A meeting with the past

[Deleted]

. Aleksandra så ikke, hvordan han himlede med øjnene af hende, men det skulle ikke overraske hende, hvis han gjorde, sådan som han var i dette humør. Så var det langt mere optimerende at holde blikket ligeud, så hun blot på, hvad der kom imod hende, imens hendes ører tilhørte ham, som hun skam lyttede til hvad han havde at sige. Han havde ret i, at hun var den vilde type der ikke slog sig fast ned for altid, men på den anden side havde hun heller ikke opnået dette mål før nu. Hun vidste dog, at man kunne stige højere til tops end som baronesse, men for nu var det i hvert fald tåleligt. "Jeg har måske altid været flyvsk, men nu har jeg fundet et sted, jeg kan li," svarede hun kortfattet. "Men hvis du absolut vil vide det, så holder jeg til i min afdøde mands hus," svarede hun spidst igen, hvor hun håbede på, at han ville skamme sig lidt over sin væremåde. Et pragtfuldt hjem havde hun fået sig, som det var et stort palæ med flere værelser og faciliteter, hvor der også var et pænt stykke land dertil.
Procianer ville Aleksandra aldrig blive, hvor hun også ville have foragtet hans ord, hvis han havde udtalt dem! Hun kunne bare godt lide at lege lidt med ham, hvor det måske også var en ond leg hun legede. Hans ord om at hun var blevet en god person, kunne derfor ikke stå i hendes cv endnu, hvilket det nok aldrig ville gøre. Det tidspunkt i hendes liv, hvor hun havde opført sig mest eksemplarisk havde dog været med ham, men det havde også været inden hun havde forladt ham, da hun havde følt sig for blød. At han så pludselig foragtede, at hun skulle være sådan, stemte ikke overens med hans følelser over at hun var stukket af fra ham. "Hvis jeg virkelig er så god, som du beskriver mig som, hvorfor skulle jeg så have forladt dig? gav hun køligt igen. Da han så brød ud i latter, måtte hun skæve til ham, som hun igen forberedte sig på hans spydige kommentarer, der blot gik hende mere og mere på. Hun havde måske en svaghed for ham, men hun ville ikke lade ham blive ved med at slæbe hende rundt i manegen. "Det kan jo være, at du alligevel dør inden.. Jeg hørte, at du er blevet så svag, at du lader vampyre komme i vejen," bed hun igen.
Da Konstantin så sagde, at han havde været sammen med Aleksandra, på grund af hendes gode krop, slap hun hans arm som havde den været gift. Hun stoppede tilmed også sine skridt, hvor hun vendte sig mod ham med et køligt blik. "Vil du virkelig vide, hvorfor jeg forlod dig? Jeg gik, fordi jeg vidste du havde en anden og at du var lovet til hende, så der i sidste ende ikke ville være noget håb for mig," svarede hun, som hendes stemme både bar en tone af vrede og sorg. Delvist rigtigt var det, da hun havde set et problem i hans trolovede, da hun vidste, at de var ment til ægteskab, hvor hun ville blive skubbet væk til den tid. Den store grund var dog stadig, at hun havde elsket ham og følt sig skræmt af det.

[Deleted]

Hvad Aleksandra havde lavet i sin tid efter de havde ’brudt op’, anede Konstantin ikke, og hvorvidt han var interesseret i at vide det eller ej, vidste han heller ikke. Han var stadig sur på hende, selvom han havde valgt at gå med hende, men på den anden side så kunne han da ikke lade vær med at være en anelse nysgerrig på at vide hvad hun faktisk havde foretaget sig, selvom han heller ikke kunne komme udenom at han helst ville vide hvorfor hun i det hele taget var skredet fra ham. At hun holdt til i sin afdødes mand hus, fik ham til at se overrasket imod hende. Et næsten drilsk glimt dukkede op i hans øjne. ”Åh.. så du var altså gift, da vi mødtes? Det nævnte du ellers ikke,” svarede han lettere drillende, skønt tonen endnu var en anelse spids. Han havde ikke været meget bedre, eftersom han selv havde været trolovet. Men et sted kunne han vel håbe på at hun havde været gift med en anden og det var grunden til at hun var skredet? ”Og jeg går ud fra du slog din mand ihjel. Du har sikkert været en for stor mundfuld,” svarede han næsten hånende og dog morende. At hun faktisk havde slået sin mand ihjel, vidste han ikke, da han et sted forsøgte at lette stemningen, skønt han ikke kunne komme uden om at han faktisk havde lyst til at såre hende, derfor lød han også så splittet i sin tone.
At Aleksandra selv begyndte at give igen, kunne Konstantin godt høre og fornemme, selvom det næsten kun gjorde ham irriteret. På den anden side vidste han godt at det måske var fortjent, når han selv bed sådan efter hende, men det var hende der var skredet og ikke ham! Han vendte de mørke øjne imod hende til hendes ord, hvor han fnøs ganske let. ”Godt spørgsmål, det kan du jo kun give mig svaret på,” svarede han sagte. At hun så skulle kommentere hans død og kalde ham svag, irriterede ham, selvom hans ansigtsudtryk ikke viste noget som helst, andet end en fattet og rolig mine. ”Tja.. med flere brækkede ribben, så man knap kan bevæge sige, går vel under at være svag?” svarede han blot. Han havde tabt og i øjeblikket måtte han da hade sig selv for at have tabt til det væsen – som han også havde fået opbygget et større had til – og hun kunne bare forsøge at stikke mere til ham med det, for så faldt der først brænde ned!
Konstantin endte med at stoppe op, da Aleksandra trak hånden til sig og selv stoppede. Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han betragtede hende for en længere stund uden at sige noget, da hun var færdig med at tale. ”Årh hold op! Hvis det var sandt, havde du sagt noget og ikke bare skredet uden så meget som et ord!” vrissede han kortfattet af hende, som han stak hænderne i lommerne, inden han fortsatte frem, ligeglad om hun var med ham eller ej. Desuden så havde de haft noget kørende i flere år, så det var sjovt hun bare pludselig indså det, så den gik ikke, for det troede han bestemt ikke på!

[Deleted]

Hvis det var sådan han havde tænkt sig at lette stemningen mellem dem, så gjorde han godt nok et ringe forsøg. Han beskyldte hende for at have været gift, mens de havde været sammen, samt have dræbt sin mand. Det sidste var faktisk rigtigt, men det kunne han da umuligt vide. Aleksandra havde dog aldrig selv været den utro type, som hun altid havde holdt sig til en mand af gangen, hvis hun var sammen med dem i en længere periode. Hun havde dog intet problem med at være sammen med mænd der havde andre, som Konstantin for eksempel altid havde haft en. "Det kan godt være, at du var din kvinde utro, Konstantin, men det er ikke min stil,"[/blue] svarede hun kortfattet. color=blue]"For en del år siden, mødte jeg baronen af Dvasias. Jeg faldt for ham, og vi giftede os. For et par uger siden afgik han desværre ved døden," fortalte hun stille. Hun valgte ikke at svare ham på det sidste, da hun i stedet ville reagere som var det en umulig tanke. Hvis det skulle være rigtigt, så var det faktisk ment, at det var Konstantin der skulle ligge i graven, men den plan gik i vasken for mange år siden. Hvad Konstantin ville sige til, at hun i virkeligheden havde fundet ham for at stjæle alt hvad han havde, men var stoppet fordi hun elskede ham, vidste hun ikke. Som han reagerede nu, kunne det næsten ligne at han kunne slå hende ihjel, men om han kunne blive blød, hvis hun fortalte at hun havde stoppet på grund af kærlighed, vidste han ikke. Hun kunne dog ikke se en grund til at sige sandheden, da hun tydeligvis ikke kunne få noget ud af at indrømme sine følelser. Han havde fundet 'drømmekvinden', og hun vidste ikke helt, hvad hun ville.
Om han ville blive mere sur, hvis Aleksandra gav igen kunne godt være, men forventede han virkelig, at hun bare ville lade ham blive ved? Han vidste jo godt, at hun var en kvinde med temperament, og at hun godt turde udløse det. Den eneste grund til hun var tolerant ind til videre var fordi det trods alt var ham. Hun nægtede dog at besvare hans første spørgsmål, som det igen omhandlede, hvorfor hun forlod ham. At han prøvede at retfærdiggøre sit tabte kamp ved at han allerede havde været skadet inden angrebet, fik hende til at himle med øjnene af ham. "Den Konstantin jeg kendte, han ville ikke vige tilbage for et par brækkede ribben. Han ville have kæmpet og klaret det," svarede hun stilfærdigt. Det var vel en halv kompliment og nedgørelse, som hun talte godt om den mand hun havde kendt dengang, men mindre godt om den nye.
At han ikke troede Aleksandra, fik hende til at se på ham med et lidt tomt blik, da der alligevel var lidt sandhed i det. "Hvis jeg var blevet ved dig, hvad havde du så kunnet tilbyde mig da?" spurgte hun, som hun fulgte efter ham. Det eneste han kunne have gjort for at støtte deres forhold dengang, havde at være gå fra sin trolovede.

[Deleted]

Man kunne godt sige at Konstantin havde været Malisha utro, og på den anden side så havde han ikke. De havde aldrig gjort det store ud af trolovelsen, skønt den altid havde været der, og han havde altid troet at hun var gået til andre mænd – det var hvad hun havde fortalt ham – så han havde ikke haft nogen anger i at gå til andre kvinder. At det så ikke var forløbet sådan, var så en helt anden sag. Han svarede dog ikke på hendes første ord. Om hun var typen der var mænd utro, vidste han faktisk ikke, da han nok selv ville sige at hun var typen der godt kunne finde på det, men på den anden side, så havde hun heller aldrig virket til typen der gad have et fast forhold, skønt hun havde haft noget kørende i længere tid med ham. Hendes følgende ord, overraskede ham dog. Hun var blevet gift med Baronen? Han løftede sigende et øjenbryn til ordene. ”Desværre? Du må næppe have elsket ham, hvis du allerede er villig til at søge til en anden,” svarede han kækt. Det virkede som om hun ønskede en ny chance hos ham, også sådan som hun havde talt om at alt nok skulle blive godt igen, men der måtte han desværre meddele hende at hun var for sent ude og havde mistet chancen.
At hun nedgjorde Konstantin, fik ham til at ændre mimik, som han blev langt mere udtryksløs og hård i blikket. Han endte med at fnyse kortfattet til hendes ord, som han vendte blikket væk fra hende og så frem for sig igen. Han kunne tydeligt huske den aften, hvor han burde være blevet hjemme, men alligevel var søgt ud. Han var stødt på denne vampyr, som sjovt nok havde været høflig i det, men alligevel havde dræbt ham på grund af sulten, og dog havde det slet ikke været nogen almindelig vampyr. Han så lettere tænksomt mod jorden som de gik. ”Den vampyr var ikke normal,” svarede han i en eftertænksom tone, som han roligt vendte blikket mod hende igen, hvor han var alvorlig i minen, „han havde evner han slet ikke burde have haft.” Han havde tabt, men evnerne var kommet bag på ham, og han vidste at det var sandt, for Malisha havde mødt hans morder og heldigvis sluppet godt fra det, men selv hun havde sagt at manden ikke havde været nogen almindelig vampyr. Og han tænkte stadig over hvad der havde været anderledes.
Konstantin fortsatte blot væk fra hende, hvor han rystede på hovedet og mumlede en masse til sig selv, som var uhørligt for andre. Han så sig over skulderen og tilbage mod hende med et irriteret blik. ”Jeg ved ikke hvordan det ville være gået, men jeg kan fortælle dig, at det slet ikke var meningen at holde på dig, men det skete så alligevel,” svarede han kortfattet, hvor han ikke stoppede op eller sagtnede farten, da han tværtimod satte det op. Han vidste godt at chancen med Aleksandra ville have været minimal på grund af trolovelsen, så han havde slet ikke vidst hvordan det ville have gået, men han kunne ikke ændre på at hun var kommet alt for tæt på ham, „men det er vel ligegyldigt? Du skred, du gad ikke have mig.”

[Deleted]

Flabet var Konstantin så sandelig, hvor Aleksandras lunte også var ved at blive brugt op. Hun var kommet over til ham i ro og mag, hvor han havde svinet hende til. Så havde hun prøvet at snakke videre i håb om at det gik væk, men det fortsatte tydeligvis bare, som han virkede uhæmmet i sin vrede til hende. Hvordan hun nogensinde havde kunnet udvikle følelser til denne mand, forstod hun ikke længere, da han nedgjorde hende, som var hun ingenting! Hun begyndte også helt at tvivle på, om han mon virkelig havde set noget dybere i hende, end hendes krop som han så fint havde udtalt sig. På den sigt var hans nedladenhed til gengæld uforståelig, da han igen bare kunne være ligeglad. "Søge til en anden? Dig? Som du har udviklet dig, er du da den sidste på Jorden jeg ville søge til!" fnyste hun arrigt ad ham, som hun ikke længere kunne holde vreden i sig. Hun havde måske ikke elsket baronen, men hvor vågede han at komme med sådanne udtalelser! Især når hun vidste, hvad grunden til hendes exit med Konstantin havde været. Det havde bragt gammel savn frem i hende som hun havde set ham, men hun gad ikke stå model til hans hån. Han var tydeligvis også ligeglad med al det. Aleksandra valgte derfor heller ikke at stoppe sin ordstrøm, som hun lod stemmen hæves, imens hendes blik blev køligere. Hun havde ikke regnet med al dette, men det var åbenbart sådan det bare skulle være. "Og en vampyr med specielle evner? Du skulle forestille dig at være en af de ældste, så du burde være indstillet på lidt af hvert. I stedet lader du dig overrumple," bed hun af ham. Hænderne knyttede hun om og om igen, som hun kunne mærke, hvordan magien i hende begyndte at strømme stærkere i takt med jo vredere hun blev. Som han så fortsatte med at sige, at hun havde ødelagt alt mellem dem, valgte hun helt at stoppe sine skridt, som hun allerede befandt sig bag ham. Hun prøvede at give ham chancer, men han gav absolut intet igen. Han kunne ikke engang fortælle hende, at han nok aldrig ville have forladt sin trolovede alligevel. "Uh, hvilken styg person jeg er, når jeg forlod en mand der alligevel ikke kunne give mig en fremtid," svarede hun kynisk igen. Såret og vred var hun, hvilket ikke var nogen god kombination i Aleksandras bog. Det lignede ikke, at hun gjorde meget, men øjnene kneb hun en anelse sammen, hvor hun lod alt sit fokus søge mod Konstantin, og mere specifikt mod hans hoved. Ingen ord sagde hun, som hun fremmanede sin besværgelse i hovedet, hvor hun lod den den ramme ham. Smerte var hvad den havde tænkt sig at bringe ham, som det ville føles som en skærende smerte i hans hoved, som om hans hoved skulle flække. Besværgelsen hun sendte imod ham, var fordi den var skjult, da det for eksempel ville være alt for iøjenfaldende, hvis hun skulle sende noget som et elektrisk stød imod ham.

[Deleted]

At Konstantin havde fremprovokeret Aleksandras vrede, kunne han godt høre og mærke på hende, selvom det næsten kun.. morede ham? Han var sur på hende, han bar nag og han havde bestemt ikke tilgivet hende! Hans humør ændrede sig dog alligevel, som han nu fik lov til at føle lidt mere følelse fra hendes side af, hvor hans egen vrede næsten forsvandt, for at han kun skulle blive langt mere provokerende. Han trak næsten morende på smilebåndet, som hun selv begyndte at udvise fjendtlighed og fnyste af ham. ”Åh ja? Af alle mænd du har leget rundt med, er jeg den eneste mand du har mødt, smukke,” svarede han i en selvsikker og dog flabet tone, hvor det kække smil gled over hans rosenrøde læber. Han havde intet problem med at stikke til hende, og at mærke hende vred, var han sådan set ligeglad med, for han nægtede at åbne op for hende, når hun havde gjort ham uret! Han måtte jo have følt lidt for hende, for ellers var han ikke blevet såret af hendes handling, selvom han nu ikke var meget for at erkende det.
Måske Konstantin havde tabt, men det var kommet bag på ham, hvad den vampyr kunne, hvor han heller ikke havde haft en chance med de mange brækkede ribben, der havde gjort det umuligt for ham at bevæge sig optimalt uden at det kostede ham frygtelig meget smerte. Han havde været på et svagt niveau og det erkendte han gerne. Han havde aldrig været en mand der havde set ned på nogen race, men efter han var blevet dræbt, havde han opbygget et stort had til vampyrerne, hvor han også ville finde sin morder og slå vedkommende ihjel, for denne gang var han forberedt! Han fnøs let til hendes ord, da hun muligvis forsøgte at håne ham, men han lod sig ikke påvirke af det. ”Og hvad så? Jeg tabte, jeg var svag, er du så tilfreds? Din hån virker desværre ikke,” svarede han i samme provokerende tone, hvor hans øjne indtog et drilsk og kækt skær – kun for at skulle provokere hende yderligere.
At det faktisk lykkedes Konstantin at såre Aleksandra troede han ikke, hvor han heller ikke tog sig af at hun stoppede op, da han selv fortsatte frem – lige indtil hun udtalte sine ord, som fik ham til at stoppe op og vende sig imod hende. Han åbnede munden, hvor han skulle til at skælde hende ud, selvom han slet ikke nåede så langt, da en smerte skød igennem hans hoved, som tvang ham i knæ. Han mærkede en intens og smertefuld dunken i hans hoved, som gjorde det besværligt at tænke. Blodårerne i hans ansigt blev tykke og tydelige, hvor han bed tænderne kraftigt sammen. Han vendte blikket irriteret imod hende. ”Aleksandra..!” vrissede han i en advarende tone. Hun brugte magi imod ham? Hvis der var nogen der fortjente at blive straffet så var det i den grad hende. Han trak vejret dybt, som han dannede en energikugle af mørk magi i sin ene hånd, som han kylede direkte imod hende, i håb om at det ville fjerne hendes fokus og hun ville stoppe smerten. Han var ikke ude på at såre hende fysik eller kæmpe imod hende, men når hun selv angreb ham, så gav hun ham intet valg. Han var ligeglad med at der var andre, eller at hun var en kvinde for den sags skyld, for hun startede og han vidste at hun var stærk.

[Deleted]

Det havde skam lykkedes Konstantin at fremprovokere Aleksandras vrede, hvilket han også fik at føle nu! Hun ville selv mene, at hun havde opført sig tolerant overfor ham i nok tid, hvor han desværre havde valgt at kører fuldstændig af sporet, så hun var nødt til at give efter for sin vrede. Altid havde hun været en hidsig kvinde, så denne vrede havde også været svær at holde indenbords, hvor det nu føltes helt befriende at lukke den ud. Alt hvad der havde forladt hans mund havde været det rene skidt, fra den vrede han følte for hende, som der ikke længere var nogen kærlighed at spore i manden. Lige meget hvad hun havde tænkt sig at fortælle ham, så tvivlede hun på, at han nogensinde ville se på hende med sit gamle blik igen, og hvis der alligevel ikke var nogen sandsynlighed for det, så kunne hun ligeså godt tage sin hemmelighed med i graven. Hvis han bare ville blive ved med at se sig tvær på hende, så var der ingen grund til at sige, at hun havde haft intet andet end en plan med ham, dengang de mødtes og i starten af deres forhold. At hun så havde forladt ham, fordi hun havde været bange for sine følelser, ville han nok også bare le hende hånligt i hovedet af. Ubarmhjertig føltes han, hvor det derfor også frydede hende, at hun endnu engang måtte tage ham på sengen, som hun angreb ham! Det glædede hende, at hun for nu havde magten, som han vred sig i den smerte hun fremmanede i ham, som hendes besværgelse havde ramt plet! Hun havde dog håbet, at hun bragte ham nok ud af fokus, så han ikke ville slå tilbage, men sådan var det desværre ikke. Hun så, hvordan han dannede energikuglen i sine hænder, hvor hun hurtigt regnede ud, hvad der ville ske. Hun valgte dog først at undvige kuglen og springe til siden, som den næsten var lige foran hende. De var nok til at hun ikke blev ramt, men desværre lykkedes hans plan, som hun mistede fokus for sin egen besværgelse, så hans pine stoppede. Kuglen havde dog ramt andetsteds, som den eksploderede bag hende, da den ramte en af boderne. Nogle rædselslagne skrig lød der, hvor nogen også tog flugten i tilfælde af at stridighederne mellem de to warlocks skulle blive større. "Er det virkelig sådan her det skal være mellem os, min kære? Os to bekrige hinanden?" spurgte hun med en faretruende rolig stemme, som hun valgte at nærme sig ham. Helt tæt gik hun dog ikke, som hun valgte at gå i en cirkel omkring ham, på hun ville have mulighed for at forhindre et nyt angreb. Planlagt havde det nu ikke været, men det virkede ikke til, at Konstantin ville hende andet end ondt nu., hvor hun bare reagerede derefter.

[Deleted]

Måske Konstantin var sur og indebrændt på Aleksandra, hvor han også havde svært ved at ligge den spydige og kyniske tone på hylden, og han kunne heller ikke lade vær med at stikke til hende når muligheden bød sig, men derfor havde han nu aldrig ønsket hende direkte ondt. Han mente måske at hun fortjente at blive såret, som hun havde såret ham, men han ville hende intet ondt og skade hende fysisk. At han så havde gjort hende så vred, at hun angreb ham, havde han dog ikke regnet med, selvom det et sted måtte more ham, for det beviste kun at alt det han havde sagt havde ramt plet ved hende og at han faktisk havde formået at ramme hende personligt. Et sted måtte det vel betyde at det de havde haft sammen alligevel havde betydet lidt for hende? Efter hun var skredet, havde han tænkt meget over det og tænkt meget på hende, selvom det var gået i sig selv med årene, men han havde til tider tænkt på om han overhovedet havde betydet noget for hende, hvor tankerne også havde fået ham til at klappe sammen og efterfølgende havde han holdt alt på et professionelt plan.
At Aleksandra ønskede Konstantin ondt, kunne han tydeligt mærke på den smerte hun plantede i hans sind! Hun var en af de ældste warlocks som ham selv og han vidste at hun ikke var svag, men tværtimod var en talentfuld og stærk warlock, derfor vidste han også at han måtte handle hurtigt, hvis han skulle få hende tvunget væk. Hun skulle dog ikke undervurdere ham, for han selv kunne en yderst avanceret og stærk magi. At han også fik hende tvunget væk via energikuglen, var noget som lettede i hovedet, da smerten forsvandt. Han var dog alligevel glad for at hun undveg kuglen, for han ønskede ikke at gøre hende ondt og skade hende dødeligt, selvom tanken måske var fristende, så havde han jo alligevel følt noget for hende dengang og det vidste han godt. Som hun nærmede sig ham og nærmest gik rundt om ham i en cirkel som en rovdyr på jagt, kom han selv lettere vaklende op på benene igen, hvor han stadig havde en hånd mod hans hoved, som om han havde en kæmpe hovedpine. Han overhørte med vilje hendes ord, hvor han sendte hende et irriteret blik. ”Hvad pokker er der i vejen med dig?! Du kan ikke bare gå rundt og angribe folk, sindssyge kvindemenneske!” vrissede han fast, som han kneb øjnene sammen. Hun havde været en kryster og angribe ham bagfra! Han gad ingen kamp, for han ville ikke bekrige hende på denne måde. Han sendte hende et fast blik, som han blot begyndte at gå væk fra hende, for dette gad han bestemt ikke bruge sin tid på! Blikket holdt han dog stadig på hende, da han ikke vidste om hun ville angribe ham igen, hvis han vendte ryggen til hende. Og hun kunne bare vove på det, for så ville han bestemt ikke tøve med at give igen!

[Deleted]

Smerten Aleksandra havde plantet i Konstantins hoved var ment som en lille lærestreg for, at han ikke bare skulle trodse hende på denne måde. Hun var ikke en venligstemt person, men hun havde givet ham en chance, fordi hun kunne lide ham. At han så havde set væk fra det, og fortsat med at håne hende, måtte hun jo minde ham om, hvem hun var. Hun vidste godt, at den smerte hun havde sendt ham havde været stærk, men ikke desto mindre havde det været andet end en lærestreg, da hun ikke havde planlagt at skade ham hårdt. Smerten forsvandt trods alt også, som hun stoppede besværgelsen. Mest af alt ville hun ikke kæmpe imod ham, fordi hun havde haft følelser for manden om han troede på det eller ej, samt hun vidste, at han ikke var en svag warlock. Han var ikke et par tusind år, da han derimod kom fra samme gamle tidsalder som hende, og det var alligevel meget at have i hænderne, da de begge besad en ufattelig stærk magi. Hvad han helt præcist kunne udrette, vidste hun ikke, da dette var deres første 'kamp', hvor det ikke engang var en rigtig kamp. At han så også havde slået tilbage og angrebet hende, brød hun sig ikke synderligt om, da hans kugle også ville have bragt hende mere alvorlig skade, end hvad hun havde forårsaget hos ham. At han kunne finde på at angrebet hende på den måde i det hele taget gjorde så også, at hun blev langt mere opmærksom på ham, hvor hun betragtede ham med et vågent øje. Om han virkelig ville slå til igen, vidste hun ikke, men hun havde i hvert i sinde at være parat hvis det var. "Du ved, hvordan jeg er. Jeg prøvede at give dig en chance, men du ville absolut lege med ilden lidt for længe," svarede hun køligt igen. "Men jeg er i det mindste ikke den sindssyge mand, der springer ting i luften," tilføjede hun i en helt drillende tone. Som han begyndte at gå væk fra ham, valgte hun selv at blive stående, hvor hun roligt krydsede armene foran sig. De grågrønne øjne hvilede fortsat fast på ham, som hun blot ventede og så, om han virkelig havde mistet tålmodigheden og mistet lysten til at se hende, så han bare ville gå fra det hele. Uheldigt havde det i hvert fald gået indtil videre, som det kun var endt ud i biderier og til sidst et angreb, hvilket ikke lignede dem. når de var sammen. Hun havde dog heler ikke tænkt, at det ville være let at snakke med ham igen, eftersom de trods alt havde haft noget sammen, og at hun havde forladt ham på en ond måde. Men han havde dog også mere eller mindre indrømmet for hende, at det nok ikke ville være gået i den sidste ende mellem dem, som han ikke var kommet med et rigtigt svar, da hun havde spurgt ind til om de nogensinde havde haft en fremtid sammen.

[Deleted]

At Aleksandra kunne finde på at angribe Konstantin havde han alligevel ikke regnet med, selvom han fandt det kujonagtigt at hun havde angrebet ham bagfra og uden at han havde været parat på det. Han ønskede ingen kamp med hende, men når hun angreb ham, så forsvarede han sig også! Og hun skulle bestemt ikke prøve på at tirre ham, for så gik han først amok! Han ønskede hende dog intet ondt, derfor håbede han også på at hun ikke ville fortsætte kampen, for han ville helst ikke blive tvunget til at skulle gøre hende ondt, men han vidste at hun var stærk, så han måtte nok forsvare sig, hvis hun virkelig ønskede en kamp. Hun skulle i hvert fald bare ikke tro at det ville hjælpe eller gavne hende på nogen måde, for hun skubbede ham kun langt mere væk fra sig.
Som Konstantin kom op på benene igen, holdt han et vågent blik på hende, da han nødig skulle have hende til at angribe ham igen. Han vidste godt hvordan hun var, og den blødsøden kvinde han have set til at starte med, havde virket helt forkert. At hun så stadig var den samme gamle, kunne han ikke sige om var godt eller dårligt, men sur var han i hvert fald over at hun havde angrebet ham. At hun så forsøgte at være sjov, fik ham kun til at sende hende en langt mere vred mine, som et tydeligt tegn på at han ikke godtog hendes handling ved at angribe ham. Han fortsatte blot væk fra hende uden så meget som et ord forlod hans læber. Hun var skredet fra ham, kommer tilbage og tror hun kan charmere ham igen, og så angriber hun ham og bagefter fortsætter komedien? Det gjorde ham kun langt mere vred! Som hun blev stående og lagde armene over kors, gik han ikke ud fra at de skulle kæmpe mere, hvilket kun glædede ham, selvom han dog ikke stoppede op, men fortsatte væk fra hende. Som han igen kom ind i mængden, fjernede han blikket fra hende, hvor han så frem for sig, stadig med en vred mine. Hun gjorde jo ikke andet end at pisse ham af! Han fnøs kortfattet, som han møvede sig igennem menneskemængden. Han forlod dog ikke markedet endnu, da han tværtimod satte kursen over mod springvandet, der stod en anelse væk fra boderne. Han satte sig på kanten, hvor han førte hænderne ned i vandet og plaskede noget op i ansigtet. Han havde stadig ondt i hovedet på grund af hendes besværgelse. ”Dumme, stædige tøs!” mumlede han vredt for sig selv, som han tog mere vand op i hænderne og også kom det op i ansigtet. At hun kunne finde på at angribe ham, var kommet bag på ham, selvom det også gjorde ham i tvivl om hvad hun overhovedet havde ønsket af ham, for hun havde ingen grund til at straffe ham! Det var hende der var skredet i sin tid, ikke ham!

[Deleted]

Hvad Aleksandra ville med Konstantin, stod ikke klart for hende endnu, da hun ikke havde haft tid til at tænke tingene ordentligt igennem, som han jo var poppet op ud af den blå luft. Trangen til at tale med ham, burde hun nok havde holdt for sig selv, da han på intet tidspunkt havde virket interesseret i hende. Hun havde dog været stædig, og han var blevet mere ondskabsfuld, hvilket var endt ud i et angreb fra hendes side. Da hun ikke rigtigt ville ham noget ondt, så var hun skam ikke lykkelig over, at det var sådan en drejning det hele havde valgt at tage, men sket var sket. Det lignede også, at en plads i hans liv igen var en umulighed, som han tydeligvis ikke følte noget kærligt overfor hende. Hvad deres forhold til hinanden i given fald så skulle være, måtte hun fundere over derhjemme, da det tydeligvis ikke ville hjælpe noget at blive her. Som han gik væk fra hende og ignorerede hendes ord, betragtede hun blot hans ryg og ansigt, som det alligevel lignede, at han ikke turde ignorere hende fuldkommen af usikkerhed på, hvad hun kunne finde på. Hun foretrak dog ikke en mine, som hun derimod blot blev stående uden at røre en muskel, som hun blev stående med korslagte arme. Hun så derfor også bare til, da han nåede sit mål og fik mænget sig med folkemængden, så han kom i sikkerhed fra hende. End ikke der fulgte hun efter ham, som hun var noget til den konklusion, at han behøvede fred for hende, hvor hun også selv skulle have tænkeplads. Følelserne ved gensynet måtte i hvert fald komme ud af hendes krop, da det var tydeligt, at der ikke ville være plads til dem. Roligt lod hun øjnene glide i, hvor hun denne her gang valgte at søge efter hans person med tankerne, hvor hun lod magiens tråde søge efter ham, så hun kunne kommunikere med ham end sidste gang, inden hun ville forlade pladsen. Hun fandt også, hvad hun søgte, hvor hun mærkede hans hoved igen. Denne her gang ville det dog ikke give ham smerte, som hun blot ville fylde hans hoved med en besked. #Vi vil ses igen, min kære# lovede hun i sin tanke, inden hun lod øjnene glide op, som hun havde haft succes med tankeoverførslen. Med et sidste blik i den retning Konstantin var gået, vendte hun sig om, som hun denne her gang gik den modsatte vej end ham. Som hun gik forbi de ødelæggelser Konstantin havde lavet, som han havde sendt den magiske kugle efter hende, glansede hun et blik over det, hvor det mere eller mindre var et forladt sted, hvis man så bort fra den forvirrede ejer af boden over, at alle hans ting var væk. Mere end det tænkte hun ikke over det, hvor hun blot fortsatte væk fra markedet, hvor hun lod sig forsvinde ind i en af de mange gader for at søge hjemad.

//out

[Deleted]

Det var kommet bag på Konstantin at Aleksandra havde været her, og at han så hende igen, hvilket var grunden til at han havde reageret med vrede og fjendtlighed, for det var næsten det eneste hun havde givet ham tid til at reagere med. Havde det været ham der havde fundet hende, så havde han nok været lige så kortfattet og rolig som hun havde været, men det var ikke sket. Det var så også kommet bag på ham at hun havde angrebet ham, hvilket han på ingen måder fandt sig i, for der valgte hun kun at gøre det hele værre! Hvis hun troede at han ville tilgive hende nu, så tog hun i den grad fejl! Han søgte blot væk fra hende, ligeglad med hvad hun havde at sige, for det eneste hun kunne, var at gøre skade, for så at joke af det bagefter, hvilket han slet ikke gad finde sig i! Det gjorde et sted også ondt at hun kunne få sig selv til at gøre skade på ham, for så blev han næsten helt i tvivl om han overhovedet havde betydet noget for hende. Han vidste ikke hvad han skulle tro, han vidste ikke hvorfor hun var skredet fra ham i sin tid. Han vidste intet! Og det frustrerede ham virkelig frygtelig meget! Om hun fulgte efter ham eller ej, var han ligeglad med, men hun gjorde nok dem begge en tjeneste ved at lade vær. Han selv blev siddende ved springvandet, hvor han plaskede vand i ansigtet på sig, mest i et forsøg på at få den tilbageværende smerte væk, da det havde givet ham en frygtelig hovedpine.
Tankeoverførslen fik Konstantin, hvor han kort lukkede øjnene. De ville ses igen? Bare tanken fik ham til at fnyse. Han forstod heller ikke hvorfor hun var så sikker på det, og efter dette, så vidste han slet ikke om han gad se hende igen og i så fald vidste han heller ikke hvordan han ville reagere. Nu vidste han i hvert fald at hun var tilbage og det var en nyhed han lige skulle have tid til at sluge. #Vi får at se,# svarede han blot tilbage, hvor det ikke krævede megen koncentration for at sende en besked, skønt tankeoverførslen kun gjorde hans hovedpine værre, hvilket fik ham til at tage sig til hovedet. Han blev siddende for en kort stund, inden han valgte at rejse sig, hvor han valgte at sætte kursen hjemad. Han måtte hjem og tænke over tingene. At han ikke fik noget med hjem til Malisha, havde han næsten helt glemt, da han pludselig var blevet fyldt med en masse andre tanker. Tanker og følelser som han var nød til at få styr på.

//Out