A sealed destiny

[Silia D. Diamaqima]

Det var en virkelig smuk dag i Procias. Sommeren var for alvor over landet, hvilket havde fået skovens nydannede træer til at springe ud med deres prægtige kroner, desuden var et hav af forskellige blomster sprunget ud og oplyste landet med et vald af farver uanset hvor man måtte gå. Torvet var igen præget af mennesker, handelsmænd der solgte årstidens frugt og grønt og børn der legende løb om hinanden. Procias var i sandhed på vej op af det hul som det havde været i gennem frygtelig mange år. Sikkerheden var blevet forbedret, der var flere vagter, som var blevet placeret mere strategisk end de havde været før, og som på mange måder faldt ind i civilbefolkningen, så ingen mærkede sig af dem som sådan. Castle of light badede sig under solens varme stråler, og tårnede sig op som landets store midtpunkt. Silia strøg med lette skridt rundt i den smukke slotshave, der ligesom resten af landet var prydet af den varme sommer. Fugle sang fra træernes toppe, mens hvepse og brumbasser summede lystigt omkring de smukke blomster. De smukke, mørke lokker var kunstnerisk sat op i en flettet knold, så kronen ligeså kunne sidde der. Solen havde bragt et frygteligt overskud, selvom hun havde rigeligt at lave, så havde hun både nået at tage en tur ned af torvet, for at hilse på de hårdtarbejdende mænd og kvinder, og ikke mindst landets befolkning. Det havde taget sin tid for landet at indse, at hun var langt mere folkelig end det som Jason og Elanya havde været, men de havde haft frygtelig meget at kæmpe med, desuden var hun vant til at stå på den borgerlige side, og hvorfor isolere sig på grund af en titel, når hun boede i et land med så mange mennesker, der havde så meget at byde på? Et bredt smil prydede de rosa læber, som hun strøg rundt i den smukke have på nøgne fødder. De store kjoler var blevet alt for varme, så i stedet havde hun iført sig noget mere behageligt i forhold til vejret, også selvom det måske ikke var så forfinet som man ellers ville forvente af hende. Det var fordelen ved at være en dronning uden konge.. så lang tid det ville vare, for selv hun ville ikke være i stand til at gøre det hele selv gennem længere tid. Silia hilste venligt på en kvinde der strøg forbi hende med et barn i hvert hånd, der tydeligvis var meget fascineret af de mange farver, tanken i sig selv fik hende til at smile. Hun var på vej tilbage til slottet da en tjener indhentede hende. ”Godmiddag Rafael. Noget jeg kan hjælpe med?” spurgte hun varmt. Rafael bukkede for hende, han var lettere forpustet. ”Der er besøg til Dem, Deres Majestæt. Tronsalen vil jeg tro.” Silia Nikkede roligt mod ham. ”Så skal jeg være der,” medgav og najede kort for ham, mere som en høflig gestus end noget andet, før hun med mere hastige skridt trådte mod slottet. Vagterne rokkede ikke på sig, på slottet var de bestemt ikke klædt så civilt som de var uden for, det var jo meningen at de skulle skræmme folk lidt der. Hun strøg forbi dem og ind på slottet der pludselig virkede kølig i forhold til udendørs arealerne. Det procianske råd var endnu ikke helt på plads, hvilket ærgrede hende, men foruden det så gik landet lysere tider i møde, hvilket også efterlod luft lidt for hende, hun var begyndt at nyde sin nye plads i landet, på trods af at hun var ung. Den såkaldte gæst gik hun næsten ud fra var Gabriel, hun havde trods alt sendt bud efter ham tidligere, hun håbede om ikke andet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selvom det måske var en glædes tid for befolkningen i Procias, så var det slet ikke noget som havde ramt Gabriel. Efter han havde mistet sin familie, så følte han ikke rigtigt, at han havde nogen grund til at rende rundt mere. Det eneste som faktisk holdt ham på stedet, var.. Jason? Siddende i hans lille hjem i skoven – det selv samme sted, som havde slået hans familie ihjel, og det var en tanke som han gik rundt med dag ud og dag ind. Selv med billederne i hovedet, af hvad der var sket, så kunne han da slet ikke fortsætte med at ignorere det, og det havde uden tvivl sat sig på hans krop. Han sov knapt nok, og det at spise, var næsten et begreb som var gået i glemmebogen, for han havde jo ikke rigtigt lyst til noget, og han havde jo faktisk valgt at isolere sig og trække sig fuldkommen væk fra alt og alle, som han kunne komme i nærheden af. Han ønskede jo bare egentlig at være alene.
Det kongelige sendebud, var noget som næsten bekymrede Gabriel, men samtidig overraskede ham, for folk vidste, at han faktisk var der? Svagt bed han sig i læben, også selvom han havde indvilget i at tage af sted, selvom det ikke ligefrem var med hans gode vilje, for han havde jo egentlig ikke rigtigt lyst. Det var for udmattende at tage turen over himlen, selvom det selvfølgelig ville være langt hurtigere, men det var slet ikke noget som han havde energi til, så han måtte gå, og det var i sig selv, faktisk en ganske lang tur! Langt om længe, så nåede han endelig frem, selvom han måtte ligne noget som katten havde slæbt med ind! ”Jeg har en audiens med Dronningen af Procias,” meddelte han vagten som stod i døren, idet han rakte brevet frem – seglet med Silias navn og det kongelige segl, så der var ingen tvivl om at det måtte være den ægte vare, men det var ni bare sådan at det måtte være.
Gabriel blev ført til Tronsalen, hvor han blev stående og afventede Silias entré. Svagt bed han sig i læben. Det var ved at være frygtelig lang tid siden han selv havde været der, og et sted så var han vel glad for at han havde sluppet for at stå her? Han havde jo i det store og hele, slet ikke ønsket sig den form for magt, men det var den som han havde været født til. Lige nu ønskede han bare muligheden for fred og ro, selvom det tilsyneladende var noget som var lettere sagt end gjort. Jovist havde han roen nu, men.. det var for roligt. Han var vant til Evelyn og lille Jeremiah.. Alene tanken var noget som efterlod ham med tårer i øjnene, selvom han virkelig forsøgte at skjule det, for han skulle jo være en stærk mand, og ikke stå som et.. vrag overfor sin egen dronning! Han stillede sig henne ved tronstolen, som han varsomt lod sin hånd bevæge sig over. Den havde jo trods alt være hans i sin tid, selvom det var ved at være så frygtelig lang tid siden, og slet ikke noget som han ønskede at mindes som en god tid. Den havde kostet ham Evelyn! Selvom.. resultatet ville være kommet ud på et? Svagt endte han med at trække på smilebåndet, bare ved tanken om det, men ikke gjorde han noget ved det. ”Vi mødes igen..” endte han dæmpet og let for sig selv. Han blev bare stående.. og afventede at dronningen ville gøre sin entré.

[Silia D. Diamaqima]

Det var virkelig en lys dag i Procias og det var ligeså noget som havde ramt befolkningen, og det i sig selv var guld værd, om ikke andet i Silias øjne. For et par dage siden havde hun sendt bud efter Gabriel. Hun havde selv i lang tid troet at han var gået i døden, men hendes kære far havde for mange år siden fortalt hende at det forholdt sig anderledes. Hun huskede de gange hvor hun løb gennem skoven blot for at lege med Jeremiah. De havde været den mest lykkelige lille familie, og hun var frygtelig ked af at de begge var blevet revet så brutalt fra verden sådan uden videre. Det havde været lidt af en chance at skænke ham den invitation, særlig med henblik på hvad hun havde i tankerne, men far havde overbevist hende om at det ville være den rette ting at gøre. Hendes hjerte slog lidt mere fast jo tættere hun kom på tronsalen. Hun havde det bestemt ikke godt med at bede ham om en så stor ting, men noget var hun nødt til at gøre, særlig for at få stablet landet ordentligt på benene. Pludselig følte hun sig næsten.. for royal på trods af at hun gik på sine nøgne fødder og var iklædt noget der mest mindede om en underkjole, men håret kunstnerisk bundet op og kronen på hovedet. Efterhånden havde hun vænnet sig til at bære den, selvom det havde været en underlig fornemmelsen i starten. Med lydløse skridt nærmede hun sig tronsalen. Uden et ord slog vagterne de tunge døre op og lod hende træde ind. Hun sendte dem et taknemmelig smil. ”Lad ikke nogle komme i nærheden,” bad hun dem roligt, for hun ville ikke forstyrres eller overhøres i en samtale som den hun skulle til at have med Gabriel. De nikkede og lukkede igen dørene bag hende. De nøddebrune øjne fandt hurtigt vejen til Gabriels skikkelse. Han så direkte ødelagt ud i forhold til det hun havde set ham før, og det gjorde hende igen usikker. Måske det ville være bedst bare at droppe det? Han havde praktisk talt været som en onkel for hende, hun var slet ikke sikker på at han ønskede den plads. Et dæmpet suk forlod de rosa læber, før hun lod dem spille ud i et lidt varmt smil. Han var tydeligvis fascineret at tronen, men den havde jo også været hans for en stund, den store om ikke andet, hendes stod ved siden af og var end ikke halvt så prægtig, men det var Procias, derfor behøvede hun en konge. ”Godmiddag Gabriel,” hilste hun med et varmt smil. Det var ikke nær så formelt når det var ham, hun havde jo kendt ham mere eller mindre gennem hele livet, og hun havde næsten.. manglet ham. Silia fortsatte gennem den store sal og trådte hen mod ham, kun for at lade hånden glide mod hans overarm. ”Det er virkelig godt at se dig igen,” påpegede hun stille. Det ville selvfølgelig kræve at han igen vendte tilbage til at være.. Gabriel det var meget at bede om. Hun var blevet lidt ældre siden hun sidst havde set ham. Hånden lod hun igen falde, og foldede i stedet hænderne foran sig høfligt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At Silia direkte havde valgt at sende bud efter ham, var noget som var kommet ganske meget bag på Gabriel. Han var ikke meget af den mand mere.. han var vel bare en skygge af sig selv? Selvom den tanke kun gjorde ondt værre, men efter tabet af Evelyn og Jeremiah i den mest lykkelige stund som han overhovedet kunne tænke sig, så var det virkelig noget som havde vendt op og ned på hans verden, og det var i det hele taget forbandet svært for ham, at finde ud af hvad han skulle give sig til, og hvad han ikke skulle. Som dørene åbnede sig, så vendte han sig roligt om. Silia var som en niece for ham, og han havde jo faktisk også kendt hende siden hun havde været helt lille, så det at bukke og det hele, var vel ikke.. nødvendigt som sådan, var det? Han endte dog alligevel med at bøje hovedet, næsten som var han i tvivl om hvad han skulle og hvad han ikke skulle, og det var en tanke som faktisk gjorde ham en kende usikker. Han var tynd, han sov ikke, og han lignede i den grad også en som kunne bruge et bad, for han så virkelig miserabel ud! ”Silia..” endte han ganske sigende, som han sendte hende et prøvende smil. Han kunne jo lige så godt finde den venlige maske frem, frem for den bedrøvede, som ellers var blevet hans reelle ansigt i denne stund, også fordi at det virkelig ikke var nemt for ham!
Hånden mod Gabriels overarm, var noget som hurtigt måtte fange hans opmærksomhed for han var slet ikke vant til at blive berørt efterhånden. Han så jo ikke engang Jason mere. Han skjulte det vel egentlig bare bag tanken om at manden havde nok at se til? For med så mange børn og efter hans tab af Lisa, så kunne han jo også godt forstå det! Han nikkede let mod hende, som han endte med at stille sig med fronten mod hende endnu en gang. Selv endte han med at tage omkring hendes ene hånd. Hun var i den grad langt bedre brødfødt end det som han selv var efterhånden, selvom det selvfølgelig ikke var noget som han sagde noget til. ”Jeg beklager at jeg ikke har været meget omkring.. Men jeg .. har haft lidt for meget om ørene,” endte han dæmpet. Det var jo ikke engang en løgn. Som han nærmest måtte betragte hende som familie, så kunne han ikke se nogen grund til at skulle tiltale hende som sin dronning, selvom det vel var.. hvad hun var, af den grund? Han lod hovedet søge let på sned og med det samme rolige smil. Han forsøgte virkelig at holde masken i ansigtet, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt for ham, men han forsøgte virkelig! Han gjorde virkelig sit bedste for en gangs skyld! ”Det er virkelig godt at se dig igen.. Hvordan har familien det..?” spurgte han sigende. Han så jo ikke rigtigt nogen efterhånden og et sted, så ønskede han jo selvfølgelig at vise dem som interesse, som de også havde vist ham den. Det var først nu, at det for alvor, gik op for ham, hvor meget.. fraværende han egentlig havde været, og et sted så gjorde det faktisk ondt.

[Silia D. Diamaqima]

Silia vidste godt at det havde været lidt pludselig at hun sendte bud efter ham, hun havde også været nødsaget til at forhøre sig ved Jason, for i det hele taget at finde ud af hvor manden opholdt sig. Nu kunne hun se hvad Jason havde ment med at manden ikke havde det for godt, det gjorde faktisk ondt at se ham står der blot som en skygge af sig selv, uden sul på kroppen og med blege, næsten livløse øjne, hun var slet ikke vant til at se ham på den måde, og det skræmte hende lidt. Smilet falmede en smule til det mere rolige og mere naturligt. Hun blev stående ved hans side, ironisk nok netop lige ved siden af den trone som havde været hans. Hun reagerede ikke synderligt på at han ikke bukkede, det ville uanset ikke føles naturligt, med henblik på at hun havde leget hos ham og med ham som lille, hun følte sig på ingen måde hævet, ej heller selvom hun stod foran en mand der tydeligvis var blevet ødelagt af tabet af sin forlovede og sin søn, ikke at hun kunne bebrejde ham, nyheden var kommet som et chok selv for hende. Selvom han forsøgte at smile så kunne hun godt se igennem det, sørgmodigheden i de øjne som engang havde været fulde af glæde og liv, det gjorde hende virkelig samvittighedsfuld. Hånden lod hun falde fra hans overarm og ned langs sin side, hun kunne jo næsten fornemme at det ikke var noget han brød sig om, også selvom der slet ikke havde været noget i det, foruden en trøstende gestus.
Hånden lod hun alligevel stille falde i hans. Hun sendte ham et stille smil og rystede på hovedet. ”Du skal ikke undskylde, Gabriel, jeg forstår at det ikke har været let. Jeg er ked af dit tab, det jeg virkelig, de var begge fantastiske,” svarede sandfærdigt. Hun havde elsket Jeremiah, og Evelyn havde været en stærk og varm kvinde, der havde kæmpet sig vejen frem til lyset. Det var næsten tydeligt for hende at han var på tårernes rand. ”Jophiel har det fint. Han passer på mor som har det.. mindre fint. Fars død har taget temmelig hårdt på hende, men alt andet ville også være underligt,” svarede hun lidt sigende. Mor havde det virkelig ikke nemt, men der var ikke meget at gøre ved det, selvfølgelig havde det været et tab for alle at miste Nathaniel, selvom hun ikke havde reageret synderligt hårdt på det. Måske Gabriel havde været fraværende, men hun kunne virkelig ikke bebrejde ham. ”Hvordan har du det?” spurgte hun, mere som et høfligt spørgsmål end noget andet, for hun kunne jo tydeligt se på ham hvordan han klarede sig, han lignede en spøgelse og det var noget som hun faktisk kunne sige noget om! Solens stod ind af de store, smukke vinduespartier og lod dem bade i det smukke lys. Normalt ville varmen gøre hende rolig, men hun havde det virkelig skidt med at skulle bede Gabriel om det, hun ville bede ham om, også fordi det er sted føltes.. lidt forkert, men det var nu engang sådan det måtte være.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var kommet ganske bag på Gabriel, at Silia i det hele taget havde søgt efter ham, hvilket også var grunden til at han havde søgt hende, så snart han havde fundet en tid, hvor han faktisk var på mere af sit bedre, end det som han havde været længe, også selvom han vidste, at han kun var en skygge af sig selv. Hans tid i Procias’ skove havde været præget af ren og skær lykke, og han kunne slet ikke bede om noget andet end det som han havde haft! Den smukkeste forlovede, og den dejligste lille dreng, og det hele var blevet så brutalt revet fra ham, og han sad med det dag ud og dag ind – kunne sidde med den lille bunke tegninger som Jeremiah havde tegnet til ham, eller et af hans mange puslespil, som han havde slet at sidde med, og som de havde haft til fælles, for det havde været hans indfaldsvinkel på den lille dreng, og det var det som havde været med til at skænke ham den perfekte familie, og han havde ikke kunne gøre andet end virkelig at elske det som det var.
Gabriel ønskede på ingen måder at være ubehøvlet eller falsk overfor Silia, for det var jo trods alt hans lille niece, og det havde hun altid været. Han havde leget med tøsen som lille, og han havde set hende vokse op, han havde nydt stunderne hvor han havde snakket med Nathaniel og Liya, puslet om Evelyn og hans egen lille søn, selvom det hele var gået helt til hundene. Han nikkede mod hende, også selvom hendes ord næppe gjorde det bedre. En tåre trillede ned af hans kind. ”Mange tak, Silia..” endte han stille. Han forsøgte virkelig at stå der som stærk, selvom det på ingen måder var særlig nemt for ham lige nu. Han havde ikke nogen at læne sig op af, og han havde heller ikke nogen som han kunne gå til for hjælp, så dette var noget som han faktisk stod alene med. Han strøg sin tommel roligt over hendes håndryg og med det samme stille smil på læben. Han ønskede bare at vise hende, at han var der, og det selvfølgelig var noget som han ønskede at skænke hende, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt for ham, men han gjorde da et forsøg! ”Jeg hørte om det. Jeg beklager virkelig Jeres tab. Din far, var virkelig en fantastisk mand, som mange har set op til,” endte han dæmpet. Det frustrerede ham virkelig, at der var død og ødelæggelse over det hele, og derfor ønskede han virkelig bare en mulighed for at få noget ro, selvom han slet ikke vidste, hvor pokker han skulle søge den henne, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt nogen steder efterhånden! Han trykkede let omkring hendes hånd, inden han slap den. Selv var han slet ikke vant til den form for kontakt efterhånden, for han havde ikke været i nærheden af nogen som helst efter tabet. Jovist var Jason kommet forbi i tide og utide, men selv den mand blev kun mødt af den venlige maske – den selv samme som han havde oppe i ansigtet. Han så stille ned af sig selv. Han havde det på ingen måder særlig godt. ”Jeg.. vidste ikke at det var sommer.. hvis jeg skal være helt ærlig… Silia.. Jeg har brug for at sidde ned..” endte han dæmpet, som han vendte blikket mod hende. Han havde taget tabet frygtelig, frygtelig hårdt, og efter den anstrengelse som det havde været for at komme frem, så kunne han godt mærke det!

[Silia D. Diamaqima]

Der havde i den grad været en mening med at søge bud efter ham, også selvom hun virkelig havde overvejet længe om hun skulle gøre det eller lade være, og nu fortrød hun pludselig, at hun i det hele taget havde sendt bud. Det var tydeligt at manden på ingen måde var stabil og det bekymrede hende virkelig. Allerede nu ønskede Silia at sende bud efter en tjener og sørge for at han ville få et solidt måltid, for han havde da brug for det. Skoven var smuk i disse tider, men han lod ikke rigtigt til at have bidt mærke i andet end sit tab, og det efterlod hende med blødende hjerte at se ham på den måde, for han var jo praktisk talt familie, og de havde altid haft det godt, hun holdt af ham. Smilet falmede lidt. Hun hævede forsigtigt hånden og strøg hans tårer bort, inden hun lod den falde igen, for det var heller ikke ment som et direkte kærtegn. Måske hun var ung, hun burde rende rundt blandt de unge mænd, og tirrer dem, springe rundt i skoven, være en lærling, men alle ting havde hun enten været igennem eller sprunget over, hun var meget moden af sin alder, og efterhånden var hun blevet vant til at tørre tårer bort, for alle omkring hende, og der var ingen skam i det i hendes øjne. ”Du behøver ikke at takke for noget, Gabriel. Jeg ved at det var et hårdt tab, ikke kun for dig men for rigtig mange af os, og du har ingen idé om hvor meget mit hjerte bløder ved at se dig på denne måde. Alt den død der over det hele,” endte hun næsten frustreret. Det ramte jo over det hele for tiden.
Hun havde mistet sin far, Jason havde mistet Lisa, Gabriel Evelyn og det lod kun til at fortsætte i en uendelighed, det var jo direkte pinefuldt. Efterhånden var Silia vant til at alle kondolerede når det kom til hendes far, og hver gang var hun tvunget til at finde blot en smule sørgmodighed frem, selvom hun ikke selv følte at hun havde mistet noget som helst. Smilet falmede stille. ”Tak Gabriel, det har ikke været nem,” løj hun. Det havde taget hårdt på Jophiel og mor, mens hun oftest glemte at han i det hele taget var væk. Som han slap taget om hendes hånd, lod hun den igen folde sig med den anden foran hende. Hovedet lod hun blidt glide på sned for at betragte ham lidt mere indgående. Det forundrede hende lidt at det slet ikke var gået op for ham at det var sommer, alting var så smukt. ”Du er gået glip af noget i så fald. Kom her og sæt dig,” bød hun lidt bekymret, og gjorde gestus mod den trone der engang havde været hans. Måske det som regel var en skændsel når en ikke royal satte sig der, men i hendes øjne gik Gabriel ikke under den kategori og han havde det tydeligvis ikke godt. ”Skal jeg ikke sørge for lidt at spise? Du er fuldkommen udsultet ud,” påpegede hun stilfærdigt. Selv var hun ret robust, med brede skuldre og en fyldig barm, og hun brød sig da heller ikke om at han pludselig var blevet mere slank udseende end hende! Det bekymrede hende virkelig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det gjorde ikke Gabriel noget at hun havde set bud efter ham, for det havde faktisk tvunget ham lidt udenfor, og det var også noget som han havde brug for. Han havde brug for at se andet end hjemmets fire vægge, vide at det var det hjem som havde kostet ham hans familie, selvom det hele havde været direkte tragisk, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget som helst ved det af den grund, og det gjorde ondt. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang og med et stille smil. Han forsøgte virkelig at opretholde den maske, men det var bestemt heller ikke fordi at det var særlig nemt for ham, men han forsøgte da om ikke andet! Han trak vejret dybt og nikkede så. ”Den har ramt os alle nu.. Ikke bare mig, men.. også dig og Jason med.. Det gør ondt at se al den død og ødelæggelse. Ingen fortjener det,” endte han dæmpet, for det var jo trods alt også sandhed. Han sendte hende et stille smil, også mest for at forsikre hende om det. Han var ganske vidst kun en skygge af sig selv, hvilket gjorde ondt, og det var svært for ham at finde ud af hvad han skulle gøre, og hvad han ikke skulle gøre, og det irriterede ham faktisk en smule, men han kunne ikke gøre noget som helst ved det!
Gabriel følte sig efterhånden en kende svimmel, for selv ved den anstrengelse som det havde været, at skulle komme fra skoven og hertil, for han havde jo ikke rigtigt bevæget sig igennem det sidste frygtelig lange stykke tid, og det var noget som han da så tydeligt kunne mærke nu! Han trak vejret dybt, som han tydeligt bed sig i læben og betragtede hende. Hånden mod hans kind fik ham let til at lukke øjnene. Det mindede om Evelyns, og det var en tanke som et sted lige så kunne skræmme ham. ”Det kunne jeg forestille mig.. Han var virkelig en god mand,” sagde han sigende. At hun stod og løj ham direkte op i ansigtet, var slet ikke noget som han bed sig fast i. Den død og ødelæggelse, var virkelig noget af det mest dræbende som han nogensinde havde været udsat for, så selvfølgelig var det også noget som måtte sige sit for hans del. Han nikkede sigende, som han roligt trådte frem og tog plads i den gamle tronstol – den samme stol som han slet ikke havde regnet med at skulle sidde i igen. Han lod hånden søge over hans pande og videre igennem håret. Han kunne tydeligt mærke den svimmelhed og det gjorde faktisk ham frygtelig ubehagelig til mode! Han rystede let på hovedet. Han var vel forbi det punkt, hvor han var sulten..? Han følte sig i hvert fald ikke særlig sulten. ”Noget at drikke.. det.. det lyder godt.. rigtig godt,” endte han dæmpet og med en sigende mine. Han lænede sig stille tilbage og med blikket mod hende. At hun var så bekymret for ham, kunne han nu godt lide. ”Jeg beklager.. det er slet ikke min mening at fremstå som.. svag..” endte han mere sammenbidt. Han brød sig bestemt ikke om det!

[Silia D. Diamaqima]

Så bleg som Gabriel var, så stod det klart at han slet ikke havde været ude siden Evelyn og Jeremiahs død, og det bekymrede hende virkelig. Om ikke andet var Silia glad for at hun havde formået at lokke ham ud af sit skjul, og faktisk fået ham til at tage turen også selvom det tydeligt havde været udmattende for ham. Hun kendte ham godt nok til at vide, at han blot forsøgte at opretholde en maske, det gjorde ondt at se på, måske hun var yngre, måske hun burde være den lille pige der søgte hjælp hos ham, men at han havde det svært forstod hun godt, mens hun ikke selv havde sørget overhovedet over sin kære far. Alt den død og ødelæggelse, var noget som Silia kun ønskede snart ville stoppe, nu havde hun ligeså mistet Faith og Kimeya, det i sig selv havde været et hårdt tab for hende, og Fabian og Destiny med, og hun havde ikke engang mulighed for at besøge deres gravsted. Smilet falmede en smule ved tanken. ”Det har den, desværre. Jeg håber virkelig at der snart kommer lidt lysere tider, vi kunne alle have brug for det,” medgav hun stille. Efter Alexis, Kesicha, Marius' og Melodys død, så havde det bare været en ond og uendelig cirkel. Han lignede virkelig en omvandrende død, og hun brød sig slet ikke om at se ham sådan. Hun fugtede læberne med tungespidsen, og fulgte ham med blikket som han satte sig i tronen. Det var et syn som hun var sikker på at mange kunne vende sig til. Hun gjorde et lille træk i mundvigen ved synet alene, for det var jo netop en del af hendes planer, også selvom hun ikke hastede med at komme ind på det. Strøget langs hans kind var kort, hun ønskede ikke at overskride nogle grænser, men at se ham græde gjorde faktisk ondt. Hun kendte ham ikke på samme måde mere som hun havde gjort engang, men selv det kunne hun vel lærer? Silia nikkede medgivende. ”Det var han,” svarede hun måske lidt kortfattet men hun ville trods alt gerne have den afsluttet, også fordi hun direkte hadede at skulle lyve, hun foretrak at være ærlig, men hun havde lovet sin far ikke at nævne noget om sin særlige, lille evne for nogle. Hun sendte ham et stille smil, før hun drejede om på hælen, og søgte mod de store døre. Tronsalens gulv var behageligt køligt mod de nøgne fødder. Hun bankede på døren, og ventede på at en vagt åbnede for dem. ”Undskyld mig, Sir. Vil du være så venlig at bede kokken om en mindre frokostservering i spisesalen? Fortæl hende at jeg har gæster, og ønsker at sidde så det er muligt at samtale,” viderebragte hun varmt, Vagten nikkede blot før han strøg ned af gangen og mod køkkenet. Selv vendte Silia igen tilbage til Gabriel og gled i knæ for ham i tronen, selvom det ville se utrolig forkert ud udefra, når han sad i tronen og dronningen på knæ foran ham. Hånden lagde hun blidt på hans knæ. ”Det skal du ikke undskylde for, Gabriel, det er ingen skam. Jeg kan se at du forsøger, og jeg vil gerne hjælpe.. kom lad os snakke over det, over en frokost,” bød hun med et varmt smil og rejste sig igen. Dronningens ønske, det ville han veæ heller ikke sige nej til? Hun håbede om ikke andet at han ville gå med, han havde brug for næring!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Turen fra skoven var måske ikke noget som mange ville se på som en kraftanstrengelse, men det havde det så sandelig været for Gabriel, som ikke havde været ude siden sin families bortgang. Det havde virkelig været et chok for ham at vende hjem til, og det var ikke noget som han kunne forandre. Han sad jo stadig til tider og tænkte over hvad han kunne have gjort anderledes, at han burde have været hjemme, for så kunne han have reddet dem, som det var en ting som han i sandhed burde, for han var en mand.. han skulle have beskytte sin familie, og han havde end ikke været der til at beskytte dem! Om ikke andet, så burde han være gået bort sammen med dem.. Det ville have hjulpet ham langt bedre end det som det havde været nu. Han vendte blikket mod hende. Øjnene var matte, uden direkte liv, og direkte blanke, så selv det var svært for ham at skjule, selvom han virkelig forsøgte det, men.. han kunne bare ikke! ”De lysere tider kunne vi alle vidst godt bruge. Procias har været forfulgt af død og ødelæggelse, selvom jeg er temmelig sikker på at det hele nok skal lysne nu. Det er en fantastisk smuk, flot og kreativ, samt intelligens dronning vi har fået os.. Vi burde være stolte,” endte han med et stille smil. Han mente det faktisk.
At komme ned at sidde var noget som selvfølgelig hjalp Gabriel frygtelig meget, for han havde virkelig brug for det! Han havde ikke synderlig meget energi eller overskud, og det havde han ikke haft igennem det sidste lange stykke tid. Alene den tanke om at han ikke engang havde overskud til at se til Jason, var en tanke som faktisk efterlod ham med en direkte dårlig smag i munden, for han følte sig som en dårlig ven, og det var faktisk ikke særlig behageligt at tænke på! Han sukkede dæmpet og så til som hun gik mod dørene. At sidde i tronstolen var underligt, men samtidig også velkendt for ham og han kunne faktisk godt lide det, men arbejdet..? Ja, det var jo straks en helt anden sag! Som hun knælede ved hans fødder, så rystede han på hovedet. Det var hende som var dronningen, så det var ham som burde knæle for hende, hvis der var nogen som endelig skulle gøre det! ”Jeg kom ikke her for at få et måltid mad, Silia. Der må da være en grund til at du bad mig om at komme,” endte han med en dæmpet stemme, ofr det var noget som han altså mente. Han trak vejret dybt, som han gned sin ene tinding med sin hånd og satte sig tilbage i stolen. Lidt i maven ville vel heller ikke gøre noget, ville det? Han sukkede dæmpet. ”Men.. et lille måltid gør vel ikke det mindste… Det ville tvært imod gøre lidt godt..” endte han med en dæmpet stemme, som han roligt vendte blikket ganske sigende mod hende endnu engang, hvor han igen sendte hende et let smil. Han var jo egentlig temmelig nysgerrig på hvorfor hun netop havde valgt at kalde ham til slottet.

[Silia D. Diamaqima]

Turen fra skoven og til slottet var ikke synderlig lang, men en mand som kamp havde sovet eller spist det sidste lange stykke tid, var det en helt anden sag og det vidste Silia godt. Hun brød sig slet ikke om at se ham så livløs, han var en levende død mere end noget andet, det eneste der indikerede liv var det benkende hjerte og hans varme hud. Sådan burde det ikke være. Hun vidste at han bebrejdede sig selv deres død, det stod jo langt ud af hende, og hun vidste at han ikke havde haft en chance mod det bæst der pludselig var endt med at stå på deres dør, Evelyn havde om ikke andet forsøgt at beskytte lille Jeremiah og sig selv for den sags skyld, og det var noget som hun selv beundrede. Hans ord fik hende til at slå blikket ned og læberne til spille i et lidt beskedent smil, det var frygtelig mange flotte komplimenter, og hun var om ikke andet glad for at få dem, for selv hun havde brug for at få bekræftet at hun kunne gøre noget for dette land, også selvom hun ikke var en kvinde med direkte lav selvtillid. Det ville være mærkeligt med den far hun havde. ”Det var virkelig store komplimenter, Gabriel, jeg takker mange gange, og jeg kan love dig at jeg skal gøre mit bedste for at fortsætte hvad din familie og din slægt har arbejdet på i frygtelig mange år. At få Procias frem i lyset, desværre er det.. udfordrende alene,” påpegede hun næsten som en mindre introduktion til hvorfor hun havde tvunget ham til slottet. Hun så op og lod de mørke øjne søge i hans. Der var sågar en mindre rødmen at ane i hendes kinder.
Han virkede svimmel.. sådan noget lagde hun mærke til, fordi det jo var noget hun arbejdede med, med henblik på alkymien, hans øjne kørte faretruende rundt og han tog sig til hovedet, det var godt for at sidde ned, at det så var i sin gamle trone, med hende knælende foran sig, var nu ikke noget som hun skænkede en tanke i det hele taget. ”Der var en grund til at jeg bad dig komme, og vi skal snakke om det.. over et solidt måltid mad,” svarede hun med en insisterende tone. Han havde brug for noget næring, brug for lidt energi, for han havde tydeligvis ingen. ”Når jeg pludselig både er mere bredskulderet og kraftig end dig, ja så har du altså brug for mad,” påpegede hun næsten lidt drillende, også selvom det jo ikke var løgn, og det var på trods af at hun huskede ham som en flot og muskuløs mand, hvis man da kunne tillade sig at tænke sådan om sin egen 'onkel'. ”Perfekt!” udbrød hun tilfreds da han endelig endte med at give sig. Hun greb fat om hans hånd, i forsøget på at trække ham med sig op af stolen, selvom hun slap den inden de kom ud af tronsalen. Hun fortsatte dog mod spisesalen der lå næsten lige ved siden af, og som var oplyst af fakler og allerede dækket op til dem, med det hele. Maden var dog endnu ikke kommet. Hun åbnede døren og gjorde gestus. ”Gæsterne først,” endte hun med et stille smil.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde virkelig ikke nogen former for energi, også selvom det var hans egen skyld. Han bebrejdede sig selv for familiens bortgang, og han kunne ikke gøre for det! Et sted så var det vel en form for afstraffelse overfor ham selv? For det som var sket, og for det som han faktisk stod bag, selvom han nu heller ikke kunne gøre noget for at gøre det anderledes. En lille dreng og hans elskede forlovet var gået i døden, kun fordi at han ikke havde været hjemme, og det var bestemt ikke noget som han kunne tilgive sig selv for! At skænke Silia de komplimenter var bare noget som lå til ham. Lidt for meget tid havde han vel tilbragt sammen med Jason? Selvom det ikke var et forsøg på at skulle smigre sig ind på hende, eller en flirt, men fordi at han faktisk mente det! Svagt endte han med at trække på smilebåndet. ”Min familie har måske siddet her på tronen i frygtelig mange generationer, så jeg er sikker på at det er på tide med noget nyt, som kan se det fra et lidt andet perspektiv,” endte han ganske stilfærdigt. Han forsøgte da om ikke andet! Og nemt var det altså ikke altid, men det var nu bare sådan at det måtte være, og ikke noget som han kunne gøre noget ved som sådan, for han var knust og så langt ved siden af sig selv, som han overhovedet kunne komme det, og det var bestemt ikke fordi at det var nemt!
Gabriel havde det virkelig ikke særlig godt, men det kunne vel heller ikke forundre nogen? At hun så ikke ville fortælle ham helt præcist hvad det var hun havde gang i, var noget som alligevel gjorde ham en kende nysgerrig, for selv ikke hendes hentydninger var noget som han kunne se. Han nikkede endeligt til hende. Han var for træt til overhovedet at stille spørgsmål ved det! ”Udmærket. Du giver mig jo ikke noget andet valg, kan jeg høre..” Et oprigtigt smil endte med at brede sig på hans læber, som han igen vendte blikket mod hende. At hun var mere bredskuldret nu end det som han var, var kun noget som indikerede for ham, hvor forkert det egentlig var at han så sådan ud, selvom det nu alligevel bare var blevet det syn som han var blevet van til, uden at han kunne gøre noget som helst ved det. Han blinkede let med øjnene. ”Ja.. det kan der vel være noget om..” endte han dæmpet. At hun tog fat omkring hans hånd og nærmest rev ham op på benene igen, var han ikke ligefrem forberedt på, hvor han næsten endte med at falde over sine egne fødder, selvom han var heldig ikke at gøre det! Han fulgte hende roligt til spisesalen, for den vidste han udmærket godt hvor var henne. ”Så det var hvad du fortalte vagten..” Han vendte blikket mod hende, inden han roligt trådte ind i salen. Han trak først stolen ud for Silia, så hun kunne sidde for bordenden, hvor han tog pladsen ved siden af, hvor han lod sig dumpe direkte ned, hvor han satte sig. Han var virkelig godt udmattet, og nu kunne han godt for alvor mærke det!

[Silia D. Diamaqima]

Nogle tog tab hårde end andre, og det forekom nu tydeligt for Silia hvor anderledes folk reagerede. Hendes mor havde en tendens til at blive hidsig, hun slog ihjel for selv at kunne holde ud at fortsætte livet, og det bekymrede hende lidt at hun benægtede at have gjort noget som helst. Gabriel derimod vendte det hele mod sig selv, ved at bebrejde sig selv det hele, det var tydeligt at han hverken havde spist eller sovet, og hun ønskede bare at hjælpe ham lidt, selvom hun i sidste ende nok ikke ville kunne hjælpe ham med meget. Hun overvejede nøje om hun i det hele taget skulle præsentere sit forslag for ham, hun ønskede eller ikke at bebyrde ham med mere end højest nødvendigt, desuden ville det udsætte ham for en fare, som hun var bange for at han ikke ville være i stand til at tackle i den tilstand. Der var mange grunde til hvorfor det var en dårlig idé, også fordi han praktisk talt var familie, det kunne blive forkert at skulle dele seng, men på den anden side havde hun brug for den ene ting hun ikke havde – erfaring og samtidig en som hun kunne sætte sin lid til, som hun gjorde med Gabriel. Komplimenterne havde tjent deres formål og faktisk sat en lille glæde i hende, hun tog det heller ikke som en flirt eller noget som helst.. det var jo Gabriel, det var familie, desuden stod han Jason nær, så det forklarede lidt det hele. ”Det tror jeg at du har ret i. Det trænger til noget nytænkning, men det betyder ikke at man ikke kan holde fast i de gamle ting din slægt har ført ind, og Maloya har alle været et erfarent folk inden for dette,” påpegede hun lidt sigende, vel også for at forsvare sine idéer en smule uden at skulle afsløre for meget for ham. Ligesom sin far så kom hun med et utal af hentydninger og kodesprog som ingen andre end de selv forstod, det var slet ikke noget hun skænkede en tanke i øjeblikket.
Det havde da sine fordele at han ikke havde det for godt, det gjorde ham tydeligvis mere medgørlig, og lige når det kom til dette, så havde hun ikke tænkt sig at give sig, hvilket stod langt ud af hende.. også fordi hun ikke kunne arbejde på tom mave, med den mor hun var vokset op med, så var hun frygtelig madglad! Et lidt tilfreds glimt meldte sig i de mørke øjne. ”Det har du ganske ret i, kom med,” bad hun og greb omkring hans hånd. Det var slet ikke meningen at han skulle snuble, hun sendte ham et lidt undskyldende smil, og første ham med sig hen til spisesalen også selvom hun havde sluppet hans hånd. Måske Silia var mere robust end en typisk kvinde, men gjorde hende nu ikke så meget, hun var en kvinde med selvtillid, og det så nok ret forkert ud, men ja, sådan var det jo. Døren lod hun glide i bag sig og trådte selv ind, og lod ham trække stolen ud for hende. Hun satte sig ned i en elegant bevægelse. ”Tak,” endte hun med et stille smil, og satte sig til rette, betragtede ham gøre det samme. ”Maden skulle være klar om et øjeblik,” meddelte hun stadig en smule bekymret. Hun havde næsten ikke noget at gøre noget, før tjeneren bankede på og trådte ind, kun for at stille et hav af tallerkner og fade foran dem med alverdens friske frugt, brød og meget andet, et syn der gjorde hende frygtelig tilfred, selvom det aldrig ville stikke mors mad! ”Mange tak,” endte hun roligt, inden tjeneren igen forlod dem.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At der var nogen direkte mening med hans tilstedeværelse på slottet, var slet ikke en tanke som faldt Gabriel ind på nogen måde, for hans fokus havde hvilet helt andre steder, og han følte sig virkelig for træt til at tænke. Lagde han sig ned, så faldt han helt klart i søvn, hvilket var noget som han et sted også havde nægtet sig igennem frygtelig lang tid. Han skulle straffes for hans manglende tilstedeværelse den ene dag, hvor det havde været nødvendigt for ham at være hjemme, og det var bestemt ikke noget som han kunne tilgive sig selv for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket direkte mod hende. At hun direkte roste hans familie, var han slet ikke vant til at høre. Tvært imod, så var det modsatte langt mere.. normalt. ”Du er om ikke andet, så en af de få, som virkelig kan snakke godt om min familie, Silia.. Og det betyder meget for mig. Den har måske stået her med erfaringen som er gået videre fra generation til generation, men med nytænkning, kan det komme langt,” endte han ganske sigende. Han så virkelig ikke hendes hentydninger, for det var slet ikke noget som han kunne tænke over, og da slet ikke i den retning som hun tydeligt måtte hentyde det til!
Som Silia havde taget fat i ham, og direkte tvunget ham med sig i retningen af spisesalen, så var han da ved at falde over sine egne ben, for det gik lidt hurtigere end det som han lige kunne sige sig, at have regnet med, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han vendte sig mod hende, hvor han let rystede på hovedet. Han var jo ikke røget i gulvet, selvom det havde været ganske tæt på, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang og med det samme lette smil på læben. Stolen trak han ud for hende, selv for at tage pladsen ved hendes side, selvom det sikkert ikke var en plads som var forbeholdt ham, for han havde ikke noget at søge i situationer som denne, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved. Han havde ikke rigtigt en stemme som skulle høres. Han var.. en blandt mange – en i mængden. ”Jeg ser meget af din far i dig, Silia. Det er den samme stædighed,” endte han med et sigende smil på læben. Som tjenerne kom ind med diverse fade, kunne han i den grad godt mærke hvordan hans tænder løb direkte i vand og maven som nærmest krampede og knurrede af ren og skær sult, for han var jo direkte udsultet! Hænderne knyttede han ganske let, også for at holde sig bare lidt igen, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt for ham! ”Det.. det ser virkelig lækkert ud, Silia. Du behøvede altså ikke…” Hans blik hvilede ikke engang på hende, men på maden som stod foran ham, for det var virkelig noget af det mest indbydende som han nogensinde havde set!

[Silia D. Diamaqima]

Det var bestemt ikke fordi Silia helt tilfældigt havde valgt at sende bud efter ham på den måde, de havde jo ikke snakket i for lang tid, hvis man spurgte hende vel og mærke. De havde begge haft frygtelig meget at se til, og hun ville være kommet til Evelyn og Jeremiahs begravelse, hvis ikke det havde været fordi hun ikke betrådte kirkegården eller kirken for den sags skyld. Hun havde end ikke været med til sin egen fars begravelse, og det havde rejst rygter om at hun var bange for døden, også selvom det nok var den sidste grund, tværtimod, hun havde levet i centrum af død, hun frygtede den ikke, den gav hende hovedpine. Måske det ikke var hvem som helst der ville rose Maloya familien, og selvom hun ikke altid havde været enig med deres måder at lede et land på, så havde gjort deres bedste, de havde holdt i mange år og de havde været erfarende, hvis man kunne blande det med noget nyt, så kunne det vel heller ikke blive helt skidt? ”Hvad kan man sige..? Jeg tror jeg ser nogle kvalifikationer som andre ikke gør, husk på at jeg efterhånden har stået i mere eller på alle sider, og jeg er måske ikke altid enig i din slægts metoder, men de havde fat i lidt af det rigtige, og de vidste hvad de gjorde.. i modsætning til mig,” erkendte hun dog med et bredt smil, uden at være direkte påvirket af det. Hun falmede i blinde i teorien, men hun gjorde det som hun måtte finde bedst for landet, men i og med hun var uerfaren kunne hun kun prøve sig frem.
Fadene af sølv blev stillet foran dem, dækket med diverse lækkerier. Somme tider var det direkte for meget, desuden hadede hun at nyde maden ganske alene, det var ensomt, hun var jo vant til at samtale med familien over mors gode mad, somme tider mistede hun direkte appetitten.. eller tog hjem for at spise middag, det havde hun gjort en hel del gange. Tjeneren lod dem alene igen. Det morede hende lidt at se Gabriel direkte stirrer på maden, det fortalte hende om ikke andet at han virkelig var sulten. Ordene fik et bredt smil til at pryde hendes læber. Det var ikke første gang hun fik at vide, at hun lignede sin kære far.. det havde altså også sine ulemper. ”Tja. Jeg tror det er en familie svaghed,” påpegede hun med et drilsk glimt i blikket, og rakte ud efter den lille brødkurv, med friskbagt, lunt brød. Hun tog et stykke før hun rakte det til Gabriel. ”Lad os ikke være så formelle, du skal endelig ikke holde dig tilbage for min skyld,” endte hun sigende. Det var forkert hvis det skulle være formel! Hun var jo bare glad for at få lidt selskab foruden et hav af tjenestefolk, hvilket endnu ikke var noget hun havde vænnet sig til. Silia gjorde et ligegyldigt svirp med håndleddet. ”Pjat med dig, selvfølgelig behøvede jeg det. Spis nu bare det du kan, så vi kan få lidt sul på kroppen igen,” påpegede hun varmt og rakte ud efter en klas af druer, og så frygtelig fristende ud. Selv hendes tænder løb i vand, og der skulle ellers rimelig meget til!