Visiting at last..

[Deleted]

Det var en alligevel tidlig morgen i Procias. Solen havde dog været oppe i adskillige timer, udelukkende på grund af den herlige sommerperiode, hvis man havde været i stand til at nyde den vel og mærke. Det var ved at være.. ja, det måtte da være år, Jacques ikke havde set noget til Yasmya som sådan i form af et forhold, som de ellers havde været i, igennem så lang tid. Det var faktisk noget som han manglede, men som han vidste, at han ikke kunne gøre noget ved alligevel! Hun havde jo for pokker valgt at slå op med ham, selvom.. han et sted var usikker på helt præcist hvorfor hun havde gjort det, men ikke noget som han kunne gøre noget ved nu.
Turen igennem Procias, havde været ganske varsom, også fordi at han stadig måtte mindes, om da han havde været ude sidst. Han led stadig under kvaler efter det møde med munkene. Han var stadig fyldt med ar i ansigtet, for ikke at glemme, at han stadig havde problemer med at se ud af det ene øje, men det var faktisk det. Havde det ikke været for Camryn, så vidste han slet ikke hvad han skulle gøre, for nemt havde det bestemt ikke været for ham, ingen tvivl om det! Det var ved at være længe siden at tabet af Emanuel egentlig havde plaget ham, men nu hvor han vidste hvad han søgte efter, så var sagen faktisk en helt anden, hvilket var noget som faktisk gjorde ondt. Han manglede virkelig sin elskede lille dreng, også selvom hun altid havde været en mors dreng, så var det aldrig noget som havde generet ham. Nu hvor han rendt rundt omkring Marcianus dag efter dag, så var sagen faktisk en helt anden! Blikket gled ganske kort over gravene som han passerede på vejen, hvor han roligt stoppede op ved Marius’, Emanuels og Lisas som han vidste lå lidt længere nede af grusstien. Det klemte voldsomt omkring hans hjerte, for han havde vel aldrig rigtigt fået det bearbejdet ordentligt? Yasmya havde taget det så hårdt, at han ikke selv havde fået grædt ud, også selvom det slet ikke var noget som lå til ham, for han var slet ikke god til den slags!
Emanuels navn, var noget som efterlod ham med tårer i øjnene. Så mange tab på så kort tid, var slet ikke noget som han vidste hvordan han skulle tackle, men han.. kunne vel altid starte et sted? Roligt gik Jacques ned i knæene og med blikket hvilende på den lille sten. Det var direkte uretfærdigt, at så ung et individ skulle gå i døden, men.. hvad var der at gøre ved det? Der var en mening med det hele, også selvom det ikke var noget som han accepterede bare sådan! ”Far savner dig,” endte han dæmpet. Det var forkert at det var forældrene som skulle begrave deres børn! Det kunne ikke blive mere forkert end det var! Og endnu mere frustrerende, at han ikke kunne gøre noget for at gøre det om!

[Deleted]

Solen stod højt på en skyfri himmel. Det var efterhånden ved at være sensommer, men af den grund, så var vejret stadig guld værd i det lyse land, det havde trods alt ikke fået det kaldenavn for ingenting! Yasmya havde taget Emanuel med til kirkegården, fordi knægten havde insisteret på at se hvor han lå begravet. Hun holdt hans lille hånd, og åbnede lågen med den den anden, så han kunne komme ind på den store kirkegård. Kirken tårnede sig op, smukt udført, det sted havde været hendes hjem i mange år, men alting lod til at gå lysere tider i møde nu. De rosa læber skiltes i et lille smil, hun vendte de varme øjne mod sin elskede lille søn. ”Husk nu at vi kun må hviske herinde, min skat,” endte hun i en blid hvisken, og trykkede hans hånd. De skulle trods alt vise de døde lidt respekt. Det var efterhånden uger siden hun havde fået sin lille søn tilbage og ligeså sin kære far, og de var endnu ikke gået bort, noget som Silia ikke havde kunnet forklare, efterhånden var Yasmya direkte blevet tryg ved tanken om at de ikke blev taget fra hende igen. De blonde, lette krøller hang frit om det varme ansigt, endnu prydet af ar efter branden nu hvor vampyrblodet havde taget det som det kunne tage. Kroppen så endnu værre, hvilket tvang hende til at gå med en himmelblå kappe uden over kjolen. Det var stegende hedt, til tider gav det hende frygtelig hovedpine, men hun kunne ikke håndtere Emanuels mange spørgsmål, og de ville komme hvis han så det. Roligt førte hun ham med sig ned gennem de lange rækker af gravstene, hun vidste jo præcis hvor han havde ligget, hun havde besøgt ham mere eller mindre hver dag, det var dog langt bedre at have ham hos sig.
Emanuel gik pænt ved siden af mor. Hans hår stod i lyse krøller over hele hans hoved, og det var lidt irriterende, for han kunne ikke rigtigt se ud af dem! Han holdt sin mors hånd, og gik med brystet skudt frem, for Marius havde bedt ham om at passe på mor inden de gik ud, så det skulle han nok gøre! Han gik ind af lågen og så op på mor med de klare grønne øjne. Han var stolt af at ligne hende så meget, for i hans øjne så var hun smuk! Han nikkede næsten ivrigt, for han havde jo glædet sig til at se hvor mor havde besøgt ham gennem så mange år. ”Skal nok,” hviskede han højt tilbage. De nysgerrige øjne søge rundt over det hele, der var så mange der lå der, mange smukke blomster og sten. De havde ikke gået særlig lang tid, da han fangede en færd som på en eller anden måde var kendt.. den mindede lidt om hans egen. Uden at tænke videre over det slap han mors hånd, og fulgte færden i en fart som hun aldrig ville være i stand til at følge med i. Han vidste ikke helt hvor han endte, men han blev fyldt med glæde i samme øjeblik han genkendte sin far siddende på knæ foran en af gravene. ”Faaaaaaar!” råbte han lykkeligt og glemte hvad mor netop havde formanet ham om, før han sprang ham om halsen. Mor havde lovet at hun måtte se ham og hun havde holdt sit løfte selvom han lige var blevet bange for at hun ikke ville.

[Deleted]

Det var svært for Jacques overhovedet at vænne sig til tanken om at han havde mistet sin eneste søn. Jovist var Marcianus som en søn for ham, udelukkende fordi at han havde været tvunget til at bide og omgøre knægten, men ikke var det noget som havde rørt hans faderlige hjerte nær så meget som det Emanuel havde gjort. Knægten var frygtelig savnet, ingen tvivl om det, og han havde endnu svært ved at skulle vise det åbent og direkte, for det var bare ikke noget som lå så naturligt til ham som sådan. Ja, lige der var han virkelig som sin far om igen, selvom han mest af alt ønskede at få det ud, men han kunne bare ikke finde ud af det! Han sukkede dæmpet og rystede de tanker ud af hovedet. At det var ved at være år siden, var svært at forstå, også fordi at det var.. år siden han havde været sammen med Yasmya, hvilket var noget af en byrde som tungede voldsomt om hans hjerte, for.. hun var jo for pokker hans mage, og han kunne jo ikke gøre noget som helst ved det!
Synet af den lille sten ved siden af resten af familien, var ikke just noget som gjorde det meget bedre, for det var et tab som han faktisk ikke helt vidste hvordan han skulle få bearbejdet, for nemt var det da på ingen måde. Tungen strøg han let over sine læber, som han svagt rystede på hovedet. ”Jeg er ked af, at jeg ikke har set mere til dig, min dreng.. Det er jeg virkelig ked af..” endte han dæmpet, som han roligt satte sig til rette på knæ, for det var sjældent at han var nede i denne højde nu om dage, for han havde jo mistet.. alt, også selvom det var svært for ham selv at erkende overhovedet! Og det var noget som virkelig gjorde ondt selv for ham, for han stod virkelig uden noget som helst, og den tanke var et sted skræmmende!
Jacques var måske ikke nær så healet som det Yasmya var, men igen, så.. havde han jo faktisk ikke rigtigt set hende, siden Lisa og Jason havde plejet dem efter den forfærdelige ulykke. Synet var ganske vidst ved at komme tilbage på det øje som han havde en del skavanker med, for han kunne nu skimte lyset igennem det, så det hjalp da! Stemmen som lød ud af hans øresnegl, fik ham hastigt til at vende blikket, hvor han næsten endte mere bleg i ansigtet end det som han havde været til nu! Det kunne da ikke være.. ”E-Emanuel..?” endte han direkte.. chokket, som knægten kastede sig om nakken på ham, hvor hans arme omgående søgte omkring den lille krop, som han hastigt endte med at knuge godt og fast ind mod sig. ”Min gode gud…” hviskede han, som han trykkede ham godt og fast ind mod sig. Hånden søgte direkte op bag hans hoved, som han fast holdt ham tæt. Tårerne meldte sig i hans øjne. Han kunne slet ikke tro det! Bare.. synet af ham! Han var der jo! Han var ikke død!

[Deleted]

Tiderne forandrede sig frygtelig hurtigt, det ene øjeblik havde hun ikke haft nogle foruden Darryl, intet hjem, ingen penge ingenting, og nu stod hun med sin elskede søn, hun havde en familie og selvom hun ikke rigtigt havde et værdigt sted at bo, så var hun jo faktisk gladere. Der var atter liv i de grønne øjne, også selvom.. hun stadig manglede noget. Hun havde ikke set Jacques siden branden, og hun havde ikke gjort noget for at opsøge ham, særlig ikke da hun havde fundet ud af at han igen havde fundet Camryn, når det var sagt så var hun jo selv blevet en smule glad for Adelio, selvom det slet ikke var på samme måde. Hun holdt Emanuels hånd og lod blikket glide mod kirken, der henlå så fredelig og smuk. Solen bagte ned på hende, hun havde det frygtelig varmt, hvilket gjorde hende forholdsvis ufokurseret, også selvom hun havde sin søn netop ved siden af. Hvad hun ikke ville gøre for at kunne skænke ham blot lidt mere end hun kunne nu, Jason havde været gavmild, og købt nogle klæder til knægten så han så anstændig ud, hun rendte jo stadig rundt i de slidte og ligefrem ødelagte kjoler, og Emanuel var tvunget til at sove mellem hende og Darryl. De mange tanker kørte rundt i hovedet på hende, til Emanuel pludselig slap hendes hånd og begyndte at løbe- Yasmya stirrede febrilsk efter ham. ”Emanuel?!” kaldte hun uroligt og satte selv i løb, selvom hun ikke kunne følge det mindste med, så kunne hun følge skyggen af ham. Til tider var det ikke nemt at have en vampyr som søn, det var jo mange ting hun ikke kunne lærer ham, heldigvis havde hun Darryl og Jason. Hun fulgte ham gennem de lange rækker af grave og undskyldte i sit stille sind overfor de mange døde hun forstyrrede. I samme øjeblik hun fik øje på den lille bunke af lyse krøller, stoppede hun op foran ham, og næsten.. frøs på stedet. ”Ja..Jacques..” endte hun i en tydelig overrasket hvisken. Det var bestemt ikke hvad hun havde ventet sig! Hendes hjerte hamrede som en gal, et kort øjeblik var hun virkelig blevet bange, desuden var hun stadig forpustet, og til dels direkte stakåndet. Hænderne foldede hun foran sig, og lod blikket hvile på hans skikkelse med næsten.. frygt hun havde jo holdt Emanuel for ham igennem flere uger, også selvom hun ikke havde haft en chance når det kom til herregården.
Emanuel endte med at springe sin far direkte i favnen. Han havde slet ikke regnet med med at skulle se ham her af alle steder! At han så helt havde glemt mor, tænkte han ikke på i øjeblikket. Armene slog han om sin far, mens far vagte at slå armene om ham. Han vendte det hvide ud af øjnene. ”Far? Du kvæler mig,” påpegede han i en lidt anstrengt hvæsen, for han klemte faktisk ret hårdt! I samme mor kom til syne, kom han igen i tanke om at han bare var løbet fra hende. Han kunne høre på hendes hjerteslag at hun var blevet bange. ”Undskyld mor.. men se hvem jeg fandt!” udbrød han med et direkte uskyldigt smil. Det havde jo heller ikke været hans mening at gøre hende bange. ”Jeg har savnet dig far,” hviskede han til ham. Mor havde jo sagt at man ikke måtte råbe, så det gjorde han ikke!

[Deleted]

Tankerne omkring hans egen søn var noget som satte et ekstremt savn i Jacques, for han vidste, at han havde svigtet ham, og specielt her i døden, havde det været ekstra slemt, selvom det nu heller ikke var noget som han som sådan umiddelbart kunne gøre ved det. Han vidste at det som han gjorde, ikke var noget som han umiddelbart kunne tilgives for, for han havde ikke været der, også selvom der nu heller ikke var noget som han kunne gøre ved det. Tankerne omkring den knægt som han havde stormet rundt efter på grunden, var noget som stadig kunne få ham til at smile, for det var en tanke som kun glædede ham, for Emanuel havde i den grad haft det godt, da han havde været i livet, selvom man ikke just kunne prale af det som det var nu. Det var for tidligt at han havde mistet livet, det var der bestemt ikke nogen tvivl om, men der var vel ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund nu? Han havde søgt efter svar, som ikke havde været mulig for ham at finde, og selvfølgelig var det en tanke som gjorde ham direkte frustreret, og uden lige!
Tanken om at Jacques nu sad med Emanuel tæt ind mod sin egen krop, var virkelig.. ufattelig. Han kunne slet ikke beskrive det med nogen former for ord, og af den grund, så var han nødt til at forsikre sig om at det ikke bare var en drøm, men at han virkelig var der! Hans ord fik ham let til at smile, hvor han løsnede grebet og vendte blikket mod ham. ”U-undskyld. Jeg kan bare ikke forstå det.. Du er her virkelig..” Begge hænderne lagde han mod hans kinder, da han nu heller ikke havde lagt synderlig meget mærke til at Yasmya var der, for hans fokus var i den grad hvilende på hans knægt! Dette var dog kun frem til at han påpegede at mor var der, hvilket fik ham til at vende blikket allerede med det samme. Han havde slet ikke lyst til at slippe knægten igen, og specielt ikke nu hvor han endelig stod der med ham! Ud fra omstændighederne, så var han slet ikke i tvivl om at hun havde vidst at knægten var der, selvom.. hvor længe? Han lagde igen roligt armene omkring ham, kun for at skænke ham et kys på panden. ”Far har virkelig også savnet dig, min dreng,” endte han sigende, som han igen vendte blikket mod Yasmya. Han var jo trods alt nødt til at vende hele hovedet, udelukkende på grund af hans øje, som stadig ikke så ud som noget som kunne bruges på nogen måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han strøg knægten roligt over håret, og blev ellers siddende ved ham, for han kunne virkelig ikke få sig selv til noget andet, ikke nu hvor han endelig stod der med sin elskede søn! ”Det er godt at se dig,” endte han sigende – tydeligt henvendt til Yasmya.

[Deleted]

Yasmya havde slet ikke haft lyst til at besøge kirkegården i udgangspunktet, men Emanuel havde insisteret, han ville se hvor han havde ligget begravet og hvor farmor Lisa nu lå. Jason og Lisa havde stået der før Emanuels død så selvfølgelig var det dem han kendte bedst foruden mor og far. Måske hun havde lovet ham at hun nok skulle få far at se, men eftersom Jacques var flyttet til herregården havde hun ikke rigtigt selv haft hverken lyst eller mulighed til at fortælle ham hvordan tingene forholdt sig, og Marius havde ikke haft tid, hun havde bestemt ikke regnet med at det var sådan de skulle støde på hinanden. Hun betragtede ham med direkte overraskede øjne, det var bestemt ikke hvad hun havde ventet sig, desuden så gjorde det, det hele lidt.. akavet. Under deres sidste møde havde de jo erkendt at de faktisk.. savnede visse momenter i den fortid de havde skrevet sammen, men så var de blevet brændt, og havde ikke set hinanden efterfølgende, det var som om de begge havde valgt at glemme de ord. Hun lod fingrene løbe igennem det blege hånd, og så fra Emanuel og til Jacques, for det var jo tydeligt at han virkelig havde savnet sin kære far. Det var tydeligt at ingen af dem lod til at ænse hende, så hun besluttede sig for at blive stående indtil de valgte at henvende sig til hende. ”Ja det kan jeg se,” endte hun med et stille nik mod Emanuel, og formåede at tvinge et lille smil frem på læberne. Hun var om ikke andet ikke nær så ødelagt som hun havde været sidst de havde set hinanden, der var liv i hende. Det kriblede en smule under huden i samme øjeblik Jacques henvendte sig til hende. Hun strøg sig næsten.. usikkert over armen, og slog blikket en smule i jorden. Hun ville ønske at hun kunne sige at det ligeså var godt at se ham, men hun ville jo ikke mene det som sådan. Måske hun alligevel var lidt bitter ved tanken om at han igen var endt hos Camryn? ”I lige måde,” svarede hun måske lidt kortfattet men varmt. Hvad skulle hun egentlig sige, det havde hun jo slet ikke været forberedt på!
Emanuel hev lidt dramatisk efter vejret til far endelig besluttede sig for at løsne grebet lidt. Han slap ham dog ikke helt. ”Selvfølgelig er jeg det, hvor skulle jeg ellers være?” spurgte han med lidt undrende øjne. Han havde stadig ikke helt forstået alt det der med at han havde været død. Han betragtede fars ansigt og lagde mærke til de ar han havde. Dem huskede han ikke. Han rynkede på panden og hævede hånden før at lade den løbe over hans kind. ”Hvad har du lavet med dit ansigt far?” spurgte han lidt nysgerrigt, det havde mor ikke fortalt ham noget om! Emanuel lagde hovedet mod hans skulder, han havde altid været lidt af en puttetrold! ”Jeg har også savnet dig,” erkendte han glad, han var jo bare lykkelig for endelig at få lov til at se sin far! Hvad han ikke brød sig om var den kølige luft mellem mor og far, det gjorde ham både lidt trist men han forstod heller ikke helt hvorfor det var sådan. Blikket slog han sørgmodigt i jorden, det var bare ikke rigtigt!

[Deleted]

Jacques var endnu en gang vendt tilbage til Herregården, som havde været hans liv stort set hele livet, hvilket han nu heler ikke havde noget imod som sådan, for han kunne jo ikke gøre noget ved det bare.. sådan, kunne han? Man vendte vel altid tilbage til det som man kendte, når man mistede alt det andet, for familie og alt, det havde han jo ikke mere, hvilket næsten var det værste af det hele. End ikke Jason så han meget til, men han havde vel også sit med henblik på de mange børn og tabet af Lisa? Selv han savnede sin mor, virkelig meget.. Det var bare alt for mange tab på en gang, hvilket faktisk var noget som gjorde forbandet ondt. At han så endelig måtte sidde med knægten ved sig, var slet ikke til at begribe! Overhovedet ikke! Han holdt ham godt og tæt ind mod sig, og uden at slippe ham på nogen måde, for nu hvor knægten stod der, så ville han da slet ikke gøre det igen! Han rystede let på hovedet på knægtens ord. ”Sidst jeg så dig så.. lagde vi dig her..” Han vendte sig mod den lille gravplads som de sad overfor, hvor hans navn stod – en dog flot og velpasset grav måtte man da sige, også selvom han vidste, at han selv ikke havde passet den særlig godt, hvilket havde efterladt ham med den største samvittighed! At Emanuel berørte hans ansigt, fik ham let til at lukke øjnene, for det var faktisk en anelse ømt! Han bed det dog i sig, for han kunne faktisk godt lide at knægten viste bekymring. ”Far har bare været uheldig, min dreng,” forklarede han sigende og med et svagt smil. Intet kunne ødelægge hans humør som det stod lige nu!
Jacques vendte blikket roligt mod Yasmya. Sådan som hun svarede ham – kortfattet og alligevel smilende, så var det tydeligt, at det ikke lige var her hun havde regnet med at skulle støde på ham, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Han bed det dog i sig lige nu, og lod bare knægten lægge hovedet mod hans skulder, hvor han lukkede grebet let om ham endnu en gang. Som en sten fjernet fra hans ellers tunge og kolde hjerte, så følte han sig.. direkte lettet over at se dem begge to. Han nikkede sigende. ”Du ser ud til at komme dig vel.. Hvordan har du det?” fortsatte han stille. Det kunne godt være, at de ikke var sammen, men af den grund, så.. kunne de vel godt føre en samtale? Der var han heldigvis ligesom sin kære far, for han kunne altid finde noget at snakke om, også fordi at han jo faktisk havde været bekymret for hende, for det havde han virkelig! Men.. havde ikke vidst hvor hun havde holdt til, eller noget som helst, efter at hun forlod Jason og Lisa efter behandlingen af branden, hvilket heldigvis ikke havde taget hendes liv! Han vendte blikket mod drengen og strøg ham roligt over ryggen. Det var og blev virkelig hans lille hyggetrold!

[Deleted]

Yasmya vidste ikke rigtigt hvordan det var gået Jacques siden hen, det havde været sjældent hun i det hele taget havde snakket med Jason – indtil for nylig vel og mærke, men hun hørte folk snakke, og hun vidste at han sad på herregården sammen med Camryn og højest sandsynligt også Marcianus. Et sted så misundte hun stadig at det hjem ikke var tilfaldet hende,d et havde været lige for næsen af hende, og nu fik hun intet hverken et hjem, penge eller et simpelt minde fra det sted hun var vokset op. Bitterheden var dog gået lidt i sig selv etfer hun havde fået både sin elskede søn og sin kære far, de gjorde hvad de kunne for at hjælpe hende, selvom den lille hytte var så godt som ubeboelig, Marius havde været tvunget til at overnatte hos Jason, mens hun havde nægtet at give slip på Emanuel, han sov mellem hende og Darryl, for der var kun et enkelt værelse, men det var nu godt nok for den lille familie. Hun lod blikket kort søge mod kirken. Det var lige før hun savnede at være selv der, selvom hun godt vidste at hun kun havde givet Phoebe mere arbejde. Selvom hun lod som om hun ikke hørte efter, så kunne hun ikke lade værre igen at lade blikket glide mod Jacques da Emanuel spurgte ind til de mange ar. Han havde jo ikke fået lov til at se dem hun selv bar, hun slog hellere sig selv halvt ihjel ved hedeslag ligesom nu, man kunne næsten se hvordan de små svedperler glinsede i solens skær. For et kort øjeblik lod hun de grønne øjne falde i Jacques. Det var tydeligt at han havde svært ved at se ud af det ene, men hun havde jo aldrig fundet ud af hvor slemt det havde været med ham. Hun nikkede stille. Med Darryls blod var det gået stærkere, men det kunne ikke tage meget mere, nu skulle hun hele af sig selv. ”Jeg har det fint, tak. Særlig efter at jeg fik min lille øjesten,” svarede hun og sendte mere Emanuel et smil end Jacques. Et sted følte hun sig nødsaget til at spørge ham om det samme, men i virkeligheden havde hun ikke lyst til at høre det. Hendes hjerte slog mere eller mindre urolige slag. Hun sukkede stilfærdigt. ”Hvad med dig?” endte hun roligt. Selv Camryn havde hun jo snakket med en enkelt gang, og det var jo gået fint i forhold til hvad det ellers plejede at gøre, det gjorde hende dog ikke mindre bitter, det var helt sikkert!
Efter at have set fars ansigt så var Emanuel faktisk blevet bekymret. Han kunne ikke mærke at far havde ondt, og han var meget forsigtig! De nysgerrige øjne søgte mod graven. Han kunne hverken læse eller skrive endnu, men det var en pæn sten og nogle flotte blomster der lå på graven, den så jo helt uberørt ud. ”Mhmm jeg ved det. Mor har læst højt for mig hver aften, mens jeg lå der. Jeg kan nu bedre lide at være her,” erkendte han med en lidt eftertænksom mine. På trods af sin alder så var han en klog lille dreng, det sagde bedstefar i hvert fald! ”Med hvad?” et så intetsigende svar var slet ikke nok for ham! Han blev liggende med hovedet på fars skulder men betragtede mor, og vendte lidt i hovedet hvordan han huskede dem i forhold til nu. ”Det her er bare forkert,” mumlede han stilfærdigt, det var slet ikke meningen at hverken mor eller far skulle høre det! Under alle omstædigheder brød han sig ikke om at se dem sådan!

[Deleted]

Jacques havde nu klaret sig så godt, som det nu havde været ham menneskelig muligt, også fordi at det slet ikke havde været særlig nemt for ham. Han havde mistet familie, forholdet til Jason var mere eller mindre gået i sig selv, hvilket ikke altid var lige det nemmeste, og det gjorde faktisk ondt, så.. han havde jo ikke andre end Camryn og Marcianus som det stod lige nu, også selvom.. at se sin egen biologiske søn i kød og blod, var slet ikke hvad han havde regnet med, men det var virkelig hvad der havde været den mest glædelige nyhed som han nogensinde havde fået! Han holdt knægten godt ind mod sig og med det samme smil på læben. Selvom han var øm og faktisk ikke havde det så forbandet godt, så klarede han sig i alle fald for nu! Han vendte blikket stille i retningen af gravpladsen ved siden af dem, hvor han roligt nikkede til ham. Det havde været den smukkeste gravplads som han nogensinde havde set, og det bedste var da kun det som hans søn skulle have, ingen tvivl om det! ”Det kan jeg også, min dreng.. Mor er god til at fortælle historier. Hun kan rigtig mange gode,” endte han med et stille smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Alle elskede hendes historier, hvilket i den grad var et talent som Marius havde lært videre til hende. Han fortsatte roligt strøgene over hans ryg, som han vendte blikket mod Yasmya igen. At hun havde fået sin øjesten tilbage, var noget som gjorde ondt, for det havde jo altid været.. deres? Han nikkede roligt. ”Det er godt at se dig med et glimt i øjet igen,” endte han sigende. Lige hvad det havde været med herregården og det hele, havde han ingen anelse om, så det var ikke noget som an ønskede at blande sig i. Til tider, skulle man vel bare have lov til at være bare lidt egoistisk?
At knægten ikke stillede sig tilfreds med hans svar, forundrede nu ikke Jacques, for han kunne jo konstant stille spørgsmål til det, frem til han var tilfreds! Han bed det lidt i sig, også fordi.. hvad skulle han sige? At han var brændt? Så ville han jo kun fortsætte med at spørge ind til det, og det var ikke en forklaring som han ønskede at give sin lille søn, det var helt sikkert! ”Med noget, som man ikke skal lege med,” svarede han igen. Munkene havde virkelig taget forbandet meget fra ham, også selvom de havde bragt ham bare lidt tæt på Yasmya, også selvom omstændighederne var helt forkerte, og ikke noget som han kunne gøre noget ved ellers, hvilket et sted helt klart var ham en frustration uden videre! ”Jeg har det udmærket.. trods omstændighederne,” svarede han roligt, som han vendte blikket let usikkert mod knægten i hans arme. Forkert? Hvad var det som var forkert? ”Hvad er forkert min dreng?” spurgte han sagte og med et let usikkert smil. Han ønskede da ikke at hans lille dreng skulle være utilfreds med noget, nu hvor han endelig var der!

[Deleted]

Det havde ikke været nemt for nogle af dem, efter de havde mistet deres elskede lille dreng, men Yasmya havde virkelig forsøgt at klare sig så godt hun kunne, med de midler hun havde haft og det havde været mere eller mindre ingen. Hende og Darryl havde fundet den forladte hytte hvor de havde slået sig ned, men det var mere eller mindre det, hun måtte jo sådan set.. stjæle på markedet for at brødføde hende og Emanuel, også selvom hun hadede det, det var ydmygende og ikke mindst farligt hvis først hun blev taget på fast gerning. Yasmya var slet ikke i tvivl om at Jacques elskede tanken om at Emanuel atter var tilbage og det kom måske lidt bag på hende, taget i betragtning af at han jo havde Camryn og Marcianus. Blikket lod hun stille følge Jacques og Emanuels mod den smukke gravplads, hun havde gjort sit for at passe og pleje den, det var lykkedes temmelig godt. Hvad angik de mange historier, så var det noget som Marius havde lært hende, hun elskede dem. De rosa læber skiltes atter i et stille smil, et sted nød hun vel også tanken om at hun faktisk fik ros? Der var noget hun gjorde rigtigt? ”Hvem siger det er historier?” spurgte hun næsten lidt drillende. Meget af det var jo skabt ud af en livlig fantasi for den havde hun altid haft, men hun fortalte ikke bare historier for at fortælle dem, de havde alle en mening! Hun lod atter blikket møde Jacques, og lod smilet falme en smule forlegent. ”Det har aldrig været helt væk, men.. ja vores sidste møde var ikke ligefrem under rette omstændigheder,” påpegede hun lidt sigende. De talte lidt i koder så Emanuel ikke forstod dem selvom han var en opmærksom lille knægt. I det store og det hele var det jo også en løgn, men hun ønskede ikke at fremstå som en der havde det skidt.. det var jo mange år siden deres brud! Yasmya nikkede blot bekræftende til hans ord, de munke var ikke til at lege med, og hun var faktisk bekymret for at dt skulle ende med at gå ud over Emanuel på et tidspunkt, hun ønskede ikke den skæbne for nogen. Alligevel så var Yasmya faktisk glad for at det havde været anledning til at få et kort glimt af ham, hun havde måske lidt fået det billede at.. han manglede hende, men det havde han modbevist efterfølgende. ”Det kan jeg næsten forstå,” svarede hun og slog blikket væk. Den lidt bitre tone havde hun aldrig været god til at skjule, på trods af at hun virkelig forsøgte!
Emanuel havde frygtelig svært ved at mor og far tog afstand til hinanden, han kunne mærke at luften mellem dem ikke var som den plejede at være, desuden var det forkert at de talte i koder! Han nikkede istemmende. ”Mor er rigtig god til at fortælle historie,” medgav han med et meget bestemt nik. Strøgene over hans ryg, fik ham faktisk til at føle sig en smule tryg! Han forstod virkelig ikke hvad de snakkede om og det fik ham til at rynke lidt forundret på panden. Han forstod godt at far ikke havde tænkt sig at give ham et bedre svar. Han sukkede og gemte sig lidt usikkert ind mod far. ”Dig og mor.. i er altså ikke som i plejer at være,” påpegede han med en stille hvisken, så kun far hørte det, for han vidste jo godt at mor blev ked af at snakke om det, og det ville han ikke være med til!

[Deleted]

Det var ikke bare Yasmya som havde mistet, men i den grad også Jacques, og han selv havde stået lige så alene med det hele, som det hun havde, også selvom han havde fundet en mulighed for at komme bare lidt videre – han havde forsøgt om ikke andet, og han havde faktisk fundet sig en mulighed for at kunne gøre lidt ved det, også selvom det på ingen måder var den samme. En ganske frustrerende tanke, men sådan var det jo bare. Han vendte blikket mod Yasmya, også selvom meget af hans fokus hvilede på knægten i hans arme. De var nødsaget til at tale i koder, også fordi at det var noget som de havde brug for at snakke om, men ikke noget som de burde snakke om foran knægten, for det var slet ikke noget som vedkom ham! Han smilede ganske let. ”Det var jo et yderst godt spørgsmål..” Han blinkede let til knægten. Det var skam heller ikke fordi at han ville sige noget til det som sådan, men han ønskede heller ikke at knægten skulle være bekymret for ham, men han.. healede bare ikke så hurtigt, for der var jo heller ikke rigtigt nogen engle i hans nærhed som kunne give ham blod, så han måtte jo bare tage det som det måtte komme, selvom det nu heller ikke gjorde ham det mindste.
At Emanuel lagde sig ind mod ham, var slet ikke noget som Jacques sagde noget til, for han elskede virkelig tanken om at have ham ved sig igen, også selvom.. det gjorde ham faktisk en anelse vred, at han ikke havde fået noget som helst at vide! Hånden fortsatte roligt over hans ryg, idet han roligt tog omkring ham og rejste sig med ham i hans arme, så han kunne hvile tæt ind mod sin far, og han selv kunne mærke knægten tæt ind mod sig, for det var også noget som han havde brug for. Det var ikke en plads som Marcianus kunne tage fra ham, for det var slet ikke noget som han tillod! Han sukkede dæmpet og rystede endeligt på hovedet. ”Jeg kunne ikke være mere enig.. Det er bare godt at se, at du er kommet dig,” endte han ganske sigende, også selvom det var ord som han faktisk mente, for han havde virkelig været bekymret for hende, og han havde faktisk også tænkt utrolig meget på hende! Han vendte blikket mod knægten ved hans hvisken mod hans øre, hvor smilet falmede omgående. Svagt bed han sig i læben. ”Mor og far har bare haft lidt.. problemer, min dreng,” sagde han stille igen i en hvisken, nu hvor drengen hviskede til ham af grunde som.. han slet ikke var kendt med, men som han sikkert nok skulle finde ud af. Han lod ham hvile på hans arm som han igen vendte blikket mod Yasmya som stod der, inden han varsomt søgte hen mod hende, selvom hans skridt var ganske tøvende af sig, men ikke noget som han kunne gøre ved det som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Hvor længe har han været her..?” spurgte han endeligt. I sig selv, så var det jo faktisk et spørgsmål som han frygtelig gerne ville have svar på!

[Deleted]

De havde begge mistet og det var heller ikke fordi Yasmya ville stille sig selv som et stort offer, for det var det var hun ikke! Måske hun havde været mere uheldig end som så mange andre, men hun troede jo også på livets små mirakler.. at have fået Emanuel og Marius igen var dog noget der gik forud for små mirakler, det havde været enormt, og det havde lettet hende. Ikke nok med det så havde Adelio formået at placere et smil på læberne igen, han havde skænket hende lidt af den selvtillid som hun havde glemt på vejen. Der havde været engang hvor alle omkring hende havde talt i koder, behandlet hende som et barn på trods af at hun var blevet ældre nu! Nu stod hun og talte i koder med Jacques hvilket gjorde deres samtale en smule mere avanceret. Yasmya vidste godt at dette ikke ville komme helt uden en form for reaktion og hvis han havde tænkt sig at skælde hende ud, jamen hvorfor så ikke bare få det overstået? De vidste begge at det lå og lurede under overfladen, de talte vel egentlig kun sammen, fordi Emanuel stod der? Også selvom hun var glad for at se at han var forholdsvis okay. ”Det er jeg,” endte hun og fremtvang et stille smil, for hun ønskede ikke at vise den sårbarhed hun havde haft med sig gennem så mange år nu. Usikkerheden genkendte han nok, det havde ikke ændret sig siden hun var ankommet til børnehjemmet. Hun strøg lettere nervøst sin arm, og så bort. Selvom hun ikke hørte hvad Emanuel sagde til Jacques, så hørte hun hans svar, hvilket var nøjagtigt det samme både hende og Marius havde givet ham. De havde lidt at snakke om. Lidt forsigtigt trådte Yasmya tættere på dem og gik i knæ ved sin elskede lille dreng. Hun strøg ham blidt over håret. ”Hør Emanuel.. jeg synes at du skal gå ind til tante Phoebe, hun vil helt sikkert blive glad for at se dig. Mor skal lige have et ord med far, er det i orden?” spurgte hun stilfærdigt, og kyssede ham på panden. Det var heller ikke fordi hun ville lokke knægten ud af Jacques arme, men de havde meget at snakke om, og det var ikke til så lang tid knægten lyttede med.
Det hele var forvirrende! Emanuel forstod ikke rigtigt noget som helst, men det gjorde ham faktisk ked af det, også fordi han kunne fornemme at mor var ked af det, det kunne han slet ikke lide! Han gav far et blidt klem. ”Jeg tror ikke bare det er historier!” udbrød han næsten anklagende, før hans blik atter blev skeptisk og så fra den ene til den anden. Fars svar havde han fået mere end en gang, og det gjorde det ikke ligefrem bedre. ”Det kan jeg ikke lide.. mor og bedstefar har sagt det samme,” svarede han lidt sørgmodigt. Han ville ikke have at de skulle have problemer. Han løsnede grebet om far og overvejede om at han ville forlade dem, men det kunne jo være at de ville blive gode venner? Han så på sin mor, og tog imod kysset. ”Adr mor. Jeg skal nok gå, bare du ikke kysser mig mere!” endte han og skar en let grimasse. Det der kysseri var altså lidt noget ulækkert noget! Han så på sin far med næsten bedende øjne. Han ville gerne have at de blev venner, derfor endte han med at slippe ham og satte i hop mod kirken. Han glædede sig faktisk også til at se tante Phoebe, hun ville helt sikkert blive overrasket, og så kunne far og mor være lidt alene!

[Deleted]

De havde alle mistet, også selvom Jacques stod fast på, at hun havde været mere uheldig end det som de fleste havde været og som folk overhovedet burde være, for det var jo ikke fordi at det var nemt som sådan. Han bed sig svagt i læben, som han vendte blikket mod den lille dreng i hans arme, for han var virkelig, virkelig glad for at se ham der, hvilket bestemt heller ikke var noget som sagde så lidt i den anden ende! At snakke i koder, var de næsten nødt til, for at få det hele som de ville vel? Uden at knægten skulle spørge alt for meget ind til det, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham på nogen måde af den grund, for han ønskede jo faktisk.. at finde ud af det hele, selvom det hele vel var frygtelig akavet? Svagt bed han sig i læben og nikkede så. Hun havde det godt, hun smilede og det hele så om ikke andet ud til at gå i den rigtige retning, hvilket han bestemt heller ikke havde noget imod.
At Yasmya ønskede at sende knægten væk og op på slottet, var bestemt ikke noget som han brød sig om på nogen måde, for Jacques ønskede slet ikke at lade knægten gå, hvis det var noget som han kunne blive fri for. For pokker, han havde jo kun lige mødt ham igen efter så frygtelig lang tid! Han vendte blikket mod Emanuel og med et svagt, dog lidt påtvunget smil på læben. ”Far kommer op til dig bagefter, min dreng.. Gå du bare op til tanke Phoebe,” endte han sigende, som han roligt satte knægten ned, så han kunne komme af sted, inden han vendte blikket mod hende endnu en gang, nu hvor de stod alene. Han ventede dog alligevel på at knægten skulle være helt væk først, inden han ville tage chancen, for det var virkelig en chance at løbe, hvilket han var klar over, og ikke noget som han bare løb, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! Han trak vejret ganske dybt og uden at se væk fra hende på noget tidspunkt. ”Hvor længe har han været her, Yasmya?” spurgte han igen, og denne gang med en kende mere fast tone. Det var egentlig ikke fordi at han ønskede at være vred eller noget lignende, men det var slet ikke noget som han kunne gøre for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han ønskede slet ikke at miste knægten allerede, udelukkende fordi at de bare ikke kunne finde ud af at kommunikere, for det var slet ikke noget som gavnede ham selv på nogen måde overhovedet, hvilket han allerede var klar over, når det endelig skulle komme til stykket på denne led. Armene søgte let over kors på hans bryst, også selvom han stadig var godt øm. Ud fra omstændighederne, så kunne han skam også godt se, at hun var kommet sig betydeligt bedre, end det som han selv var, hvilket han selvfølgelig var glad for, for han havde faktisk været utrolig bekymret for hende, så det var.. lettende at se hende på bedringens vej.

[Deleted]

Måske Yasmya havde været mere uheldig end så mange andre, men hun nægtede at se det på den måde, hun havde altid haft en umådelig smag på livet, og det var altid kommet hende til gode, særlig i det mørke der havde omringet hende i mange år. Der havde altid været nogle til at tage sig lidt af hende, Darryl var jo ligeså dukket op da hun ikke havde haft andre, hun holdt faktisk ekstremt meget af den mand. Hvordan Jacques så valgte at tackle det hele på, var jo faktisk intet hun burde blande sig i, og det gjorde hun heller ikke, et sted var det vigtigste at han var lykkelig, og med tanke på at han var taget tilbage til Camryn, så beviste han jo kun at hun havde haft ret hele tiden, og at hun havde taget det rette valg ved at bryde op med ham selv.. det gjorde forbandet ondt! Der hvilede en meget trykket stemning mellem dem, og selvom hun godt vidste at Jacques måske ikke var meget for at give slip på knægten, så ønskede hun heller ikke at han skulle sidde og høre på deres kodesprog. Yasmya fulgte Emanuel med blikket da han strøg op mod kirken med samme fantastiske humør som han altid havde. Hun tog sig selv med et lille smil på læben også selvom det falmede i samme øjeblik de blev ladt alene. Dette var dog ikke det rette sted at hidse sig op på. Hænderne foldede hun roligt foran sig, og lod lidt tøvende de grønne øjne søge mod Jacques skikkelse. Hun kunne fornemme at han var vred, så godt kendte hun ham vel og mærke. ”To.. måske tre uger, jeg har ikke helt styr på dagene,” erkendte hun ærligt. Måske hun smilte, måske hun virkede mere glad og ligeså også var det, men selv hun var blevet god til at opretholde facader, nu havde hun jo været vant til det gennem så mange år at det bare faldt hende.. naturligt. Hun sukkede lidt opgivende, og lod kort blikket søge omkring inden det atter faldt på ham. ”Jeg undskylder for at du ikke fik besked, Jacques. Han har spurgt efter dig så mange gange, men jeg følte af grunde du udmærket er klar over, ikke for at opsøge dig på kirkegården og far har endnu ikke haft tid, det beklager jeg,” gentog hun ganske sandfærdigt, hun ville jo heller ikke holde ham fra sin søn, men Emanuel havde fundet ud af at hun blev ked af det, af at snakke om Jacques også selvom hun forsøgte at bide det i sig. Hun tænkte ikke på at manden heller havde vidste at Marius var kommet tilbage, hun regnede uanset med at han var ligeglad, de to havde ikke været de bedste venner til sidst, på trods af at Marius mere eller mindre havde været en far eller en onkel for ham i mange år. ”Jeg havde ikke regnet med at du skulle finde ud af det på den her måde,” endte hun stille og strøg hånden igennem lokkerne. Det var virkelig ved at være varmt. Nu hvor knægten var ude af syne, tillod hun sig at løsne kappen der hvilede tungt om skuldrene, og lod den hvile over hendes arm i stedet for, hvilket også afslørede et utal af ar, langs armene, resten var mere eller mindre dækket under kjolen. Hun var heller ikke sluppet helt billigt, men hun skjulte det bedre! Hun havde været bekymret for ham.. mere end hun havde for sig selv, men han lod jo også til at klare det fint, selv så han bedre ud end det som Jason havde beskrevet ham som, det lettede hende om ikke andet!

[Deleted]

Jacques havde altid haft respekt for Yasmyas syn på livet, og ikke mindst hvordan hun så på livet, for det var slet ikke noget som man så særlig ofte, men tanken om at hun havde holdt Emanuels tilstedeværelse skjult for ham, var det noget som faktisk irriterede ham, for han fandt det på ingen måder retfærdigt! Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang og med den samme ganske så kortfattede mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han trak vejret dybt, også selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som lå normalt til ham, men lige nu kunne han slet ikke lade være, for han var jo trods alt nødt til at slå koldt vand i blodet, for ikke at ende med at hidse sig op! At det var to eller tre uger, at knægten havde været der, var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for ham på nogen måde, for det var faktisk en tanke som gjorde ham direkte.. hidsig? Han synes bestemt ikke at det var fair på nogen måde! ”Jeg synes ikke det er fair, at du ikke har fået mig besked, hvis der er gået så lang tid,” endte han ganske sigende, som han lod hovedet søge ganske kort på sned. Normalt skulle der meget til før han blev hidsig, men denne gang var det virkelig dråben for ham, det var der ingen tvivl om, også selvom det faktisk ikke var noget som han gjorde med vilje! At hun jo så ikke ville opsøge ham på herregården, var nu ikke noget som han kunne tage sig af, for han havde al mulig ret til at vide når det var noget som vedkom ham og hans kære søn! Han vendte blikket mod hende endnu en gang, også selvom hans mine sagde lidt det hele, for han var kun ved at blive sur, og det var bestemt ikke noget som sagde så lidt! ”Så kunne du have sendt en besked, Yasmya. Han er min søn, og jeg har al mulig ret til at vide det,” påpegede han en kende spidst, også selvom han slet ikke gjorde det med vilje!
Det gjorde ikke bare Jacques ked af det, at han intet havde hørt, men tanken om at han var afholdt fra sin søn, og ingen havde fortalt ham det, var noget som faktisk gjorde ham sur! ”Marius er her også..? Fantastisk..” Han himlede let med øjnene. Normalt tog han det ikke på denne måde, men han kunne ikke skjule den form af ironi og sarkasme, når han var så… ude af balance som han følte at han var nu. Han var aldrig sur, men denne gang, så var han altså! Han vendte blikket mod hende endnu en gang, også selvom han faktisk forholdt sig ganske rolig. Et sted en skræmmende tanke faktisk, for han ville da endelig ikke stå for øjnene af hende, hvis det var sådan en byrde som hun følte at se ham. ”Det havde jeg godt nok heller ikke.. Og hvis jeg er så meget i vejen for dig, Yasmya, så skal jeg nok bakke ud.. Jeg havde vel aldrig fået det at vide, hvis jeg ikke havde været her på kirkegården i øjeblikket, havde jeg?” spurgte han ganske kortfattet. Det var ikke fordi at han ønskede at skælde hende ud, men han kunne virkelig ikke gøre for det! Han var faktisk ked af det!