With your beloved one..

[Deleted]

Solen var ved at stå op, hvilket var grunden til at hele kirkegården var henlagt i fuldkommen tavshed. Ikke at det var noget som gjorde Evan det mindste, for så var han i det mindste klar over, at det her, var noget som han kunne få lov til at gøre i stilhed, hvilket var en tanke som han var glad for, for det var virkelig hårdt nok som det var i forvejen. Han havde taget sig mere eller mindre af det hele, også selvom Cecilaya tydeligt også havde taget det forbandet hårdt, hvilket faktisk havde resulteret i en bortvisning fra Appolyon, hvilket han vidste at Athena ville komme til at tage forbandet hårdt, men som det stod nu, så var han nødt til at tage en ting af gangen. Jareds døde krop havde han taget sig af – han havde fået den brændt, hvor han så havde fået samlet asken i en fuldkommen sort urne som han gik med i sine arme. Tanken gjorde selvfølgelig ondt, men han var nødt til det, for ikke at glemme, at det var et løfte til manden. Han ønskede ikke at komme tilbage, hvilket var noget som man tydeligt kunne tolke ud fra at han ville brændes og nedsættes ved siden af Elanya. Selvfølgelig ønskede han at opfylde mandens sidste ønsker, for det havde bestemt ikke været få, men faktisk mange!
Elanya lå gravlagt i Dvasias. En ganske ironisk tanke, med henblik på at hun havde været så prociansk som noget overhovedet kunne være. Roligt stoppede Evan op foran hendes grav. Den var faktisk temmelig velplejet i forhold til så mange andre, men han vidste så til gengæld også at Alexander havde fredet graven her, så ingen turde lægge så meget som en finger på den. Han trak vejret dybt, som han vendte blikket ned mod den urne som han stod med i sine arme. Velvidende om at manden, hans bror, skulle i jorden og at det skulle gøres nu, var stadig helt.. urealistisk for ham, men selv han havde vel brug for den afslutning, så han kunne tage sig ordentligt af hans datter? ”Jeg ved du ønskede at blive gravlagt ved siden af din kære Elanya, min ven.. Jeg vælger nu alligevel at gøre dig den sidste tjeneste..” Et sted en trøstende tanke, at han gik med den overbevisning at manden faktisk var i stand til at høre ham, for det var vel et sted også noget som han havde brug for at vide? At han i sig selv, heller ikke var helt alene? Han bed sig svagt i læben, som han roligt knælede og vendte blikket mod graven. Den eneste som faktisk kunne få Evan til at handle som man ønskede, var jo faktisk Jared, men nu var manden jo også væk. Et sted.. en befrielse, selv for ham? Han vendte blikket mod Elanyas grav. Selv stenen bar endda plads til et navn mere.. Jared havde været forberedt, hvilket han vidste. Hånden hævede han over graven, hvor jorden roligt begyndte at løsne sig og hæve sig, kun for at lægge sig ved siden af i en lille bunke. Elanyas lille snehvide urne samlede han roligt op. Han trak vejret dybt. ”Hvil i fred, begge to,” bad han dæmpet, som han åbnede begge urner, hvor han med den største forsigtighed hældte Elanyas aske ned til Jareds, kun for at forsegle urnen igen, sætte den i jorden, hvor han fik graven dækket til igen.

[Deleted]

Rygterne gik som en steppebrand igennem hele Dvasias, hvor selv de mange rygter og historier havde nået Amadeus, som selv havde reageret på det hele instinktivt. Tanken om at han selv havde mistet en søn, var noget som han var nødt til at få undersøgt! Turen fra Imandra havde ikke taget ham forbandt lang tid, men dog af den grund så var han ikke videre kendt med Dvasias og de mange byer som var opstået, så et sted så kunne man vel næsten sige, at han et sted var.. faret vild på vejen? Ikke fordi at det var noget nyt som sådan. Han var bedre til at finde ud af det hele fra den høje himmel, frem for nede på jorden, men selv han var jo nødt til at passe på hvad dette angik, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Kirikegården henlå i en skræmmende ro, selvom det var noget som passede Amadeus særdeles perfekt! Vingerne trak han roligt og tæt ind mod sin egen krop igen, som han roligt rettede på den mørke skjorte. Han havde fået at vide at begravelsen skulle finde sted i dag, og i og med, at det jo faktisk var en mand som han kunne betegne som sin egen søn, så var det bestemt heller ikke noget som han ønskede at blive væk fra. Han var jo trods alt.. mandens far. De mørke øjne gled forbi de oldgamle gravstene som han passerede på vejen. Det var tydeligt, at de havde liget der igennem skræmmende mange år, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde ham det mindste i den anden ende, det var helt sikkert. En trykkede stemning var det bestemt, også selvom det ikke ligefrem var nyt for Amadeus på nogen måde! Hænderne foldede han roligt over ryggen, som han fortsatte frem, som han fik øje på manden som sad knælet med en urne og fiskede en anden op af graven. Han stoppede roligt op, kun for at se at manden.. blandede askerne og sænkede dem igen. Han endte med at søge tættere på. Selvom han ikke var i stand til at læse, så kunne han næsten forestille sig, at det var Jared som var sænket ned i jorden.. også selvom kvinden som han var sænket ned sammen med, var ukendt for ham, men eftersom urnen var helt snehvid, så kunne det jo kun være af det kvindelige køn. Han stoppede op roligt bag ved ham igen. ”Jared Imaricha?” spurgte han roligt og med den kortfattede stemme. I sig selv, så var han ikke meget for at tale til fremmede, men i denne situation, så var han bare nødt til at vide, om det var her han kunne finde hans kære dreng. Ganske vidst en af de yngste, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Verdenen var slet ikke som han huskede den, og et sted så var det i sig selv, faktisk en ganske skræmmende tanke, men det var bare sådan at det var. ”Hvil i fred, min dreng..” endte han ganske sigende, også fordi at han mente det. Det var en skam at et ungt individ – i hans øjne om ikke andet, skulle forlade verdenen på den måde.

[Deleted]

Rygterne gik hurtigt, hvilket Evan allerede var klar over, men ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved. Jared havde haft en betydning for mange, og specielt i Appolyon, men af den grund, så kunne han jo ikke ligefrem gøre noget ved det nu. Manden var død og borte, hvor det nu var en afslutning som han selv havde haft brug for, og nu.. kunne han vel også få den? Ved at opfylde mandens ønske, ved at gravlægge ham ved siden af Elanya, også selvom han nok havde gjort det bedre, ved at gravlægge dem sammen, for det var han temmelig sikker på, at de ville have ønsket begge to, men det var nu bare sådan at det var. Dvasias og dæmonerne specielt ville komme til at mærke sig af tabet af den mand, hvilket Evan allerede var klar over, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Allerede nu var det en tanke som gjorde forbandet ondt!
Evan fik roligt lukkede graven til. Hans mimik var fuldkommen tom og ikke mindst forladt at kigge på, selvom det nu var noget som han lige så godt kunne vænne sig til. Det var som en del af ham selv var væk, også fordi at han havde tilbragt så forbandet mange stunder med den mand, som han nu havde været tvunget til at gravlægge på den her måde. Hænderne foldede han roligt foran sig, som han direkte valgte at ignorere den mand som havde gjort sin tilstedeværelse åben, ved at søge mod ham. Hvem vidste..? Han vidste ikke hvem manden var, så det var ikke noget som han ønskede at blande sig i, på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At han spurgte efter Jared, var noget som fik Evan til at åbne øjnene igen, hvor han let knyttede næverne. Nu hvor han var alene, så var det nemmere at tackle det hele, for han var jo trods alt nødt til at være den stærke i husholdningen nu, også fordi at han havde… to børn at tage sig af, som ikke engang var hans. Han trak vejret dybt. ”Jeg må beklageligt meddele, at du kommer for sent.. Manden er død,” endte han ganske kortfattet. I sig selv, så var det ikke videre noget som han havde lyst til at diskutere med nogen som helst, for det var hårdt nok, og ikke mindst svært nok for ham selv at acceptere, men han var nødt til det – også for Athenas skyld. Han vendte håndfladen mod stenen, hvor han på magisk vis fik indgraveret Jareds navn på den samme sten, samtidig med at han gjorde Elanyas mere tydeligt. Denne grav skulle værdsættes og ikke mindst passes på, om han så skulle gøre det selv! Han rystede på hovedet, og endte med at rejse sig. ”Du kendte ham?” spurgte han, som han vendte sig mod ham igen og med den samme følelseskolde mine. Der var bestemt ikke meget i ham tilbage, men han var jo trods alt nødt til at gøre det så godt som han nu kunne.

[Deleted]

At Jared var død, var Amadeus nu ikke i tvivl om, for rygtet i sig selv, lød nu temmelig realistisk taget i betragtning af hvordan det hele faktisk forholdt sig, men det var nu egentlig bare sådan at det måtte være i den anden ende, for der var jo ikke ligefrem noget som man kunne gøre ved det af den grund. At søge kirkegården igennem for at finde den ene lille grav, som han søgte efter, var måske som at søge efter nålen i en høstak, men han havde selvfølgelig sine fordele i det henseende, så selvfølgelig var det noget som han kunne tage fat i allerede, hvilket han selvfølgelig var glad for i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Evan havde han fået øje på, også selvom han ikke havde nogen anelse om hvem manden var, men at han måtte være en som havde stået Jared nær, var ikke en tanke som han var det mindste i tvivl om, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Manden var lige ud af posen, hvilket var en mand efter Amadeus’ smag, så det var i sig selv, faktisk noget som passede ham ganske fint. Han nikkede. ”Det tænkte jeg nok. Jeg formoder at det er den mand som du har lagt i jorden? Med en anden kvinde?” spurgte han videre. Han havde måske aldrig som sådan haft den største del at sige, hvad angik Jareds liv, men det var noget som selvfølgelig godt kunne nå at ændre sig, ikke sandt? Han betragtede manden med en ganske sigende mine. Han slog armene roligt over kors og med den samme ganske kortfattede mine, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn som sådan. Han kneb øjnene en anelse sammen. Han ønskede faktisk selv at blive tiltalt i en ordentlig tone. At Jared havde været på børnehjem og det hele, vidste han godt, og selv havde han ikke hentet knægten af mange grunde, som han dog ikke havde nogen intentioner om at skulle dele med denne mand, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det gjorde jeg.. på afstand vel at mærke,” svarede han med en ganske stilfærdig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hovedet lod han søge let på sned igen. ”Jeg er hans far,” tilføjede han roligt, som han vendte blikket mod Evan igen. En sand far havde han måske ikke været, men det var dog alligevel den titel som han kunne tiltales med, for han stod jo faktisk som mandens far, og i det tilfælde, så var det lige meget hvorvidt om han var død eller levende.

[Deleted]

Man kunne ikke ligefrem vove at påstå at Evans humør var meget at prale med for tiden. Han havde det bestemt ikke nemt, også fordi at han nu havde fået det endelige ansvar for Athena, og det var bestemt heller ikke nemt, med en kvinde som slet ikke ønskede at have ham for tæt på, hvilket faktisk var en tydelig frustration uden lige! At denne mand så spurgte ind til Jared, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for tanken gjorde faktisk ondt. Det var selv et tab som Evan skulle til at bearbejde ordentligt, og det var bestemt heller ikke fordi at det var helt nemt altid, men det var vel bare at forsøge at gøre det så godt, som det nu var ham muligt? Han kneb øjnene direkte sammen. ”Det er det.. Lagt i jorden med den kvinde som han elskede til det sidste,” svarede han ganske ærligt. Elanya havde forsøgt at vise ham det til sidst, også selvom det havde været for sent.. Det havde været for sent, og så var der ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund, og så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Evans blik gled kort mod graven, da den i sig selv, faktisk var mere spændende end manden som han stod ved. Begravelsen var ikke just det mest.. sørgmodige, for ingen af børnene ønskede at være til stede, hvilket han faktisk godt kunne forstå, men det var vel også en skam med henblik på Jared, som faktisk havde elsket og forgudet begge sine elskede børn, men nu ikke var i stand til at føle af det fra deres side af? Hans ord, var noget som omgående fik Evan til at vende blikket mod ham, hvor det vel var tydeligt, at han var direkte overrasket? Vovede manden for øjnene af ham, at beskrive sig selv som mandens far? Far?! Hans biologiske far?! Næverne knyttede han ganske let. Han havde slet ikke haft nogen anelse om hvor elendigt Jared havde haft det dengang han var barn! ”I så fald, så håber jeg virkelig, at du ved hvor hårdt det har været for manden at klare sig igennem livet.. Velvidende om at ingen elskede ham.. foruden ganske få,” endte han med en ganske kortfattet stemme, for løgn var det jo trods alt ikke engang. Tanken gjorde selvfølgelig ondt, for han havde jo selv ønsket manden det bedste, og det havde bestemt heller ikke været meget bedre, efter han selv var blevet adopteret og tvunget fra børnehjemmet, og derved også væk fra manden som han altid havde været sammen med. ”Desuden er det lidt sent at dukke op, synes du ikke..? Efter mandens bortgang.. Jeg går ud fra, at det er derfor du er her?” tilføjede han ganske kortfattet. Han var bestemt ikke typen som dansede rundt om grøden. Nej, han gik direkte til sagens kerne.

[Deleted]

Amadeus var ganske vidst klar over, at manden var død, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved. Selv var han måske ikke som den slags mand mange ville dømme ham for at være – Yessica deriblandt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Blikket gled direkte mod hans skikkelse endnu en gang, og med den ganske kortfattede mine. Han vidste skam godt, at det måske var lidt sent at møde op nu, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod graven igen. Han kunne ganske vidst ikke læse, men den kvinde hvis aske Jareds lige var blandet sammen med, måtte være en som han virkelig holdt af. ”Det lyder i sandhed som en kvinde som han elskede og holdt af.. Hvem var hun?” spurgte han sigende, også fordi at han jo var en ganske nysgerrig mand, og det havde han altid været.
At afsløre at han var Jareds far, var noget som tydeligt kom bag på denne mand. Hvor godt han så i sin tid havde kendt hans søn, vidste han ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for det var ikke ligefrem fordi at det var noget som man kunne gøre det største med af den grund, om det var noget som man ville det eller ikke. Han vidste godt at Jared havde været på børnehjem, og at hans tilværelse bestemt ikke havde været den nemmeste, for han havde skam holdt øje, men med det liv som han havde haft, så havde han ikke set nogen grund til at opsøge ham, for ikke at glemme, at han havde nok at slå smed med henblik på hans datter, og nemt var det så sandelig heller ikke! ”Jeg er mere informeret end det som du nok vil gå og tro,” endte han med en ganske kortfattet mine. Han havde måske ikke været en far i Jareds øjne, men det var nu og da, sådan at det hele forholdt sig! Han slog armene fast over kors på hans muskuløse bryst. Han fnøs ganske kortfattet. Hellere sent end aldrig, var det ikke det som man sagde? ”Manden har aldrig ønsket at vide af mig.. Jeg har ikke været der, af personlige grunde, ellers havde jeg selv personligt hentet manden ud af det børnehjem,” forklarede han med en yderst kortfattet mine. Denne mand holdt af Jared, hvilket var noget som han tydeligt kunne se, og ikke mindst fornemme på ham, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til, for det var jo fint, at Jared havde haft nogen at støtte sig op af, men det var nu bare sådan at det var. ”Jeg har skam holdt øje med ham på en afstand, fra han var ganske lille.. fra jeg fandt ud af hans eksistens i det hele taget,” afsluttede han kortfattet.

[Deleted]

Evan følte at han var nødt til at snakke på Jareds vegne, nu hvor han ikke selv var i stand til at gøre det. Jovist var det en tanke som selvfølgelig gjorde ham trist til mode, for det var en mand som han helt klart kom til at savne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket direkte mod manden som stod der. At han ville vove at påstå at han var mandens far, var noget som gjorde Evan direkte hidsig, for det var slet ikke fair, at det var den behandling som manden skulle være tvunget igennem, hvis han havde forældre derude, som kunne tage sig af ham! Selvom det var noget som han lod forblive usagt for nu om ikke andet, så forsøgte han virkelig, selvom det bestemt heller ikke var så nemt sagt eller gjort igen, om det var noget som man nu ville det. Næven knyttede han ganske let. ”Den daværende dronning af Procias… Elanya Maloya,” svarede han ganske kortfattet. I sig selv, så havde han aldrig haft noget imod kvinden, og respekten var kun blevet mere tydelig efter Jareds kærlighed for hende, og det brev som han selv senere i tiden havde modtaget.
Manden var ganske ukendt for ham, men alene tanken om at han faktisk var Jareds far, var en tanke som gjorde ham hidsig, for han følte det bestemt heller ikke retfærdigt i henhold til manden, at han havde været igennem det helvede, hvis der ikke havde været nogen grund til det, for det havde der tilsyneladende slet ikke været! Han vendte blikket direkte mod ham i den samme kortfattede mine. Et sted direkte advarende. ”I så fald, så ved du hvad Jared har haft at slås med, allerede fra han har været ganske ung, har jeg ikke ret?” endte han med en ganske kortfattet mine, for den tanke i sig selv, gjorde ham hidsig. Han var revet ud af det selv, da han var blevet adopteret, og for sin egen del, så var det noget som han faktisk var glad for, men for de to mennesker som han havde holdt af, så var det vel også noget af det værste som faktisk kunne være sket? Blikket gled igen mod Jareds grav. Han fik gravlæggelsen og nedsættelsen som han ville have ønsket den. Han rystede fast på hovedet, som hans egne hænder roligt foldede sig bag hans ryg, idet han vendte blikket mod ham igen. ”Enhver forælder med hjertet på det rette sted, ville have revet sin søn ud af det helvede, om de havde været kendt med hvad der skete.. Jeg tror ikke du er nær så informeret som det du ønsker at påstå at du er,” endte han ganske sigende, som han roligt kneb øjnene sammen. Jared var død og borte, og selv stod han med resten af helvedet, for at finde ud af det hele, og det var bestemt ikke fair! Det var ikke nemt for hans del!

[Deleted]

At Amadeus skulle stå og direkte forsvare sig selv i denne stund, var ikke ligefrem noget som han kunne sige sig, at have regnet med, men det var nu bare sådan at det var i den anden ende. Han kneb øjnene fast sammen, også fordi at dette var ved at irritere ham temmelig voldsomt! Med tanken om at Jared nu var gravlagt sammen med den gamle dronning af Procias, var noget som direkte kom bag på ham, for det var slet ikke noget som han havde regnet med på nogen som helst måde! Han blinkede tydeligt overrasket med øjnene, hvor smilet alligevel ente med vise sig med en tydelig tilfreds mine i ansigtet. ”Den gamle dronning af Procias? Der kan man jo bare se.. Min kære dreng har virkelig scoret,” endte han med et stille smil på læben, for det var bestemt ikke noget som han havde noget imod. Han vendte blikket i retningen af graven. Det var vel også derfor at kvinden var gravlagt i Dvasias, frem for i Procias, hvor hun egentlig hørte hjemme? Ikke fordi at det var noget som han havde lyst til at blande sig i, for det var noget som han sikkert tidsnok skulle finde ud af i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Det var bestemt ikke fordi at Amadeus ville stå ved hans egen søns grav og forsvare sig, for det var slet ikke noget som han havde regnet med, også selvom han slet ikke ønskede at lægge det op til en direkte strid. Han fnøs ganske kortfattet. Han vidste faktisk langt mere om sin knægt, end det som denne mand lige gik og regnede med, for han havde faktisk holdt øje med ham fra han havde fået at vide, at knægten faktisk havde eksisteret! Det kunne godt være at han havde været lidt.. løst gående igennem største delen af hans alt for lange liv, og specielt efter han mistede sin hustru for mange år siden, men af den grund, så skulle han bestemt heller ikke dømmes så hurtigt, for det var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke! ”Jeg har ikke lyst til at stå her og forsvare hvad jeg har gjort og hvad jeg ikke har gjort, for jeg gjorde hvad jeg fandt rigtigt. Jeg har grunde til at holde mig i baggrunden, og tro mig.. Jeg er ikke den som du har lyst til at gøre vred..” endte han med en direkte advarende stemme, for løgn var det bestemt heller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det var en advarsel, som denne mand i den grad skulle tage til sig, for han mente det i den grad i ramme alvor! Hænderne lukkede sig mere fast omkring hans overarme. Han var kun ved at blive temmelig vred, og et kønt syn var det på ingen måde!

[Deleted]

Evan fandt det ret i at forsvare manden, og specielt hvis det her var en mand som faktisk stod fast på, at han var mandens far, for det var slet ikke noget som han ønskede at høre tale om! Han vidste at Jared havde haft det frygtelig hårdt. Selv uden den mand, så havde han nok heller ikke klaret sig igennem opholdet, for det havde været frygtelig mange år, og det havde bestemt ikke ligefrem været en tog ting, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han knyttede næverne ganske let. Det var bestemt ikke kun fordi at Jared havde sat næsen højt, men fordi at han havde elsket hende, ellers var det slet ikke gået så galt, som det var gjort, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! ”Jeg kan trygt love dig for at det ikke var et.. scor som Jared har gjort.. Kvinden elskede han af sit hjerte.. og hendes død, har været hans egen. Det var kun et spørgsmål om tid, inden det ville gå galt for selv ham,” endte han ganske kortfattet. Han kendte manden frygtelig godt, og lige der, nægtede han at tage datidsprincippet i brug, for det var slet ikke noget som han ønskede sig. Mandens død, var hård og ikke mindst svær nok som den var i forvejen!
At manden for øjnene af ham, var ved at blive vred, var slet ikke noget som Evan tog sig af, for han var selv ved at blive temmelig vred, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket direkte mod ham. Han virkede umiddelbar til at være en rolig mand ligesom Jared, for der skulle jo selv meget til, før den mand ville blive vred. Selv var det kun noget som han havde set ganske få gange. Han trak vejret dybt, som han igen vendte blikket direkte væk fra manden og mod graven i stedet for. Tanken var stadig noget som kunne efterlade ham med en knude direkte i maven, for det var virkelig svært i det hele taget at skulle indse, at manden faktisk var.. væk. ”Hvad så med at vi bare lader det ligge? Det gør ikke den største forskel uanset, og nu hvor manden er væk, så har jeg andet at give mig til end at stå og skændes med hans.. såkaldte far på hans eget gravsted,” endte han ganske kortfattet. Det var bestemt ikke fordi at han havde den største tro på det, men man kunne jo trods alt aldrig vide, og det var vel også derfor at han var så.. påpasselig som han var? Han var desuden også noget af det sidste som Athena havde, så han skulle jo selv nødigt ende i problemer. Igen skulle han tage det til sig; Man måtte vælge sine kampe med omhu, og det var han så sandelig også nødt til i fremtiden.

[Deleted]

Det var kun tydeligt for Amadeus, at denne mand ikke var en mand som kunne tage en joke, hvilket faktisk var noget som irriterede ham som intet andet. Han himlede med øjnene, for det var slet ikke sådan at han ville fremstille det, for det var jo egentlig bare i ren og skær sjov og ikke noget andet! Næverne knyttede han ganske fast, som han igen vendte blikket direkte i retningen af ham, og tydeligt med en utilfreds mine. Han fnøs. ”Der er tilsyneladende nogen som bare ikke kan tage en joke,” endte han ganske kortfattet. Det var da utroligt, at det her var en mand som skulle siges at kende Jared så frygtelig godt, og så ikke nogen humor? Det var faktisk næsten irriterende! Han fnøs igen, som han kneb øjnene let sammen. ”Min søn var lykkelig, og det var det eneste som betyder noget for mig. Han følte det, og jeg er sikker på, at han føler det samme nu,” endte han med en ganske kortfattet og bestemt tone, for løgn var det bestemt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Mandens fremgangsmåde, var noget som direkte irriterede ham, for det synes han bestemt heller ikke, at han havde gjort sig fortjent til!
Amadeus ønskede slet ikke at blive vred, og nu hvor det virkelig lød til at manden var ved at tage hans advarsel til sig, så var det noget som han i sig selv, faktisk havde det ganske fint med i den anden ende! Han nikkede med en ganske kortfattet mine, som han vendte blikket mod ham. At lade det ligge, var noget som passede ham fint. Han havde egentlig kun været der, for at være en del af hans egen søns nedsættelse, og det var vel ikke meget at forlange, var det? Næverne knyttede han ganske fast endnu en gang. ”Det passer mig i princippet ganske fint,” endte han stilfærdigt, som han selv tydeligt måtte falde mere til ro, for han ønskede bestemt heller ikke at stå her og råbe og skrige, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod gravstedet endnu en gang og med den samme ganske rolige mine. ”Jeg har fået de svar som jeg søgte.. Evan..” Han vendte blikket endnu en gang i retningen af ham endnu en gang. Han var ved at være god til den slags, men det var nu bare sådan at det var. Det var jo ikke ligefrem første gang, at det her skete, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han bredte de store vinger endnu en gang, og med en tydelig tilfreds mine i ansigtet. ”Du har beskyttet ham.. I frygtelig mange år nu. En skam, at manden aldrig så det med sine egne øjne,” afsluttede han med en rolig stemme, som han lod hovedet søge på sned. Armene søgte mere slapt ned langs hans side. Tabet af et barn, var selv noget som han faktisk måtte tage hårdt på.. Hårdere end det som han nok gav udtryk for.

[Deleted]

Evans form for humor var død i det øjeblik, som han havde valgt at rive kniven ud af Jareds ryg, og derved lade ham glide hen i døden, kun for at tage sig af hans kære niece, som havde været så knust som intet andet, hvilket stadig var en tanke som gjorde ham direkte ked af det, for det var noget som han kun var nødt til at bide i sig lige nu. Han var nødt til at holde sig selv godt i nakken, for ikke at ende med at knække selv, for han vidste skam godt, at det her var noget som han havde taget hårdere end det som han lige havde regnet med, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Svagt kneb han øjnene direkte sammen. ”Jeg har betragtet Jared som min bror siden jeg var en ung knægt.. Jeg finder det ikke spor morsomt at manden skal fremstilles som en skørtejæger, når det er noget af det sidste som man kan kalde ham for,” endte han med en yderst kortfattet mine. Han fandt det rigtigt at forsvare Jared, nu hvor manden ikke selv var i stand til det, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, men noget var han jo for pokker da nødt til at gøre i denne situation!
Hvem denne mand var, vidste Evan ikke rigtigt, men en ting kunne han da hurtigt få konkluderet; Det var bestemt ikke en mand som han brød sig særlig meget om af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! At lade det ligge, var selvfølgelig ikke en tanke som han havde det mindste imod, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Manden var død, og der var ikke noget at gøre ved det nu. Han vendte blikket endnu en gang direkte mod ham, som hans navn pludselig blev kendt. ”Hvorfra har du mit navn?” endte han med en yderst kortfattet mine. At manden var dødsengel, var nu ikke noget som han tog sig af, for det var jo kun en større indikation på at manden på ingen måder kunne være Jareds far, for der havde ikke været noget dødsengel over ham! Jovist måske i hans tålmodighed og i hans temperament, men det var jo så også det eneste! Han himlede med øjnene. ”Manden har altid været blind for hvad der var lige for næsen af ham.. Nu skal jeg igen til at rydde op i hans rod, og endda tage mig af hans børn.. Dine børnebørn, hvis der er hold i noget af det som du fortæller mig,” endte han ganske kortfattet, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn som sådan, for han stolede bestemt ikke på manden som stod foran ham, også fordi at det slet ikke var noget som han havde haft nogen grund til! ”Savnet er han.. Nok mere end det som du lige går og tror,” afsluttede han yderst kortfattet.

[Deleted]

Generelt var dette virkelig ved at irritere Amadeus, for han gad virkelig ikke stå der og skændes med Evan for øjnene af hans egen søns grav! Måske at han var et mørkt væsen, som ikke videre var påvirket af døden, men dog af den grund, så ydede han faktisk den største respekt for det, og det var der adskillige grunde til. Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang, hvor han kneb øjnene en anelse sammen. ”Du besidder virkelig ikke nogen form for humor, gør du, Evan?” spurgte han ganske kortfattet. Det kunne godt være, at det ikke ligefrem var det rette tidspunkt at gøre det på, men det var nu ikke noget som han kunne eller ville sige noget som helst til af den grund. Han himlede let med øjnene. Det her var virkelig ved at blive for meget. Han var kommet for selv at tage afsked med hans kære søn, og selvom han måske ikke ligefrem havde været der til at tage sig af manden, så var det endnu hans søn, og af den grund, så var det også noget som han nærede de varme faderlige følelser for – ligesom han havde gjort ved Angelo tilbage i sin tid, hvor han havde været der. Sjovt som drengene faldt bort og kvinderne holdt stand. Selvfølgelig var det ikke en tanke som gjorde ham det mindste som sådan, men af den grund, så var det alligevel en tanke som han fandt morende.
Amadeus vendte blikket direkte mod Evan endnu en gang. At han kendte hans navn, var noget som kom bag på ham, var slet ikke noget som han valgte at tage sig af, for han fik jo ikke noget ud af det. Det var tydeligt, at denne mand var som en lukket østers, en lukket bog, som han bare ikke kunne åbne igen, og selvom det måske var fristende at søge ind i skallen på ham, kun for at få ham til at indse det, så var det slet ikke noget som han kunne få sig selv til af den grund. ”Jeg kan fornemme at du allerede har mere end rigeligt at se til, min kære Evan. Jeg sætter pris på at du gør det for Jared. Jeg er sikker på, at det nok er noget som han sætter ekstremt stor pris på. Jeg har måske ikke været en del af knægtens liv som jeg burde, og som sagt, så har jeg haft mine grunde til at gøre som jeg har gjort,” fortalte han endnu en gang. Det var ikke ligefrem fordi at han var bange for at erkende det, men visse ting var jo trods alt bedre usagte, og dette var så sandelig også en af dem! Han vendte sig endnu en gang med ryggen til ham, hvor han spredte vingerne. ”Savnet er han.. Men mærk dig mine ord.. Det bliver værre før det bliver bedre,” endte han sigende, idet han satte af fra jorden, og søgte op mod den store himmel, kun for at søge hjemover igen. Nu var det simpelthen nok for ham!

//Out

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Evan ønskede at stå og diskutere, men det var virkelig ikke fordi at man kunne vove at påstå at hans humør var det bedste lige nu, hvilket vel heller ikke var noget som sagde så lidt? Han vendte blikket direkte mod Amadeus, også selvom manden var ukendt for ham, så var det her i den grad noget som han var nødt til at undersøge videre, og det var bestemt heller ikke noget som kunne sige så lidt! Enhver mand som kendte til Jared og på den måde, som denne mand tydeligt gav udtryk for, så var han nødt til at gøre eller sige et eller andet til det trods alt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg beklager at min humor er lidt manglende i denne tid, men det er der vel også en temmelig god grund til?” spurgte han ganske kortfattet. Det var egentlig ikke fordi at han havde lyst til at stå og vrisse af manden som han stod overfor i denne stund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det var bare ikke nu man skulle komme i vejen for ham, for han havde virkelig nok at slås med som det stod i forvejen! Både mentalt, men også fysisk, for han stod med to børn som end ikke var hans, som han nu var blevet værge over, og det var ikke en nem opgave!
At denne mand kendte hans navn, var ikke noget som Evan i sig selv, var synderlig begejstret for, også fordi at det normalt ikke ligefrem var noget som bragte noget godt med sig altid, og det var noget som han efterhånden var vant til. Han knyttede næverne let, som manden endte med at stille sig med ryggen til ham. Ikke fordi at det var noget som han sagde noget til som sådan, også fordi at han slet ikke ønskede at blande sig i de affærer, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han fnøs ganske kortfattet, som han igen vendte blikket mod graven. ”Jeg er ikke i humør til den slags lige i denne tid.. Hvem du så end er.. Jeg har nok at se til som det er i forvejen. Jeg har ikke brug for yderligere bekymringer at skulle tage mig af,” endte han med en yderst kortfatte mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han havde nok som det var i forvejen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! At det ville blive værre før det blev bedre, vidste han allerede. Han nikkede. ”Tak for advarselen..” mumlede han tvært, som han så manden forlade ham. Ikke fordi at det gjorde ham noget, for det behagede ham faktisk! Han vendte sig mod graven igen, hvor han tog en langt dybere indånding og slap det i et tungt suk. ”Hvil i fred, min gamle ven..” endte han med en dæmpet stemme. Han slog let kors over brystet, inden han selv vendte om og forlod stedet. Det var en ting.. Så kunne han gå videre til det næste.

//Out