Am I dreaming?

[Deleted]

"NEJ!". Med et sæt satte Camryn sig op i sengen og let skælvende fik hun sig kæmpet ud under tæppet og ud på gulvet, hvor hun stirrede let frem for sig og tænkte over, om nej'et havde været i hendes tanker eller om det faktisk havde kommet ud af hendes mund, for hun havde drømt noget forfærdeligt, som stammede helt tilbage fra da Marcianus havde været ved at forlade dem og Jacques så havde omdøbt ham. Hun sank en klump og slog armene omkring sig selv, mens hun prøvede at fortrænge den hjertebanke det havde givet hende at drømme sådan et mareridt og satte sig forsigtigt ned på sengen igen, mens hun tog en dyb vejrtrækning og prøvede at falde til ro igen. Det hjemsøgte hende allerede mindre, men bare pulsen der var steget så pludseligt skulle lige roes ned før hun kunne sove videre, for klokken kunne ikke være mange, da det kun var den tidlige morgenstund. Hun kom til at tænke over om hun mon havde fået vækket Jacques eller ej, men turde næsten ikke at kigge. Det lød dog på ham som om at han tungt sov videre, så hun gav sig lov til blot at sidde og tænke på lidt andre ting og få pulsen ned, så hjertet også kom på plads i brystet igen i stedet for at sidde i halsen på hende. Hun vædede let sine læber.
Det var efterhånden uger siden at de havde fundet Jacqueline og det gik fremad med pigen, for nu havde hun jo sit eget værelse og det var hende en glæde at se hvordan det også gik godt med at indtage mad og at hun var i sund stand, som en lille pige skulle være det i hendes alder af de 3-4 år. Et smil skævede hen over hendes læber og hun vendte sig let om imod Jacques, som hun stille lagde sig ned på sengen igen og trak tæppet over sig, som hun blot gav sig til at betragte ham lidt, mens hun lå og faldt til ro, så hun snart kunne falde i søvn endnu engang. Han så nu sød ud, når han sov.

[Deleted]

Det hele så ud til at gå i den helt rigtige retning, hvilket var noget som Jacques virkelig var utrolig glad for efterhånden, så selvfølgelig var det ikke noget som sagde så lidt. Efterhånden var Jacques mere eller mindre flyttet ind til Camryn og de delte også seng, selvom det var med den dybeste respekt, for han gjorde ikke noget som helst, før hun havde givet ham lov til det! At Camryn havde ligget uroligt igennem søvnen, havde tvunget Jacques ud af søvnen, hvor hendes råb, og det at hun satte sig op, var noget som hastigt havde fået ham til at reagere, hvor han hurtigt havde sat sig halvvejs op og tæt ind mod hende, også for at vise hende, at han faktisk var der for hende. Hun havde ligget urolig igennem de sidste nætter, og det var faktisk i sig selv, en tanke som faktisk bekymrede ham, for han brød sig slet ikke om at hun skulle have det sådan!
Varsomt hævede Jacques den ene hånd og strøg den roligt over hendes overarm og med et stille smil på læben. ”Klarer du den..?” spurgte han med en stemme tydeligt præget af en bekymring. Som det stod nu, så var Jacqueline frygtelig meget som sin egen, og ikke en som gjorde meget ud af at være sammen med andre, og specielt efter at hun havde fået sit eget værelse, så sad hun rigtig meget derinde, hvilket også var noget som bekymrede ham, for hun fungerede jo slet ikke med Marcianus som han ellers havde håbet på at hun ville! Han lagde sig igen roligt ned ved siden af hende. Selv var han godt i bedring, og kunne næsten bruge øjet igen, og se optimalt, hvilket han selvfølgelig var frygtelig glad for, så det hele gik i den rigtige retning! ”Det er tredje gang i den her uge Camryn..” påpegede han med en let bekymret stemme, som han let rynkede på brynene, for han var faktisk bekymret for hende! Som tiden var gået, så tænkte han måske ikke så meget på Yasmya, men.. mere det som han havde for øjnene af sig selv. Det var måske endelig muligt for ham at glemme dyret bare en smule? Hvilket selvfølgelig var ham en tanke som glædede ham! Og derfor var han også ved at være klar til at tage det skridt videre.. Det spørges bare.. var hun klar til det samme?

[Deleted]

Camryn kunne rigtig godt lide følelsen af at Jacques var ved hendes side, da det gav hende en tryghed, hun ikke havde følt i rigtig lang tid og måske havde hun slet ikke haft den før, det lå i hvert fald meget fjernt. Men hun elskede det at kunne mærke en på den anden side af sengen, så ens arm ikke i drømme kørte forgæves over den tomme madras ved ens side og ikke fandt noget, for det var rart at kunne støde fingrene imod Jacques og vide at han lå der. Hun mærkede at han reagere på at hun satte sig op og hun mærkede ham omkring sig, hvilket også hjalp til at det gik hurtigere med at få hjerteslagene ned på et normalt niveau endnu engang, så det ikke hamrede som 10 vilde heste der trampede igennem hendes bryst. Han var der altid for hende og hun var virkelig glad for det, for det viste også at han faktisk holdt af hende, eller, det var i hvert fald sådan at hun fangede signalerne, men måske det var fordi hun også virkeligt holdt af ham på den kærlige måde og ikke bare som en ven? Hun trak vejret dybt og mærkede hans blide hånd, hvilket faktisk også beroligede hende p et plan. "Jeg klarer den," svarede hun med en blid dog træt stemme og drejede hovedet ned mod ham. Hun lagde sig ind til ham, da det jo ikke direkte gjorde ondt på ham mere, for han var virkelig kommet sig godt og hun nød at ligge i hans favn, hvilket efterhånden skete tit da han beroligede hende utrolig meget. Hun smilede let, som hun faktisk faldt helt ned igen og med en dyb vejrtrækning, så drejede hun blikket mod ham. "Er nok bare ekstra træt efterhånden, Jacqueline er vist lidt af en udfordring," sagde hun med et let smil. Jacqueline var meget selvstændig, passede sig selv og var svær at få ud fra sit værelse, men hun kunne jo så heller ikke lide Marcianus og det ville være svært at få hende til det, for der var jo gået et godt stykke tid nu. Hun skubbede tankerne væk, det var jo nok der det hele kom af - at hendes hoved var brudt med Jacqueline og Marcianus. Hun smilede let, drejede fronten mod ham og strøg en hånd over hans bryst. "Undskyld jeg vækkede dig, du ser ellers så sød ud når du sover," sagde hun med en drilsk tone og kiggede på ham med de brune øjne.

[Deleted]

Jacques var mere eller mindre flyttet ind til Camryn efterhånden, også selvom det udelukkende var på grund af de mareridt som hun havde haft efterhånden, hvilket bestemt heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for ham, for det gjorde ham faktisk bekymret for hende! Han lod hånden roligt vandre over hendes skulder, også mest for at gøre ham opmærksom på at han faktisk var der, så hun vidste det, og kunne falde til ro igen. At hun klarede den, fik ham svagt til at smile, hvor han roligt lagde sig ned i sengen igen og lod hende lægge sig tæt ind mod ham, for det var slet ikke noget som han havde det mindste imod i det store og hele, det var der ingen tvivl om. Jacqueline var virkelig noget af en mundfuld, også fordi at hun slet ikke samarbejdede med dem! ”Hun er en lille mundfuld, men.. jeg er sikker på at hun kun lige skal falde til her sammen med os først,” endte han ganske sigende, for løgn var det bestemt ikke. Han var nu sikker på at det bare var en sag om tilvænning for den unge lille pige, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre det største med som det stod lige nu og lige her af den grund. Hånden som hun lagde mod hans bryst, var noget som svagt fik ham til at trække på smilebåndet, for det var en tanke og ikke mindst en fornemmelse som han godt kunne lide. Han ønskede ikke at tænke på børn lige nu, også selvom han selvfølgelig godt kunne forstå, at et frustrerede Camryn, at tøsen ikke fungerede med Marcianus, men.. det var vel bare et spørgsmål om tilvænning for dem alle sammen? ”Hold da op..!” endte han med et let smil på læben, for han kunne da slet ikke lade være! Han lænede sig frem og skænkede hendes pande et let kys, som han hævede hånden og lod den let og stille stryge mod hendes kind, også for at være sikker på, at hun kunne falde helt til ro igen, for han ønskede slet ikke alt det andet! Han ønskede at give hende noget at smile af igen, for selv det var noget som han efterhånden havde så desperat brug for at se.

[Deleted]

Camryn sad ganske godt foran ham og betragtede ham med hendes mørkebrune øjne der havde fundet tilbage og det var hans fortjeneste, for hun fik ham tilbage til at være den hun var og genfandt hendes indre glød som var lidt gemt bag alt med Marcianus. Men nu da han blev ældre, mere forstående og mere selvstændig, så kunne hun også sætte sig selv mere i fokus og det var hun glad for et sted, selvom hun elskede og ville sætte ham i første række! Hun kiggede på ham med et smil, for hun var allerede faldet til ro, bare det at vide at han var der gjorde det. Hun måtte indrømme at det virkelig havde hjulpet med salven og så den tid de havde givet det, for det hele så rigtig godt ud igen og det glædede hende virkeligt! Let nikkede hun, som hun strøg noget at hendes hår om bag et øre da det var faldet frem samtidigt med at hun tog en dyb vejrtrækning. "Det håber jeg da… Ellers må vi finde på noget andet, for vi kan jo heller ikke tvinge hende hvis hun virkeligt ikke vil, hun kan jo trods alt godt huske hendes far. Og han betyder virkelig meget for hende," forklarede hun. Men det havde de jo snakket om før, så egentligt ville hun bare lade det ligge. "Men lad os gemme den gentagne snak til senere," sagde hun med et sigende glimt. Det var tidligt og de havde ikke sovet meget endnu, og mareridtet der havde vækket hende gjorde hende kun mere vågen end godt var. "Jeg siger bare sandheden," sagde hun drilsk, lukkede øjnene da han kyssede hendes pande og lagde kinden mod hans hånd, for det første rigtig godt som han strøg hendes kind og hun faldt helt til ro. "Mhm," hviskede hun med en blød og rund stemme, der kun sagde at hun var helt hengiven til hans berøring. Hun strøg stadigvæk hånden over hans bryst og åbnede øjnene igen.

[Deleted]

Jacques kunne vel ikke ligefrem komme udenom, at han faktisk var bekymret for Camryn? Hun havde altid haft en stor betydning for ham, og nu hvor han for alvor var ved at finde ud af alt det kaos som foregik i hans liv, så var det selvfølgelig kun noget som glædede ham, hvilket var noget som han faktisk var i stand til at takke Camryn for. Han vendte de mørke øjne mod hende, som det var tydeligt, at hun var ved at falde til ro igen. Ikke fordi at den tanke gjorde ham noget, for det var faktisk det som han ønskede mest, for han ønskede da slet ikke at hun skulle rende rundt og være urolig! Han betragtede hende med et stille smil, som han roligt nikkede. Jacqueline var blevet en større opgave end det som han lige havde regnet med, men det forundrede vel ikke nogen med de forældre som hun faktisk havde? Et sted så turde han næsten ikke tænke på hvilken opdragelse den stakkels pige var kastet under for hånden af Ilaria og Ilosonic! Han trak vejret dybt. ”Jeg ved det godt.. Vi gemmer den snak til senere.. Lige nu er det bare os to,” endte han med et stille smil. Begge børn lå og sov, hvilket var noget som han selv havde det fint med, for det gav ham da bare lidt tid alene sammen med Camryn, og det var jo noget som man vel fint efterhånden kunne sige, var tiltrængt? Han blinkede let med øjnene, som han vendte blikket i retningen af hende igen og uden at smilet falmede det mindste. Han lod hende komme tæt ind mod ham, hvor han roligt strøg hånden fra hendes kind og over det lange og mørke hår. Der var noget forandret ved hende.. hendes øjne.. men han kunne ikke lige sætte en finger på hvad det var som gjorde det. Han lagde hovedet stille ind mod hendes. ”Jeg.. jeg har nemlig noget som jeg gerne vil sige til dig..” endte han med en dæmpet stemme, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Måske at omstændighederne var forkerte, men nu hvor han havde hende alene, så ønskede han faktisk at gøre det. Et sted spændt.. og en smule nervøs faktisk. Han hadede virkelig den slags!

[Deleted]

Camryn vidste at Jacques bekymrede sig om hende, hun bekymrede sig også selv nu da drømmen blev vedvarende og kom tilbage et par gange om ugen, for det irriterede hende at hun ikke kunne slippe det og hvorfor det dog skulle hjemsøge hende nu, hun forstod det ærlig talt ikke! Hun sukkede let og kiggede på ham med et varmt blik, for hun holdt jo virkeligt af ham… ja hun elskede ham jo faktisk, selvom de ord var usagte mellem dem… endnu. Men en ting var sikkert, for hun følte stærke følelser for ham og det havde hun ko altid gjort, selvom det nu for alvor blussede op da det virkede som om at han faktisk også gik lidt ind i det, på en helt anden måde end før. Som om, at han faktisk ønskede noget mere og hun følte nærmest de var et par, for han var jo flyttet ind i hendes værelse og det virkede som om der blomstrede noget. Hun var i hvert fald forelsket i ham og de ord havde hun i den grad også fortalt ham, for han fortjente at vide det og nu havde hun jo endeligt chancen for at gøre noget ved det. Et smil spillede hen over hendes læber og let vædede hun dem, som hun nikkede til at de gemte dem, for så gad hun heller ikke snakke mere om det. Børnene sov og de var nu alene her den tidlige morgen, for længe havde de ikke sovet og de var jo gået til ro kort før solopgang på grund af Marcianus. Hun sitrede let ved hans berøring over hendes hår, for det føltes virkelig rart og det sendte kuldegysninger igennem hendes krop. Hun kiggede på ham med de mørke øjne. "Mine øjne er brune igen… ikke?" spurgte hun med en blid stemme og smilede til ham, mens hun strøg hånden over hans bryst. Hun grinte let. "Ja? Du kan sige alt til mig," sagde hun med en varm stemme og satte sig lidt tættere på igen, som hun strøg ham ned over armen og tog hans hånd.

[Deleted]

Bekymringen for Camryn var tydelig, også fordi at det gik lidt ud over ham, såvel som børnene, når hun reagerede på de måder, som hun nu gjorde det på, og han brød sig slet ikke om det på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Ha betragtede hende med et stille smil, som hun lagde sig ind til ham. Efterhånden var synet ved at komme tilbage på det ene øje igen, også selvom der endnu var en frygtelig lang vej for ham at gå. Det var ikke bare noget som kom, hvilket selvfølgelig irriterede ham, men det kom stille og roligt, og så måtte han jo bare smøre sig med en ekstrem tålmodighed, som han på ingen måder havde normalt. Han nikkede sigende. ”Det er de… Det er underlig velkendt.. Dem har du jo altid haft, så vidt jeg kan huske,” endte han ganske stilfærdigt, også selvom det jo faktisk var ord som han mente. Tungen strøg han let over sine læber, som han lod hende tage pladsen helt tæt ved ham. Selvfølgelig var det underligt for ham at ligge der med hende så tæt i favnen, men det føles virkelig også rart på sit vis, fordi at det fik ham til at.. slappe af. Det var noget som selv påvirkede det dyr som han havde i det indre, for her vidste han jo hvad han havde at forholde sig til, og det var virkelig også rart i den anden ende.
At Jacques kunne sige absolut alt til Camryn, var jo ikke noget nyt for ham, men af den grund, så følte han faktisk en voksende.. nervøsitet? Det var vel dyret i ham som gik i baggrund og lod det menneskelige træde lidt i karakter for en gangs skyld? Han vendte det vansirede ansigt direkte mod hende, som han svagt trak på smilebåndet. ”Det ved jeg godt,” begyndte han sigende. ”Det kan godt være at.. det er lidt under utraditionelle omstændigheder, men jeg ønsker at gøre det alene med dig og.. med to børn i huset, så er det ikke lige at finde den tid til hinanden, hvor det bare er.. os.” Han slap hende roligt, som han varsomt satte sig op og vendte sig mod hans skuffe i natbordet som stod på hans side af sengen. Han var jo trods alt mere eller mindre bare.. flyttet ind til hende på hendes soveværelse efterhånden. Den lille sorte boks som han fremdrog gemte han i sin store hånd, som han igen vendte sig mod hende. Han havde slet ikke nogen anelse om hvordan hun ville tage det, men.. han følte at han var nødt til det, også fordi at hun havde den betydning for ham både fysisk og psykisk. ”Jeg har mange ting at takke dig for Camryn. Desuden har jeg kendt dig i så frygtelig mange år, og jeg ved hvad du har måtte stå model til. Hjertets veje er uransagelige, er det ikke hvad man siger? Jeg følte en lettelse da du fandt mig.. tog mig til dig og tog mig med hjem, og nu kan jeg ligge her, og føle mig som en far for din dreng. Den tanke glæder mig faktisk..” Han fremdrog den lille boks som han holdt oppe foran hende, hvor han vendte blikket mod hende igen. ”Det kan være, at det kommer så pludseligt, men.. Camryn Amalani Darcy.. Vil du gifte dig med mig?”

[Deleted]

Camryn tog en dyb vejrtrækningen og lagde bekymringen væk, for lige nu nød hun bare at være i Jacques selskab, for det gjorde hende rolig og gjorde at hun kunne lægge alt det andet lidt til side og bare 'bekymre' sig om ham. Hun smilede varmt til ham, som hendes hvide perlerække af tænder kom let til syne i de tidlige morgentimer. "Det har de… Pånær i den mest stressende periode hvor jeg var selv med Marcianus og lidt isoleret, var uden dig..." sagde hun dæmpet og smilede, "der var de grå… farveløse. Men du har fået den tilbage," sagde hun med et varmt smil og glad ligeså, for det beviste et sted bare hvor meget han betød for hende. Lidt skræmmende også for han kunne få hele hendes verden til direkte at kollapse og falde sammen ved blot at gå, så hun håbede da at han faktisk ville blive her denne gang, det ønskede hun i hvert fald inderligt! Hun blinkede let med øjnene som hun lyttede til hans ord og det skabte en nysgerrighed i hende uden lige, for hun hadede når hun ikke bare fik tingene at vide, for hun var ret nysgerrigt anlagt og hun ville ikke vente, det var jo så utroligt nervepirrende. "Hvad er?" spurgte hun ham og kiggede nysgerrigt som han vendte sig mod sin skuffe, men hun kunne ikke se hvad det var han tog eller gemte i hånden, men hun så indgående på ham da han vendte sig mod hende igen. Hun blinkede let med de mørke øjne og så mod ham, som han begyndte at snakke og hun lyttede, for hun elskede at høre hans stemme. Hun blinkede lidt ekstra med øjnene, for det hele virkede som noget af en kærlighedserklæring på sin vis, selvom hun stadig ikke syntes at han skulle takke hende. Hun spærrede øjnene op og løftede hænderne op foran munden og stirrede på den lille æske, som han faktisk spurgte hende om… hun ville gifte sig med ham! En tårer af den rene lykke gled ned over hendes kind og hun tørrede den hurtigt væk, som hun smilede stort som hun lod hænderne falde igen. "Ja jeg vil så!" sagde hun med en ellevild tone, selvom hun ikke sagde det særlig højt, kun lige så han kunne høre. Hun slog armene omkring hans hals og kyssede ham direkte på munden, for at forsegle ordene. Hun trak sig tilbage lidt efter og kiggede på æsken igen, sad spændt og sitrende.

[Deleted]

Jacques vidste godt, at det havde været en hård og ikke mindst stressende tid for dem begge på hver deres måde, og nu kunne de endelig sætte sig lidt ned, slappe af, og selvfølgelig var det en tanke som i sandhed også måtte glæde ham. Han nikkede sigende. ”Nu hvor du siger det, så kan jeg godt mindes det.. De plejede altid at være smukke og mørke,” endte han med en ganske dæmpet stemme. For en gangs skyld, så ønskede han at nyde tiden sammen med Camryn alene, også fordi at de nu var uden børn til at forstyrre dem! Så kunne de jo skænke børnene den gode nyhed i morgen – hvis det gik som han ville det selvfølgelig, også selvom det sar svært i det hele taget at forstå, men det var nu bare sådan at det måtte være.
At spørge, var noget som gjorde Jacques mere nervøs, end det som han lige havde regnet med! Han vendte blikket direkte mod hende, som han roligt fandt ringen frem – smuk, skinnende og med en enkelt gravering, og så håbede han selvfølgelig bare at den passede hendes finger! Han vendte blikket ganske sigende mod hende, kun for at se hvordan hun ville reagere på det, også selvom det var tydeligt en overraskelse for hendes vedkommende! Tungen strøg let nervøst over hans læber, også selvom hendes svar kom hurtigt. Ja… Ja?! Tanken fik ham til at smile bredt, hvor han næsten selv endte med at få et chok, som hun direkte sprang ham i armene og endte med at kysse ham. Han gengældte det mere end glædeligt, hvor det næsten var som om at det gik på automatik. Han sendte hende et bredt smil. ”Du græder jo, min kære..” endte han, som han hævede sin frie hånd og strøg den mod hendes kind, for at fjerne den faldende tåre, som gled over hendes kind. Han endte med at sætte sig mere op, så han kunne tage hende ordentlig i favnen. Ringen løsgav han roligt fra æsken, hvor han roligt tog omkring hendes hånd, hvor han snildt lod ringen glide på plads – den passede jo helt perfekt! Han sendte hende et glædeligt smil. Et sted lettet som aldrig før, og det var virkelig, virkelig rart! Hun gav ham en ro som han længe havde søgt efter! ”Den passer jo helt perfekt,” endte han dæmpet, som han vendte blikket mod hende. Kærligt kyssede han hendes tinding.

[Deleted]

Et kæmpe smil spillede ind over hendes læber, for Jacques havde lige nu vækket en helt ny energi i hende og det boblede rundt i hendes krop og spredte sig, så hun blev faktisk utroligt vågen over at han uden videre bare havde spurgt om ægteskab. Om hun faktisk ville være hans direkte og det glædede hende utroligt, for hun havde ikke i sin vildeste fantasi troet på det, selvom hun havde drømt. "Det rart at vide du husker mig," sagde hun drilsk til ham, også for at prikke lidt til ham og fortælle ham at hun regnede med han huskede sådanne ting. Det at spørge havde hun godt fornemmet nervøsiteten i, men det var der vel heller ikke noget at sige til, for det var jo ikke bare lige sådan noget man spurgte om. Hun betragtede ringen og bed sig let i læben, selv en smule nervøst. Smuk var den og hun havde jo lige sagt ja til ham, og uden den mindste tøven. Der var jo slet ikke noget at tænke over, han var den eneste hun kunne forestille sig indtage stillingen som hendes ægtemand og Marcianus' far. Hun holdt kysset et øjeblik, inden hun måtte trække sig for at kigge på den fine ring, som hun næsten synes var alt for meget, men den ville betyde alt for hende - det var der ingen tvivl om fra hendes side! Hun grinte blidt da han sagde at hun græd og nikkede let, som hun strøg en nedfalden tot hår om bag øret og så på ham. "Af glæde..." hviskede hun og lod ham tage hendes hånd som han gav hende ringen på og den sad direkte perfekt. Let lukkede hun hånden og åbnede den igen, betragtede fingeren med ringen på og nikkede. "Ja," sagde hun med stjerner i øjnene.

[Deleted]

Jacques havde efterhånden kendt Camryn igennem frygtelig mange år, så selvfølgelig var det småting som han kunne huske ved hende! De mørke øjne, var noget af det som altid havde været ens mellem hende og hendes kære far, Marius, og han havde jo haft meget at gøre med dem begge to. Marius havde jo trods alt prøvet at splejse dem igennem temmelig mange år, og nu kunne man vel også sige sig, at det endelig var lykkes? Han vendte blikket mod hende og med det samme rolige smil på læben. ”Selvfølgelig kan jeg huske dig.. Du er ikke en som bare lige går i glemmebogen,” endte han med en dæmpet stemme. Det var bestemt heller ikke en løgn i hans øjne, for han havde aldrig glemt hende, og det ville han nok heller aldrig nogensinde være i stand til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
At hun havde sagt ja, var selvfølgelig en tanke som i sandhed måtte glæde Jacques som aldrig nogensinde før! Han vendte blikket mod hende, som hun endte med at sætte sig helt tæt på ham. Smagen af hendes læber hvilede direkte mod hans egne, hvor han lod tungen strejfe dem, for at fange den sidste eftersmag. Ringen lod han roligt glide på hendes finger. Han nikkede med et stille smil til hendes ord. ”Du virker.. lykkelig? Det glæder mig virkelig.. det varmer mit kolde hjerte,” endte han med en rolig hvisken tæt ved hendes øre, også fordi at han ønskede at lade hende vide hvor rolig han gjorde hende.. og for ham og hans indre dyr og bæst, så var det noget som virkelig var vigtigt for hans vedkommende, også selvom det var meget at forlange, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hendes reaktion var virkelig noget som morede ham, også fordi at han ikke kunne lade være med at nyde af det! Han kyssede igen roligt hendes kind. ”Du gør mig virkelig glad, Camryn,” hviskede han med en dæmpet stemme igen, som han vendte blikket mod hende. Denne gang med en direkte livlig gnist.

[Deleted]

Camryn vidste at de havde kendt hinanden og lang tid, og det var jo også det der havde gjort at Marius havde set på dem som et kommende par i lange tider, selvom Jacques jo var startet ud med at tage hendes stedsøster Yasmya, men det virkede endeligt som om det var helt færdiggjort mellem Jacques og hende og det gjorde hende rolig og glad, for hun havde jo altid ønsket at Jacques skulle blive hendes, det var ikke noget hun kunne komme udenom. Ikke mindst fordi at Jacques var som en far for Marcianus, så havde han også den betydning hos hende, at han var hendes… det der sted dybt i hjertet hvor man holdt de nærmeste for kært. Let vædede hun læberne, også for at gensmage lidt af ham for det var jo faktisk ikke tit hun fik lov at berøre hans læber på den måde og faktisk være det skridt tættere på, men hun havde bare følt for det, for han havde trods alt lige spurgt hende om hun ville gifte sig med ham og lykkeligt takket ja oveni købet, så måtte hun vel også gerne tage det skridtet mere intimt nu når han tog det store spring over kløften. For det havde til nu været usagt, at de skulle være sammen i denne nye tid de var ved at skabe sammen på Herregården, som han jo ville blive Greve af på sin vis, når de var blevet gift. "Det jeg glad for, det er jeg," sagde hun med et drilsk smil på læben, men det var også den rene sandhed, hun kørte blot drilleriet videre for det var jo der det var startet i første omgang. Hun så på ham med de mørke øjne, betragtede ham og mærkede ham tæt på som hun faktisk sad helt tæt op af ham for at få den fornemmelse, for det gjorde heldigvis ikke ondt på ham mere når hun rørte ham for salven havde hjulpet godt på det punkt. "Jeg svæver lidt på over madrassen, kan du ikke se det?" sagde hun blidt og med det varme og lykkelige glimt i hendes øjne, som hun lagde en hånd over hans hjerte som han benævnte det med en hvisken i hendes øre og hun fortsatte. "Jeg kan fornemme det varme op derinde," sagde hun endnu drilsk, eftersom hun var helt høj på lykkeligheden følte hun også et kæmpe overskud og mod til at drille ham lidt på måder, hun jo normalt ikke gjorde. Hun smilede varmt som hun mærkede kysset på hendes kind og hendes blanke hvide perlerække af tænder kom endnu til syne. "Det gør mig glad," sagde hun, for når han var glad så var hun i den grad også.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at man kunne vove at påstå, at livet havde været let for Jacques, for det havde han ikke. Han var nødt til at komme over Yasmya, og nu hvor det for alvor var slut mellem dem, så var han også klar til at komme det skridt videre, og det var skam også derfor at han havde valgt at gøre som han gjorde, nemlig at fri til hende. Han fortrød det på ingen måde, for han mente det faktisk når han sagde at hun gjorde hans indre dyr roligt, og det var i sig selv, noget som han virkelig havde brug for efterhånden! Han betragtede hende med et stille smil. ”Det er jeg glad for at høre,” endte han med en dæmpet stemme, også selvom det jo faktisk var noget som han mente! Tungen strøg han ganske let over hans læber, som han lod hendes hånd glide mod hans hjerte. Jovist var det koldt og dødt, som det havde været igennem hele hans liv, men dog så var det der jo af den grund, og det var den tanke som han kunne trøste sig med. Han brændt inde med en større menneskelig forståelse end det som så mange andre gjorde, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han slap en let latter til hendes ord. Han vidste godt at det var metaforisk set, men han kunne faktisk godt lide, at det var den betydning som han havde på hende, og ikke mindst den påvirkning, for det var noget som virkelig gjorde ham noget så frygtelig glad, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han trak vejret dybt og uden at smilet falmede det mindste fra hans læber igen, for han kunne da slet ikke lade være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg kan ikke se det.. Nej, jeg kan mærke det,” endte han morende, som han roligt skænkede hendes læber et blidt kys. Han strøg roligt hånden over hendes håndryg ved hans bryst. Det varmede faktisk, også fordi at han godt kunne lide, at det var den kontrol som han havde over tingene, for det var noget som faktisk betød temmelig meget for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Du får mig jo næsten til at lyde helt levende, Camryn… Den tanke kan jeg godt lide..” endte han med en dæmpet stemme, også fordi at han faktisk mente det. Han lagde den anden arm roligt omkring hende og trykkede hende tæt på sig. ”Min kære forlovede..” endte han med en dæmpet stemme tæt mod hendes øre. Tanken kunne han faktisk rigtig godt lide!

[Deleted]

Camryn kunne ikke huske hvornår hun sidst havde været så glad, for det var længe siden hun havde følt den indre glæde og faktisk lykkelighed, det havde hun nok ikke oplevet siden hun havde fået Marcianus og holdt ham i hendes arme. Hun lagde sig ind til ham, for hun kunne næsten ikke fatte at hun faktisk var forlovet til den mand hun havde ønsket at have som manden i hendes liv i så lang tid, hvor han selv havde fokuseret på hendes søster fremfor hende selv, men nu var det endelig vendt og hun havde ikke engang brugt tricks, for hun havde aldrig ville gøre brug af det, tingene måtte gå sin gang og nu havde de bare heldigvis vendt sig mod hende. Hun havde Herregården at passe på og sin fars navn at leve op til, samt hun havde Marcianus, og nu Jacques, kunne det blive bedre? Hun holdt hånden ind mod hans brystkasse, hvor hun havde drillet ham med at det varmede op derinde, selvom hun godt viste at hans hjerte var død og kold på grund af en af racerne han havde i sin blanding.
"Ja dét er jeg sikker på du kan, det må brænde lidt derinde?" sagde hun drilsk til ham i og med at han selv morende svarede igen på hendes ord omkring hans indre varme. Hun gengældte kysset med en let sitrende fornemmelse, for det var faktisk fremmed for hende at kysse nogen og helt utroligt at hun kyssede Jacques, en som hun havde længtes at kysse i så længe! Men de var jo også kommet tæt, de dage hun havde plejet hans brændsår og det var blevet langt bedre, så snart kunne hun nusse om ham uden at skulle have salve under fingrene og frygte at det gjorde ondt på ham. "Lyde levende? Du er da levende, Jaccques," sagde hun og rystede på hovedet, som hun puttede sig godt ind til ham i og med at han selv trykkede hende tættere. Hun nød godt af tanken.