Going home

[Deleted]

Skoven var på alle tænkelige måder blevet henlagt i mørke. End ikke lyset fra månen kunne bryde igennem de mørke skyer der havde samlet sig på himmellegemet over Imandra, og de allerede tykke trækroner virkede kun desto mere mørkelæggende da Jonah vandrede langs en velvandret sti. Den ældre mand vandrede med udmattede skridt. Hans vandring havde været lang; lige siden hans hest var vredet om på benet og havde været ude af stand til at gå videre, havde han ikke haft meget andet valg end at gøre ende på dens lidelser, og drage videre til fods. Vægten af det brugbare hestekød han bar var dog den endelige bekræftelse han havde, på at hestens død ikke havde været helt uheldig. Man kunne som regel bytte sig til et sted at sove for en luns eller to med godt kød – og Jonas’ hest havde været i god form, lige til det sidste.
Jonah standsede op et godt stykke inde i skovens mørke, og slap sækken med kødet ned på jorden mens han så sig omkring. Der var en vis risiko ved at rejse om natten, men den var desto større når man var så dybt inde i Iyanna-skoven. Ikke desto mindre kunne hans ben ikke magte meget mere, og han begyndte roligt at samle brænde til et bål. Da bålet blev tændt, og dets knitrende flammer fyldte den lille lysning han havde fundet med sit dunkle lys, skar han en luns af hestekødet fra sækken og lod det stege over den knitrende flamme. Duften fra kødet bredte sig hurtigt i skoven, og Jonah måtte kaste varsomme blik omkring sig. Det var aldrig til at vide hvilke væsner der lurede i skoven, og det var ikke utænkeligt at både lyset fra bålet, og duften af kødet, ville være mere end nok til at lokke mindst ét væsen nærmere. Men det var en chance han var nødt til at tage. Hvis han ikke fik noget mad inden længe, ville han slet ingen chance have, hvis han blev overrasket. På denne måde ville han i det mindste have mulighed for at slås tilbage, skulle det vise sig at være nødvendigt. Han tog en bid af det efterhånden godt stegte kød, men lod endnu sit blik glide frem og tilbage mellem træerne og buskene omkring ham, opmærksom på enhver lyd eller bevægelse som virkede unaturlig. Han måtte videre så hurtigt som muligt, hvis han skulle være tilbage i New Dale i tide til at møde sin næste arbejdsgiver.

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent, hvilket den mørke himmel blot afslørede. Vinteren kom nærmere og lyset blev således mindsket, kulden blev derimod langt kraftigere, særligt på denne tid af natten i et land der i mange måneder lå dækket af et hvidt lag sne. Saphira havde vovet sig uden for lige denne aften, primært fordi hendes kære far havde bragt et forbandet lysvæsen ind i deres hjem, et hjem som ellers havde været deres i det skjulte igennem frygtelig mange år. Hun havde besøgt New Dale, men det eneste hun havde fundet var de samme gamle drankere og oprører der ikke turde bekende deres sande identitet. Nu bevægede hun sig mellem skovens mørke træer, hvis skygger lyste op under det svage lys som månen kastede ned. De prægtige trækroner var faldet af, det gjorde det svært for de fleste at skjule sig selv i mørket. Saphira bevægede sig lettere dansende mellem de tætte træer, med vingerne godt ind til kroppen, ganske enkelt fordi at der ikke var efterladt plads til dem i omgivelserne. Hun kedede sig efterhånden, og hun var ikke god til at kede sig. Den største ulempe ved at hun havde levet så længe som hun havde, var at der ikke skulle synderligt meget til før hun begyndte at kede sig, særligt nu hvor Angelo var forsvundet, det havde været morsomt at se ham lide. Hun sukkede og kastede let med hovedet, således at hun føle de glatte, sorte lokker kilde hende langs den nøgne ryg der var i den ellers mørke kjole. Foruden den blege hud, så gik hun i et med det hele, hvilket kun gjorde det langt morsommere, før eller siden måtte der vil ske noget mindeværdigt? Den svage lugt af røg fik hende kort til at stoppe op, lettere lænet op af et egetræ. Hun lagde hovedet mod den ru bark og smilede for sig selv. Røg betød som regel at der var nogle i nærheden som var stoppet for natten, det kunne selvfølgelig være oprørere, det ville ikke være første gang, men det ville om ikke andet give hende selvom. Mere bestemt fulgte hun lugten der kun blev stærkere og stærkere jo længere hun bevægede sig ind i skoven, til den lille lysning hvor flammens lys endelig kom til syne. For nu blev hun stående i skjulet af skygget og betragtede den ensomme mand med lettere nysgerrige øjne, og et næsten sindssygt smil. Svært at tro at en aldrende mand som ham ville være i stand til at redde hendes aften, men hun kunne vel finde sin sjov selv i ham?

[Deleted]

Som menneske havde Jonah uheldigvis ikke den luksus at kunne sanse andre væsners tilstedeværelse på en anden måde end gennem sine fem sanser. I takt med at han var begyndt at komme op i årene, var disse sanser så småt begyndt at spille ham små puds, og det var ikke længere så sjældent at Jonah var sikker på at han både så og hørte ting, som ikke var der. Lige dét var så ikke så farligt. Hvad værre var, når han ikke hørte eller så ting, som faktisk var der.
Der og da havde Jonah endnu ingen anelse om at han blev betragtet. Måske var det røgen i hans øjne, eller duften af det stegte kød i hans næsebor; hvad det end var, var det tilsyneladende nok til at distrahere ham, på trods af at hans blik endnu gled rundt omkring ham i en søgen efter farer. Hans åndedræt formede en bleg sky foran hans ansigt, og han satte sig tættere på bålets flammer. Vinteren var bestemt på vej. Sneen var endnu ikke begyndt at falde, men bladene havde forladt trækronerne, og skovens dyreliv var ved at svinde hen. Snart ville skovbunden være dækket af den hvide sne, og ethvert forsøg på at snige sig gennem skoven ville være umuligt. Det var måske derfor Jonah var blevet bedt om at indbefinde sig i New Dale så hurtigt som muligt. Han satte sig bedre til rette på jorden mens han overvejede ordene han havde modtaget fra sin nye arbejdsgiver. Han havde ikke sagt hvad han skulle bruges til; han havde kun fået en pris. Og for en mand som Jonah, var det så småt ved at nå det punkt hvor man ikke kunne være kræsen med arbejdsopgaver. Specielt med den anstigende vinter, var han nødt til at have nok guld til at klare sig. Han kastede et blik mod trækronerne, da en enslig fugls skindre skrig trak i hans opmærksomhed. Han vendte dog hurtigt opmærksomheden tilbage mod det næste luns kød han havde placeret over bålet, før han også satte tænderne i det. Han begyndte så småt at mærke styrken vende tilbage, men endnu kunne han ikke slappe af. Han havde oplevet nok til at vide at det var farligt at slappe af inde i skoven. Idet hans blik atter vendte rundt, lod han det falde på et egetræ et stykke fra ham. Han kneb øjnene sammen – hans øjne var ligeså gamle som resten af ham – og betragtede hvad han antog var en skikkelse. Han steg hurtigt til bens og placerede en hånd ved sit sværds pommel, placeret i hans bælte. Indtil videre måtte han betragte den fremmede skikkelse som en trussel.
"Hvem der?" spurgte han, med en stemme der endnu bar tydeligt præg af den udmattelse han stadig bar på sig.

[Deleted]

Det var længe siden at Saphira direkte havde gået og betragtet et væsen som det hun gjorde nu. Et sted morede tanken hende, for det var desværre ikke ofte hun fik den mulighed givet, folk plejede jo ganske enkelt at komme til hende primært på grund af den stærke sensuel dæmon, men det var også en af de ting, som efterhånden var blevet kedeligt. Hun savnede den smukke, hvide sne som dækkede skoven og som lagde sig på bjerget hun boede på. Kulden fortalte hende dog at der næppe ville gå længe før at det faktisk ville begynde at dale. De grønne øjne fyldte nysgerrigt den ældre herre som sad ved det varme bål.
Hun lugtede kød hvilket næsten gjorde hende sulten.. det forbavsede hende at han i det hele taget havde været i stand til at finde noget brugbart i skoven eftersom borgerkrigen havde ødelagt meget af den slags.. alligevel havde hun hørt en lille fugl synge om at den nye konge efterhånden var kommet det til livs, men hun var faktisk ikke sikker, hun levede trods alt mere eller mindre i isolation, også for sit eget bedste.
Den rungede stemme fik hende alligevel til at hæve hovedet lettere opmærksomt Smilet bredte sig kun.. han var en opmærksom en af slagsen, det blev bare bedre og bedre! Med elegante skridt trådte hun ud af sin skygge og ud i den mindre 'lysning' hvor de intense flammer oplyste den blege hud. Vingerne lod hun bredes en smule, mest fordi hun elskede den dramatiske effekt det som regel gav. Det første de intense øjne faldt på, var det våben som han havde forberedt sig på at trække. Hun rystede blot på hovedet med en uhyggeligt blid latter. Når alt kom til alt, så var hun trods alt kun en kvinde bag facaden af kedsomhed og sindssyge. ”Jeg kan forsikre dig om at den der ikke bliver nødvendig,” påpegede hun næsten morende. Hun havde ingen intention om at slå ihjel, der var så mange andre tid som var langt mere underholdende end noget så simpelt som et mord. Selv bar hun intet våben på sig, det var næsten aldrig nødvendigt, ikke for en kvinde i den aldersgruppe som hun befandt sig i, de fleste vidste for pokker ikke engang at hun eksisterede. ”Mit navn er Saphira.. giver du lidt af det der?” spurgte hun og strakte sig let på tå for at se bag ham, hvor den behagelige lugt af kød ramte hendes næsebor. Hun rynkede lettere overvejende på panden. Enten var han menneskelig, eller også var han en virkelig, virkelig gammel.. et eller andet, det kunne være hvad som helst, men de færreste ældede på den måde. ”Hvem er du?” spurgte hun en smule mere nysgerrigt og lod smilet langsomt falme.

[Deleted]

Jonah holdt blikket på kvinden idet hun bevægede sig mod ham fra træet, og han behøvede ikke spørge til hvad hun var, så snart hun bredte bag sig. Han trak instinktivt et lille skridt bagover; ikke af frygt, men mere af en form for overraskelse. Det måtte være år og dag siden han sidst havde været i selskab af en dødsengel, og dengang havde han været langt yngre end han var nu. Dengang var det kun med nød og næppe at han var sluppet derfra med livet i behold. Det var trods alt besværligt at komme en dødsengel til livs. Han betragtede kvinden med en tydelig skepsis i blikket, mens han forsøgte at finde frem til det underliggende motiv i hendes ord. Der var intet der fortalte ham at han kunne stole på en dødsengel… Men samtidig var der heller ingenting – endnu – som fortalte ham at hun ønskede at skade ham. Tøvende sænkede han hånden fra sværdets pommel, og skævede mod kødet ved bålet. Der var mere end rigeligt til to, men han var bestemt ikke sikker på om det ville være smart at lade hende komme tæt nok på til at få det. Han betragtede hende tavst i nogle lange sekunder, før han besluttede sig for at lade tvivlen komme hende til gode.
”Mit navn er Jonah.” svarede han derefter, og trådte et skridt til siden, som for at vise at hun kunne komme nærmere, og dele kødet med ham. Han betragtede hende alligevel stadig med et årvågent blik. Hendes navn havde hun givet, og sin race. Men uanset hvilken race hun kunne have været, ville hun med stor sandsynlighed være stærkere end ham; en aldrende mand, et simpelt menneske. Han trøstede sig med at han endnu havde både sit sværd og sin daggert, hvis det skulle vise sig at hun faktisk ikke var til at stole på. Han måtte bare holde øjnene åbne. ”Det er ikke ofte man ser dødsengle herude.” kommenterede han megetsigende. Sidst han havde mødt en dødsengel, havde det bragt dårligt nyt med sig. Et gammelt ordsprog blandt mennesker fortalte at en dødsengel altid bragte død med sig, og han havde allerede snydt døden flere gange. Tanken fik ham til at se en anelse grundigere på Saphira, som for at se om han kunne se nogen våben på hende. Umiddelbart så det ikke sådan ud, men på den anden side var det ikke nødvendigt med våben for en dødsengel at dræbe.

[Deleted]

Saphira skjulte på ingen måde hvad hun var. De fleste anså havde for at være en forkæmper for mørket, men hun var født i en tid hvor der hverken havde eksisteret mørke eller lys på den måde, han havde intet at frygte.. desuden var han tydeligvis ved at være en aldrende mand, der ville ikke komme noget som helst ud af at slå en gammel mand ihjel! Den kølige brise rev i de mørke lokker, der stadig faldt mere eller mindre i ét med mørket omkring dem. Hun lod hovedet søge på sned og betragtede ham med intense, grønne øjne. Skepsissen stod langt ud af hans øjne, og hun forstod ham skam udmærket, i en skov som denne kunne mand aldrig vide hvad man ville ende med at støde på, og det var stort set aldrig fredelige væsner der færdedes i skyggerne. Nu hvor den dramatiske effekt mere eller mindre var svundet hen, samlede hun atter vingerne ind til kroppen. Ja hun var ømtålelig omkring dem som enhver anden engel, lidt stolthed havde hun vel?
Uden tøven vovede hun sig atter en smule tættere på og helt ud i flammernes lys. Det var lunt, hvilket hun fandt behagelig, desuden fik duften af kød hendes mave til at rumle, lige der var hun ligeså menneskelig som alle andre. En smule vurderende lod hun blikket glide over ham. Han havde ingen klarer træk fra sin race, de fleste var jo ikke til at skelne, de lignede.. mennesker. ”Godaften Jonah,” hilste hun med et morende smil og trådte roligt forbi ham og helt hen til bålet. Hun havde intet der mindede om en kniv på sig, hvad pokker skulle hun dog bruge den slags til?
Blikket faldt på de livlige flammer.. de var til dels opslugende, men lige i øjeblikket fandt hun næsten kødet mere interessant, udelukkende fordi hun gik ud fra at det var noget han havde fundet på disse kanter. ”Hvad spiser vi?” spurgte hun nysgerrigt og vendte kort blikket mod ham. Duften afslørede det ikke rigtigt for hende, det måtte være for længe siden at hun sidst havde været ude for at jage. Saphira kluklo morende ved hans ord. ”Jeg tør vædde med at du er et mere sjældent syn end det som jeg er, selvom.. hvad er du egentlig?” endte hun direkte og vendte atter blikket lettere studerende mod ham, i forsøget på at gøre et sidste gæt, men der var ikke noget der sagde hende noget specifikt, det var mærkværdigt.