A storm is coming.

[theis]

Stilheden på slagmarken var som altid absolut, ikke en stemme hørtes, ikke en hvisken. Stedet var stort set øde ud over alle de mange ar som flere årstiers krige havde bragt på landet, og nogle af de dødes knogler lå der stadig. jorden var gået ud for længst og alt var derfor dødt, end ikke græs voksede længere ved dette sted. Himlen var fuld af kul sorte skyer og atmosfæren var trykkende og det var tydeligt at der var en storm på vej og ud fra sky dækket at bedømme var det et stormvejr som ville kunne vare i flere timer og alligevel ville intet af det bringe liv tilbage til marken. Den havde sikkert engang før krigende rigtig var startet været sprudlende af liv, måske havde den endda engang været en rigtig mark som spirede af liv og planter nok til at brødføde flere familier, i stedet for den golde ødemark der nu kun stank af den død som det havde oplevet. En skærende vind strøg over marken og hvilede noget af det løse sand op fra jorden så det fløj i spiraler før det enten blev taget med eller faldt død til jorden igen, vinden ramlede ind i de lasede farveløse klæder fra en helt tildækket skikkelse der stod midt på pladsen end ikke ansigtet eller racen var til at se. vinden løftede let i det flagrende lasede tøj, som kæmpede det en kamp for at afslører hvad der gemte sig under, men på trods af kampen måtte den til sidst give 'op' og flyve videre skikkelsen stadig ukendt for en hver i iagttager der måtte være. I sin ene hånd holdt skikkelsen noget der i form og facon lignede et spyd eller et stykke træ,men det var ikke til at se da også dette var iklædt det samme farveløse grå stof fra bund til top. Skikkelsen lod rolig sit blik glide over landskabet, et landskab han selv ved flere lejligheder gennem sit liv havde været med til at skabe, de gange han selv havde deltaget i de slag som der måtte være forgået her genne de sidste år tusinder, det var også derfor at han med et dybt beklagende suk vidste af der var fladet alt for mange væsner fra alle sider i disse slag, noget han nu kun kunne begræde for sin rolle i det, for selv havde han skam taget mange liv. Han begyndte roligt at tage bevæge sig i en næsten glidende retning frem ad. det hele forgik så roligt og med så svag bevægelse fra hans klæder at mange ved første øjekast ville tro at han blot svævede over jorden. Dog var der den svage umiskendelig lyd af metal plader der bevægede sig mod metal plader og lyden af ringe der blev rystet. Endnu et vindstød brød stilheden ved sletten med dens hvislen, og ikke længe efter fulgte det første torden brag fra skyerne og talte sit eget klare sprog om at et lyn var slået ned et sted. Manden, for skikkelsen var tydeligvis en mand, vendte sit ansigt ,stadig godt skjult i skyggen fra hætten, mod himlen som de første dråber begyndte at falde.

[Deleted]

Chryseis havde ingen anelse om hvorfor hun var endt der hvor hun var, og desuden vidste hun faktisk slet ikke hvor hun var, men dog en ting stod klart for hende; Hun brød sig på ingen måder om at være der! Synet af det som hvilede for hendes øjne, var noget som gjorde hende direkte bleg i ansigtet, også fordi hun nærmest følte de mange ånder… de nærmest kaldte og det var en tanke som næsten gjorde hende desperat efter at ønske dem den form for hjælp, selvom det slet ikke var noget som hun var i stand til, og hun vidste det godt, for det var jo trods alt Azraels ansvar. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun lod hænderne søge op til sit bryst som hun nærmest ønskede at knuge om sit eget hjerte, for det var en tanke som direkte gjorde ondt.
Hvem som var omkring hende, var slet ikke en tanke som slog Chryseis ind på nogen måde. Synet af de mange knogler, nærmest at høre folks desperate skrig efter hjælp, var alt sammen noget som fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende, og det var virkelig, virkelig ubehageligt! Et snøft forlod hende, som hun pludselig følte den våde fornemmelse nedover hendes kinder. En tåre? Fældede hun nu også tårer for dem? Hun endte med at gå roligt ned i knæ ved resterne af det som tilsyneladende havde været en ganske ung mand, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende. Melchior havde hun ikke set noget til siden hun var placeret på jorden igen, efter et frygtelig langt ophold i Himmeriget, men det var jo trods alt også noget som havde reddet hendes liv. Var det underligt at hun faktisk savnede ham? At hun længtes efter ham, og det at han havde puslet sådan om hende, selvom hun slet ikke regnede med at det var noget som skulle ske igen. Hun sukkede dæmpet, som hun frygtelig, frygtelig varsomt lod hånden stryge over den lårknogle som lå foran hende. Det kranium som lå der, var slet ikke noget som hun ville i nærheden af, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for! ”Hvorfor sker det her i verden..? Det er unfair..” endte hun næsten i en dæmpet hvisken.
Chryseis slog roligt korset over brystet, idet hun sænkede hovedet, som hun nærmest bad en bøn og bad til at denne unge mand skulle reddes. Hun ville næppe finde rester af kvinder herude – uanset hvor det nu var hun var endt, for det vidste hun ikke. Hun tørrede let sine øjne, idet hun ellers bare blev siddende og stirrede på det. Krig var nok det mest forfærdelige som hun overhovedet kunne tiltænke sig, men end ikke det, var noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, og det gjorde hende faktisk frustreret!

[theis]

Gabriel stod længe og kiggede op som regnen begyndte at tage til, han virkede nærmest som var en statue placeret der for a mindes hvad der måtte være hent der. Han flyttede først på sig da endnu et lyn splittede himlen i to kort efter fulgt af en torden som fik det til at ringe for ørerne og jorden til at ryste. Han vendte sig rundt for at gå længere over slagmarken, da han stivnede midt i et skridt. Hans hørelse som var blevet skærpet gennem mange års krigstræning fangede lyden af ord et stykke fra ham. Han blev længe stående hvor han var før han endelig vendte sig i retning af ordene og fik øje på en ung kvinde som knælede ved siden af det som engang måtte have været en af dem mange unge mænd som havde mistet livet gennem de mange år krigene havde stået på. Hvad hun lavede på et sted som dette havde han ingen ide om. Hun lignede ikke en der levede for krig, ej heller lignede hun en præst som var kommet for at give en velsignelse til de døde. Han betragtede hende kort varigt fra hvor han stod, før han med lige så rolige og næsten lydløse skridt bevægede sig over mod hende, kun fulgt af lyden fra metal plader der gned mod hinanden og staven i hans hånd der blev sat mod jorden som en vandre stok. Han ønskede dog ikke at forskrække hende så af den grund stoppede han et stykke fra hende og lod blikket glide over hende endnu engang før han rømmede sig hæst for at gøre hende opmærksom på hans tilstedeværelse. ”Det sker fordi Regenter og ledere ikke kan blive enige om hvor meget land de skal have, og det sker fordi racernes tro er så forskellige som de er. Det er unfair..men det er en virkelighed som vi må leve med indtil noget ændre sig for alle landene. Der vil altid være kaos i verden, både i naturen og blandt racer. Og det her er bare en af mange pladser hvor kaosset kulminere til en storm af skrige og lynende sværd. ” sagde han roligt, dog var det muligt at hører en anelse sorg i hans hæse stemme. Han stod stadig et stykke fra hende, ikke villig til at komme hende for tæt, både af den grund han ikke ville skræmme hende og fordi han ikke ville give kvinden en chance for at angribe ham skulle det være noget hun ønskede. Da han havde sagt sine ord lod han igen stilheden sænke sig over dem, det vil sige indtil stormen over dem for alvor lukkede op med et rasende brag, som var det blot der for at understøtte hans ord. For de var jo sande, sørgeligt som det måtte være, det var noget han selv gennem sin lange leve alder havde forstået. Vinden begyndte for alvor at samle sig og rev og hylede som en flok ulve der havde fanget deres bytte og som ikke ville give slip igen.

[Deleted]

At regnen tog til, var ikke noget som Chryseis tog sig af som sådan. Lige i dag, var hun ikke i det drilske humør. Faktisk var hun ked af det.. og det var kun fordi at hun ikke var særlig god til at rumme mere end en følelse af gangen, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hende. Hun blev siddende og stirrede på knoglerne, også selvom det kun var frem til at lynet slog ned ikke langt fra hende, hvilket fik hende til at slippe et halvvejs skrig, hvor hun nærmest krympede sig sammen, hvor hun næsten endte med at falde nedover knoglerne, hvilket direkte fik det til at gibbe voldsomt i hende, for det var slet ikke hendes mening på nogen som helst måde overhovedet! ”Undskyld, undskyld!” endte hun næsten febrilsk, for hun var slet ikke ude på at ødelægge disse mænds evige hvile, men det var jo som om at det ikke var noget som hun som sådan kunne undgå ved at være der!
Stemmen som lød bag hende, fik hende hastigt til at vende sig mod den, hvor hun hurtigt fik øje på manden, hvilket var noget som hurtigt fik hende til at rejse sig op. Den halvvejs ødelagte kjole rettede hun let til, så hun ikke så helt.. hjemløs ud, men det var vel hvad hun var? Hun havde jo ikke direkte et sted som hun kunne kalde hjem, men faldt i søvn der hvor det var muligt for hende, og hvor det ikke direkte var hende en tanke som var til irritation. Hans forklaring lød fornuftig og dog.. forvirrende for hende. ”Et menneskeliv burde opveje mere end bare et stykke land.. Prøv at se..” nærmest hviskede hun som hun vendte blikket mod den store og massive slagmark. Frygtelig mange måtte være faldet her, og det var ikke en tanke som hun brød sig om. ”Kaosset for oven er ødelæggende, og åbenbart så meget, at det påvirker regenter og ledere til at indgå i krig.. Det er forfærdeligt..” tilføjede hun næsten med en febrilsk stemme, for det var noget som gjorde ondt på hende at tænke på! Håret klistrede sig til hendes ansigt, som hun igen vendte blikket mod ham. Han virkede som en fornuftig mand, men dog.. selv hun kunne tage fejl, og så meget vidste hun, og det var ikke fejler som hun ville gøre igen, vis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Svagt bed hun sig i læben. Det er forfærdeligt.. så unge mænd..” En tåre banede sig vejen ned af hendes kind, også selvom de ikke var til at se på grund af regnen – heldigvis, men hun kunne jo ikke gøre for det!

[theis]

Gabriel betragtede hende roligt mens hun stod foran ham i sin ødelagte kjole som selvom hun prøvede at skjule det, tydeligt viste at hun næppe havde det helt store som var hendes I livet. Ikke at han så ned på hende for det, han følte faktisk med hende og ville ønske at han kunne have hjulpet hende lige der hvor de var, men han var næppe mere værd end hende sådan som tingene stod lige nu. Han havde ikke noget arbejde eller nogen indtjening, han havde været væk i lang tid og var først lige kommet tilbage. Han lagde roligt hovedet lidt på skrå ved hendes ord, og selvom hun næppe ville kunne se det grundet hætten som lagde hovedet i skygge kunne han ikke lade være med at smile ad hendes ord. Hvis det virkelig var hendes mening som hun kom med, så kunne han kun være enig i at det burde være sådan, og at det i en perfekt verden ville være sådan, men den barske sandhed var at livet ikke var og aldrig ville være perfekt. Han nænnede bare ikke at sige dette til hende, for hun virkede allerede påvirket, for måden hun opførte sig på gjorde han var sikker på at hun umuligt kunne være andet. ”Det er forfærdeligt, at så mange fra begge sider har måtte lade deres liv, og det er forfærdeligt at mange..mange flere en dag vil skulle gøre det samme. ” sagde han medfølende og lod derefter blikket glide rundt på pladsen for at se om der var andre som var klædt som hende som hun måske kunne være her sammen med, da det virkede underligt at hun var der alene, dog var der ingen til at se omkring dem hvilket fik ham til at vende blikket tilbage mod hende ”Men hvis de ikke har noget imod at jeg spørger, hvad laver de her? Det virker ikke som et sted for en kvinde som dem selv at befinde sig. Er de her med nogen, eller sørger de over en af de mange mænd som måske var deres udkårne?” spurgte han forsigtigt, med sin varme medfølende stemme som ham ligeså let, som det ville gøre for et hvert andet af lysets væsner.

[Deleted]

Hvem denne mand var, havde Chryseis ikke nogen anelse om, og det var egentlig ikke fordi at hun var nysgerrig. Hun rendt rundt og følte sig.. bedrøvet, ensom og ikke mindst forladt, så der var ikke mange gode følelser i hende, som hun direkte kunne give udtryk for, for de var der jo faktisk ikke! Hun sukkede dæmpet og forsøgte at skjule sig lidt, netop ved at prøve at fjerne det fokus som måtte være på hendes temmelig ødelagte kjole, men det var det som hun havde, efter at hun var endt på jorden igen, efter et længere ophold i Himmeriget. Det mest perfekte sted som hun nogensinde havde set! ”Jeg.. jeg forstår bare ikke.. Der er jo ikke noget uro mellem de høje magter.. som jeg ved.. Hendes virkelighed var måske meget anderledes end så mange andres, men det var vel ikke noget som kunne komme bag på nogen? Hun var en skovånd i en form af nymfe. Hun var oldgammel, og normalt frygtelig, frygtelig drillesyg, og måske det kunne komme frem igen, hvis hun kunne glemme de mange tanker bare en smule, men de var der, og hun kunne virkelig ikke gøre noget ved det.
Hvem denne mand var, vidste hun ikke, men kutteklædte mænd vidste hun, at hun skulle være opmærksom på, for den fejl havde hun gjort for forbandet mange år siden, og det havde kostet hende dyrt, så i den grad ikke noget som hun ville igennem igen, hvis hun kunne blive fri! Hun trak sig væk fra knoglerne og vendte blikket mod dem, næsten som havde det været med en form af væmmelse. ”Jeg ved ikke hvor jeg er..” begyndte hun sagte. ”Jeg.. jeg kender ikke nogen af mændene, men.. jeg har hørt historierne om dem.. de mange slag.. og hvad der skete, men aldrig hvorfor.. og jeg forstår det ikke… Hvorfor slå unge mænd ihjel? De.. de har jo hele livet foran sig..” Hun endte med at snøfte. Selv frygtelig meget præget af følelser, så følte hun sig virkelig.. ked af det på deres vegne, næsten som havde det været hendes skyld, selvom det vel næppe var tilfældet?