Visiting at last..

[Deleted]

Det havde ikke været Yasmyas mening at holde Emanuel direkte hemmelig, der var vel forskel på at lade det være en hemmelighed, og så bare ikke.. fortælle ham det? Det havde været uoverskueligt for hende, hun boede et sted hvor ingen burde sætte sine fødder, hun havde pludselig fået halve sin familie tilbage, var det noget under at hun ikke havde tænkt på Jacques som det første for en gangs skyld? Yasmya betragtede ham med lidt tøvende øjne, det var ikke svært at se, at han var vred, hun kendte ham nok til at vide hvilke tanker han gjorde sig, også selvom han ikke hævede stemmen for hende.. han kunne lige vove! Hun knyttede hænderne og så ned i jorden. Hun havde faktisk troet at hun ville være i stand til at tackle den skideballe, men han formåede kun at gøre hende vred, hvilket var en følelse hun ikke havde siddet med i frygtelig lang tid. Et sted var det faktisk lettende, hun havde meget at komme af med, og i særdeleshed når det kom til Jacques! ”Jeg har haft andet at tænke på end lige dig Jacques. Beklager men for en gangs skyld har jeg tilladt mig at være egoistisk,” svarede hun lidt spidst også selvom hun sørgede for at tale dæmpet, det var trods alt en kirkegård og hun ønskede ikke at forstyrre de dødes fred. Yasmya havde altid sat alle andre før sig selv, Nathaniel havde bedt hende være mere egoistisk og for en gangs skyld havde hun taget imod det råd. Hun lod fingrene løbe lidt frustreret gennem det blonde hår og sukkede lidt opgivende. Den spydige og sarkastiske tone kunne hun ikke bruge til noget som helst. Hun havde tydeligvis taget fejl hvis hun havde regnet med at de kunne snakke sammen som noget der mindede om.. venner. ”Det kan du sagtens sige, Jacques.. jeg havde ikke tænkt mig at holde ham fra dig overhovedet, det var meningen at Marius skulle tage ham med,” gentog hun igen og sendte ham et lidt vredt blik. Hun havde ganske vidst altid været temperamentsfuld go særligt når Jacques endelig hidsede sig op, for det skete jo ikke særlig tit. Hun endte direkte med at himle med øjnene, før hun tog et næsten.. advarende skridt mod ham. ”Det er mange år siden, Jacques. Kom videre.. han har taget sig af Emanuel siden.. ja,” hun kastede med hovedet mod gravene. De grønne øjne fyldtes med tårer, ikke fordi hun var direkte ked af det, men hun var så vred og frustreret at hun havde lyst til at tude, han havde slet ikke ret til at snakke sådan om ham! Vingerne spredte hun let, de blev hurtigt stive, at Jacques så ikke havde set dem var slet ikke noget hun tænkte på. Yasmya havde bestemt ikke regnet med at de skulle begynde at skændes, det lignede dem ikke, men okay hvis det var det han ville! Hans ord var en direkte lussing. For lange sekunder stod hun blot og stirrede på ham, for det gjorde faktisk.. ondt! ”Hvornår har jeg nogensinde antydet at du er i vejen, Jacques? Du sidder på din flade på en prægtig herregård med en smuk kvinde, der slikker dig i enden, og en knægt der sikkert forguder dig, mens jeg forsøger at brødføde både mig og vores søn, mens jeg kæmper for at give ham den opmærksomhed han kræver og forsøger at besvare et utal af spørgsmål, så du må sandelig undskylde hvis jeg ikke lige skænkede dig en tanke som det første, og til din information, så jo selvfølgelig ville du have fået det at vide, det er det jeg prøver at forklare dig, men som sædvanlig lytter du ikke,” afsluttede hun med et fnys. Ja hun var vred, og så kom frustrationerne. Hun rystede på hovedet og vendte ryggen til ham et øjeblik for at samle sig, mens hun stirrede på den smukke blå himmel.

[Deleted]

Det var frygtelig sjældent at Jacques hævede stemmen på nogen måde, men han kunne virkelig ikke gøre for det. Tanken gjorde ham bare.. vred! Her havde han gået i år ikke mindst, og slet ikke regnet med at hans søn ville være omkring, og nu fik han at vide, at han var der og havde været der i uger! Det var på ingen måder retfærdigt i hans øjne, og han synes bestemt heller ikke at det var fortjent! ”Det var ikke det smarteste tidspunkt at spille på egoet, Yasmya,” påpegede han bare en kende spidst. Jovist havde hun været for god til at sætte andre før sig selv, men der fandtes altså grænser! Og når det kom til hans søn, så ville han mene at han – foruden hende, havde han førsteretten til at vide den slags ting! At hæve stemmen kunne han slet ikke finde på. I så fald, så skulle der virkelig meget til, og endda langt mere end det her! Han vendte blikket direkte mod hende. At Marius var der, gjorde det ikke ligefrem meget bedre for ham! ”Jeg beklager, hvis det smerter dig at opsøge mig selv, Yasmya.. Det ændre ikke på det faktum, at du burde sende besked, så jeg selv kunne komme og se til ham..” Han kneb øjnene fast sammen, som hun endte med at tage et skridt mod ham, også selvom det slet ikke var nogen trussel som han tog sig af. Om det endelig skulle være, så kunne han jo sagtens lægge hende ned, og endda uden de største problemer! Ingen tvivl om det!
Forholdet mellem Jacques og Marius havde ikke rigtigt været noget at prale af, og derfor regnede han bestemt heller ikke med at det skulle være anderledes nu! Der var jo sikkert en grund til at knægten ikke havde set sin far endnu! Fordi Marius var imod det! Han vendte blikket mod hende endnu en gang og med en yderst kortfattet mine. ”Fantastisk.. Han har allerede infiltreret knægten..” mumlede han tydeligt utilfredst. Han var afholdt fra knægten med vilje! Det var han slet ikke i tvivl om overhovedet! Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Han var slet ikke truet af hende, hvilket han allerede var klar over, selvom det måske ikke ligefrem gjorde det bedre, at han så forbi det. Næverne knyttede han direkte fast, hvor vreden måtte melde sig i hans øjne, for hun havde ikke nogen anelse om hvordan han har haft det! Og hvad han havde haft at slås med! ”Du har ingen anelse om hvordan jeg har haft det siden ulykken Yasmya..” nærmest hvislede han. Marcianus forgudede ham ganske rigtigt, hvilket kun gjorde, at savnet til hans egen søn for alvor havde meldt sig. Han endte selv med at tage et faretruende skridt i hendes retning, og med vreden tydeligt malet i ansigtet. ”Jeg holder af Camryn, og jeg holder forbandet meget af Marcianus, men hvis du tror at jeg kun sidder på min flade og nyder livet som en uofficiel greve, så tager du i den grad fejl.. Jeg har in måde at tackle sagerne på efter du gjorde det slut med mig, som du har dine.. Er jeg så meget en torn i øjet på dig, at du ikke engang kan opsøge mig, se mig i øjnene og fortælle mig, at min søn er tilbage, så skal jeg nok holde mig væk fra jer..” Hans blik udstrålede ikke andet end vrede, for denne gang var han virkelig ved at være vred! ”Jeg havde ret.. al ret til at vide det, og du har intet fortalt mig.. Det er på ingen måder retfærdigt..!” endte han med en dæmpet hvislen.

[Deleted]

Det var sjældent Yasmya havde set Jacques hidse sig op, og endnu mere sjældent at hun hørte ham hæve stemmen... faktisk havde hun kun hørt det, den ene gang han havde skændtes med Marius. Selvom han ikke gjorde det nu, så gjorde det ondt at han så på hende med de øjne. Hun sukkede lidt opgivende. Måske det ikke havde været retfærdigt, men hun havde trods alt valgt for en gangs skyld at tage en ting af gangen, han havde ingen idé om hvad hun havde kæmpet med siden deres brud og det gjorde hende vred at han næsten antog at det var ham hun skænkede en tanke i de stunder. ”Det skal jeg nok selv bedømme,” svarede hun lidt kortfattet. Det var ikke op til at ham at bedømme hvornår hun skulle tænke på sig selv og hvornår hun skulle tage sig af ham. Hun vidste godt at det havde været dumt ikke at give ham besked, men hun havde jo sagt undskyld, og når det ikke var nok, hvad pokker havde hun så? Hun knyttede hænderne så fast at knoerne blev hvide. Et sted var det rart at føle den vrede, en mulighed og en undskyldning for at få frustrationerne ud. Kappen lod hun glide bort fra sin arm og lod den falde til jorden. Hun fnøs! ”Smerter mig? Du har for høje tanker om dig selv, Jacques, men jeg tvivler på at jeg ville blive lukket ind på herregården,” påpegede spidst. Ja han havde selv formået at gøre hende vred, og sandheden var jo at det gjorde ondt at stå overfor ham, hun manglede ham, men hun ønskede bestemt ikke at give ham den tilfredsstillelse ved at afsløre det! Måske Yasmya ikke var nogen stor trussel, hun kunne højest finde på at skænke ham et slag med en flad hånd, og hun var allerede fristet til det. Foruden det så var Jacques langt større og stærkere end hende, af den grund var hun dog ikke bange for ham. Af samme grund reagerede hun ikke synderligt da han selv endte med at tage et skridt mod hende. Hans ord gjorde hende direkte vred! Uden at tænke videre over det hævede hun den flade hånd og vang den mod ham. Hvor vovede han?! ”Vov ikke at tal sådan om min far så meget som én gang til, Jacques! Han har vogtet om Emanuel i frygtelig mange år, mens du knapt har besøgt hans hvilested,” påpegede hun lidt sigende. Så meget tid som hun havde tilbragt på kirken, så vidste hun at han knapt havde været der og lige i øjeblikket vovede hun altså at bruge det mod ham! De funklende grønne øjne, havde atter mistet gløden af liv og lynede i stedet mod ham! ”Som du ikke har nogen anelse om hvordan jeg har haft det,” svarede hun igen. Ja hun var hidsig det havde hun altid været, men det irriterede hende virkelig, at han igen gjorde sig selv til det helt store offer! Direkte at høre ham sige at han holdt af Camryn var virkelig en kniv i brystet på hende, selvom hun trods alt godt vidste det. ”Det behøver du ikke at fortælle mig, Jacques, det ved jeg at du gør, og ved du hvad det rager mig en høstblomst, men jeg har ikke lyst til at være en del af det! Hvad har bruddet pludselig med det hele at gøre? Jeg gjorde hvad jeg fandt bedst for os begge, og du har kun bekræftet mig i at det var det rigtige, men af den grund så har jeg stadig ikke lyst til at se dig med min søster i favnen, Jacques! Det har intet at gøre med at du er mig en torn i øjet, jeg ønsker tværtimod at du har en forhold til vores søn” endte hun med en mere hævet tone, for hun var faktisk vred! ”Ved du hvad, glem det. Jeg gider ikke at diskutere med dig, jeg er bare interesseret i at vide om du har tænkt dig at påtage ansvaret eller?” endte hun lidt bestemt og havde lyst til at rive sig i håret. Hun havde slet ikke tænkt over hvad hun sagde, ordene kom til hende, hun vidste blot at det gjorde ondt.. meget endda.

[Deleted]

Jacques havde det på ingen måder godt, og tanken var noget som kun gjorde ham ked af det, for han havde al mulig grund til at vide at Emanuel var der, for det var noget som han havde haft brug for, og specielt her igennem den sidste tid, men død havde han været.. som han havde været kendt med om ikke andet! Han fnøs ganske kortfattet. ”Så siger vi det..” mumlede han tydeligt utilfreds, for det var en tanke som faktisk kun måtte irritere ham noget voldsomt, for han synes bestemt heller ikke at det var retfærdigt overfor ham, for han havde virkelig ikke gjort hende noget som helst, så det at straffe ham på den måde, var slet ikke noget som han fandt nødvendigt på nogen måde retfærdigt! Næverne forblev direkte knyttet som de aldrig havde været det før, som han igen vendte blikket stift i retningen af hende. ”Det er vel også underordnet nu? Du havde ingen planer om at opsøge stedet i udgangspunktet,” påpegede han tvært, som han lod armene søge over kors. Han var på ingen måder bange for hende, for det havde han da slet ikke nogen grund til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket direkte vredt mod hende. Han krævede slet ikke noget af hende, men at vide at deres elskede lille dreng havde fået muligheden for livet, synes han da alligevel at han havde haft krav på at vide, men han havde absolut intet hørt! Og det fandt han sig ikke i!
Hånden som Yasmya slyngede direkte mod hans kind, var noget som kun fik bægeret til at flyde over for ham! Han havde det ikke godt med Marius, og han vidste at manden havde det lige sådan! Han havde gjort alt for at holde dem fra hinanden, og prøv at se! Han havde fået det som han ville, så hvorfor pokker skulle han dukke op med knægten?! At hun så skulle påpege hans manglende tilstedeværelse ved gravstedet, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham! Tårerne samlede sig i hans øjne, også selvom han virkelig nægtede at lade dem falde, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af på nogen måde! Næverne var direkte fast knyttet som de aldrig havde været før, hvor han følte sig fristet til at slå igen! Han.. kunne bare ikke få sig selv til det, og det var noget som hun virkelig skulle være forbandet glad for! ”Det er jo ikke underligt, at jeg intet har hørt eller set, når det er den mand som skal bringe mig nyheden, Yasmya.. Han foragter mig som jeg foragter ham..” vrissede han denne gang med en betydeligt højere stemme. Nok var simpelthen nok, og dette var slet ikke noget som han fandt sig i! Slet ikke! ”Du er ikke nær så ligeglad som du ønsker at du ville være, Yasmya.. Du brød op med mig, så find dig i at jeg befinder mig på herregården,” begyndte han kortfattet, for der vidste han at han havde ret! Ligeglad var hun slet ikke! ”Jeg ønsker selvfølgelig et forhold med min søn, Yasmya… Når du føler for endelig at give slip på ham., og lade ham se sin far lidt, så bring ham til herregården. Jeg gider ikke stå her på min egen moders hvilested og skændes..” endte han ganske kortfattet, idet han roligt passerede hende, selvom det var med faste skridt. Han kogte virkelig i det indre!

[Deleted]

Det havde været forkert ikke at give ham besked når det kom til Emanuel, det vidste Yasmya godt, men det ændrede ikke på det faktum at hun havde følt sig fuldkommen magtesløs i den sag. Manden var en vampyr og til tider var det virkelig en ulempe, til tider var det som om han slet ikke forstod sig det mindste på hende, og det var frustrerende. Yasmya stod selv med knyttede hænder, mest fordi hun var frygtelig fristet til at slå ham, også selvom hun i det store og det hele ikke ønskede at gøre ham ondt. Den varme luft gjorde det heller ikke nemmere, hun havde det varmt og hun var irriteret. I øjeblikket var hun virkelig lykkelig for at Phoebe tog sig lidt af Emanuel, hun ønskede ikke at han skulle overvære dette. ”Det havde jeg ikke,” erkendte hun sandfærdigt. Det ville være direkte dumt af hende at opsøge herregården også fordi stedet mindede hende om tider hun ikke kunne få igen, om et liv som hun havde været tvunget til at give slip på. Tårerne havde samlet sig, og gjort hendes øjne blanke, også selvom hun nægtede dem at falde, så svag ville hun ikke vise sig, ikke nu hvor det var meningen at hun skulle være stærk også med henblik på Emanuel. Hånden sitrede en smule efter at have ramt den kølige hånd. Hun lod den falde, og var et kort øjeblik overrasket over at hun selv havde tyet til den slags midler! Hun vidste godt at Jacques og Marius ikke havde fungeret sammen i frygtelig mange år, men under alle omstændigheder havde han taget sig af deres knægt, og han havde på ingen måde forsøgt at vende Emanuel mod sin far eller noget som helst, selv ham og Jason havde fået ordnet op, så at høre ham tale om manden på den måde gjorde hende vred, det var jo så frygtelig mange år siden nu! ”Der tager du fejl, Jacques, han foragter dig ikke, desuden er han i stand til at ligge jeres personlige kontroverser bort for Emanuel,” svarede hun direkte vredt for løgn var det jo ikke. Han havde ganske vidst fået det som han ville have det, efter at have forsøgt at skille dem i årevis for at få ham sammen med Camryn i stedet.. hvis blot hun havde lyttet til ham allerede dengang, så havde de ikke stået hvor de stod. Yasmya frøs. Hun slog blikket ned i jorden også for at skjule den ene tårer der endte med at trille ned over den blege kind. Nej hun var ikke så ligeglad som hun ville ønske.. hun.. elskede ham selvom den tanke gjorde mere ondt end nogensinde. Hvad skulle hun sige? Hun lod ham træde forbi i hende, hvor hun stille hævede hovedet igen og så mod himlen. Lisa ville vende sig i graven ved dette, det vidste hun allerede. Hendes hjerte bankede.. men pludselig gjorde det ondt igen, en smerte hun havde været i stand til at ligge fra sig da Emanuel var kommet tilbage. Det frustrerede hende virkelig at han fremstilte det som forsøgte hun at holde ham væk fra sin søn, for det gjorde hun ikke. ”Hvad fanden tænkte jeg på?” hviskede hun for sig selv. Hvordan havde hun fået den tåbelige idé at give sig hen til den håbløse mand? ”Med den indstilling til tingene, er jeg slet ikke sikker på at jeg har lyst til at placere ham hos dig, Jacques. Du kan komme og hente ham når du er klar til at tage dig sammen,” endte hun fast, uden så meget som at vænne sig mod ham. I stedet satte hun sig på knæ foran Lisas smukke grav. ”Undskyld,” hviskede hun med så lav en hvisken hun overhovedet kunne, forbandet vampyrer der kunne høre alt!

[Deleted]

Det var slet ikke det her, Jacques havde regnet med skulle ske. Han havde regnet med at han skulle komme til familiens hvilested, skænke dem den største undskyldning og så vende tilbage til sit liv, selvom det hele havde taget en drejning som han ikke kunne styre. Han var vred og han var ked af det og alt sammen på samme tid, hvilket bestemt ikke var noget som han brød sig om, for han kunne simpelthen ikke finde ud af det! Han var en vampyr og han var et koldt væsen, men han havde sine menneskelige sider, og dem prøvede han selv at klamre sig til, selvom hun bestemt ikke gjorde det meget nemmere for ham som det stod lige nu! Næverne så stramt knyttet, også mest for at holde sig selv i stramt bånd, selvom det ikke var nemt, men han forsøgte virkelig! Han ville ikke stå og skændes med hende for øjnene af hans egen moders hvilested! ”Jeg er fuldstændig ligeglad med Marius og om han ville være i stand til at lægge vores kontroverser til side for Emanuel, for jeg kan ikke have ham.. Jeg kan virkelig ikke have ham. Jeg er langtids-vred okay? Jeg tilgiver ham ikke for det som han gjorde dengang,” vrissede han kortfattet, for han mente det i den grad!
Tanken om at Yasmya direkte skulle slå til ham, slog ham lidt ud af kurs, ofr det var slet ikke noget som han havde regnet med, og dog.. hvis han virkelig var så forfærdelig og så kold i hendes øjne, så havde hun vel gjort det bedste i at gøre det slut? Så kunne hun jo passelig få lov til at forklare knægten det tilfælde! Han sendte hende en direkte rasende mine, for nu var han virkelig ved at være vred! Og så endda for øjnene af hans mor! ”I så fald, så kan du fint få lov til at forklare ham, at han ikke engang får lov til at tilbringe tiden sammen med sin far, Yasmya!” endte han med en fast tone. Denne gang hævede han så sandelig også hans tone, som han valgte at passere hende, da hun gled i knæ for hans mors grav. Yasmya og Lisa havde altid haft et utrolig godt forhold, selvom.. ja, så savnet havde hun vel ikke været igen? Hendes grav var ikke nær så smukt passet som Emanuels havde været, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for Jacques. Tårerne begyndte at trille ned af hans kinder. Det var virkelig for mange følelser på en gang, og han kunne virkelig ikke kontrollere det, hvilket næsten var noget af det værste! Hånden hævede han til sit rødlige kind, for det slag havde faktisk gjort ondt! Han tørrede sine øjne, som han vendte sig mod kirken som han søgte op mod. Han var nødt til at se knægten, og nu hvor Yasmya da slet ikke gad ham, så kunne han jo lige så godt komme væk derfra igen. Efterhånden så følte han sig jo ikke engang velkommen nogen steder! ”Emanuel?!” kaldte han med en så kontrolleret stemme, som han nu kunne. Tårerne tørrede han helt væk, som han igen fremtvang et let smil. Han ønskede jo heller ikke at hans lille søn skulle fatte nogen mistanke, for.. der var vel ikke det store galt, andet end hvad de havde været klar over til nu?

[Deleted]

Yasmya havde bestemt heller ikke regnet med at skulle støde på Jacques og hun havde bestemt heller ikke regnet med at de skulle komme og skændes på den måde, det havde de jo aldrig gjort før. Ganske vidst havde de haft deres diskussioner, men aldrig noget der havde indebåret hævede stemmer eller slag for den sags skyld. Hun kunne læse begæret efter at slå igen i hans ansigt, men hun ville heller ikke provokere det yderligere, han havde en lidt anden styrke end den som hun selv besad. Hun var virkelig bare glad for at Emanuel ikke havde overværet alt dette. Jacques var ganske vidst mere menneskelig end så mange andre, men han kunne ikke længere se forbi hans egen næse, og tanken var virkelig frustrerende.. i det store og det hele lagde han jo hele skylden over på hende, måske han faktisk havde ret? Også selvom tanken gjorde forbandet ondt, og slet ikke hjalp på den ringe selvtillid hun i forvejen besad. ”Heller ikke når det kommer til din søn? Jeg ved at du bærer nag, men er der i virkeligheden nogen grund til det? Han havde jo ret for pokker, Jacques.. han havde ret,” endte hun stille og vendte sig langt om længe mod ham. Tårerne tørrede hun bort med sin håndryg. Marius havde vidst at Jacques var ment med Camryn og han havde haft ret, hun kunne ikke se hvorfor de skulle bebrejde ham for at have forsøgt at gøre det rette.. det som hun i sidste ende havde været tvunget til at gøre alligevel. Kappen samlede hun op af fra, og svang den omkring de nøgne skuldre, selvom det var for varmt til at have den på. Hun så på Lisas smukke gravsted. Måske det ikke var nær så smuk som Emanuels men både hende, Jason og under kom jævnligt og lagde blomster på den og sørgede for at den så ordentlig ud, savnet var hun i den grad, hun havde jo mere eller mindre været som en mor for hende, og det gjorde ondt at forstyrrede freden ved at råbe af manden på den måde. Den direkte hårde tone der nåede hende, fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Hun lod blikket glide i for et kort øjeblik inden hun rejste sig. ”Vi klare os, Jacques,” endte hun næppe hørligt. Knægten ønskede jo sin far, men mon ikke hun kunne fortsætte med at distrahere ham? Hun ville bestemt ikke lade ham se ham med den attitude! Hvad hvis Emanuel endte med at vende sig mod hende og foretrække sin far? Måske det var en egoistisk tanke, men hun ville ikke kunne bære også at miste ham. Hun rejste sig og fulgte efter Jacques idet hun kunne høre ham kalde på Emanuel, hun frygtede virkelig hvad han ville sige til ham.
Emanuel var i gang med at hjælpe Phoebe med at stille nogle salmebøger på plads idet han hørte sin far kalde. Han sendte sin 'tante' et stort smil, inden han stilte den sidste bog på plads og løb ud af kirken for at møde sin far! Selvom han var glad, så kunne han fornemme at der var noget helt galt allerede de han kom ud. Smilet falmede langsomt. Han kunne se at både mor og far havde grædt. ”Ja far?” spurgte han lidt stille. Det lignede altså ikke at de bare havde snakket!

[Deleted]

Marius havde et sted vel haft ret? Når det kom til hjertets vej vel at mærke, men ikke når det kom til det dominante dyr, som Jacques havde i sindet, for det var det som var mest dominant, hvilket tilsyneladende, var noget som både Yasmya og Marius ikke vidste. Et sted en skam, at hun ikke kendte ham bedre efter så mange år, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre noget ved nu. Hun havde valgt at bryde op med ham for mange år siden, af grunde som endnu var ukendte for ham, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, det var helt sikkert! ”Så trøst dig med den tanke, Yasmya, hvis det får dig til at få det bedre..” endte han ganske kortfattet, som han endnu en gang måtte knytte næverne noget så frygtelig tydeligt. Tanken gjorde ganske vidst ondt, men han kunne jo for pokker ikke gøre noget ved det af den grund, hvilket næsten var det værste! Marius havde ikke kunne udstå synet af ham til sidst, selvom han virkelig havde forsøgt at handle for alles bedste, så var det bare ikke lykkes ham! Det var nu han for alvor kunne savne sin mor, også selvom hun var død og borte, så var det slet ikke noget som gavnede ham selv på noget tidspunkt!
Slaget var noget som ganske enkelt var kommet bag på ham, og lysten efter at slå til hende igen, var virkelig stor, men han vidste, at gjorde han det, så var det ham som stod med problemer til halsen, og han følte at han havde nok at slås med som det stod til nu! Hans hjerte blødte som aldrig før, efter de knive som hun havde jaget direkte i det kolde hjerte, som selv hun havde valgt at knuse som det aldrig nogensinde var knust før. ”Aha? Og det er derfor du aldrig nogensinde gav mig besked?” vrissede han fast, som han fortsatte sin tur op mod kirken, frem til han kunne se sin elskede lille dreng komme løbende, hvor han slet ikke kunne lade være med at smile! Han havde virkelig, virkelig savnet ham! Han gik roligt ned i knæ overfor ham og strøg ham over kinden. Ja, det var måske frygtelig umuligt at skjule en vampyrs tårer når de endelig kom, men det var ikke noget som han tog sig af lige nu. De havde vel snakket om det som der skulle snakkes om, for de blev jo tilsyneladende aldrig nogensinde enige af den grund, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham. Allerede på denne korte tid, så havde han virkelig savnet sin kære dreng, men nu vidste han jo at han var der, hvilket næsten var det som gjorde det meget værre end det som allerede måtte være nødvendigt i forvejen. Han strøg han roligt over håret, hvor smilet falmede bare en anelse. Han forsøgte virkelig at holde fast i det, også for Emanuels skyld, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt, men han forsøgte da om ikke andet! ”Der var du jo,” endte han dæmpet. Han kunne ikke drømme om at bruge Emanuel mod Yasmya, som hun havde gjort det, det var der ingen tvivl om!

[Deleted]

Yasmya var udmærket klar over at dyret stod frygtelig stærkt i Jacques, men ikke desto mindre så behandlede hun ham anderledes, kun fordi hun ikke selv rigtigt forstod sig på bæstet i hans indre, selv ikke efter alle de år. Måske det var en ringe trøst, men ja Marius havde trods alt haft ret hele tiden, han havde gjort ret i at forsøge at skille dem ad inden det var nået for langt, også selvom de havde været stædige og holdt fast. Selvfølgelig fortrød hun til dels at hun havde valgt at forlade ham, hun elskede ham jo, men af den grund vidste hun også at hun ikke havde andet valg end at komme videre.. det var jo mange år siden. Den ligegyldige tone og intetsigende ord var slet ikke noget som gjorde det bedre! Det var jo ikke bare en tanke hun trøstede sig med. ”Det er jo rigtigt nok,” påpegede hun selv kortfattet og ikke mindst sammenbidt. Hvis ikke hun havde været knust før så var hun det i den grad nu. Deres sidste møde havde efterladt hende med et eller andet håb om at han stadig følte et eller andet for hende, men det havde han netop afkræftet og tanken gjorde forbandet ondt. Med årene var hjertet begyndt at hele, det havde ikke gjort ondt at trække vejret, leve i et godt stykke tid, ikke før nu. ”Det havde intet med det at gøre,” vrissede hun og fulgte ham lige i hælene, hun ville bestemt ikke lade ham stoppe Emanuel med hvad som helst! De blonde lokker dansede lystigt omkring de slanke skuldre i takt med gangen. Tårerne skyndte hun sig selv at tørrer bort, så det ikke ville være for afslørende, Emanuel brød sig ikke om at se hende ked af det. Mere end nogensinde savnede hun Lisa.. hun ville have hjulpet, eller i det mindste givet hende en form for forståelse som hun tydeligvis ikke fik ved Jacques. Yasmya sendte ham et lidt advarende blik i samme øjeblik Emanuel kom til syne i døren og hun så smilet langsomt forlade hans læber. Det i sig selv gjorde ondt på hende, for hun var vant til at se ham med det smil på sine læber. Han kunne vel fornemme at noget var endnu mere galt end det havde været da han var gået ind? Hun forsøgte at sende ham et smil også selvom det var svært for hende at skjule de sande følelser, det havde det altid været, men nu var det dybt upraktisk.
Emanuel stirrede fra far og til mor med de store og nysgerrige øjne. Smilet var falmet, for han kunne se at hverken mor eller far var glade. De grønne øjne endte i fars. Han lod ham stryge ham over kinden og håret, for han havde virkelig savnet sin far, og endelig havde mor holdt sit løfte om at han ville få lov til at se ham! Han nikkede stille. ”Mhmm,” svarede han blot lidt usikkert og så skeptisk på mor. Han havde lovet bedstefar at passe på hende, og han kunne ikke lide at hun havde grædt. Han kunne jo se det på hende. Han svajede lidt usikkert. Han havde lyst til at være lidt sammen med far, men han turde ikke rigtigt spørge mor fordi han var bange for at hun ville blive ked af det igen, og så kunne han jo ikke passe på hende som han havde lovet. ”Skal du allerede hjem?” spurgte han dæmpet. Han kunne ikke lide tanken om at skulle sige farvel allerede, men han ville jo heller ikke gøre tingene værre!

[Deleted]

Jacques var virkelig knust, også fordi at han vidste at han ikke kunne gøre noget ved det. Han savnede hende virkelig, selvom han slet ikke regnede med at det var noget som han nogensinde ville være i stand til at gøre noget ved nu. Yasmya var hermed blevet lukket land for ham, hvilket direkte påvirkede dyret i hans indre. De havde aldrig arbejdet med det, men han havde da om ikke andet, forsøgt at forklare hende det, så godt som det nu var ham muligt! Han bed det i sig for nu, for han nægtede ganske enkelt at give Marius ret i at det som han havde gjort, var noget som var for det bedste, for det var Yasmya som havde droppet ham i den anden ende, og han havde aldrig fundet ud af helt præcist hvorfor! Emanuel var det eneste gode som han nu kunne sige at have tilbage fra sit liv sammen med hende, også fordi at det slet ikke havde været nemt. Han manglede virkelig sin mors forståelse, selvom han vidste, at det ikke var typen som han ville få igen, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det et hak bedre. ”Trøst dig med tanken om, at du så gjorde det bedste til sidst, Yasmya..” mumlede han tvært, også for at bide hende af, for han nægtede at fortsætte diskussionen, for det var slet ikke noget som nogen af dem, ville få det mindste ud af!
Knægten kunne tydeligt se at der var noget galt, hvilket allerede var noget som var gået tydeligt op for Jacques, selvom det nu ikke ligefrem var noget som gjorde det et hak bedre, for han ønskede slet ikke at efterlade knægten med dårlig samvittighed eller en dårlig smag i munden. Han lod hovedet søge let på sned, som han sendte ham et næsten træt smil. Han var slet ikke vant til at råbe sådan, og da slet ikke foran familien, men denne gang kunne han slet ikke lade være! Han nikkede stille, som han denne gang valgte at ignorere at Yasmya faktisk stod lige ved siden af, selvom han virkelig forsøgte at prøve at handle på alles bedste, og at bruge knægten mod hende, som hun havde brugt ham mod ham, var bestemt ikke noget som måtte komme på tale, for det ville han ikke! ”Far er nødt til at tage hjem nu, min dreng,” endte han sigende, også selvom hans stemme virkelig var så kontrolleret som noget overhovedet kunne blive! Han kogte, og selvfølgelig var det noget som hvilede så stærkt og tydeligt i hans stemme som aldrig nogensinde før, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Han lod hånden roligt falde i hvile mod hans lår. Han ville bare væk fra Yasmya, så hurtigt som muligt, også helst inden det hele ville blive værre! For det gjorde ondt nok som det måtte være i forvejen! Han bed smerten i sig, for den var virkelig hård ved ham, og han kunne jo tydeligt mærke det! ”Pas på mor… ikke?” endte han dæmpet. Selv i hans øre, var det underligt at skulle sige det til sin lille dreng, men han var jo ikke selv i stand til det, og nu hvor det lød som hun slet ikke fortrød at bryde op med ham, så skulle han da nok tage sin afstand til hende, hvis det var det som hun ville have!

[Deleted]

Yasmya havde gjort den fejl at holde fast om et håb der aldrig havde været der, og nu kunne hun ikke forhindre skuffelsen i at ramme hende. Det var bestemt ikke sådan hun havde regnet med at tingene skulle falde ud i sidste ende, det var helt sikkert. Det havde nok ikke været retfærdigt at bruge Emanuel mod ham, men det var hvad hun havde haft og han stod og pålagde hende det ene efter det andet, og med den ringe smag hun havde i munden fra før af så var det bestemt ikke bedre. Hvad der gjorde endnu mere ondt, var at han havde ret med henblik på Camryn.. hun havde ikke andet valg end at finde sig i at det var sådan tingene så ud nu, at han befandt sig på herregården med den kvinde der havde været ment for ham, så måtte der vel også være en til hende et eller andet sted? Også selvom hun egentlig ikke rigtigt havde lyst til at tænke på det, den eneste mand der havde vækket bare lidt siden Jacques var hans egen bror og det var bestemt ikke noget hun ville stå og plapre ud med, selvom der jo ikke var noget forkert i det som sådan. Denne gang valgte Yasmya at ignorere hans ord. Hun nikkede bare i hans retning for ellers kunne de jo fortsætte i en evighed, og det ønskede hun ikke foran Emanuel. Det efterlod hende med en virkelig dårlig samvittighed at Emanuel straks kunne se at noget var galt og hun kunne næsten ikke klare de sårede øjne ved tanken om at far allerede skulle hjem. Hun strøg sin arm og lod blikket forlade dem for at holde tårerne tilbage. Hun havde stadig hans ord kørende i hovedet, det var første gang hun direkte havde set ham så kold. I sin tid da han havde fået at vide at hun var blevet gravid, havde hun overbevist ham om at han ville blive en god far, og det var ikke noget hun ville tage fra ham for han gjorde sit bedste det vidste hun jo godt. Efterhånden havde hun brug for frisk luft, hun havde brug for at få frustrationerne ud.. hvor var Nathaniel når hun havde behov for ham? "”Jeg..” hun sukkede lidt tungt, for hun var bestemt ikke meget for det med henblik på at han boede med Camryn og Marcianus, men hun kunne jo ikke afholde ham for evigt. ”Jacques.. hvis du vil have ham med hjem et par dage, så er det fint. Han har spurgt efter dig i virkelig lang tid,” endte hun langt mere rolig. Det var jo ikke løgn, og lige nu havde hun mere brug for at være sig selv end at være en mor, hun kunne ikke holde det i sig mere.
Emanuel kunne virkelig ikke lide tanken om at far skulle hjem. Det var alt for tidligt han var jo lige kommet! Hovedet sænkede han direkte ked af det. Han havde lovet at passe på mor og hun havde grædt, og nu havde han endelig fundet sin far men havde næsten ikke fået lov til at se ham. Han skrabte lidt nervøst i jorden og overvejede at spørge mor om han ikke måtte bruge bare lidt tid med sin far. ”Kommer du og besøger mig engang?” spurgte han lidt nysgerrigt, bange for at han skulle vente på far ligeså lang tid som han havde gjort til nu. Mors forelsag fik ham til at spærrer øjnene op. Læberne spillede i et direkte lykkeligt smil. ”Må jeg kommer med dig hjem, far?!” spurgte han med en overrasket tone. Så kunne mor vel godt passe på sig selv lidt?

[Deleted]

Jacques ønskede slet ikke at fortsætte den evige diskussion, for det vidste han skam godt, at han ikke fik det mindste ud af i den anden ende. Hvis Yasmya virkelig følte at hun havde truffet det rigtige valg, så skulle han da nok holde sin afstand til hende, for han ville da nødigt ende med at træde hende yderligere over tæerne, end det som han allerede havde gjort, for det var jo tydeligt, at hun heller ikke ønskede at vide af ham, hvilket kun gjorde det hele så meget værre end det som det allerede måtte være i forvejen! Desuden havde han ikke nogen anelse om hvad Camryn ville sige, hvis han endte med at tage knægten med sig hjem sådan helt.. vilkårligt, uden at nævne det, selvom det vel også var hans fulde ret? Han ønskede virkelig at være en god far, men hun gjorde det bestemt heller ikke nemt for ham! Han havde slet ikke noget imod at erkende sine fejl, og han vidste godt, at han ikke havde været der for knægtens hvile, som han burde, men der var ikke noget som han kunne gøre for at gøre det om nu. Han ville ikke have knægten med sig, hvis det skulle forvolde et så stort problem! Han nægtede at lade flere tårer falde, med mindre at det virkelig var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, men det var virkelig svært, når hun skulle stå der!
At Yasmya vilkårligt bare foreslog at han kunne tage ham med hjem, var noget som han af princip valgte at ignorere, også selvom det var tydeligt at Emanuel havde en ganske anden mening omkring det hele. Han sendte drengen et let smil, for han kunne altid gøre tingene så dejlig.. lette, og det var virkelig en tanke som han godt kunne lide! Han bed tænderne ganske let sammen, og sukkede indvendig. Han var faktisk ikke sikker på at det var så god en idé, og specielt nu hvor Yasmya tilsyneladende slet ikke ønskede at have noget som helst med ham at gøre, det var der ingen tvivl om! ”Jeg er ikke sikker om det er en god idé…” Han vendte blikket i retningen af Yasmya, hvor han kun sendte hende en direkte fast mine, som aldrig før. Han havde virkelig ikke meget til overs for hende som det stod lige nu, foruden hans blødende hjerte, men end ikke det så ud til at påvirke hende på nogen måde, hvilket bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagerne meget bedre for ham, om det var noget som han nu ville det eller ikke, så var det virkelig bare en frustration uden videre! ”Men en lille visit kan vel ikke skade? Så far kan være lidt sammen med sin store dreng,” tilføjede han med et muntert glimt i de ellers så triste øjne, for han forsøgte da om ikke andet, at gøre noget ved det! Han strøg ham let over hovedet, inden han roligt rejste sig op endnu en gang. Hans kind var faktisk en anelse ømt efter det slag, men det var nu ikke noget som han tog sig af som sådan. ”Hvornår vil du have ham hjem? Eventuelt hvem kan møde mig for at få ham bragt resten af vejen?” spurgte han sigende. Hun havde jo trods alt allerede gjort det klart for ham, at hun ikke ville se ham, så skulle hun så sandelig også have lov til at blive fri for det!

[Deleted]

Selvom det gjorde ondt så stod Yasmya fast på at hun havde truffet den rette beslutning. De to havde ikke ment til at være sammen, det var jo gået op for hende i sidste ende. Man kunne vel kalde dette den endelige afslutning som de aldrig havde fået? Hun havde trods alt blot givet ham ringen og så var hun gået for ikke at vende tilbage. Nu var det definitivt slut, de havde aldrig været uvenner på den måde før, hun priste sig blot lykkelig for at Emanuel ikke havde været vidne til det, også fordi hun jo faktisk havde slået Jacques i ren og skær vrede og frustration. Selvom hun var vred på ham så manglede Emanuel ham og hun ønskede ikke at skuffe sin dreng ved at rive ham fra ham allerede nu! Hvor vidt Camryn brød sig om idéen eller ej, så havde han jo en søn og hun håbede sandelig ikke at han havde tænkt sig at fravælge Emanuel på grund af det, knægten ville blive knust og hun ville stå med ansvaret for at forklare ham hvorfor. Hjertet hamrede pokkers stærkt, det var lige før at hun følte sig direkte svimmel! Det forundrede hende ikke ligefrem at Jacques først og fremmest var skeptisk omkring hendes forslag, hun havde jo netop sagt det modsatte til ham, men på den anden side ønskede hun ikke at skuffe ham, og hun ønskede at gøre det bare en smule godt igen. Det faste blik gav hende en klump i halsen. Hun sank den lidt tøvende og følte næsten at hun havde sagt noget forkert. Hun var heller ikke sikker på at det var en god idé, men Emanuel blev glad og det var det eneste der egentlig betød noget. ”Jeg kan ikke se problemet, det er trods alt din fulde ret,” påpegede hun og sendte ham et lidt sigende blik. Kunne han ikke se at Emanuel lyste fuldkommen op ved idéen? Hvorfor afvise den? De store, livlige øjne havde dog tydeligvis gjort sit selv på Jacques. Yasmya nikkede blot og sendte Emanuel et lille smil. Roligt strøg hun hen ved siden af, og gik i knæ ved Jacques' side og ignorerede den fysiske kontakt der blev skabt mellem dem. ”Tag du med far hjem lidt, min engel.. så kommer jeg og henter dig om.. to dage?” hun vendte sig lidt spørgende mod Jacques for at vide om det var i orden. Hun kyssede Emanuel på panden og trak ham væk fra Jacques for i stedet at skænke ham en omfavnelse. Hun himlede lidt skjult med øjnene mod Jacques. ”Jeg henter ham på herregården,” svarede hun og forsøgte ikke at lyde direkte spids, det var jo ikke fordi hun ikke kunne eller noget som helst, men herregården havde ekstremt mange minder med sig! ”Vi ses,” hun lagde hånden mod hans skulder, også som hjælp til at lade hende komme op. ”Vi ses snart, min dreng,” hun sendte ham et lille fingerkys før hun roligt vendte om og begyndte at gå af samme vej hun var kommet fra. Måske det var hurtigt, men hun ville væk inden hun endte med at gøre noget dumt, for hun var frygtelig vred! Med hastige skridt forlod hun kirkegården for at tage hjem.
Emanuel kunne virelig godt lide mors forslag, men han blev nervøs da far gav udtryk for at han ikke vidste om det var en god idé. Han så godt de hårde blikke de sendte til hinanden, hvilket fortalte ham at det var helt galt. Han så på sin far med bedende øjne, indtil han endelig endte med at gå med til det. ”YAY!” udbrød han lykkeligt og vendte sig mod mor der havde sat sig ved siden af. Han tog imod hendes kys og strøg hende blidt over den varme kind. ”Pas på dig selv mor.. elsker dig,” endte han med et charmerende smil og så hende forlade kirkegården, før han igen vendte sig mod sin far, med et forventningsfuldt smil. ”Glæder mig til at se hvor du bor,” påpegede han med barnlig stemme og lagde armene om halsen på ham, klar til at tage af sted.

//Out

[Deleted]

Jacques havde fået den afslutning som han ikke havde fået til nu, og var nu fuldkommen overbevist om at Yasmya slet ikke ønskede at vide mere af ham, hvilket næsten var det som gjorde mest ondt, men han kunne jo trods alt ikke gøre noget som helst ved det, hvilket næsten var det værste af det hele. Hun var lukket land for ham nu, og med den stædighed som hun brændt inde med, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for ham på nogen måde! Ønsket om en tilstedeværelse, hvor de kunne finde ud af det og have knægten samtidig, var næsten hvad der måtte forblive en drømmetanke? Han skulle til at holde sig væk fra hende, som hun bare havde at holde sig væk fra ham! At få knægten med sig hjem, var han slet ikke sikker på om var nogen god idé, også fordi at hun allerede for bare kort tid siden, havde sagt, at han slet ikke fik lov, hvilket gjorde ondt. Det var jo slet ikke meningen at det skulle have lov til at gå ud over Emanuel, for han havde jo slet ikke gjort noget som helst, så selvfølgelig skulle han heller ikke straffes for det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”… To dage.. Det lyder udmærket..” endte han ganske sigende, hvor han slev ikke tog sig af den kontakt som blev dannet dem imellem, da hun tog pladsen roligt ved siden af ham, for han ønskede slet ikke at skændes og da specielt ikke foran deres lille søn, for det værste som han vidste, var at blande børn ind i sager som kun omhandlede voksne!
At Yasmya ville hente ham på herregården, var nu heller ikke noget som han sagde noget til, også selvom han vidste, at det var et forslag som hun kun kom med, for hun havde jo ikke rigtigt noget andet valg. Han sendte drengen et smil, hvor han roligt lod Yasmya rive ham lidt til side, så de kunne tage en afsked. Han var en god far, og det var noget som han selvfølgelig ønskede at vise dem begge to! At selvom han ikke havde besøgt hans hvilested, så var han altså stadig en god mand og ikke mindst en god far, selvom hun næppe kunne se det, så var han faktisk ganske ligeglad med det faktum! Han sukkede dæmpet og nikkede så, som Emanuel endnu en gang kom ham i møde, og masken endnu en gang måtte tvinges op i hans ansigt, selvom det bestemt ikke var nemt på nogen måde, men han forsøgte virkelig, også selvom det bestemt heller ikke var nemt! ”Far glæder sig til at vise dig det,” sagde han direkte glad. At have knægten lidt alene, var noget som han virkelig ville nyde forbandet godt af, det var der ingen tvivl om! Som han slog armene omkring hans hals, så valgte Jacques at rejse sig. Det kunne godt være, at han var udsat for en ulykke, men af den grund, så kunne hans dreng altid finde det glimt i øjet frem, og det gjorde ham virkelig også glad! Han vendte blikket sigende mod ham endnu en gang. ”Så lad os komme af sted,” endte han sigende, som han igen satte knægten ned, tog hans hånd, og gik den stik modsatte vej og forlod kirkegården, kun for at søge tilbage i retningen af den store herregård.

//Out