You are safe now

[Deleted]

Det var blevet en sen aften, da Jacques endelig havde fået Yasmya med sig ud og væk fra Den Mørke Cirkel. Et sted så havde det kun bragt ham en lettelse, velvidende om at han havde fundet hende i live, også selvom han tydeligt kunne se, at det endnu var rivende galt for hende, for hun kunne jo slet ikke finde varme! Warlockerne havde de ikke set så meget som skyggerne til, og nu hvor de havde efterladt varulven et eller andet sted, ikke langt fra Den Mørke Cirkel, så følte han lettelsen for alvor, for han havde jo slet ikke lyst til at rende rundt med et bæst af den slags!
Yasmya hvilede godt i hans arme, og stadig i søvnen, da han måtte komme til Atterlin. En lille by som lå langt mere ind i Dvasias, end den lå mod grænsen, hvilket var en handling som han gjorde bevidst. Han vidste at Procias lå i et massivt kaos.. Han havde jo hørt folk snakke som de havde passeret på vejen, og hørt om det angreb som Warlockerne havde forårsaget, hvilket var noget som gjorde ham direkte urolig, for hvad med hans far? Hans søskende? Hans søn? Han vidste at Jason ganske vidst ville passe på dem og holde dem trygge og sikre, og hvis der var nogen som han stolede på i det henseende, så var det i den grad hans far! Han nåede kroen med rolige skridt. Såfremt at Procias virkelig lå i et kaos, så ville han bestemt heller ikke bringe Yasmya hjem! Ikke på vilkår! Han sukkede dæmpet, som han let trykkede hende tæt ind mod sin egen krop, også selvom han vidste, at han på ingen måder, ville være i stand til at varme hende oprigtigt, hvilket næsten var det værste af det hele, for han ønskede jo heller ikke, at hun skulle dø af kulde! ”Vi er snart fremme..” endte han med en dæmpet stemme, som han fik skubbet dørene op til kroen. Hun skulle have noget varme, og det var ikke noget som kunne gå hurtigt nok! Han nåede hurtigt op til disken, hvor han bad om en nøgle.
”Sæt det på Jason Nimanhras regning,” bad han stilfærdigt, som han tog omkring den, og søgte op af den lille trappe som førte dem op til værelserne. Store var de ikke, men fine var de dog.. Og så lang tid at han kunne finde roen her til at passe på hende, så var det så sandelig også det værd set i hans øjne! Forlovelsen med Camryn var ikke just hvad han tænkte på i denne stund, også selvom han jo faktisk gik rundt med ringen hvilende på sin finger. Han fandt den rigtige dør, som han fik op og trådte indenfor. Meget sølle af sig, men det var nu heller ikke noget som han kunne eller ville sige noget til. Han lagde hende roligt på sengen, inden han greb omkring alt hvad der hed sengetæpper og dyner og pakkede hende ind i dem. Han ønskede ikke at hun skulle være så kold! ”Du er i sikkerhed her, min kære..” endte han med en dæmpet stemme, selv på trods af, at han vidste at faren på ingen måder var ovre endnu!

[Deleted]

Hvor lang tid der var gået siden Jacques var endt med at dukke op, var ikke noget som Yasmya havde den mest fjerne idé om. Hun havde sovet trygt og godt i hans arme, og vidste ikke hvor pokker de var på vej hen. Den kraftige skælven var endnu ikke stoppet, og det var ikke fordi at Jacques ligefrem gav hende megen varme, taget i betragtning af hans væsen, dog var det tæt på at hun var koldere end det som han selv var. Lidt klagende slap hun et suk, som han besværet bragte hende indendøre på kroen. Hendes øjne forblev lukket også selvom hun var kommet en smule til sig selv, hun var for træt til at spærrer øjnene op. Hånden hvilede stadig mod hans muskuløse bryst, også selvom det slet ikke havde været med vilje, det forekom hende naturligt selv efter alle de år. De blonde lokker hang ned over hans arm, lange og uglede og lettere blodige efter at blive gnedet rundt i sårene på hendes ryg. Vingerne var væk, de havde i sig selv været dejlig varme, nu følte hun sig blot nøgen igen. Under alle omstændigheder så vidste hun, at hun nu var i sikkerhed, Jacques ville ikke gøre hende noget, det var hun sikker på. Den varme stemme fik en behagelig bølge af varme til at glide igennem hende. Anstrengt endte hun med at lade de matte, grønne øjne komme til syne bag de tunge øjenlåg. Der var ingen gnist eller glæde at finde i dem, ingen lettelse at sporer. Hun så sig ikke omkring, hun havde ingen idé om hvor de var, selvom hun næsten gik ud fra at de ikke var i Procias, det ville hun ikke have været i tvivl om. Hendes læber var stadig blå og det samme var fingerspidserne, hun var på ingen måde i stand til at holde varmen. Hun lod sig fører ind på værelset, også selvom hun næsten kunne mærke at besværede sig, også selvom hun var let som en fjer, det var en af fordelene ved at være af det væsen som hun var. ”Ja-Jacques,” hviskede hun næsten desperat. Hun ønskede ikke at han skulle være urolig, og selvom det undrede hende at han var så bekymret, så kunne hun ikke lade være med at nyde tanken. Uden at sige ham imod lod Yasmya ham, pakke hende hende ind i diverse tæpper, hun ville ikke fortælle ham at det ikke ville hjælpe det mindste, hun var stadig kold, det havde hun været siden mødet med Malisha, og selv hun var ikke naiv nok til at tro at det hele var fint, for det var dræbende.. før eller siden ville det slå hende ihjel, det var hun jo slet ikke i tvivl om, også selvom tanken virkelig skræmte hende. Hun lod atter blikket glide i, forsøget at finde sin indre varme, også selvom mørket og kulden fortærrede hende langsomt. ”F-fik du d-dyret m-m-med?” stammede hun anstrengt. Det burde måske ikke betyde noget, men han havde passet på hende.. ja hvor lang tid hun nu end havde været væk. ”Hv-hvor læ-længe? spurgte hun stille og følte tårerne presse sig på. Selv nu kom han hende til redning, det forundrede hende lidt særligt efter deres sidste møde, men hun var om ikke andet glad for det.

[Deleted]

Det var ikke fordi at det krævede alverdens fra Jacques’ side at føre Yasmya med sig. Hun var for det første let som havde hun været en fjer, og det at han var det væsen som han var, så var det ikke fordi at det krævede alverdens for ham, at skulle få hende med sig væk – heldigvis. Han vidste allerede nu, at med Malisha i billedet, så var det alvorligt, også fordi at en varulv fint burde give hende varme, men selv han havde været i stand til at mærke, at hun havde været kold! I det store og hele, så havde han slet ikke tøvet med at skulle søge ud efter hende, uanset hvor hun havde været. Desuden var han også sikker på, at det var noget som havde reddet hans liv i længden, også selvom det var svært for ham i det hele taget at falde ordentlig til ro, også fordi at han vidste at hans lille dreng var der, og han var jo faktisk bekymret!
Yasmya pakkede han ind i alt hvad han kunne finde, som bare måtte minde om dyner og tæpper i et næsten desperat forsøg på at skulle give hende varmen, for det var jo tydeligt, at det var noget som hun havde brug for! At hun var ved at vågne igen, var noget som fik hans opmærksomhed til at vende sig direkte mod hende. Hånden hævede han og strøg mod hendes kind. ”Sch… Det hele skal nok gå, min kære,” endte han med en ganske dæmpet stemme, også fordi at det jo faktisk var ord som han måtte mene. Han lod hovedet søge på sned og satte sig på sengekanten ved siden af hende. At hun så igen skulle spørge ind til den store hund, var noget som han bed i sig, hvor han roligt nikkede. ”Han er taget hjem,” forklarede hun stille. Han kunne godt se at hun frøs, og det var en tanke som faktisk bekymrede ham som intet andet overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl o overhovedet! Han brød sig slet ikke om det! Han sukkede dæmpet. Lige hvor lang tid helt præcist, vidste han ikke, for han selv havde været påvirket lidt af det som havde drevet ham lidt ud af tid og sted. Han vendte blikket kort tænkende i retningen af vinduet. Han var nødt til at holde hende her til Jason gav grønt lys. Desuden var han sikker på at manden forstod når regningen på kroværelset dukkede op, for et eller andet, havde han jo været nødt til at gøre! ”5 dage nu, Yasmya,” fortalte han stille, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han tog stille fat omkring dynen, så han kunne få den pakket godt og trygt om hende, og så selvom han allerede nu vidste, at det ikke var noget som gjorde den største forskel af den grund, hvilket faktisk var noget som gjorde ham bange. Han ønskede da slet ikke at miste hende, og da bestemt ikke nu! ”Sov du bare.. før du ved af det, så ligger du hjemme i din egen seng,” endte han dæmpet.

[Deleted]

Yasmya havde slet ikke overskud til at bekymre sig om hvor vidt det var besværligt for Jacques eller ej, hun var bare lettet over at han i det hele taget havde fundet hende og taget hende med sig, for det var slet ikke hvad hun havde forventet af ham, og slet ikke efter deres seneste møde. Hun lod ham pakke hende sammen i diverse tæpper og dyner, mens hun selv forsøgte at finde varme, men uden videre held, det var forfærdeligt! Hendes tænder klaprede, også selvom hun blev pakket ind dertil hvor hun på ingen måde var i stand til at røre på sig. Benene lå stadig fuldkommen slappe, det bekymrede hende, men hun ville helst ikke nævne noget om det for Jacques, han bekymrede sig allerede mere end rigeligt. Hvis hun skulle have mulighed for at overleve, havde hun behov for nogle til at ligge ind til hende, få gang i blodomløbet, for det måtte vel være det som Malisha havde svækket? Blikket faldt på ham som han satte sig på sengekanten ved hende. Det skabte en tryghed, det var jo noget som hun følte velkendt, han havde altid sat på hendes sengekant.. dengang hun havde været lille vel og mærke. Hans hånd føltes næsten brændende mod den kolde kind. Hun søgte hans kærtegn og slap et stilfærdigt suk. ”J-jeg har b-brug f-for varme,” påpegede hun næsten desperat. En gennemsigtig tårer forlod øjenkrogen og gled ned af den blege kind og ned mod hans hånd. Hun havde ondt, og hun var bange.. bange for aldrig at skulle holde Emanuel i sine arme igen, bange for at det bare var en sød drøm, hun havde savnet ham. Det lettede hende at Jacques faktisk havde formået at få dyret ud, også selvom hun ikke havde haft den mest fjerne idé om hvem der gemte sig bag. Hun nikkede stilfærdigt, og kæmpede stadig for at holde øjnene åbne i det hele taget. Det kom hende lidt so et chok at hun havde været væk i 5 dage.. var der allerede gået så lang tid!? Om muligt forlod den sidste rest af farve hendes kinder. Hun sukkede direkte opgivende. ”S-så la-lang t-tid?” spurgte hun i en svag, og ikke mindst anstrengt hvisken. De mange dyner og tæpper forhindrede hende i at røre sig det mindste. Hun så ned af sig og bed sig blidt i underlæben. ”J-jeg kan ik-ike mærke m-mine b-ben,” erkendte hun stammende. Et sted var hun vel for skræmt til at holde det for sig selv? Selvom hun var tryg hos ham, så frygtede hun for aldrig at skulle vågne op igen, hvis hun faldt i søvn endnu engang, og tanken skræmte hende. Hendes hjerte bankede så fast som det nu engang var i stand til også selvom det bestemt ikke var meget i den tilstand hun befandt sig i. Hun bed sig end ikke fast i tårerne der stille var begyndt at stryge ned over de blege kinder. Der var noget større under optræk, det gav ingen mening at gå så direkte efter hende, og det gjorde hende vred og frustreret. ”Hv-hvis det h-her ik-ikke går, s-så tag d-dig a-af Em-Emanuel,” bad hun med tårerne trillende. Ringen på hans finger havde hun på ingen måde bidt mærke i, hvorfor skulle hun?

[Deleted]

Jacques var selvfølgelig frygtelig, frygtelig glad for at han havde fundet Yasmya. Da han havde følt i det indre, at noget havde været rivende galt, havde han smidt alt det som han havde i hænderne, og så var han taget af sted. At han så skulle finde en skræmt Emanuel, var ikke hvad han havde regnet med, men nu hvor han også havde fundet Yasmya, så var det so om at roen igen kunne sænke sig i hans bryst, og det var noget som han faktisk havde det utrolig fint med! Selvom faren næppe var overstået endnu, for han kunne jo endnu se at hun havde det ekstremt dårligt, og han vidste jo allerede nu, at Malisha havde noget med det at gøre! Og det var bestemt ikke en tanke som gjorde det meget bedre, for den kvinde var ikke andet end sindssyg! At hun havde brug for varmen, vidste han godt, men så blå som hun var, så var det også tydeligt for ham, at end ikke den varme som en varulv besad, var noget som kunne gives videre til hende. Han lod hovedet søge på sned, hvor den bekymrede rynke meldte sig i hans pande. ”Jeg ved det godt, min kære.. Bare.. hold ud.. Det skal nok gå,” endte han med en dæmpet stemme, for sådan var det jo faktisk!
Det var ved at være lang tid at Yasmya havde været væk, men også fordi at Jacques havde været nødsaget til at finde ud af det hele, så var det selvfølgelig også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han nikkede med en rolig mine, som han vendte blikket mod hende igen. ”Det har du.. Jeg tog af sted så snart Emanuel kom i sikkerhed..” Han sukkede dæmpet og bed sig svagt i læben. Han kunne ikke bare lade hende ligge der på den måde! Skoene sparkede han roligt af, idet han trak sig mere op på sengen, hvor han tog hende op i favnen, hvor han slog armene om hende. Han forsøgte a om ikke andet, selvom det bestemt heller ikke hjalp det mindste, men det var virkelig bare at forsøge, så godt som det nu var ham menneskelig muligt! Han endte mere bleg i ansigtet. ”Du… du kan ikke mærke dine ben..?” Han lod varsomt den ene hånd søge ind under laget af dyner og tæpper, idet han strøg mod hendes ben. ”Kan du mærke det her..?” spurgte han forsigtigt, som han igen vendte blikket i hendes retning. Det var faktisk noget som måtte bekymre ham meget! Han kneb øjnene svagt sammen til hendes sidste ord. Det var bestemt ikke noget som han ønskede at høre tale om, om det var noget som han ellers kunne blive fri for! ”Selvfølgelig vil du klare det, Yasmya.. Jeg lader ikke dig gå bort her, det kan jeg trygt love dig! Emanuel skal stadig have sin mor, som han vil have sin far..!” endte han denne gang med en meget bestemt og ikke mindst stædig stemme, for han ville slet ikke høretale om andet, for et sted så var den vel.. skræmmende? Uden hende, vidste han slet ikke hvad han skulle gøre!

[Deleted]

Hvordan Jacques havde fundet hende, var ikke noget som Yasmya ville spekulere på, det forundrede hende lidt at han var den som havde opdaget at hun var væk, for hvad havde han lavet i Manoret? Det eneste hun havde fokuseret på var at beholde Malishas fokus for at lade Emanuel slippe, for hun var slet ikke i tvivl om at hun ville have blandet den lille knægt ind i det, hvis hun havde vidst at han var i live, og havde været i huset, nu kunne hun om ikke andet trøste sig med at han var i sikkerhed, hun var bare glad for at Jason tog sig af ham mens de var her. Yasmya forsøgte virkelig at bide kulden i sig, hun kunne fornemme Jacques' uro og hun brød sig på ingen måde om den, hun ville bestemt heller ikke gøre den værre. På trods af de mange tæpper, så følte hun kun en ringe forandring, for meget varmere var det ikke. Hun skælvede, det føltes efterhånden som om hendes læber var direkte frosne. Trætheden og svimmelheden vældede stadig ind over hende, hun følte knap at hun kunne holde øjnene åbne også selvom hun prøvede udelukkende fordi hun ikke havde lyst til at sove. Det var sjældent at hun i det hele taget så ham efterhånden, de sidste mange år havde det kun været når en eller begge havde været i knibe, af en eller anden grund stod han der stadig når hun havde behov for ham, han formåede stadig at rive hende ud af mørket. Hun nikkede stille. ”J-jeg pr-prøver,” endte hun lidt hæst. Hun ville nødig nævne for ham at hun næsten ikke var i stand til at holde sig vågen og at hun ikke havde været i stand til det i flere dage efterhånden. Hans varme stemme havde en beroligende effekt på hende. Hun fulgte ham med de funklende, grønne øjne, betragtede nøje hans bevægelser også selvom det på ingen måde var af frygt, tværtimod håbede hun i sit stille sind at han ville komme nærmere. Hun vendte hovedet mod ham. ”Jeg e-er gla-glad f-for at du t-tog dig a-af ha-ham,” endte hun stammende. Bare det at vide at Emanuel var i sikkerhed var noget som havde fået hende til at falde betragteligt mere til ro. Hun bed sig let i læben, det var tydeligt at hendes ord kun havde gjort ham endnu mere urolig end han havde været før. ”N-nej,” erkendte hun og slog blikket i jorden. Hendes hjerte bankede mere fast som hun kunne mærke hans hånd søge ind under dynerne mod hende, men det var som om han aldrig kom i kontakt med den nøgne hud. ”Hv-hvilket?” spurgte hun en smule forundret og så ned på dynen, hun vidste at hans hånd var der, men hun kunne på ingen måde føle ham. Den stædige tone kom faktisk bag på hende. Hun slog blikket tænktsomt væk for et øjeblik.. sandsynligheden for at overleve dette faldt mere og mere, selv på trods af at hun sad i hans favn, dækket under diverse tæpper og dyner. Hun ønskede ikke at gøre Emanuel moderløs, ikke nu hvor hun endelig havde fået ham, desuden ville knægten blive knust og det ønskede hun ikke. ”Hv-hvis d-det ik-ikke h-holder op, m-må du b-b-bide m-mig,” endte hun med en direkte uskyldig tone. Ja hun frygtede døden i dette tilfælde, og hvis det var den eneste vej, så var det sådan det måtte være.

[Deleted]

Jacques havde slet ikke været i tvivl om, at der havde været et eller andet galt. Det var bare den stikkende fornemmelse i hans sind, som sagde det hele, så selvfølgelig var det ikke noget som han kunne ignorere, for han havde slet ikke været i tvivl om, at det var Yasmya som det gjaldt. Knægten havde han fundet forvirret, skræmt og bange, hvor han konstant havde spurgt ind til mor – spørgsmål som han ikke havde været i stand til at besvare, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Tænderne bed han svagt sammen. Han vidste at Malisha havde noget med det her at gøre, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for han var bange.. Han var faktisk bange. Han nikkede stille til hendes ord, som han igen strøg hende over håret og over hendes kind. ”Det.. det er godt, min kære..” endte han dæmpet. Det var måske ikke ligefrem noget som han skulle kalde hende, men det var bare hvad er faldt ham mest naturligt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tungen strøg han let over sine læber. ”Selvfølgelig ville jeg gøre det.. Han er jo trods alt min dreng,” endte han dæmpet. At hun bare skulle takke ham for det, var noget som han slet ikke forstod sig på, for han.. gjorde vel bare hvad en hver anden far ville gøre for sin søn? Passede på ham? Han ville da ikke kunne få sig til andet!
At vide at Yasmya ikke kunne mærke sine ben, var noget som et sted skræmte Jacques, for det var slet ikke en tanke som han brød sig om! Hånden lod han yderst varsomt søge ind under dynen, hvor han lagde den mod hendes ben. Selv han kunne mærke at hun var kold, og så var hun virkelig også kold! Han bed tænderne let sammen. ”Jeg berører dit ben, min kære.. Du kan slet ikke mærke det..?” spurgte han usikkert. Han vendte blikket mod hende, som han lod hende hvile op af ham. Han ønskede slet ikke at se hende glide bort. Meget kunne han leve med og meget kunne han bide af sig, men at hun skulle glide bort, var slet ikke et alternativ i hans øjne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun direkte bad ham om at bide, hvis det skulle blive nødvendigt, fik ham til at vende blikket direkte overrasket mod hende, for det var ikke hvad han havde regnet med at høre! Hvad pokker skete der? Tænderne bed han svagt sammen. Han ønskede da ikke at tvinge Yasmya ind i mørket, velvidende om hvor meget den tanke faktisk skræmte hende, hvilket ikke gjorde det bedre af den grund. Han endte dog med at nikke, også selvom det var yderst tøvende. ”Sig til hvis du føler det er nødvendigt, Yasmya.. Jeg ønsker ikke at gøre dig ondt..” endte han med en dæmpet stemme. Tanken skræmte ham faktisk! Armene lukkede han mere om hende, så hun kunne ligge op af ham, hvor han selv skruede sin egen kropstemperatur op. Han forsøgte da om ikke andet!

[Deleted]

Selvom dagene havde passeret uden at give Yasmya en mulighed til at følge med, så følte hun allerede at hun havde været væk i en mindre evighed. Det store dyr havde vogtet over hende, og passet på hende, når det vel egentlig havde været meningen at han skulle flå hende? Det sagde blot lidt om at der gemte sig en forholdsvis kontrolleret man bag, og selvom hun næsten savnede ham, så var hun jo faktisk glad for at Jacques havde fundet hende, og så var det lige meget hvordan det var lykkes ham. Hånden ned igennem de blonde lokker og hen over den blege kind, føltes næsten varm. På sit vis havde hun næsten glemt hvor blide hans kærtegn var, og hvor megen tryghed han kunne skænke hende i blot et enkelt. Måske hun formåede at leve hverdagen som hun altid havde gjort, og måske det på sit vis var blevet nemmere at holde smilet på sine læber, men inderst inde gik det vel for alvor op for hende hvor meget hun faktisk.. savnede ham? Blikket lod hun stille glide mod ham, og betragtede hans tydeligt urolige ansigt. Efterhånden kendte hun ham så godt, at hun ikke var i tvivl om at han var mindst ligeså bange som hun var, men han forsøgte at være stærk for hendes skyld, selv efter alt den tid hvor de ikke havde udvekslet ord, men hun om ikke andet, havde gået rundt i ren og skær længsel. Ringen på hans finger bed hun sig ikke fast i, og eftersom hun havde været borte, havde hun endnu ikke hørt rygterne om hans forlovelse. Det var en kamp om at holde sig vågen. Øjenlågene gled stille i indtil hun selv tvang dem op igen, ved en enorm indre kamp, hun havde lyst til at sove, men på den anden side frygtede hun at hun ikke ville vågne op igen hvis først hun sov. ”J-jeg v-v-ved de-det godt, d-det var h-hel-heller ikke s-sådan m-ment,” påpegede hun en smule anstrengt. Hun var glad for at han havde handlet også selvom han selvfølgelig altid ville gøre det overfor Emanuel, Yasmya betvivlede slet ikke at han virkelig elskede sin søn. Tanken om at han rørte hende på den måde ville normalt have fået hendes hjerte til at banke, men hun kunne slet ikke føle at han måtte røre det, hun havde ingen bevægelighed i det, og havde ikke haft det siden den aften hvor Malisha var kommet. ”H-hun ra-ramte m-mig i r-r-ryggen m-med et eller a-andet,” fortalte hun lidt dæmpet, for det gav vel svar på hvorfor det var gået sådan, desuden havde hun stadig ondt. Hun lod de grønne øjne møde hans kun for at understrege at hun rent faktisk mente det. Hun ønskede ikke at lade livet på dette givne tidspunkt, det var for tidligt selv for hende, men hun vidste ligeså at sandsynligheden for at overleve dette ikke var stor så længe hun var så kold. Yasmya sank en klump og forsøgte at ligge sig lidt mere ind til ham. Et sted faldt det hende vel bare naturligt, de havde trods alt en lang fortid bag dem. ”J-jeg er s-så k-kold a-at jeg n-n-næsten ikke kan tale, J-Jacques. J-jeg ha-har i-ikke l-lyst til at g-gå bort n-nu,” påpegede hun yderst stilfærdigt og lod de grønne øjne fyldes med tårer. Hun ville være der for sin søn, det var vel heller ikke for meget at bede om? Hovedet lagde hun ind mod hans bryst, nød den stærke velkendte duft af.. ham der gjorde hende langt mere rolig.

[Deleted]

At finde hende på den måde, var virkelig noget som havde skræmt Jacques, også selvom han desværre måtte erkende, at han faktisk var det store og massive dyr, meget taknemmelig for at have passet på hende, velvidende om at det sikkert havde været hans aftensmad, og ikke noget som han skulle vogte om. Han havde fundet hende i live, og det var virkelig det eneste som havde betydning for ham på nuværende tidspunkt! Selvom han måske ikke burde være sådan over hende, som det han var i denne stund, så kunne han virkelig ikke lade være, for det lå bare.. naturligt til ham, at være overbeskyttende overfor hende, for hun var jo.. hans mage. Han vidste det godt, også selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, og det var en tanke som han bestemt heller ikke brød sig særlig meget om, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han vendte blikket mod hende igen. Han nikkede forståelsesfuldt. ”Du behøver ikke bruge energien på at snakke, min kære.. Prøv bare at slappe af.. Jeg ved det godt.. Men det her kunne jeg ikke ignorere. Jeg kunne mærke helt ind i mine knogler, at der var noget galt,” endte han med en dæmpet stemme. Det var ikke engang en løgn. Man kunne vel altid mærke når ens mage virkelig var i problemer? Selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, og den tanke gjorde et sted.. ondt, for han kunne ikke ignorere det!
At vide at hun ikke engang kunne røre eller mærke sine ben, var noget som gjorde Jacques frygtelig nervøs, for det var da tydeligt for ham, at der var et eller andet galt, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende! Han bed tænderne let sammen, som han roligt strøg over hendes iskolde ben, for selv i hans forstand, så var hun kold, og så var det virkelig slemt! Han nikkede stille, som han tydeligt bed tænderne sammen. ”Vi… skal nok finde ud af det, når jeg engang kan få dig med mi hjem,” endte han med en dæmpet stemme. Et sted så var han bange for at der ikke var meget at gøre ved det, men der var helt sikkert noget som man kunne gøre ved det! Det var han slet ikke i tvivl om! Han var nødt til at forblive optimistisk! Han lod hende roligt lægge sig godt ind til ham. Han trak vejret dybt, som han hævede sin nu varme hånd og lagde den mod hendes kind. Han ønskede ikke at se hende gå bort! Slet ikke! ”Du må sige til.. Jeg vil ikke bide dig, før det skal være nødvendigt..” endte han dæmpet. Ja, bange var han, selvom han virkelig forsøgte at bide det i sig, selvom det så sandelig heller ikke var særlig nemt! Han vendte blikket roligt mod hende, inden han roligt kyssede hendes pande. Han ønskede slet ikke at se hende have så ondt og have det så slemt, selvom han vidste, at han ikke kunne gøre det største ved det. ”Hvil du bare min kære.. Jeg skal nok passe på dig,” endte han med en yderst dæmpet stemme.

[Deleted]

Hvem end det store og massive dyr havde været, så havde han taget sig af hende.. passet på hende og tanken morede Yasmya alene af den grund, at Malisha havde forventet at det ville flå hende til der ikke var meget mere af hende. Den tryghed hun havde fundet hos dyret, kunne ikke måle sig med den hun i øjeblikket fandt med Jaqcues. Der var sket ting og sager de sidste par dage i Procias, ting som hun på ingen måde var kendt med, og som hun ikke ville spørge ind til i den tilstand hun lå i, i øjeblikket. Kroppen skælvede ind til hans, hun var mere eller mindre blå om alle kropsdele, også selvom læberne var de eneste der lod til at være fuldstændig påvirket af det. Det at Jacques kunne mærke hende, gav hende et sted en følelse af lettelse for.. det betød vel et sted at han ikke havde gemt hende helt? At deres bånd ikke var brudt? De havde levet sammen i frygtelig mange år, han havde været den eneste hun havde været tryg ved og havde kunnet henvende sig til, han var den eneste der havde været i stand til at få hende til at lege og til at snakke uden at forsøge at forfører ham.. par eller ej, så havde han stadig en enorm betydning for hende, hvilket hun ønskede at bevise for ham. I stil stille sind tiggede og bad hun til at de kunne bevare et form for venskab, både for Emanuels skyld men også for hendes egen, visse ting ændrede sig aldrig og han var stadig den eneste hun fandt den direkte tryghed ved. Af ren og skær vane lagde hun sig godt ind mod ham, med hovedet hvilende halv om halvt på hans bryst. De blonde lokker lå spredt om hende. Hun nikkede dæmpet, det var for anstrengende at snakke i øjeblikket, men han forstod om ikke andet hvad hun mente.
Det blide strøg langs hendes ben mærkede Yasmya sig på ingen måde af, og den tanke gjorde hende urolig. Hun sank en klump og hævede det trætte blik, kun for at lade det falde til hans ansigt. På trods af hans uro faldt hun til ro blot ved at se på hans ansigt. Måske hun ikke mærkede hans strøg, men på et øjeblik vendte situationen fuldstændig. Hun følte den de bløde dyner og deres varme prikke svidende på den kolde hud. ”V-vent j-jeg.. dy-dynen e-er v-arm,” endte hun i en overraset hvisken og så ned af sig. Det sved ligefrem mod huden, og det var som om at blodet ikke pumpede ordentligt omkring, efter at have været stillestående så længe. En smule desperat endte hun med at trygge sig helt ind til ham, også selvom det kun havde en meget ringe effekt så længe han lå på den anden side af dynen. Hvor lang tid der ville gå før hun kunne vende hjem vidste hun ikke, men hun ville meget snart hjem til Emanuel, der var optræk til noget større! ”Hv-hvis d-det bliver n-nø-nødvendigt,” endte hun stille. Den varme hånd skabte endnu en prikkende fornemmelse mod kinden. Hun lod blikket glide i og lod et svagt smil spille over de rosa læber. Varmen var ikke behagelig, men den var der! Tænderne klaprede endnu, hun var endnu blå, det ville tage mere end et par dyner at lade hende finde varmen, men det lettede hende ubeskriveligt at hun kunne føle en smule, så blev det alligevel ikke nødvendigt at sætte tænderne hende.. på sit vis ærgrede tanken hende.

[Deleted]

Hvad der skete i Procias, var ikke noget som Jacques ønskede at indvie Yasmya i, for han vidste godt, at det var noget som ville gøre hende direkte panisk, og det ønskede han slet ikke i denne stund! Lige nu så var hun i sikkerhed, også selvom faren på ingen måder var ovre endnu, og det var bestemt ikke en tanke som han kunne have med at gøre, for det var noget som kun gjorde det hele langt værre end det som det var nødvendigt fra før af, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tanken skræmte hende lidt, men hvem end det dyr havde været, så ville han nok finde ham før eller siden, for at takke ham for at have passet på hende, for han havde slet ikke ønsket at hun skulle være alene! Han lukkede øjnene, som tanken alene gav ham tårer i øjnene. Ja, han var måske ikke nær så meget mand som hans kære far var, men ikke desto mindre, så forsøgte han faktisk at handle på sin lille families bedste! Han havde ikke været i tvivl om at den var gal med Yasmya, og han havde bestemt heller ikke tøvet med at tage af sted. Det bånd kunne og ville aldrig brydes.. ikke før de gik i døden om ikke andet, for hun var hans mage. Det var et bånd, som han aldrig nogensinde ville blive i stand til at bryde på nogen måde, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! Han tyssede stille på hende, som hun igen talte, næsten som om at ordene egentlig ikke rigtigt gik op for ham, for hun havde jo sagt at Malisha havde gjort noget ved hende, så hun ikke kunne gøre noget ved det eller den iskolde tilstand som hun befandt sig i! Først efter adskillige øjeblikke, gik det op for ham, hvad det egentlig var hun havde sagt, hvor han vendte blikket direkte mod hende. ”… Kan du mærke det?” spurgte han. Armene lukkede han fast omkring hende, kun for at trække hende helt tæt ind mod sin krop, nu hvor han også havde hævet sin egen kropstemperatur, så hun kunne og ville være i stand til at finde bare lidt varme, for det var noget af det som han selv ønskede, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han ønskede slet ikke at noget ondt skulle ske hende, for den tanke alene, var noget som gjorde direkte ondt på ham. Han følte et sted at han havde svigtet.. og den tanke kunne han slet ikke have med at gøre! ”Det.. det skal ikke blive nødvendigt Yasmya.. Lyset er hvor du hører til,” endte han dæmpet, som han atter valgte at kysse hendes kolde pande. Han brød sig slet ikke om at se hende på den måde, men han kunne jo ikke rigtigt gøre andet, end at forsøge at varme hende, for han ønskede slet ikke, at noget ondt skulle ske hende, om det var noget som han ellers kunne blive fri for! Den varme hånd fortsatte roligt over hendes lår, næsten som han håbede at det kunne bringe hende bare lidt bevægelighed tilbage igen, for det var noget som hun tydeligt havde brug for! ”Jeg efterlader dig ikke sådan her, Yasmya.. Jeg skal nok passe på dig. Det er noget som jeg lover dig!” endte han dæmpet og med en yderst bestemt tone. Hele situationen skræmte ham faktisk!

[Deleted]

Yasmya havde virkelig ingen idé om hvad der foregik netop for næsen af hende, der var meget som hun var gået glip af de sidste par dage hvor hun havde ligget i en kold og klam celle, ude af stand til at følge med i noget som helst. Vigtigst af alt, var at Emanuel var i sikkerhed og det lod til at det var noget som Jacques havde sørget for, mere behøvede hun rent faktisk ikke at vide, og mere spurgte hun ikke ind ti det. Sengen føltes direkte behagelig efter at ligget på den kolde jord i flere dage. Tænderne klaprede, hun vidste at hun var blå mere eller mindre over det hele, og behageligt var det bestemt ikke. Det bedste var dog at have ham liggende ved sin side, hun havde glemt hvor rar en følelse det var, bare at kunne føle vægten fra en anden person, og hans trygge favn at hvile i, også selvom hun jo udmærket var klar over at alt dette var på lånt tid. Måske hun ikke sagde det højt, men hun havde faktisk savnet at have ham omkring sig, og selv hvis hun skulle komme til skade blot for at have ham for en ort stund, så var det lige før hun ville sige at det havde været det værd, og rent faktisk give Malisha et tak, uanset hvor langt ude det end lod til at være. De blonde lokker strøg hun bort fra ansigtet og vendte de klare grønne øjne mod ham. Han virkede bange hvilket var noget som hun selvfølgelig bed sig fast i, det måtte hun jo næsten tolke som at han ikke var ligeglad med hende, han havde ikke glemt hende på trods af at Camryn var i hans liv nu frem for hende selv og Emanuel. Varmen fra ham og fra dynerne prikkede ubehageligt på huden, det næsten sved men om ikke andet så kunne hun føle at varmen måtte tage en smule til. Denne kulde ville slå hende ihjel før eller siden, hun gik næsten ud fra at det havde været ganske bevidst fra Malishas side. Hun nikkede roligt mod ham, og lod ham trække hende helt ind til sin egen krop, hvor hun fik vendt sig en smule om på siden, så hun kunne lade armen glide omkring hans liv, også selvom det var forbandet forsigtigt. Hun trykkede sig ind til ham, søgte den varme han kunne give af, også selvom hun vidste at det var ganske lidt, men hun følte sig virkelig frossen som en pind, hvilket bestemt ikke ville gave hende. Hovedet lagde hun mod hans bryst.. det var længe siden at de havde været ligeså tætte, men i det skjulte tillod Yasmya at nyde sig af det. ”Jeg høre til i l-lyset, men jeg ser dig ikke som m-mørk det burde du vide efterhånden. Bare fordi du h-har et par sylespidse tænder og primært lever af bl-blod, så er du ikke mørk, Jacques,” hviskede hun dæmpet. Nu hvor hun havde fået en smule mere varme, så kunne hun om ikke andet tale uden at stamme nær så meget. Blikket gled stille i som han kyssede hendes pande. De blide strøg over hendes lår følte hun på ingen måde. Næsten desperat efter varmen trykkede hun sig ind til ham, dog uden at finde synderlig meget af den. ”Hv-hvordan k-an det være at vi k-kun kan tilbringe ti-tiden sammen når en eller b-begge af os kommer til skade? Bruger vi det s-som en undskyldning?” endte hun dæmpet og kvalte et gab. Hun undrede sig, også selvom hun halvt om halvt allerede var faldet til ro, det var udmattende at kæmpe for en varme hun ikke opnåede.

[Deleted]

Jacques vidste godt, at han måske ikke var den mest.. mandige af slagsen, men når det kom til hans familie, så kunne han i den grad også stå op for den! Deres elskede lille dreng var i tryg forvaring ved Jason, og han stolede på sin far med sit liv, når det kom til det punkt, som han selv havde valgt at søge direkte i løvens hule, for at finde Yasmya, og det var gået nemmere for sig, end det som han ligefrem havde regnet med, hvilket vel også var grunden til at han kunne ligge der sammen med hende nu? Han ønskede hende kun det bedste, og lige nu var det tydeligvis varmen som hun havde brug for. Hvem det pelsede bæst havde været, vidste han ikke, men han var ham taknemmelig for at have passet på hende. Selv nu hvor han havde skruet sin egen kropstemperatur op, så forsøgte han virkelig at skænke hende den varme, som hun tydeligt havde brug for, også selvom det var noget som kunne gøre ham direkte dårlig i længden, for varmen var jo ikke ligefrem god for ham! Han vendte blikket roligt mod hende, som han fortsatte sine strøg over hendes lår, også selvom hun havde gjort det tydeligt for ham, at hun ikke kunne mærke noget, og det var faktisk noget som gjorde ham bekymret! Hendes ord glædede ham selvfølgelig, hvor han roligt vendte blikket mod hende. Han hævede roligt hånden, som han roligt lagde mod hendes kind, som han strøg ganske let. Det varmede ham virkelig at høre, at det i det mindste var sådan hun så på ham, for han vidste, at der var mange som ikke delte hendes mening. ”Jeg er glad for, at det i det mindste er sådan du ser på mig, Yasmya.. Mange dømmer mig på mine tænder og min.. tilværelse hvad angår hvad jeg er afhængig af for min egen overlevelse, såvel som min familie, dog selvom jeg ser mig selv som en procianer.. Det er jo trods alt der jeg er født,” endte han ganske dæmpet. At hun trykkede sig ind mod ham, var slet ikke noget som gjorde ham det mindste, for han kunne faktisk virkelig godt lide det! Han lagde hovedet ind mod hendes, som hun lagde armene omkring ham, hvor han roligt flyttede sig således, at han kunne lægge tæppet om hende, og hun kunne ligge direkte ind mod hans egen krop, så hun ville kunne mærke den fysisk og ikke igennem noget materiale såsom et tæppe. Han vendte blikket mod hende. ”Jeg.. jeg ved det ikke, min kære. Det.. ja.. det er vel bare der det går op for os at.. ja.. Jeg ved ikke helt..” Han forsøgte sig om ikke andet på det menneskelige, også selvom det virkelig ikke var nemt for ham, men at se hende på den måde, fik ham bare til at glemme alt andet. Han lagde roligt armene omkring hende, som han trykkede hende ind mod sig. Han ønskede virkelig at give hende den varme, så hendes krop kunne falde til ro, så han også vidste, at han ikke ville miste hende på halvvejen, for det var slet ikke noget som han tillod! Han kyssede igen ganske varsomt hendes pande. ”Nu er jeg her.. Forsøg at få dig noget søvn og find varmen, min egen,” endte han med en dæmpet stemme tæt ved hendes øre.

[Deleted]

Jacques havde aldrig rigtigt været den mest mandige, ikke i forhold til sin far og sin bror vel og mærke. Et sted var det også det som havde tiltrukket hende ved Adelio, han havde ikke været bange for at tage en chance, for at komme tæt på hende og til tider følte hun sig næsten giftig eller farlig så stor afstand som Jacques holdt til hende, og til tider altid havde gjort. På den anden side så var fortid jo fortid, også selvom det var svært at huske på når hun lå i hans varme, og trygge favn. At han så var varmere end normalt, var slet ikke noget hun bed sig fast i, måske fordi hun var helt exceptionelt kold. Det at han skænkede hendes lår de blide strøg mærkede Yasmya sig virkelig ikke af, hun vidste end ikke at hans hånd befandt sig omkring hende på den måde, hun var for træt til overhovedet at ænse det. På sit vis havde hun ingen idé om hvor pokker de befandt sig, men hun vidste at de var i Dvasias, for han havde ikke taget hende med sig langt væk, men det gjorde hende urolig, hun ville bare gerne hjem til sin kære søn. Hvem end det pelsede væsen havde været så havde han nok reddet endes liv, og det ville hun være ham taknemlig for, om ikke andet så vidste hun at han ligeså havde fået sin frihed, hvilket var det som betød noget for hende. Efterhånden så havde hun lært at der ikke var et klart skelne mellem lys og mørke, det var mere kompliceret end som så. Hun anså ikke Jacques for at være mørk eller dvasiansk, blot fordi han havde et par sylespidse tænder og til dels levede af blod, han havde et godt hjerte, nøjagtig ligesom sin far, det havde bestemt ikke altid noget at sige og hun frygtede ham ikke.. det havde hun ikke gjort i forbandet mange år. ”A-alle dømmer alt p-på et e-eller a-andet, Ja-jacques det har i-intet med dig at gøre. I-i m-mine øjne kommer d-det ikke an på din h-hud, dine tænder eller di-dine levekår, tværtimod ko-kommer det an p-på dit hjerte o-og du er en god m-mand,” endte hun i en stille hvisken, og lod blikket glide i for at hvile sig lidt. Hendes krop skælvede og prikkede på samme tid, det var virkelig ikke behageligt! Tæpperne lod hun sig pakkes en smule ud af, kun så han kunne komme under selv, og lade hende trykke sig helt ind til ham, uden den irriterende barriere lige foruden deres klæder.. eller hans for hun lå jo faktisk blottet, hvilket ikke rigtigt var gået op for hende før nu, hun sagde dog intet til det, han havde jo set det hele før. Hans næsten nervøse ord fik hende kun til at smile for sig selv. Det var typisk ham ikke at give hende noget konkret. Hun sukkede tungt. ”D-det er i o-orden Jacques.. v-vi.. vi er vel bare ikke g-gode til d-den slags,”[*/color] konkluderede hun lidt dæmpet og yderst træt. Med hovedet hvilende mod hans bryst blev hun næsten allerede lullet ind i den søde søvn, han var der trods alt nu. ”Jeg s-savner dig,” hviskede hun i et halvkvalt gab, før hun gled ind i den rolige søvn. Måske hun havde ondt, men han formåede at skænke hende en form for tryghed, for hun vidste at han ville passe på hende. Hendes åndedrag blev tungere jo mere rolig hun blev, før hun endte med at glide ind i sin egen lille drømmeverden.

//Out.

[Deleted]

I forhold til resten af familien, vidste Jacques godt, at han i den grad afveg frygtelig meget fra hvad der var norm, og et sted så irriterede det ham faktisk, selvom det nu ikke just var noget som han kunne gøre noget ved af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse, som han holdt omkring hende, for han ønskede hende virkelig bare.. varm og med det behag som varmen kunne skænke hende. Lige hvad det var Malisha havde gjort, vidste han ikke, men han ville bestem ikke tilgive kvinden for hvad hun havde gjort! Selvom de endnu var i Dvasias, så tog Jacques det mere roligt, for han vidste at Emanuel var i sikkerhed ved hans kære far, og det var det eneste som han havde brug for at vide, for det var det eneste som faktisk havde nogen betydning for ham af den grund. Han vendte blikket stille mod hende. Selv var han efterhånden vant til at blive dømt for de tænder og hans levestil, men han var for pokker da nødt til det! Ligesom sin kære far! Han nikkede med et stille smil på læben. At hun havde det sådan, var han selvfølgelig glad for, også fordi at hun var hans mage, og han følte det.. rigtigt at høre hende sige det, skænke hende de kærtegn og ligge med hende på denne måde, også selvom den varme var noget som gjorde ham dårlig, for det var vampyren i ham, ikke just den største fan af! ”Hold fast i den tanke, min kære,” bad han dæmpet. Han forsøgte virkelig at gøre det hele så godt som det nu var ham muligt, selvom han vidste, at det ikke var det nemmeste, for det var svært at forstå og specielt med alt det som de havde været igennem både med og for hinanden, så efterlod det jo i sig selv, spor ved ham, som han ikke kunne komme udenom, i den grad havde en påvirkning af ham. Han vidste ikke hvordan han skulle forklare det hele, for han var bestemt ikke god til alt det menneskelige, og det var ikke noget som han kunne gøre for! Han sukkede dæmpet, som han stille vendte blikket mod hende igen. Han nikkede. ”Det er ellers en skam vi begge skal være elendige til det,” endte han dæmpet. Det var vel også det som havde ødelagt det hele dem imellem? At hun var træt, sagde han ikke noget til, for nu hvor det hele om ikke andet, så ud til at gå i den rigtige retning, så havde han bestemt heller ikke noget imod at lade hende sove lidt, for det var tydeligt, at det var noget som hun havde brug for! Hendes sidste ord, fik ham til at vende blikket direkte mod hende endnu en gang, selvom hun allerede var faldet hen i søvnen. Han kyssede hende forsigtigt tæt ved hendes læber. ”Jeg savner også dig.. mere end hvad du aner min kære,” endte han dæmpet, som han satte sig til rette. Han turde da ikke lægge sig til at sove!

//Out