Down in the dirt.

[Deleted]

Pharrells loyalitet lå skam hos det dvasianske kongehus, men han havde også kendt den tidligere dronning, hvor han havde set Mattheus som en lille dreng, men siden havde han ikke set hende, hvor han nu var blevet stor og havde taget over efter sin mor. Mange havde tvivlet på Jaqia, men han havde set potentialet i hende, som han havde kunnet lide hendes ambitioner, hvor det også var beundringsværdigt at hun havde gjort landet kvindedomineret. De natblå øjne betragtede sig af Narcissa, hvor han godt kunne mærke og fornemme at hun var ved at blive irriteret på ham, hvilket kun gjorde det hele meget bedre. Han fnøs let mistroisk til hendes ord, som hun sagde at warlockerne ikke havde interesse i hverken det dvasianske eller procianske kongehus. Han stolede slet ikke på Malisha og hvis der var nogen af lederns loyalitet han ville tvivle på, så var det Malishas. Mange af racerne var begyndt at komme under deres egne ’regler’ og normer, som dæmonerne havde opbygget deres eget og nye samfund, hvor vampyrerne havde deres regler, warlockerne kørte også deres eget show, hvilket de havde bevist ved at forsøge at tage tronen i Procias og så var der de andre racer man ikke hørte så meget til længere. ”Nej det kan jeg se,” svarede han sarkastisk, som han betragtede hende med et vurderende blik. Siden warlockerne havde forsøgt at invadere slottet i Procias, måtte de jo have været interesseret i tronen, hvad havde ellers været meningen med den dumdristige handling? At hun var udmattet og træt, kunne han både se og fornemme på hende, da hun lignede noget som katten havde spist for at kaste det op igen, hvor det heller ikke var lang tid siden at invasionen havde fundet sted og den havde hun jo selv indrømmet at hun havde været en del af. ”Så må vi jo se om det er din lykkedag,” svarede han blot i en gådefuld tone, som hun afviste ham i at omdøbe hende, hvilket var en naturlig reaktion, for hvem gad være et bæst? Han lod det dog være et åbent mysterium om han ville omgøre hende eller ej. Hans blik blev følelsesløst, da hun valgte at vende sig om og strøg ham over halsen og mod hagen, hvor han kom med en faretruende brummen. Han var ikke blevet berørt sådan siden Annika, hvor den kvinde nu var gået bort, og derfor følte han intet behag ved det, da de kom fra den forkerte kvinde. Han tog let omkring hendes hånd, som han fjernede fra sin hage, inden et kækt smil gled over hans læber. ”Måske jeg kan tilbyde dig noget som er endnu bedre,” svarede han i en lumsk tone, skønt han ikke havde noget godt i tankerne til det. Tungen strøg næsten sulten over hans læber, som han vædede dem, hvor hans intense blik ikke forlod hendes. At hun så kun blev mere hidsig, da han valgte at tale hånende om Malisha, var det noget som fik det kyniske smil over hans læber, som han endnu engang måtte ignorere hendes advarsel. Han frygtede hende ikke. Hun var udmattet, hvor han var frisk, der var vel ingen tvivl om hvem der ville vinde, hvis det brød ud i kamp? Han havde dog ingen intentioner om at dræbe hende.. ikke endnu. ”Så lad mig spørge dig, smukke. Synes du selv at der var noget ædelt i at invadere Procias?” spurgte han roligt, hvor han lagde armene over kors og så afventende på hende.

[Deleted]

Narcissa måtte erkende at hun ikke vidste det helt store om kongehuset, hun havde altid fokuseret på at Malisha var dem loyale, og hun havde trods alt blot været en navn ved sin søsters side, af den grund var det de færreste som kendte til hende i det hele taget. Det havde aldrig irriteret hende som sådan, men nu hvor hun selv kravlede op i hierarkiet så var hun faktisk begyndt at gøre sig tanker om hvor vidt hun skulle blive ved med at følge sin kære søster i hoved og røv. Aldrig havde hun været så heldig at få lov til at hilse på Jaqia, Mattheus havde hun kort set til diverse møder, som Malisha havde slæbt hende med til også selvom hun ikke forstod hvorfor. Hun tvivlede dog på at kongen måtte kende hendes navn. Hænderne holdt hun høfligt foldet foran sig, og holdt en rank og elegant holdning på trods af at hun lignede noget som katten havde slæbt med ind, der skulle mere til at slå hende i jorden, det var helt sikkert. Hans sarkasme var ikke til at tage fejl af på nogen måde. Hun kneb øjnene sammen og betragtede ham med et intenst blik der brød lidt af den uskyld hun ellers bar. ”Drop den tone, du ved ikke hvad fanden du snakker om,” endte hun en smule koldt. Når alt kom til alt så var hun nok den af hende og Malisha som havde det største temperament, der skulle bare mere til at tricke det, dog ikke lige i aften det havde været en lang dag, og hun var vågnet på en kro i Manjarno uden at vide hvordan pokker hun var endt der i det hele taget og hun kunne ikke finde sin søster, hun var slet ikke i humør til at han skulle lege kæphøj. Sandt nok var det vel at Malisha ønskede både Procias såvel som Dvasias trone? Men hvis det havde været hensigten denne gang, så var der noget som hun ikke havde vidst, af hvad hun vidste af så havde det blot været Malishas geniale idé at svække Procias yderligere nu hvor det stod svagt med en ny dronning, som de i allerhøjeste grad havde undervurderet, men hun var trods alt også en Diamaqima, noget som hendes søster aldrig havde ladet sig stoppe af. Lettere dovent skulede hun til ham og holdt øje med hans bevægelser. Hun var udmattet og kold, hun ville næppe kunne nå at reagere før han ville sætte tænderne i hende, men han kunne bare lige vove! ”Jeg føler at jeg har heldet med mig,” svarede hun lettere ligegyldigt. Magien var det kæreste hun havde i livet og hun ønskede bestemt ikke at bytte det for at skulle leve livet som et bæst. Et morende smil spillede over de rosa læber da han valgte at afvise hende ved at fjerne hånden fra sig. Hun lod den falde ned langs sin side, med det kække glimt i de mørke øjne. ”Det tvivler jeg stærkt på, sødeste Pharrell..” hun lænede sig frem mod ham. ”..ser du.. jeg er ikke en kvinde som er let at tilfredsstille,” endte hun i en drillende hvisken, før hun roligt trak sig. Det var tydeligt at hun blot morede sig, særligt nu hvor det var gået op for hende at han ikke brød sig om hendes tilstedeværelse. Hun hævede et slankt øjenbryn og hævede eftertænksom hånden til sin hage. ”Ikke umiddelbart nej, men hvem siger at vi havde ædle intentioner? Desuden.. det kommer an på hvad den egentlig intention var, og uheldigvis for dig er det ikke en som du vil kende,” svarede hun med et ligegyldigt skuldertræk.

[Deleted]

Pharrell kunne godt mærke at han var ved at bryde igennem Narcissas tålmodighed, hvilket kun gjorde det langt mere morsomt for ham, hvor det faktisk også var fristende at trække den hele vejen. Han ville ikke undervurdere hende og umiddelbart havde han ingen planer om at slå hende ihjel, omdøbe hende eller bare skade hende, da han også kunne se at hun endnu var udmattet, af den grund ville han dog ikke undervurdere hende, da hun stadig kunne magi, og hvor stærk den var, vidste han jo endnu ikke. Smilet endte kækt på hans læber, da hun begyndte at hidse sig op, som hendes tone blev langt mere kold, hvilket kun gjorde at han fik lyst til at provokere hende endnu mere. ”Jamen dog, jamen dog.. tæven kan jo gø,” svarede han i en provokerende tone, som smilet blev morende og kækt, hvor hans natblå øjne ikke blev taget fra hende. Hun var skam ikke den eneste med et stort temperament, da han selv havde et stort et, hvis man formåede at tricke det, hvilket ikke altid var lige let, ramte man de rigtige punkter, så var det naturligvis lige til, men sådan var det vel ved alle? Han kunne dog fornemme at familie betød meget for hende, hvilket han som sådan godt forstod, han havde dog ingen familie og den eneste han faktisk havde åbnet sig op for og elsket, var nu død, så han havde ikke flere han havde kær i sit liv, naturligvis kunne det komme igen, men efter sidst måtte han erkende at det ikke lød videre fristende. Han var ikke alene, det var man aldrig når man var leder, da man omgik sin race, hjalp dem som skulle hjælpes og lyttede når folk var utilfredse, og skønt der ikke var mange af horrorerne tilbage, så forhindrede det dem ikke i at holde sammen, hvor han ikke tvang dem til at være på opholdsstedet, da de kunne blive der af egen fri vilje og måtte søge ud når de ville, så længe de bare fulgte hans regler og ordrer, og de fleste blev også på stedet fordi de var accepterede der, hvilket racen ikke havde været af samfundet i meget lang tid, hvor den var blevet splittet og adskilt, men det var hans job at samle den igen og det skulle nok lykkedes ham! Hendes ligegyldige tone, fik ham næsten til at sætte hendes held på prøve og vise at hun tog fejl, alligevel holdt han sig i skindet i øjeblikket, hvor hans øjne blot hvilede sulten og lumsk på hende. Han fnøs let til hendes følgende ord, hvor han blot trak let på skuldrene. ”Selvfølgelig ikke.. en prinsesse der er født med en sølvske i munden, er aldrig tilfredsstillet, hvis hun ikke får sin vilje, desværre ved hun bare ikke bedre,” svarede han lettere hånende igen, som hans blik ikke veg fra hendes ansigt, som han var klar på hvis hun skulle prøve på noget. ”Jeg er egentlig ligeglad med hvad jeres intentioner er. I er arrogante, forfængelige, egoistiske væsner, og din søster tænker kun på sig selv frem for sin race, hun er en skændsel som leder, og det er kun godt at hun er forsvundet, for så er din race da ikke dødsdømt,” snerrede han, hvor han rynkede på næsen som et vildt dyr, hvor tonen var bestemt og lettere hånende henvendt mod Malisha.

[Deleted]

Tålmodighed var ikke Narciassas styrke lige i denne stund. Det havde været nogle lange dage, og hun havde stadig ikke fået svar på hvordan hun var endt på den kro, eller hvor pokker hun kunne finde sin søster, hvilket egentlig var det eneste som interesserede hende. Denne Pharrell var måske ikke fjendtlig anlagt, hvilket var til hendes held i aften, men det nyttede sandelig ikke noget hvis han gjorde hende vred! Hovedet lod hun let glide på sned af hans ord og trak skævt på smilebåndet. ”Det er jo næsten et kompliment når det kommer fra dig,” svarede hun med en sukkersød tone. Lige den leg var bestemt en hun godt kunne være med på. Hele affæren i Procias havde svækket hende i rimelig høj grad, selvfølgelig var hun i stand til at forsvare sig hvis det endelig skulle komme til det, men hendes energi ville løbe hurtigt ud som sandet i et timeglas. Nu hvor han havde advaret hende mod at hoppe på hende, så fulgte hun ham nøje med de mørke, skeptiske øjne. Hun havde ingen planer om at miste sin magi, til fordel for at blive et bæst som han var. Det var bestemt ikke nemt at skulle stå til regnskab for Malishas sindssyge, hun fulgte sin leders ordre, og hun elskede sin søster, det kunne ikke falde hende ind at gå imod hende, derfor var det frygtelig ømt når hun pludselige skulle høre på gentagende hån. To nederlag og alle glemte de gode ting hun havde gjort for deres race! For dramaets skyld satte Narcissa en hånd i siden og betragtede ham med et næsten morende glimt i øjet, dog uden at lade kulden gå, han skulle nødig tro, at hun ligefrem nød han selskab for det var bestemt ikke tilfældet. ”Jeg ved sandelig ikke hvilken fantasi verden de forsøger at gøre dette til, eller hvem den såkaldte prinsesse er, men visse kvinder kræver bare en rigtig mand,” sagde hun med en udfordrende undertone. Desværre var hun stadig lidt af et legebarn, men hun var på ingen måde født med en guldske i munden. Hun havde kæmpet sig hen af vejen, også selvom hun aldrig rigtigt var nået langt, de færreste kendte hendes navn, og resten assiocerede hende med Malisha, hun fandt sig i at leve i sin søsters skygge. Smilet falmede brat ved hans ord. Hun kneb blikket sammen og følte hvordan hendes hjerte bankede stærkt og drev hende til hidsighed. Meget kunne han sige om hende, men at bringe Malisha ind i det, eller racen generelt på den måde var mere end hun ville stå og høre på! ”Du ved ikke hvad du snakker om. Du kan end ikke finde ud af at holde liv i din race, men vores kun vokser sig større for hver dag. Hvem er skændslen i virkeligheden?” svarede hun med en rolig form for aggressivitet. Hun hævede ikke stemmen, men det lå i tonen såvel som blikket at han havde overskredet en grænse. Hånden hævede hun, og lod mørket omgive den i det en gnistrende kugle dannedes. Hun slap den ikke, det var mere ment som en sidste advarsel, mod ham ville hun ikke have en chance i hendes nuværende tilstand, så det ville være dumt, men det kunne blive nødvendigt.

[Deleted]

Selvom der ikke hvilede nogen fejde imellem Pharrell og Narcissa, så vidste han godt at det meget hurtigt kunne komme, dog var han rimelig sikker på at han ville vinde kampen, for hun var udmattet, hvor han var frisk som en fisk, så det gav vel sig selv, hvem der ville vinde dysten? Han havde dog ingen intentioner om at gøre hende ondt, da han måske var et bæst, men han sprang ikke bare på hvem som helst – medmindre han var forvandlet – for når han var i sin vampyrskikkelse, ville han gerne fremstå mere ædel og respektabel, da det jo var hans mere humane side, som var fremme i ham. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor hun ikke virkede yderligere irriteret over hans provokerende tone, hvilket han ikke tog sig af, for han vidste at han sagtens kunne pisse hende af, hvis han ramte rigtigt, og sådan var det vel hos alle? ”Tja.. en stærk kvinde, er naturligvis velset hos horrorerne, men i dette tilfælde ved dig, var det ikke just en kompliment,” svarede han kækt, som han trak en anelse mere på smilebåndet. Han var ikke bange for at lægge sig ud med warlockerne, måske det var en større race end hans egen, men det var simpelthen uden betydning. Måske de kunne magi, hvor horrorerne der ikke besad andet magi end at de kunne forvandle dem til et frådende bæst, men det gjorde skam ikke warlockerne uovervindelige, det var der ingen race der var. Han lod hovedet søge en anelse på sned til hendes udfordrende ord, hvor der måske kunne opfanges en anelse hån i dem, som det var tydeligt at hun ikke anså ham for at være en rigtig mand, og det.. kunne hun jo have ret i. ”Ak ja.. der var engang jeg var en rigtig mand, nu er jeg blot et rigtigt bæst,” svarede han glubsk, som han lod sine læber spillede ud i et grumt grin, så hele hans flotte hvide tandsæt blev blottet, hvor man også ville kunne se de to tydelige, lange, spidse hjørnetænder, der helt måtte glimte i måneskæret. Han var kun farlig hvis man gav ham en grund, hvor han ellers faktisk var en ganske rolig og afslappet mand, måske rimelig kold og kynisk anlagt overfor fremmede, men der skulle en del til for at hidse ham op. Han kunne heller ikke lade vær med at trække morende på smilebåndet, som han tydeligvis ramte plet hos hende og fik hende til at hidse sig en smule op, tilmed så meget at hun dannede en sort energikugle, hvor han blot himlede let med øjnene. ”Jeg sørger for at holde sammen på det som er resten af min race, din leder ofrer din egen race, ikke kun ved at gå op imod Procias, men også ved at spille jer ud mod hinanden. Jeg har skam godt hørt om den turnering der blev afholdt, for at skille fårene fra ulvene, hvilket kun gør din søster til en større skændsel. Men det er du vel for arrogant til at kunne se?” svarede han stilfærdigt, hvor han let rynkede på næsen til sine sidste ord, skønt hans øjne bar det samme kække skær som altid. Han strøg let tungen over sine læber, inden han gjorde en hurtig bevægelse, hvor han endte bag hende. Her greb han omkring hendes håndled, ved den hånd, der havde dannet energikuglen, imens han lod sin anden arm søge omkring hendes liv, for at trykke hendes ryg ind mod hans front. ”Frist mig ikke mere end hvad jeg er, din ophidselse gør mig.. sulten,” hviskede han lumsk og drilsk i hendes ene øre, hvor han tog en dyb indånding, som havde hun været en stor lækker flæskesteg.

[Deleted]

Måske der ikke var nogen fejde på stående fod, så kunne det hurtigt opstå. Det havde været en lang, hård og forvirrende dag og Narcissa var slet ikke i humør til at skulle håndtere en flabet horror, alligevel fik hun ikke sig selv til at gå, først og fremmest fordi det ikke var ofte at man stødte på hans slags og for det andet fordi at stoltheden forbød hende at stikke af med halen mellem benene. Hun var skam udmærket klar over at han ikke havde ment sine ord som et kompliment, hvilket kun morede hende, hun havde bestemt ikke tænkt sig at lade sig tryne af et bedst, der skulle dog mere til end det. Hun betragtede ham med trætte, nøddebrune øjne der allerede afslørede at hun langsomt mistede interessen for ham. ”Jeg tager det ikke så tungt,” svarede hun lidt ligegyldigt og trak på skuldrene. Andre før ham havde sagt de ting som var langt værre, og hans ord havde trods alt været mere eller mindre tolkfrie. Når det kom til Malisha var hun til dels blevet hjernevasket i sin frygt for at være alene, kvinden var dermed blevet hende et enormt ømt punkt, mest fordi hun netop følte sig forladt og det irriterede hende, at folk hun mødte på sin vej, som ikke vidste noget om dette, gang på gang påpegede det for hende. ”Det er sandt,” medgav hun med et kortfattet nik. Hendes hjerte bankede fast som han endte med at trykke på de rette punkter for at gøre hende mindre fattet og faktisk ty til de midler hun nu engang havde hvilket selvfølgelig var magien. Han var hurtigere og mere oplagt i denne situation end det som hun var, så udfaldet ville næppe ende som det ville have gjort hvis hun selv havde været i topform, det ville være dumt at begive sig i kamp med ham på det grundlag, men selv overfor ham burde hun vel indikere at han havde trådt forbi den usynlige grænse? ”Den race som næppe eksistere mener du, det er begrænset hvor meget der er at holde sammen på, med andre ord har du ingen idé om hvad du udtaler dig om. De warlocks som kun trak os ned kunne vi ikke bruge til noget som helst, og eftersom vi ikke står i den situation at vi er tæt på at uddø, kunne vi tillade os at skille os af med de ubrugelige,” svarede hun med et skuldertræk, også selvom man tydeligt kunne høre irritationen i hendes tone. Et sted var der vel også hån at sporer? På trods af hendes fascination overfor hans race, så vidste hun også at han slet ikke udnyttede sin magt som leder, og det var tydeligvis kun gået ned af bakke siden hans indtræden, men Jaqia havde også været en direkte skændsel i mange henseender. Inden hun nåede at reagere stod hun med armen i et fast tag og armen om sit liv hvilket kun fik hendes hjerte til at banke fast og rytmisk mod brystet. Mørket gik hurtigt i sig selv, også selvom hun i den grad var fristet til at gøre større forsvar, men så tæt på hendes hals som han befandt sig turde hun næsten ikke. ”Jeg er overbevist om at du vil finde det skuffende.. magi har ikke ry for at være en delikatesse,” advarede hun og fortsøgte virkelig at bevare sin indre ro også selvom det var svært når han var kommet hende så nær, selv hun havde hemmeligheder som stak dybere end som så. ”Hvis jeg var dig ville jeg slippe mig omgående,” fortsatte hun lidt spidst, for selvom hun havde valgt at lade magien ligge sig for nu, så havde hun ikke tænkt sig at blive ved med at være forsigtig, det rakte hendes tålmodighed bare ikke til!

[Deleted]

Den korte hånende bemærkning, bed muligvis ikke på hende, men det tog Pharrell nu ikke så tungt igen, da han selv ikke var typen der lod hånende ord tænde hans temperament – medmindre man naturligvis ramte plet, men det var ikke ømme punkter som var særlig tydelige, da han ikke havde nogen familie eller venner som man kunne tale grimt om, som hun havde sin søster og det var tydeligt at kvinden var hende et ømt punkt, hvilket han ikke forstod, for måske de var i familie og søstre, men bare fordi man var i familie behøvede båndet ikke at være særlig stærkt, og hvem kunne dog have respekt for en kvinde som Malisha? Hun var en skændsel som leder, hvor man måtte være en lige så stor skændsel, hvis man fulgte hende. Visse af hendes ideologier kunne måske være fornuftige nok, men alt i alt måtte han erkende at han havde mistet respekten for kvinden, hvor han kun ville finde det passende, hvis hun faktisk blev frataget sin titel som leder, da den ikke var hende værdig. Måske han ikke selv havde meget at prale af, fordi hans race nok var døende, men han havde mange planer som han skulle have ført ud i livet, så de kunne blive en større race, hvor det var planer som kun han selv kendte til. Altid havde horrorerne været en skændsel for andre racer, de havde aldrig været velsete i samfundet, hvor racen også havde været uddød i alt for mange år. Det var ikke hans skyld at racen var uddød, eftersom han slet ikke havde været leder i så mange år igen, der havde tilmed været andre ledere før ham, der ikke havde gjort nogen ordentlig indsats for racen, men det skulle han nok lave om på! Hendes hånende ord omkring ham og hans race, tog han sig ikke af, da hun slet ikke havde nogen anelse om hvad hun talte om, men han kunne omgøre hende til horror og så kunne hun jo selv se hvordan racen fungerede! ”Det er uædelt af en leder at ofre sine egne, bare fordi der er mange, altid vil der være svage led, og din søster er tydeligvis et af dem, så hun burde have ofret sin egen røv ved at lade en anden blive leder, frem for at føre din race i forfald, men jeg kan jo være ligeglad, jeg kan bare læne mig tilbage og nyde synet af din søster, der får din race ødelagt,” svarede han kækt, som smilet bredte sig yderligere på hans læber. Hendes lille advarsel tog han sig ikke af, da han ikke frygtede hende på nogen måder. Måske han ikke var noget magisk væsen, men derfor var han heller ikke så svag at han havde behov for at gemme sig bag det, som warlockerne var. At det gibbede i hende, da han endte bag hende og greb fat omkring hende, trak han kun yderligere på smilebåndet, hvor de natblå øjne let betragtede sig af hendes ansigt – så meget han nu kunne se vel at mærke. Et morende og dog kynisk smil gled over hans læber. Det er ikke magi jeg vil smage, men dit blod, når jeg sætter tænderne i dig,” hviskede han kælent mod hendes ene øre, „desuden så ved jeg udmærket godt at warlocks er usmagfulde grundet jeres ynkelige væsen, men du kan da lige gå an til at slukke min tørst,” tilføjede han hånende, hvor han strammede grebet betydeligt hårdere omkring hendes slanke og tynde håndled, hvor han med lethed kunne brække hendes knogle med sin egen rå styrke. ”Men du er ikke mig, for jeg tager ikke imod ordre fra en sølle tøs som jeg. Desuden så burde du holde tungen lige i munden, for vi ved begge hvordan resultatet vil ende, hvis det ender ud i kamp.” Svag var hun sikkert ikke, så hun ville sikkert kunne nå at skade ham og måske også meget, men han var stadig den med mest energi.

[Deleted]

Narcissa var ikke som sin søster, der skulle ikke en forkert bemærkning til at vække hendes vrede, ej heller nu hvor hun ellers ikke bar det store præg af tålmodighed og han gjorde det bestemt ikke bedre. Måske hun hånede ham, men det var skam ikke for at ramme ham, det ville desværre ikke være så nemt for hende som det var for ham, i og med at hun havde den enorme svaghed for sin søster, den kvinde var den eneste som nogensinde havde bekymret hende, og i sidste ende måtte hun vel erkende at hun var hendes personlige slave? Det var ligeså grunden til at hun følte sig vred og muligvis endda såret over at Malisha mere eller mindre havde ladt hende i stikken med alle problemerne på sine skuldre, selvom hun hele tiden havde været imod mange af de valg som hendes søster havde foretaget sig. Det var dog ikke noget som hun ville stå og nævne foran en fremmede. I hendes øjne skulle Pharrell ikke komme for godt i gang, han race var tæt på at uddø, hvilket folk ledede han overhovedet? På den anden side var hun klar over at hun var tvunget til at være en smule forsigtig, det var til hendes store irritation, ham som sad med magten i øjeblikket, for hun ville være for svag til at gøre det helt store, og det sidste hun ønskede var at blive til et bæst. ”De svage ville blot være en plage for os andre. Og du kan tro hvad du vil, men hvad du høre et blot rygter, min søster er en stærk kvinde, det forsikre jeg dig, der er trods alt en grund til at hun er leder ikke sandt? Desuden vil du være uddød før det sker,” påpegede hun køligt. Den kække tone irriterede hende ganske vidst og det var svært at skjule særligt nu hvor han stod så tæt på hende. Hun kunne føle ham.. hans bryst mod sin ryg, og tanken fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, hun brød sig ikke oma t folk rørte hende generelt og slet ikke når berøringen var mere end et held i uheld. ”Magien løber i blodet, kære Pharrell. Det er en del af vores væsen,” påpegede hun lettere utålmodigt. Hvis han endelig havde tænkt sig at gøre noget, kunne han så ikke få det overstået, eller lade hende gå? Det andet her drev hende bogstavelig talt til vanvid. ”Du kan håne mit væsen så meget du end lyster, Pharrell, jeg skal endelig ikke holde dig tilbage, men det bør være gået op for dig nu, at jeg er et stolt væsen.. jeg kender det, og jeg lader mig ikke påvirke af hånende ord, slet ikke fra en race som knap eksistere,” svarede hun fattet, også selvom hun stod som frosset i hans favn, bange for at han ville ende med at knuse knogler hvis hun forsøgte at trække sig tilbage. ”Du burde ikke dømme mig så hurtigt, du har ingen idé om hvori min magi ligger eller hvor stærk den er, husk det,” endte hun advarende. Selvom hun havde givet ham sidste advarsel så frygtede hun at det ville blive værst for hende selv hvis hun faktisk forsøgte, hun brød sig ikke om at være ham så tæt, og slet ikke med henblik på at han ville kunne høre hendes rytmiske hjertebanken og se pulsen i halsen dunke let i takt med samme.. det var vel lidt af en fristende? En som hun slet ikke ønskede at give ham.

[Deleted]

De var tydeligvis ved at bevæge sig ud på en farlig færd sammen, hvor det pludselig kunne være svært at sige hvordan det ville ende. Pharrell var ved at hidse hende op, ligesom hun naturligvis også måtte irritere ham inderst inde, selvom han ikke var meget for at erkende det. Han brød sig ikke om warlockernes selvsikre attitude, hvor det derfor var så fristende at knække stoltheden. Hvad der var sket med Malisha efter warlockernes lille udflugt i Procias, anede han ikke, da ingen havde hørt fra hende, hvor hendes søster tydeligvis heller ikke havde, så hvor vigtig var Narcissa egentlig for Malisha? Omvendt så var Malisha tydeligvis vigtig for Narcissa, da hun var en tro warlock og søster, der fulgte sin søster i tykt og tyndt. Naturligvis foretrak han selv at folk fulgte hans mindste ordrer, men hvis det var ordre der gik imod visses ideologier, så havde han intet imod at lytte, hvis de satte spørgsmål, skønt han valgte ud fra hvad der var bedst for størsteparten, for aldrig ville man kunne tilfredsstille alle. ”Jeg må desværre skuffe dig, min kære Narcissa, men min race vil ikke uddø, og det skal jeg nok selv sørge for,” begyndte han roligt, hvor hans smil blev en anelse overbærende, „og jeg er ikke enig, for din søster er en skændsel og viste lige hvor både svag og dum hun var at tage en tur til Procias, hvor ikke kun hun men resten af racen blev ydmyget, så du har faktisk ikke så meget at have dine ord i, søde skat. Men det er skam beundringsværdigt hvor trofast du er overfor din søster – medmindre du er lige så tungnem og selvmordselskende som hun er – men fortæl mig, kære Narcissa, hvor er din søster nu? Har hun ikke forladt dig og din race? Ladt jer alle i stikken? Det er ikke en leder værdigt,” endte han ganske roligt, hvor smilet blev lumsk om hans læber. Han kunne fornemme ubehaget i hendes krop, ved at han havde hende tæt og han ønskede ikke at det skulle være på nogen anden måde, da dette ikke var berøringer ment kærligt, da det tværtimod var meningen at det skulle være ubehageligt for hende. Grebet omkring hendes arm, løsnede han ikke endnu, hvor han heller ikke lod armen omkring hendes mave falde, dan holdt hende helt tæt ind til sig, hvor hans hoved var lige ud foran hende. Hans mund så tæt på hendes hals. ”Netop fordi min race knap nok ikke eksistere er det derfor grund nok til at alle andre burde holde øje med os, for før eller siden kommer vi igen. Og har desuden intet imod at knække manges stoltheder ved at omgøre, små tøser som dig, til horrorere, skønt I ville være en skændsel for min race, men til gengæld vil det være sjovt at se jer få jer selv slået ihjel,” hviskede han kælent mod hendes øre, så hun ville være i stand til at mærke hans kolde ånde imod hendes varme hud. Han førte læberne til hendes hals, hvor han skænkede hendes varme hud et blidt og dog langtrukkent kys, så han snarere mærkede frem for kyssede hende. Han kunne fornemme den slående puls, hvilket skam var fristende og appetitvækkende. ”Vi ved begge at du er afkræftet og udmattet, så din magis styrke har ingen indflydelse, du vil løbe tør for energi, før du kan nå at stoppe mig fra at slå dig ihjel, måske du vil kunne skade mig voldsomt, men jeg vil vinde kampen,” svarede han roligt, da det var ganske logisk.

[Deleted]

Narcissa følte grunden forsvinde mere og mere under hende. Jo længere ud på det dybe vand hun bevægede sig, des længere ville der være ind til bredden igen. Uanset hvordan man ville vende og dreje dette så ville det ikke have en lykkelig ende for en af dem, for der var grænser for hvad selv hun ville finde sig i! Hun vidste ikke hvilken form for leder Pharrell var, hun vidste ikke hvordan ahn håndterede sin race, men hun kunne allerede nu konkludere at hvad end han gjorde så var det ikke noget som virkede, der var kun blevet færre, og der lod ikke til at være et større sammenhold på trods af at de var et flokdyr. Han var blevet træt af hendes hånd såvel som hun var blevet af hans, og ved at trække hende så tæt på overskred han et utal af usynlige grænser! ”Jeg vil se det før jeg tror det. Hvad du gør nu virker tydeligvis ikke,” påpegede hun mere spidst. Følelsen af hans kølige hud gennem hendes klæder, efterlod hende med et bankende hjerte, og hun stod fast.. i hans stærke arme. Tanken fik hende til at synke en klump, hun forsøgte at forholde sig fattet men det var ikke til. For første gang forsøgte hun at træklke sig fra ham, også selvom det ikke var muligt med hans faste greb. Styrkemæssigt overgik han hende på alle måder, hvilket kun irriterede hende yderligere. Der skulle meget til at vække hendes vrede, hun var ikke som sin søster, men denne gang havde han ramt et ømt punkt, netop fordi hun følte sig forladt. ”Jeg har ligeså meget at have det i som du. Du kan ikke forvente at vide alt om ting du ikke har et indblik i, kære. Ikke alting har succes.. Procias var blot et eksempel. Min søster har ikke ladt nogle i stikken!” endte hun denne gang direkte hidsigt. Det gjorde hende vanvittig at hun var ladt alene med alt ansvaret, og warlockerne samtidig, Malisha havde forladt hende og hun forstod ikke selv hvorfor hun konstant forsøgte at forsvare hende, et sted følte hun vel at hun skyldte hende? Måske hans berøringer slet ikke var ment kærlig, det formåede at gøre hende utryg også fordi det for hende var virkelig dybt vand. Hende som havde rygte for at æde mænd råt, havde aldrig været en nær, og selv dette var mere end rigeligt! For et kort øjeblik lod hun blikket glide i bag tunge øjenlåg. Nu måtte det briste eller bærer, men hun var nødt til at gøre noget. Kysset mod hendes hals sendte kun en skælven gennem hende. I sit stille sind fokuserede hun på at fange energien, hvilket i sig selv ikke var nemt. Mørke tråde tvang sig op gennem jorden og forsøgte at gribe ud efter ham, men det var svært når hun ikke var i stand til at lede dem. Intenst stirrede hun frem for sig. ”Hvis du er villig til at omgøre kun for at ofre, så er din race den mest ynkelige i det hele taget. Jeg kan fortælle dig at du på den måde ikke får din race bredt ud, jeg tvivler på at det er noget som vil ske i min og din levetid,” endte hun direkte følelseskoldt. Igen lod hun mørket omsvøbe hendes hånd.. Han var måske hurtigere end hende, men nu havde han overskredet grænsen! ”Jeg ville ikke undervurdere mig, hvis jeg var dig. Desuden er jeg tilfreds hvis jeg kan se smerte i dit blik,” påpegede hun roligt. Den mørke kugle voksede sig større, ikke med den hastighed som den normalt ville, forbandet være den procianer som havde tappet hende for energi!

[Deleted]

Normalt ville Pharrell ikke være så selvsikker, men i øjeblikket vidste han at han ville vinde kampen, hvis den brød ud. Måske hun kunne skade ham meget og det sikkert ville gøre ondt i flere uger, hvis ikke måneder, men han ville stå som vinderen, da han kunne dræbe hende, inden hun kunne nå at dræbe ham og det var kun fordi at hun var så meget drænet for energi og kræfter. Det var på ingen måder en fair kamp, da han allerede havde vundet den og det burde selv hun vide, da hun var den som kunne mærke hvor afkræftet og svækket hun var. Hun kom lige fra kamp i Procias, og hun var slet ikke stærk nok til at kunne klare endnu en kamp, om han så var magisk eller ej. ”Jeg har endnu ikke udført mine planer, så naturligvis virker de ikke endnu, men det kommer, og det kan jeg forsikre dig om,” svarede han roligt, hvor han ikke tog sig af at hun ikke troede på ham og talte hånligt til ham. Han kunne godt mærke at hun forsøgte at komme fri fra hans stærke greb, men som hun forsøgte at gøre modstand, strammede han kun grebet. Horrorerne var de stærkeste væsner der fandtes på denne jord, så hun ville slet ikke kunne hamle op med ham på det punkt, men det var underordnet, for det var ikke styrke der vandt en kamp, det var det strategiske hoved, og det havde han skam også. Han havde ført mange krige, ikke her i dette land, men i sit tidligere liv som varulv, hvilket var frygtelig mange år tilbage, men altid havde han været i kamp og det ville ikke ændre sig. Nu var han leder for en hel race og kampene ville stadig ikke stoppe, da de kun blev hårdere, men han nød sit job, uanset hvor hårdt det så end kunne blive. Han betvivlede ikke at Malisha var en stærk kvinde og visse af hendes visioner var sikkert gode nok, men hun havde simpelthen ført sin race i den helt forkerte retning, hvor mange af hendes handlinger slet ikke var logiske, og han var mere end sikker på at hun nu havde ladt sin race i stikken, om den kære Narcissa så ville tro på det eller ej. ”Ved du hvad? Lad os vædde om det! Du tror hun kommer tilbage, mens jeg siger at hun ikke gør, og når du indser at hun har ladt dig og resten af racen i stikken, kan du jo komme forbi igen og indfri din gæld,” svarede han selvsikkert. Det var flere nætter siden at slaget i Procias var sket og Malisha var ikke at finde nogen steder, nogle sagde at hun var død, han troede bare at hun havde stukket halen mellem benene, fordi hun havde tabt så stort som hun havde. Blikket gled mod jorden, da de mørke tråde skød op af jorden, hvor han gjorde en hurtig bevægelse, så han trak dem begge flere meter væk fra stedet, inden han slap en grum latter. Han mærkede godt hvordan kysset fik hende til at skælve, hvor han helt måtte nyde hendes reaktioner. Hun var utryg og hun havde al grund til det. ”Er du virkelig villig til at se smerte i mit blik, når det bliver din død?” spurgte han sagte, hvor han godt kunne se at hun begyndte at danne en mørk energikugle i hendes hånd, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. Han endte dog med at slippe hende, hvor han lod hende trække sig væk fra ham. ”Tag hjem Narcissa, det er en unfair kamp, og jeg har ikke i sinde at udkæmpe den med dig. Du på den anden side, burde spare på kræfterne, du har en lang vej hjem og jeg er ikke det eneste bæst der er ude i natten,” svarede han roligt, som han lagde armene over kors og så afventende på hende, hvor han var parat til at hun ville smide kuglen mod ham.

[Deleted]

Som det så ud nu, så var hendes chancer ikke synderig gode, hvilket Narcissa udmærket vidste.. tanken irriterede hende, men hun havde ikke tænkt sig at lege for meget med ilden også selvom han virkelig formåede at pisse hende af! Magen til arrogant når som pludselig troede at han havde indblik i det hele, fordi han opsnusede en ting eller to. Desværre så ville han kunne nå at flå halsen over på hende, før hun overhovedet ville kunne nå at reagere. ”Jeg har svært ved at se hvad du venter på.. hvis du venter længe nok så når en anden at overtage,” påpegede hun lidt spidst, de kongelige havde jo ikke ligefrem den største tålmodighed med henblik på lederne og de adelige, det var noget som Malisha havde brokket sig over et utal af gange, men hun forstod det godt. Selvom hånen ligefrem dryppede ud af hendes tone, så forsøgte hun at opfører sig nogenlunde pænt i frygt for hvad der kunne ske.. han kunne slå hende ihjel eller det som var værre. Dog forsøgte hun at slippe ud af hans faste greb hvilket blot blev en smertefuld affære da han stramte det yderligere omkring hende. Hun fandt sig ikke at han tiltalte ikke blot Malisha men hele racen på den måde, når han var af den ynkelige art som snart ville uddø, osm i virkeligheden var misfostre, der var ingen grund til at udvise respekt overfor ham. Hun slap et mindre gisp og stoppede med at vride sig da hun næsten følte at det ville bingre skuldrene af loed og det ønskede hun jo heller ikke. Hans forslag lød på trods af alt mere fornuftigt end alternativet. Med vrede øjne vendte hun blikket over skulderen hvor hun kunne ane ham ud af øjenkrogen. ”Det er lige før jeg ser mig fristet til at tage imod. Min søster har ikke ladt nogle af os i stikken, og jeg er ikke bange for at ofre alt hvad jeg er i den tro,” erkendte hun lidt spidst også selvom hun skam mente det. Så loyal som hun var overfor sin kære søster, så nægtede hun at tro noget andet, også selvom hun jo frygtede at han havde ret. De mørke tråde endte med at falme i blinde da han hurtigt fik hende trukket med sig væk. I det indre bandede og svovlede hun selvom hun af alt magt forsøgte ikke at vise det. Pharrell var virkelig kun blevet hende en pest og en plage! Hun bed sig i den bløde underlæbe. ”Hvis det var det sidste som jeg fik lov til at se, så skulle det være mig en sand glæde,” vrissede hun hidsigt. Måske det mere var ment i vrede end i fornuft, hvilket i sig selv ikke lignede hende, men der var en vis gran af sandhed i det. Det forundrede hende lidt at han rent faktisk endte med at slippe hende. Uden rigtigt at vide hvordan hun skulle reagere, rynkede hun på panden og forsøgte at få lidt bevægelse i skuldrene igen. Hun overvejde endnu at kyle kuglen efter ham, men nu hvor han gav hende mulighed for at smutte, så turde hun næsten ikke spilde chancen, så hun lod den i stedet gå i sig selv. ”Havde jeg ikke vidst bedre ville jeg næsten tro at du var bekymret for mig, Pharell. Jeg vil klare mig. Til vi ses igen,” endte hun endnu vred, inden hun bakkede væk fra ham.. aldrig vende ryggen til et dyr, og langsomt forsvandt hun ind i skyggerne, mere ville hun ikke lege med ilden.

//Out

[Deleted]

Selvom Narcissa måtte provokere Pharrell, som omvendt, hvor det var fristende at tage den kamp og sætte hende på plads, fordi resultatet var så tydeligt allerede, så ville han alligevel ikke synke så dybt. Han havde bedre ting at tage sig af, end at skulle overbevise denne sølle pige om at horrorerne var værdige væsner i forhold til warlockerne og alle andre, for han vidste udmærket godt at de fleste så ned på horrorerne, de var en udstødt race, men de klarede sig og det skulle de nok blive ved med, og det var vel også det som var beundringsværdigt og gjorde dem unikke? Mange så dem kun som afskum og bæster, og bæster var de skam, men derfor var de ikke værre end mange af de andre væsner. ”Al godt, kommer til den som venter og har tålmodighed, min kære,” svarede han roligt, som han trak på smilebåndet. Intet kunne komme fra den ene dag til den anden, men han skulle nok få det hele stablet op på benene og han skulle nok sørge for at alt blev perfekt for racen, som han skam havde mange planer for dem, men det var intet som han behøvede at indvie Narcissa i, hvilket han heller ikke havde tænkt sig. Han lod hovedet søge let på sned, som han betragtede sig af hende. Hendes søster var hende et ømt punkt, men sådan var det vel typisk med ens kære? Han endte med at fnyse let til hendes ord. ”Du er naiv, hvis du tror så meget på din søster, Narcissa, følg mit råd og gå dine egne veje og ikke spild tiden på at vente på din søster,” svarede han stilfærdigt. Malisha havde ganske vidst visse styrker og visioner som holdt stik, men meget hun havde gjort, anså han ikke for at være en leder værdigt, hvor hun også havde gjort mange ting som han slet ikke havde respekt for, såsom angrebet på Procias, ligesom det at hun ofrede sin egen race ved at lade dem gå op imod hinanden i en dødsduel. Det var måske også kun til det bedste at Malisha var væk? Det måtte næsten efterlade racen i endnu større splittelse, eftersom der burde komme intern krig om hvem der nu skulle tage posten og stillingen. Han trak blot på smilebåndet til hendes vrissende og vrede ord, som han tydeligvis havde formået at hidse hende op, hvilket var en tanke som direkte morede ham! Han endte dog med at slippe hende, da han ikke var interesseret i strid, og at se hendes forvirrede mine, var klart det bedste af det hele! Han trak blot på smilebåndet, som han gjorde et nik mod baggrunden bag hende, som tegn til at hun skulle gå. Han så blot til, som hun forsvandt i mørket. ”Farvel Narcissa,” endte han roligt, hvor han ikke vidste om de ville ses igen, men det havde ingen betydning, hvis de endelig skulle ses igen, kunne de jo finde ud af hvem der fik ret angående Malisha og hendes opdukken. Han selv valgte roligt at forsvinde i mørket, som han satte kursen tilbage til opholdsstedet.

//Out