A sealed destiny

[Silia D. Diamaqima]

Silia var slet ikke i tvivl om at hun havde formået at chokere Gabriel hvilket heller ikke havde været hendes mening, og særligt ikke oven på denne delikate middag, som hun kun kunne håbe der ville komme flere af. Selvom Gabriel ikke havde vist meget af sig selv i frygtelig lang tid, så var han nu kommet ud af sit skjul, hvilket hun var glad for, hun kunne kun håbe at det var gået op for ham at han havde behov for at komme lidt ud. Det var i den grad besværligt nok at sidde som dronning når det kom til et så skeptisk land som Procias, ikke at hun ikke forstod deres mistænkeligheder, landet havde været plaget af alverdes ting gennem de seneste år, deriblandt korruption, og selvom hun måske havde nogle lidt 'uheldige' forbindelser til Dvasias, så var hun ikke dvasiansk af den grund, nej tværtimod så ønskede hun kun at fører landet frem nøjagtig som hun havde lovet. Hun nikkede blot stilfærdigt mod ham. Det at han ikke ville sladre gjorde det om ikke andet lidt lettere for hende. ”Det kan være en byrde, men jeg nyder det mere end jeg havde troet. Det eneste der gør det besværligt er min fortid i dvasias, og jeg ønsker ikke at gøre det værre end det allerede er,” hun trak lidt smilende på skuldrene som var det ligegyldigt, også selvom det bestemt ikke var tilfældet. Måske de ikke var beslægtet via blod, det var trods alt det der gjorde dette muligt, men under alle omstændigheder så anså hun ham for at være sin onkel, hun holdt af ham, også fordi hun jo var opvokset med ham! Af den grund kunne hun godt bruge hans hjælp til at være med om denne byrde, han kendte den trods alt. Måske det var meget at kræve, også fordi hun ikke talte om en midlertidig løsning som det havde været mellem Jason og Elanya, nej landet havde brug for et stærkt kongepar, hun snakkede faktisk til døden dem skilte, og det kunne varer længe! Det ville være en enorm hjælp at kunne nyde godt af hans erfaring, for hun havde virkelig behov for det! Derfor lettede det hende virkelig at han lod til at være med på idéen. Det stille smil spillede over hendes læber, hun lagde begge hænder i skødet og foldede det roligt. ”Jeg vil frygtelig gerne hjælpe dig med at bearbejde det hele, Gabriel, vi kan vel.. hjælpe hinanden lidt? Jeg kan være et godt selskab,” tilføjede hun næsten lidt drillende, også selvom hun skam mente det. Det eneste hun frygtede var at det kunne blive akavet.. at skulle sove i samme seng og te sig som et par når de var ude. Silia slog blikket en smule ned før hun atter så på ham, med et næsten undskyldende smil. ”Det er sødt af dig at tænke sådan, Gabriel, men jeg har ikke tid til at lede efter sådan en, det gav jeg afkald på da jeg sagde ja til dette. Jeg er sikker på at du vil være en fremragende ægtemand, du skal bare huske at jeg ikke snakker midlertidigt,” endte hun lidt sigende, og frygtede et sted at det ville skræmme af væk. ”Det er jeg kun glad for,” afsluttede hun roligt, og greb fat om vin-feraklen der stod på bordet. ”Kan jeg byde på et glad?” bød hun med samme smil på læben. Det glædede hende kun at se ham bedre, det var helt sikkert!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det havde virkelig grebet Gabriel på sengen, at Silia ønskede ham i denne situation, men han var faktisk glad for, at nogle kunne se ham i andre steder, end der hvor han sad lige nu. Han havde brug for at komme lidt ud, og hun havde givet ham en grund og mulighed, og den havde han taget allerede med det samme, det var der bestemt ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket roligt mod hende. Det var meget som han pludselig skulle til at tage stilling til, specielt når han følte at.. han havde lang vej, før han ville være tilbage på fode, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han trak vejret dybt og så på hende med en ganske sigende mine igen. Tungen strøg han let over sine læber, som han roligt betragtede hende igen. Han så godt mulighederne i det, samt hvorfor det var en situation som hun ønskede ham i, for han kunne vel godt hjælpe hende? Selv på trods af de familiære bånd som jo lå der, selvom det heldigvis ikke var via blod eller kød. ”Jeg kan ikke forestille mig, at det kan udvikle sig til det værre, med det navn som du bærer Silia.. Folk relatere som oftest til det, med henblik på din afdøde far,” endte han sigende, også selvom han mente det. Nathaniels navn blev ganske vidst hendes redning, også fordi at han var en mand som havde gjort meget for Procias igennem sin tid, så selvfølgelig var det noget som også måtte gøre sit for hendes vedkommende.
Gabriel holdt forbandet meget af Silia, men tanken om at skulle te sig som et ægtepar, også fordi at han betragtede hende som sin niece, og havde gjort det siden hun var helt lille! Han endte med at grine ganske let. ”Jeg har kendt dig, siden du var helt lille.. At du er et godt selskab, er jeg slet ikke i tvivl om, men… jo.. Det vil glæde mig. Jeg ved snart ikke hvordan jeg skal gøre det efterhånden,” endte han med et falmende smil, for han kunne jo slet ikke undgå det, nu hvor han sad overfor hende, og tankerne var luftet. Han havde måske erfaringen, men det var lang tid, hvis dette var noget som skulle vare livet ud, kontra det som havde været midlertidigt mellem hans mor og Jason. Han nikkede sigende, også selvom det selvfølgelig var noget som ville låse ham til noget af en situation som han ikke bare kunne komme ud af. Han nikkede sigende. ”Jeg ville bare lufte tanken lidt,” endte han med et skævt smil. Han tænkte selvfølgelig på hende, for han holdt jo af hende.. Han holdt forbandet meget af hende, selvom det ikke var noget som han havde fået lov til at gøre noget direkte alvorligt ud af, og det var bestemt heller ikke noget som han havde nogle tanker om at gøre! ”Det er jo også noget som låser mig lidt fast, men… jeg finder næppe nogle som vil være i stand til at tage mit hjerte.. Evelyn tog det med sig i graven, sammen med Jeremiah..” Han vendte blikket mod vin-karaflen som hun tog fat om den. Han nikkede sigende. Det sagde han bestemt ikke nej tak til! ”Det lyder virkelig lækkert.. Meget gerne,” endte han med et yderst lille smil.

[Silia D. Diamaqima]

Gabriel var i Silias øjne ikke ment til at sidde hjemme i en stol og fælde tårer, hun forstod skam at han var såret og højest sandsynligt sad med en forfærdelig samvittighed, men det var noget som hun stod fast på, at hun kunne hjælpe ham med at tackle. Hun ønskede ham virkelig ikke mere ondt end det som han havde i forvejen, tværtimod! Hovedet lod hun stille glide på sned og betragtede ham lidt indgående. Det var meget at tage stilling til og hun forventede bestemt ikke at hen ville beslutte sig her og nu, det var en livsbindende kontrakt, og hun vidste at det kunne være lidt underligt med henblik på at hun så ham som en onkel og han så hende som en niece, det ville blive.. akavet at skulle sove ved siden af hinanden i samme seng, men når det var sagt så forventede Silia slet ikke at der skulle ske det mindste, end ikke på bryllupsnatten, hun havde trods alt ikke samme behov som sin kære mor, selvom hun sagtens kunne få ondt, dog var det ikke noget som hun havde oplevet endnu. ”Det ved jeg.. de sammenligner mig konstant med min far, og selvom der ganske vidst ikke kan herske nogen tvivl om hvem jeg er datter af, så er jeg ikke min far, og det er noget jeg ønsker at formidle videre,” erkendte hun en kende frustreret, for det begyndte faktisk at irritere hende, særlig nu hvor hun sad på så vigtig en post. Hun sukkede stille, og lod tungespidsen fugte læberne, før hun igen vendte opmærksomheden mod ham, med et bredt smil endda. ”Der kan du selv se! Og tro mig jeg ville være beæret og alt mulig andet, over at have dit selskab, til tider er det trist at klare arbejdet selv.. jeg mangler nogle at diskutere med,” endte hun med en stille latter. Løgn var det jo ikke engang, hun havde altid været vant til at drøfte tingene med sin far eller med Jophiel, nu måtte hun selv forholde sig til mere eller mindre alt. Tanken om kærlighed havde hun slet ikke gjort sig, for den slags skulle man lede længe efter.. måske hun aldrig fandt den, og hun havde ikke tid eller lyst til at håbe. ”Det er jeg glad for, Gabriel. Men jeg.. vidste hvad jeg gik ind til da jeg takkede ja. Visse ting er vigtigere end selv kærlighed, og når jeg har min familie.. så tror jeg det går,” hun sendte ham et mere diskret smil, og lod hånden vandre igennem de mørke lokker. For evigt var lang tid.. det vidste hun godt, men ja landet havde brug for nogle som kunne holde ud. ”Det er det. Gabriel.. jeg forventer på ingen måde kærlighed eller kærtegn, landet skal blot vide at vi er et par, og hvad du laver når jeg ikke kigger, men hvem, det vil jeg slet ikke blande mig i, så selv hvis en kvinde skulle tage dit hjerte, ja så kan du ganske vidst ikke ægte hende men jeg vil ikke afholde dig, det lover jeg,” endte hun ærligt, og skænkede op i de fine glas af den røde vin. ”Carino Fattoria har desværre stået stille siden Camryn flyttede ind.. det er en af de sidste flasker vi har, så nyd den,” påpegede hun roligt og lænte sig tilbage med glasset i hånden. ”Du skal ikke tage stilling nu.. vi snakker bare om muligheder, okay?” hun hævede roligt glasset mod ham.”Skål,” lige når det kom til vin så havde hun sin fars svaghed det var helt sikkert!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For Gabriel, så var det pludselig mange ting som han skulle til at tage stilling til, og han vidste slet ikke om det var noget, som han i det hele taget var i stand til, for han var virkelig grebet på sengen, som han aldrig havde oplevet det før, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte blikket rolig mod hende. At hun ønskede at danne sig sine egne erfaringer, og noget som man kunne kendetegne so hendes, var noget som han selvfølgelig godt kunne forstå. Nu hvor det var sagt, så vidste han godt, at de alle levede i Nathaniels skygge, og det var et sted som var forbandet svært bare at slippe væk fra, og det vidste han udmærket godt. Han nikkede stille og tydeligt også med en forståelse, så det forundrede ham ikke at hun var frustreret over det. ”Din far er kendt for mange ting, og selvfølgelig er det ham, man vil definere navnet ved.. Jeg er nu alligevel sikker på, at du nok skal klare at danne dig dine handlinger, hvor man vil kigge tilbage på det og sige; Ja.. Det er Silia Diamaqima som gjorde det,” endte han med et stille smil på læben. Silia formåede virkelig at plante et smil på hans læber, og det var noget som virkelig gjorde ham glad, for det var noget som han virkelig var glad for. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang, og denne gang med et let glimt i øjet. ”Du er virkelig din fars datter, Silia.. Jeg er slet ikke i tvivl om, at du vil kunne hjælpe mig, og.. det vil jeg virkelig være glad for.. Hvis du vil have mig rendende, selvfølgelig,” endte han med et let smil på læben.
At give afkald på kærlighed, var virkelig at give afkald på frygtelig meget, det var Gabriel ikke i tvivl om! Nu hvor han selv havde oplevet den og endda også i den grad, så var han faktisk i tvivl, om det var noget som han ville opleve igen, hvilket næsten var noget af det som ville gøre mest ondt. Han trak vejret dybt og nikkede så. At hun havde været klar over det fra start af, var jo altid fint, og det var jo.. kun godt? Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang, som han nikkede. ”Det er en hård dom, min kære,” påpegede han ganske dæmpet, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Det var ikke fordi at han ville bringe det op til nogen former for diskussion med hende, om det var noget som han ellers kunne blive fri for det i det store og hele, som han roligt lod hovedet søge let på sned atter en gang. At hun ikke krævede noget af ham, var næsten det som gjorde ham mest usikker, for han havde det faktisk bedst når der var krav og forventninger selv til ham. ”Det eneste du faktisk ønsker, er at jeg spiller din mand blandt folk og i det kongelige ærinde?” spurgte han roligt, som han let hævede det ene bryn. Han ønskede selvfølgelig ikke at skændes med hende, om det var noget som han ellers kunne blive fri for. Han var i øjeblikket frygtelig medgørlig, hvilket han allerede var klar over, men sådan som han havde det, så ønskede han egentlig bare at høre om sine muligheder. Han lod hende hælde op, hvor han roligt tog glasset til sig. Han nikkede igen. ”Jeg udelukker det ikke.. Jeg kan se et godt muligt samarbejde i det,” endte han sigende, som han hævede glasset mod hende, som hun udbragte en skål. Han tog en rolig tår og satte glasset fra sig igen. Allerede nu kunne han ligne en på bedringens vej!

[Silia D. Diamaqima]

Det var frygtelig meget at bede om, det vidste Silia udmærket, hvilket også var grunden til at hun ikke ønskede at presse ham til at tage en beslutning, hun forstod godt hvis han ikke kunne få sig selv til det, og særlig med henblik på tabet af Evelyn, de havde jo sørgeligt nok aldrig nået at få hinanden – ligesom mor og far, det var bare vigtigt for hende, at Gabriel vidste, at hun bestemt ikke var ude på at tage Evelyns plads! Han ville altid været hendes onkel og ikke meget andet. Silia slog blikket ned og betragtede sine hænder. Ja det plagede hende til tider at komme fra den familie hun gjorde, ikke mindst fordi hun konstant blev sat op ved siden af sin far og sammenlignet med ham og hun var på ingen måde ham, selvom hun ganske vidst lignede ham! Det irriterede hende direkte, og det var heller ikke en fornærmelse mod sin far, for hun elskede ham, og hun var beæret over de ting han havde lært hende, stolt af at ligne ham, men ikke i så stor en grad! Et svagt suk brød hendes læber. ”Det er det, og jeg forstår skam godt folk, han er.. var en stor mand, og jeg håber selvfølgelig på at kunne gøre ham kunsten efter, men det ville være forkert at sammenligne mig med ham, jeg er trods alt også min mors datter,” endte hun med et lidt sigende smil, for hun vidste jo godt at ingen rigtig ville vedkendes det, udelukkende på grund af mors baggrund. Glimtet i hans øje, fik hende omgående til at glemme sine frustrationer og bekymringer, det var lang tid siden hun havde set det, men det klædte ham i langt højere grad. ”Se det glimt har jeg savnet lidt,” erkendte hun og lagde hovedet blidt på sned og betragtede ham lidt indgående. ”Jeg vil hellere end gerne have dig rendende, Gabriel.. faktisk ville jeg være beæret over dit selskab, særlig hvis det betyder at jeg får lov til at se lidt mere til det smil og det glimt som jeg husker dig for,” endte hun med et blidt smil på de rosa læber. Hun strøg de mørke lokker bag ørerne. Selvfølgelig plagede det hende lidt at hun aldrig ville finde en mand som kunne elske hende som far elskede mor, men hun havde hele tiden vidst hvad hun gik ind til, så det skulle han slet ikke tænke på. ”Det er det, men har jeg noget valg? Kærlighed finder man desværre ikke uden videre, desuden.. jeg er sikker på du ville gøre en fantastisk ægtemand,” svarede hun sandfærdigt, for det var hun da slet ikke i tvivl om! Han var en god mand, og selvom hun anså ham for at være onkel så kunne hun ikke se hvorfor de ikke kunne blive et godt og stærkt par. Hun rystede på hovedet med et let grin. ”Nej gid jeg kunne lade dig slippe så let. Lad mig omformulere; Jeg forventer at du.. ja er min mand i befolkningen, jeg forventer din støtte og råd, og jeg forventer selvfølgelig at du stiller dig som konge for landet, og indtager den ledende post, eftersom det ikke er en kvindes plads,” forklarede hun roligt. Om ikke andet var hun ikke bange for at erkende, at hun havde brug for en mand! Det overraskede hende alligevel at Gabriel var så medgørlig på det punkt, det lød jo faktisk som om at han kunne lide idéen. Selv hævede Silia glasset før hun nippede til den søde nektar. ”Det er jeg om ikke andet glad for. Tag dig den tid du skal bruge til at tage en beslutning, Gabriel, jeg forstår hvis det er for underligt,” endte hun roligt. Hun satte ikke glasset fra sig, men holdt det i hånden. Det glædede hende virkelig at se ham smile lidt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var virkelig meget at bede Gabriel om, men han kunne så til gengæld godt lide tanken om, at han faktisk godt kunne bruges til noget, og at hun viste det så åbent for ham, hvilket næsten måtte være det bedste af det hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han kunne sagtens gå med til det, også fordi at han ikke regnede med den ægte kærlighed mere for ham om ikke andet, for den havde han mistet, og nu sad han tilbage i et hus fyldt med minderne fra den tid, hvilket kun gjorde det hele mange gange værre for ham allerede. Han nikkede forståelsesfuldt. ”I så fald, så må vi jo sørge for, at det er sådan at folk ser på dig. Ikke bare som din fars datter, men så sandelig også din moders,” endte han sigende, og med et ganske bestemt nik.
At glimtet for en ganske kort stund, måtte melde sig, var faktisk også rart for ham, men igen, så følte han sig bare.. tryg og vel omkring hende, hvilket næsten var det bedste af det hele, for han kunne selvfølgelig ikke gøre andet ned at stole på hende, også fordi at han havde kendt hende siden hun havde været helt lille, hvilket også gjorde sit. ”Der kan man jo bare se.. Den gode gamle Gabriel, er stadig derinde et sted,” endte han ganske sigende, hvor et let smil passerede hans læber. ”Hvis du er så sikker på, at jeg ikke ender med at gå dig på nerverne, min kære, så kan jeg godt blive her.. Selskabet vil nok gøre godt for os begge to.. også hvis vi skal finde ud af det her,” endte han ganske sigende, også fordi at det faktisk var ord som han måtte mene. Hendes ord var alligevel noget som glædede ham, for hvis det var hvad hun gik rundt med af tanker om ham, hvilket gjorde at.. der alligevel var lidt forhåbninger til ham? Ikke fordi at det ikke var noget som gjorde ham det mindste! ”Det lyder da til, at du allerede har gjort dig temmelig mange tanker, hvad mig angår,” endte han med en morende stemme, også selvom det slet ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han kunne godt lide, når der var krav og forventninger til ham, for det var noget af det som faktisk kun måtte være det bedste af det hele. Han lyttede til hendes ord. At han skulle fungere både som en mand, men også en rådgiver, kunne vel næppe være så svært? Umiddelbart, lød det som om at han skulle være som en ægtemand, for det var de ting, som han næsten tog til sig som.. en selvfølge hvad et ægteskab angik. ”Med andre ord, så ønsker du at jeg skal være din mand i alle henseender.. hvad den slags angår?” endte han sigende, for det var da sådan at han fik det til at lyde som. Han satte sig roligt tilbage på stolen igen, som han vendte blikket mod sit glas med vin. Han havde faktisk ikke behov for betænkningstid. ”Jeg… har ikke brug for den betænkningstid, Silia,” tilføjede han sigende, som han igen vendte blikket mod hende igen. Han havde jo ikke nogen som han som sådan skulle tage hensyn til, for.. han havde jo allerede mistet det hele.

[Silia D. Diamaqima]

Gabriel var en stor mand og Silia ønskede bestemt ikke at lade hans talent gå til spilde. Måske det var hårdt sagt med henblik på Evelyn, men hun troede ikke på at han nogensinde havde været ment til at sidde på sin flade, og kun have sin familie at vogte om, måske det var at skærer ham lidt over en kam, men for pokker med det navn han bar, var det svært ikke at gøre. Desuden var hun sikker på at det kun ville gavne ham at komme lidt væk fra den lille hytte i skoven, det var jo der alle minderne var, og nu sad han uden kvinden han havde elsket, hun forsøgte blot at hjælpe. Hans forståelse var virkelig noget hun værdsatte, men han kunne vel også mærke på hende, at det faktisk var noget som plagede hende? ”Det lyder næsten som om, at det er noget du har i sinde at hjælpe mig med?” endte hun lidt spørgende, og kunne ikke holde det lille glimt væk. Det var trods alt noget der lå til hende, hun var ligeså en sensuel dæmon, også selvom det slet ikke var i så kraftig grad som sin kære mor, det var slet ikke fordi hun prøvede på noget, til dels kunne hun ikke selv styrer det. Grunden til at Silia havde valgt ham til noget så stort, var at hun kunne stole på ham, det var hun slet ikke i tvivl om, om hun skulle ligge livet i hans hænder så gjorde hun det gerne! ”Selvfølgelig er han det.. det ville være et frygtelig synd hvis han gik tabt,” erkendte hun og rynkede lidt sigende på panden, dog med et varmt smil om læberne. ”Jeg er helt sikker på at du ikke kommer til at gå mig på nerverne – tværtimod, jeg er sikker på at vi kan bygge noget godt sammen.. selv på trods af at vi elsker hinanden.. på den måde vel og mærke,” tilføjede hun med et mere diskret smil. Det var jo ikke engang løgn, men hun havde troen på at de faktisk kunne blive et stærkt par, også selvom hun ikke havde planer om at leve som mand og kone når de blot var dem. Det var bestemt ikke fordi det var en forhastet beslutning, hun havde opvejet frygtelig meget, også fordi hun ikke ønskede at det skulle blive akavet imellem dem, måske hun ikke elskede ham, men hvorfor var det også nødvendigt? En svag rødmen trådte til i hendes kinder. Hun slog blikket lidt ned. ”Selvfølgelig har jeg det, søde Gabriel. Vi snakker om noget vi begge skal leve med resten af vores dage, og jeg frygtede at du måske ville finde det.. akavet, jeg er trods alt din niece,” endte hun lidt dæmpet, også selvom det jo ikke var løgn! Det var heller ikke fordi at hun forsøgte at forvirrer ham yderligere, overhovedet ikke! Hun nikkede roligt. ”Lige præcis. Mand og kone.. med alt hvad det indebære.. altså foruden alt det der.. kys og kram og.. ja.. det er ulækkert,” endte hun med et lille grin, selvfølgelig mente hun det ikke, hun var forbi ad-alderen men ja, mere voksen var hun altså heller ikke! Silia nippede igen til vinen før hun endte med at sætte den fra sig ved siden af, lidt forundret over at han ikke ville give sig tid til at tænke. ”Er du helt sikker? Det er en stor beslutning, og jeg vil ikke have at du gør noget du senere vil fortryde,” påpegede hun roligt. Hendes hjerte sprang et slag over, udelukkende af ren og skær lettelse ved håbet om at hun faktisk havde fået det ud af verden, det var trods alt en ting der havde plaget hende meget også fordi hun havde så forbandet mange planer!!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Den store mand Gabriel engang havde været, var ikke ligefrem noget som man så skyggen af mere, hvilket han faktisk selv måtte finde en kende trist, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. Han var slået tilbage på den mest brutale måde, som man overhovedet kunne tiltænke sig, og selv det, var jo faktisk en tanke som gjorde ondt. Han vendte blikket direkte sigende mod hende endnu en gang. Han ville rigtig gerne hjælpe hende, hvis han var i stand til det. ”Selvfølgelig vil jeg det. Efterhånden vil jeg mene, at jeg skylder din mor, for alt det gode mad hun har skænket mig, og det gode selskab som din familie har skænket mig lige så,” endte han ganske sigende. Det var nu ikke fordi at pladsen på tronen, var noget af det mest fristende som han kunne falde over, men det var noget som han kunne leve med, om ikke andet, specielt hvis selskabet ikke fejlede noget. Den sensuelle dæmon i hende, var slet ikke noget som rørte ham som sådan, for han var efterhånden vant til den. Hendes mor var straks værre, og selv der, var det ikke altid lige nemt for ham, at undgå at gøre sig de forkerte tanker! Han grinede ganske let og nikkede så roligt mod hende. Han var nok heller ikke den sværeste at have med at gøre, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Jeg tager det som en god ting.. Hvis vi skal have det til at fungere, så vil det ikke hjælpe, at vi går hinanden på nerverne.. Jeg ønsker kun dig og din familie det bedste, min pige, så selvfølgelig vil jeg gerne stå her,” Han vendte blikket sigende mod hende. Han sagde ikke ja til det, for et liv i luksus, men fordi at det var en mulighed for ham at komme videre, og som han mere end gerne tog!
Det her var måske en forbandet stor beslutning som Gabriel skulle tage, og det var noget som virkelig havde taget ham på sengen! Selvom det faktisk lød som om at det var noget Silia virkelig havde tænkt igennem, så var det selvfølgelig noget som i sandhed måtte glæde ham. Han vendte blikket sigende mod hende, hvor han ikke kunne holde den rolige latter skjult. ”Det er du… hvad tror du ikke din bror og mor vil sige, hvis jeg stod på deres dør, og bad om din hånd.. Det skal jo trods alt gøres rigtigt,” påpegede han sigende, som han let hævede det ene bryn. Han lod tungen stryge over hans læber, hvor han endnu en gang måtte sende hende et mere bredt smil, end hvad han gjorde normalt. ”Jeg troede efterhånden, at du var forbi alderen, hvor det var… ad,” påpegede han sigende, som han blinkede let til hende. Han bundede glasset med vin og satte det roligt ned foran sig igen. Han havde måske ikke ligefrem den maner, men lige nu tog han imod alt det som kunne komme ned. Han havde forsømt sig selv, og nu hvor hun havde påpeget det for ham, så… kunne han faktisk godt se det, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham på nogen måde. Han samlede roligt hænderne foran sig. ”Jeg har ikke rigtigt nogen, at skulle tage hensyn til, andet end mig selv,” begyndte han stilfærdigt, for det var jo trods alt ikke engang en løgn. Han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg kan se mange muligheder i det.. Jeg har bare et krav, hvis du ønsker, at jeg skal tage den ledende plads som konge i Procias,” tilføjede han dog alligevel med en ganske alvorlig mine, for han mente det trods alt!

[Silia D. Diamaqima]

Måske Gabriel kun var en skygge af sig selv, men Silia agtede at bringe den mand frem i ham som havde udrettet frygtelig meget, både for landet, men også med henblik på sin familie. Det ville i være synd og skam at lade det hele gå til spilde, i hendes øjne vel og mærke. Hun kunne hjælpe ham som han kunne hjælpe hende, og det lettede virkelig at han i det hele taget lod til at ville hjælpe hende. En blid latter brød hendes læber, hun himlede med øjnene og rystede let på hovedet af ham. Typisk mænd! ”Jeg tvivler på at hun ser det på den måde, Gabriel, tværtimod så tror jeg det har holdt hende godt beskæftiget, hun nyder når hun endelig kan bringe nogle lidt glæde. Det vil være mig der takker i tilfælde af at du ønsker at yde mig den hjælp, for jeg har virkelig behov for den, både med henblik på pligterne, men også rent.. personligt,” endte hun og lod hovedet roligt glide på sned. De mørke lokker faldt over hendes ene skulder. Det var ikke fordi hun ville lyve, hun var trods alt ligeså ringe til den slags som endes far havde været. Det var bestemt ikke fordi Silia regnede med at de ville gå hinanden på nerverne, selvfølgelig fulgte der nogle ting med ægteskabet, men eftersom hendes dæmon ikke var det stærkeste, så var det ikke noget der ville slå hende ihjel, ikke som hun vidste i hvert fald, så selv den form for nærvær kunne hun undvære, hendes udstråling var der ganske vidst, men den lå mere i den skønhed hun havde fået fra sin kære mor. ”Som vi ønsker dig det bedste. Det ville være mig en sand ærer at tilbringe resten af min tilværelse med dig, jeg tvivler stærkt på at det vil give problemer,” gentog hun med selvsikker tone, og et varmt smil, for løgn var det ikke. Det var ganske vidst meget på en gang, og hun ønskede heller ikke at skræmme ham væk, tanken om at gifte sig med sin niece måtte være slem nok! Måske hun havde taget ham på sengen, men han formåede at gøre det samme med sine ord. Hun rettede sig lidt opmærksomt op, og betragtede ham med et både lidt forundret og lidt.. beskedent smil. ”De ville blive overrasket.. mor i særdeleshed.. men jeg.. var ikke klar over at du ville leve dig så meget ind i det, som at bede om min hånd,” endte hun og kluklo, en svag farve trådte atter til i hendes kinder. Det var ikke hvad hun havde regnet med, som sagt det var ganske uformelt, også selvom hun gerne ville få det bedste ud af det, det var trods alt hendes eneste mulighed for den slags! Silia lo og rystede let på hovedet. ”Det er jeg.. jeg laver bare pjat, det var mere for at pensle det lidt ud,” svarede hun roligt, og næsten med en snert af uskyldig. Roligt hævede hun atter glasset og smagte på vinen. Hun havde savnet den lokale vin, desværre lod det til at gå i stå nu hvor Camryn havde indtaget herregården. De manglende manérer var nu ikke noget som Silia sagde noget til, hun fortrak faktisk at de var uformelle omkring hinanden, for sådan havde det jo altid været. ”Det er sandt,” medgav hun forståelsesfuldt. At han så havde krav undrede hende ikke, ville de fleste ikke have det? ”Selvfølgelig har du det, Gabriel. Sig frem, jeg er villig til det meste, for jeg ved at det er meget jeg beder dig om,” hun lænede sig roligt tilbage og lagde et ben over det andet lettere afventende. Eftersom de var ham tvivlede hun på at det ville være urimelige krav, så hun var forholdsvis rolig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste udmærket godt, at det her var noget som krævede forbandet meget af ham, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han sendte hende et let smil. Han havde måske udrettet meget tilbage i sin tid, men det var ved at være lang tid siden, og han ønskede jo selv muligheden for at rette op på det, og faktisk gøre noget ved det nu, også fordi at hun faktisk gav ham den oplagte grund til det. Liya var en kvinde som han holdt af, også fordi at han kendte hende så godt efterhånden, og deres familie havde altid gjort så utrolig meget for ham, hvilket han virkelig var utrolig taknemmelig for! ”Jeg mener det skam, Silia.. Jeg har virkelig været glad for hvad du og din familie har gjort for mig. Jeg vil vise den taknemmelighed på en måde som jeg kan. Jeg har ikke mange midler at gøre godt med, men.. at passe på hendes datter, er vel altid et sted at starte?” spurgte han med et stille smil. Ret skulle være ret, og han ønskede selvfølgelig at hjælpe hende, hvis det var en hjælp som hun kunne bruge til noget selvfølgelig!
At det direkte ville være Silia en ære at dele hendes lange liv med ham, var en tanke som næsten fik en rødmen til at vise sig i hans kinder. Han vendte blikket sigende mod hende. ”Er det et frieri, min dronning?” spurgte han med en morende og tydeligt drillende stemme, for han kunne jo slet ikke lade være! Han ønskede at gøre det rigtigt, hvis det endelig skulle gøres, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Hvis vi skal fremstå som ægtefolk, så skal det hele da også gøres rigtigt, synes du ikke..?” spurgte han sagte. Nu var Nathaniel der ikke, så var han jo nødsaget til at spørge om Silias hånd ved manden i huset, hvilket i dette tilfælde, faktisk måtte være Jophiel, men selv han ønskede at involvere Liya, så hun ikke skulle stå og glo ude på sidelinjen. Han vidste jo også, hvilken stor betydning hendes børn havde for hende, og selvfølgelig ønskede han at passe på hende, så godt som han nu kunne!
Måske det var meget Silia bad ham om, men han ville bestemt heller ikke udelukke det. Som det stod lige nu, var det måske ikke særlig smart for ham, at hoppe ud i det, men ikke desto mindre, så.. ønskede han jo faktisk at blive en del af det, også fordi at det var ved at være så stor en ting, og han kunne jo godt se hvad det var hun ønskede. ”Det var da utroligt, så uskyldig I Diamaqima kan spille,” endte han med en morende mine, for det var jo kun morsomt for ham! Han nikkede. ”Det er det, men.. jeg ønsker at hjælpe til, så lang tid jeg kan gøre det godt nok vel at mærke.. Jeg ønsker Jason tilbage på posten som Kongelig Rådgiver.. Jeg ved det vil være en stilling, som han vil værdsætte under de rette omstændigheder,” endte han ganske sigende, som han roligt vendte blikket mod hende igen. Jason var hans kære ven og rygrad. Han havde brug for ham på slottet her, hvis han skulle fremstå som en konge.

[Silia D. Diamaqima]

Det var frygtelig meget at kræve af ham, hvilket Silia udmærket var klar over, der var jo en grund til at hun havde tøvet med i det hele taget a forslå det, far havde insisteret på at det skulle være ham, så et sted så havde hun vel ikke rigtigt haft noget andet valg, hun lyttede til sin kære far, og hun tvivlede på at han tog fejl, desuden så kunne hun jo selv se meningen i at vælge ham frem for enhver anden, hun nærede selv den tillid til ham som var påkrævet. Silia sendte ham et varmt smil, hun var sikker på at det ville betyde frygtelig meget for mor at få de ord skænket, det var jo de færreste der i det hele taget roste hende. ”Det er nærmere hvad vores familier har gjort for hinanden, Gabriel, glem ikke hvor meget jeg var hos Evelyn og dig som lille. I har gjort ligeså meget som de har, og du skylder ikke min familie det mindste. Det ændre dog ikke på at du altid har passet på mig, og jeg betvivler slet ikke at du vil gøre det igen, jeg har ikke noget imod at blive beskyttet lidt,” endte hun med en drillende undertone selvom hun skam mente sine ord. Måske hun var opvokset blandt mænd og kvinder med en hæslig stædighed, og måske hun selv bar den, men hun havde intet imod at erkende, at hun trods alt blot var en ung kvinde, med manglende erfaring og haltede lidt bagefter magisk fordi hendes fokus altid havde været på alkymien. Et lille glimt meldte sig i de nøddebrune øjne. Hun hævede glasset og færdiggjorde glasset med vin, uden at tage blikket fra ham. Glasset satte hun fra sig og rejste sig, inden hun rettede en smule på kjolen. Når han nu gik så meget op i at det skulle gøres rigtigt, ja så havde hun tænkt sig at spille med. Roligt endte hun med at glide ned i knæ foran ham. ”Jeg beklager på forhånd at jeg desværre ikke har sørget for at have en ring klar, men.. Gabriel Maloya Nicomendes.. vil du gøre mig den ærer at gifte dig med mig?” spurgte hun med en tydelig rødmen i kinderne. Hånden rakte hun roligt frem mod ham, velvidende om at hun brød traditionen ved at være den som faldt på knæ, men det var trods alt hende der var kommet med forslaget. ”Det var ikke min hensigt at lade som om, så selvfølgelig skal det gøres rigtigt,” medgav hun og slap en stille latter. Det var trods alt det hun var i gang med, siddende på sine knæ foran ham, på trods af at hun var landets dronning. Hvis han havde tænkt sig at bede mor og Jophiel om hendes hånd, så tøvede hun heller ikke med at glide på knæ foran ham, selvom hun havde drømt om den dag en mand ville gøre det ved hende. Måske far ikke vidste det, men lidt pinresse havde hun vel lov til at være? ”Dimaqima er altid uskyldig min ven, du kan ligeså godt vænne dig til det,” påpegede hun lidt drillende og lagde hovedet blidt på sned, uden at rejse sig det mindste. Det var ikke fordi hun selv behøvede at tænke særlig meget over hans krav, landet manglede en rådgiver og hun stolede på Jason, han kendte trods alt til tronen. ”Det er jeg slet ikke i tvivl om at han vil. Det er ikke et problem for mig, hvis det er dit krav så skal du være velkommen til at kontakte ham, jeg synes selv du skal have fornøjelsen i så fald. Det er helt i orden,” svarede hun uden tøven, for selv Jason var en mand hun ønskede hos sig!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var ganske vidst kun en skygge af sig selv, men dog af den grund, så var det her virkelig noget som han forsøgte at kæmpe med, for han vidste, at han ikke kunne blive siddende i sin egen selvmedlidenhed, for det var noget som kunne ende med at tage hans liv i længden, også fordi at det jo faktisk var noget som det allerede var i gang med, selvom det ikke ligefrem, var noget som gjorde det meget bedre af den grund! Han vendte blikket mod hende, hvor et svagt smil passerede hans læber. ”Det ændre ikke på det faktum, at din familie altid har været der så meget for mig, og at jeg virkelig føler, at jeg skylder jer. Jeg har måske altid passet på dig, og tro mig.. hvis vi skal finde ud af alt det andet her, så vil jeg mere end glædeligt gøre det igen,” endte han ganske sigende, som han igen vendte blikket mod hende. Silia havde altid haft en utrolig betydning for ham, også fordi at han altid havde betegnet hende som hans kære niece, så det at han faktisk skulle til at.. ægte hende, var svært for ham overhovedet at få ind i hovedet, men det var ikke ligefrem fordi at det var den tanke som gjorde ham noget som sådan.
Tanken om at Silia faktisk pludselig valgte at glide på knæ overfor ham, var noget som mere eller mindre efterlod ham med en rød farve i stort set hele hans hoved, for det var jo slet ikke hvad han havde regnet med! Han endte med at slippe en let latter, hvor han let rystede på hovedet. ”Du ligner kun din mor mere og mere, min kære.. Tager jeg ikke fejl, så gjorde hun det samme..?” Han endte med at tage hendes hånd, som han trykkede let omkring. Han nikkede. ”Så snart jeg har snakket med din mor og din bror, så skal det være mig en glæde, at gifte mig med dig, Silia,” endte han med et let smil, også selvom det var ord som han faktisk mente! Han var sikker på at de nok skulle finde ud af alt sammen, det var der ingen tvivl om!
Gabriel ville næppe beskrive Diamaqima som direkte uskyldig, men han nød nu frygtelig godt af den families gæstfrihed, og han nød godt af deres varme hjerte, ofr det var alt sammen noget som i sandhed betød meget for ham, og specielt i disse hårde tider, hvor han virkelig godt kunne bruge det. Han himlede ganske let med øjnene og rystede så på hovedet. ”Så meget en løgn!” endte han direkte morende, for han var faktisk glad af sig nu, og det var ikke noget som han kunne sige i den anden ende. Han elskede at tilbringe tiden sammen med hende, som han elskede at være omkring andre mennesker, og specielt når det var sådan her det foregik. ”Det ville betyde meget for mig, og jeg er sikker på, at det også er en.. som han vil nyde af. Han har altid været glad for at rådgive.. Det er der jeg kan se det glimt i hans øje, og det selv er noget jeg savner..” forklarede han stilfærdigt, for løgn var det bestemt heller ikke. Han satte sin stol tættere på hendes, som han roligt tog omkring hendes hånd, som han trykkede let omkring. Hun var så forståelsesfuld, og det betød virkelig meget for ham!

[Silia D. Diamaqima]

Det var tydeligt at Gabriel ønskede at gøre noget ved sin nuværende tilstand og Silia ønskede kun at hjælpe ham med det, nu kunne hun jo pludseligt se at han for det første havde appetit, men også at han ønskede at få det bedre. Hun ville ganske vidst aldrig nogensinde kunne tage Evelyns plads, hun vidste at han aldrig ville komme til at elske hende som en mand burde elske sin kone, men lige i dette tilfælde betød det ikke noget, så lang tid de kunne hjælpe hinanden. ”Vores familier har været der for hinanden, Gabriel du skylder absolut intet til Diamaqima modsat så mange andre. Det er jeg slet ikke i tvivl om, jeg har gode fornemmelser omkring det hele.. jeg er sikker på at vi kan give hinanden noget i hverdagen,” endte hun sandfærdigt med et lille nik, for hun havde skam troen på det. Silia havde ligesom sin far altid taget en dag af gangen, hun havde altid båret et smil på sine læber selv når tiderne blev hårde, og det gjorde hun også i øjeblikket, hvilket lod til at smitte af på Gabriel derfor ville hun ikke gøre det om. Siddende på sine knæ foran ham, ja så var hun ligeså rød i hovedet som det han selv var, hun var trods alt en kvinde og en dronning som, ikke fordi hun fandt det ydmygende på nogen måde, tværtimod! Det føltes en smule forkert at falde på knæ for sin egen onkel, men hvad pokker, et andet sted så morede hun sig lidt over tanken. Hun nikkede af hans ord. ”Jo jeg tillod mig at drage lidt inspiration fra hende i dette tilfælde. Desuden.. jeg er den som har bedt sig om at ægte mig, så selvfølgelig skal jeg på knæ, men jeg beklager som sagt at jeg ikke har fået ordnet ringe endnu,” endte hun med et morende smil på læben og en blid latter. Mor havde gjort nøjagtig det samme overfor far i sin tid, så hun skammede sig ikke over at være den som sad, blottet på sine knæ foran ham og bad om hans hånd. Med et blidt greb holdt hun om hans hånd og strøg den stille med sin tommel. ”Mig en ærer, Gabriel,” endte hun ærligt, og førte stille hans hånd mod sine læber, hvor hun plantede et flygtigt kys mod hans håndryg. Hun slap den stille og kæmpede sig igen på benene og op i stolen der pludselig endte tættere på hans, ikke at det gjorde hende det mindste. De mørke øjne var præget af ren og skær uskyld, lige der lignede hun sin mor, selv med det sensuelle glimt malet, så var hun uskyldig! ”Diamaqima lyver ikke,” påpegede hun lidt drillende, for det var som regel ikke løgn, det var kun mor der havde tendens til den slags. Hænderne foldede hun atter is it skød og lyttede til hans ord. Hun var ikke i tvivl om at Jason ville elske at blive en del af hoffet igen, han havde altid elsket at rådgive og han var god til det. ”Det er jeg slet ikke i tvivl om, og jeg skal ikke gå i vejen for det ønske, Gabriel, tværtimod jeg kunne selv få gavn af at have manden som rådgiver, jeg vil blot lade dig om at meddele ham det,” svarede hun lidt drilsk, hun kunne jo næsten allerede forestille sig hvordan han ville reagere, og Gabriel kendte ham bedre end det hun selv gjorde. Hånden lod hun igen ende i hans uden at tøve.. et sted kunne hun jo godt lide tanken.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ønskede virkelig at komme tilbage på højkant igen, blive den samme store mand, kæk som han altid havde været, og med den udstråling i form af selvtillid og selvsikkerhed, for det var slet ikke noget som han havde i denne stund, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han vendte blikket mod hende. Han følte virkelig at han skyldte både hende og hendes familie, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre, men at hun så skulle nægte ham det, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund! Han rystede let smilende på hovedet til hendes ord, for det gjorde det ikke ligefrem meget bedre for ham. ”Den stædighed der..” begynde han med et stille smil på læben, for det var jo ikke engang en løgn som sådan. ”Du lyder virkelig selvsikker i din sag, Silia, og.. jeg stoler på dig. Jeg har aldrig haft grund til andet.” At hun havde gode fornemmelser hvad dette angik, var en tanke som han godt kunne lide, ofr selv det var noget som han havde brug for at høre, og ikke bare, at det var en handling som hun havde gjort for at gøre den, for den tanke, var da slet ikke noget som han kunne bære!
At Silia var gået i knæ for øjnene af ham, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre, for i hans øjne, så var det manden som skulle gå i knæ og ikke anderledes! At side med den næsten røde farve i kinderne, var slet ikke noget som han kunne lade være med, når hun sad i knæ for øjnene af ham! ”Lad mig om det, min kære.. Ret skal altså være ret!” endte han med en sigende og direkte morende mine, for det var jo ikke ligefrem en løgn som sådan. Han vendte blikket morende mod hende endnu en gang. Han ville gerne overraske hende når det kom så langt, at slå benene bare lidt væk under hende, selvom han ikke just regnede med den ægte kærlighed. Ikke efter hans tab af Jeremiah og hans elskede Evelyn. Han savnede dem virkelig som aldrig før! ”Æren er skam helt på min side,” endte han ganske sigende, som han vendt sig mod hende igen, også selvom de var endt det stykke tættere på hinanden, så gjorde det ham intet. ”Måske ikke… men det der er måske en lille hvid en..?” spurgte han direkte morende, som han let blinkede til hende. Diamaqima løj ikke, det vidste han godt, og det var også derfor at han følte at han kunne slappe af, for han vidste at han kunne stole på hendes ord! Han nikkede sigende. ”Jeg skriver til ham meget snart. Jeg ved at han selv har meget at se til med henblik på børnene efter Lisas bortgang.. Vi har alle haft det.. hårdt,” endte han ganske sigende. Han lod hånden roligt stryge mod hendes håndryg. ”Jeg skylder dig en frygtelig stor tak for alt, Silia,” endte han ganske sigende, som han roligt vendte sig mod hende igen. Hun havde virkelig gjort meget for ham, bare i dag!

[Silia D. Diamaqima]

Jo længere tid de tilbragte sammen jo mere af den gamle Gabriel så hun komme frem bag de mørke skygger igen, hvilket var direkte lettende. Den kække tone, rødmen i hans kinder.. han var en af de få mænd som faktisk rødmede, det havde sin charme også selvom hun ikke så det helt på den måde, han var jo stadig hendes onkel selvom de skulle giftes om ganske kort tids forhåbentligt. Jo før jo bedre, ikekf ordi hun havde direkte travlt, men fordi hun ganske enkelt havde brug for ham, som han lod til at have brug for hende med henblik på at komme sig, et smil lod trods alt til at være nok i sidste ende. En letter brød hendes læber, hun rystede morende på hovedet. Den stædighed var nok kendt indenfor det familienavn hun bar, der var ikke meget at gøre ved det. ”Du får det til at lyde som en dårlig ting!” udbrød hun næsten beklagende for, det var ikke altid en skidt ting! Tanken om Gabriel nærede den tillid til hende glædede hende faktisk kun, for den ville trods alt blive vigtig når det kom til det forhold de skulle til at bygge op, også selvom det ikke ville bygge på forelskelse eller kærlighed, selv hun vidste at hans hjerte var gået med Evelyn i graven. ”Jeg er sikker i min sag, ellers ville jeg ikke tage et så stort skridt, det gælder ikke kun min fremtid men ligeså din og sågar landets. Jeg håber aldrig at skulle give dig grund til andet,” tilføjede hun stille også selvom hun i den grad mente det. Måske det som oftest var manden der faldt på knæ, det var der trods alt tradition for, men nu var det jo hende som ønskede et ægteskab mellem dem så selvfølgelig ville hun være den som faldt på knæ! At han så ville tage sig af ringene havde hun ikke noget imod, hun var jo ikke så kræsen, desuden så havde han jo aldrig rigtigt fået muligheden for det med Evelyn, og hvis hun kunne gøre det bare lidt godt for ham, så overlod hun det glædeligt til ham. ”Jeg vil spændt se frem til det så,” svarede hun med et bredt smil. Selv hun følte hjertet slå lidt nervøst mod sit bryst, for selvom han var hendes onkel så havde hun ligesom alle andre glædet sig til hun engang skulle give en mand sit endelige ja, og selvom hun måske ikke elskede ham, ja så ændrede det jo ikke på at hun skulle giftes, og der skulle ikke mangle noget, ej heller selvom det var et arrangeret et af slagsen. Silia rystede blot på hovedet af hans ord, og gav hans hånd et stille klem. Uden at tænke videre over det optog hun blide strøg langs den varme hånd, det lå et sted naturligt til hende at vise den form for omsorg. ”Nej det er da ej!” udbrød hun grinende.. uskyldig var hun måske ikke ligefrem han var trods alt englen, men hun kunne om ikke andet påstå det! Hun viodste godt at både Gabriel og Jason havde haft sit at se til, der var jo en grund til at Jason også havde valgt at gå af tronen, børnene havde behov for ham og det ville hun heller ikke tage fra ham overhovedet! ”Det er jeg klar over.. Derfor ønsker jeg at lade dig om det, men det ville i hvert fald glæde mig at se ham i den rolle.” hun vendte blikket mod deres hænder med et stille smil og rystede lidt stædigt på hovedet. ”Pjat Gabriel, du skal slet ikke takke mig, det er mig der takker,” endte hun insisterende.