A meeting with the past

[Deleted]

Det var ved at blive sent, hvor solen var på vej ned i horisonten. Da det var sommertid, så var dagene længere og solen længere oppe. Boderne på det magiske marked, havde dog også længere åbne, hvilket gjorde at man kunne være ude og hygge sig i flere timer. Konstantin havde dog ikke just en hyggetur, eftersom han gik rundt alene. Malisha arbejdede, så han gik ud fra at hun var ved Mørkets Cirkel, han selv skulle have tiden til at gå. Han havde endnu ikke taget sig sammen til at tage op på slottet og få en snak med kongen, men den unge konge så også ud til at have meget at se til, så han vidste ikke engang om det ville nytte noget. Han ønskede dog sin titel tilbage nu hvor han selv var kommet tilbage til livet igen, hvor han også havde snakket omkring tingene med William, der selv var gået efter titlen. Han ønskede dog at have sit gamle liv tilbage, hvor han stod som hertug af landet, for han havde stadig overtaget huset, eftersom han stadig stod som Rozentas-slægtens overhoved.
Turen til markedet havde ikke været særlig lang, eftersom Rozentas Manor ikke lå langt herfra, men forholdsvis tæt. Konstantin havde fået kusken til at køre ham hertil, hvor han roligt åbnede døren og trådte ud af hestevognen. Han var iført et pænt jakkesæt, hvor han kunne gå for at være en forretningsmand, præcis som han var. Han vidste at der var mange svindlere på markedet, selvom man også kunne finde mange fascinerende ting. Han var dog meget påpasselig med at købe her, for han havde i sine unge år været betaget af mange ting og gjort den dumhed at købe dem, kun for at finde ud af at det var fup. Men det skulle ikke gentage sig, nu kunne han genkende en svindler når han så én. Han bar en pæn stok med sig, som han lod ramme jorden for hvert skridt han tog. Selvom det var sent, så var der stadig mange folk her, der stod i kø for at købe de mange forskellige ting. Han kunne ane på de mange forskellige auraer, at der var forskellige racer her og ikke kun warlocks, men markedet var også utrolig kendt i Dvasias, derfor ville han skyde på at det havde tiltrukket mange folk. Mange af boderne havde også åben efter solens nedgang, så selv mørkevæsner som vampyrer og horrorer kunne komme her. Han selv gik i sine egne tanker. Han skulle have tiden til at gå, og nu hvor Malisha var ude af huset, så kunne han vel overraske hende? Købe en gave? Han havde gjort sine følelser klart for hende, selvom hun selv var langsom i optrækket, hvilket et sted irriterede ham. Hun havde dog ikke trukket sig fra trolovelsen, og før eller siden ville han jo gerne trække den videre, han skulle bare finde det rette øjeblik, skønt det ikke var let, når hun selv var så afvigende og de typisk kom op at diskutere og skændes på grund af de mange følelser, som han selv vidste at hun ikke var særlig god til. Han selv fandt sig næsten også helt.. forfjamsket, fordi han opførte sig som en nyforelsket teenager, hvilket et sted kunne give ham kvalme, for han var ikke en blødsøden mand! Han hadede at følelserne på ydersiden, selvom hans død også havde åbnet hans øjne for livet og han ønskede at fuldende sit puslespil, hvor den sidste brik han manglede, var Malisha.

[Deleted]

Behageligt var vejret blevet, efter at solen var begyndt at gå ned. Det var nu udholdeligt at gå rundt i gaderne, eftersom solen ikke længere fulgte en i nakken, og at man d erfor kunne begynde at tage den med ro. Inde i centrum stod de forskelige boder endnu linet op, som åbningstiderne blev forlænget med det gode sommerhalvår. For nogle ville tingene der blev solgt her være ekstraordinære og fantastiske, men for en kvinde som Aleksandra, så så hun intet nyt. Længe havde hun gået på denne jord, så erfaring og god kendskab havde hun til magi og diverse genstande. Hun havde vel gået rundt i byen i omkring en times tid, og noget interessant havde hun endnu ikke fundet. Indtil videre havde hun kun spottet ting, som hun allerede var erfaren med, og hvis hun fandt noget der var anderledes, så havde hun også undersøgt det og set, at det var falskt. Trist var det, men hun vidste også, at hvis hun virkelig skulle finde nogle værdier, så skulle hun finde det i en persons hjem, og de ville formentligt ikke sælge det. I såfald måtte man bakke væk, eller prøve at stjæle det på en måde. Selv havde hun en prægtig samling hjemme i sit palæ, men det havde hun måske heller ikke fået helt på lovlig vis, samt der var gået et par liv tabt. Det seneste liv der var røget tilhørte faktisk hendes mand, som hun desværre var gået hen og blevet træt af. Han havde givet hende, hvad hun ønskede, og når man tænkte på, at hun aldrig havde følt noget for ham, hvorfor skulle han så blive? Hun kunne dog ikke gå rundt på gaden og være lykkelig over det, da folk var nødt til at se hende som en sørgende enke, så hun ikke ville blive mistænkt for mordet. Irriterende var det, men hun hang ud. "Må jeg kondolere over tabet af din mand, baronesse Slavonik," kom en ældre, fin dame over til hende. Roligt stoppede Aleksandra op på gaden, hvor hun tog om damens hænder, som damen ville trykke dem. Erfarent fremdrog hun et sørgende blik, hvor det lignede at hun måtte kæmpe for at få et lille smil frem på de fyldige læber. Som hun havde gjort mange gange, kom hun frem med en smøre der fortalte, hvor ensom og hårdt livet var uden hendes mand, Roman, hvor damen sendte hende et medfølende blik og nogle ord, inden de skiltes igen. Med et lettet suk da damen var ude for hørevide, løftede hun lidt op i den ene side af hendes bordeaux farvede kjole, som hun begyndte at gå videre. Kjolen fulgte pænt hendes overkrop, og hang løst ned omkring hendes ben, hvor den blev holdt oppe ad den ene tykke strop der var på den højre skulder. Udover den pæne kjole hun havde iklædt sig i, hang der en yndig halskæde om hendes slanke hals, hvor den havde en lille diamant som vedhæng. Det mørke hår slangede sig kælent ned af hendes skuldre og ryg, hvor hun til dagen havde valgt av krølle det let, så det hang som bølger.

[Deleted]

Det var ikke fordi Konstantin normalt plejede at bruge meget tid på markedet, for han kom her sjældent, men siden han var kommet tilbage fra de døde, så havde han fået tiden til at gå her, selvom han normalt bare tog en tur op gennem gaden, for så at tage hjem igen. Det var også for at få lidt frisk luft, så han ikke bare hang derhjemme, selvom han blev her i Marvalo City, for sidste gang han var søgt længere væk, var han blevet dræbt af en vampyr, skønt han dengang også havde været kvæstet med et par brækkede ribben, så han havde knap nok kunnet bevæge sig, hvilket så også havde kostet ham livet. Det var også derfor han tog den lidt med ro, også fordi hele omverdenen troede at han var død, foruden det var ved at komme ud at han faktisk stadig var i live. Han svang let sin sorte stok rundt, som han fortsatte sin gang frem. Selvom han sjældent købte noget her, så kunne han vel godt tage noget med hjem til sin trolovede? Han vidste at Malisha altid havde været dårlig til det med følelser, hvor han også kun overvejede det, for hun ville vel reagere som hun altid gjorde ved at tage afstand? Hans mørke øjne søgte let omkring, indtil han faldt over en bod, der også bar smykker, hvilket sådan set var perfekt, for hvilken kvinde kunne ikke lide smykker? Tiden skulle han alligevel have fordrevet, nu hvor Malisha var ude, og William så han heller ikke særlig meget til, det var som om manden havde trukket sig en anelse tilbage, selvom det nok var fordi Konstantin havde frarøvet manden det hele, som han havde forsøgt at stable på benene, men han nægtede at give slip på sin titel og sin plads i huset, for det var stadig hans!
Konstantin gik roligt over mod boden, hvor sælgeren med det samme begyndte at tale omkring de mange smykker, selvom han kunne se at nogle af dem var falske, dog var der også mange fine, som han kunne se var ægte, men de var ikke nær så flotte som de falske. Han sagde dog ikke noget til sælgeren, der forsøgte at sælge de falske smykker, hvor han blot kiggede på de forskellige udvalg, selvom han stadig ikke vidste om han skulle købe en. De mange andre folk omkring ham var dog begejstret over smykkerne, hvor han også lagde mærke til at nogle af dem købte de falske kæder, skønt han intet sagde, for sælgeren var tydeligvis glad for at få noget solgt, selvom det desværre var falsk. Han selv var dog ikke nær så nem at narre, som mange andre her, han havde levet i mange år og kunne sagtens skelne mellem det falske og ægte. Han løftede sin ene hånd og kløede tænkende sin skæggede hage, imens han overvejede om han skulle købe noget eller ej. Han ville helst have det bedste af det bedste, perfektionist var han trods alt, så halvt var ikke godt nok.

[Deleted]

Aleksandra lod sine fingre glide over de forskellige varer hist og pist, som hun lod blikket granske de forskellige ting, imens hun lod sine fingre finde ud af hvad tingene besad. Det endte dog igen og igen med, at hun valgte at ligge tingene fra sig igen, hvor hun måtte spørge sig selv om, hvorfor hun var søgt til Det magiske marked? Hun ville nok have haft større held, hvis hun var gået ind i en autoriseret forhandler, men på den anden side var det godt at komme ud og se noget nyt engang imellem. Der var trods alt heller ikke så meget at foretage sig hjemme, da palæet alligevel kunne synes at være en lidt for stor mundfuld for en person til tider, og tjenestefolkene fandt hun ikke for at være det rette selskab for hende. Hun burde måske arrangere et bal, så der kunne komme liv i de enorme haller igen, samt hun ville finde noget selskab. Desværre bed hendes valg hende i røven igen, da det nok var dumt at fjolle rundt med en ny allerede. Hun kedede sig dog, og det brød hun sig bestemt ikke om! Som Aleksandra gik ned af de smalle gader der var blevet skabt af alle de forskellige boder, lod hun de grågrønne øjne om at betragte området. Som hun så sig omkring, så hun noget, som hun ikke burde se. Lamslået måtte hun stoppe op, som hun studerede manden der lige var gået over til en af smykkeboderne. Det burde ikke være ham, men igen, hun betvivlede ikke sit blik. I adskillige år havde hun undgået denne mand, efter at hun havde fejlet sit forsøg om at få, hvad der var hans, da hun havde udviklet noget så dumt som varme følelser for manden. Han var den eneste plan, hun ikke havde fået fuldført, hvilket nagede hende, men samtidig havde hun ikke haft styrken til at fortsætte. Som hun stod og betragtede manden fra et par meters afstand, overvejede hun, om hun bare skulle søge bort, da han tydeligvis ikke havde opdaget hende. Samtidig nærede hun et ønske om at snakke med den mand, der næsten havde gjort hende kærlig. Hun ville dog ikke syne som en kujon, skønt det kun var hende der ville vide det. Hun havde også fået den fordel, at hun havde spottet ham først, så hun ville være i stand til at holde en fattet attitude overfor ham. Med yndefulde skridt satte hun kursen over mod manden, der var ganske uvidende om at han snart ville støde på en gammel kending. "Tilbage fra de døde, og du er allerede ude og købe smykker? Er det en ny kvinde, eller har dig og Malisha endelig giftet Jer, Konstantin?" spurgte hun med en melodisk stemme, som hun roligt var stoppet op bag ham. Selvsikker stod hun, som hun stod smuk og rank, hvor hun roligt havde foldet sine slanke hænder foran sig. Spændt var hun skam, da hun ikke havde set manden i århundreder, men alligevel tillod hun sig ikke at vise de følelser, hvor hun blot så nysgerrigt og afventende på hans ryg.

[Deleted]

At en særlig kvinde fra Konstantins fortid, var på samme marked, og var lige i nærheden var slet ikke noget som han havde ænset. Selvom han kunne læse auraer og måske ville have lagt mærke til hende, hvis det kun havde været de to, så var de omgivet af mange folk, så der var mange forskellige auraer, der kvalte hendes, så han lagde end ikke mærke til at hun gik imod ham eller at hun havde øjnene op for ham. Han havde altid været en kvindeglad mand, selvom det kun var for nogle måneder siden at han for alvor var begyndt at gå op i sin trolovelse og den kvinde han skulle planlægge sin fremtid med og som han faktisk elskede oprigtigt af hele sit hjerte. En kvinde der kendte ham ud og ind som sin egen lomme, som det var gengældt, hans bedste ven og dog kvinden i hans drømme, det var sådan han så på Malisha, hvor han ikke gik en dag og tænkte på fortiden, da den som sagt var fortid, han havde desuden aldrig drømt om at skulle se denne kvinde igen, der netop var på vej over imod ham, hvor det efterhånden var utrolig mange år siden at han sidst havde set skyggen af hende.
Smykkerne faldt dog ikke rigtig i Konstantins smag, eftersom han var på udkig efter det bedste af det bedste, og dog var han stadig usikker på om han skulle købe noget til hende, for han kendte hende jo. Han sukkede ganske let, det var kun fordi han var klar til at tage skridtet videre og han var usikker på hvor Malisha selv stod, for så snart han faktisk forsøgte at komme ind på emnet, så lukkede hun i som en østers og krøb væk, hvilket irriterede ham, for han fik jo aldrig muligheden for det! Stemmen der så lød bag ham, var noget som fik det til at løbe ham koldt ned langs rygraden, for han havde uden tvivl hørt den stemme før, og selvom han ikke havde hørt den i flere århundreder, så var der ingen tvivl, skønt han i sit indre, næsten måtte håbe på at hun ikke henvendte til ham og at han bare havde vrangforestillinger, men så snart kvinden udtalte hans navn, var han ikke i tvivl. Han blinkede overrasket med øjnene, hvor han mærkede sit hjerte springe et slag over. Det kunne ikke passe! Han vædede sine læber, der pludselig føltes så tørre, ligesom hans hals, hvor han roligt vendte sig om, selvom han ikke kunne skjule overraskelsen i de næsten opspillede øjne, som tydeligt var forvirrede og overraskede. Han blinkede flere gange med øjnene, hvor han åbnede munden, selvom der intet kom ud. Kunne det virkelig passe? Og alligevel stod hun der foran ham i egen høje person. ”Aleksandra..?” Hendes navn var det eneste han fik over sine læber, da han tydeligt stod lamslået til stedet ude af stand til at fatte sig, da synet af kvinden tydeligt kom bag på ham. Han havde været tæt på at opbygge noget med hende, selvom han havde vidst at det havde været forkert, fordi han havde været trolovet, og pludselig en morgen stod han op alene, hvor han aldrig så skyggen til hende igen.

[Deleted]

Hvis det havde stået til Aleksandra, så havde det været fint, hvis de havde undgået hinanden i endnu et århundred eller for evigt måske. Hun havde måske selv valgt at søge over til ham, men hun ville ikke føle sig så svag og vide, at hun havde stukket af to gange fra denne mand i sit liv! Sidste gang de havde set hinanden var adskillige år siden, hvor meget var sket i mellemtiden. Hun huskede dog ligeså tydeligt denne mand, hvilket var utroligt eftersom hun næsten altid plejede at glemme navnene på de mænd hun så, da de alligevel ikke betød noget. Problemet var bare, at Konstantin rent faktisk havde betydet noget for hende, og det var så også det der havde skræmt hende væk. Som hun henvendte sig til ham, så hun godt, hvordan hans krop stivnede ved lyden af hendes stemme, hvor hun selv holdt sin i en afslappet position. Da han så fandt modet og så hende i øjnene, så ville hun næsten tro, at selv en blind mand ville kunne se hans overraskelse. Skræmmende var det at stå overfor ham igen, men alligevel virkede hans reaktion også morsom, da han så på hende, som var hun et spøgelse. Men hun ville nok have set på ham på samme måde, hvis det var ham der havde sneget sig op på hende. "Ja min kære?"spurgte hun roligt, uden hun tog blikket fra ham, som hun så sig nødsaget til at betragte hvert et ansigtstræk han kom med. Han forekom hende som den samme, bortset fra stokken i hans hånd der gav ham et gammelt udtryk. Et udtryk der ikke var ham retfærdig. Hun nærmede sig ham ikke, hvor hun ej heller veg tilbage. Ligesom ham måtte hun tænke over, hvad det var der pludselig foregik, skønt hun gjorde det langt mere kontrolleret. Hans overraskelse var dog forståelig, da hun sidste gang havde forladt ham på sengen. Det havde ikke engang kun været et stævnemøde de havde haft, som hun faktisk havde holdt fast i ham i nogle år. Derfor var det underligt at forsvinde fra den ene dag til den anden, hvor han faktisk aldrig havde fået forklaringen på det. Han ville nok heller ikke få den, eftersom hun var en stolt kvinde, hvor det ville virke svagt for hende at indrømme, at hun faktisk havde været forelsket i ham og derfor var skredet. Det ville nok også være dumt, da han sikkert havde troet, at hun hele tiden havde været vild med ham, da hun ikke havde fortalt, at den egentlige grund til deres start på deres flamme, var fordi hun ville røve ham. Tavst så hun blot på ham, som hun ventede på at han faktisk ville fuldføre en sætning. Hun var også oprigtigt interesseret i at få svar på de spørgsmål hun havde stillet.

[Deleted]

At Konstantin skulle støde på denne kvinde igen, havde han aldrig nogensinde regnet med, eftersom han ikke havde set så meget som skyggen til hende. Han havde heller ikke hørt at hun var blevet Baronesse, men han havde jo også selv haft en del at se til, også fordi han havde hjulpet Malisha angående deres race, så han havde altid været optaget, også af sine egne forretninger. Han havde altid været en mand der havde haft meget at se til, så visse ting var gået forbi hans næse uden han havde lagt mærke til det, hvor han jo også havde lagt død i nogle uger, inden han var blevet genoplivet igen på grund af sin slægsring, der var magisk. Han havde været heldig, også at han havde fået en chance til, en chance som han ikke ønskede at spilde, for han ønskede ikke at dø, hvor han kunne fortryde visse ting som han ikke havde fået gjort. Og der var kun en ting han manglede før hans liv var fuldkommen.
Overraskelsen var tydelig at spore i Konstantins mine, hvor det var kommet så meget bag på ham, at han slet ikke vidste hvordan han skulle reagere. Måske det var morsomt for hende, men hun havde virkelig taget ham på sengen, ved bare at dukke sådan op. Han blinkede flere gange med øjnene, også fordi han snart troede at han hallucinerede, men det kunne vel ikke passe? Var det virkelig Aleksandra? At hun kaldte ham for ’sin kære’, fik hans mine til at ændre sig, hvor han næsten endte helt vred. Hvor vovede hun at komme efter så mange år? Han bed tænderne kraftigt sammen, så hans kæbelinje blev helt synlig, hvor han knyttede den ene hånd, imens grebet omkring stokken blev strammere, så hans knoer endte helt hvide. Det var på ingen måder et godt gensyn, for hun var bare skredet uden så meget som et eneste ord eller besked, hvor han var blevet røvrendt fuldstændig! Og dog kunne han ikke finde ud af hvad det var der var gået galt, for tanken om at hun bare havde udnyttet ham havde han også tænkt, men hvordan skulle det kunne lade sig gøre, når hun var skredet? Han ville gerne have svar på hvorfor hun var skredet, for det var der millionspørgsmålet lå.
Konstantin endte med at se lettere fattet ud, hvor han også fnøs. Han forstod slet ikke hvorfor hun var kommet over til ham, for hun var skredet fra ham for mange år siden, så hun havde ingen ret til at stå overfor ham igen! ”Hvad vil du mig?” spurgte han kortfattet og næsten i en fast tone, hvor hans øjne blot hvilede direkte følelsesløst på hende. Han vidste godt at han havde haft noget mere seriøst kørende med Aleksandra, skønt han havde været trolovet med en anden, men det havde været i de år, han ikke havde haft meget kontakt med Malisha, hvor han også havde troet at Malisha ikke havde gidet ham og havde holdt sig væk fra ham med vilje. Han havde jo altid lagt i med andre tøser, selvom han ikke just kunne sige sig at være stolt over det, desuden så lå tingene over anderledes den dag i dag, for han ønskede Malisha, og de gjorde også alvor i trolovelsen nu, hvilket passede ham helt fint. Dog kom det stadig bag på ham, at han så skulle stå foran Aleksandra igen, for det havde han slet ikke regnet med!

[Deleted]

Aleksandra kunne ikke benægte, at deres forhold havde fået en brat ende, hvilket gjorde at forvirring og vrede nok var en ganske normal reaktion. Selv vidste hun udmærket godt, hvad der var sket, eftersom det var hende der havde truffet valget. Konstantin var tilgengæld fuldkommen uvidende, da hun havde forladt ham, mens han sov, uden hun havde efterladt ham et brev. Hvad han havde følt efter hans stunt, vidste hun ikke, men et sted vidste hun heller ikke, hvad han præcist havde følt under deres forhold. De havde måske været sammen i år, men begge havde de altid vidst, at han havde en trolovet der ventede på ham, så om han nogensinde ville have gjort noget for deres forhold, havde hun egentligt også tvivlet på. Desuden, det var meget bekendt, at han generelt var en kvindeglad mand, så hvis hun ikke havde gået, så var det måske ham der havde gjort det? Det var alle spørgsmål hun havde stillet sig i tiden omkring og efter deres forhold, som hun var røget ud af sin plan og gået hen og blevet en forelsket kvinde, der ikke kunne tænke rationelt. Som han stod og sugede nyheden til sig om, at hun var tilbage, så hun godt, hvordan han måtte knytte sine knoer. Underligt var det at se ham så vred på hende, da de altid havde haft gode dage med hinanden. Det kom også bag på hende, men var vreden fordi hun virkelig havde såret ham? Hvis hun bare havde været endnu en kvinde for ham, så kunne han jo bare have trukket på skulderen over det.
"Er det sådan du behandler en gammel flamme?" spurgte Aleksandra, som hun nægtede at udvise vrede som ham. Roligt gik hun hen og stillede sig ved hans side, hvor hun bøjede sig lidt over smykkebordet, så hun kunne tage en ring op og betragte den. Ringen sagde hende igen intet, men hun fandt det som en perfekt undskyldning til at blive ved Konstantin, samt hun måske ville kunne få svar på sit første spørgsmål. "Hvem kiggede du på smykker til? Jeg synes nemlig ikke det ligner noget, du kunne finde på at gå med," spurgte hun melodisk, som hun ignorerede hans snert af fjendtlighed. Hun burde måske ikke være kommet over til ham, men fristen havde været for stor. Hvis det havde været ham der først havde fået øje på hende, kunne han så virkelig sige, at han bare vær gået sin vej? Men hvis han virkelig ikke ville have hende i sit synsfelt, så kunne han jo også bare sige, at han intet ville have med hende at gøre. Hun ville nok prøve at stikke lidt til ham alligevel, men hun ville skam også gå, da hun ikke videre ønskede ham noget ondt.

[Deleted]

Konstantin var mere eller mindre i chok over at se Aleksandra igen. Hun var ganske vidst en gammel flamme, og en kvinde som han faktisk var kommet alt for tæt på og som omvendt. Han havde måske altid været en kvindeglad mand, men han havde altid holdt det professionelt. Han havde aldrig ladet nogen følelser komme i klemme, men det var gået anderledes ved Aleksandra. Han havde holdt fast i hende i nogle år, skønt han godt nok havde været trolovet med Malisha, men det var dengang ham og Malisha ikke havde gjort noget ud af trolovelsen men ladet den være, som var det aldrig sket, derfor havde han heller ikke angret at de hver i sær havde fundet andre, selvom han for nyligt havde fundet ud af at Malisha aldrig havde haft en mand tæt, hvilket næsten gav ham skyldfølelse og specielt dårlig samvittighed. Han skulle have ventet på Malisha, hvilket han kunne se nu, så kunne det også have været at han ikke havde dummet sig med Aleksandra, for den kvinde skulle han aldrig have åbnet op for! Hun var bare skredet fra ham som om intet havde betydet noget, selvom han stadig ikke vidste hvorfor hun var gået. Han fnøs kortfattet til hendes ord, hvor hans mørke øjne var hårde og kyniske. ”Du skred fra mig uden så meget som et eneste ord, uden så meget som en eneste besked, hvordan havde du regnet med at jeg ville reagere?” spurgte han sagte, hvor det var tydeligt at han var vred over hendes handling, vel et sted fordi han havde begyndt at opbygge følelser til hende dengang? Han kunne ikke komme udenom at hun faktisk havde formået at komme alt for tæt på ham, hvilket ikke engang havde været meningen dengang, men det var sket alligevel.
Hvis det var Konstantin der havde set Aleksandra først, så havde han nok også kommet hen til hende, men nu hvor det var omvendt, så var han blevet utrolig overrasket og ikke mindst chokeret. Han havde aldrig troet at han skulle se hende igen. Han fulgte hende nøje med blikket, som hun gik over til boden han stod ved, så de stod ved siden af hinanden. Selvom hun tog en ring op, så holdt han blikket på hende og intet andet. Øjnene kneb han let sammen, inden et hånligt smil gled over hans læber. ”Jeg er sammen med min drømmekvinde og kunne ikke bede om noget bedre,” svarede han spidst og næsten i et forsøg på at nedgøre hende og det de havde haft sammen, selvom han aldrig havde været sikker på hvad de helt præcist havde haft. Han endte med at fjerne blikket fra hende, hvor det gled over de forbipasserende folk, skønt han ikke rigtig så på dem. ”Hvad laver du her Aleksandra?” spurgte han sigende, et sted for at skifte emne, hvor det måske lød til at hun ikke var velkommen her, men han var mere interesseret i hvorfor hun overhovedet stod her ved ham efter alle de år. Det var hende der var skredet, så hvorfor stå her nu?

[Deleted]

Aleksandra kunne høre på det hele, at Konstantin ikke ville gøre det let for hende. Hun havde dog heller ikke forventet så meget andet, men det kunne jo godt være, at fordi det var flere århundreder siden de sidst sås, at han måske bare så mellem fingrene med hensyn til hendes forsvinding. Hun kunne ikke sige, om hun burde være beæret over hans reaktion, da den et sted betød, at hun havde såret ham, hvilket videre betød at hun måske ikke havde været alene om følelserne. "Men det vigtigste er, at jeg er tilbage nu, Konstantin. Og denne her gang forsvinder jeg ikke," lovede hun ham, som hendes blik drev væk fra smykkerne og over på hans ansigt, som hun smilede mildt og prøvende til ham. Ingen beskrivelse gav hun om, hvorfor hun havde forladt ham. Men hvis han insisterede på at høre historien, så kunne hun vel komme med en delvis sandhed. Lige nu lød det dog ikke som om, at han rigtigt havde lyst til at se hende, men hun tvivlede ikke på, at han havde spørgsmål. At han så pludselig angreb hende verbalt og følelsesmæssigt, følte hun hvordan hendes hjerte blev en anelse tungere. Hun havde måske forladt ham, men det ændrede ikke på, at han stadig var den eneste mand hun nogensinde havde følt noget ægte overfor, og nu sagde han, at han var lykkelig og havde fundet drømmekvinden? Udtryksløst så hun på ham, som hun nægtede at bøje sig for hans spidse tone og ord! Det var et personligt nederlag for hende, men det måtte gemmes væk til når hun var alene. Hans ord gav hende også en lyst til at ødelægge det for ham, men hvis hun skulle virke kølig, så var et personligt angreb måske ikke det smarteste. "Din drømmekvinde? Og hvem skulle den såkaldte kvinde så være?" spurgte hun ham, hvor hun udtalte dem som om det var umuligt for hende at forstå. Aleksandra strøg et par af de mørkebrune lokker om bag øret, imens hun fulgte hans blik over markedet. Alt lignede endnu sig selv, efter at hun var gået over til Konstantin. Det var nok mere hende, og muligvis også ham der var blevet vippet en smule af pinden. "Jeg tænkte skam bare, at ligesom mange andre, så ville man måske finde noget interessant her.. Og jeg fandt dig," sagde hun roligt, som hun så mod ham igen. Anvisende løftede hun den ene arm som en gestus til at han skulle tage om den. "Gå med mig," bad hun, hvor hendes stemme næsten kunne lyde varm.

[Deleted]

Aleksandras tilstedeværelse måtte forvirre Konstantin, selvom det mere var hendes interesse i ham, der gjorde ham forvirret, for hvad ville hun af ham? Han havde ikke set hende i flere århundreder og så troede hun at hun bare kunne dukke op og blive en del af hans liv igen? Han reagerede med vrede og var afvisende, mest af alt fordi han ikke ellers vidste hvordan han skulle reagere. Han vidste ikke hvad han skulle sige, for hun havde virkelig taget ham på sengen ved at dukke op her. Hendes ord gjorde det ikke just bedre for ham, for hvorfor skulle han dog overhovedet tænke på at åbne op for hende igen? Hun var skredet sidst, uden så meget som et eneste ord, hvorfor skulle han tro det ville være anderledes nu? Hans øjne blev lettere tomme og intetsigende. ”Og hvorfor skulle jeg dog overhovedet lytte til dig nu? Hvorfor skulle jeg tro dig?” spurgte han sagte, hvor han fnøs i vantro af hende, som han rystede let på hovedet – tydeligvis ikke overbevist af hendes ord, for der skulle i den grad mere til!
At angribe Aleksandra personligt og følelsesmæssigt vidste Konstantin ikke engang om var muligt, men han håbede i hvert fald at han ramte noget i hende, for hun havde slet ikke fortjent hans tilgivelse! Hun havde forladt ham, uden så meget som et eneste ord og han havde ikke set skyggen til hende igennem de sidste par århundreder, så hvordan hun havde forventet han havde reageret, vidste han virkelig ikke, men det var på ingen måde med glæde! Han vidste ikke helt hvad han havde haft med Aleksandra, selvom det nok var blevet lidt mere personligt end hvad han lige havde regnet med til at starte med. At hun ville vide hvem hans drømme kvinde var, fik ham til at trække let på de brede skuldre, som han lagde armene over kors ved det faste bryst, så han stod med en ligeglad attitude. ”Hvorfor skulle det interessere dig? Du skred for mange år siden,” kommenterede han blot i en kynisk tone, hvor han holdt blikket mod folket, for ikke at skulle se på hende. Han havde ikke tilgivet hende, hvor det vel var tydeligt at han faktisk bar nag? Han vidste dog ikke hvordan det hele var endt, hvis hun faktisk var blevet for.. han havde jo været trolovet, hvilket han endnu var.
Konstantin fortsatte med at se væk, hvor han stadig forsøgte at sluge det faktum at hun stod foran ham igen, for det havde han vitterligt ikke regnet med. Der var gået så mange år, at han heller ikke havde skænket hende en tanke i mange år, for han havde været optaget af andet, og han havde heller ikke regnet med at skulle se hende igen, selvom han til at starte med havde været forvirret og vel.. såret? Han så mod hende, da hun løftede sin arm, hvor hans blik flakkede fra hendes ansigt til hendes arm, hvor selv den handling kom bag på ham. Skulle han gå med hende? Mest af alt havde han lyst til at gå væk fra hende, men på den anden side, så ville han faktisk gerne have svar på sine spørgsmål. Han blev dog stående, hvor han vendte sig imod hende med et seriøst blik. ”Vil det være til nogen nytte at jeg går med dig? Vil jeg få noget ud af det?” Han fiskede efter om han ville få svar på sine mange spørgsmål, som hun jo nok kunne regne ud at han sad igen med.

[Deleted]

Ganske få minutter havde Aleksandra stået hos Konstantin, og det kunne allerede lyde som en umulig opgave at komme i kontakt med ham, eftersom hans ord blev mere og mere afvisende. Aldrig havde han reageret på denne måde overfor hende, men på den anden side kunne man kun lave hendes stunt en gang. At han ikke havde den mindste tiltro til hende, kunne hun godt høre, og hvis hun ønskede hans tillid tilbage, så kunne hun nok godt se frem til en lang og sej kamp. Lige pt vidste hun dog ikke engang, hvad hun ville opnå med deres samtale. Død kunne den godt se ud til at være, da de havde en historie sammen. Men selvom hun ikke vidste, hvad hun kunne bruge dette til endnu, så følte hun sig alligevel draget til at snakke med ham. Ligesom ham, så havde hun ikke regnet med at skulle se ham igen, så hun havde egentligt heller ikke sendt ham så mange tanker de seneste år, da hun havde haft planer. Der havde dog været en tid, hvor hun havde tænkt så meget på ham, at hun havde haft lyst til at forbande sig selv for det hun følte for manden. "Hvad vil du helst tro på?" spurgte hun, som hun vendte hans spørgsmål om. Det var dog også med risiko for, at hun ville få et nyt spydigt svar igen, om at han ville ønske hun var i helvedet eller noget i den dur. "Men om du kan lide det eller ej, så er jeg tilbage."
Som Konstantin havde sagt, at han havde fundet kvinden i sit liv, rørte det skam noget i Aleksandra, skønt hun ikke lod det vises i offentligheden. Hans svar på hendes spørgsmål var igen bidende, hvor hun måtte bruge et par sekunder på at betragte de forskelige personer på markedet. Festfyrværkeri var hans opførsel bestemt ikke overfor hende, hvor hun også måtte kæmpe lidt med at holde sindet i ro, da hun bestemt ikke brød sig om noget af det der forlod hans mund. "Måske skred jeg for mange år siden, Konstantin, men jeg glemmer ikke, hvad vi havde. Det er derfor ganske normal interesse jeg udviser, som jeg gerne vil høre, hvem den mand jeg har været sammen med har valgt som sin kærlighed," sagde hun, som hun kunne få det til at lyde ganske simpelt. Hun ville gerne vide, hvem han havde valgt, da hun selv havde tænkt den tanke på et tidspunkt, at et liv med ham ikke ville være helt værst. Om han så var ironisk og hentydede til sin gamle trolovede, som han havde været hende utro med, eller om der var kommet en anden og slået benene væk under ham, vidste hun. Hun håbede dog på det første, da hendes anelser så hele tiden havde været korrekte, at han ville blive ved Malisha. Det frydede hende også så, at kvinden havde betydet så lidt for ham.
Som Aleksandra havde bedt ham om at gå en tur med hende, hvilede de grågrønne øjne afventende på ham. At han ikke tog hendes arm med det samme, fik hende ikke til at sænke den endnu, som hun stadig ville give ham en chance om at tage fat, på de kunne gå, som de havde gjort så mange gange før. "Du bliver nødt til at springe ud i det, hvis du ønsker at se, hvad det kan bringe," svarede hun mystisk tilbage, som hun ikke nævnte, om hun ville give ham nogle svar.

[Deleted]

Konstantin var ikke engang afvisende eller kynisk med vilje, men det blev man næsten automatisk, når man havde været ude for det som han havde. Der var vidst ingen tvivl om at han bar nag til hende, hvilket han næsten heller ikke forsøgte at skjule, for han ville gøre det klart allerede fra starten af, at hun ikke bare skulle tro at hun kunne komme og sno ham om sin lillefinger igen, for han var vred på hende, ikke mindst ufattelig skuffet, hvor han også bar nag, så ja, det ville blive en hård kamp for hende, hvis hun ønskede at bevare kontakten med ham, for i øjeblikket var han mest fristet til bare at vende hende ryggen og gå sin vej. På den anden side havde han også lyst til at blive, for han ville gerne have svar på sine spørgsmål, som han brændte inde med, hvor fristelsen for at stå og råbe og skælde hende ud også var stor, men han tænkte alligevel på sin egen værdighed, så så dybt ønskede han alligevel ikke at synke. Som hun vendte hans spørgsmål om, fnøs han kortfattet af hende. ”Jeg tror at det vil gå præcis som sidst,” svarede han i samme kyniske tone, hvor hans blik hvilede fast og fattet på hende. Han trak på smilebåndet, selvom man ikke just kunne kalde det for et smil, da hun sagde at hun var kommet tilbage, selvom han slet ikke vidste hvor hun havde været henne, „og jeg kan ikke lide det.” Han ville bestemt ikke tilgive hende bare uden videre, han stolede slet ikke på hende!
At angribe Aleksandra personligt, vidste Konstantin slet ikke om ville virke, selvom han bestemt ikke ville lægge skjul på at hun havde gjort ham ondt og at hendes handling havde gjort ham vred, hvilket vel også var forståeligt? At hun så gerne ville vide hvem han var sammen med, kunne han godt se måske var en normal interesse, men på den anden side, så kunne hun også være ligeglad, for hun havde faktisk haft chancen og hun havde selv valgt at kaste den bort igen. ”Måske, men jeg ser ingen grund til at blande dig ind i mit liv,” svarede han blot affejende, hvor han trak på skuldrene, som betød det intet og var et endeligt svar. Hvem han var sammen med, gad han slet ikke fortælle hende, selvom der ikke var kommet nogen ny under skyerne, for det var hans gamle trolovede, Malisha. En kvinde som han elskede og gerne ville trække det hele videre med.
Til Aleksandras svar, himlede Konstantin med øjnene, for hendes svar kom ikke bag på ham, og han kunne næsten regne ud at hun ikke ville give ham sandheden om hvorfor hun skred, hvilket allerede nu måtte irritere ham og ikke mindst skuffe ham. Han ønskede dog at få svar på det, og han vidste at han så var tvunget til at blive i hendes selskab, selvom meget i ham også havde lyst til at søge væk fra hende. Han endte med at sukke ganske let, som han valgte at tage omkring hendes arm, så de kunne gå. Han svarede hende dog ikke, hvor han heller ikke så på hende. ”Og hvor vil du så hen?” spurgte han kortfattet, som han kort vendte blikket mod hende.

[Deleted]

Som Konstantin tog imod hendes arm, sendte Aleksandra ham et lille smil. Hun havde ikke givet ham et konkret svar på hans spørgsmål, som hun derimod havde stillet det helt frit, hvor hun lod op til skæbnen om at bestemme, om hun ville give ham lidt information eller ej. Hun vidste så også, at han nok skulle vise sig fra sit lidt sødere side, hvis han virkelig ønskede svar. ”Ud mod solnedgangen,” svarede hun drillende, som hun roligt begyndte at gå. ”Jeg tvivler på, at du har lyst til at komme hjem til mig lige foreløbig, så jeg tænkte på at vi kunne gå rundt her, og så må vi se, hvad tiden bringer os,” svarede hun roligt. Hvor de gik hen, var hende ragende ligegyldigt, så længe han gik med til at følge hende.
"Åh, kom nu Konstantin. Hav lidt håb," sagde Aleksandra med et lille smil på læben til at han ikke troede hende. Han kyniske ord og afvisende attitude, var endnu ikke nok til at skræmme hende væk. Det lød godt nok til, at han nærede et inderligt had til hende, hvilket fik hende til at fundere over, om hun mon kunne gøre det godt igen. Rart var det ikke at se ham på denne måde, men samtidig kunne hun også være sikker på, at hendes følelser ikke ville blive trukket mere ind i det, hvis det bare skulle fortsætte på denne måde. På den anden side kunne det også være, at hans følelser tog overhånd lige nu, da hun måske var lidt af en overraskelse. Det kunne jo være, at han bare brugte vreden til at skjule, at han virkelig bare var en såret mand. At han også sagde blankt, at han ikke var begejstret over, at hun havde valgt at blive her for godt, fik hende til at sende ham et overbærende blik. Hvad han følte omkring hendes tilstedeværelse var ikke det vigtigste, da hun personligt havde noget et mål, hun så længe havde stræbt efter, så gå ville hun ikke. ”Du skal bare give det lidt tid og sluge det. Alt sammen skal nok blive godt igen.” Som de gik, holdt hun et roligt tempo, da hun havde synet stokken i hans anden hånd, hvilket endnu efterlod hende med et spørgsmål. Hun blev dog ved med bar at have et blidt tag om ham, som deres arme var snoet om hinanden, hvor hun alt imens guidede dem forbi flokke af personer, som de passerede.
Det så ikke ud til, at Aleksandra ville få let ved at finde ud af, hvem den såkaldte kvinde var. Hun vidste dog allerede, at hun hadede kvinden. Men hun var sikker på, at hun før eller siden ville få det af vide. Hvis ikke fra ham, så vel fra nogle andre. Han var jo en kendt mand i byen, så folk måtte have snust lidt til hans privatliv. ”Er jeg virkelig så slem at have i sit liv?” spurgte hun med en såret stemme. ”Betød jeg virkelig intet for dig?” Måske skruede hun lidt op for tangenterne, og udtrykte mere følelse, end hvad hun virkelig følte. Hun bibeholdte dog stadig den lidt sårede mine og blik. Om han ville bøje sig og vise hende lidt ømhed, tvivlede hun på, men det var chancen værd. Spørgsmålene mente hun dog, da det egentligt havde en personlig betydning for hende, hvor hun gerne ville have svar på dem.

[Deleted]

Det var ikke med sin gode vilje at Konstantin fulgte efter Aleksandra, men han ville gerne have svar på sine spørgsmål, som hun sikkert kunne regne ud at han sad igen med. Han himlede let med øjnene til svar på hans spørgsmål. Mod solnedgangen? Hvis hun troede at denne spadseretur blev som dem i gamle dage, så tog hun i den grad fejl. Han vendte blikket lettere fattet imod hende. ”Du har måske valgt endelig at slå dig ned? Så vidt jeg husker, var du altid en kvinde på farten, går ud fra det var derfor du skred,” svarede han tydeligt spidst, som han vendte blikket frem for sig igen, da de valgte at gå, „hvor bor du så?” Han valgte alligevel at lægge fjendtligheden lidt på hylden, så de kunne føre en normal samtale, for svar ville han jo gerne have.
At Konstantin skulle udvise noget håb, fik ham endnu engang til at himle med øjnene. ”Du lyder helt blødsøden og godtroende,” mumlede han næsten med afsky i stemmen. Han havde aldrig haft noget imod procianerne, men deres godtroenhed kunne godt være belastende og kvalmende i længden og at han så skulle høre det fra Aleksandra – som han vidste, var en hård og kynisk kvinde – lød bare direkte dumt. Han vidste dog ikke om hun havde forandret sig i de århundreder som de havde været væk fra hinanden, men skulle han være ærlig så tvivlede han på det, hun var en hård kvinde, hun kunne være led og modbydelig, selvom det aldrig havde generet ham, lige indtil hun var skredet uden et ord vel at mærke, selvom han stadig forundrede sig over hvorfor. Han slog ud i en sarkastisk latter, da hun sagde at alt blev godt igen, hvor et kynisk smil gled over hans rosenrøde læber. ”Der skal mere end tomme og gode ord til at gøre det godt igen Aleksandra, tro ikke at jeg har tilgivet dig for din handling,” svarede han i en direkte kold tone, hvor han kort så mod hende, inden han så frem igen. Måske han havde valgt at gå her med hende, men det var bestemt også imod hans gode vilje!
Aleksandras sårede mine, vidste Konstantin bare var et spil fra galleriet og det irriterede ham at hun skulle lege rundt på den måde, i stedet for at tage sig sammen og give ham et direkte svar på hvorfor hun var skredet, men han tvivlede på at hun overhovedet ville komme med sandheden, hvilket kun gjorde hende til en kujon i hans øjne og tanken irriterede ham kun! Et kækt og alligevel kynisk smil gled over hans læber til hendes ord. ”Jeg nød da din krop,” svarede han roligt, som havde der ikke lagt mere i det, skønt det dog ikke var sandt. Aleksandra var desværre kommet tættere på ham end hvad han lige havde regnet med og ville have til at starte med, men det havde alt sammen forandret sig, da hun bare havde valgt at skride fra ham om natten. Og nu følte han ikke videre noget for hende andet end had og vrede. Han vendte blikket alvorligt imod hende. ”Drop nu komedien og giv mig et svar Aleksandra; hvorfor skred du?” spurgte han denne gang alvorligt, hvor han vendte blikket mod hende uden det veg fra hende.