled, ankler og omkring det slanke liv. Den mørke kjole stod ikke til at redde, der var utallige flænger og huller som hun ikke kunne tage sig af i øjeblikket. Måske hun fortrak at fører sig frem med anstændighed og værdighed, men lige i øjeblikket var det hendes kære søster som i højere grad måtte fange interessen. De mørke øjne var hårde som sten på trods af den uskyld der prægede hende, den selv samme som den naive Dafnir var faldet for, hvilket havde givet dem direkte adgang. På sit vis havde det været for nemt, og nu havde hun ingen idé om hvor vidt det var lykkedes dem at fuldfører, eller hvor pokker Malisha var blevet af. Den kølige vind strøg som et blidt kærtegn hen over hendes blege kinder, der efterhånden havde antaget en rosa farve netop på grund af kunden. Narcissa bed sig blidt og dog nervøst i den bløde underlæbe. ”Hvor pokker er du?” mumlede hun en kende frustreret, og håbede næsten at svaret ville komme til hende med vinden, desværre skete der ikke rigtigt noget. Hun slap et tungt suk og begyndte atter at vandre langs bredden. Det var koldt bare at stå stille, hun var allerede malet med gåsehud, en kappe havde jo ikke været nødvendig i Procias, forbandet lyse land, og forbandet være alt der hørte til! På nøgne fødder førte hun sig frem mellem det bløde græs, mens hun lod tankerne vandre. Måske hun allerede var taget hjem? I så fald så hun ikke nogle grund til hvorfor hun ikke var i stand til at svare hende. Dumme tøs – hun havde jo sagt at det var en virkelig dum idé, men ville hun lytte?!

[Deleted]

Mørket der havde lagt sig over Dvasias, var noget som havde fået mørkets væsner til at søge ud, hvor Pharrell var én af dem. Han var netop kommet fra Annikas grav, hvor han havde tilbragt et par timer, uden rigtig at sige noget. Han havde gemt hendes grav, så kun han vidste hvor den var – netop for at ingen skulle komme og ødelægge den. Det var måske ikke noget der normalt lå til en hård horrorleder at gå og passe en grav, men Annika havde haft en stor betydning for ham, hvor han tilmed havde ønsket at gøre hende til sin mage, men skæbnen ville dem noget andet, for nu var hun død og hun kom ikke tilbage igen. Hendes død havde knust ham i sit indre, skønt han ingen tårer havde fældet, for det lå ikke til ham, men hendes død havde gjort ham helt følelsesløs og kold, hvor han endnu engang var den kolde og indelukkede mand, som han havde været inden han havde mødt hende. Han savnede hende og manglede hende, og når det blev for meget, så tog han altid forbi hendes grav, som han havde gjort denne aften. Det krævede sit at være leder for en race som horrorerne, skønt de ikke var mange, så var de ustyrlige, hvor der skulle hårde regler til, for at holde styr på dem. Han havde allerede formået at samle omkring de tredive af dem, og skønt racens antal ikke kunne hamle op imod mange af de andre racer, der var over tusinder, så var det også kun fordi horrorerne var ved at være en uddød race.
Kulden generede ikke Pharrell, eftersom han var horror og immun overfor kulden som en vampyr. Vinden hev i hans mørkeblonde lokker, hvor han ellers bar nogle flossede mørkerøde bukser, der gik ham til knæene. Han rendt altid rundt i bare fødder, da det alligevel ikke kunne betale sig at bære sko, hvis en forvandling blev nødvendig – deraf bar han heller ikke nogen bluse eller top, da han rendt rundt med nøgen overkrop, så man tydeligt kunne se den store muskelmasse som udgjorde hans overkrop, der tydeligt kun bestod af muskler og intet andet. Ikke langt fra den sorte sø, lå selve hulen til Horrorernes opholdssted, det sted han selv havde skabt, hvor det faktisk havde været til ære for Annika, men nu kunne det næsten være ligegyldigt, eftersom hun var væk. Han ører opfangede roligt en stemme, hvilket fik ham til at se op, som han kom gående lydløst i det bløde og dog fugtige græs. Han begyndte roligt at sniffe i luften, som havde han været ulv, hvor hans natblå øjne søgte let omkring. Et kynisk smil gled over hans læber, som han opfangede den velkendte duft; warlock. Han endte med at gå i et med skyggerne, som han bevægede sig med lynets hast igennem terrænet, for at nå hen til stedet, hvor kvinden befandt sig. Han stod gemt bag nogle træer i skyggerne, hvor det var umuligt at se ham. Hans læber spillede ud i et smil, så hans sylespidse hjørnetænder blev synlige. ”Ser man det.. en lille warlock på afveje,” endte han tydeligt med en hånende tone, som han valgte at træde ud af skyggerne og afsløre sig selv. Han lagde armene over kors, hvor hans natblå øjne faldt på kvindens skikkelse. Hun lignede noget som var løgn og som tydeligvis havde været i krig, eller også som havde levet ude i naturen helt alene i alt for lang tid. ”Er du ikke klar over at stedet er hjemsøgt af vilde bæster? En kvinde som dig, burde slet ikke befinde sig herude helt alene,” endte han med en falsk bekymrende stemme.

[Deleted]

Dvasias stod netop under sit bedste lys.. det som ikke var, det var noget som havde fået langt de fleste af landets borgere til at søge ud, ikke mange levede under dagens lys, på trods af at de var i stand til det, det var trods alt ikke kaldt mørkets land for ingenting. Narcissa var klar over at hun befandt sig ude på den farligste tid af døgnet, men det var ikke noget hun tog sig af, hun havde sovet i et godt stykke tid kunne hun næsten gætte sig til, alligevel så følte hun sig stadig lidt svækket. Forbandede magiker, hun var overbevist om at det var ham som havde drevet energien ud af hende med de lyse tråde der havde sat sine tydelige spor på den fine, bløde hud. Månens blege lys oplyste mørket som det eneste de havde. Søens vand var så mørkt at den lukkede lyset ude og nægtede at spejle den smukke nattehimmel i sin overflade. Sidste gang hun havde været ved søen havde været endnu et af Malishas mange sindssyge idéer, men den var rent faktisk lykkes, det havde ikke været en selvmordsaktion ligesom det Procias, på sit vis frygtede hun faktisk at hun havde mistet sin søster. Efterhånden burde hun måske overveje at søge tilbage til den mørke cirkel, hun kunne forestille sig at der var et mindre kaos, for det kunne næppe være alle der var nået hjem i live. Alene tanken om råb og skrig fjernede øjeblikkeligt lysten til overhovedet at opsøge stedet. Hun tog sig til hovedet, næsten i håb om at det ville fjerne hovedpinen og den tyngende fornemmelse hun havde pådraget sig på vejen hjem. Nogle havde lagt hende på det kroværelse i Manjarno og det kunne næppe være Malisha for så havde hun vel bare taget hende med sig tilbage til Dvasias på magisk vis? Ligesom hun var blevet fanget af sine egne tanker, og havde erkendt at hun var alene, ramte stemmen hende. Den dryppede dirkete af hån hvilket fik hende til at himle irriteret med øjnene, og slippe et suk før hun langsomt vendte sig mod ham, og lod de mørke øjne falde på hans skikkelse. Hun hævede hånden blot for at sætte den i siden, bar sig frem med samme selvtillid på trods af sin tilstand. Et lidt køligt smil spillede om de rosa læber. ”Næh.. se hvad katten har slæbt med,” endte hun med en næsten triumferede tone. Der skulle mere til at irritere hende end en forbandet.. ja udmiddelbart ville hun sige blodsuger, til at bringe hendes pis i kog særligt i øjeblikket. Det var ikke længere vampyrer der var spændende.. dæmoner var en helt anden sag! Den falske tone af bekymring fik hende kun til at slå en direkte kølig latter op. Tja så havde hun da også fået aftenens grin, han havde jo tydeligvis ingen idé om hvem hun var.. det havde de færreste, ikke mange vidste at Malisha havde en søster. ”Vilde bæster skræmmer mig ikke, sødeste. Du er fandens ligeglad, men tro det eller ej jeg kan klare forsvare mig.. selv i nattens timer,” svarede hun endnu med det morende smil på læben. Det var hendes erfaring at hvis man først lod sig tryne, så havde fjenden for alvor en vej ind. ”Du virker sandelig som et selskabeligt kræ, men jeg er bange for at jeg ikke har tid til at være snaksaglig,” sagde hun en smule irriteret, som klar hentydning til at han skulle smutte inden hun mistede tålmodigheden. Armen lod hun atter falde slapt ned langs sin side, men uden at tage blikket fra manden, for dyr som ham var utilregnelige og hun havde ingen intentioner om a komme ud i problemer igen, hun var jo end ikke kommet ud af dem hun havde fra før af!

[Deleted]

At en warlock have begivet sig til den sorte sø, var noget som Pharrell hurtigt havde opfanget. Han havde visse problemer med en særlig race; varulvene, de holdt nemlig også til her ikke så langt her fra faktisk, ligesom horrorerne, da deres opholdssted lå i den hule, der kun lå omkring 500 meter herfra. Ved fuldmåne havde der allerede været en mindre intrige mellem horrorerne og varulvene, så han selv, der stod som leder, havde fået en del at se til, da han helst ikke så at flere af hans slags mistede livet, for de var i forvejen en uddød race, eller tæt på det var de i hvert fald! Han vidste godt at der foregik en intern intrige mellem warlockerne, dæmonerne og vampyrerne, hvor han direkte fandt det tåbeligt! Bare fordi de var de tre største racer, så gav det dem ikke nogen grund til at blive kæphøje, men han vidste at den borgerkrig, der dulmede i undergrunden, også ville blive de tre racers undergang, og det var netop det som han ville spille på. Hans natblå øjne søgte vurderende over hendes krop, som han så at hun gengældte blikket, men det var vel efterhånden også en normal vane at gøre i Dvasias? At vurdere sin mulige modstander og fjende, for her til lands kunne man aldrig vide om man mødte ven eller fjende. Som ved hende, skulle der dog mere til end et par hånlige ord til at irritere ham, da han efterhånden var vant til skældsordene grundet sin race. Et køligt smil gled over hans læber. ”Jeg tror snarere at det er dig, som er blevet slæbt med ind af katten,” svarede han roligt, som han gjorde et hovedkast mod hende, som tegn til hendes påklædning og det at hun lignede noget som var løgn. Han stak roligt hænderne i lommerne på de flossede bukser, inden han roligt gik mod hende, hvor han gav sig til at cirkulere omkring hende, med en god afstand imellem. At hun var i stand til at forsvare sig selv, ville han ikke betvivle. Han havde aldrig været mandschauvinistisk, for han havde mødt mange kvinder, der var bedre end mange mænd, men det var heller ikke det at hun var en kvinde, som gjorde at han var spydig, det var det at hun var en warlock. ”Ak ja.. det er typisk jer warlocks at gå frem med en arrogance, som kun vil blive jeres undergang i sidste ende,” svarede han roligt og med et svagt trak, som han stoppede op ved kanten af den sorte sø, inden han vendte blikket tilbage mod hende, hvor det kyniske smil kun bredte sig yderligere på hans læber. ”Hvem siger at jeg har intentioner om at snakke?” Tydeligt at han ikke just var venligsindet, skønt han alligevel ikke gjorde tegn til at virke advarende eller faretruende. Han havde godt hørt om warlockernes kup til Procias, hvilket var noget som havde frydet ham at høre, kun fordi de havde tabt stort. Han vidste så ikke om denne kvinde kom derfra, men hun havde blod på sin ødelagt og hullede kjole, så han gik ud fra at hun havde været i kamp på en eller anden måde. Hvis hun dog havde været med i kuppet i Procias, så burde hun vel ikke være her hos den sorte sø?

[Deleted]

Det var ret tydeligt at Narcissa havde haft gang i et eller andet, og hun havde heller ikke ligefrem gjort noget for at skjule det, hun havde trods alt endnu ikke været hjemme, hvilket nok var noget som mange ville gøre som det første. Uanset hvor miserable hun så ud, så førte hun sig frem med arrogance såvel som elegance. Hun havde aldrig været enig i nogle af Malishas idéer med henblik på hverken Faith og Kimeya eller Procias, men ikke nok med at der var tale om hendes søster, der var også tale om hendes leder, og loyalitet var noget som hun selv satte højt, hun havde ganske enkelt ikke haft noget at sige i den sag, tværtimod havde hun blot gjort hvad der nu engang var sin opgave. De mørke øjne betragtede den fremmede mand, der var endt med at træde frem bag skyggerne, hun stolede bestemt ikke på ham. Umiddelbart ville hun gætte på en vampyr. Den blege hud der lyste op under månens skær og de sylespidse tænder hun kunne ane et sted bag, det var bare noget som ikke var.. rigtigt, men hun kunne ikke rigtigt sætte finger på hvad det var. Hun ignorerede det for nu.. det var ikke vigtigt, hvilket hun måtte minde sig selv om. Skeptisk kneb hun øjnene armene og foldede roligt armene hen over sit bryst. Narcissa kluklo morende ved hans ord og så kort ned af sig selv. Hun ville give ham ret i at hun på ingen måde var præsentable af udseende, men om hun ligefrem var noget som katten havde slæt med ind, vidste hun ikke rigtigt. Hun endte dog med at trække lidt ligegyldigt på skuldrene, før de mørke øjne atter tilfaldt hans skikkelse. ”Det kan jeg til dels give dig ret i,” medgav hun dog med et lidt smørret smil. Helt løgn var det ikke, når det var sagt havde hun dog ingen idé om hvem der havde slæbt hende med, det kunne ikke være Malisha. Narcissa blev stående på på stedet og lod ham blot træde tættere på, også selvom hun nøje forsøgte at følge ham i sin gang omkring hende. Det var som at blive jagtet af et rovdyr, hun var dog ikke sikker på at han rent faktisk var på jagt. I et land som Dvasias kunne man ikke længere anse kvinderne for at være svage efter at det havde været kvindedomineret, det var dog heller ikke hendes mening at virke overlegen for en mand som ham, havde både en styrke og en hurtighed som hun aldrig ville kunne hamle op med. ”I mine øjne lød det der som en fordom. Det er sandt at vi måske er arrogante væsner, fred være med det, men vi kan diskutere hvor vidt det bliver vores undergang eller ej,” svarede hun og hævede et slankt øjenbryn som han endte med at nå tilbage i hendes synsfelt. Roligt vendte hun sig mod ham. Han virkede ikke direkte fjendtlig, men han virkede heller ikke venlig, alene af den grund havde hun et godt øje på ham, hun ville nødig ende med at blive overrasket. ”Det er der skam ingen der har sagt,” medgav hun, og sukkede lidt opgivende. Det lod ikke til at han havde tænkt sig at lade hende gå bare sådan, og at løbe fra et dyr ville være direkte dumdristigt, ikke noget hun ville forsøge i hvert fald!

[Deleted]

Pharrell kunne godt mærke at denne kvinde var påpasselig i hans selskab, hvilket faktisk gjorde ham tilfreds, for alt andet ville være dumt af hende. Måske han ingen magi besad som sådan, foruden det at han kunne forvandle sig til et frådende og nærmest ustoppeligt bæst, men han bar ingen fin magi som hun gjorde, hvilket gjorde at han også selv burde tage sig i agt. Han havde dog ingen intentioner om at angribe hende, det faldt ham bare naturligt at være spydig overfor hendes race, såvel som overfor dæmonerne og vampyrerne, da de var i gang med at starte en krig, som kun ville blive hele Dvasias’ undergang, og ikke mindst deres egen undergang. Han selv ville gerne føre sin race frem igen, men det skulle på ingen måde være som de tre andre racer gjorde, da det direkte var latterligt. Desuden så gik intrigerne ud på to af ledernes personlige problemer med hinanden, og de lod det gå ud over deres race; hvilket på ingen måder var en lederpost værdigt. Han havde intet udestående med nogen af de andre ledere, men han måtte erkende at han ikke fandt alle af lederne lige værdige. Han havde dog alligevel et mindre problem med en anden race; varulvene, som de var ved at blande territorierne sammen, hvilket gav intriger mellem dem, og det var han nød til at finde en løsning på. Han trak let på smilebåndet, da hun begyndte at slippe en latter og gav sig enig i hans ord. Hun lignede noget som var løgn, men af den grund ville enhver kunne se at hun var en smuk kvinde, skønt hun måske var lidt beskidt og blodig. Han selv havde altid godt kunne lide en kvinde, der kunne slå fra sig, hvor han ingen fordomme bar overfor det kvindelige køn, han havde støttet den tidligere dronning, på trods af at hun havde gjort landet kvindedomineret. Hun var blandt andet en af de kvinder som havde imponeret ham og vist sig værdig, samt mange gange bedre og stærkere end mange mænd han kendte.
Som Pharrell havde taget turen omkring hende, satte han sig let på hug ved søens kant, hvor han lod sin pegefinger stryge over den sorte og matte overflade, hvor vandet næsten føltes som var det tjære, da det virkede klistrende og vådt. ”Se hvor langt I kom ved Procias. I troede at I kunne indtage et helt land og overtage magten, det er netop jeres arrogance og det at I overvurdere jer selv, som vil blive jeres undergang. Eller lederens bliver det i hvert fald,” endte han roligt, som han end ikke så på hende, men det havde han heller ikke behov for, for at kunne se hende, for hans andre sanser hvilede på hende, så han vidste hvis hun bevægede sig. Han fandt ikke Malisha som en værdig leder, hvilket han aldrig havde gjort, hun var egoistisk og brugte kun racen for sine egne gøremål, han derimod tænkte kun på racens bedste, og ville altid kun handle ud fra det som var bedst for racen og ikke for sine egne personlige mål. Han vendte blikket mod hende, skønt det var neutralt, så kunne man alligevel fornemme en form for nysgerrighed over ham. ”Det er måske på grund af slaget i Procias, at du ligner et bidedyr?” spurgte han roligt, som han let hævede det ene mørkeblonde øjenbryn.

[Deleted]

Det ville være direkte dumt ikke at have både øjne og ører åbne når man stod overfor et dyr hvilket Narcissa udmærket var klar over. Hun var skam ganske påpasselig, særlig fordi hun vidste at hun var blodig, hvilket i den grad måtte være lokkende for en som ham, men også fordi hun ganske enkelt ikke ønskede at havne i flere problemer end det som hun havde fra før af. Når det var sagt, så havde han endnu ikke vist sig at være hverken sulten fjendtlig eller sulten, hvilket om ikke andet hjalp hende en smule. Nøje fulgte ham med blikket, også selvom hun i sidste ende, endte med at betragte de mørke vand foran hende, som lå fuldstændig upåvirket af alting, end ikke vinden formåede at rive i den i aften. Narcissa havde aldrig været fan af krig, hun var i den tro at Dvasias ikke kunne holde til den slags i øjeblikket, og hun var ikke interesseret i at besvære kongen med en borgerkrig, men hun var sin søster og sin leder loyal, hun havde ikke tænkt sig at gå imod Malishas ønske, om hun var enig eller ej, for det var bedre end alternativet, og hun måtte om ikke andet give hende ret i, at Dvasias ikke skulle fremstå svagt, desværre var hun bange for at det var hvad de netop havde sørget for.
Et suk brød de rosa, mens hun langsomt lod de mørke øjne søge tilbage på hans skikkelse. De tanker måtte vente til senere, hun havde alt for meget at finde ud af først. At det selv var en leder hun stod overfor var ikke rigtigt gået op for hende, for hun vidste skam hvad Horrornes leders navn var, men hun havde aldrig haft æren af at møde ham rent personligt, det var end ikke gået op for hende at det var en horror hun stod overfor og ikke en vampyr. Vinden tog de mørke lokker og lod den danse om det beskidte ansigt, Narcissa skubbede dem tilbage bag øreret for fortsat at være i stand til at betragte ham. Hvor han satte sig ved søens bred, blev hun selv roligt stående bag ham og betragtede ringene der bredte sig ud fra hans finger, ved strøget over det direkte sorte vand – den havde trods alt sit navn af en grund. Hun hævede et slankt øjenbryn og knyttede hænderne en smule fast ved hans ord. At dømme ud fra det, så var intet af det lykkes, men hun kunne hellere ikke vurdere hvor vidt hans ord betød at Malisha var død eller levende. ”Hvad vores motiv og hensigt var, er jeg bange for ikke vedkommer dig, når det er sagt så kan jeg næsten fornemme at det ikke lykkedes os,” konkluderede hun roligt. Hun himlede med øjnene. ”Sagde jeg det ikke nok,” mumlede hun lavt, og tydeligt irriteret. Hun havde jo sagt til Malisha at det var en dårlig idé, at de burde have ventet med at gøre deres træk! Det var dog heller ikke fordi hun direkte havde tænkt sig at give udtryk for sin modvilje, for hun støttede skam sin søster, og hun havde i den grad sine fornuftige tanker.. andre var helt ude i hampen! Efter at have været forsvundet ind i sine egne tanker igen, vendte hun sig igen mod ham og brød den tænkende mine. Hun nikkede lidt opgivende. ”Det er det,” bekræftede hun yderst kortfattet. Hun var ikke bange for at erkende at de havde begået en fejl, men den forbandede magiker ønskede hun ikke at nævne så meget som et ord omkring, hun havde undervurderet ham fuldstændigt.. naivt. ”Hvem er du egentlig?” spurgte hun mere nysgerrigt, også for at fører samtalen over på noget lidt andet. De mørke øjne endte pludseligt mere kølige, det var om ikke andet rart rent faktisk at fører en samtale med en Dvasianer, hvor hun ikke var tvunget til at være sukkersød!

[Deleted]

Pharrell havde altid fundet særligt vampyrerne og warlockerne som arrogante væsner, der kun tænkte på dem selv og ikke hvad der var bedst for deres race i helhed. Han vidste godt at visse skilte sig ud, hvor han ikke ville dømme dem alle på ledernes handlinger, men mange fra hver race bar racens typiske træk, og warlocks havde altid haft en tendens til at spille høje i hatten, samt være forfængelige og stolte væsner. Det var måske ikke altid en dårlig ting, men det kom helt an på hvordan en leder førte sin race frem og han havde aldrig været fan af Malisha, men direkte fundet hende som en elendig leder og det var ikke fordi han mente at hun var svag, for han vidste skam at hun var en stærk warlock, men det var hendes tankegang som han ikke kunne lide, hvor det også kun var noget som gjorde at han slet ikke ville være sådan overfor sin race! Det havde han så heller ikke råd til, eftersom hans race var utrolig lille i forhold til mange andres, hvor den faktisk var ved at uddø. Han fjernede ikke blikket fra vandet, skønt hans sanser og opmærksomhed hvilede på warlocken der stod et stykke bag ham. Han fnøs let til hendes ord. ”Jeg må erkende at jeres motiv rager mig en høstblomst, i sidste ende vil jeg alligevel ikke finde nogen morale i det,” svarede han direkte, hvor han ikke var typen der pakkede tingene ind, men tværtimod sagde sin mening om den så var direkte hård og hensynsløs eller ej. Skønt hun dog mumlede sine ord, så opfangede han alligevel hvert et af dem, eftersom hans sanser var utrolig gode. Han kunne dog fornemme at hun ikke selv havde været fan af planen mod Procias, hvilket som sådan ikke kom bag på ham, for han vidste godt at alle warlocks ikke var enig i Malishas tankegang, men sådan var det vel altid? Han vidste også godt at det ikke var alle horrorer der var enig hans egen, men desværre kunne man ikke tilfredsstille alle, hvor man kun måtte tænke på flertallets bedste velbefindende, når man stod i en ledende stilling som han gjorde. Som hun spurgte ind til ham, måtte han løfte blikket, hvor han så ud mod omgivelserne, dog uden rigtig at se på dem, da han begyndte at spekulere på om han skulle fortælle hende det eller ej. Aldrig havde han været bleg for at fortælle hvem han var, eftersom han ikke havde noget at skamme sig over, men tværtimod var stolt af det som han havde opnået, men det var dog ikke altid godt at give oplysninger op omkring sig selv, særligt ikke hvis man ikke vidste om man stod overfor en fjende eller en ven, og han tvivlede på at dette var en ven, men om det så var en fjende kunne han heller ikke sige. Han endte med at rejse sig, hvor han vendte sig mod hende med et lettere overlegent smil på hans blege læber. ”Jeg er Pharrell Van Ipswich. Horrorernes leder,” præsenterede han sig med en tydelig stolthed i stemmen, som slet ikke var til at tage fejl af, for det var kun svagt ikke at stå op for den person man var.

[Deleted]

Narcissa var ikke den hurtige til at bedømme andre racer udelukkende fordi hun ikke troede på at de mange fordomme kunne gøre nogen gavn for nogle af racerne. Det frustrerede hende at Malisha havde forsøgt at vise en point med sine mange angreb, men at det kun var endt med at give bagslag i sidste ende, hvilket fuldstændig havde ændret folks syn på dem. Hun betragtede ham med rolige og dog kølige øjne, hvilket blot var blevet hende en vane. Procianerne faldt øjeblikkeligt for det søde smil hun kunne præstere at lade spille over læberne og den uskyld hun kunne male i sine øjne, men hun hadede at gøre det, af den grund så ville hun mene at det kun var på sin plads at være sig selv overfor sine egne landsmænd også selvom hun ikke vidste hvad hun kunne forvente sig af lige denne mand. Det var endnu ikke gået op for hende at det var en af de efterhånden sjældne horrorer hun stod overfor og ikke en fuldendt vampyr, havde hun vidst det ville hun måske havde slappet mere af, udelukkende fordi at vampyrer desværre var utilregnelige men til dels lokkende, vareulven havde en tendens til at bringe en hvis form for jordnærhed, som var lettere at håndtere. Lettere smørret trak hun på smilebåndet af hans ord. ”Jeg er ked af at skuffe dig, men sidst jeg så efter var vi i Dvasias, det er ikke ligefrem kendt for at have den største morale,” påpegede hun næsten morende. Ja på sit vis kunne man godt sige at Malishas sindssyge havde smittet af på hende i løbet af årene, men under alle omstændigheder så havde hun en tand større fornuft end det som den kvinde havde. På trods af den lave mumlen så vidste hun at han nok ville høre dem udelukkende fordi at hans sanser var langt mere veludviklede end så mange andres. Hun havde bestemt ikke været tilfreds med angrebet på Procias, det havde været for stort et projekt på nuværende tidspunkt og hun var ikke bange for at erkende at hun havde begået en fejl, så længe det var under rette omstændigheder. Malisha var hendes søster såvel som leder, og hun havde ikke noget andet valg end at følge en ordre hvad end hun var enig eller ej. Hånden lod hun vandre igennem de mørke lokker der indrammede den uskyldige mine, mens hun betragtede ham. Det var bestemt ikke fordi at hun nærede nogen form for tillid til en fremmede som ham – tværtimod. Hans præsentation kom alligevel lidt bag på hende. Først nu gik det op for hende at det altså ikke var en fuldblodig vampyr hun stod overfor. Smilet bredte sig kun yderligere. Hånden førte hun lettere tænksomt til hagen mens hun sendte ham et mindre elevatorblik. ”Ser man det.. Horrorernes leder, det er ikke ofte man ser jeres slags mere. Mit navn er Narcissa Pamariaz Malachi,” endte hun roligt, mest af ren og skær høflighed, nu havde han givet hende lidt, så måtte hun jo næsten give lidt igen, om han så ville genkende navnet eller ej, det vidste hun ikke, det var noget som tiden måtte vise. Hun bukkede hovedet mod ham i en.. mere eller mindre respektfuld hilsen, han var en leder og ja hun nærede respekt overfor autoriteter også selvom hun ikke havde den fjerneste idé om hvad han stod for, det var ikke hans race der var mest op at vende i disse dage, også fordi at der var så få af dem tilbage, noget som hun næsten så som synd og skam der var noget symbolsk over den race på en måde.

[Deleted]

Pharrell havde aldrig været en mand der som sådan havde båret fordomme, men han måtte erkende at han ikke brød sig om den måde hverken warlockerne, dæmonerne eller vampyrerne førte sig frem på, netop fordi det var de tre racer der var i færd med at skabe en borgerkrig i Dvasias. Hans loyalitet lå i kongehuset, som han havde svoret troskab mod, da han havde mødt dronningen i sin tid og han havde også lovet at sværge troskab til hendes søn, den nuværende konge, hvor han ikke havde i sinde at bryde det løfte. Han havde før været med til at bekæmpe oprørere i Dvasias, da det i Procias havde skabt en kædereaktion i Manjarno og her i Dvasias, dog havde det ikke været særlig længe og så slemt som i Procias, hvilket også kun var til landets bedste, men en kommende borgerkrig ville ødelægge utrolig meget i Dvasias og efterlade landet helt splittet og ødelagt – alt efter hvor store konsekvenserne var – så han måtte erkende at han ikke var fan af den krig, hvor han også gerne ville blande horrorerne ude af den – mest af alt fordi de var så få. Han trak let på smilebåndet til hendes ord og trak let på de nøgne og muskuløse skuldre. ”Og der må jeg skuffe dig og fortælle at visse faktisk har morale,” svarede han roligt og lettere modargumenterende, da han ikke var enig med hende på det punkt. Mange havde ingen morale, men der var alligevel nogle som faktisk havde. Han ville også mene at alt efter hvordan en leder opførte sig, så smittede det af på resten af racen, da en leder var et forbillede for mange, skønt der altid ville være de som var imod og selvom horrorerne snart var en uddød race, så var der faktisk selv få som han vidste ikke var helt så enig i hans metoder som andre var, men det var også umuligt at stille alle helt tilfredse, derfor måtte man gøre det som gavnede racen i længden og størstedelen af den. At hun sendte ham elevatorblikket, som han præsenterede sig, tog han ikke særlig tungt. Hendes ord kom heller ikke bag på ham, da de ganske vidst ikke var særlig mange. ”Nej jeg må desværre erkende at racen har været skilt og er ved at uddø. Men det er jeg i gang med at lave om på,” fortalte han med et gådefuldt blik. At hun selv præsenterede sig, kom faktisk bag på ham, selvom det der mest kom bag på ham, var det at hun faktisk udviste respekt for ham. Hendes navn kendte han dog godt, hvor han let hævede det ene øjenbryn, inden et kynisk smil gled over hans læber. ”Og ser man det.. du er i familie med Malisha,” konstaterede han hurtigt, hvor smilet kun bredte sig yderligere. Om hun så var en søster eller en kusine kunne han ikke sige, da han ikke rigtig kendte så meget til de andre ledere når det kom til familie og det private. Han valgte dog alligevel at gengælde hendes lette buk med hovedet, som han godt kunne udvise respekt for andre racer, når de gengældte det. ”Du må næsten være hendes søster,” konkluderede han så efter en kort pause, hvor han ville gætte på det, på grund af mellemnavnet også var det samme, hvilket det normalt ikke var, hvis man var fætter eller kusine.

[Deleted]

Narcissa havde selvfølgelig set sig tvunget til at tage parti i borgerkrigen netop fordi hun var en så loyal kvinde, både overfor sin leder men også overfor sin søster, dermed havde hun dog ikke tilkendegivet sin egen holdning til det hele. Der gjorde på mange måder hendes liv mere interessant at leve og på den anden led mere besværligt, som nu hvor hun stod udmattet og lignede noget som han så pænt havde sagt, noget som katten havde slæbt med sig ind, og hun havde ikke den mest fjerne idé om hvor hun skulle finde sin kære søster. Armene lagde hun roligt over brystet og vendte de nøddebrune øjne mo den mørke sø. På trods af den sorte overflade, så fandt hun det faktisk som et smukt sted, hvilket også var grunden til at hun brugte det til at samle sine tanker. Det smørrede smil tog hun sig ikke af, hun var vant til arrogante væsner, hun var trods alt selv i blandt. Uden at se på ham, og uden at fortrække så meget som en mine, lyttede hun til hans ord. Hun havde levet i Dvasias hele sit liv, det var ikke fordi hun talte som en uvidende. ”Visse ja, men det drejer sig om et fåtal, jeg tvivler på at du ville få synderlig megen støtte hvis du forsøgte at fører dette land frem på baggrund af morale og etik,” påpegede hun lidt ligegyldigt.
Det havde bestemt aldrig været en del af Dvasias værdigrundlag. Tomlen lod hun blidt stryge langs sin blege hud langs overarmen. Hun var direkte udmattet, også selvom hun for nu valgte at bide det i sig, den sidste hun ønskede at gøre sig uvenner med var en ny leder, det lod der til at være mere end rigeligt af. Det fascinerede hende faktisk at han var en horror og ikke en vampyr, de vandrede efterhånden over det hele, men horrorene var blevet en frygtelig sjælden race inden for de sidste par år, og de havde for vane at holde dem for sig selv, de var ikke nær så frembrusende, men det var jo desværre nok warlockerne, dæmonerne og vampyrerne som i øjeblikket tog opmærksomheden fra de øvrige racer. Hun hævede et nysgerrigt øjenbryn og vendte blikket yderst interesseret mod ham. ”Af ren nysgerrighed.. hvordan planlægger du at gøre? Jeg mener.. det er den første race i mange år der har været i farer for at uddø,” endte hun roligt. Ja hun var ikke nær så fjendtlig som man havde tendens til at fremstille hende som, hun var blot utilregnelig når først der var grund til det, men så længe han forholdt sig roligt gjorde hun det samme. Narcissa lod roligt hånden vandrer igennem de mørke lokker, før den atter lagde sig over hendes bryst igen. Hans konklusion lod hende blot trække på smilebåndet. ”Det vil jeg næppe lyve mig fra,” erkendte hun en anelse hemmelighedsfuldt. Det var de færreste der var i klar over at Malisha havde en søster i det hele taget, af den grund, så kunne hun sagtens gå stille med dørene. ”Hvad afsløre mig?” spurgte hun lettere morende og trådte blot et enkelt skridt tættere på. Hans teori havde hun valgt indirekte at bekræfte udelukkende fordi det ikke lignede hende at være så direkte, den del overlod hun til sin kære søster, hun selv fortrak at lege!

[Deleted]

Måske Narcissa mente at det var alle der var uden morale, men der var Pharrell nu ikke enig, til gengæld ville han gerne give hende ret i at det var frygtelig få som faktisk havde én, og han vidste godt at han selv ikke var den mest moralske, skønt han heller ikke var som så mange andre mænd herfra landet, der kun tænkte med de nedre dele, for dem var der også alt for mange af! Han selv var dog ingen magtgal person, han var skam fornuftig på trods af at han var et dyr, og selvom han til tider blev styret af sine instinkter og mange ville slet ikke udgyde ham respekt, fordi han var hvad han var, men han var skam en mand der respekterede andre, hvis de viste sig værdige i hans øjne, der var naturligvis dem som han slet ikke havde noget til overs for, men ellers var han ikke en mand som var fordomsfuld overfor nogen. ”Måske ikke, men nu er jeg ikke interesseret i at styre noget land, måske jeg er leder, men jeg er ikke så tosset at prøve at udrydde min race helt ved at gå efter tronen. Ikke at man kan sige det samme om jer warlocks,” svarede han roligt, hvor det sidste blev udtalt i en mere mumlen for sig selv. Warlocksne havde altid været arrogante i hans øjne, og fordi de var en stor race med mange omkring sig, så havde Malisha ikke haft noget problem med at ofre sine egne mænd og kvinder i sin søgen efter at stile højere i magten, men der var Pharrell anderledes, måske han ikke havde råd til sådan en handling, da horrorerne var færre i forvejen, men han ønskede ikke at lægge sig ud med de forkerte i sit forsøg på at føre sin race frem, da han blot ønskede at de blev en større race i antal, og at de blev mere accepteret, og han skulle nok sørge for at det skete! De var måske ikke den eneste race der var tæt på at uddø i verdenen, men her i Dvasias der var de nok de eneste, hvilket naturligvis også et sted måtte ærgre ham på en måde, for han var en stolt horror, skønt han måske ikke var født ind i racen, for han var faktisk født menneske, men på en besværet vej, var han blevet horror til sidst, hvilket han havde levet som det meste af sit liv. Han lod de natblå øjne søge lumsk mod hende, da hun spurgte ind til hans race og hvordan han ville føre den frem igen. ”Det kræver nok visse regler, men ellers kan man jo bare gøre det indlysende..” Han forsvandt i en hurtig bevægelse og endte bag hende, hvor han løftede den ene hånd og lod en kold finger løbe hende ned over halsen og mod hendes nøgne skulder, som var brandvarm i forhold til hans kolde finger. ”Omgøre folk,” afsluttede han sin sætning, som et legende skær viste sig i de natblå øjne. Han blev stående bag hende, hvor han trak hånden til sig, han rørte sig dog ikke, men blev stående, hvor hun var den som måtte fjerne sig, hvis hun fandt ham for tæt på sig – hvilket folk havde en tendens til at mene, fordi han var det væsen han var. At hun var Malishas søster, måtte et sted more ham, men bare fordi de var i familie, var det ikke ensbetydende med at de var ens. ”Dit navn afslørede dig naturligvis,” svarede han roligt, hvor han let trak på de nøgne skuldre, som betød det ingenting. ”Men skønt I er i familie, håber jeg ikke at du er lige så snæversynet som din søster, det ville være.. en skam,” tilføjede han roligt, inden et kækt smil gled over de blege læber.

[Deleted]

Det var skam ikke fordi der ikke eksisterede morale i dette land, for det gjorde der, bare i så små mængder at man ville være nødt til at lede længe efter den. De eneste der havde love var vampyrerne, hvilket var noget som hun faktisk nærede respekt for, der var sm sådan ingen regler når det kom til det generelle land, og det skabte ikke direkte kaos, men det gav i hvert fald mulighed for alt den død og tortur der eksisterede i dette land, og som procianerne nok også havde fordommene mod. Når det var sagt så fandt hun naturligvis Dvasias som et fantastisk land, netop fordi der var den frihed. Det var bestemt ikke meget hun kendte til horrorenes leder, det var jo faktisk den første gang hun så ham i egen høje person. De mørke øjne gled ned over hans skikkelse næsten vurderende. Der var en forventning i hende som ikke helt var blevet tilfredsstillet, også selvom hun ikke kunne finde ud af hvad det drejede sig om. Narcissa hævede et slankt øjenbryn af hans ord. Hun lyttede før hun til sidst ende med at slippe en blid latter, der var præget af uskyld. Det var ikke underligt at hun var god til at snører de sølle procianere.. godtroende godtfolk. ”Jeg ved ikke hvad du har hørt eller fra hvem kære Pharrell, men hvis du tror at vi warlocks er interesseret i tronen så tager du fejl. Mattheus er vor konge såvel som din, og han har warlocksne i ryggen,” endte hun næsten morende. Det var trods alt ikke helt sandt.. Malisha havde altid været glad for at gå efter guldet, det var hende selv der havde fået talt hende fra at forsøge sig i Dvasias, for hun så faktisk helst ikke sin søster sidde som dronning, magten påvirkede hende, hvilket hun allerede følte nu hvor hun stod som leder, til tider var det hårdt at se på, men det var begrænset hvad hun kunne gøre ved det. Narcissa så ud over den mørke overflade. Hun havde ikke været her siden de havde formået at slå Faith og Kimeya ihjel, en direkte tåbelig handling, men nu var det om ikke andet gjort! Nysgerrighed havde altid været et af Narcissas store svagheder. En race som horrorene der var tæt på at uddø, gjorde hende nysgerrig også på hvordan han havde tænkt sig at skabe flere, det ville være synd og skam hvis de skulle undvære dem. De mørke øjne skjulte ikke den nysgerrighed der stod i sindet, som hun igen lod det falde til hans. Hun nikkede stilfærdigt. Det indlysende ville enten være at omgøre eller at tvinge folk til at parrer sig hvilket var.. grotesk men igen det var Dvasias. ”Det er sandt, det...” hun tav i samme øjeblik han forsvandt hurtigere end hendes reaktionsevne var i stand til at følge med. Den kølige finger som løb langs hendes varme hals, sendte kun et gys gennem kroppen på hende. Hendes hjerte bankede mere fast, når alt kom til alt var hun selv kun en kvinde. Hun blev stående med ryggen til ham, forsøgte at fornemme hans bevægelse omkring hende. ”Sandt er er en mulighed. Men fortæl mig hvordan det fungere.. lad os antage at du satte tænderne i mig nu hvor du havde muligheden.. ville jeg blive horror eller ville jeg blive enten vampyr eller vareulv?” spurgte hun med en uhyggelig rolig tone. Der var jo set tilfælde af det andet. ”Naturligvis,” endte hun dæmpet og slap et suk. At han så skulle bringe Malisha op vækkede kun hendes vrede. Hun vendte hovedet så meget mod ham som hun var i stand til, kastede et blik over sin nøgne skulder. ”Vov ikke at tale sådan om min søster! Du har ingen idé om hvem hun er og hvad hun står for.. eller hvad hun har kæmpet sig igennem,” tilføjede hun lidt advarende. Malisha var snæversynet, men hun var hendes søster og hun elskede hende.

[Deleted]

Der var ikke meget morale i Dvasias, hvilket Pharrell ville give Narcissa ret i. Han var dog ikke videre interesseret i magt, skønt han var stolt af sin lederpost og den var han også mere end tilfreds med. Han tvivlede ærligtalt på at han ville blive en god konge, skønt han måske var en god leder, men han vidste at arbejdet som konge slet ikke var noget for ham. Og folk der bare ville være dronning eller konge på grund af magten, holdt aldrig særlig længe. Man skulle vide hvad man gik ind til, når man tog de større stillinger, da det krævede at man havde de rette ambitioner og selvom han ikke havde mødt den nye konge i egen høje person, så var han Jaqias søn – hvor han for mange år siden svor troskab til hende og hendes familie – men ikke nok med det, så havde han de rette ambitioner, som han vidste ville gøre knægten til en stor konge og derfor ville han gerne følge ham i tykt og tyndt. ”Jeg snakkede ikke om den dvasianske trone, men om den procianske,” svarede han roligt, hvor et kækt og flabet smil måtte glide over hans læber, som hun uden tvivl kunne regne ud at han hentydede til warlockernes fiasko, eller snarere Malishas fiasko. Han havde aldrig brudt sig om den kvinde, særligt ikke som leder, derfor så gjorde det ham intet at hun var borte, det så ikke videre ud til at der var nogen som vidste hvor hun var. Han måtte naturligvis erkende at hun havde klaret sig godt styrkemæssigt, som hun havde udført nogle rimelig vilde opgaver, men han ville ikke mene at hun var god for warlockerne, da hun trak racen ned med sin egen arrogance og der var allerede gået mange warlocker tabt, fordi hun havde massakreret sin egen race. At hun blev stille, da han endte bag hende og at hun tilmed gøs, da han strøg en kold finger mod hendes varme hud, måtte et køligt smil glide over de blege læber. Han trådte helt op bag hende, hvor han trak sin hånd til sig, som hun spurgte hvordan det foregik. ”Du vil naturligvis blive horror, da det er mit blod du vil få i kroppen. Jeg har aldrig hørt om en horroromgørelse, hvor folk bliver vampyr eller varulv, men jeg kan omgøre dig her og nu, og så kan vi få at se?” foreslog han i en lokkende og hviskende tone, som han havde ført læberne helt op til hendes ene øre. Smilet falmede ikke på hans læber, som hans natblå øjne hvilede mod hendes ansigt, skønt de andre sanser var på vagt overfor alt ved hende. Han måtte også i et forførende træk, stryge hende kort over underarmen, skønt det var flygtigt. At han så formåede at vække hendes vrede, ved at nævne Malisha, fik et flabet smil over hans læber, skønt han blev stående helt tæt på. Han ville kunne nå at sætte tænderne i hende, før hun ville kunne nå at bruge sin magi, fordi han stod så tæt på hende som han gjorde, af den grund var han alligevel på vagt. ”Åh jeg ved hvem hun er, warlockernes leder, og hun står tydeligvis for tyranni af sin egen race, og hun har måske gjort visse store ting, men det er ikke ensbetydende med at de var ædle,” svarede han i en provokerende tone, som han ikke tog hendes lille advarsel til sig.

[Deleted]

Det var i den grad ikke meget man havde hørt til den kære leder, Narcissa kendte ikke hans motiver, hun kendte ikke hans loyalitet i forhold til kongehuset eller noget som helst, han var en mand der holdt sig meget for sig selv.. lod det til vel og mærke, under alle omstændigheder så nærede hun ikke den tillid til ham, netop af den grund. Hun tvivlede samtidig på at denne Pharrell havde nogen idé om hvad han reelt snakkede om, det lod til at warlockerne endnu engang var blevet misforstået, men kunne hun virkelig ikke tage sig af lige nu, det eneste der var vigtigt var at finde sin kære søster. Narcissa sendte ham blot et lettere køligt blik. Det flabede smil var hun allerede træt af at se på! ”Vi har skam hverken interesse i den dvasianske eller den procianske trone,” påpegede hun lidt køligt, også selvom det for hendes vedkommende var sandt. Malisha havde altid været den som skød efter stjernerne, og hun havde fået en sindssyg idé om at Procias skulle blive en del af Dvasias. Hun havde støttet hende som hun skulle, hun havde deltaget i en kamp der på forhånd havde været tabt, det eneste der frustrerede hende og skræmte hende nu, var tanken om at Malisha kunne være død. Så kontrolleret som hun nu engang formåede det, blev hun stående foran ham. Hans kølige strøg havde brændt sig ind i hendes varme hud, det var på sit vis en intens følelse. Efter et par hårde dage, havde hun slet ikke lyst til dette.. ikke nu, han var trættende, men på den anden side nægtede hun at erkende sin udmattelse og det faktum at hun var stærk svækket, sandheden var jo at han ville kunne nå at flå struben over på hende, før hun ville nå at have dannet den mindste smule energi. ”Tænk sig, jeg tør sværge at jeg har hørt om de tilfælde. Under alle omstændigheder så takker jeg dig ydmygt for at stille min nysgerrighed. Jeg tror jeg kan leve med blot ord denne gang, lad handlingen vente til en anden,” bad hun næsten morende og vendte sig roligt om så hun stod med fronten mod ham. De intense mørke øjne hvilede i hans, med en vis form for uskyld. Den lokkende tone havde på sit vis en effekt, hun kunne godt lide at lege med ilden, det var nok desværre en familiesvaghed. Langsomt hævede hun hånden og strøg ham mere eller mindre kælen langs halsen og under hagen også for at fastholde hans blik. Et kækt smil bredtes på de rosa læber. ”Mørke kan ikke forfører eller lokke mig min kære, Pharrell. Du kan intet byde mig som jeg ikke allerede har,” påpegede hun i en dæmpet tone, og lod hånden roligt falde, men uden at trække sig. Det var tydeligt at denne mand i sidste ende ledte efter et skænderi. Måske hun på sit vis var enig, Malisha var spontan, men af den grund nægtede hun at høre på det. Smilet falmede roligt. Hun knyttede hånden lod neglen borer sig ind i sin lidt skrøbelige håndnflade. ”Tag dette som et fornuftigt råd.. udtal dig ikke om emner som du ikke har noget begreb om! Det er ikke op til dig at dømme eller bedømme hvor vidt er ædelt eller tåbeligt. Det vil koste dem mere end respekten en dag,” endte hun i en mere spids tone, også selvom det på sit vis var sandt. Visse ordre kom fra kongen selv, hvilket ingen vidste eller kendte, andre var Malishas tåbelige idéer, men selv de havde en mening bag også selvom hun havde svært ved at se den til tider. I tilfælde af at han havde tænkt sig at angribe, stod Narcissa mere eller mindre allerede klar med et forsar.