Post by Deleted on Nov 19, 2012 22:40:45 GMT 1
Camryn havde allerede skænket Jacques så frygtelig meget, for ikke at glemme den tryghed som han så længe havde søgt og så længe havde ønsket sig i takt med at det hele var gået så skævt mellem ham og Yasmya. Han måtte videre i hans liv før eller siden, og nu havde han altså langt om længe valgt at tage det endelige skridt i retningen af det ene eller det andet, og det skulle jo så være med Camryn ved sin side. Det var til at overkomme, for han vidste at hun var ham hengiven, for det var jo tydeligt for ham at tolke alene ud fra hendes måde at reagere på, og selvfølgelig var det en tanke som kun måtte gøre ham noget så frygtelig glad, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun gjorde ham glad, og hun gjorde ham.. tryg, og det var næsten det som måtte være det bedste af det hele! Han sendte hende et glædeligt smil. ”Hvis det endelig brænder, så er det skam også din fortjeneste,” endte han med en dæmpet stemme.
Hånden mod Jacques’ bryst, var i det store og hele, slet ikke noget som han havde noget imod, for det glædede ham faktisk. Selvom han stadig ikke så særlig godt ud, så hjalp det hele da om ikke andet. Han følte sig levende, alene ved den tanke om at hun kunne se på ham på den måde, og samtidig give ham den bekræftelse som han ikke havde følt igennem forbandet mange år, og selvfølgelig var det noget som kun gjorde det hele så mange gange bedre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han sendte hende en rolig mine. ”Du giver mig følelsen af at være levende..” endte han med en dæmpet hvisken, som han roligt hævede hånden, som han lod stryge mod hendes kind roligt og blidt. Han følte sig.. levende, og det var noget som han kun kunne takke hende for, det var helt sikkert! Han lænede sig frem, som han kyssede hendes pande.. et dybt kys, inden han roligt lod blikket søge til hendes endnu en gang. Noget af en særlig betydning havde hun helt klart fået for ham, og det havde hun altid haft, og nu gjorde han noget ved det. Langt om længe vel?
Hånden mod Jacques’ bryst, var i det store og hele, slet ikke noget som han havde noget imod, for det glædede ham faktisk. Selvom han stadig ikke så særlig godt ud, så hjalp det hele da om ikke andet. Han følte sig levende, alene ved den tanke om at hun kunne se på ham på den måde, og samtidig give ham den bekræftelse som han ikke havde følt igennem forbandet mange år, og selvfølgelig var det noget som kun gjorde det hele så mange gange bedre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han sendte hende en rolig mine. ”Du giver mig følelsen af at være levende..” endte han med en dæmpet hvisken, som han roligt hævede hånden, som han lod stryge mod hendes kind roligt og blidt. Han følte sig.. levende, og det var noget som han kun kunne takke hende for, det var helt sikkert! Han lænede sig frem, som han kyssede hendes pande.. et dybt kys, inden han roligt lod blikket søge til hendes endnu en gang. Noget af en særlig betydning havde hun helt klart fået for ham, og det havde hun altid haft, og nu gjorde han noget ved det. Langt om længe vel?
